Spencer kunne ikke undgå at undslippe en svag latter til Mirabelles drillende kommentar.
"For det meste da," mumlede han, idet han kort vendte blikket mod gulvet. Det var en af de der kommentarer, som han ikke helt kunne finde ud af at holde inde og selvom det mest af alt var ment i sjov, så håbede han ikke at hans søster lagde for meget i det. Hun havde trods alt set hvor meget han kunne formå at drikke på en enkelt aften. Men nu havde han jo også haft fri den sidste uge, så var det vel fint at slå sig lidt løs, inden han skulle stikke næsen i bøgerne igen.

Han nikkede let til hendes ord, men som hun afsluttede sin sætning kunne han ikke lade være med at hæve øjenbrynet og lægge hovedet let på skrå.
"Det ved du måske ikke selv?" Spurgte han retorisk og smilede lidt ekstra. Hvis hun kunne drille lidt, så kunne han vel også.
"Har du travlt her til eftermiddag?" Skiftede han emne lidt efter, som han endnu engang lænede sig godt tilbage i stolen og sank lidt ned.
"Du kunne eventuelt blive til middag?" Foreslog han. Det ville sikkert glæde deres moster med en endnu et familiemedlem ved bordet og det ville da helt bestemt også glæde Spencer, at tilbringe lidt tid med sin søster.

Mirabelle havde ikke lagt meget i det, men som Spencer trak sig lidt ind i sig selv, kunne hun ikke lade vær med at blive lidt bekymret. Det havde blot været en spøg, men nu var hun ikke så sikker på at det var det. At spørge ind til det, føltes dog som om at det ville være at træde over linjen. Hun havde intet bevis andet ends Spencers fysiske respons, og det han havde mumlet.
Hun synkede lidt spyt, men prøvede så at slå det ud af hovedet igen. Hvis Spencer havde behov for at hun blandede sig, så ville han nok komme til hende. Ellers ville hun jo nok med tiden opdage det, eller deres moster ville.

"Livet som ridder er omskifteligt," prikkede hun selv tilbage, selvom det næppe var grunden til at hun aldrig kunne forudse hvor hun var. Nogen gange havde en kvinde bare sine behov, og når der ikke var noget i vejen, så måtte man jo finde en måde at få dette udløst.

"Jeg tror jeg er fri," sagde hun efter en lille tænkepause, men så greb fat i en lille bog, der sad i en inderlomme på jakken hun stadig bar. Hun åbnede den og bladrede lidt igennem den. Hun havde opdaget at det var en god ide at holde styr på sine mange aftaler. Der var kun indkvarteret lidt træning, men ikke nogen vigtige møder eller lignende. "Hvis jeg sender en besked op til paladset, så kan jeg godt tage fri resten af dagen ser det ud som om." Hun kunne næppe bare forsvinde for en hel dag uden at sige noget dog, men budbringerne var aldrig langt væk, når man havde behov for dem.

Spencer så en anelse overrasket ud, som Mirabelle svarede. Han havde ikke forventet at kunne stjæle hende fra hendes pligter resten af eftermiddagen, men inden han blev alt for glad, ventede han lige med at tale, til hun havde tjekket den lille bog.
”Ja? Det ville da være dejligt,” sagde han, før han forsøgte at holde et lille gab inde. Han var nok stadig ikke helt frisk efter gårsdagens vin, men det måtte han ryste af sig.

”Der er stadig noget tid til aftensmaden. Måske vi kunne gå en tur i byen?” Lidt frisk luft ville måske hjælpe på trætheden og den lette hovedpine. Desuden havde han ikke rigtig fået taget sig sammen til at se andet en den lille kro, trods han havde været her i en uge. Den første tur rundt i byen ville da helt bestemt være hyggeligere, hvis Mirabelle gik med. Og så kunne det måske være, at han skulle følge Mirabelles eksempel og få fat i en aftalebog.

