Den rumlende stemme var karakteristisk for en hvis side af Fabian, og Aldamar både hørte og følte den imod sit eget bryst, da et ret så godt spørgsmål blev stillet. Aldamar vidste instinktivt at svaret var et nej, efterfulgt af et joh, noget der kom til syne da luft blev trukket ind imellem de smilende tænder, i et sug. Fyrstesønnens øjne lukkedes insinktivt ved den prikkende fornemmelse under Fabian's læber, og snart fik det første ben, selskab af det andet. Havde der ikke været alverdens relativt vigtige ting bagved ham, havde Aldamar nok vippet over på fristelsen til bare at lægge sig ned imod det ru bord. 

Det gjorde han dog ikke; Aryprinsen nåede slet ikke så langt førhen han med et overrasket gisp blev samlet op fra bordet. En beslutning var vidst blevet taget i hans stilhed, og han fornemmede hvordan at der blev styret imod en sofa i stedet. Fyrstesønnen nynnede - smart, han orkede ikke at tørre blæk op. Armene foldede sig omkring nakken på Fabian for så vidt som muligt at kunne støtte ham, og meget mere i øjenhøjde, var det at Aldamar tog muligheden for endnu et kys. Og et til. 
Skjult bagved den blonde mands egen ryg, havde han dog stadigvæk fjeren med sig. Og indvendigt gnækkede Aldamar en anelse, førhen at han følte sofaen's bløde underlag, og lænede sig tilbage i det i stedet. 
Det handlede ikke nødvendigvis om at distrahere ham, men om at drille ham. Så Aldamar lod ham gøre hvad han ville i nogle gode, fantasitske minutter, små lykkelige suk som en understregende melodi, kun afbrudt af enkelte støn hvis det var rigtig godt. 

Indtil at han endelig med et skjult grin og halvstille fnis fiskede fjeren frem og stak den imod øret på den blonde, der forhåbentlig var for travlt optaget af hans markeringer af det lyse skind, til at se det komme.   

Da det virkede til at Aldamar faktisk ikke var helt villig til at følge distraheringen til vejs ende, så var Fabian mere end villig til at forsætte deres lille undervisning et lidt andet sted, hvor der var mere plads. Prinsens værelse var efterhånden ganske bekendt for skøgen, så at samle Aldamar op og  styre ham mod sofaen, uden rigtig at kigge så meget om sig, det var ganske nemt. Et bibliotek havde måske været lidt mere ubekvemt, hvis han skule være helt ærlig.
Han lagde Aldamar med ryggen mod sofaen, og forsatte med at give opmærksomhed til den anden mands brystkasse. Se hvor mange lyde, og støn han kunne få ud af ham, mens en næsten berusende følelse i hans krop bare blev mere og mere fremtrædende.

Det var derfor også fordi han var så fokuseret på Aldamar og på følelsen, at fjeren gik forbi ham lige indtil den ramte hans øre og han gav et hurtigt forvirret ryst på hovedet for at få det væk, og hans øjne endelig fandt fjernpennen.

Hans øjne blev smalle, og havde det ikke været for smilet der stadig dansede om hans læber, så kunne man næsten forveksle det med at han var vred. ”Din lille...” påbegyndte han, men færdiggjorde aldrig sætningen, som han begyndte at kæmpe lidt med at få  kontrol over Aldamars arme, i et forsøg på til dels at få fjerpennen væk fra dem, og til dels får vristet hans arme op over hovedet på ham, så Fabian havde den totale kontrol over ham. Ikke ligefrem den mest normale position for de to mænd, da Fabian godt vidste at Aldamar normalvis foretrak at have magten. 

Det var ikke til at sige hvilken reaktion Aldamar til dels havde håbet på ville komme, men heller ikke til at sige hvad han havde forventet. Begge dele blev i hvert fald prikket til da de blå-grønne øjne hos Fabian blev smallere, og han med starten af en sin sætning fik Aldamar's smil til at blive en anelse bredere, førhen at han med et overrasket udtryk pludselig skulle til at kæmpe for at beholde den. 
"Nej!" udbrød han leende, og rykkede den uden for rækkevidde, spidsen af den imod mandens hals i stedet. For sent gik det dog op for Aldamar at han gik efter armene, og selvom han ikke ville mene at han var nem sådan at få fat i, som han vred og møvede sig... 
... så gik det pludselig op for Aldamar, at den blonde mand var ham meget mere fysisk overlegen end han gik og mindedes, nok mest fordi at det var noget der ikke var blevet vist eller understreget i mange måneder.

