Der var mange ting som Vektor ikke forstod omkring det slanke menneske foran ham. Nogle gange virkede han helt nervøs omkring ham, og andre gange fuldstændig til ro, og som om at intet var i vejen, og det var en mærkværdig kontrast. Ikke så sent som for få sekunder siden, havde han lignet en der var godt på vej til at gemme sig en anelse, og nu sad han og tænkte sig utrolig godt om, fuldstændig betaget af spørgsmålet. Han forstod det ikke, men for nu, så var det både spændende såvel som fascinerende. Fordi et eller andet sted, havde det også været et rigtigt spørgsmål, om hvad han ville gøre.
Og med et smil erklærede han nu, at han ville lade ham drukne. En lille del af ham morede sig over den detalje, da druknedøden så sandelig var en død han havde oplevet. Borset fra at det ikke havde virket, heldigvis. Et lidt bredere smil bredte sig om halvelverens læber - han vidste ikke hvorfor 'Dianthos' smilede, men det virkede utrolig ærligt., og han nikkede lyttende til et tilhørende ærligt svar. En anelse spændt på hvor det her ville lede hen.

Han ville frabede ham at gøre springet. Vektor's ansigt var passivt i nogle sekunder, stadigvæk lyttende men passivt imens han lige fordøjede hvad der var sket, og derefter nikkede en enkelt gang mere. Den mørkhårede mand virkede spørgende, og han vidste ikke helt efter hvad. Dog havde han aldrig forventet at det spørgsmål ville ende her, og den finurlige tankegang fik Vektor til at le en anelse for sig selv. "Det vil jeg så lade værd med" halvelverens øjne studerede ham med et tænkende glimt i sig, og han løftede kruset til en tår.
En lidt lang tår, og med en tilfreds lyd blev kruset sat tilbage på træbordet, og Vektor lænede sig en anelse tilbage i de knirkende stole, observerende. "Hvor er det, de hopper fra?" Et tilbagevendt spørgsmål, men dog en opfølgning. Ikke fordi at han selv ville gøre noget form for spring, men interesseret i hvor 'Dianthos' sad og observerede selvmord. Et eller andet sted, virkede det ikke til at han forbandt det med noget negativt.

Hvilket også var en spøjs detalje, som han nu nonchalant prøvede at udforske - et emne der sagtens kunne tages op her. Tonelejet var nemlig ikke langt væk fra menneskets eget.

De isblå øjne observerede uden meget blufærdighed manden foran ham, der med et enkelt lille ord, og et enkelt lille nik, nikkede god for at det var et løfte. Et underligt et, men dog stadigvæk et løfte som han nok skulle opretholde. Alt andet ville i værste fald være umuligt, selvom et højt nok spring nok sagtens kunne være burgbart - smertefuldt men brugbart, skulle han ønske at tage springet på den måde. 
Vektor var dog en livsnyder på mange punkter og planer, hvilket betød at sådan en plan nok aldrig ville være realistisk. Der var så mange ting han hellere ville, end at møde sin ende i det store, sorte hav. Det var dog ikke et emne han var sky omkring - det var jo helt urealistisk, og han tog derfor i den grad chancen for at uddybe det. Eller rettere, få uddybet via de underlige men stadigvæk direkte svar 'Dianthos' kom med. Fra havnen, selvfølgelig. 

En lyd fra barens front trak kortvarigt halvelverens flyvske opmærksomhed til siden, men da det ikke var andet end højrystet latter fra højrystede kunder, blev blikket vendt tilbage på den mørkhårede menneskemand foran ham. De mørke fingre klikkede tænkende på bordet i en lille rytme, inden at han nikkede. "Selvfølgelig" smilede han glat, og fik fat i sit krus igen. Det virkede tungere, men det var ikke noget Vektor lagde den store opmærksomhed i. Og så slet ikke når det kun var en god ting, at det virkede tungere. 