Der var intet øjeblik som nuet, og hvem vidste hvornår hun næste gang havde en dag som hun bare kunne rydde som det passede hende. Selv hvis hun forsøgte at holde en dag fri, så kunne det stadig godt komme med nogle problemer desværre, og pludselig havde hun alligevel et møde. Hun holdt af sit arbejde, men det var alligevel nogle heftige timer hun lagde i det.

”Du ser ud til at du kunne bruge den friske luft,” kommenterede hun leende, før hun rejste sig op fra sofaen, og begyndte at knappe sin jakke i igen, så hun kunne gøre sig klar på turen.
”Hvor lang tid har du behov for, for at gøre dig klar?” spurgte hun. Han skulle i hvert fald have en jakke, da det stadig var koldt udenfor, selvom det ikke nærmede sig temperaturen der ofte lå oppe i Nordlandet, hvor de ellers var fra. Mirabelle skulle også lige finde en tjenestepige inden de gik, så hun kunne bringe beskeden videre til en der kunne løbe på tværs af byen.

Spencer smålo og nikkede let. Han kunne vel ikke skjule sine tømmermænd nok til, at Mirabelle ikke ville lægge mærke til dem i længden, specielt ikke når hun udmærket godt vidste, hvor meget han havde fået hældt i sig natten før. Lidt frisk luft kunne næppe skade, også selvom han ikke føle sig helt oplagt, så var han klar over, at det nok var dét, der skulle til.

”Jeg skal nok skynde mig, så meget jeg kan,” sagde han med et smil, idet han rejste sig og tøffede de første par skridt. Han skulle nok skynde sig, men han valgte med vilje ikke at sætte en bestemt ramme af tid, da han godt vidste, at han sikkert ikke ville kunne overholde det alligevel. Det vidste Mirabelle helt sikkert også. Han stoppede dog lige op, inden han drejede om hjørnet og rettede blikket mod hende.
”Mødes vi ude foran? Jeg kommer lige om lidt, det lover jeg,” forsikrede han hende, så hun ikke skulle stå udenfor og vente alt for længe. At hente en jakke og spænde støvlerne ordentligt, kunne vel ikke tage så lang tid. Han ventede på svar fra Mirabelle, før han tøffede om hjørnet og mod værelset, hvor jakken hang over en stol.

Forhåbentligt kunne Spencer skubbe bare lidt af sin forfængelighed til side og lade være med at stoppe ved spejlet på vejen, så Mirabelle ikke skulle vente for længe. På den anden side havde hun sikkert god tid til at finde en tjenestepige.

Et drillende smil kom over Mirabelles læber. Hun troede ikke et sekund på at han kunne finde ud af at skynde sig, men han sagde jo også kun hvor meget han selv kunne. Det kunne da være at han overraskede hende, men ærligtalt tog det ham lang tid at komme ned fra sit værelse, så han virkede kun til at være blevet langsommere med årerne.

”Det kan vi sagtens,” sagde hun. Der var alligevel en fin lille forhave, som hun sagtens kunne vente i, mens Spencer fik gjort sig færdig, så hun sendte ham et opfordrende smil, inden han forsvandt endnu engang.

Mirabelle tog sin jakke på endnu engang og rejste sig op, hvilket indikerede at en tjenestepige kom forbi for at hente tekoppen. ”Jeg har behov for at sende en besked op til paladset,” sagde hun lavmeldt til hende, og tjenestepigen nikkede, inden Mirabelle gav hende beskeden om at hun ikke ville være deroppe resten af eftermiddagen alligevel, før Mirabelle forlod tjenestepigen til at ordne tingene og sende beskeden afsted.

Hun trådte udenfor og indåndede den friske, lidt kolde luft, og sørgede for at knappe jakken helt op om halsen, og kiggede ud på gaden, mens hun ventede på Spencer.

Spencer var ikke i tvivl om, at Mirabelle selvfølgelig ikke troede på ham, når han sagde, at han nok skulle skynde sig. Han havde vist aldrig bevist, at han var i stand til at dukke op til noget som helst i god tid, men han gjorde da altid en eller anden form for indstats.
Spencer fandt hurtigt op til værelset, hvor han egentlig bare havde i sinde at finde sig en ordentlig jakke, at tage ud over den ellers udmærket skjorte. Trods hans opvækst i det kolde nord, havde han måske vænnet sig lidt for meget til Rubiniens varme de seneste år.

