Útíradien så ikke fingersparket komme, det var fysisk umuligt for ham, og derfor gav han også et lille forvirret ryst på hovedet, som sparket fløj over hans næsetip. Det var ikke fordi det gjorde ondt, men han var ikke forberedt på det, og så var det sådan set lille område, at det føltes værre end det egentlig var. Han vidste ikke engang om han skulle sige noget til det og hvad hvis det var tilfældet, og inden han fik set sig om så havde samtalen bevæget sig videre.

Da det lød som om at Sibalghym havde tænkt sig at bevæge sig videre, tog Útíradien og placerede staven først mod jorden, før han begyndte at bruge den vandrestav igen. Han virkede ikke til at være så bekymret om hvor han gik, men hurtigt gik han ikke. Der var stadig en forsigtighed i hvordan han gik, og derudover så var han nok ikke i den bedste stand til normalvis at holde tempo med jægersoldaten.
Det undrede dog Útíradien at her virkede så fladt, indtil han kom i tanke om Sibalghyms evne. Den virkede allerede til at være ganske praktisk, også for ting der ikke var at fange andre.

"Han må være vis, hvis han har kunne tage pladsen fra kvinderne," kunne Útíradien ikke lade vær med at indrømme, som han tænkte over det Sibalghym sagde. "MEn jeg må indrømme at jeg aldrig har gjort mig meget i krigsførelse af nogen art. Jeg var der ikke til kampene. Jeg var der for at bringe held og forudse eventuelle trusler. Jeg var for sårbar til at stå i krigen." Shamanerne havde der været langt imellem for hans klan, og derfor havde han været meget dyrebar.

Han kunne høre larmen, og først tænkte han at det måtte være en lille by, indtil han hørte de kendte navne på guderne, og hans skuldre sank lidt. "Lyder til at vi er ved at være der," nævnte han. 

Der var aldrig rigtig kommet en forklaring på hvorfor Útíradien ikke var større. Hans egen klan havde også været større, og mere resistente til det hårde klima i norden, men Útíradien var nok ærligtalt den slags man forventede naturligt ville dø som ganske ung. Det var kun et rent mirakel han havde overlevet sin barndom, og så hele vejen op til starten af sit tredje århundrede.

”Nej, det gjorde jeg ikke,” kom svaret tilbage lige med det samme. Útíradien vidste hvad han havde gjort galt, men han ville ikke ændre det var verdenen. At Sibalghym troede at hele klanen var død, det var nok alligevel for det bedste, for det ville være langt sværere at forklare sig ud af at han var blevet udvist fra sin klan. Og så at han ikke engang var blevet dræbt i den situation. Måske klanen havde været blødsøden, det var ikke længere noget han rigtig tænkte over.

Det havde været nemt at ignorere at han var i gang med at gå imod sin potentielle død, da det kun havde været ham og Sibalghym. Sibalghym var næsten venlig, og lidt af en spøjs type, selvom han teknisk set havde kidnappet Útíradien. Men den mørkelver han pludselig stod overfor, og som han nærmest kunne mærke auraen fra, det var ikke en venlig mørkelver, eller en han næsten kunne ignorere var en.
Sveden begyndte at samle sig i nakken og håndfladerne på Útíradien, og han kunne mærke hvordan hans hjerte var begyndt at banke hurtigere. Det var lang tid siden at han krop havde givet en så voldsom reaktion på et andet væsen. Han var trods alt blevet trænet i at være så rolig som nogen kunne være, og egentlig kunne man heller ikke se på ham, at frygten var begyndt at vælde op i ham.

Stilheden strakte sig mellem dem, og selvom Útíradien intet kunne se, så kunne han mærke alle øjnene, og til sidst, lod han til at bryde stilheden, ved at vende sig mod Sibalghym.
”Skal jeg præsentere mig selv, eller vil du have æren?” spurgte han. Stemmen var rolig, som var han ikke lige ved at gå ind i en lejr hos en gruppe morderiske mørkelvere.

