Richard løftede let et øjenbryn og smilede bredt. Det kom ikke bag på ham at Clara også havde fundet venskaber udenfor adlen. "Du kommer vidt omkring. Det er nogle gode venner du har fået?" selvfølgelig var det gode venner, for det fortjente hun! Men Richard var ikke blind for hvordan andre nogen gange havde set på hans lille solstråle.
Hobbit 15.12.2021 20:17
Richard var efterhånden ikke rigtig sikker på at han kunne sige nej til Clara. Jo, det kunne han godt hvis det virkelig galte, men her. Der var det svært, når hun strålede som en lille sol og fortalte. Et bal virkede for ham, som noget unødigt, og ikke mindst stressende. Folk overalt, larm og indelukket. Det var ikke ham. Men for Clara var han villig til at prøve.Richard løftede let et øjenbryn og smilede bredt. Det kom ikke bag på ham at Clara også havde fundet venskaber udenfor adlen. "Du kommer vidt omkring. Det er nogle gode venner du har fået?" selvfølgelig var det gode venner, for det fortjente hun! Men Richard var ikke blind for hvordan andre nogen gange havde set på hans lille solstråle.
Helli 25.12.2021 11:30
Clara ville også umuligt holde ham der særlig længe, men nogle gange ville hun bare ønske at andre også oplevede den stille mand, som det fantastiske menneske han var. Han var det tætteste hun nogensinde havde haft til en far, og nogle gange, så, ja, så havde hun lyst til at kalde ham det, men føltes stadig grænseoverskridende. Men der var aldrig nogen tvivl om at Clara holdt ufattelig meget af ham.Hun nikkede lidt begejstret. ”Ja. De har næsten alle sammen været virkelig søde,” sagde hun, selvom der selvfølgelig var nogle hun kom bedre ud af det med andre, og hun havde fået et par blikke. Hun havde dog været heldig hurtig at danne lidt af et netværk. ”De er meget nede på jorden mange af dem, selvom Nicodemus virker til at komme i problemer ret ofte.” For der var tydeligvis ikke nogen køn der havde separeret Clara i at få venner. At hendes mor måske havde kigget lidt langt efter måske at få hende afsat til Nicodemus da hun fandt ud efter det, det var Clara heldigvis rimelig uvidende om indtil videre.

Signatur lavet af Lux
Hobbit 19.05.2022 21:54
Næsten alle sammen. Han håbede da ikke at hun havde dannet sig venskaber med folk som ikke var rare at være sammen med. Det var i hvert fald en af de største grunde til at han aldrig nogensinde fandt sig en plads blandt adlen. De politiske venskaber og falske beskedenheder og generelt utroværdighed der ofte florerede. Det foregik ikke i nær samme størrelse i Turmelinien, hvor han anså fyrstefamilien for at være af den rette støbning. Det vidste sig så også at det også var hans egen familie, så måske hans tanker var påvirket.Richard brummede og rynkede brynene. ”Hvilke slags problemer?” det var ingen hemmelighed at han var overbeskyttende overfor Clara, især som havde påtaget sig hvad der var kendt som faderrollen. Så naturligvis var han skeptisk over at hun skulle gå med nogen som havnede i problemer – naturligvis alt efter hvilke problemer det var. At det var en dreng, strejfede ham meget lidt. Han glemte ofte at det åbenbart ikke var normalt.
