Hånden om hendes nakke sendte hende næsten i knæ. Hun blev kastet tilbage til baglokaler, køkkentrapper og soveværelser (ikke nødvendigvis deres egne), hvor Henry havde taget hende og fået hende til at skrige hans navn i nydelse, når der ikke var nogen i nærheden. Hun havde stønnet, sukket og hvisket i deres intime øjeblikke, og som nu havde hun råbt og snerret ad ham, når han blev for meget. Han var altid for meget. Mere end hun kunne rumme - og alligevel kunne hun ikke få nok.
"Henry," sagde hun med spinkel stemme. 
Hendes ryg ramte væggen. Hans hænder gravede sig længere ind under skørterne. Hans læber var sødere end vinen, med en hård kant, der pressede hendes baghoved tilbage. 

Hele hendes sind skreg, at hun skulle stoppe. At hun skulle skubbe ham væk fra sig og komme tilbage til festen, hvor hun hørte til. Men hendes krop havde helt andre planer. Hænderne var allerede ved at rive skjortens stof op fra bukserne. Snart kunne fingrene kravle ind til huden, og følelsen af endelig at mærke hans krop, tændte hende kun endnu mere. Vredens varme blev langsomt overtaget af lysten. Hun skælvede under hans hænder, og borede sine negle ind i hans mavemuskler. Hun fandt snøren til hans bukser uden at bryde læbernes grådige dans. 
"Du... ejer mig... ikke," gispede hun ud mellem deres kys, men troede tydeligvis ikke selv på ordene. 

Kroppens lyster var ved at overtage begge deres sind, som den så ofte havde gjort før i tiden, forstærket af at de tydeligvis begge havde tørstet efter hinanden gennem de sidste elleve år. Imens Merissa fandt vej ind til hans muskuløse overkrop, mødte hans hånd den bløde hud på hendes lår. Fingrene kærtegnede hende i dovne cirkler, tirrede nærmere mod hendes skød.

Hendes løgne sendte søde, prikkende bølger af velbehag gennem ham, hver og én bekræftede, hvor meget, hun begærede ham. Inden hun kunne nå at løsne hans bukser, greb han hende om livet og snurrede hende rundt, så hun var vendt mod spejlet. Den ene hånd gled længere op ad hendes lår og ramte det søde, fugtige punkt, der afslørede hvor villig hun var.

”Din krop fortæller mig noget andet,” brummede han, den ene hånd begravet under hendes skørter, den anden berørte grådigt hendes bryster udenpå kjolen. Hans greb var stramt, det holdt hende fast, så hun ikke kunne bevæge sig. ”Se på dig selv, Merissa. Du er i åndenød … du er våd efter mig. Hvad vil du have, jeg skal gøre ved dig?” Han lod tungen glide op af hendes hals, smagte på hendes hud og åndede tungt i hendes ører.

Under hende skælvede knæene. Hendes ene ben skulle til at smyge sig om hans og trække sig opad, så han havde bedre adgang, men han tog fat om hende og snurrede hende rundt, inden hun fik fuldendt bevægelsen. Hendes egne, sultne øjne så tilbage på hende i spejlet. De rødblussende kinder, der lige så godt kunne være af lyst som vrede. Hans hånd ved låret gled opad, og da fingrene uden videre gled på hendes fugtige hud, var hun ikke i stand til at holde et støn tilbage. Hendes ryg svajede så meget den kunne i korsettet, som hendes skød søgte hans berøring. Mere, hun ville bare have mere. 
Hans blik fangede hendes i spejlet. Hans tunge åndedrag kildede mod hendes kind. Hans skikkelse stod bag hende som en opslugende skygge. Hendes ene arm var holdt fast i hans omfavnelse, mens den anden krampagtigt holdt om en klump kjolestof.