Armene ramte med et opgivende grin sofaens bund over ham, og da han kiggede frem i stedet for op imod dem, mødte han med et uvilkårligt sus de blågrønne øjne. Han følte sig momentært en anelse stum, vejrtrækning tungere efter at have kæmpet imod, men til hans egen overraskelse, også rolig. Havde det ikke været fordi at han faktisk kendte Fabian så godt efterhånden, ville en vag panik over at være fanget imellem ham og sofaen, på dette tidspunkt have grebet fat i ham med sine klamme og ubehagelige kløer. Han ville aldrig lade en fremmed styre, det var slet ikke sådan en kontrol som han normaltvis kunne opgiven. Men lige nu, var det okay. 
Aldamar sank noget spyt, og selvom hånden stadigvæk var strammet opmkring fjerpennen, var det måske det eneste der var anspændt i hans krop. 
"Ups" mumlede han forsinket, og smilede en anelse drilskt. 

Kampen var overraskende kort, men forskellen på deres styrke og måske også hvor vant de var til at være i denne her position, gjorde at Fabian alligevel formåede at vinde mod Aldamar. Hans egen vejtrækning var lidt tungere, som han holdt fast, ikke ubehageligt, men stramt nok til at Aldamar ikke bare lige kunne rykke på sig.

Udsynet heroppe på toppen af Aldamar, hvor han kunne se Aldamars krop under ham var fantastisk. Det var meget sjældent han fik lov til være i en position der bare mindede om det med Aldamar, og han kunne godt mærke et lille stik i maven over, at Aldamar nok ikke så let ville give den position til ham, bare for en enkelt nat. Det her var en af mange grunde til hvorfor Fabian ikke bare kun kunne være Aldamars. Det var godt med prinsen, men det var trods alt det samme.

Smilet dansede dog stadig om læberne på Fabian. ”Hvad så nu?” spurgte han i en drilsk tone og lænede sig lidt ned, så deres ansigter var tættere på hinanden, men ikke tæt nok på at de kyssede, eller at Aldamar kunne tvinge sit hoved op for at gøre. ”Var det alt hvad du håbede det ville være?” Det fik da i hvert fald Fabian distraheret, men det betød så også bare at de blide berøringer var stoppet for nu. Lidt ærgerligt for dem begge, men nu når Fabian havde muligheden, så ville han hellere udnytte den nye position han havde.

Det var anderledes, det var ikke som det plejede på nogen måde og i den forstand, jah så blev det også en smule spænende. Fornemmelsen det sitrede igennem hans krop ved det overlegne måde han var blevet sat til vægs på, var en han hele sit liv altid havde kæmpet imod. Magtesløshed var ikke velkomment, aldrig igen. Men endnu en gang, måtte han til sin egen overraskelse konstatere at han ikke umiddelbart følte sig magtesløs. Ikke endnu i hvert fald.  
Nej, hvad var det så han følte i stedet for? Noget han nok aldrig verbalt ville sætte ord på af sig selv, men noget der fik fyrstesønnens hjerte til at banke tungere i brystet, og hans sanser til at skærpes, når han prøvende spændte imod, men ikke kom nogle vegne. 

Hovedet løftedes en anelse til det efterfølgende spørgsmål, søgende efter det kys der ikke kom, og varmen skød op i kinderne da det heller ikke lykkedes, og han simpelthen ikke måtte. Forbandet spørgsmål, og han nikkede endrlig efter nogle sekunder, en splittet grimasse over ansigtet, dog stadigvæk smilende. Hahn kunne ikke lade værd med at smile, imellem alt det andet der forvirrede ham. 

"Jeg ved ikke hvad jeg håbede på.." endte han endelig med at indrømme, og følte hvordan hans knæ løftedes en anelse, for at glide over Fabian's underliv I en drillende, måske lidt pirrende manøvre. Han ville aldrig sparke ham, men helt let ville han heller ikke gøre det.  "Men det her.." blikket gled over hans egen krop, før at det låste sig i Fabian's øjne igen. "Det er vovet af dig, Fabian" sagt med en kælen undertone.  Udfordringen i det kunne ikke holdes tilbage, og han holdt vejret en anelse, ikke fuldstændig sikker på hvorfor det var velkomment at spille op imod ham på den her måde.  
Hvilket var en løgn imod ham selv, Aldamar vidste udemærket at han aldrig ville lege med, hvis han ikke et eller andet sted gerne ville. 

Selvom Fabian havde den totale kontrol lige nu, så var det aldrig så meget at hvis Aldamar sagde stop, at han så ikke ville give slip på ham. Ting som disse var kun gode når begge parter nød dem, også selvom de helt sikkert brød en grænse for prinsen. Men grænser skulle brydes til tider. Fabian havde lige læst en hel sætning, så det gjaldt for dem begge.

