Pax fnøs og kastede viskestykket fra sig efter at have tørret sit våde ansigt. Bevægelsen var hurtig, og den kom bag på hende. Hun kunne mærke sit hjerte synke i sit bryst, da han vendte sig om og gik hen imod sine ting. Han var på vej væk. Hun havde mest af alt lyst til at gribe fat i hans hånd, fortælle ham, at han ikke skulle gå. Men ligesom hun ikke kunne ændre på hans levevej, så kunne hun heller ikke tvinge ham til at blive. Tvinge ham til at kunne lide hende. Og hun ville ikke til at opføre sig som et tåbeligt pigebarn.

Freya havde forventet, at han ville klæde sig på i stilhed. Måske bande af hende. Men i stedet begyndte han at fremlægge sin hypotese, mens han klædte sig på, og Freya gik langsomt, nysgerrigt, hen imod ham, mens hun lyttede. Armene let hvilende over kors. Hun var slet ikke i tvivl om, at denne hypotese var det tætteste hun ville komme på sandheden om den unge mand. Og hun kunne ikke sige, at hun var overrasket. Hun boede jo selv her i byens nedre halvdel, i Skumringskvarteret, som det blev kaldt. Hun vidste godt, at bander sloges om territorier hernede. Byens nedre halvdel var sikkert fyldt med grænser, der var usynlige for den normale borger. Nogle enkelte gange havde hun set døde mennesker ligge på gaden, når solen stod op. Eller døde dyr foran lejlighedsopgange. Sladderen gik ofte på, at disse og lignende hændelser var resultatet af et bandeopgør. Resultatet af at magt skulle demonstreres.

Han fastgjorde sin sidste kastekniv. Nå, det var så det, nu var det slu- hun nåede ikke tænkte tanken færdig, før han begyndte at tale til hende igen. Hvorfor går han ikke? Hun stoppede op, da hun stod halvanden meter fra ham. Stadig med armene hvilende over kors. Hun smilte lidt ved hans sidste spørgsmål og lod hovedet tilte ganskke let på skrå. “Det her handler ikke om, hvad der kan vindes eller tabes. Jeg gør, hvad der passer mig, og jeg vil skide på, hvad andre tænker. Det vigtige for mig er, hvad du tænker, og hvad du har lyst til.” Hun kiggede på ham med et fast blik i de mørkebrune øjne. “Du er her stadig,” sagde hun langsomt, konstaterende. Mødte ham fuldt ud og hårdt på med sit blik. Trodsig. Fuldt bevidst om at udfordre hans position som alfahan.

Pax efterlignede Freyas trodsige statur, uden i grunden at bide mærke i det. Også hans arme fandt vej henover hans egen brystkasse og de mørkegrå øjne var vurderende, som var halvorkeren en gåde, han var fascineret af og derfor måtte løse. Ligesom Pax var van til at stå forrest, således var Freya heller ikke bleg for at gøre det samme. Ulig ham var det dog med en insisterende varme, en der ikke syntes at forlade hende på noget tidspunkt. Det var opsigtsvækkende i sig selv – Pax kunne umuligt forestille sig, at hun oprigtig forstod alvoren ved at huse ham, men samtidig var der noget tiltrækkende over selv samme faktum. Freya var ikke nogen dum kvinde og ej heller var hun nem at skræmme. Af en eller anden årsag, der dog var ukendt for den unge mand selv, kunne han ikke undgå at slappe blot en smule af i hendes selskab, velvidende at han ikke kunne knække hende. Freya var ligeså meget alfa, som ham selv.

En eftertænksom rynke satte sig fast mellem Pax’s brede øjenbryn og han nikkede langsomt. ”Så, hvad har du tænkt dig at gøre, når byvagterne sparker din dør ind?”, spurgte han nonchalant, hvorefter det skarpe hoved gled på skrå. ”Eller når en af de andre rotter kommer til dig med trusler, medmindre du giver ham mit hoved?”, tilføjede Pax hastigt, uden at give Freya særlig meget betænkningstid. Pax’s mange spørgsmål var dog langt fra stillet og med en nådesløs mine fortsatte han; ”hvad med din familie? Og hvad forventer du af et venskab med mig? Tror du, at jeg kan gå med dig på kroen til et måltid mad og et spil kort, til vi støder på dine venner og får os en øl med dem? Derudover - jeg kan ikke forlade Dianthos, så ingen rejser eller længerevarende ture. Jeg er sjældent det samme sted to gange – og jeg har flere fjender end venner, hvormed jeg lusker rundt som en hund halvdelen af min tid. Hvad er det i grunden, du forventer af mig? Hvorfor kan du ikke kaste dette venskab efter en, som rent faktisk fortjener det?”