Helli 19.08.2022 22:30
Clara trak lidt muntert på skuldrene, for hun vidste at Nicodemus ikke var en de dårlige æbler der befandt sig her i Dianthos. Han havde aldrig behandlet hende andet end godt, og hun værdsatte hans selskab. Hvis det ikke var fordi at hun ikke var den mest eftertragtet, så ville han have været en god kandidat for at blive gift. Det var i hver fald en som Clara kunne forstille sig at hun kunne holde ud i en længere periode. Ikke at han ville være meget ligesom Jonathan. Ikke at hun tænkte meget på ham mere, eller forsøgte."Han kan ikke altid finde ud af at holde sig ude af problemer. Til vores første møde blev jeg nødt til at bære ham hjem, fordi han slog sin fod... men han prøvede at redde mig, fordi jeg var kommet i problemerne." Hun kiggede lidt forsigtigt på Richard. Hun vidste godt at han blev bekymret. "Det var ikke noget alt for stort." Men hun havde ikke tænkt sig at nævne banditterne, eller de mere drilske ånder. Nogle gange var det bedre hvis han ikke vidste det hele. Det var lidt det samme som med hendes mor trods alt.

Signatur lavet af Lux
Hobbit 21.08.2022 17:08
Richard løftede et øjenbryn, men en munterhed var at spore over hans ansigt som Clara fortalte. Lige indtil nye problemer blev nævnt og endnu engang rynkede den store mand brynene sammen og så spørgende på hende. "Ikke alt for store? Det tror jeg ikke, der er noget der hedder i Dianthos" brummede han, med en snert af utilpashed over at være i så stor en by. Han savnede skoven, den friske luft og sin hund. Mest af alt, roen. Han kunne alt for tydeligt høre folkene gå udenfor og hans øre var hele tiden på stikker.Men hans opmærksomhed var hovedsageligt på den unge Clara og de ikke for store problemer hun allerede havde roddet sig ud i. Hun så dog sund og rask ud, så helt galt var det trods alt ikke gået.
Helli 25.09.2022 13:10
Clara ville næppe have at Richard enten med at gå til hendes mor, om at der skulle være lidt mere opsyn med hende, fordi hun kom i problemer. Hun følte allerede nogle gange at det var kvælende hvor meget hendes mor insisterede på at være en del af hendes liv. Hun elskede hende, selvfølgelig gjorde hun det, men de havde haft meget forskellig tilvænning til at komme til byen, og Clara var kun begyndt at kunne finde ud af det efterhånden. Hun savnede stadig skovene og ånderne derude.Hun skiftede lidt vægt i stolen hvor hun sad, som hun prøvede at finde ud af hvor meget hun havde lyst til at fortælle ham, for at få det til at lyde ikke alt for slemt. "Livet er bare lidt anderledes her, så jeg har bare lige skulle finde ud af hvad jeg har kunne tillade mig. Du ved vel at der er meget at vænne sig til med et nyt sted," forsøgte hun at starte med. En af de ting hun havde skulle vænne sig til var helt klart det med at hun ikke helt kunne stole på ånderne uanset hvor de var henne. Tempelhavernes ånder var søde, men ligeså snart hun var nede i byen, så var det ikke til at vide om de godsindet eller ej.

Signatur lavet af Lux
Hobbit 13.10.2022 18:46
Burde han sige videre at hun kom lidt ud i... små problemer... Muligvis. Så længe hun så sund og rask ud, var det ikke en nødvendighed i hans sind. Richard havde trods alt en mavefornemmelse der fortalte ham at Clara var langt mere ansvarlig end andre på hendes alder. Kunne hun begå dumheder? Hvem kunne ikke det. Han ventede ikke at hun ville bringe nogen skam over sin familie eller eget navn.Richard brummede som svar. Jo, det vidste han vel at der var. Ikke at han havde været mange andre steder end hvor han altid havde befundet sig. Groet fast om man ville. Komfortabel i sit stille liv. "Det skal nok gå" brummede han i en let eftertænksom mine. Jo, det skulle det nok. Hvor lidt han end brød sig om storbyen, så havde folk boet der i århundreder. Foretrak han at hun kom hjem til skovene - uden tvivl. Men nu det ikke kunne være anderledes.
