Alfer var generelt ganske nemme at overse, og derfor så den ældre herre også kun op fra sit skrivebord og så lidt forvirret rundt, da der pludselig var en stemme i nærheden som præsenterede sig.
Kastanje var dog hurtig til at flyve op for at prøve at fange sergentens blik. ”Her sergent, vi er lige her,” sagde hun og dansede nærmest lidt foran luften, indtil hun var sikker på at hun havde fanget hans blik. Han var ikke så godt seende mere, havde hun i hvert fald hørt. Han havde i hvert fald altid svært ved at få hans opmærksomhed.
”Kastanje,” kom den dybe stemme fra sergenten. ”Hvad laver du her?” tonen var spørgende men ikke anklagende, og satte fjerpennen fra sig, så Kastanje havde hele hans opmærksomhed. ”Og hvilken stemme var det?” han kiggede lidt rundt, men havde endnu ikke rettet mod gulvet og set den lyserøde alf.
”Det er den mest utrolige historie nogensinde. Så, jeg har en ven med,” sagde hun før hun forsvandt fra hans syn, og dukkede op nede fra alfedrengen. ”Kom her, vi kan stille os på hans bord, så kan han se os,” sagde han lidt mere lavmælt til alfedrengen, som hun prøvede at hive ham med op, så de kunne flyve op og lande på sergentens bord.

”Okay, så historien... jeg ved ikke om du selv har lyst til at fortælle den, eller skal jeg?” spurgte hun, ordene var begyndt at komme lidt hurtigere ud af hendes mund, mere ernergisk, dog ikke så hurtigt at man ikke kunne forstå dem. Hun kiggede på alfedrengen, for at se om han foretræk at fortælle historien, eller om hun skulle, før hendes blik gled tilbage på sergenten, som stadig prøvede at fokusere på de to små skikkelser. Han havde endnu ikke rejst nogen alarm på at der stod en lyserød alf på hans bord, til trods for de ledte efter en. Det var nok i bund og grund ikke gået op for ham at det var en lyserød alf der stod foran ham.

Sergenten kiggede overvejende på Kastanje og derefter på den lysende talende blob der ellers var foran hans ansigt. Han var ikke helt sikker på at det her var så en utrolig historie som Kastanje gav udtryk for.
Den viste sig dog hurtig at være mere utrolig end han først havde antaget, da det gik op for ham at den lysende blob også måtte være en alf. Han gned sine tindinger under samtalen, og et smertefyldt udtryk spredte sig i hans ansigt.

Kastanje stod under hele fortællingen og nikkede bekræftende på hvad han sagde, og gav de passende udtryk til de passende steder i fortællingen. Overraskelse og frygt, og medlidenhed. Hun stolede helt og holdent på alfedrengen, som hun egentlig stadig ikke havde fået et navn på. ”Så du kan nok forstå, at vi bliver nødt til at få rettet op på denne her misforståelse. Det går ikke at vi jagter den forkerte alf,” bekræftede hun i slutningen af fortællingen.

Sergenten kiggede ned på Kastanje, et strengt blik i øjnene. Han var tydeligvis ikke alt for påvirket over at der var en snøftende alf på hans skrivebord. ”Kastanje. Er du helt sikker på at der er to lyserøde alfer i Dianthos?” Spurgte han langsomt.

”Absolut!” sagde Kastanje bekræftende og nikkede, stadig ikke opfanget hvor suspekt det lød, når hun i alt sin levetid ikke havde mødt andre alfer end sine forældre.

”Kastanje...” kom det roligt, men man kunne bare se hvordan frustrationen voksede hos sergenten. Der gik et par sekunder og så eksploderede han. ”Du skal have mere at rykke rundt på derinde hvis du nogensinde skal blive til noget i byvagten. Det her er tydeligvis den alf vi leder efter” stemmen bar gennem lokalet og de få folk der sad herinde vendte sig også mod dem. Sergenten greb også ud mod Juliander, i tilfælde af at han ville prøve at flygte. 

Der var en grund til at Kastanje havde valgt at blive en del af byvagten, og det var uden tvivl, fordi hun mente at de var de eneste der tænkte på borgerne i byen. Hun stolede derfor helt og holdent på dem, og hvad de stod med.
Desværre måtte hun nu erfare at alting ikke var helt så lyserødt som hun hidtil havde ment at det var. Hun kunne blot se på hendes venner gribe ud efter den første alf hun havde mødt, som nu også var hendes ven. Var der ikke nogen måde hun kunne stoppe det på.

”St-stop!” prøvede Kastanje at sige, men larmen der nu fyldte lokalet, overdøjede nemt hende lille alfestemme. Alfer var næppe kendt for at have de største stemmer til at starte med. Der var simpelthen bare ikke luft nok nede i deres små kroppe, til at kunne bryde igennem en mur af menneskelarm.

