"Hm, ja, de tør nok ikke sige dig imod," fnes Adena , som om de tlidt havde været en fjollet bekymring. "Vi sneg os engang ind i det lille kapel her sydligst i haven, mig og nogle veninder altså," At veninderne havde været bandemedlemmer af samfundets bund, behøvede hun næppe komme ind på. "Vi var også lidt fulde... Men præsterne blev skide sure. Men nu er jeg heller ikke prinsesse jo, så jeg blev bare ført hjem og givet endnu en skideballe af min far."
Hun fnes lidt igen - selvom mindet egentlig ikke var rart, havde årene nok mildnet det lidt. Nu var det en sjov tøsehistorie og handlede ikke om faderens vrede ord eller husarresten bagefter. Og så havde Aldamar ret - de ville næppe komme op efter dem her. Dengang havde de været i kapellet, og altså på jorden, så der havde det ikke været svært at få fat i ørerne på dem. Lige nu var de to vordende ægtefolk hævet - meget bogstavligt  - over alle andre. 
"Selvom jeg næsten har lyst til at se en præst prøve at klatre herop," fortsatte hun. "Jeg havde svært nok ved det i det her skrud!"
Adena gjorde en gestus mod kjolen og sendte så Aldamar et afslappet, men noget skælmsk smil. "Og bare rolig, det her er altså noget, Alyssa og Arya har proppet mig i - det er ikke det, jeg selv ville vælge."
Det virkede som en ret relevant detalje at få på bordet - selvom det for Adena burde være åbenlyst med de rodede skørter, det rodede hår og den stigende promille. Hendes eget tøjskab var noget mere afdæmpet, og hun havde faktisk budt ændringen til blå velkommen, så hun slap for alle de lyserøde sløjfer, der altid gik op eller hang fast i stueplanterne.

Adena fik spruttet vin op i næsen af hans sarkastiske kommentar og måtte støtte sig mod hans skulder under det efterfølgende hosteanfald for ikke at vælte sig selv ned ad taget.
"Åh, jamen Deres Højhed!" svarede hun, da hun igen kunne trække vejret - nu med et par tårer trillende ned ad kinderne, men et smil så bredt at det halve kunne være nok. "Jeg vidste ikke, at moden i Safirien var sløjfer og blonder og overdrevenhed! Jeg må straks bede skrædderen tilføje de ønskede fifledutter og krummelurer til brudekjolen!"
Hun lo gennem et par forsinkede småhost og tørrede ansigtet i sit ærme, inden hun turde forsøge sig med endnu en tår af den røde væske. Så viftede hun lidt med ærmet og de blonder, der syntes at vælte ud under det yderste lag stof. Og det var ikke engang værre end de gange, hun havde stået hos skrædderen og inderligt håbet på, at hun kunne få en kjole uden at det flitterstads. Det eneste sted, så mange blonder hørte til, var... Inden under kjolen. Men dét havde hun ikke tænkt sig at dele med andre end Alyssa.
"Jeg tror det er en spøg fra dem for at være ærlig," sagde hun. "Min mor har sløjfefikseret de sidste par år, fordi det skulle 'fange bejlernes opmærksomhed' og det har været uudholdeligt, siger jeg dig. Jeg glæder mig til lange ærmer, anstændig udskæring og simple snit, Aldamar!"

"Hah, blomsterbuket - den var godt," kommenterede Adena. 
Det ville i sandhed blive skønt at kunne udskifte garderoben. Måske hun endda kunne få noget lokal inspiration til nye frisurer og slippe for de to frikadeller på siden af hovedet. Perlekæderne i håret ville hun dog nok forsøge at beholde. Det kunne et eller andet at glimte i ansigtet, det måtte hun jo ærligt indrømme. Sløjfer, blonder og struttende skørter var ofte bare i vejen, mens finere ædelsten og lange, lige snit kunne gøre op for den højde, Adena ikke besad (og som Arysfamilien heller ikke ligefrem var blevet undt af guderne). 
Hånden om hendes skulder blev ikke slået væk eller forsøgt undgået. Den var der, uden at være en trussel og uden at ville noget mere end at virke venskabelig. Det var en kærkommen forandring, at Adena faktisk kunne have berøringen uden at gå i instantan panik over, hvad han ville tvinge hende til at gøre - for det vidste hun, han ikke ville. Selvom de havde deres uenigheder, forskelle og uden tvivl ville rende ind i problemer hen ad vejen, var det her nok omtrent det bedste arrangerede ægteskab, Adena kunne håbe på. 
Og for første gang flygtede følelsen af tilpashed ikke lige så hurtigt, som den var kommet. For første gang blev den lige som siddende lige der i brystet, hvor den gav mest varme. For første gang troede Adena sådan rigtigt på, at der kunne komme noget godt ud af det her ægteskab.
Med et mageligt suk lænede hun hovedet mod Aldamars skulder og fandt igen stjernerne med blikket. "Det skal nok blive en god tid..." istemte hun stille.