Uanset hvor meget Maximillians røde øjne borede sig ind i Samiks blå, så var det ikke som om at han ville kunne finde ud af hvad der foregik bag der. Det var frustrerende, men ligeså frustrerende det var for Maximillian, ligeså frustrerende var det sikkert også for Samik.
Havde situationen været en lidt anden, så havde Maximillian dog nok også udnyttet deres nuværende fysiske position til noget lidt andet.

Øjnene blev lidt smallere, men i det mindste blev grebet til løsere. Samik behøvede næppe at vide at Maximillian ikke var her af egen fri vilje. Det var et problem han kunne overveje at tackle, skulle Den anden dæmon ønske at forblive en del af Kazimi familien de næste årtier eller århundrede.
Han øjne søgte en eller anden form for bekræftelse for at den anden formodet dæmon talte sandt, men det var som at lede efter en nål i en høstak. ”Nuvel,” sagde han endelig, ligeså lavmælt. ”Du roder ikke i mine ting, og jeg roder ikke i dine.” Det var det bedste alternativ Maximillian havde, med mindre han ønskede samtlige af hans søskende skulle grine af ham, når de fandt ud af hvor han var endt så kort tid efter at han var sluppet fri fra Lyset. 

Drakhan tog sig i at holde vejret, mens han ventede på svar. Frustrationerne var så småt ved at bygge sig op i hans krop og sind - normalt var folk lette at manipulere og kontrollere, når man kunne aflæse deres sind og tilpasse sig det, de tænkte. Men af alle de hundredevis af tjenere, man kunne finde her i Kazimi-paladset, skulle han netop støde på en, der var mentalist og med god sandsynlighed også dæmon..

"Det lyder som en aftale." Sagde han lige så lavmælt. Han satte pludseligt kræfterne i, for kortvarigt at forsøge at skubbe den anden mand op mod væggen og vise, at han også godt kunne tage over. Skulle det reelt blive til en kamp - på krop eller sind i mellem dem, ville den sandsynligvis blive langvarig..

"Så .." Han gjorde sig fri af den anden mand og smilede forsoningsfuldt, selv om øjnene forblev kølige og vagtsomme. "Det var den slave, hm?"

Maximillian overvejede kort at tage kampen op, men lod sig alligevel skubbe væk, og tog et par skridt bagud, så de endelig havde noget mere plads mellem dem, ikke at Maximillian følte sig mindre forsigtig omkring hele aspektet om at der var en anden dæmon i familien, og en mentalist. Men man kunne lære at leve med mange ting man ikke nødvendigvis var enige i trods alt.

”Ah ja, der var vidst noget med en slave,” kom det mildt fra Maximillian og et let smil spredte sig på de smukke ansigtstræk, og havde man ikke vidst bedre, så lignede han enhver anden pynte tjener i paladset.
”Skal vi finde hende til Dem, så De ikke skal leve uden deres ejendel meget længere,” tilbød Maximillian, men inden han fik et svar, forsatte han af vejen de var gået ned, for at finde nogen der vidste hvad de havde gjort med alle deres slaver. Jo hurtigere Samik var ude af paladset, jo bedre ville Maximillian have det.

"Naturligvis." Drakhan lod afslappet skuldrene hænge igen og påtog en behagelig mine, mens de begav sig videre ned af gangene i Kazimipaladset. Han glædede sig til at se hvilken slave, den kære Samik af Kazimi havde efterladt ham, selv om en del andre tanker spirede i hans sind. Primært omhandlende Maximillian.

Ville han gøre klogest i at følge sit første instinkt og holde god afstand til tjeneren for fremtiden? Eller skulle han vove pelsen lidt mere og aflægge nogle "tilfældige" besøg for at holde øje med, hvad han var ude på? En enkelt dæmon udgjorde ikke nødvendigvis en fare for ham, men hvis han havde kontakt til Kzar Mora .. det kunne hurtigt vise sig at blive ubehageligt.

Slaven blev hentet, Drakhan tog afsked og fik hurtigt forladt paladset. Der var en del overvejelser at gøre.