Hun kunne ikke knække ham med sit blik. Men det gør jo bare, at du bedre kan lide ham, sagde en stemme dybt inden i hende, mens Pax lige så stædigt som hende selv lagde armene over kors. Hun kunne se på hans ansigt, at hans tanker stadig løb hurtigere end en hest kunne rende, og hun forstod ikke, hvordan det kunne være så svært for ham bare at lytte til, hvad han selv havde lyst til. Eller jo, det kunne hun vel godt - han var lederen af en flok udskudte sjæle som samfundet ikke ville tage sig af. Ingen andre ville passe på dem, så det gjorde han. Nok ikke så meget af et godt hjerte som at han på en eller anden måde vandt på det. Penge? Nej. Ikke sådan som hans tøj så ud. Så tynd han var. Magt? Hun tænkte over det, og på en måde gav det mening. Magt. Det var det, han fik ud af det, og derfor han passede på sin flok, tænkte på deres ve og vel. Det arrede, tynde ansigt og de tomme, grå øjne. Et bidskt bæst som kujoner kunne vie for med halen mellem benene. Han ville overleve i denne verden, og sammen med andre var han stærkere.

Hans spørgsmål og konstateringer haglede ned over hende, inden hun kunne nå at svare. En lille snerren fandt vej til hendes læber af hans offensive tilgang, men hun fik den tæmmet igen. Hun sukkede let, da han gav hende plads til at svare. “Fordi jeg rent faktisk tror på dig,” sagde hun beslutsomt med letrynket pande. Det var derfor, hun kastede dette tilbud om at ses i hovedet på ham. Hun troede på ham. Alle de spørgsmål han stillede hende gjorde hende kun mere fast besluttet på dette. Havde Pax været ligeglad med hende, ville han enten have udnyttet situationen eller skredet for længst. Så hun troede på, at der var mere til ham end bare en omvandrende, kriminel gadehund.

“Og jeg forventer, at vi kan få noget, der føles rigtigt”. En følelse. Så simpelt og kompliceret var det. Ikke noget med penge, ikke noget med magt, ikke noget med at udnytte hinanden. Men en følelse af varme og ægthed som de kunne dele. “Desuden,” sagde hun kækt for at bryde sødmen, for Pax skulle jo ikke have det for let, “så må du være en snedig rad, hvis du hypotetisk skulle være leder af en bande. Så hvem skulle kunne forbinde mig til dig?” Hun skiftede vægten over på det modsatte ben. “Og hvis jeg kan skræmme dig, så gad jeg godt se den rotte, der turde snige sig herop,” fnøs hun selvsikkert med et kækt smil.

Pax gjorde ikke mine til, at ville rykke sig ud af stedet. Samtidig gnistrede hans mørkegrå øjne, som Pax kalkulerede, hvad end det var Freya fremlagde. Pax kunne ikke ryste en fornemmelse af, at der forblev noget usagt mellem dem, af sig og det begyndte at gøre ham… usikker. Efterhånden begyndte det at gå op for den unge bande-leder, at han var ude på dybt vand og at han var fanget af en kraftig understrøm. Hvad havde han rodet sig ud i denne gang?

”Tror på mig?”, gentog han vantro, i det de brede øjenbryn skred op i panden i en forundret gestus. ”Jeg kommer til at dø med en kniv i ryggen i rendestenen. Der er ikke noget at tro på”, fnøs han hastigt, næsten moret, som hans urokkelige blik ikke veg fra Freyas skikkelse. ”Det er bare et spørgsmål om tid og hvem, der får nosset sig sammen til at gøre alvor af truslen.”

Pax kunne knap tro hans egne ører, som Freya fortsatte hendes argumentation. Forundringen var da også ganske tydelig henover det skarpe kæbeparti, for det var simpelthen umuligt for Pax at hitte rede i forvirringen. ”Den eneste grund til, at du intimiderer mig, er fordi jeg ikke er tabt bag en vogn. Jeg kan, uden at tænke mig om, nævne de første ti personer, hvis overmod ville få dem til hvad som helst. De ville se dig som en udfordring”, skyndte Pax sig hurtigt at indskyde, for ved Zaladins lange løg, om Freya skulle få tilfredsstillelsen af, at hendes muskuløse skikkelse gav ham bange anelser.

Ikke, at Pax ikke registrerede hendes udfordring - “Så må du være en snedig rad, hvis du hypotetisk skulle være leder af en bande. Så hvem skulle kunne forbinde mig til dig?”. Ordene gav genlyd bag den beskidte pande, i det smilet over læberne antog en næsten drillesyg karakter. Jovist, den kunne han godt lege med på – Pax var ikke bleg for at tage en udfordring op, når Freya nu kastede skødesløst rundt med dem.
”Well, så kræver det jo visse… regler og retningslinjer for os”, erklærede han, i det hans ansigt atter antog den forretningsorienteret og effektive glathed. ”Vi kan ikke ses i gaderne. Du kan ikke komme til undergrundstunnellerne. Det betyder, at det eneste sted, vi kan mødes er her”, fortsatte han hurtigt, næsten overlegent, for nu følte han, at han atter havde esset i ærmet. Desuden så Pax frem til at se hendes reaktion på den kattepine, hun nu havde sat sig selv i. ”Så begynder du jo lige pludselig at blive knap så anstændig - og hvad ville din slange af en udlejer ikke sige til det?” 