Han kunne næsten se skuffelsen hos Aldamar, da han ikke fik det kys han tydeligt ønskede, især fordi han stadig ikke helt var givet op med at se om han kunne fjerne Fabians hænder fra sig. Det føltes dog ikke som om at det var fordi Aldamar nødvendigvis ønskede at komme fri. Ellers havde han nok også sagt med en meget autoritetsfuldt stemme, at Fabian hellere måtte flytte sig.
Knæet kom dog noget tættere på Fabians nedre dele end han selv normalvis var komfortabel på, og han kiggede med en hvis mistro i øjnene. De var to der kunne lege, og det var alt hvad det her var, en leg, godt nok en der fik blodet til at bruse i Fabians krop, og hele kroppen til at summe i spænding. Ville han rent faktisk få lov?

”Vovet?” hviskede han, og kiggede lidt ned af Aldamar, så godt han kunne, før han med en overraskende snilde, også forsøgte at klemme Aldamars ben under hans egne, så de ikke kunne bevæge sig ligeså meget som før. Der skulle være lidt kontrol over kroppen han havde taget til fange.
Det betød dog heldigvis også for Aldamar, at Fabian endelig lænede sig længere ned, næsten så deres læber mødtes. ”Jeg prøver bare at få en prins ned fra sin høje hest,” tonen var drillende, men kysset der fulgte var langt mere lidenskabelig end hvad tonen havde givet udtryk for. Fabian fandt deres nuværende position ufattelig ophidsende. 

Hvis Aldamar havde nydt sine bens bevægelsesfrihed, så kom det i hvert fald ikke til syne som noget han nu savnede, da Fabian's snildt fik klemt dem ned imod sofaen også. Den hviskende stemme der gentog hans ord havde fuldkommen taget opmærksomheden hos fyrstesønnen, så selv hvis han havde haft noget imod det, havde han nok ikke kunne undgå det; en gysen gled endnu engang igennem Aldamar's krop, men den her gang helt specifikt ned af rygsøjlen, og han stoppede med at presse imod det faste greb - for nu, og i stedet overgav sig lidt til det.
Måske var det fordi at han stille og roligt igennem deres kendskab, var kommet til tåls med at villigheden ikke var svaghed eller skyldfremkaldende, måske var det en naturlig udvikling, da Fabian for hver dag, møde og aften der gik, kom mere og mere ind under huden på ham - præcis som Aldamar også gjorde med ham. 

Eller, måske var Fabian ubevidst blevet hævet til et nyt niveau i Aldamar's sort-hvide verden, ved den lille sejr der havde fulgt med læringen af alfabet og læsning. Han havde ikke anet hvor meget det måske betød, i forhold til hvordan at han så ham - dem. 

Hvad end det var, fungerede i hvert fald lige nu for dem begge, og Aldamar næsten knurrede i fortørnelse, da han stadigvæk ikke kyssede ham, selvom at han var lige ved kanten af hans læber. "Du-" Dér nåede han til gengæld knap nok at begynde på sit modsvar, førhen at han endelig lukkede afstanden, med et kys der var langt mere glødende end det der havde været tidligere. Når han kaldte, svarede Aldamar gerne og ønskede i dét øjeblik at han havde kunne kramme ham tættere ind til sig. Når den mulighed var taget fra ham, bukkedes overkroppen i stedet en anelse opad, armene spændtes og fyrstesønnen skubbede imod det fængsel Fabian lagde over ham, men primært fordi at han ikke kunne lade værd. 
Da det blev sluppet var det en rødlig farve der tintede de ellers hvidlige kindben. "... flabet" mumlede han, pupiller der stødt åd sig ind på den havblå regnbuehinde udenfor hans egen kontrol. "Jeg ændre det til flabet" - fordi det lykkedes ret godt for ham, lige nu. 

Der var ting Fabian ønskede at gøre ved Aldamar, men som han godt havde vidst ikke ville komme på tale foreløbig. Nogle ting ville nok aldrig rigtig gøre, men han havde selvfølgelig heller aldrig spurgt, og i det her øjeblik føltes det ikke som om at det kom hurtigere eller langsommere end det skulle gøre. Det føltes rigtig med denne her position, og i det her øjeblik, selvom Fabian stadig ikke vidste hvorfor nu. Måske var det hans arbejde for noget de begge ville nyde godt af, og villigheden til det, men han var ikke helt sikker.