Hun fløj lidt op, og prøvede at finde Juliander, men det eneste der tydede på ham, var vagterne, der prøvede at gribe ud efter ham. Panikken blev større og større i ham. Han var så lille, og de var slet ikke så omhyggelige som sergenten nok havde været.
Hun kunne dog hverken få fat i alfedrengen og hjælpe ham, eller bare se på at de andre vagter prøvede at fange ham. Hun tog derfor en dyb indånding, helt ned i maven, gjorde sig klar, og så råbte hun så højt hun absolut kunne. ”STOP!” Den overdøvede kun lige larmen, men Kastanje var sjældent en der hævede stemmen, med mindre hun belv begejstret, og stoppede, i hvert fald for nu.

”Han har ikke gjort noget! Kan vi ikke bare snakke om det!” sagde hun, tårerne pressede på i hendes øjne, fordi hun var så frustreret. Nu var de dog endelig stoppet, og forhåbentlig turde alfedrengen komme hen ti hende igen, og så måtte sergenten lige lade vær med at være så led mod dem. Bare fordi de var mindre end ham.

Byvagterne stod og så noget akavet ud som en lille mumlen spredte sig mod dem, men de gjorde alligevel ikke noget imod Kastanje. Ikke fordi hun var farlig, eller udkommanderede respekt som sådan, men det var første gang de havde set hende vred og hæve stemmen. Normalvis begyndte hun bare at græde når folk var for onde mod hende, hvilket de fleste efterhånden havde erfaret, måske ikke mod dem, men så havde set de. De fleste havde store nok hjerter til at de ikke kunne holde til at se på det.

Hun var glad for da Juliander kom ned til hende igen, og hun var hurtig til at tage ham i hånden, selvom han gemte sig bag hende, men så havde hun styr på ham, og ingen kunne tage ham uden at de også tog hende. Hvilket var en vigtig detalje.

Nu når hun havde alles øjne på sig, så følte hun sig dog også pludselig lidt lille, mere end normalvis, men hun måtte være stærk. For alfedrengen. Det var bare hårdt når sergenten var gået tilbage til at se sur ud.

Stilheden strakte sig også ud i lokalet, mens Kastanje og sergenten stirrede på hinanden, men endelig var det sergenten der åbnede munden. ”Du er sikker på at han ikke forsøgte at begå snigmord på dronningen?” Kastanje nikkede. ”Du vil stå inde for ham?” Igen nikkede hun. ”Også selvom du kunne miste dit job.” Her tøvede hun, før hun kiggede bag sig på alfedrengen. Hvis hun end ikke kunne stå inde på en alf, hvem kunne hun stå inde for? Han var sød og uskyldig og hun var sikker på det. Så til sidst nikkede hun.
”Vi bliver nødt til at lave en ordentlig undersøgelse af det, og indtil da, er det dit job at sørge for at han ikke smutter nogen steder!” endte sergenten med at sige. De havde ikke ligefrem celler til alfer.

”Javel sergent!” udbrød Kastanje, og gjorde honnør med sin frie hånd. De lettede om hendes hjerte at vide at alfedrengen kunne gå fri. ”Jeg skal nok sørge for at holde øje med...” Hun tøvede. Hun havde da egentlig aldrig fået hans navn, havde hun. Hun kiggede mod den lyserøde dreng. ”Hvad er dit navn egentlig?” spurgte hun endelig. Indtil nu havde hun bare tænkt på ham som værende alfedrenge, men det var jo ikke høfligt at kalde ham det. 

Det varmede Kastanjes hjerte, at det virkede til at Juliander var ligeså villig til at acceptere at det var sådan det så ud det næste stykke tid, mens de sørgerede for at han var uskyldig. Det kunne ikke tage mere end et par dage, og indtil da, så kunne han jo nok tage med Kastanje hjem og sove. Så kunne han sågar også møde hendes forældre, selvom de også var lidt mærkelige, men sådan var byalfer jo.

Hendes store afventende øjne blev dog langsomt mindre afventende, og lidt mere paniske i deres udforming. Hendes mund åbnede sig og et lille gisp undslap den lille alfekrop. Hun havde ikke i sine vildeste drømme, drømt om at alfernes prins var her. Juliander havde jo slet ikke virket som en.
”En... p-prins?” gispede hun og prøvede at få det til at sammenligne med Julianders udseende og væremåde. Han snakkede ret sjovt, men det havde hun bare forventet var fordi han var mere vant til Sylvan end hun var. Hans klæder var vel også pæne? Det var lidt svært at bedømme, når stilen var meget anderledes end hvad hun var vant til at se.