Hans øjne slog gnister, men det var ikke den samme blinde raseri som hun havde set i hans øjne i nat, da hun var kommet til at gå for langt med sine ord. Denne gang lod det til at skyldes det faktum, at hun gerne ville ham. Tænk at det kunne være så svært for ham at forstå. De fleste mænd ville da være henrykte over en kvindes interesse, eller tage benene på nakken, hvis de ikke havde interesse. Men her stod Pax – fuldt iklædt sine ting ved vinduet, mens han blev ved med at stå og argumentere med hende. Og det var dét, der forvirrede hende. For hvad helvede ville han have fra hende, som hun ikke allerede havde givet ham? Hun kunne simpelthen hverken få ham til at sige ja eller nej til hendes selskab. Og det var da alligevel utrolig imponerende. For én gang her til morgen havde hun oprigtigt svinet ham til, og to gange derefter havde hun sagt til ham, at han bare kunne gå, hvis han ikke ønskede hendes bekendtskab. Men han gjorde det ikke. Hun kunne slå ham ud af frustration! Så nok sagde han, at det ikke var tilfældet, men lidt var han altså tabt bag en vogn. Bare på en anden måde end han selv mente. Du er meget sødere, når du sover, tænkte hun halvgnavent.

Der var mange følelser på spil i Pax' ansigt, og hun lagde godt mærke til det udspekulerede smil, der formede sig på hans læber. Alfaen havde fået en udfordring, hvor han følte sig på hjemmebane. Hun kunne brække sig over hans forretningsprægede tone, for den balancede til at være overlegen. Men så snart han havde fremlagt sin plan, gav Freya ham et lille smil og valgte så at klappe fælden, og fange ham i hans egen kattepine.

“Fint,” sagde hun så tilfredst, at hun nærmest overraskede sig selv. “Så længe du sniger dig lydløst ind og ud af vinduet, og så længe ingen fatter mistanke, så har vi to en aftale. For så er jeg stadig anstændig, og du er hemmelig.” Og med et ordentligt hak fugtiggjorde hun sin højre hånd og rakte den ud til ham. Han var forretningsmand, så dette sprog måtte han sgu da forstå. Hun havde selv set sin far gøre det mange gange, inden han afsluttede en handel.

Det overlegne smil syntes at falme en smule, som Freya smilede selvtilfredst til ham. Hans forslag var tydeligvis ikke gået i god jord, men halvorkeren havde lykkes med at fange ham selv i den – som om, at hans ord intet betød eller at alvoren endnu ikke var gået op for den kønne kvinde.

En smule ubeslutsomt begyndte Pax at trave frem og tilbage foran køkkenbordet. Der måtte være en måde hvorpå, at han kunne få Freya til at ombestemme sig. Der syntes dog ikke at være nogle oplagte muligheder, der ville præsentere sig selv for ham og Pax mistænkte sig selv for, ikke at ville tænke hårdt nok. En forræderisk stemme hviskede til ham, at det kunne lykkes – at han var en lille fisk i en stor dam og at han slet ikke var vigtig nok.
Og du er dygtig, tænkte tanken indsmigrende, som stod selveste Zaladin på hans ene knoglede skulder. Hun laver god mad. Hun snakker som et vandfald, så du behøver ikke åbne kæften selv! Her er varmt og ingen vind eller regn! Her dufter!

Pax gned sin næseryg krampagtigt, i håb om at tankerne omsider ville blive stille. Det lykkes og da han vendte sig om, havde Pax besluttet sig. ”Så lad gå da. Men forglem ikke, at jeg allerede har advaret dig. Jeg er den eneste, som vinder på det her.” 

En anelse, bare en anelse, kunne hun se, at smilet ændrede sig på Pax' læber. Han begyndte at trave frem og tilbage som en utålmodig hest, mens han tænkte. Det var lidt besynderligt at en helt almindelig ung kvinde som hende selv kunne få en så udspekuleret bandeleder som ham til at tænke, så det knagede. Skulle hun være imponeret over sine egne evner? Hun vidste det ikke rigtig. Som altid så vidste hun bare, hvad hun ville have. Hvad der ville gøre hende glad. Da han vendte sig om imod hende, var der kommet en vis beslutsomhed ind i hans stemme.

Nu sagde han det igen. Det der med at vinde på det. Det handlede ikke om at vinde eller tabe. Det handlede om at skabe noget godt for dem begge. “Vi får se,” sagde hun med et lille, drillesygt smil og vendte sig om, mens han begyndte at kravle ud af vinduet. Han var såmænd ganske hurtigt ude, men hvis der var noget, hun ikke havde tænkt sig, så var det at kigge efter ham. Hun ville ikke vente længselsfulgt på Pax som om hun var hustruen af en sømand. Hun ville leve sit liv som normalt, og så måtte han komme til hende. Nu havde de lavet en aftale. Deres egen lille hemmelighed.