Han mærkede kroppen under sig bukke ind mod hans egen, hvilket bare fik hans egen krop til at gnide sig lidt mere op af den anden. Der var lidt af en frustration fordi de stadig var fuld påklædte, men med deres hænder optaget andetsteds, så var det svært at få lov til at åbne op for skjorten. Der havde det været nemmere hvis han havde fået lov til at binde Aldamar fast, men sofaen var næppe stedet til det.
Da kysset var overstået kunne han mærke hvordan hans egen vejtrækning var blevet lidt tungere, og hjerteslaget blev ikke bedre af at se hvordan den rødlige farve dansede på Aldamars kinder.

”Altid,” hviskede han, som var det et kompliment at han var flabet.
Det var lidt risikabelt for Fabian at gøre, men han ændrede position på Aldamars arme, så han kunne forsøge at holde dem nede med kun en hånd. Han var ikke sikker på at han faktisk havde styrken til at holde dem nede hvis Aldamar virkelig forsøgt, men det gjorde at hans ene hånd faktisk blev fri. ”Er det et problem, min prins?” hviskede han og lænede sig ned denne gang for at kysse Aldamar mod kæben og mod halsen, hvis han ikke forsøgte at komme fri, samtidig med at hans frie hånd begyndte at arbejde på skjorten og få Aldamar ud af den. 

Et eller andet sted hen ad vejen, havde Aldamar haft en plan om at forsætte deres arbejde med at få lært ham at læse, og det skulle ikke have været mere end et enkelt kys. Måske to eller tre, givet længden af dem. Men det havde fuldkommen taget overhånd da han havde fået ham til at rejse sig, og med den summende energi der sitrede lige under huden på ham, så ville det næsten være umuligt at kunne fokusere på det. Og hvis det næsten var umuligt for ham, ville det nok være umuligt for Fabian. Det samme med fjeren - en hurtig distraktion der skulle have afbrudt det, så de småleende kunne have rejst sig og gået tilbage. Men så var der her sket. 

Fyrstesønnen stirrede - jah, stirrede - betaget op i den andens øjne, da han selvfølgelig tog det som en kompliment, sådan at være flabet, og Aldamar klukkede en anelse over selvsikkerheden det blev sagt med. Det var så også der at Fabian med vovethed i sinde nu slap med den ene hånd, og Aldamar's blik gled opad imod de knyttede hænder - fristelsen til at vride sig fri, bare fordi at han måske kunne, jah den var stor, førhen at det blev hevet tilbage ved de bløde læber imod kæben, jah halsen - og det sekund som skjortens knapper en efter en blev åbnet, også imod kravebenet og ned.
Aldamar sitrede grundet den gåsehud det frembragte da værelsets luft ramte huden. Det var i hvert fald hvad han sagde sig selv, selvom han udemærket godt vidste, at det var ordene og læberne der fik ham til det. Min prins? 
Se det tændte ham nemlig mere end han ville indrømme, og Aldamar sukkede frydefuldt, og fik først efter nogle overfladiske vejrtrækninger et åndelåst "Nej" over læberne som det eneste svar han kunne fokusere på at give, lige nu. 

Da skjorten var åbnet, var Aldamar ret så (måske, måske ikke) overraskende medgørlig i hvordan den skulle af, hvis han da overhovedet ville have den helt af ham, og ikke bare søgte at åbne den. Han ville i hvert fald ikke prøve at stikke af, det var så helt sikkert. 

En behagelig gysen løb også igennem Fabians krop over bekræftelsen på at det var helt i orden med den anden mand, om det blot var at han var flabet, eller alt det andet der også foregik omkring dem, der ville Fabian i hvert fald gerne mene at det var det hele. Desuden kunne han også mærke energien mellem dem, og selvom han umuligt kunne kende Aldamars tankegang i det her øjeblik, så kunne han mærke at den anden mand var ligeså villig som ham selv.
Hans egne øjne lod også til at kigge op på manden, som munden bevægede sig lidt ned, men det ville snart blive et problem med længden mellem hånden der holdt Aldamars arme oppe, og hans mund der bevægede sig ned af, men med den åbne skjorte var der i hvert fald en ny mulighed.

Han gav endelig slip på armene, blot for at forsøge at hive skjorten af ham, dog ikke helt. Han havde intet bånd at binde med, og selvom skjorten ikke var det ideelle at gøre med, så ville det kunne gøre nok til at lade Aldamar være på plads, uden det forhåbentlig blev alt for ubekvemt.
”Sig stop hvis det bliver for meget,” hviskede han, overraskende blid, men det var vigtigt for Fabian, at Aldamar også godt vidste at de aldrig ville gå længere end hvad han selv kunne overskue. Noget i Fabian sagde at Aldamar aldrig havde overladt denne her magt til en anden person.

