Gabriel ville under normale omstændigheder have sørget for væsentligt bedre logi til en krigsfange, og det var også muligt, det skete på et senere tidspunkt. Dette var en midlertidig løsning, der skulle sørge for, hun ikke sådan forsøgte at stikke af igen... men det var der selvfølgelig ikke nogen grund til at fortælle Lynn.

Gabriel lyttede tydeligt interesseret til hendes fortælling, og han kunne ikke lade være med at undslippe en mild latter over hendes kommentar med ikke at holde styr på tiden. "De skulle prøve at følge med efter et årtusinde" sagde han så. Han nærmede sig efterhånden halvandet, men det gjorde ikke ligefrem situationen bedre.

Lynns ord fik Gabriel til at hæve et bryn. Det virkede i høj grad til, hun ikke troede på, han ville forsøge det samme. "Djarnis!" kaldte han så og ventede tålmodigt på, manden skulle komme hen til dem. "Ja, kaptajn?" spurgte han med et forvirret ansigtsudtryk. "Hvad er ordren, hvis jeg bliver taget til fange?" spurgte han så uden at fjerne blikket fra Lynn. Djarnis så ud til at blive ligbleg ved spørgsmålet, og han sank en klump, nærmest som om han ikke havde lyst til at tænke tanken. "At dræbe Dem, så fjenden ikke har noget at handle med og derefter redde os selv, hvis det er muligt, sir" svarede han så. Gabriel nikkede og gjorde tegn til, han var færdig med ham. "Det er ikke helt det samme, som De gjorde i denne situation, men hvis valget kom dertil, ville jeg altid sætte mit mandskab før mig selv" svarede han så.

Nu var det Lynns tur til at hæve et øjenbryn. Han ville rent faktisk sætte sit mandskab over sig selv, hvis han fik muligheden. Men han havde også bedt om at blive slået ihjel. På den anden side, det var også let at sige, når man ikke bare var ret gammel men tydeligvis oldgammel, og oven i købet...
"Besætterdæmon," kommenterede Lynn lettere tørt. "Det er nemmere for jer at smide rundt med kroppe på den måde."
Hun havde ikke meget til overs for den slags. Især ikke, når dæmonerne besatte kroppe, der ellers havde haft en fint fungerende beboer i forvejen. Hun havde mistet enkelte venner til den slags, og at skulle hugge dem ned på slagmarken senere havde været en af de få ting, der havde efterladt varige sjælesår hos hende. 

"Det er måske handel, jeg skal bruges til?" spurgte hun så. Det gav vel i og for sig god mening at forsøge at få noget ud af de krigsfanger, man havde. Lynn selv havde ikke meget erfaring med den slags. De fleste, hun havde hevet i land, var pirater, og de kunne ikke sælges til andet end galgen. "Og her troede jeg, jeg skulle tortureres for hemmeligheder."
Det sidste blev sagt helt muntert. Bare fordi man havde fået status som krigsfange, kunne man vel godt humøret højt. 

En kuldegysning gled over Gabriel ved Lynns ord, fordi mindet om, hvad der var sket sidst, han havde brugt sine kroppe for hurtigt stadig lå frisk i hans hukommelse, og han havde på ingen måde lyst til at vække Zens vrede igen. "Gid det var så nemt. Ser du, jeg slider kroppe op forholdsvis hurtigt, så jeg får mine lavet af en dukkemager. De er væsentligt mere holdbare, og jeg slipper for at skulle skifte udseende og forklare, hvem jeg er en gang om ugen. Desuden er jeg ikke fan af at skulle besætte beboede kroppe. Jeg går ikke ud fra, De tror på mig, men jeg er faktisk ikke fan af at dræbe for min egen vindings skyld. Tro det eller lad være, min besætning havde ordre om at overtage dit skib med brug af så lidt magt som muligt. Jovist, jeg bombarderede jer, men det var ikke med hensigten at dræbe jer; det skulle gøre det nemmere at tage jer til fange. I er trods alt mere værd i live. Jeg er klar over, at det er svært at undgå tab i krig, men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke vil undgå det, hvor jeg kan" svarede han og tog en dyb indånding efter den lange forklaring. "Jeg er klar over, at jeg ikke deler mange af mine artsfællers synspunkter, hvilket også er derfor, jeg ikke forventer, De tror mig. Jeg har dog ingen grund til at lyve? Stil dig selv spørgsmålet: hvad ville jeg få ud af det? Nok er vi fjender, men der er vel ingen grund til at kaste det civiliserede over bord? Det er muligt, vi ikke deler alle synspunkter, men jeg kan ikke benægte, at vi på nogle punkter alligevel er ens" sluttede han så.