Det havde måske været flabet, men Útíradien havde ikke tænkt sig at stå og vente til at Sibalghym fik taget sig sammen, og derfor stå i uvisheden. Sibalghym virkede dog også til at være langt mere intimideret af disse folk, end han selv havde været.
Det kunne godt være at selvom de var en klan, at man ikke brød sig om alle, men noget virkede til at tyde på at Sibalghym ikke havde meget at sige her, hvor ung kunne han være, til at være placeret så lavt? Ikke at Útíradien havde tid til at være alt for nysgerrig med hvad der foregik.

Han stod blot roligt og ventede, selv da Naath kom helt ind til ham, og stirrede på ham. Det var en anelse ubehageligt, men han havde ikke tænkt sig at reagere op det.
Han valgte dog at vende hovedet engang imellem, som stemmer fra den ene eller anden kom, og han prøvede at danne sig et overblik over hvor folk nogenlunde var, og hvem der var hvad. Det virkede heller ikke til at de ville have meget med ham at gøre. Hvis han så også abre kunne få lov til at gå i fred, så behøvede han aldrig at tænke på dette her mere.

Det var lige indtil han hørte at planen var at tage livet af ham. Måtte Chance lyse ned på ham i dag, fordi det ville da kræve et mirakel fra hende, hvis han skulle komme levende fra dette.

Han mærkede manden, Sethro, komme nærmere, og pludselig mærkede han en hånd om hans hals, og så intet. Man kunne svagt ane, især hvis man stod tæt på, hvordan Útíradiens øjne rullede baglæns. Og så begyndte ordene at falde ud af hans mund.
”Månen skinner. Alene, men… nej. Kig til højre. En pil. Nej to. Venstre. Ulvehyl. Blod.” ordene i sig selv gav ikke meget mening, men Útíradiens øjne kom tilbage, og endnu engang kunne han mærke taget om sin hals, i stedet for synerne han havde set om Sethro. Det var dog også en af dem han kunne huske, måske var det Chance der havde valgt at smile til ham, eller også have Zerafina endelig stoppet med at holde informationerne for sig selv. Alligevel kunne Útíradien ikke lade vær med at tænke at det var synd for den anden mørkelver, hvis det var den måde han skulle forlade jorden på.

Útíradien havde egentlig aldrig brudt sig om hvordan han bare fra et øjeblik til et andet gik ind i en trance med syner, men åbenbart virkede det for en gangs skyld til at virke, og ikke gøre situationen værre. Det var vel altid bedre at være frygtet end set ned på når det kom til mørkelverne. Frygt mente respekt.
Som Útíradien blev løsladt igen, tog han en hånd om at ømmede sig lidt om sin hals, som allerede var blevet øm af den korte stund den havde strammet om ham. Han følte sig også en anelse hæs og lidt mangel på luft, men det var nok fordi Sethro faktisk havde formået at stramme grebet godt og Utrá stadig havde mumlet ting ud, uviden om smerten det åbenbart stadig ville forvolde ham.

Sibalghym tog ordet, han virkede i det mindste som om at han til dels troede på ordene han sagde, og det var rart at nogen stod op for ham, selvom det udentvivl var med hans egen position i øje. At han ikke blot have hevet en ubrugelig mørkelver med hjem til klanen, som kunne hverken det ene eller andet.

Det var svært at vide hvad der præcis skete, både fordi det gik så hurtigt, men også fordi han blev hevet væsentlig mere i end han plejde. Han snublede lidt bagud, som Sibalghym hev ham bagud. Han havde godt været bevidst om at Sethro formodentlig var på vej over på dem, men det var svært at tyde. Og så blev han endda også puffet lidt til, så han kunne forklare sig selv. Egentlig var Útíradien ikke særlig tilfreds over situationen, men han gjorde som han blev bedt om.