Med den fine ceruleanblå jakke om sig og lukket til med de gule knapper foran, sørgede Spencer lige for at spænde støvlerne ordentligt, inden han endelig forlod værelset.
Ti minutter efter væltede Spencer lidt mindre galant ud af døren, idet han næsten skvattede over dørtrinet, men heldigvis nåede at få fodfæste. Han puffede let til Mirabelle med en albue og lagde så armen over hendes skuldre.
"Fører du an? Jeg har ikke haft så meget tid til at lære andet, end vejen hen til kroen," sagde han smågrinende, som han kort skævede samme vej. Han tog en dejlig, dyb indånding af den friske luft, der helt bestemt var langt bedre end den indelukkede varme, og lugten af vin, der var på hans værelse.

Ti minutter var ikke lang tid at vente på Spencer. Måske hjalp det at det blot var en tur ud i byen, og at han havde brugt 20 minutter tidligere. Stadig væsentlig længere tid, end hvad hun var vant til når hun ventede på sine kammerater fra hæren, men hun var nok også efterhånden vant til nogle andre standarder end adlen typisk var.

Hun gav et smil hen til sin bror som han væltede ud ad døren. ”Du er vel ikke allerede i gang med vinen,” spurgte hun grinende, før hun ledte ham ud, og kiggede op og ned af gaden, før hun begyndte at gå ned mod markedspladsen, hun vidste ikke helt hvor de skulle gå hen, men en tur ned på markedspladsen var aldrig en dårlig plan.
”Jeg kan heller ikke forstille mig du har valgt en kro langt væk fra hjemmet,” sagde hun. ”Men du går da glip af en masse, der plejer at være ganske livligt nede på markedspladsen, ikke så vildt som nede i Balzera, men jeg må indrømme at jeg foretrækker miljøet heroppe.” Hun var nok aldrig blevet rigtig god til varmen, og i Balzera blev alting bare så… lummert meget hurtigt.

Spencer småfnes og sendte Mirabelle en lidt halvflabet grimasse, som hun drillede ham med sin kommentar. Ikke at det ville have været usandsynligt, men han forsøgte da så vidt muligt at holde sig fra vinen, bare indtil aftensmaden. Det var vel det mindste han kunne gøre, når man bestemt også kunne formå at drikke sig godt fuld på aftentimerne alene.

Han trak armen om hendes skuldre til sig og fulgte med ved hendes side. Han rystede kort på hovedet som et lydløst svar til hendes ord. Nej, han havde selvfølgelig fundet den kro, der lå tættest på, omend den ikke var yderligere pæn, men vinen kunne da bruges.
"Jeg må nu indrømme, at jeg heller aldrig rigtig nåede at blive så glad for vildskaben, nede i Balzera," sagde han. Det var ikke fordi han ikke havde nydt at opleve noget andet, end det kolde nord, men deres forældres opdragelse sad stadig dybt i ham og kulturen var helt bestemt meget anderledes, end han var vant til.
"Men jeg regner da med at komme ordentligt på plads inden for den næste ugestid, og så kan jeg måske få lidt bedre tid, til at besøge markedspladsen lidt oftere. Jeg er jo fristet til, at følge dit eksempel og få fat i en lille bog til planlægning." Spencer skulle nok få taget sig sammen i den nærmeste fremtid. Når alt kom til alt, så var han jo stadig utrolig interesseret i sit studie og lige meget hvor meget sjov og ballade han kunne bruge tid på, så savnede han da bøgerne.

De fleste havde noget prøvet at være i vinen fra tidlig morgenstund af, når det endelig var, men Mirabelle fandt det langt beder at holde sig fra den. Det var generelt også lang tid siden hun virkelig bare havde lade sig slå sig løs, og drukket sig en kæp i øret. Der havde bare heller ikke været nogen grunde for nyligt. Ingen festlighed så stor.