”Prins Juliander?” kom det fra bag Kastanje, hvor sergenten så ud til at rynke brynene over nyhederne, og man kunne også se hvordan hans ører blev lidt røde. Kendte han Juliander eller hans titel?

”Du... du burde da have sagt noget tidligere!” stammede Kastanje, som var begyndt at røre lidt nervøst ved sin kjortel, som hun ikke helt vidste hvad hun skulle gøre med sig selv. Hun havde aldrig mødt nogen adelige før, og så slet ikke royale. Burde hun bukke? Burde hun undskylde? Hun havde vel slet ikke tiltalt ham rigtigt? Åh nej! Betød det at hun var alfeforræder? Måske landsforræder for alfelunden? Det alt sammen var meget forvirrende! 

Havde hun selv glemt at præsentere sig? Åh nej dog. Hvor var hendes manerer dog? Hun var alfeforræder. Det var hun helt sikker på nu. Heldigvis tog han det overraskende pænt, selvom panikken stadig var i hende.
Heldigvis hjalp det da han sagde at han ikke håbede at det ændrede på noget mellem de to af dem, fordi de var jo venner. Panikken forsvandt heldigvis lidt, og man kunne se hvordan hun mærkbart slappede mere af. For det ændrede jo ikke noget, de var jo allerede venner, det havde han ret i.

”Nej, nej...” sagde hun og pustede lidt ud. ”Jeg har bare aldrig mødt en royal før?” Hun smilede lidt usikkert til ham. Ville han stadig være venner med en pige som hende. Hun var jo kun byvagt. Noget hun normalt ikke mente var så lidt igen, men overfor en prins? Intet var stort nok for det.

Sergenten rømmede sig lidt bag dem, og Kastanje vendte sig om med spørgende øjne. ”Hvis du påstår at du har en betydelig rank indenfor alferne, så vil vi naturligvis også prøve at undersøge det,” sagde han. Han kendte ikke meget til alfernes slægt, men hvis han påstod han var en prins, så måtte han også behandles bare lidt derefter. Det var dog bare ikke nemt at finde ud af alfernes slægt for menneskerne, og det kunne tage tid. ”Kastanje, behandl ham godt,” kom det lidt mere tøvende fra sergenten. Han var tydeligvis ikke sikker på hvordan han skulle opføre sig overfor en alfeprins.

"Selvfølgelig!" sagde Kastanje sikkert, men skævede stadig lidt usikkert over på Juliander, med rødmende kinder.

Mens Juliander begyndte at rydde op, fløj Kastanje lidt tættere på sergenten, som han indikerede til hende, og han sagde lavmælt et par år til hende, om hvordan de gjorde det, og at hun altid skulle være let tilgængelige. Hun var hurtig til at finde sin lille bog frem og notere instrukserne, før hun sendte ham et stort smil og pakkede bogen væk igen.
”Jeg vil gøre mit absolut bedste,” sagde hun en sidste gang, før at hun fløj hen til Juliander. Han behøvede ikke at vide alle detaljerne, især fordi de ikke engang var så interessante. Bare noget med at blive hvor de nemt kunne kontaktes af byvagterne, og ellers så skulle de komme herned om tre dage, og så ville de tage den derfra.

”Skal vi gå?” sagde hun, hendes kinder stadig lidt røde, men efter at overveje det, så tilbød hun sin hånd til ham, så de ikke blev væk fra hinanden igen. Hun overvejede heller ikke at vendingen tydeligvis var møntet på gående væsner, og ikke nogen som dem som fløj rundt, når de kunne komme til det.

Der var stadig lidt af en trykket stemning i lokalet, og sergenten så lidt eftertænksom, og stadig sur ud, mens de andre byvagter var prøvet at gå tilbage til deres arbejde, men størstedelen af dem kiggede stadig på de to alfer. Ikke nok med at det var noget af et syn at se alfer, så var det åbenbart også en prinsealf, for ikke at nævne at Kastanje havde sat sit mest dyrebare på styr over at påstå at han altså var uskyldig.

Kastanje var ikke så bekymret for at der stadig var en jagt i gang på Juliander udenfor byvagtskontoret. Det kunne godt nok have ligeså meget at gøre med at hun allerede var ved at glemme det. Heldigvis kendte Kastanje alle alfe-vejene, så de kunne bevæge sig rundt i byen relativt uset.