"Mmmmh, jeg har aldrig set dig nede ved havnen, Musling. Og jeg er ofte ved havnen" ord der blev sagt med et drillende smil idet Vektor lænede sig frem imod ham igen, stemmen lavmælt. Som var det en hemmelighed han gerne ville dele. En hemmelighed der kunne deles, men også en der ikke nødvendigvis behøvede at blive sagt højt for at han i hvert fald følte at han kendte til den.
Fordi han kunne næppe komme omkring havnen, så ofte som Vektor sad og betragtede folkene der gik forbi. 

Det gav et lille sus af en bizar form for sejr, da 'Dianthos' ikke trak sig væk idet at han nærmede sig, hvilket kun var med til at fodre Vektor's i forvejen lidt for ophøjede selvtillid. En bekræftelse på hans nogle gange lidt for nærgående tendenser, kunne man vel også sige. Øjenkontakten syntes for en stund at være mere intens end først ment, og stilheden der passerede efter hans lille... konstatering om havnegængerne, gav kun halvelveren en større tiltro til at han havde fanget ham i en lille løgn. Ikke at det gjorde noget - gud og hver mand løj i tide og utide på disse kanter. Men at afsløre nogle i det, gav en underlig form for rus. 
Det skulle dog ikke være så let. 

Fordi med en spids lille kommentar erklærede mennesket at han heller aldrig havde set Vektor på de ellers Vektor-kendte kanter, og den begyndende rus forsvandt igen, hurtigere end den var kommet snigende. Ikke fordi at det var noget negativt, men det formåede kun at prikke mere til halv elverens fornemmelse om at noget var værd at grave i her; smilet blev en anelse drilskt. Og med den tanke, var det fordi at der var flere ting at grave i. Men hver ting til sin tid. og tiden var ikke inde til at grave, endnu... i stedet blev Vektor - skjult tilfreds med at Dianthos ikke havde trukket sig - siddende som han gjorde, og lod et sæt hvide øjenbryn løftes ved hans næsten flabede ord. 
"Mmmh, måske har jeg lidt for travlt med lige præcis dét" De bekræftende ord gled glat af hans tunge, og Vektor's øjne glimtede en anelse, måske endda ubevidst for ham selv... var det en vag form for flirten han endelig fik tilbage? I den svage belysning glimtede den blå sten i Vektor's ørering, idet at hovedet blev tippet på skrå, og hånden fandt støttende vej til hagen. "Det ville i hvert fald forklare hvordan jeg kan have overset dig i gadebilledet. Ikke at jeg fortryder, nogle gange ser man spændende ting, i så fremmede øjne" 

Egentlig, så var 'Dianthos'... meget normal at se på - meget ulig den kropsdekorerede og gestikulerende gadesælger. Meget simpel, omend end anelse langlemmet - han var ikke e type Vektor ville se efter to gange. I hvert fald ikke normalt. Men finurlige ord, interessante emner og funklende smykker havde trukket hans opmærksomhed til sig, og kunne nu være en anelse svær at undslippe, sådan som halvelveren yderligere bare.... betragtede ham. Blikket gled kort ned imod de flygtende og fumlende hænder, men vendte derpå tilbage til det blege ansigt foran ham. 