Når man kom fra Norden så endte elskede man kaosset i Balzera, eller også blev man aldrig vild med det. Mirabelle og Spencer var tydeligvis støbt af noget af det samme. Der var bare ikke den slags menneskemængder når man kom langt nok nord på. Der var folk spredt langt mere ud.
”Det er også den første tid der altid er sværest, når man lige skal vænne sig til de nye ting,” indrømmede Mirabelle, det havde været det samme for hende, selvom hun havde smidt sig ind i arbejdet, så godt hun kunne.

Hun grinede lidt af at Spencer overvejede at skaffe sig en bog til planlægning for sig selv. ”Hvis du har mange planer, så er det en af de bedste ting du kan gøre. Med mindre du selvfølgelig har en der holder styr på det for dig, men så skal personen altid være i nærheden.” hun lænede sig lidt tættere ind mod sin bror, før hun sagde lidt mere lavmeldt. ”Det er også nemmere at planlægge pauser, når man selv styrer sin kalender.” Pauser som hun ingen problemer havde i at lægge ind, når hun vidste hun lige havde behov for at få… afslappet lidt.

Spencer nikkede. Han kunne ikke andet, end at give Mirabelle ret. Den første tid havde helt klart været den sværeste, men trods han havde brugt tre lange år i varmen, følte han egentlig ikke at han havde vænnet sig til det. Indfundet sig, lært at passe lidt bedre ind, men ikke decideret vænnet sig til det. Det var selvfølgelig også anderledes i Dianthos, men stadig langt tættere på det, han var vant til. Og så havde han tæt familie her, hvilket helt bestemt gjorde det langt lettere.

Det var ikke fordi Spencer egentlig havde flere planer end normalt, og hukommelsen havde bestemt aldrig fejlet noget. Måske den lige haltede lidt når han havde drukket lidt for meget, men ellers virkede den upåklageligt. Han bukkede lige hovedet en anelse ned, som Mirabelle lænede sig ind mod ham.
”Jeg har jo altid været rigtig god til at holde pauser,” svarede han, som om det var en perfekt grund til at skaffe bogen til planlægning, selvom det selvfølgelig var ment ironisk. Det var dog ikke løgn. Han havde altid været rigtig god til at holde pauser.
”Jeg har aldrig rigtig kunne vænne mig til at have en til at holde styr på den slags for mig. Det havde jeg i Balzera, fordi det var nemmere da jeg ikke kendte landet. Jeg følte mig bare altid forfulgt,” smålo han. ”Men nu hvor jeg er flyttet tættere på familien, gætter jeg på at skulle deltage i lidt flere arrangementer i området. En kalender ville nok ikke være en dårlig idé,” konkluderede han med et smil og et lille nik.

Højdeforskellen mellem de to søskende var heldigvis ikke for markant. Mirabelle havde heldigvis taget mere efter deres far end deres mor i højden, men det ændrede selvfølgelig ikke på at hun stadig var lavere end Spencer. Sådan var det med forskellen på mænd og kvinder for det meste. Ikke noget der havde stoppet Mirabelle for at ønske at gå i hæren, trods den tydelige kønsforskel.

Mirabelle grinede af Spencers kommentar om at han altid havde været god til at holde pauser. Det tvivlede hun slet ikke på. Selv havde hun måske ikke været så god, da hun havde været yngre, men det havde vidst bare været et spørgsmål om at finde en grund til at holde pauser. Den havde hun heldigvis fundet som hun var blevet ældre.
”Jeg er helt enig. Desuden er det også godt at have noget ved hånden man altid kan lave et par noter i,” indrømmede hun. Nogen gange kom man bare i tanke om nogle ting man gerne lige ville læse op, eller en ide til en gave. Der var mange små ting, og så var det rart lige hurtigt at kunne skrive det ned i sin bog.

Hendes øjne gled fra sin bror og ned den vej de var på vej, hvor hun kunne ane hvordan vejen mundede ud på pladsen. Man kunne allerede svagt høre larmen dernede fra, og se de farverige boder.