Det skulle stoppe. Hun blev nødt til at holde igen for sin egen og ægteskabets skyld. For børnene. For familien. Hendes mor var allerede blev taget i højforræderi - hvad ville der ikke ske, hvis hun blev taget i... 
"Jeg vil have dig til at gå," peb Merissa, inden hans tunge gled op over hendes hals og tvang endnu et støn ud af hende. Hun trykkede sig mod hans hånd, der søgte hendes bryster. Gid den var under stoffet. Gid den begravede sig i kavalergangen og nev i brystvorterne. Bag sig kunne hun mærke hans lår mod sin bagdel, og hun ønskede sig, at der ikke var så forbandet meget stof imellem dem. Skørterne burde flås i stykker, så hun kunne mærke hans hud mod sin egen. 
"Tag mig hårdt, Henry. Nu. Ligesom dengang," stønnede hun og fikserede sit blik på hans spejlbillede. Hun kunne ikke holde ud at se sig selv så hjælpeløs. "Åh Henry, gør alt det, han-... Han ikke kan ..."

Det tændte Henry umanerlig meget at overvære, hvordan hun var tvunget til at se sig selv i spejlet og anerkende, at hun havde løjet, og at han i den grad ejede hende. Han måtte anstrenge sig for at sætte farten ned - det var så nemt at overgive sig til lysterne, hendes svajende ryg og det fugtige skød. Hendes krop vred sig i hans greb af iver efter at møde hans hænder, som ler, der blev formet på en drejeskive.
Åh, hvor han længtes efter at føje hende, flå hendes korset op og kneppe hende i alle huller til hun segnede. Han var forbandet ligeglad med, at nogen kunne afbryde dem hvert øjeblik. Hun var hans.

Hendes tiggeri gjorde ham hård som sten, og han pressede sig mod hende, så hun kunne mærke hvilken effekt, hun havde.
”Sig, du er min,” hviskede han og bed hende i halsen. Fingeren fandt hendes bløde knop og begyndte at massere den rytmisk og tirrende. ”Fortæl mig, hvem du tilhører, Merissa.” Ganske forsigtigt skubbede han hende tættere på bordet med vaskefadet, så han kunne bukke hende over det og forløse alle følelser, når hun blot hviskede kodeordet. Han ville drive hende til vanvid indtil da, krævede hendes fulde underkastelse. Hånden, der før havde hvilet på hendes bryst, gled op og lukkede sig om hendes slanke hals, forsigtigt men bestemt.

Alle rationelle forsvandt fra Merissas sind. Stemmen, der havde skreget, hun skulle væk, forstummede. Tilbage var kun lyst og villighed. Hun ville have ham, tage ham, og ikke stoppe, før solen stod op. Den frie hånd greb om bordkanten, og selvom Henry havde været forsigtig i sine skub, bankede bordet let ind i væggen, da hun lænede sig op ad det. Spejlet dirrede på sit ophæng på væggen. 
Kroppen smeltede mellem hans hænder ligesom sindet slap sit tag i alt, der hed mådehold og afholdenhed. Det var som at blive udsat for frisk luft, når man havde glemt hvordan det smagte på tungen under et selskab. At blive vasket ren, når en rejse havde gjort det umuligt. Henry var hendes afhængighed, og selvom hun havde været uden ham i elleve år, havde hun ikke glemt, hvordan det var at være i nærheden af ham. Sindet flammede op, og kroppen blev varm og våd ved hans berøringer og ord. 

Ord der krævede alt af hende. Mere end hun kunne give - altid. 
"Henry," tiggede hun, uden at give ham, hvad han ønskede. En del af hende ville ikke give slip på den sidste flig af kontrol. 
Tænderne kunne stadig mærkes som søde prik mod hendes hals, hvor den kolde følelse af hans tunge endnu ikke var lettet. Hårdheden, der pressede ind mod hende bagfra, var alt hun længtes efter.
Stønnene var taget til, da hans hånd havde indfundet sig på det vante, følsomme sted, som om han aldrig havde forladt det. Han kendte alle hendes knapper; fysisk såvel som psykisk. En skælven kravlede ned over hendes rygrad, da hånden lagde sig om hendes hals. Hun strakte sig og vred sig ind mod ham, ordløst tiggende ham om at gøre en ende på hendes længsel. 

Men han lod hende stege i det. Drev hende til kanten af hvad der burde være overkommelig menneskelig nydelse uden forløsning. Fingrene reagerede øvet på hendes spjæt og skælv, for de havde tilsyneladende ikke glemt, hvordan hendes krop fungerede. Det havde hun næsten, i den nydelsesforladte tilværelse, hun havde tilbragt med Arvind. 
Det var ikke til at holde ud. Hun havde knebet øjnene i for ikke at møde sit eget blik i spejlet. Underkastelsen var den eneste vej til forløsning.
"Jeg er din."