Han lukkede øjnene kort, en underlig ting, for en der alligevel ikke kunne ske. Men følelsen af øjenlågene gjorde det nemmere for ham at lade sit indre øje se hvad han havde set i den tidligere vision. Noget der allerede var begyndt at falme lidt, ligesom drømme gjorde.
”Månen står højt på himlen. Du er i en skov, alene for nu. Jeg ved ikke hvor langt væk din klan må være. Du ser forvirret ud, indtil to pile komme mod dig. En fra hver side. Du bliver ramt af dem. Her… og her.” Útíradien rørte forsigtigt oppe ved sin højre skulder og nede ved maven til venstre, for at illustrere hvor pilene ville være. ”Ulvene hyler, jeg går ud fra at det betyder at de er nær, og du skal være forsigtig for dem. Du bløder meget, men… jeg ser dig ikke tage dit sit åndedræt, selvom det kan være meget muligt.” Útíradien åbnede sine øjne igen. Han havde aldrig oplevet en spådom der ikke gik i opfyldelse, men at vide hvad der skete, kunne gøre at det var nemmere at sørge for at det ikke blev værre.

Det virkede ikke til at de to elvere tog Útíradiens ord for at han ikke havde set Sethro dø i det scenarie. Det kunne selvfølgelig også godt være at det var en skam for dem at være så hårdt ramt og så skulle heales tilbage op, for at være brugbar. Især når de med alt sandsynlighed ikke havde magiske helbredere der kunne hjælpe det på vej. En ulempe ved mørkelvernes natur desværre.

”Jeg kan ikke bare… spå sådan nogle ting,” ord der igen virkede til at blive sagt for døve ører. Måske havde han ikke sagt det højt nok? I hvert gik der ikke lang tid før han mærkede en stærk krop mod sin egen, og han kunne mærke hvordan han var ved at vælte bagud, hvis det ikke havde været for de efterhånden næsten vante hænder fra Sibalghym.

Han skulle til at brokke sig over situationen, men tog det hurtigt i sig igen. Uanset hvad Sethro troede om hans evne, om det her var godt nok til at tage en spådom ud fra, så måtte han hellere levere hvor han kunne, hvis han skulle komme levende fra dette møde.

Han tog en dyb indånding, før han lagde sin hånd op på Sibalghyms og koncentrerede sig. Til at starte med skete der ikke noget, men så rullede hans øjne bagud igen, som han blev taget ind i den usikre verden, som var hans eneste mulighed for at overleve.
Ord efter ord flød ud af ham. Det ene gav mindre mening end det andet. ”Ulv. Blod. Tre. Træ. Ild. Bue.” Ingen sammenhæng i det, som hans sind tog ham igennem så mange mulige fremtidige for Sibalghym, smerte og blod efter hinanden, men ingen rigtig sammenhæng på det, som om hans koncentration ikke havde været god nok, og så blev han hevet ud af det igen.

Útíradien havde ondt af Sibalghym. Han vidste ikke rigtig hvad han havde set, men han havde set som han end ikke ville ønske for sin værste fjende. Nu var Útíradien generelt også ret storsindet, og troede ikke på at straf var vejen frem det meste af tiden. Hvad der var i fortiden, var i fortiden, men det var ikke alle der fulgte denne mening.

”I sidste ende har vi alle den samme skæbne,” sagde Útíradien tilbage. Han tvivlede på at Sibalghym ville værdsætte at gik imod Sethro, men at hoverer over død var dumt. Især når elvere ikke kunne dø af alderdom som man af de andre racer. Desuden var også svært for Útíradien at bedømme præcis hvornår disse spådomme ville finde sted. Dem der levede længere, havde jo flere år at udleve dem på.

Útíradien lod blot Sibalghym få sine frustrationerne ud, selvom det var noget disorienterende at blive rusket i. ”Det er ikke ligefrem en videnskab at spå fremtiden,” forsøgte Útíradien at sige, selvom det ikke var nemt når man blev hevet meget hårdt i. ”Hvad jeg spåede, er måske ikke engang jeres død, men blot en brøkdel af jeres fremtid. De syner jeg så af dine Sibalghym… de var for upræcise til at jeg kunne tyde noget som helst, men der er… meget smerte i sin fremtid.” Hans øjenbryn rynkede sig sammen, så man nærmest kunne se at det smertede ham at sige det til Sibalghym. Om det var fordi han forventede at han ville blive angrebet voldsommere af den grund, eller om han reelt havde ondt af Sibalghym, var op til den individuelle. ”Jeg har ikke aktivt brugt min evne i lang tid, og det er lidt som en muskel der skal trænes. Jo mere jeg bruger den, og jo mere ro jeg får til det, jo mere præcis er den.” Nu begyndte det næsten at lyde som om Útíradien havde planer om at hjælpe dem her, og selv det tog ham selv lidt tilbage, for det var ikke hans plan overhoved. Var det virkelig den eneste måde for at få mulighed for at overleve?