Spencer rynkede brynene en anelse, som om Mirabelles ord lige havde vækket en tanke. Han nikkede lidt overvejende, da det helt bestemt ikke ville være en dårlig idé at gøre det til en vane, at skrive i den lille bog.
”Det kan der være noget om…” Hans hukommelse fejlede intet, men det var nu heller ikke så meget noter fra når han var ædru, han havde i tankerne. Når rødvinen røg ind, kunne han jo ikke helt undgå at hukommelsen haltede lidt og hvad han så kunne læse i sådan en notesbog dagen efter, interesserede ham egentlig lidt.
Larmen fra markedspladsen blev snart tydeligere og Spencer tog sig god tid til at tøffe igennem menneskemængden, der var travl af folk der handlede ind til middagsmaden. Selvom Spencer helt bestemt så ud til at være en, der sagtens kunne bruge en masse krystaller på unødvendige ting og til tider også gjorde, kom han alligevel derfra kun med den lille notesbog og en ny fjerpen.

----------------

Som alle andre aftener hos deres moster, havde kokken sørget for et fint udvalg af mad til familien ved bordet. Der blev sjældent serveret vin til måltidet, men nu hvor Mirabelle havde valgt at gøre dem selskab, var der alligevel fundet et par flasker frem. Spencer havde nydt godt af den friske luft tidligere og nu hvor tømmermændene ikke fyldte så meget, havde han selvfølgelig ikke kunne sige nej til et par glas af rødvinen. Den passede jo lige så fint til den steg, der blev serveret. Deres moster havde ikke skænket det en eneste tanke, men hun havde heller ikke set de flasker Spencer havde forsøgt at skjule for Mirabelle, da hun havde vækket ham. Han tænkte ikke over at hans søster måske ville bide mærke i det store forbrug af alkohol.

Selv efter bordet var blevet ryddet fortsatte den muntre hyggesnak, men efter et stykke tid gjorde Spencer an til at rejse sig.
”Tak for endnu et dejligt måltid. Jeg må hellere trække mig tilbage til bøgerne,” sagde han smilende til det resterende selskab, der stadig sad ved bordet. Han rettede så blikket mod Mirabelle.
”Kom og sig farvel inden du går.” Han bukkede pænt af, men lige inden han vendte sig om for at forsvinde mod sit værelse, snuppede han lige den halve flaske rødvin der stod tilbage med sig.
Han havde sagt at han ville begrave næsen i bøgerne, men det var vel mere en undskyldning for at tømme flasken. Når han først havde fået sit første glas, var det ikke let at sige nej til det næste. Sådan fortsatte det gerne, indtil han faldt om i sengen. Så langt var han dog ikke nået endnu, som han satte sig til rette ved skrivebordet på værelset, åbnede en bog og tog den første tår af flasken.

Dagen brugt sammen med Spencer havde været behagelig for Mirabelle. Det var lang tid siden at hun bare kunne slappe af med en der ikke forventede for meget af hende, og det var altid behageligt at se familien. Hun var måske ikke det største familiemenneske, selvom loyaliteten og kærligheden lå nede, men det var lidt hvad der skete når man brugte for mange år i Dianthos, lidt mere alene og afholdende.

Middagen med deres moster havde ligeledes været fantastisk, men som aftenen kom længere og længere ud, lagde Mirabelle mere og mere mærke til hvor mange gange der blev hældt op til Spencer. Selv drak hun ikke meget, men det blev meget hurtig synligt, at der var noget galt.
Selvom hun havde lyst til at nævne det over middagen kunne hun ikke bryde den behagelige stemning mod dem, men som aftenen gik mod hæld, kunne hun mærke at det var ved at være nu, hvis hun skulle snakke med sin bror om det. Det var nok ikke noget i sidste ende og hun overreagerede, men flaskerne tidligere på dagen havde været ligeså slemme.