Lynns ord fik Gabriel til at hæve et bryn. "Forventer De virkelig, jeg svarer på det? Jeg vil ikke lyve, men det er heller ikke alle informationer, jeg ønsker at dele med Dem" svarede han alvorligt. Han gik dog ikke ud fra, hun var så naiv, som hun gav udtryk for. Hendes tilføjelse fik ham dog til at grine. "Tro det eller lade være, men jeg forsøger faktisk at holde mig fra at give vores torturmester ofre. De overlever det sjældent, så det er ikke ligefrem det værd. Desuden har De allerede givet mig det, jeg ville have, så der er ingen grund til at presse dig for information."

Lynn nikkede i overraskende god forståelse og mumlede. "Regler er regler, selv i krig."
"Jeg tror egentlig også, at de fleste af vores fanger bliver handlet med frem for tortureret, men jeg gør mig ikke så meget i det," tilføjede hun. "Altså holder styr på det. Jeg hiver dem bare i land."
Stilhed sænkede sig over hende, mens hun tyggede på Gabriels ord. Han havde været ude efter Hviskerens hemmelighed, så det ud til, hvilket egentlig overraskede hende. Hun havde ikke været så hemmelighedsfuld med telepatien generelt, men måske havde færre bare kendt til det, både fordi magien ikke virkede tilbage mod hende igen, og hun ikke kunne bruge den, så snart hun gik i land. 

Hun trak de sammenbundne hænder op til næsen for at klø sig, og da hun sænkede dem igen, faldt rebet ned på dækket. Hun havde vredet lidt i dem i starten, men det havde tydeligvis været nok til at den glatte hud klarede resten af arbejdet. Kvinden havde vist heller ikke bundet det særligt stramt. 
Uden at lade sig mærke synderligt meget med det, lænede Lynn blot ryggen op ad masten og lagde armene over kort. 
"Det er imponerende, du har holdt dig fra at æde andre for egens vinding skyld," kommenterede hun, men ikke uinteresseret. Gabriel var vist ikke helt, hvad hun havde antaget. "Og at du ikke bare har i sinde at kaste mig for dragerne. Jeg vil ikke engang prøve at spørge ind til hvem der så skal besejle min skæbne og hvem denne Zahana-noget, du vil sende breve til, er. Så hvis jeg må tale helt ud af personlig interesse, Gabriel - hvordan er du så endt i Mørket, når du tydeligvis ikke er lige så blodtørstig som dine artsfæller? Og hvis vi kan holde på det civiliserede, kan jeg så stå ved rælingen og se på solnedgangen? Jeg formoder der går noget tid, før jeg kommer op af hvad end kælder, jeg ender i, tortur eller ej."
Egentlig var der mere til forespørgslen end det, men lige nu var selv Lynn tilbageholdende. Hun havde fået ideen, mens hun blev skubbet mod masten, men det var endnu for risikabelt at gøre. Men måske hun kunne få en mulighed til at dukke op, hvis de stod nærmere rælingen...

Gabriel kiggede tydeligt overrasket på Lynn. Han havde ikke forventet, hun sådan kunne relatere. Måske der ikke helt var så stor forskel alligevel? Som i to sider af samme mønt? Det var svært at sige, men for ham virkede det til, at de på nogle punkter tænkte ens. Han trak dog på den ene skulder. "Nogle gange er det bedre ikke at stille spørgsmål?"