Helli 08.11.2022 17:26
Et lille suk undslap alligevel Clara, for når hun var sammen med Richard, så mindede det hende så uendelig meget om hvad hun gik glip af at være her, og selvom det var blevet bedre, så ville det aldrig være det samme som at være derhjemme, nær skovene. Hvor hun kunne tage ud og besøge ham når det skulle være.”Jeg savner Turmelinien,” sagde hun stille, og kiggede oprigtigt på ham. Hendes store brune øjne fortalte nok alt der var at fortælle. ”Jeg ved godt hvorfor jeg er her, og jeg forstår det godt, men jeg kan ikke lade vær med at savne vores skove, og marker, og søer når jeg går en tur i tempelhaverne.”] Hun blev stille i et øjeblik og kiggede så lettere bedende på ham. ”Fortæl ikke min mor det. Hun vil blive så frygtelig ked af det hvis hun tror at jeg ikke værdsætter hvad hun gør for mig.” Hvilket nok i sidste ende var at finde nogen der kunne hjælpe Clara med at få et stabilt liv fremadrettet. En der kunne tage sig af hende, når Isabel ikke kunne mere.

Signatur lavet af Lux
Hobbit 11.11.2022 19:40
Richard følte sit hjerte gå i tusind stykker ved hendes stille triste stemme. Hendes store brunes øjnes sorgmodighed gjorde ondt på ham, og han så bekymret på hende. Richard lod hende tale ud, og fortælle hvad der gik hende på. Han vidste også hvorfor hun var der, og hvor vigtigt det var for familien, og for Claras fremtid. Det var i hvert fald det han havde fået at vide.
Richard to en dyb indånding og rakte sin store hånd ud efter hendes og holde den blidt. Den anden klappede hendes håndryg blidt, mens han gav hende et lille opmuntrende smil. "Din mor ved godt hvor meget du værdsætter alt hun gør for dig" brummede han med sin dybe blide stemme. "Du gør intet galt ved at savne dit hjem, min pige. Tror du ikke også din mor savner skovene og der hun er vokset op?" Richard snakkede sjældent ret meget, men når der var brug for ham, så trådte han også til. "Hun vil forstå" Det var han sikker på. Blot fordi Clara savnede Turmelinien og det liv hun havde, var det ikke ensbetydende med at hun ikke værdsatte sin mor og alt hvad hun gjorde.
Helli 11.12.2022 11:30
Det var den hårde virkeligheden i livet som Clara var blevet født ind i, og hun havde ikke et problem med det. Hun ønskede at gøre det nemmere for både hende selv, men også hendes mor, som hun vidste havde ofret så meget for hendes skyld. Isabel kunne have gemt det væk, og overladt Clara til en anden, men Isabel havde stået fast og ønsket at beholde sin datter med sig. Det ville nok også være lidt nemmere for hende.Hendes øjne fandt Richards øjne igen, som han begyndte at tale, og hun blinkede lidt langsomt af ham. Hun havde ikke overvejet hvordan hendes mor havde haft det omkring det hele. Hunv irkede til bare at falde i et med resten af adelen, og som om at hun altid havde tilhørt disse kanter, men måske havde Richard ret.
”Måske har du ret,” sagde Clara så endelig, et lille taknemmeligt smil på læberne. ”Jo hurtigere vi kommer igennem det, jo hurtigere kan hun nok også komme tilbage til det liv hun gerne vil have.” Men selvom Clara sagde det, så var der stadig et stik i hendes hjerte. Helt klar følte hun sig ikke, og så var der også problemet med hvor hun havde fået lagt sit hjerte. Men hun kunne trods alt ikke styres af sit hjerte over en mand hun nok ikke kom til at se igen.

Signatur lavet af Lux
Hobbit 11.12.2022 15:37
Richard brummede en smule usikkert. Noget i hans ord syntes at havde hjulpet til at Clara faldte en smule til tro, men han var bange for at hans ord ikke havde haft den ønskede effekt.Han slap ikke hendes hånd igen, men lyttede blot til hendes ord og lod dem bundfalde sig med et rynket bryn. "Hvilket liv tror du gerne din mor vil have?" Kendte han Isabel ret, var hendes største ønske i denne verden, at hendes datter var glad og i sikkerhed, forhåbentlig også lykkelig.
