At se vreden i hende var belønning nok. At hun kunne blive vred, betød vel at hun fattede alvoren. At typer som hende ingen plads ville have når han kom til magten. Det var blødsødenhed som holdte hende - og bevares nogen måtte jo finde hendes klodsethed charmerende. Ellers blev det umuligt endnu mere besværligt at få hende giftet væk.

Noah skulede til siden. Selvfølgelig fandt hun en måde at bide tilbage på. Hvornår lærte hun at kvinder var så meget mere eftertragtede hvis de holdte tand for tunge og gjorde hvad der blev sagt? Så igen, var hun overhovedet en rigtig kvinde?
"Jeg sætter pris på Deres håb." lodret løgn og man kunne høre han var sur. Eller rettere, fornærmet og sur på en måde som børn var det når de blev modsat. Han brød sig ikke om på nogen måde at blive sammenlignet med Isenwald slægten og deres grådighed. Han havde trods alt lært at hvis noget var for godt til at være sandt, så hold fingrene fra det. Det værste var at han ikke kunne bevise overfor sine forældre at Clara havde sagt han ville ende som dem. For det havde hun jo ikke, selvom han godt fornemmede meningen. Og han satte ikke pris på den.

Men tiden var ikke til at råbe og skælde, som de nærmede sig deres familie endnu engang. Noah kunne svagt høre dem snakke. Garenteret stadig høfligheder. Med mindre Isabel havde noget nyttigt at berette for en gangs skyld.

Ja, et håb. Det var virkelig alt hvad det var. Fyrstefamilierne formåede trods alt at holde deres linjer så lige som de overhoved kunne. Heldigvis var der dog flere af familierne, der gerne gav positionen til deres førstefødte, og ikke blot deres førstefødte dreng, selvom det næppe hjalp Clara. Hun havde ellers formået at ignorere at verden ikke var så hård mod hende, nu når hun var i Dianthos og langt væk fra Noah og hans forfærdelige mor.
Heldigvis var det jo kun et lille besøg, så Noah ville snart med kareten mod Smarana igen og Clara kunne komme videre med hendes nye liv.

Som de nærmede sig, begyndte Clara dog at føle, at der var noget galt. Isabel gav sin datter et næsten medfølende blik, og som de voksende ellers virkede til at opfange at de to unge var kommet tilbage stoppede snakken også
Clara sagde ikke noget men kiggede lidt afventende, og en anelse nervøst på dem.

Noah længtes ikke efter at komme hjem til et liv hvor der ingenting skete andet end hans undervisning. Nok syntes han også undervisning var spændende, men det betød ikke at han hellere ville hjem til sine bøger fremfor at blive i Dianthos. Dianthos indeholdte så mange vigtige familier og han mente selv at han kunne lærer en masse her. Argumenter han havde prædiket om til sine forældre i længere tider. Men han havde også en klar forventning om hvordan det skulle foregå.

Forældrenes snak stilnede ud som de kom ind i rummet igen. Ingen overraskelse havde de diskuteret et ømfindigt emne som ikke skulle for børns øre. Noah kunne være uenig i den hensyntagen, men han modsatte sig sjældent mere. Det fik han alligevel ikke mere at vide af. Men denne stilhed var anderledes. Han kiggede fre de tre og fæstnede sig til sidst på sine forældre. Hans mors ansigt var stramt, som havde hun kort forinden bidt ned i en citron. Hun var utilfreds. Blikket gled over til hans noget større og bredskuldrede fader som havde et fast udtryk som gjorde at Noah allerede nu vidste at han næppe skiftede mening.

Og så faldte bomben, midt i den øredøvende stilhed. "Jeg og din mor har besluttet at lade dig blive i Dianthos når vi rejser hjem om nogle uger." Der var julelys i Noahs øjne, men hans smil nåede ikke helt op, for hans mors udtryk spøgte stadig. "Min kære kusine vil lade dig bo i deres ekstra soveværelse når tiden kommer, og formentlig blive vist rundt af din grankusine" hans ansigt blev en anstrengt grimasse, som var halvt stivnet i den første glæde og den meget pludselige ændring i følelse. Det kunne ikke være rigtigt?! Hans blik flyttede sig næsten mistroisk over på Isabel, næsten håbende at hun afkræftede farens ord.