Det var meget med vilje at halvelveren ingen fornemmelse - eller måske nærmere, ingen respekt - havde for den personlige sfære der plejede at omgive et menneske. Han gjorde sig ikke i det, medmindre han absolut skulle, distancer var så zalans kedelige i længden, og selvom det virkede til at Dianthos nogle gange ønskede afstanden imellem dem var større... så kunne det sagtens signaleres tydeligere, hvis halvelveren ikke skulle ignorer det, som han gjorde lige nu. 
Måden han smilede på, måden hans forsigtige stemme emmede af noget Vektor ikke havde hørt i evigheder... det var kært, men det var også underligt. Og underligt havde det altid med at fange hans flyvske sind. 
Et bredere smil strakte sig nu langsomt over Vektor's mund, - åbnede den i et lydløst grin, og spørgsmålet fik den sølvhårede til at slå et overvejende klik af tungen. Om han så noget spændende? Med fingrene der fraværende strøg ham over de spidse skægstubbe, syntes han at overveje det i en rum tid, selvom det helt og aldeles var unødvendigt. I den her leg, brillerede han ofte, og havde igennem sine (efterhånden) par årtier, lært at at ikke alt lå i det sagte. Men hvordan kunne han lade værd, når Dianthos sad så fint foran ham? Tungen fugtede kort læberne, inden at han langsomt trak sig en anelse tilbage, for også at give den anden mand noget plads at trække vejret på. 
"Mmmh, Dianthos. Du har skyggeøjne" kom det lavmælt, hemmelighedsfuldt over halvelverens læber, inden at han brød øjenkontakten og løftede kruset, nu for at tømme det. Væsken blev hurtig skyllet ned, og dens summende effekter satte sig i de ru fingerspidser - han gav ikke tid til en forklaring. 

"Kom, jeg vil vise dig noget" en inviterende stemme, og med kruset ordnet, skubbede drømmesælgeren sin stol fra sig, rejste sig og blinkede smådrillende til den yngre skikkelse - kom med. Der var mange ting at se i Fristavn, og halvelveren vidste at hemmeligheder var dragende på mange...
... og med den tid de havde siddet herinde, måtte mørket endelig have fået lagt sig godt i byens mange kroge og gyder. 

Det var utrolig hjemmevant at Vektor bevægede sig igennem det befolkede rum, og de lange ben bar ham uden meget tøven forbi diverse rodede eksistenser og larmende 'kollegaer'. Mange af dem der var herinde, var trods alt nogen Vektor havde stiftet bekendtskab med på den ene eller anden måde. Og dem han ikke havde, havde måske i stedet oftere set ham sidde på kroen - betragtet ham fra afstand - men af gode grunde ikke henvendt sig. Selvom selskabet han var i, skiftede som vinden blæste, så var bundlinjen... ikke altid, men ofte, den samme for de væsner han inviterede med videre. 
Kunder af den ene eller anden kaliber, eller som nu, hvor at de sømænd der med nysgerrige øjne fik øjenkontakt med den småsmilende halvelver, bagved himmelvendte øjne kunne konstatere... at manden der fulgte med ham, nok ikke helt vidste hvorfor. Ikke vidste på hvilket grundlag.
Og det kunne altid udvikle sig en kende interessant.

Fordi lige meget hvor flink man kunne fremstå, så var Fristavn ikke kendt for sine behagelige typer. Og Vektor havde ikke brugt aftenen på at snakke ham varm, bare for at vise ham en endeløs stjernehimmel og de muligheder der lå gemt i mørket. Ikke helt.
Døren åbnedes med knirkende hængsler, og den kølige luft slog ham forfriskende i møde, skarpt forfulgt af Dianthos' mere langlemmede skikkelse. Luften blev trukket ind i lungerne med et tiflreds suk, førhen at han kastede et blik over skulderen til hans naive lille 'ven'. Han havde skam hørt spørgsmålet.
"En helt speciel del af byen"

Under normale omstændigheder, ville en så vag forklaring næppe havde givet nok tiltro til at følge med ham ned af den nærmeste sidegade, svagt oplyst af måneskin og mystik. Nej, normale mennesker ville nok have en ekstra lille tanke om hvem der dog gik de veje, skjult for andres blikke. Men drømmesælgeren havde efterhånden konstateret at Dianthos næppe var et helt normalt menneske. Og selv hvis han var, jah så havde han været alt for beskyttet i sit naive liv, og ville endelig blive mødt af en måske.. brat realitetserkendelse.