Der var ingen tvivl om Clara's mor havde ofret sig selv, og en fremtid som var normal i adlens cirkler, for at beholde sin datter. Det gjorde Richard nervøs, at Clara lød til at tro, at Isabel havde set sin datter som en klods der havde frarøvet hende det liv hun ønskede. Det liv hun havde valgt, var jo netop det hun havde ønsket. Richard vidste bare ikke hvordan han skulle forklare den unge kvinde netop dette - han var ikke den bedste med ord.
Helli 30.12.2022 17:49
Clara rynkede også brynene da Richard spurgte ind til hvilket liv hun mente Isabel ønskede. Hun vidste at Isabel ønskede at give Clara det liv hun aldrig selv havde kunnet have, men det var vel ikke ligeså meget for sig selv. Hvis Isabel selv kunne vælge, uden at tænke på hvad der passede til Clara og at fremme hendes liv, hvad ville hun så have.”Hun nyder livet her i byen, og at være en del af adelskredsene. At gå til fester, og sidde og snakke, mens man drikker te og broderer,” sagde hun forsigtigt, som hun tænkte sig om, men når hun huskede tilbage, så var der ligeså store smil på Isabels læber, når de løb rundt i engene. ”Jeg tror måske at hun bare gerne… vil omgås med folk hun holder af, og gøre de ting hun nyder, uden at skulle tænke på at fremme min position i samfundet.” Der var ingen tvivl i Claras sind at Isabel holdt af hende mere end nogen anden, men et eller andet sted så havde Clara frarøvet Isabel sin ungdom og hendes ry.

Signatur lavet af Lux
Hobbit 30.12.2022 18:19
Richard sad roligt mens Clara overvejede hvad hun skulle svare til hans spørgsmål. Der var rigtige mange aspekter i livet, og rigtig meget man kunne ønske sig og håbe på. Han var afventende og lyttende som hun begyndte at forklare. "Hm.." det gav ganske god mening, og Clara var heller ikke blind for hvor meget hendes mor havde måtte ofre for at få hende. Især nu, hvor tiden var til at få følge adlens værdier og få Clara giftet ind i en god familie. Richard havde det stadig svært med denne del, men havde intet at kunne indvende med. Men om Isabel kom tilbage til et liv hvor hun ingen bekymringer havde, det virkede som en umulighed. "Vi vil så mange ting i vores liv, og den ene ting udelukker ikke den anden" startede han først med at sige med et roligt smil på sine læber. "Du vil altid være i hendes tanker, og hun vil altid bekymre sig om hvad der sker i dit liv. Hun er din mor, og jeg tror hun vil sætte den position over alle andre der end måtte være her i samfundet, og det liv hun potentiel kunne have levet." det var fornemmelsen han havde, og han fornemmede også at Isabel var meget stolt af sin datter, trods det havde ændret hendes liv så drastisk som det havde.
Helli 30.12.2022 20:45
Clara kunne ikke lade vær med at smile lidt, men det havde alligevel også en anelse af tristhed over sig. For selvom hun ikke var i tvivl om at Isabel ikke ville tage valget om, så var der så mange ting som Clara ønskede at gøre op for. For at gøre hendes liv nemmere, men det var som om at det bare ville gå i ring til evig tid. De ville begge gøre så meget for hinanden, når de i sidste ende bare ville have hinanden var glade og havde alle de muligheder de ikke havde i deres nuværende liv. Det var ikke første gang at Clara havde tænkt at det havde været nemmere, hvis de bare var normale… Ligesom Richard.”Men jeg tror stadig det bliver nemmere for hende, når hun ikke har mig at bekymre sig om,” indrømmede Clara. ”Og hvis jeg bliver giftet til nogen med en vis status, så vil de også stoppe med at kigge efter hende, og sige hvordan hun var den der lå i det med en…” Ordene døde ud i hendes mund. For flere gange havde hun hørt ko blive sagt, men det var så ondt. Hun vidste også at hendes mor havde forsøgt at skærpe hende for ordene, men man blev ikke voksen uden at have hørt det et par gange.