Clara kunne mærke sig selv fuldstændig stivne, som hun hørte at Noah ikke ville forlade dem. Han ville blive i byen? Og hvad værre var, var at han åbenbart også skulle bo hos dem. Hendes øjne gled over på Isabel, og hun kunne pludselig forstå hvorfor hun havde været så medfølende. Men hvorfor havde hun dog givet Noah lov til at bo her, når hun vidste hvor ond han var ved Clara?

”Vi skal naturligvis gøre hvad vi kan for at gøre det bekvemt for dig, så hvis der er noget du ønsker på dit værelse, så må du endelig sige til, og så skal vi nok gøre hvad vi kan for at det føles hjemligt,” sagde Isabel med et venligt smil mod Noah, før hun rettede blikket tilbage mod sin datter.
”Clara er også ved at føle sig godt tilpas her i byen, så hun kan introducere dig for nogle af de andre komtesser og junker, hvis du skulle ønske det. Hun ved hvor svært det er at vænne sig til det nyt sted.”

Clara havde aldrig hadet sin mor så meget som hun gjorde nu. Hun kunne næsten mærke de vrede tåre prøve at presse sig frem, men hun ville ikke lade dem falde, som hun prøvede at smile til Noahs forældre og hendes egen mor. Hvorfor var verdenen så meget imod hende og hendes lykke?

Noah kunne sætte sig til at græde, havde det ikke været fordi han havde et ansigt at holde løftet. Hvorfor var de så uretfærdige?! At bo sammen med Clara! Han ville ønske han kunne nyde tanken om at blive i Dianthos og rigtig mænge sig med folk af hans stand. Hvordan kunne de konkludere at det rette for ham ville være at bo her.
Noah sendte Isabel et stift smil og bukkede hovedet høfligt for hende. "Tusind tak for Deres venlighed. Jeg vil rådføre mig med mine forældre om hvad nytteligt det ville være forsvarligt for mig at bede om at have her" hans stemme dirrede en lille bitte smule, og han håbede at hans far tog det som at han var blevet overrasket og var lidt i chok. Det sidste var ganske rigtigt, men der var ikke noget glædeligt over chokket. Ikke nok til at opveje det forfærdelige han skulle gå i møde.

Noah skævede let til siden, og der var mange spydigheder som udformede sig i hans sind ved Isabels ord. Selvfølgelig havde hun haft svært ved at vænne sig til et nyt sted! hun var en ko i storbyen. "Jeg.. Jeg er virkelig glad for muligheden." Blikket gled tilbage på hans far og der blev udvekslet et blik af trådsighed og vrede fra Noah til hans fars beslutsomme og stålfaste blik. Medlidenheden fandt han hos sin mor, og han havde lyst til at gå over og klamre sig til hende, mens han forbandede sin far for at tage denne beslutning, men det måtte vente til de var ude af døren. Alt andet var uhøfligt, selvom det ikke var svært at se den hidsige røde farve boble op i hans kinder.

Der var nok ikke noget tidspunkt hvor Noah og Clara havde været enige om noget. De var som kat og hund i de fleste tilfælde, men heldigvis kloge nok til at vide at de ikke havde lov til at vise det. Men nu, der var de på samme side. Hvad end deres forældre havde aftalt, så var det uretfærdigt og de to af dem ville hellere så langt væk fra hinanden som muligt, og ikke for første gang ønskede Clara at hun bare kunne tage til Turmelinien og bo igen.

”Vi skal nok tage os godt af Noah,” kom det lidt mere anstrengt fra Clara, som hun prøvede at smile pænt til Noah's forældre. Hun havde aldrig kunne lide Noahs mor, men hans far havde der aldrig været noget problem med, selvom hun ikke forstod hvad der gik igennem mandens hoved for at sætte dem i samme hus.

”I er forresten også velkommen til at blive til frokost, hvis I ønsker, men jeg kan også godt forstå hvis I har nogle flere ærinder i byen I skal have af vejen,” sagde Isabel, høfligt og venligt som altid, selvom hun kiggede over på hendes datter.