Nu med begge hænder fri, kunne han dog bedre udforske den efterhånden kendte overkrop der tilhørte prinsen. Han kyssede ham ned langs brystet, og lod kun til at stoppe når han fik en ekstra god reaktion ud af Aldamar. Imens begyndte hans hænder også at arbejde på bukserne. Han forventede på ingen måde at måtte gå hele vejen i dag, men en mand havde lov til at håbe. Benene var dog stadig låst under hans egne. 

Overraskelsen var at spore da Fabian i stedet for at hive trøjen af ham, lod den glide om bagved ryggen, forbi hovedet og helt op til håndleddene, der med stoffet nu blev bundet sammen, så begge hans hænder kunne være fri. Det var godt nok glat, det måtte han indrømme for sig selv, og vidnede et eller andet sted om at det nok ikke var første gang for Fabian, hvilket var en stor kontrast i forhold til Aldamar selv. Fordi ganske rigtigt, var det her aldrig en position han frivilligt havde sat sig selv i, og de få gange det var kommet dertil i fortiden, var det blevet stoppet førhen at det kom så vidt. 
Aldamar's arme trak sig væk fra hinanden så stoffet prøvende gav sig, men det var bundet godt nok til at han ikke udenvidere kunne trække sig ud af det. Og det var en blanding af følelser den konstatering hev frem i ham. 

Den umiddelbare ængstelighed over at være så.... låst fast, blev dog mildnet af den hviskende stemme, og Aldamar nikkede langsomt, og lænede sig tilbage imod sofaens bund igen, øjne der en anelse svømmende og meget mørke fandt det stjernemalede loft over dem. Det var okay, og med læberne der snart fik selskab af begge hænder (førhen at de forsvandt længere ned), var det at den prikkende rus af lyst og spænding atter meldte sig og næsten brandmærkede sin tilstedeværelse i hele hans krop. Det var i hvert fald glødende gnister Fabian efterlod langs den delikate, hvide hud, og Aldamar gyste endnu engang, førhen at et dybere suk slap over læberne. Efterfulgt af et til. 
Af og til glemte han helt at han ikke kunne bevæge armene ned for at gribe fat om Fabian, eller smyge sine ben omkring ham, hvilket kom til syne som kortvarige spændinger af muskler over Arysprinsens eget maveskind, eller langs overarmene når han - trods sine instinktive behov - holdt dem på plads over sig. 

Og lige præcis den underlige fornemmelse af at ville, men ikke få lov, gjorde det helt absurd for ham at være i det. Men absurd var godt, og tonen hos Aldamar, tydede ikke på andet lige nu. En tone der dog kun ville blive dybere og mere ukontrolleret, om han nærmede sig underlivet. 

Det var efterhånden mange år siden at Fabian selv for første gang havde været i positionen som Aldamar, og derfor var det svært at sætte sig ind i, men til gengæld havde han haft sin del af kunder, som også blev lidt paniske første gang de opdagede det, til trods for at de selv havde bedt om det. Det her var ikke noget der kunne tvinges frem, og de ville tage det i Aldamars tempo, som så mange andre ting. Fabian havde tålmodigheden, og han fik intet nydelse ud af at tvinge sig på en anden, hvilket nogen nok ville finde overraskende, når han ellers altid virkede til at opsøge sex.
Han var derfor også meget opmærksom på Aldamars kropssprog, selvom han regnede med at Aldamar nok skulle være verbal hvis det virkelig blev for meget. Den tiltro havde han i hvert fald til ham.

Hans fingre fik åbnet bæltet og bukserne, og endelig trak han sig lidt fra benene, så han kunne trække dem ned, og få adgang til Aldamars kronjuveler. Han kunne allerede se begejstringen inden han havde fjernet bukserne, men da de var fjernet, blev det kun mere tydeligt. Alligevel kiggede han op, for at være helt sikker med Aldamar, inden han begyndte at varme ham op, først med hænderne, inden de lagt på hofterne af Aldamar, så han ikke kunne flytte sig betydeligt. Derefter var det hans mund der gik i gang. Den søde duft og smag af Aldamar var overvældende, især hernede, og han kunne også mærke hvordan hans egen begejstring voksede, til trods for hvordan det lige nu var fokuseret på Aldamars nydelse. 