Signatur lavet af Lux
Hobbit 30.12.2022 22:16
Der var ingen grund til at bilde Clara ind at rygterne ikke var nået selv ud i skoven hvor Richard boede. Han havde hørt alle former for versioner af historien, og havde aldrig spurgt direkte ind til det hos Iorvo eller Isabel selv, men vidste at rygterne ikke fortalte hele sandheden. Han tog en dyb indånding og gav hendes hånd et klem. Hans anden hånd løftede sig op og tiltede hendes sunkne hage en smule op, så han kunne møde hendes blik. "Lyt til mig, lille solstråle. Intet af hvad der er sket, er noget du skal gøre op for. Du har ingen skyld, og vil aldrig nogensinde få det" fastholdte han alvorligt, men var meget blid i sine øjne og træk.
Richard var selv et uægte barn. Et barn født ud af en gerning, som måske var mere velset når det ikke var en andelskvinde der var blevet gravid, men stadig ikke var heldigt. "Ingen af os skal gøre os kloge på, hvad der skete dengang, andet end du, den mest fantastiske pige, kom til verden på grund af det. Jeg forstår godt, hvorfor du vil gøre alt, for at genoprette din mors ære, men det burde aldrig været faldet på dine skuldre" det kunne en normal som Richard selvfølgelig godt sige, velvidende at det ikke var sådan adlen fungerede. Men faktum var og den holdte han fast i, Clara var uskyldig i alt dette, og skulle ikke bøde for noget hun ingen kontrol eller indblanding havde haft i.
Helli 27.01.2023 22:40
Det varmede Claras hjerte med glæde, det gjorde det i sandhed, men det tyngede hende også. For uanset hvor søde jord det var, hvor meget de betød, og hvor meget hun lyttede til hans jord, så ville han aldrig kunne tage den tyngde væk fra hendes hjerte, som der var der, når hun tænkte over alle de muligheder hun havde taget væk fra Isabel. Og det var ikke fordi Isabel ikke havde givet hende alt den kærlighed hun kunne, men Clara havde ører, og hun vidste hvor ond verdenen var, for hun havde hørt det selv... fra så mange andre.Men hun smilte alligevel til det tætteste hun havde haft på en far, fordi hun vidste også godt at han sagde det af kærlighed. "Det ved jeg... men jeg vil gerne bare kunne... gøre lidt til gengæld for alt jeg har fået af hende," sagde hun endelig, for det var i sidste ende hvad det hele betød. "Og det er en måde, og jeg har intet problem i det." I hvert fald ikke på andre tidspunkter end når hun tænkte på Jonathan hun havde mødt på kajen. Men hun vidste trods alt ikke om hun ville se ham igen.

Signatur lavet af Lux
Hobbit 11.03.2023 18:23
Richard sukkede let og nikkede i accept. Han ville aldrig forstå, hvorfor børn følte et behov for at skulle give tilbage. Og så alligevel. Havde han ikke også gjort alt for at sikre sin mors ældre dage blev af de bedre, og forsøgt at hjælpe hende når hun havde brug for det. Men derfra, og til at gifte sig med en fremmed for at opretholde familienavnets ære, eller påtage sig ansvar, som ikke burde havne på hans skuldre. Han var ikke den rette til at forstå, selvom han forsøgte."Er du sikker? Det er meget ansvar for en ung pige" Richard glemte ofte og hele tiden at Clara egentlig var voksen. Clara var hans lille pige, som legede og grinede ude i markerne og var omhyldet af sommer og natur. Det var svært at acceptere at hun var voksen, og egentlig også utrolig svært engang imellem at acceptere at hun ikke var hans at skærme, trods han alligevel havde forsøgt.