Gabriel hævede et bryn ved Lynns ord. "For egen vindings skyld? Forestil dig at du en gang om ugen skal forklare for din general, at du er kaptajn i Lysets flåde, og hvis dine overtalelsesevner ikke er gode nok, ryger du for en krigsret, anklaget for at efterligne en officer. Det er der i mine øjne ikke meget vinding ved" forklarede han alvorligt, som hans bryn rynkede sig sammen ved minderne. "Ud over det kan jeg slippe afsted med at skulle skifte krop en gang om måneden - nogle gange lidt sjældnere, hvis jeg ikke presser Ethelihns Hævn for meget - i stedet for en gang om ugen. Samtidig skal jeg så heller ikke slås med sjælen om kroppen, hvilket kun forkorter dens levetid" sluttede han og tog endnu en dyb indånding efter sin forklaring. Troede hun ærligt, det kun var i sjov, dæmoner besatte andre? Nogle gjorde garanteret, men Gabriel kunne ærligt ikke se, hvad han vandt ved det.

Gabriel brugte en rum tid på at tygge på Lynns spørgsmål. Det var svært at huske det hele. "Dengang det startede, var det et samlingspunkt for mange. Et sted at høre til. Nu om dage er det hovedsageligt for generalens skyld, jeg bliver" svarede han eftertænksomt. Det var dog ikke løgn; hvis ikke Ethelihn havde fortsat i Mørket, havde Gabriel nok heller ikke. Hendes forespørgsel fik ham dog til at se op, og det var egentlig først nu, han opdagede, hun ikke længere var bundet, og han kunne ikke lade være med at smile skævt for sig selv. Hun var ikke sådan at holde på, hvis hun ikke selv havde lyst. Han rejste sig derfor og lavede en gestus mod rælingen. "De skal da være velkommen" svarede han, som smilet voksede. Han var ret sikker på, at hun allerede var flygtet, hvis hun virkelig ville.

Nogle gange var det bedre ikke at stille spørgsmål. Lynn havde hurtigt erfaret, at alting var lettere, hvis hun bare fulgte ordre. Det var sket mere end ofte, at hun i starten havde modsat sig en ordre, fordi den virkede alt for brutal... For så på den anden side at indse, at det var præcis det, der skulle til for at de ikke endte med store tab. Selv der, tog hun stadig dårlige beslutninger fra tid til anden, og hver eneste hjemsøgte hende med jævne mellemrum. 

Gabriels udlægning fyldte hende også med flere spørgsmål. Han sled simpelthen sine kroppe op på en måned? Det var alligevel noget af en bedrift. Pointen med at blive smidt for en krigsret var også ret godt... Måske kunne alle dæmoner ikke rent faktisk fornemme hinandens sjæle, som hun ellers altid lidt havde antaget. 

Med hans tilladelse, gik hun mod rælingen, mens han talte. Hjertet begyndte at hamre lidt hårdere. Havet var farvet rødt i en lang stribe mod den nedgående sol. De var langt ude, uden en eneste kyst i sigte. Under dem ville vandet føles bundløst og sort. 
"Et samlingspunkt?" spurgte hun og lagde hænderne på rælingens træ, mens hun holdt blikket mod horisonten. Det hvide hår blev revet i af vinden. "Nu ved jeg ikke så meget om dengang... For så gammel er jeg alligevel ikke... Men et samlingspunkt for hvad? At slå lidt ihjel her, torturere lidt der? Er generalen ikke det samme? Er hun ikke den der lyn-kaos-dame, man ikke kan komme inden for ti fod af uden at blive zappet? Overbevis mig lige om, at hvis I overtog Krystalpaladset, ville I ikke bare brænde os alle sammen og slavebinde resten til jeres vilje."
Hun tog blikket fra havet og vendte det mod Gabriel. Egentlig havde hun ikke tænkt sig at føre samtalen videre, men han var den første i Mørket, hun havde mødt, der rent faktisk talte med hende - og det som om de var ligeværdige endda. Alle hendes andre sammenstød med Mørket var endt i væsentlig større mængder blod end ord, og det var sært tiltrækkende faktisk at få den her snak på banen. For Lynn havde Mørket altid været det der udtværede onde, der boede i dæmonriget (og nu på Obsidianøerne), som kun ønskede at se verden trampet i stykker under sine fødder. Man kom ikke tilbage fra et besøg i deres fangekælder. I hvert fald ikke i ét stykke.