Fik han lov, ville den ru hånd gribe hans langledede fingre og blidt men bestemt hive ham med, et hemmelighedsfuldt smil på manden og den amulet der så fint hang og dinglede. 
Lidt betaling måtte han vel få, efter at have brugt sin dyrebare tid med den underlige mand... og givet at Dianthos' næppe var Fristavns faste inventar, følte han ikke den store skyld, skam eller usikkerhed i at skaffe den selv. Han ville nok ikke se ham igen bagefter, alligevel. 

De fugtige brosten klikkede let under deres støvler idet at de bevægede sig frem, halvelveren og det langlemmede menneske, hvilket ville være noget af et spøjst syn for hvem end der observerede dem. Ikke at de ville have mulighed for det særlig længe, desværre, da gade snart blev erstattet af gyde, og gydens belysning nu kun kom fra månen over dem. Som det jo skulle være. 
Den skarpe hørelse hørte uden mange kvaler hvad Dianthos spurgte ham om, og med et klem om hånden drejede han ansigtet en anelse tilbage, hvidlige tænder bredt i et halvmåneformet smil. "Jeg er bare ivrig, min ven" hvilket ikke var en løgn, sagt med et forsikrende toneleje over elverens læber. Han var velsagtens ivrig af sig, havde altid været det. 

Kunne aldrig være andet. 
Og da de var kommet langt nok ind i gyden, ville det også endelig kunne komme mere frit til udtryk, Vektor stoppede langsomt farten til et roligt gå tempo, førhen at han stoppede det helt, stadigvæk kiggende frem for sig. Der var bare noget... magisk ved gyder, hmm? Altid lige i nærheden og altid med masser af potentiale i sig, drømmesælgeren tog en dyb indånding som fik hans skuldre til at gå en anelse op, inden at han i et ryk vendte sig om. 
Et fast greb - fastere end før imod Dianthos' håndled. 
Og stødte ham op imod den nærmeste mur, den frie hånd på vej til at gribe ud efter den anden for at kunne holde ham nogenlunde stille, og hvis det lykkedes - med begge hænder ud for hans ører i en akavet opbukken af armene, og ansigtet tæt nok på til at kunne mærke den varme ånde sno sig ud i luften. De isblå øjne mødte hans mørkebrune - et ansigt der forekom ufatteligt blegt i den dæmpede stemning omkring dem, og havde situationen været anderledes, et ansigt han sagtens kunne have betragtet mere venligsindet. Lige nu, var det dog et næsten sultent udtryk der skilte elverens læber, men ikke sultent efter ham. 

Nej, så gusten var han ikke. Blikket flakkede ned imod hans amulet, inden at de fandt vej op i den højere mands øjne igen, og Vektor brummede blidt. "Jeg kommer kun til at spørge en gang, Dianthos, min ven. Vil du frivilligt række mig den fine amulet, eller vil du foretrække at jeg tvinger den fra dig, mmh?" hælen løftedes idet at Vektor lagde vægten forover for yderligere at øge det pres der skulle overbevise ham om at gøre det frivilligt. 
Det ville bare være så meget nemmere. 

Uskylden og overraskelse i de mørke øjne var tydelig... og havde måske virket som en stopklods for 20 år siden, men her til aften? Næppe. Det var blide øjne der gik for døve øre og fine fornemmelser - drømmesælgeren betragtede hans ansigt i tavshed imens han ventede på hvilken beslutning Dianthos nåede frem til. Og da beslutningen var forkert og øjnene blev en anelse smallere og vrede - noget der faktisk klædte hans smalle ansigt overraskende godt, og fjernede en god del af det hvalpede der havde været - jah så var Vektor hurtig til at reagere. 
Han ønskede på ingen måde en længere kamp om overtag, og selvom han var ret skråsikker i sin egne evner og styrke, vidste han ikke hvad den anden kunne. Derfor var det afgørende at færdiggøre hans lille mission så hurtigt som muligt - om ikke andet, kunne han måske bare rive amuletten til sig og forsvinde ind imellem den snoede del af byens labyrint; de endeløse sidegader imod vakkelvorne husvægge og smattede brosten. 