Det var som om at jo flere og flere ord der blev udvekslet mellem mørkelverne, Útíradien inkluderet, jo mere så det ud som om at tanken om frihed forsvandt. Jo mere han forsvarede sig selv overfor dem, jo mere så det ud som om at Sibalghym så ham som noget de godt kunne bruge, og derfor en grund til at holde ham fanget hos dem.
Sibalghym virkede dog også til at han var begyndt at have en smule ejerfornemmelse overfor Útíradien. Om ikke andet fordi han ikke ville have at Sethro skulle bestemme noget som helst.

Útíradien blev hevet med hen til bålet, hans arm sveg over det hårde greb, men han sagde intet, selvom Sibalghym udentvivl kunne mærke musklerne spænde under det nærmest ikke eksisterende fedtlag. Han stoppede kun lige akkurat at tage sig til sin arm som Sibalghym gav slip på. Tonelejet var også overraskende for Útíradien og han kunne ikke få sig selv til at gøre andet end at sætte sig ned.

"Er du sikker på at det her er en god ide?" spurgte han lavmeldt. Han kunne praktisk talt stadig mærke Sethros vrede stirren. Han gik i hvert fald ud fra at det var Sethros øjne han kunne mærke.

Det var vel en lille trøst blandt alt dette. Sethro ville i det mindste ikke dræbe Útíradien, men Sibalghym ville nok stadig, hvis det viste sig at der ikke var nogen nytte i ham. Med mindre der under krigerfacaden rent faktisk var et bankende hjerte. Der var ikke høje forventninger til det, men måske der rent faktisk var det.
Til gengæld var han ikke sikker på hvem af de to der var mest legesyge. Hvis han endelig skulle dø, så ville han hellere have at det blev gjort hurtigt. Han kunne muligvis holde til mange psykiske ting, men smerte havde aldrig været en sjov ting. I det mindste kunne disse mørkelvere ikke tage hans syn fra ham.

"Jeg er ikke så vant til at være på et sted i længere tid," svarede han tilbage. Det var næppe en trøst at blive sat på en borg de næste par hundrede år, ude af stand til at opleve de ting han holdt af. Som den frie natur, og et reelt forhold til andre væsner, der var baseret på kærlighed og ikke frygt.

Vandrestaven blev taget fra hans hænder, og man kunne se hvor forvirret og en smule tabt han så ud, da han ikke havde den i sine hænder mere, og så endnu mere forvirret, da tasken bare blev hevet af. "Hey, det er altså min," kunne Útíradien ikke stoppe sig selv fra at sige. Ikke at der var noget hemmeligt i den, men han holdt af at vide hvor den var henne.

Nede i selve tasken, var den næsten blevet opdelt i to dele, i den ene del lå der et noget sølle tæppe, formegentlig til at sove med, og andre små ting til f.eks. at sætte en snare op og starte et bål, i den anden del var der forskellige poser, og et par enkelte små krukker med låg på. Og så en masse urter der bare lå frit dernede. Nogen tørre efter at have ligget der formegentlig et godt stykke tid, og andre friske, som havde han samlet dem op tidligere på dagen. I krukkerne var der nogle salver af forskellige arter. Det eneste der virkede til at være farligt dernede, var en lille pose, der var blevet godt isoleret nede i en anden pose, hvor et par giftige blomster lå i. De var helt tørre, og ikke noget der var blevet samlet op for nyligt. Derudover lå de også nederst i tasken, så formegentlig brugte han dem ikke særlig meget, hvis overhoved.