Gabriel holdt blikket fæstnet på Lynn. Selvom hun næppe var den store trussel, havde hun allerede vist, hvad der skete, hvis han tog øjnene fra hende, og det var en fejltagelse, han ikke havde lyst til at gentage. Han havde for længst lært ikke at gentage sine fejl, og selvom hun var fri for lænker nu, havde han også lært, at de alligevel ikke kunne holde hende, så hvad var pointen? Han ville skulle bruge en lukket beholder, hvis han ønskede at holde hende fanget. Tanken om Lynn i et akvarie, fik ham til at smile lidt for sig selv, fordi det mere så morsomt ud for hans indre blik. I virkeligheden var det ikke særlig morsomt, og det kunne faktisk risikere at blive nødvendigt.

"For fællesskabet?" svarede han med et hævet bryn. Var det virkelig det eneste, hun troede om dem? "Og hvis jeg kom indenfor rækkevidde af jeres Baldwin, ville jeg så ikke også blive flået i stykker? Og fortæl mig at det samme ikke ville ske med os, hvis I besluttede jer for at angribe Obsidianøerne" svarede han temmelig tørt, og han var tydelig stødt over hendes sort/hvid-billede af dem. "Måske ikke slavebinde os, men hvis vi overlevede, ville vi så se dagens lys igen? Jeg tvivler" fortsatte han med et fnys. Han brød sig tydeligt ikke om at blive stemplet. "De har først ret til at dømme mig, når De kender mig" sagde han så og lagde armene over kors, som hans eget blik flyttede sig fra hende og ud over havet. Han var stadig uvidende om hendes plan for at flygte. I hans hoved ville det ikke ske, for hun havde jo trods alt ingen steder at tage hen. Hendes skib var langt væk, og han var ganske sikker på, hun ikke ville kunne indhente det ved almindelig svømning.

Lynn tyggede lidt på den omgang. Det var nok egentlig sådan et modsvar, hun havde  håbet på. Et modsvar, der gav lidt andre perspektiver og som kunne bruges til mere end bare at blive peget i en retning med den skarpe ende af sit våben. 
Med en flydende, smidig bevægelse hev hun sig selv op at sidde på rælingen, så hun kunne se på Gabriel, selvom han havde vendt ansigtet mod havet. Et af de tykke reb op til masterne brugte hun som støtte, og snoede behændigt sin arm rundt om det, så hun kunne holde fast. Valeria, hvor savnede hun sit eget skib og den vante ræling lige nu. 

"Det er ikke dig, jeg dømmer - det er hele Mørket," svarede Lynn og lænede hovedet mod tovet. Det hvide hår svajede tungt i vinden. Tanken om at sende det mod Gabriels ansigt og efterlade boblende brandvabler var blevet båret udover havet. "Den her samtale er faktisk en af de mere behagelige, jeg har haft med en i den der uniform. Og du har nok ret - Baldwin flår de fleste i småstykker. Det er sikkert sådan begge generaler er kommet til tops."
Lige som så mange andre i havets profession, så Gabriel slidt ud. Det lagde Lynn mærke til, da solens svindende stråler ramte hans ansigt og oplyste trækkene. Han havde sagt, han sled kroppe op for et godt ord, og den der så nu heller ikke ud til at holde meget længere. 
"Men hvad er forskellen så egentlig?" fortsatte hun og trak tiden. Samtalen var mere tillokkende end det mørke vand nedenunder - og hun var faktisk oprigtigt nysgerrig på at høre Gabriels syn på det næste. "Vi er lige slemme, og alligevel går vi i krig. Hvis I indtager Paladset, slår I os ihjel, og hvis vi overfalder Obsidianøerne, slår vi jer ihjel. Eller gemmer væk i en kælder, det er egentlig lige meget. Jeg vil jo mene, at forskellen er, at vi beskytter alle de civile, der ikke har noget at gøre i den her krig - men hvad mener du? Ville verden blive et bedre sted under jeres dæmon-gut?"

