Han kunne havde givet sig selv en dummeflad i nakken. Hun havde ikke været i stand til at gå som barn, så derfor så hun på. Det gav mening, selvom han stadig syntes de andre børn skulle havde fundet en måde at få hende med. Bare fordi man ikke kunne løbe rundt, kunne man stadig lege!
Tilføjelsen omkring hendes bror fik dog en rynke frem på hans pande. Det lød alt andet end rart. "Det.. Lyder helt ærligt ikke rart" Svarede han ærligt, men det var ikke han sted at blande sig i det. Og måden som Dag fortalte det, virkede hun meget kontant omkring hele situationen. At det bare var sådan livet var. Det ærgede ham.

For Arion var det oftest svært at sætte sig ind i hvor store forskelle der var i alles opdragelser og ikke mindst barndomsminder. Arion var opvokset med at alle var med, ligemeget køn, alder og andre problemer. Bevares nogen legede man mere med end andre, men på et eller andet punkt var alle med. Det ville Dag også havde været, var hun opvokset nær ham.

Dag sænkede blikket, og bed sig en smule i læben. Hun viste det, men det ramte hende alligevel altid lidt at høre det bekræftet udefra. Som om det på en eller anden måde betød mere når det var en anden der sagde det, at det vægtede tungere.

"Det er det heller ikke" svarede hun lavmælt, hendes stemme lydende næsten bar uden den underlæggende bebrejdelse eller sarkasme. 5 små ord, blottet for de lag af distance hun normalt holdt alle på arms længde med.
Hun sukkede, og den irriterede tone var tilbage allerede inden hun talte. "Men sådan er mit liv. Jeg kan ikke bare gå ud og finde noget andet" kommenterede hun affejende og tørt.
Hun var evigt afhængig af andre. Det var en bitter sandhed hun havde måtte sluge for længe siden.

Arion kunne simpelthen ikke undgå at have medlidenhed med hende. Det var fysisk umuligt ikke at få den glans i øjet og de rynkede øjenbryn frem i hans udtryk. Han havde ondt af at hun havde måtte leve sådan en barndom, hvor hun ikke kunne få lov at lege med de andre. Både på grund af sit handikap men også fordi hendes bror kontrollerede det hele. Han kunne slet ikke forestille sig det, og han var lykkelig for at det ikke var ham.

Men der gik ikke lang tid før hendes facade var oppe igen og stemmen smældede i den irriterende tone der næsten fik ham til at smile opgivende. Han forstod godt hvorfor. Det var hendes beskyttelse. Et fnysende grin forlod hans næse efterfulgt af et suk. ”Nej, det kan du vel ikke. Men jeg håber stadig der kommer en der ikke lytter til din bror og finder dig mere interessant at bruge tiden med” svarede han ærligt, og gav sig i kast med at gå videre igen efter et kort hvil. De var snart fremme.

Dag havde travlt med at kigge væk, for ikke at risikere måske at komme til at kunne lide idioten der bar hende. Og det var nok for det bedste, for det havde næppe gjort noget godt hvis hun havde set medlidenheden bølge over hans ansigt. Ironisk nok ville det til gengæld have stambet alle gløder af tolerance for hendes redningsmand ud, hårdt.

Dag havde altid foragtet den medlidenhed hendes tilstand affødte. Hellere være hadet end se folks medlidenhed forklædt som falsk venlighed.
Arion havde så sandelig balanceret på kanten, men hans fnysende grin ramte rigtigt. Det var ikke de kvalmende 'nååååh' hun så tit blev mødt med.

Arions ord fik Dag til at skærer en kort grimasse og et uforpligtende "Mmm" var alt svar der lød. Hun havde fundet venner, hvis man kunne kalde dem det. Folk der ville hende, og ikke lyttede til hendes bror. Men at de ikke lyttede stoppede næppe Nat fra at forsøge at ødelægge hendes liv. Tværtimod.