Den snerrende stemme fik mindet Útíradien om hvilken position han var i, og man kunne næsten se hvordan han klappede i igen. Han skulle ikke have alt for meget i klemme hos de her mørkelvere, især hvis han håbede på at han en dag kunne flygte fra dem. Hvilket virkede meget usandsynligt. De var jægere, de vidste hvordan de skulle indfange et bytte, og Útíradien var desværre et nemt et af slagsen. Ingen måde at skjule sig på, eller forsvare sig selv.

Han kunne dog høre som Sibalghym rodede rundt i hans taske, og han håbede inderligt ikke at han rodede for meget rundt, selvom han havde måder at identificere hvad han havde, men en del af det, var at der også var et system i det. Man måtte finde en måde at omgå sig, når man var alene og blind, og havde været det i årevis.
Derfor var han også taknemmelig som han fik tasken tilbage, selvom Sibalghym nu havde taget hans tæppe. Som han redte op, lod Útíradien dog til at undersøge tasken, og man kunne se hvordan han omrokerede et par ting dernede, som ikke lå som han ville have, før han gav slip på tasken igen.

”Ellers har jeg urter til at dæmpe sulten med,” indrømmede Útíradien. Urter som han selv havde brugt meget, og måske var det ikke så underligt at Útíradien så ud som han gjorde, med hans meget svagelige fysik. Hvis han selv skulle finde mad, kunne det ikke have været meget, og selvom sult var slemt, så var det fornemmelsen der gjorde det værste, og når man kunne dæmpe den, så gik det nemmere at have en dag eller to uden mad. Sådan havde han i hvert fald selv oplevet det.
Selv var Útíradien en der sov let, men han ville ikke forsøge at stikke af på den måde. Han kunne risikere at træde på noget der larmede eller det der var værre, og for nu havde han fået en plads hos dem, ikke helt som en fange, og det var bedre end ingenting.

Det eneste der indikerede at maden var her, var da Útíradien begyndte at høre en velkendt lyd af fjer der blev hevet ud. Den var ikke høj, men alligevel høj nok til at Útíradien alligevel havde en indikation om at der kom mad på bordet.

”Jeg ved ikke om jeg har nogen ret til at spørge om det her,” sagde Útíradien efter at stilheden havde fyldt rummet mere end nok. ”Men hvorfor holder du mig i live her? Hvad håber du på at opnå.” Hans stemme var lavmeldt, for ikke at alarmerer for mange om deres samtale. Han havde ikke lyst til unødvendig opmærksom på dem.

Der var intet over den måde mørkelverne interagerede med hinanden på, som Útíradien savnede fra sin egen tid i klanen. Der var altid det lille hint af hån i stemmen. Det gjaldt altid om at være den bedste, og det gik kun op for Útíradien nu, hvor meget han ville hade at komme tilbage i den samme position som han engang havde været.

I stedet for at fokusere på det dårlige, forsøgte Útíradien dog at lytte til Sibalghyms stemme. Den var behagelig, som mørkelvernes sprog aldrig havde været.
”Jeg er ikke sikker på hvilken position, og hvilke rettigheder jeg har,” indrømmede Útíradien ærligt, dog stadig lavmeldt. Han havde ikke haft mange valg da Sibalghym havde grebet ham, så for Útíradien virkede det mere som om han var en fange, mens Sibalghym næsten virkede som om han havde gjort den ældre mørkelver en tjeneste.

Han tænkte sig meget om det næste han ville sige dog. Han var ikke sikker på hvor ærlig Sibalghym ønskede han skulle være, eller hvor ærlig han kunne tillade sig at være. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det. Vores folk har aldrig haft let til omsorg selv for vores nærmeste, så… jeg forventer ikke at jeg bliver givet meget, men jeg tager hvad du vil give mig.” han var ikke sikker på om Sibalghym helst ville kaldes venlig eller væmmelig, men de fleste mørkelvere han kendte, ville nok foretrække det sidste.