Gabriel havde absolut intet imod at dele sine synspunkter. Han var dog også klar over, at der var stor sandsynlighed for, at Lynn ikke ville ændre sine alene på baggrund af hans argumenter. Ligesom at han ikke ændrede sine på baggrund af hendes. Han hævede dog et bryn over hendes kommentar om samtalen. "Bare fordi vi er fjender, er der vel ingen grund til ikke at behandle Dem som et levende, tænkende væsen?" spurgte han undrende, som han lod blikket glide tilbage på hende. "Jeg er klar over, at de fleste af mine frænder tager fornærmelser noget mere personligt, men jeg har da også fornærmet Dem på lige fod, er jeg sikker på. Det kan ikke undgås, når vores synspunkter ikke er helt ens. Ingen af os ville få noget ud af, hvis jeg bad Dem lukke kæften og passe Dem selv" forklarede han. Det var tydeligt, at han var ærlig omkring sin mening, og han sendte hende et nik. "Jeg dømmer for eksempel også Lyset på lige fod, så på det område er vi vel kvit?" spurgte han med et halvt smil, som hans stemme afslørede en drillende undertone, selvom hans ord var sandfærdige. Han kunne bare se det sjove i ironien.

Gabriel lyttede nøje til Lynns ord, og han gav sig god tid til at tygge på et svar. "Forskellen er vel vores synspunkt? Jeg mener for eksempel ikke, at det er nødvendigt at beskytte de civilie? De stærke vil overleve, og det er der brug for. Vi bliver nok aldrig enige på det punkt, men der er en ting, De misforstår: jeg er ikke super fan af vores nye "leder"... jeg følger Generalen med alt, hvad det indebærer" svarede han, og det var tydeligt, at han bar en vis stolthed i stemmen. "Lederen bliver trods alt skiftet ud oftere, end jeg kan holde styr på. Jeg tror faktisk, generalens tid er længere end nogen leders, og hun er ovenikøbet menneske, så det siger ikke så lidt" forklarede han med et nyt grin over ironien. "Men tilbage til Deres spørgsmål: selvfølgelig mener jeg, verden ville være et bedre sted. Ellers ville det ikke give mening, at jeg blev."

Det kom bag på Lynn, at han fulgte generalen mere end sin leder. Jovist, Lynn selv så sjældent dronningen, men hun havde vist set hende oftere end Lysets general. Mest fordi hun havde mere at gøre med Bastian, når det kom til overordnede - men alt kom fra dronningen i sidste ende, og det gennemsyrede alt. Hendes lov, hendes land, hendes vilje ske fyldest. Måske det lød en anelse fanatisk, når man tænkte længe over det. Godt, at gopler ikke tænkte alt for længe ad gangen. 
"Måske er det der, vi er mest forskellige," gav Lynn ham ret. "Ikke alle kan beskytte sig selv, og jeg mener ikke det er styrke, der bør afgøre ens ret til at være til. Det er nok også et spørgsmål om, hvem verden vil blive et bedre sted for, hvis Mørket fik magten. Navnet er heller ikke så tiltrækkende, nu vi er ved det. Det bør I overveje at ændre, hvis I vil skabe noget medvind."
Hun sendte ham et skævt smil med den sidste sætning.

Solen var ved at gå helt ned. De ville snart gøre klar til mørkets frembrud, og det kunne betyde at sikre Lynn i et rum under dækket, så hun ikke kunne lave løjer i ly af natten. Det var nu eller aldrig. 
"Jeg vil virkelig sige, at det her har været en overraskende god samtale. Tak for den Gabriel," sagde hun og flyttede armen fra rebet, så kun hånden holdt på det. Et øjeblik lignede det, hun skulle til at hoppe ned på dækket igen. "Måske den kunne have varet længere i en anden tid, hvor vi ikke begge tjente dem, vi gør."
Så slap hun taget i tovet, og lod sig falde bagover. 