Det første suk der forlod Aldamar's læber var af en behagelig karakter, da der med fingersnilde blev taget hånd om godt og vel... det hele, dernede. Det her, det var ikke usikker grund for fyrstesønnen. Nydelsen bølgede igennem den hvidlige krop over de trænede bevægelser fra skøgen, og det bestemte pres imod hofterne mindede ham om ikke at bevæge sig for meget, selvom det med sekunderne der passerede, kun blev sværere og sværere at følge den subtile ordre. Det sitrede nemlig i hans krop efter at bevæge sig, Aldamar's arme søgte at befri sig selv fra restrektionerne, så han kunne få bukket sig frem og kørt en hånd igennem det blonde, glatte hår. Tage fat i det, kærtegne det markerede ansigt, styre det tempo der blev lagt ud. Men han kunne ikke, og fandt i stedet sig selv, med et åndedræt der kun blev tungere og mere stødvis, idet at de første par minutter passerede. 
For zalan da. Da munden gik igang, der kunne han ikke holde et støn tilbage. Og utrolig kort tid efter fulgte et til med, og endnu et, tydeligvis en kende mere verbal end han plejede at være når de lå sådan her. 

Aldamar's hofter skød automatisk en anelse opad imod den jævne rytme når farten tog til, omend han prøvede ikke at gøre det, og den lavmælte mumlen der kom fra ham hviskede Fabian's navn igen og igen, af og til blandet med et åndelåst jah, imens at øjnene sagligt lukkedes i. Han vidste udemærket hvordan det så ud, skulle han forestille sig hvad der foregik dernede. Og det mentale billede var ligeså godt som det han kort fik et glimt af da hovedet løftedes for at se på ham. 

- Og så var han tilbage i imod sofaen, hænderne blev trukket ned foran ansigtet og han bed kortvarigt men hårdt i skjorten imellem håndledene, førhen at han overgivende strakte dem ud over sig igen, de smalle fingre nu flettet ind imellem hinanden. "Fabian, jeg..." en sætning der ikke behøvedes at færdiggøres, da slutningen var tydelig nok i sig selv; hvis han blev ved på den måde, ville Aldamar snart nå sit eget klimaks.
Og han vidste ikke om det var planen hos den blonde mand, eller ej. 

Lydene, bevægelser og lugten var overvældende. Han havde aldrig hørt Aldamar være så vokal når de var samme, hvilket bare betød at han gerne ville have mere af det. En ting var måden Aldamar altid være interesseret, men det var for Fabian ligeså vigtig at han også kunne høre det, som han gjorde nu.
Hans hænder var faste mod hofterne, som forsøgte at rykke sig, men han lod dem ikke gøre det, ikke før han havde fået hver en lille reaktion og lyd ud fra Aldamar, som han i hvert fald kunne tillade sig. Derfor var det også kun med en halv tanke, da han hørte at Aldamar var ved at være der, at han blot tog det hele i hans mund, lidt i et forsøg på at der ikke blev spildt udover det hele, men ligeså meget for lige at få det sidste med. Han følte sig alligevel ikke modig nok til at forsøge om han godt måtte gå hele vejen, og det var ikke det vigtigste lige nu, selvom en dag.

Da det var ovre, slikkede Fabian sine læber kort, inden han lænede sig op og kyssede Aldamar på læberne, smagen af Aldamar selv stadig på hans læber og i hans mund. ”Var det godt?” spurgte han lidt drillende efterfølgende.
Hans hænder rakte også op for at hjælpe Aldamar ud af skjorten, så han ikke skulle ligge med det, for uanset hvor godt det kunne være, så kunne det også være lidt ubekvemt.
Det virkede som om at Fabian havde det fint med at stoppe der, til trods for at der var en mærkbar bule i hans egne bukser. Dog vidste han godt selv hvad han ønskede, men han følte sig alligevel ikke modig nok til at spørge om det. Det havde nok allerede rykket grænser at Aldamar havde ladet sig binde op. 

Tempoet gik hverken ned eller blev stoppet, og da det kun blev mere intenst derfra, var det at Aldamar med en blanding imellem et lettelsens suk og tilfreds støn, endelig kom. Et eller andet sted i baghovedet var Aldamar taknemmelig på at intet af den mælkehvide substans endte på den kønne sofa, da det uden tvivl ville være et arbejde han med sine egne lidt... overlegne væremåde, ville have det en anelse træls med at fjerne. Alle andre steder end i baghovedet, var det derudover også uden diskussion en kende frækt at han tog det hele i stiv arm, og Aldamar løftede vagt hovedet, og så ham slikke det sidste af sine læber. 
Ved de syv dødsynder, med lyst som en af de største af hans egne... da Fabian bevægede sig over ham igen, var det et kys der blev mødt uden tøven eller modvilje, Aldamar's øjne gled fornøjet i ved den sødlige smag omkring hans læber, og åbnede dem først igen da han med et drilskt spørgsmål trak sig, og bandt skjortens improviserede knude op. 