Hendes øjne faldt på Spencer som han sagde farvel til bordet og hun nikkede i hans retning, før hun selv gjorde mine til at hun ville trække sig tilbage. ”Jeg har tidlig træning i morgen, så jeg må også hellere gå, jeg har bare lige først noget at drøfte med min bror,” sagde hun, og sagde farvel til dem der sad ved bordet, før hun begav sig op af trappen og bankede på døren, inden hun åbnede den.
”Spencer?” sagde hun og kigede hen på Spencer, hvor han sad med sine bøger, og den halve flaske rødvin og absolut ikke et glas. ”Kan vi tale... privat inden jeg går?” spurgte hun, men var allerede på vej ind på værelset, for at lukke den efter sig.

Efter Spencer havde forladt sit værelse tidligere, var der blevet ryddet ordentligt op. Tøjet flød ikke længere over hele gulvet, hans taske var stillet helt ind i skabet, sengen var redt og de mange flasker vin fra aftenen før var væk. Han fandt det altid behageligt ikke at skulle befinde sig i rod, han var desværre bare alt for god til at skabe den. Der ville heller ikke gå længe, inden gulvet blev dækket til i tøj igen.
Spencer nåede lige at trække bogen hen i skødet og læne sig tilbage, da døren gik op og Mirabelle trådte ind.
”Hm?” Mumlede han, stadig med næsen i bogen, men hendes næste ord fik ham til at klappe bogen sammen og vende blikket mod hende.

”Selvfølgelig,” svarede han med et skævt smil og en svag rynke i panden.
”Du lyder lidt bekymret. Er der noget galt?” Spurgte han, uden at skænke det en eneste tanke, at hun muligvis var her grundet hans lille problem med alkohol. Der var jo ikke noget problem, mente han selv. Han rettede ryggen lidt mere og lagde så bogen fra sig på bordet, så Mirabelle kunne se at hun havde hans opmærksomhed.

Mirabelle havde aldrig rigtig haft mulighed for at tage sig af Spencer eller sine andre søskende. Halvdelen af sit liv havde hun boet i Dianthos, med kun et par familiebesøg engang imellem, men alligevel var storesøster og beskytter genet stærkt i hende. Hun ville stadig beskytte dem hun havde kært, og desværre betød det også nogen gange at rode i ting der egentlig ikke vedkom en selv, som Spencer uden tvivl ville mene.

Hun gik et par skridt tættere på ham, med et forsigtigt smil på læberne. Det var vel bare at gøre det. Hurtigt og smertefuldt som det ville være uanset hvad.
”Jeg lagde mærke til at du drak en del under middagen,” sagde hun, men inden Spencer kunne selv kommentere på, forsatte hun. Det skulle overstås, og Spencer skulle ikke have lov til at forklare sig, ikke endnu. ”Og du så ud til at du havde drukket rigeligt i går. Har du et alkohol problem?” Det var ikke unormalt for adelen at få en forkærlighed til vin, og der var nok flere der havde problemer end man lige umiddelbart skulle tro, men Mirabelle kunne kun tale for hvad hun havde set Spencer drikke, og det var... meget.

Spencer var ikke helt klar over hvad han skulle forvente. Han tænkte at det mest sandsynlige emne var en kommentar fra et familiemedlem under middagen, som måske havde været lidt alarmerende. Måske det omhandlede noget der var hændt, mens han ikke havde været her. Den lille rynke i panden gjorde ham i hvert fald ikke specielt bekymret at se på, lige indtil Mirabelle prikkede hul på bylden. Der var vitterligt ingen kære søster, hun lagde meget direkte og hårdt ud, hvilket egentlig kom lidt bag på Spencer.

Rynken i panden blev tydeligere og han krummede ryggen lidt på stolen, som et tungt suk forlod hans læber. Han havde aldrig set det som et problem, men han måtte vel samtidig erkende, at når hun valgte at konfrontere ham så var der måske noget om det.
”Ehm… Det ville jeg da ikke mene,” sagde han lidt usikkert, men stadig med noget der mindede om et af hans sædvanlige, venlige smil. Han havde jo tydeligvis et problem med at sige nej til alkohollet, men alligevel skulle han da lige prøve at snige sig udenom.
”Jeg drikker jo slet ikke… hver dag.” Som han sagde det, blev det måske endnu tydeligere at han kun forsøgte at undgå samtalen lidt, endnu mere fordi hans blik lige dalede til gulvet. At han overhovedet kom med en undskyldning, var vel bare bevis på at hun egentlig havde ret, men det ville han ikke indrømme.