Vandoverfladen slog pusten ud af Lynn. Heldigvis behøvede hun ikke den lille mundfuld luft, hun havde taget oppe på dækket. Derfor gjorde det stadig nas at ramme haven på den afstand, og et øjeblik måtte hun bare lade sig synke og få gang i de trætte muskler. 
En stikken, sviende fornemmelse bredte sig i skulderen og på halsen, hvor Gabriels klinge havde efterladt sit mærke. I det kolde vand fik hun vristet sig ud af den tunge uniformsjakke, hvorefter hun med smidige goplebevægelser dovent bevægede sig i en tilfældig retning væk fra skibets bug, der lå i vandet som en gigantisk skygge.
Det ville blive nogle kolde timer... Måske dage. Hun anede ikke hvor kysten var, men hun havde fordelen af at kunne holde sig under overfladen og lade sig flyde med strømmen og derved undgå, hvis Gabriel sendte nogen ud at søge efter hende. Det var noget af et sats. Hun var ikke en saltvandsgople, og kulden herude på det åbne hav, var ikke noget, hun havde de store forudsætninger for at holde til i det lange løb. 

Over vandet kom kun den højrøde uniformsjakke til syne igen.

Gabriel trak på den ene skulder over Lynns ord. Det ville ikke give mening, at de var på hver deres side, hvis de ikke var uenige på nogle punkter. For ham var det klart, hvorfor de ikke begge tilhørte den samme side. Han sendte hende dog et smil. "Tjaa, det er vel derfor, De tilhører Lyset, og jeg ikke gør? Og angående navnet..." begyndte han, men han blev afbrudt af Lynns ord. Hvad? Der var stadig længe til obsidians kyst? Ønskede hun ikke at tale med ham længere? Han var så distraheret af overraskelsen, at han ikke havde registreret, han hun mere eller mindre havde sluppet tovværket. Hans reflekser var dog stadig på plads, så da hun væltede bagover, var han ikke langsom til at flytte på sig; hans reaktion medførte, at et af de løsthængende reb bevægede sig efter Lynn, men det stoppede i luften, fordi det var for kort, og hun plaskede alligevel i vandet. Højlydt bandende så Gabriel efter hende over rælingen, mens han ventede på, at hun skulle komme tilbage til overfladen. Det skete dog ikke, og han skubbede sig frustreret væk, da det kun var den røde frakke, der så ud til at være tilbage. Han kunne sende et vandelemental ud for at finde hende, men det ville være som at lede efter en nål i en høstak. I stedet lod han skibet fortsætte sin nuværende kurs. Han så ikke frem til at skulle fortælle om hendes flugt...

Om der var tale om timer eller dage, anede Lynn ikke. Alting var mørkt under havets overflade, og der gik længe før hun mødte andre fisk. Hun så fuglenes fødder plaske under bølgerne, men så snart det blæste op, var de væk igen. Bølgerne kastede rundt med den lille gople, og lige der ønskede hun sig, at hun faktisk ikke havde knogler og mindede mere om sine dybhavsartsfæller. 
Sulten rumlede i maven og overdøvede den sviende fornemmelse fra sårene. Tørsten havde meldt sig, selvom der jo var vand alle steder. 

Da hun endelig skyllede op på land, var hendes lemmer lamme af kulde. Kroppen rystede af anstrengelse og forfrossenhed. Store sten langs kysten havde grebet hende, og det hvide havskum krøb op over hende i stødte bevægelser. På en eller anden måde formåede hun at hive sig op på den næste sten, inden hun besvimede. Da aftenen faldt på, kom en fiskerjolle forbi. Først troede de, den slappe krop allerede var taget af Kile, men den hvidblege hud snød dem, for et svagt åndedræt kunne stadig høres.  

Gabriel var tydeligt utilfreds; på hele turen hjem til Obsidianøerne lavede han ikke andet end at bande, svovle og råbe ad sit mandskab. Det var utilgiveligt, at Lynn var sluppet fra ham. Han burde have set den komme, men hvorfor i al verden havde han ikke forudset det? Han havde sænket sine parader for tidligt, og nu måtte han så stå til ansvar for det.

Det var dog en kærkommen nyhed, der alligevel kom ham i møde, da han aflagde rapport hos Zahinael; han havde åbenbart opsnappet, at Lynn stadig var i live, og Gabriel svor for sig selv, at han ikke ville give op, før han havde hevet hende med tilbage ved håret.