Stilheden faldt, og mellem de dalende snefnug, var der ikke megen anden lyd, end Arions tunge skridt. Dag pegede en enkelt gang for at angive de skulle dreje, og sukkede så opgivende som Englens Palæ kom til syne.
"Det er der. Men det er bedst for dig selv hvis du bare sætter mig ved døren" insisterede hun, og efter et øjebliks tænksomhed, uddybede hun.
"Min broder er hjemme, og vil nok påstå du har gjort et eller andet eller forsøg at tæve dig, og hvis det er min mor trækker hun dig bare med i seng". Det var nok ikke megen forklaring at gå på, men hendes tørre tone sagde den var oprigtig.

Der var så mange ting den unge lærling absolut ikke forstod ved denne kvinde han, med en god portion besvær, bare rundt på. Hendes afvigelser, og generelle irritation af hans tilstedeværelse. Det var en ny og underlig følelse at blive udsat for sådan en opførsel. Han burde virkelig i fremtiden overveje hvad der var sikrest og mindre kompliceret for ham at begive sig ud i!

Hendes uforpligtende svar, var en samtalestopper og han lod hende få stilheden hun formentlig higede efter. Det var også i orden hun ikke ville tale mere om det. Han havde givet sit besyv og mening, og det måtte hun tage som hun ønskede. Den frihed havde hun, trods sine andre restriktioner i livet.
Arion fulgte hendes arms indikering og drejede som anvist, inden han lod hovedet glide lidt tilbage og se synes af et palæ. Havde det været hans første dag, ville kæben være faldet åben, men han nøjes med kun at få store øjne.
”Det er noget af en familie De har Dem, Frøken” kom der en smule anstrengt fra Arion som han adlød hende og satte hende på trappetrinet. Han forblev knælet foran hende lidt efter. Han havde absolut ikke lyst til at blive hverken tævet eller hevet med ind i en seng, slet ikke begge dele. Han forstod hvorfor sådan noget ville ske, men tørheden i hendes toneleje sagde alt han behøvede.
”Held og lykke med Dem, Frøken”
Han rejste sig fra, børstede sit knæ, inden han bankede hårdt og fast på døren, og dernæst fortrak sig væk fra stedet ved at bakke ned af trinet, bakke et par ekstra skridt, sende hende et skævt smil og til sidst begynde at bevæge sig ned ad gaden med hænderne i lommen. Han kiggede sig over skulderen som døren blev åbnet.
Han tvivlede på at han nogensinde fik hende at se igen, men han håbede hendes familieforhold ville blive bedre med tiden.

Allerede som hun blev sat på dørtrinnet, var Dags sind allerede i gang med at omskrive aftenens begivenheder. Hvordan hans stemme havde dryppet af ynk og medlidenhed. Hvordan han var stoppet for at sikre hun var okay og ikke led overlast.
Det var hendes eneste sikring mod den ensomhed der ellers nippede i hendes hæle. Det var ikke fordi han havde udvist venlighed og interesse. Det var medynk, fra ende til anden.
"De er specielle, men nødvendige" sukkede hun let, med en opgivende gestus mod sine ben. Hun lignede næsten en kludedukke som hun sad der, i sin fine vinterkappe, lænende mod dørkarmen og benene liggende løst nedover trappen.

Dag sagde ikke mere, og så end ikke på ham, som han ønskede hende held og lykke, og bankede på døren. Først som han gik væk mumlede hun en sidste hilsen. "I lige måde.. og tak". Hun var ikke sikker på om han ville hører det, eller om hun overhoved ønskede han skulle hører det. Men vinterkulden gjorde luften stille og tys, og lyden rejste langt og ubesværet.

Det var derfor heller ikke noget problem at hører da døren gik op med et højlydt gisp. "MIN LILLE DAG!" lød den forfærdede kvindestemme, og synet der mødte Arion som han så sig tilbage var.. guddommeligt.
Kvinden lignede på ingen måde sin datter. Hun var et billede af kurvet, barmfærdig skønhed, kort hvidt hår, hvide klæder og enorme vinger. "Åh jeg har været så bekymret for dig lille skat" fortsatte kvinden, og samlede Dag op, som vejede hun ingenting. "Og så kold du er! Tænk på alle de forfærdelige ting der kunne være sket dig! Men nu skal mor nok tage sig af dig, så du kan få varmen og-" resten af kvindens ord ekkoede ud som hun forsvandt ind i huset, og først et øjeblik senere dukkede en anden skikkelse op, en tjener måske, og lukkede døren efter dem.