Med et fnys trak manden sit eget ansigt og Olu's lange arme med sig tilbage, imens knæet stødte frem for at - ret så uværdigt vel og mærke - sende ham til jorden med en hurtig knæ-til-skridt manøvre. En fej måde at slås på, men Vektor havde aldrig nogensinde gidet eller orket at spille fair - der var alligevel ikke meget ære at hente her omkring på de her kanter. 
Og enhver mand med respekt for sig selv passede på sit klokkeværk, hvis man var så heldig stadigvæk at have det. 

Sort, klistret blod af blæk (lignede det) væltede ud af siderne på mandens mundvig og næse, en stærk kontrast til hans blege ansigt, der i nuet blev fortrukket i smerte. Han sank sammen imod den kolde brostensjord, og i det, trådte Vektor lige et lille skridt tilbage, en forskrækket banden over hvad han så. Hvad fanden var nu det her? I den dæmpede belysning der boblede og glimtede det fælt, men da det umuligt kunne være direkte farligt, trådte Vektor hurtigt hen igen - fast besluttet på at få fulgt op på sit spark i skridtet, og komme afsted med hans bytte. 
Noget der blev meget sværere da Dianthos nu... krummede sig sammen i fosterstilling; lange ranglede ben beskyttende omkring hans ædlere dele, og halskæden skjult imellem de hvide hænder. 
Vektor sukkede irritabelt - hvorfor skulle han absolut trække tiden ud? 

Han kiggede ned på den nedsunkne mand, inden at han tog en beslutning og og begyndte at møve sin sko ind imellem de fastklemte ben, og lod i stedet hånden række ud efter det lange, smukke hår som han havde, og greb det i en fast lille bunke, og trak til i et ryk. 
Lykkedes det at få presset sin støvne ind imellem, var det ikke for at sparke ham yderligere - nej, slet ikke. Han måtte få hænderne til at give slip på en eller anden måde, og det nemmeste var at optage dem af noget andet. Så Vektor ville træde ned, gradvist lægge mere og mere vægt på leddet og presse det hårdt imod jorden.
At det mørke, sorte... stads var klistret, lagde han slet ikke mærke til, da han undgik at røre det så vidt som muligt. Han var ikke sart, men dét der... det virkede jo bare ulækkert, tsk. 

Intet havde forberedt Vektor på det han fik at se, da kæden med et lille smæld gik i stykker, og han væltede en anelse tilbage, omend et godt greb var omkring hans støvler. Blikket røg like fluks til smykket han havde været efter - zalans - hvorfor det lige pludselig så så fandens værdiløst ud forstod han ikke, men det her var ikke det samme smykke som det han havde grebet fat i. Frustreret rystede han det en anelse som for at se om det kunne få farven frem igen, men lige godt hjalp det. Det var så også her, at han bagved smykkets fokus foran ham, så luften flimre. 
Og et monster komme frem. 

Væk hvad alt hvad der havde virket bare en anelse blødt og rundt, og i stedet var personen under ham... skarp. Både i trækkene i det hvæsende ansigt, men også øjnene, tænderne. Jah selv farven! Kridhvid og klam. Et skællet monster lå under Vektor's støvle, og et forskrækket udbrud kom fra ham idet at han slap både hår og prøvede at træde tilbage, i en og samme bevægelse. 
Kun for at føle en styrke han ikke havde fornemmet hos Dianthos før, vælte ham omkuld. 
Med et støn af smerte ramte Vektor's ryg jorden, og hans baghoved knaldede tilbage, omend han heldigvis ikke virkede til at slå hul. Det fik dog stjerner til at danse for hans øjne i nogle sekunder, og i de sekunder, tog det ikke lang tid fra hans sammenstød med jorden til at Dianthos' fik kløerne i ham, og han til sin gru kunne mærke en overnaturlig styrke presse ham imod jorden; han var zatme fanget under det skællede monster. Protesterende sømandsbanden kom fra Vektor, der med en snerren prøvede at skubbe ham af sig - ikke til meget nytte. 