Deres kroppe var ét, selvom de ikke havde fuldbyrdet akten. Efter alle disse år vidste Henry stadig, hvordan han kunne få Merissa til at vride sig i behag, igen og igen. Han kendte punkterne på hendes krop, der drev hende til vanvid.
Ingen kunne udtale hans navn som hende. Men det var ikke nok. Han krævede hendes fulde underkastelse, så han fortsatte nådesløst med at massere hendes skød og nød hendes støn.

Endelig kom de tre ord, han havde længtes efter at høre fra hendes læber. Ingen prikkende fornemmelse fortalte ham, at hun løj. Nej, Merissa havde endelig fortalt sandheden.
Hævnen var bittersød.
Hver eneste celle i hans krop trak i ham efter at tage hende … men der fandtes en større straf end at kneppe hende, til hun ikke kunne gå.

”Det er nemlig rigtigt, Merissa,” brummede han, mens han stak et par fingre op i hendes våde dyb. ”Glem det ikke.” For at understrege sin ordre, strammede han grebet om hendes hals et par sekunder, inden han gav slip.
Det krævede al Henrys selvkontrol at trække sig væk fra hende. Et grusomt smil krusede hans læber. Han ville aldrig glemme synet af Merissa, så frustreret, stiktosset og dryppende af lyst. Sådan dér, med uglet hår, rodet skørter og gispende åndedræt, havde hun aldrig set smukkere ud.
Så drejede han om på hælen og gik tilbage til festen. Han fangede en af hans betroede folk, og sagde diskret: "Jeg vil have ti skøger liggende i min seng, når jeg kommer hjem." Det ville være en ringe erstatning for Merissa, men ved Zaladin, han blev nødt til at få afløb for sine lyster efter det her.

Da han stak fingrene op i hende, stønnede hun så højt og ukontrolleret, at nogen måtte  have hørt det. Fingrene borede sig ned i bordets træ. Endelig ville han tage hende. Endelig ville de blive ét igen. Et gisp undslap hendes hals, da han strammede grebet, og et øjeblik sløredes hendes syn i forventning og iltmangel. 
Berøringerne forsvandt. Hans fingre efterlod et vådt og klistret spor på inderlåret, og så faldt skørterne på plads som var de aldrig blevet hevet op i. Brystet hævede og sænkede sig hastigt og det lignede, hun havde dyppet hele hovedet i kindrødt. Flere totter hår havde løsnet sig fra opsætningen - og nå ja, så kunne hun næsten ikke stå på benene.
"Nej... Nej du kan ikke gå..." gispede hun og måtte støtte sig til bordet. "Henry... Jeg beder dig..." 
Men han var væk.

Derhjemme ville dagdrømmene ikke stoppe. Hvordan hun var kommet fra festen og hjem var hende selv et mysterium. Undskyldninger måtte hun give senere, hvis det blev nødvendigt. Det regnvåde tøj, hun var endt i, fortalte hende, at hun nok bare var flygtet fra teatret for at finde den første og bedste vogn hjem.
Hun havde huset for sig selv indtil dagen efter. Tjenestestaben sørgede for mad til hende, men ved middagsbordet forestillede hun sig Henry tage hende henover den fyldte tallerken, og fik ikke spist særligt meget. 
Da hun gjorde sig klar til natten, sendte hun tjenestepigen væk for selv at klare kjolen. De små berøringer af stof over huden burde være Henrys hænder. Hun lod sine egne kærtegne formerne, mens hun så på sit fraværende blik i spejlet. Det var ikke nok. Det ville aldrig være nok. 
Et drømmebillede af ham dukkede op bag hende, og hun lod sig rive med af forestillingen om, at han her foran dette store spejl færdiggjorde, hvad han havde startet i teatret. 


Aftenen efter oplevede Arvind sin hustru som aldrig før i sengen. Han gav på ingen måde det modspil, hun havde brug for lige nu, selvom hun tryglede ham om at tage kontrollen. Den indestængte vrede og afmagt blev løsnet, som hun selv red sin mand mere aggressivt end nogensinde før. Men den umættelige længsel, Henry havde vækket i hende, lagde sig kun bedre til rette i hendes sjæl.