Tingen var lidt at man ikke kunne danse om problemet. Det var ikke effektivt, og det gjorde absolut intet for at få det løst. Noget Mirabelle havde erfaret i den grad i sin tid i militæret, hvor tingene faldt fra hinanden, hvis det ikke blev taget hånd om tids nok. Hun håbede bare at det var tids nok når det kom til Spencer.

Man kunne næsten se ubehagen på Spencer, selv for Mirabelle, som ikke gjorde sig meget i at læse folk, ikke efter at hun ikke kom til mange af de adelige arrangementer mere.
”Du drak i går, og du har drukket i dag... og i voldsomme mængder, Spencer,” sagde hun. Der var intet om at skøjte om problemet, og hun nikkede også mod flasken han havde taget med op. Den ville formegentlig bare være den første af måske flere her til aften, selvom han også havde drukket rigeligt under middagen. ”Det er okay, hvis det er tilfældet, men man kan ikke ordne et problem uden at erkende at det er der.” Det var blødere ord, og hun forsøgte at smile lidt opmuntrende til sine lillebror.

Spencer kunne mærke det lette lag af skam snige sig ind på ham, som et lidt for varmt tæppe, der lige så stille blev lagt om hans skuldre. Han vidste vel inderst inde godt at den store mængde alkohol ikke var normal og han var da også blevet bedt om at tage hjem fra kroen op til flere gange, fordi de ikke ville hælde mere på ham. Men det var nu noget andet, når det kom fra ens egen søster. Når hun også begyndte at se det som et problem. Han kunne jo ikke helt løbe fra at han stadig var den lidt rebelske lillebror, der stadig lyttede mere til sine ældre søskende, end alle andre.

Han skævede mod flasken, som hun selv nikkede mod den, men hans blik vendte lige så hurtigt tilbage til gulvet, der var langt lettere at se på lige nu, end Mirabelle var. Han vidste godt at han ikke ville se et dømmende blik fra hende, men alligevel var det lidt det han forventede.
”Okay, så… Måske er det lidt et problem,” indrømmede han, men ikke med sin gode vilje og det kunne høres, som hans stemme lige var røget en god del længere ned i lyd.
”Jeg kan godt stoppe,” sagde han, men fortrød egentlig ret hurtigt de ord igen, så han skyndte sig at rette på sig selv;
”Eller prøve på at stoppe. Burde jeg gøre det?” Endelig rettede han blikket mod Mirabelle, søgende efter et råd til hvad det rigtige svar ville være, selvom han godt vidste det.

Det var formegentlig ikke sådan, at de to søskende havde regnet med at deres dag sammen ville være gået. Mirabelle havde i hvert fald ikke, men når man så hinanden så sjældent, så var det også pludselig nogle andre ting man lagde mærke til, og det havde da også kun været fordi at Mirabelle havde været ekstra opmærksom, at hun stillede spørgsmålstegn til det. Hvis flaskerne ikke havde været der fra natten forinden, så havde hun ikke engang stillet spørgsmålstegn til det.

Det knuste lidt hendes hjerte at se Spencer så ramt over det, og en del af hende ville ønske at hun aldrig havde bragt det op, bare så han kunne have forsat med at være glad, men sådan var livet desværre ikke. Det var hårdt og uretfærdigt desværre. ”Det tror jeg er for det bedste, der er nok ingen grund til at skære det helt væk, men skær ned på forbruget, og måske lad vær med at drik med mindre lejligheden byder på det,” tilbød hun. Hun havde aldrig faktisk kendt til en med misbrug, så at foreslå løsninger til det, var ikke noget der kom hende nemt, og desværre var det nok også de forkerte løsninger hun kom for. Selv kunne hun tage det meste med måde, men alle var ikke som hende.