Kunne de ikke havde valgt et andet sted at sætte ham? Selvfølgelig var det efterhånden et motto i familien at netop familien kunne man altid regne med og gå til. Men han havde ikke lyst til at skulle bo under samme tag som Clara. Han havde ikke lyst til at være alene og ikke få sin vilje hvis tingene ikke gik som han forventede eller mente de skulle. Hvordan kunne han mor gøre det her mod ham? Hvorfor havde hun ikke modsat sig?! I sidste ende vidste han selvfølgelig godt at hun ikke ville kunne ændre hans fars mening. Hun var trods alt bare en kvinde som skulle adlyde sin ægtemand. Men skulle hun ikke også gøre alt for at holde sin søn i sikkerhed?! I stedet blev han placeret hos disse… disse særlinge.

Det sitrede næsten i Noahs ene øje. Tage os godt af Noah, ja det kunne hun sagtens sige! Han tvivlede på at hun ville gøre forsøget. Hun kunne ikke lide ham, han kunne ikke lide hende. Hvorfor overhovedet prøve at ændre på det.  Noahs far overtog ordet, smilende og venlig som den mand oftest, og ignorerede sin søns surmulen. Noah tænkte endda på sin lillesøster, som han ville komme til at savne i dette rod. Hende kunne han da altid regne med. ”Tak for tilbuddet, Isabel. Men vi har en del forretninger at se til i byen. Jeg vil nyde at komme til frokost næste gang vi er i byen, hvis det vil passe Dem og Deres datter” Noah havde lyst til at slå sin far. Hvordan kunne han være så høflig og elskværdig, overfor dem?
Det eneste Noah kunne glæde sig over var at selskabet gjorde klar til at bryde op og Noah kunne komme ud fra disse fire vægge, så længe det varede. Hans mor lagde en arm om hans skulder og begyndte at guide ham ”Endnu engang tak for jeres hjælp – jeg håber I alle går en god tid i møde” han gav hånd til Isabel, derefter til Clara og smilede irriterende opmuntrende til hende. Noahs mor nejede som det eneste, men Noah pustede sig en smule op for at blive rank og gik høfligt hen og tog Isabels hånd i sin og smilede så oprigtigt han kunne til hende, bød hende farvel og gik videre til Clara.

Hans ansigtsudtryk var en god blanding af hans indre kaos af følelser og den desperate maske der forsøgte at holde ham et neutralt udtryk. Han rakte hånden ud med et anstrengt smil. Han regnede med hun tog den, for hun var ligesom ham opdraget til det. ”Vi ses…” en ting der burde havde lydt mere munter hos mange andre, men lød mere tamt fra Noah, inden han gik tilbage til at have sin mors arm om skulderen og gik ud af hjemmet.
Hjertet hamrede i brystet på ham. Hvordan.. Hvordan skulle han dog overleve det her?

”Det er helt i orden, I skal endelig sende besked når I engang har tid,” tilbød hun. Hun kunne trods alt sagtens stable en middag på benene på ganske kort tid hvis der var gæster, og hun ville altid sørge for at tingen var i orden for hendes fætter, den formegentlig kommende efterfølger af Iorvo. Hun håbede dog at det her også lidt kunne hjælpe på at blodet mellem Noah og Clara ikke var ligeså slemme.
”Det er ingen årsag. Vi glæder os til at Noah flytter ind, og jeg håber ligeledes at I går en god tide i møde,” tilbød hun efterfølgende, før hun begyndte at sige farvel til dem.

Clara, som ligeledes passede humørmæssig til noah, måtte dog tage en dyb indånding, uden at vise det for, at få sig selv til at tvinge et smil på læberne og sige høfligt farvel til prinsen og prinsessen foran hende. Der var jo intet galt med Noahs far, selvom hun lige nu også forbandede ham lidt væk for at gøre det her.
Til sidst kom det dog til Noah, og hun kiggede lidt ned på hånden, før hun tog den i et meget fast håndtryk.
”Vi ses,” sagde hun mildt, før hun gav slip, og hun håbede så sandelig at Noah kunne mærke håndtrykket bare lidt endnu, selvom hun næppe kunne havde brugt for mange kræfter på det, at han ville vise det overfor sine forældre.

Hun kiggede efter Ernyell familien, som de forlod huset, og ligeså snart døren var lukket, og der var blevet stille igen, vendte hun sig mod Isabel igen, og jamrede sig, som var hun stadig blot et barn der var blevet mobbet. Clara var ikke sikker på hvordan hun skulle overleve det her.