Hun smilede til ham og nikkede bekræftende. ”Det synes jeg bestemt,” sagde hun, også selvom hun havde måtte råbe af dem. Hendes hals føltes lidt tør efter det, men de kunne også få noget at drikke når de kom hjem. Hendes mor var sikkert hjemme, og hun plejede gerne at ville opvarte gæster, ikke at Kastanje havde mange af dem. Det var lidt svært når det var indrettet til alfer og alle andre i byen var lidt store.
”Selvfølgelig. Jeg kunne også godt bruge at spise noget,” sagde hun. Lidt sulten var hun da blevet af alt det flyveri, og nu var det ikke var fordi at hendes appetit var lille til at starte med, nok mere tvært imod. Hun var bare blødere end mange andre alfer, og det gjaldt også hendes forældre, men hun tog ikke sin størrelse så tungt, for hun kunne jo stadig flyve med lethed.

Hun begyndte at lede Juliander ned af nogle af sidegaderne oppe under hustagene, og til tider ledte hun ham også blot igennem et hus fordi der var lille alfestørrelse af huller på hver side af den, og det var hurtigere end at vente til man kom ned af den næste gade. Alfe-veje. Det var smart at de havde tænkt på at bygge dem, da de havde anlagt byen, sådan tænkte Kastanje i hvert fald. 

Kastanjes hjerne var desværre ikke mere moden end Julianders på rigtig mange punkter, selvom hun naturligvis var voksen. Hun havde jo et job og hun var allerede hele 18 år, hvilket jo betød at man var voksen og ansvarlig. Lidt ansvarlig var hun, men at der kunne ske noget andet end at de blot sov noget så uskyldigt sammen, ja, det tænkte hun ikke over.
Det var dog nok et spørgsmål der måske ville komme op når de kom langt nok til at de faktisk kom hjem til Kastanje, som dog var lidt langt væk... med mindre hendes forældre ikke var hjemme.

Hun fløj i et behageligt tempo, måske lidt hurtigere end hun burde, men hun sænkede farten lidt, da hun så at Juliander ville snakke. Hun var slet ikke vant til at følges med en anden alf på denne her måde. Selv med hendes forældre, var de aldrig udenfor hjemmet sammen, ikke rigtig i hvert fald.
"Ja, det gør jeg," sagde hun med et kæmpe smil på læberne, som fortalte lidt om stoltheden der lå i hende over at hun var blevet en byvagt. "Jeg blev officielt en del af byvagten for... måske 2 år siden? Og det var svært, der var rigtig mange der blot kiggede på min størrelse, hvilket bare ikke er i orden. Små folk kan gøre ligeså meget som de større." Det var en bestemt stemme, men smilet var ligeså livligt og glad som før.
"Jeg er også den eneste alf i byvagten... fordi vi har ikke så mange byalfer her i byen vidst, der er kun mig og mine forældre af hvad jeg ved af, men jeg kan godt lide arbejdet. Man hjælper folk med alt muligt, ikke kun beskytter alfer der er uskyldige," sagde hun, selvom hun var lidt stolt over lige netop det.

Hvis man spurgte de andre byvagter, så var Kastanje alt andet end rolig. Hun fløj rundt i en voldsom fart, og virkelig altid lige lidt mere aktiv, end hvad de mente hvad godt var. At de så ikke var vant til alfer, var noget det der gjorde udsvinget i sidste ende. Hun havde lært at passe sit tempo og temperament ned til at det passede til Dianthos, hvor hun jo var opvokset. Hvis hun havde boet i Alfelunden, ja, så havde hun nok været ligeså panisk som de andre alfer.
Det gjorde dog ikke at hun ikke modtog komplimenten med største velbehag, og hendes kinder blev væsentlig mere røde i de. Hun kiggede med funklende øjne på Juliander, og der var absolut ingen tvivl om hendes følelser om det.

Hun vrikkede lidt fra side til side, som de fløj, som kunne hun ikke være helt stille. ”Jeg er sikker på at din livvagter er meget bedre end du siger, og byvagten har alligevel så mange talentfulde individer,” sagde hun næsten lidt afværgende, selvom smilet ikke var til at skjule.

Hun havde næsten helt misset kommentaren om at alfer ikke blev set som kæledyr.. men kun næsten. Der gik bare lidt tid før det gik op for hende, og hun kiggede med store øjne mod Juliander, lidt uvis om hvilke tanker der gik igennem den anden alfs hoved. ”Vent, kæledyr? Hvorfor skulle de behandle os som kæledyr?” spurgte hun overrasket, og måske lidt forarget over det kunne være en ting. Hun havde aldrig rigtig fået at vide hvorfor hendes forældre i det hele taget var i byen, og så vidt hun vidste arbejdede de jo blot for et par søde mennesker, der godt kunne lide at have at de sang for dem. At det var deres tidligere ejere, og de måske også var blevet lidt hjernevasket, det var overhoved ikke noget der slog den naive alf ind.