Om det var godt? En anelse morsomt at han altid skulle spørge om det, Aldamar nikkede tavst - nok en anelse mundlam i efterdønningerne af det - og også fordi at han udemærket godt selv vidste, at han var god. De nu frie hænder fandt vej til den lyshåredes mands ansigt i en hastig bevægelse, ligeså så snart han fornemmede båndet løsne sig. 
De smalle fingre greb ham om begge sider af det kortklippede ansigt, og trak ham endnu engang tættere til et dybere kys, som bedre svar på at 'selvfølgelig', altid være hans svar, omend Aldamar ikke udtrykte det verbalt. Det havde han vidst allerede gjort, skulle han være ærlig. 

Og nu mere frigjort i både ben og arme, snoede det ene ben sig op omkring Fabian's læg så han ikke kunne smutte nogle steder hen. Det var til gengæld også her at han fornemmede... og følte, at hele den her lille distraktion ikke kun havde begejstret Aldamar selv, og den ene hånd stak undersøgende, næsten spørgende afsted ned af mandens overkrop, derefter side og hen imod hoftens v-form. 

Svaret var mere end godtaget, som Fabian ligeså grådigt selv tog i mod kysset, og lod sig næsten lægge helt oven på anden mand, for at føle ham, og bare nyde deres øjeblikke sammen. Det her var noget han var god til, og noget han følte sig komfortabel med, også selvom hans egne lyster måske ikke helt blev opfyldt som han selv ønskede. Det var noget han havde accepteret for lang tid siden, selvom han var begyndt at føle sig mere og mere grådig overfor Aldamar.
Hans ene arm støttede lidt mod sofaen, mens den anden fik mulighed for at lægge sig under øret på halsen. Det her var virkelig fantastisk.

Det var dog først da han mærkede Aldamars hånd på vandring, at han blev mindet om at Aldamar nok også gerne ville sørge for at Fabian også fik sine lyster opfyldt.
Hvor han måske kunne bare lade sig få det mere basale behov opfyldt, så var det lidt som om ordene gled over hans læber, inden han kunne stoppe sig selv, og blot i det øjeblik deres læber skiltes momentant for at få lidt luft. ”Jeg vil gerne have dig, og måske bliver det for meget i dag, men.... jeg vil gerne føle dig på alle de måder jeg kan.” det var en pænere måde at sige det på end at sige at han gerne ville tage Aldamar bagfra, og han havde nok også en tendens til at justere sit sprog lidt efter prinsen, men også fordi det ikke kun handlede om sex. Det gjorde dog ikke ordene mindre sande, men han vidste heller ikke hvordan Aldamar faktisk ville have det med det. 

Til at starte med, jah så registrerede Aldamar ikke til fulde hvad det egentlig var Fabian sagde, da han i tankerne allerede var godt på vej til de almindelige måder, hvorpå at han kunne give bare en anelse igen til den fantastiske opmærksomhed der var faldet hans vej. Hånden havde allerede lagt sig imod siden for at kunne få skubbet ham en anelse af sig, så han kunne få lagt ham ned imod sofaens bund. Men da ordenes sande betydning endelig gik op for ham, holdt den sig i en overrasket ro. 
Ahva? 
Aldamar havde allerede genoptaget kysset i den pause Fabian havde talt, men følte hvordan at han tøvende slap det igen, samtidigt med at hans øjne ligeså langsomt åbnedes, igen. I dem dansede en tvetydig energi der ikke var til at aflæse lige umiddelbart, fordi det var slet ikke direkte modvilje Fabian blev mødt med (endnu i hvert fald), men... et hvis forbehold havde stoppet alle Aldamar's tilnærmelser og videre arbejde med den muskuløse mands krop, selvom han stadigvæk fulgte de skarpe linjer af muskler med hans finger, på siden af hans krop, i en fraværrende kærlig gestus. Han havde ham jo i forvejen på alle måder, foruden ægteskab eller til skue for offentligheden. Så... 

Alle måder? Selvom Aldamar ikke helt kunne få sig selv til at tvivle på hvad han mente, hørte han alligevel sig selv spørge, bare for at være helt sikker på at han havde alle de rigtige... informationer, der var nødvendige, førhen at en reaktion kunne komme. "Hvad..?" hviskede han, og hånden ved de kortklippede sider strøg ham kærligt ned langs kæbelinjen, under hagen, og rykkede en vildfaren hårtot der truede med at ramme hans ansigt, om bagved det ene øre. "Mener du....?" en sætning han ikke helt kunne formulerer med sit højnede ordvalg, og Aldamar sank uvilkårligt en klump. 