Helli 17.03.2023 15:03
Clara nikkede bestemt, og det var virkelig i øjeblikke som disse hvor man virkelig kunne se at hun var sin mors datter. Stædigheden og stoltheden var den samme, selvom den havde udvist sig på forskellige punkter. Isabel havde udvist det da hun var gravid med Clara og hvor urokkelig hun havde været omkring sit barn. Clara var det nu for at give tilbage til sin mor, selvom hun ikke behøvede. Kærlighedne mellem mor og datter var trods alt stor, selvom Clara til tider fik nok af hende."Det er alligevel forventet af alle adelige, og man kan jo bare se hvor godt det kan gå," pointede Clara, selvom de også havde et par skrækeksempler i familien. Men de tog det trods alt ikke udenfor familiens rammer sådan for det meste. "Fyrsten og fyrstinden virker trods alt lykkelige." Om de reelt var det var svært at vide, men de var da profesionelle nok til at hold eventuelle problemer bag lukkede døre.
"Men jeg skal nok også huske at besøge dig når jeg engang bliver gift," kom det så lidt mildere fra Clara. Hun ville ikke kunne holdes væk af ti vilde heste. Richard var det tætteste hun havde på en far og hun ville blive ved med at besøge ham til sine dages ende.

Signatur lavet af Lux
Hobbit 17.03.2023 19:39
Det var umuligt ikke at smile stolt over den stædige måde hun nikkede og ikke mindst stoltheden der blandede sig ind i hendes varme øjne. Clara var sin mors pige, og det kunne han kun glæde sig over. Glæde sig over, at pigen, som han elskede som sit eget kød og blod, havde et godt hjem og et stærkt bånd til sin mor."Ja, det tror jeg de er" han kunne ikke vide hvorvidt fyrsten og fyrstinden var lykkelige, men de virkede sådan. De virkede til at have stor accept til hinandens person, men også en varme og affektion overfor hinanden som var dyb og inderlig. I et sådant tilfælde, var det lykkelige omstændigheder. Richard kunne dog ikke bekæmpe den lille skeptiske side, som mente at det ikke var tilfældet for alle adelige.
"Det var godt" grinede han varmt og lod et smil forblive på sine læber, der nåede helt op til de blide øjne.
Han vidste at det var en risiko, at Clara ville få for travlt med sit eget liv til at komme forbi ude ved Richard. Det varmede ham derfor helt ind til benet at vide, at hun ikke forventede han gik i glemmebogen, men stadig havde en plads i sit liv. Mindre, men trods alt stadig en plads!
Helli 19.03.2023 12:47
Clara kunne ikke lade vær med at smile stort. Hun var optimistisk omkring sin fremtid, selvom den var skræmmende, men hun vidste hvad der ville ske, og så lang tid at hun stadig havde sin mor og Richard, så var hun sikker på at det hele nok skulle gå. Også selvom hullet Jonatan havde efterladt i hende ikke helt var til at lukke igen. Men hvis hun skubbede det bagerst i hovedet, så var hun sikker på at det var fint."Jeg er glad for at du her nu," sagde hun stille, men det var også ved de ord at Clara hørte døren gå op, og en velkendt stemme. "Oh! Mor er hjemme," sagde hun begejstret og rejste sig op. "Kom. Hun bliver begejstret når hun ved du er her." sagde hun og gik hen for at hive Richard op, så de sammen kunne gå ud og sige hej til Isabel. Clara var ikke sikker på hvordan det var mellem Richard og Isabel, men hun vidste de holdt ligeså meget af hinanden som hun holdt af dem, og elskede hvordan de havde fået skabt deres egen lille familie, også selvom Richard ikke kunne være her.
Det var da også en velkendt begejstring der mødte dem da de kom ud til Isabel. Det skulle nok blive hyggeligt mens Richard var på besøg.

Signatur lavet af Lux
Clara af Erneyll har forladt tråden.
Chatboks
IC-chat▽
Krystallandet