At sige at han var decideret ikke var bange, ville være forkert. Men det var også okay. Han frygtede ikke de væsner krystallandet havde, og selvom Dianthos var et syn der fik det til at risle ned af hans ryg og provokerede hans instinkter til at komme væk - det her var et zalans rovdyr, jah så nægtede han at lade frygt gøre andet ved hans krop, end at hamre den fuld af adranalin. Skærpe hans sanser. Spænde hans muskler og øge hans hjerterytme. 
Stirrende op i de hvide øjne stivnede han dog, og kunne mærke hvordan at frygtens rus bragte en kant af forvrænget spænding med sig. Hvad nu? Ville hans smukke ansigt blive skamferet af de syle spidse tænder? Skulle han virkelig dø på grund af en dum, dum, dum fejlvurdering? Udsigten til dét hjalp ikke på hjertebankenen der tog til, men fik vristet hans mund åben, isblå øjne fyldte af den tvetydige fornemmelse af at ville spytte ham i ansigtet og vente og se hvad der skete. "Føj for zalan et fjæs, nu forstår jeg bedre du ville beholde amuletten" ikke noget smart plan at håne væsnet der havde nedlagt ham, men det var nok mere for hans egen skyld, så han ikke endte med at skrige som en fanget lille pige. 

Negle borede sig ned i de muskuløse overarme elveren til trods for alt besad, og holdt ham godt og grundigt fast, indeklemt i mellem Dianthos og den kolde sten jord under ham. Et eller andet sted, jah så burde det ikke have overrasket drømmesælgeren hvordan at overfladen slet ikke var som det underliggende, og ligesom havet kunne være kønt og spejlblank i sine stille og blide bølgeskvulp, jah ligeså kunne det være hæsligt faldt man for langt ind under bølgerne, og forsvandt ned i det dybe mørke. 
Når Vektor kiggede op i de blege øjne der hang over ham, var det som at forsvinde ind i mørket; den skarpe kontrastfarve af hvid kunne ikke ændre på den følelse. 

Sylespidse tænder. Skællet, bleg. Hvad han havde fået på krogen tidligere, vidste han stadigvæk ikke - han havde aldrig i sit relativt lange liv set et havvæsen som dette, så tanken var utænkelig. Men det var i hvert fald en person - et væsen, som fik det til at risle koldt ned af ryggen, og han sank noget spyt idet at han lyttede til dens hvislende slangestemme. 
Anderledes? De himmelblå øjne flakkede imellem tænderne, de hvide øjne, tilbage på tænderne og så atter op til de hvide øjne, inden at en næsten stejlende modstridenhed endelig fik plads, midt i alt den frygt synet appellerede til. Og frygten gjorde ham tvetunget. 
"Du er ikke - du... du er ikke anderledes selv" den ødelagte sætning blev sagt med en fart der vidnede om at sind i røre, et sind der søgte at finde en måde at slippe ud af det her på - alt for at holde sig i live; Vektor appellerede gerne til hvad end han kunne, når det gjaldt sit liv - inklusiv vovede kommentare."Spil ikke dum, Dianthos" det falske navn klingede hult, som han forsøgte at finde et eller andet at gribe fat om, hvilket blev væsnets blege (og irriterende stærke) overarme, og klemte til. "- du løj om hvem du var, og opsøgte mig af en grund jeg stadigvæk ikke kender. Du-du er også kun ude efter noget, hmm?" De grålige bryn trak sig sammen, øjnene spærredes op og bagved det hele, fik frygten en adrenalinfyldt snerren over hans læber. "Je-jeg ved bare ikke hvad... 'det', er".