Der var en vis nervøsitet i Fabians krop, men han prøvede ikke at vise det. Det føltes lidt fjollet, men et eller andet sted var han bange for at Aldamar ville afvise det på det groveste, og at det aldrig ville være en mulighed. Det var jo heller ikke som om at Fabian havde behov for at få denne her del opfyldt med Aldamar. Der var så mange andre han kunne gøre det med, men... når følelsen mere var at han havde lyst til også at dele denne her del med Aldamar, så blev det pludseligt mere personligt.

Han stoppede ikke selv med at nusse Aldamar mod kinden, selvom han kunne se hvordan ordene faldt prinsen ind, og måske det her var en bedre snak, når Aldamar ikke stadig kom ned fra sin orgasme, og Fabian ikke havde et tydeligt behov hos sig selv. Dog var det nu han ikke havde kunne holde det inde mere.
Han nikkede dog til spørgsmålet, for han var ret sikker på at Aldamar forstod hvad han mente. ”Tænk over det?” Han ville ikke forvente mere af Aldamar, og selvom han gerne ville forsikre Aldamar om at han ikke fik taget kontrollen fra ham, så blev han også selv nødt til at overveje det, og selv komme med de begrænsninger han havde behov for, hvis det skulle lykkes. At der ikke kom et nej lige med det samme, gjorde dog at der faldt lidt mere ro i Fabians mave. Han kunne altid tage det op på et senere tidspunkt. 

Aldamar's øjne blev instinktiv en anelse smallere ved det tilhørende spørgsmål - tænk over det - men der gik ikke meget mere end et par sekunder, og så var det væk igen, og han smilede en anelse drillende i stedet. Hvor meget det betød for den anden, det havde fyrstesønnen ingen anelse om i det her tilfælde, og så det i situationens lys, nok som en eftereffekt af hvad der lige var sket. Måske endda som et forslag for hans skyld, mere end Fabian's - Fabian's villighed til at prøve nye ting, havde været en ret så bærende drivkraft. Men ret måtte være ret, og Aldamar lænede sig en anelse fremad for at kysse den andens næsetip, med en varm brummen rumlende fra bringen. 
"Okay" mumlede han, og og nikkede indvendigt ved de ord. Han kunne godt tænke over det, men han måtte være ærlig og indrømme at tanken ikke umiddelbart var tiltalende. 

Umiddelbart. Det havde heller ikke været tiltalende at lade Fabian bestemme slagets gang for et par måneder siden - nok nærmere intimiderende - men han ville ikke benægte at hele den lille 'magtdemonstration' der var blevet sat frem i lyset her til aften, havde været overraskende tiltrækkende. 

Og apropo. Stadigvæk ikke slået ud af humøret over den pludselige kommentar og med en næsten svævende fornemmelse tilstede i kroppen, gled Aldamar's ben en anelse længere op over den andens læg idet at han blidt skubbede til hans side, for at se om han ville vende sig. Han var ærlig talt ikke sikker, sådan som de lå lige nu. "Men du har mig allerede, Fabian.." mumlede han med en lettere lystig undertone - en forsinket og mere rigtig kommentar end 'hvad' havde været - og Aldamar ville ikke være sen til at følge trop hvis han faktisk endte med at vende sig, for at komme mere ind over den muskuløse krop. 

Fabian var ikke sikker på om det bare var Aldamars stolthed der spillede ind, som gjorde at han ikke var villig, i det mindste i et gøre det en enkelt gang, men nu var ikke tidspunktet at stille spørgsmålstegn til det, og han ville lade Aldamar overveje det i fred og ro. Det ville dog være bedre for hans egne følelser at forventningsafstemme så hurtigt som muligt. Hvis han vidste det aldrig var en mulighed, så havde han noget at forholde sig til fremadrettet.

Heldigvis havde det ikke slået humøret helt ihjel, og grinet strakte sig alligevel op, da han kunne mærke at Aldamar begyndte at skubbe ham til siden, så der kunne være plads til at de ændrede position. Det kunne godt være at han ikke fik det han ville lige nu, men i det mindste var Aldamar aldrig bleg for at gengælde en tjeneste som denne.
Det var lidt underligt og akavet at skifte position, men Fabian fik i hvert fald hjulpet med at vende dem om, så han kunne mærke det bløde underlag under sin ryg.

”Og det brokker jeg mig i hvert fald ikke over,” svarede han lavmælt tilbage, og rakte op for at børste lidt af de mørke lokker væk fra Aldamars ansigt, selvom der ikke var meget at gøre imod tyngdekraften.