Rhayas læber pressede sig sammen til en tynd streg, da han tog halskæden op. Det var som om, den var et symbol på hendes fangeskab, for hun følte sig pludseligt meget mere som en fange, da han proppede den i lommen. Det var allerede gjort klart for hende, at hun ikke skulle prøve på noget, hverken flygte eller vaske sig uden nogen god grund, men at han havde taget halskæden var et eller andet sted endnu mere magtfuldt. Hun skulle bare have smidt den ud i søen. Så havde hun i det midste været fri for at nogen prøvede at kontrollere hendes evner.

Som han pegede ud i horisonten, nikkede hun hurtigt, og skyndte sig lige at tage et par håndfulde vand til og gnubbe ind i sin ømme skulder. Der kunne gå lang tid, før de kom forbi vand igen, og han ville næppe give hende lov til at rense såret i deres drikkevand. Det ville blive utroligt upraktisk hvis hun fik feber nu på grund af betændelsen i såret, og i forvejen havde hun svært ved at få det dækket tilstrækkeligt for den varme sol. 
Inden hun småløb hen til ham, dyppede hun sit tørklæde i vandet og bandt det om hovedet igen som den improviserede turban, det var. Øglefyren virkede meget mere varmeresistent end hende, så hun måtte gøre hvad hun kunne for at holde sig selv i god form. Han virkede ikke som en, der kunne tænke sig til at andre ikke havde det ligesom ham. 

Der gik nogle timer. Solen stegte fra himlen og sandet brændte under Rhayas sandalsåler. Hvad hun ikke ville give for et par lukkede sko, så de små skoldhede sandkorn ikke kunne komme ind mellem hendes tær. 
Efter lang tid uden noget snak imellem dem, besluttede Rhaya sig for at gøre endnu et forsøg på at få en smule ud af sin nye sære rejsepartner.
"Rhaya," sagde hun og pegede på sig selv.
"Øgle," fortsatte hun og pegede på ham.
"Rhaya. Øgle? Rhaya. Drage? Rhaya. Skælfyr?" Hun holdt en kort pause. "Hvad skal jeg kalde dig?"
Hun vidste godt, han ikke ville forstå hendes sidste spørgsmål, men måske ville hendes insisterende pegen og spørgen få et navn ud af ham. Det var i hvert fald et forsøg værd.

Ørkenen var et stort sted, større end Atesh kunne begribe. Han var blevet fortalt, at der var andet derude. Ja, han havde jo selv set noget af det på rejsen ned til sandet, men han havde ikke haft mulighed for at undersøge. Hans gruppe havde været mistroiske og bange for det nye, så hans nysgerrighed havde ikke haft mulighed for at blive stillet. Og så havde de nået ørkenen, hvor der mest bare var sand. Han havde kigget på de dyr, han kunne finde i varmen, set på de sære træer ved oaserne og suget så meget til sig af den hede verden. 
Men han vidste ikke, hvor han var. Han havde en fornemmelse af, hvilken retning han var kommet fra, siden han havde valgt at gå med solopgangen i ryggen, men mere vidste han ikke. Hvad ventede forude? Hvor langt var der?

Spørgsmål han egentligt havde lyst til at stille slaven, men ikke havde ordene til og heller ikke lige vidste, hvordan han skulle forklare med håndtegn. Måske det var en god idé at tvinge hende til at lære ham sit sprog. Udtalen ville blive svær, siden der var så stor forskel på, hvor deres tale lå i mund og hals, men mon ikke, at han kunne finde ud af det.
Timerne gik, mens hans store fødder satte spor i sandet og solen bagte ned over dem. Det var varmt, men han kunne lide det. Pludseligt afbrød hun hans tanker ved at snakke til ham. Han drejede hovedet og så ned på hende, mens hun sagde det, han havde opfattet som hendes navn. Derefter pegede hun på ham og sagde et andet ord, han ikke vidste, hvad betød. Sådan fortsatte hun lidt, hvor hun sagde hendes navn og derefter pegede på ham og sagde noget nyt.

Han forstod, hvad hun ville. Hun ville kende hans navn. Tavst betragtede han hende lidt, næsten som om, at han var ved at overveje, hvad det passende svar ville være, inden der kom en respons. Langsomt løftede han en hånd og pegede sig selv i brystet med en tyk finger.
"Atesh." Derefter pegede han på hende. "Rhaya." En anerkendelse af, at han havde fanget hendes navn. Men mere gjorde han heller ikke, som han vendte blikket fremad og fortsatte med at gå. Han ville gerne lære hendes sprog. Men han vidste ikke, hvordan han skulle gøre. Så det ville han bruge noget tid på at tænke over. Han var ikke den, der forhastede beslutninger.

Rhaya smilede stort da hun endelig fik vristet et navn ud af den sære skabning. Atesh.
"Atesh," sagde hun i bekræftende toneleje og havde ikke noget imod at gå videre i stilhed. 
Nu havde hun fået hans navn, og det var et stort skridt på vejen til at kunne forstå hinanden bare en lille smule og måske på sigt få at vide, hvad han ville med hende.

Som de gik blev det bløde sand langsomt erstattet af lidt mere hårde sten og større klippeformationer. Klipperne var rødbrune i solens skær og små huler kunne ses, både for små dyr og lidt større fra stenskred. Helt automatisk kom de op at gå på en forhøjet del af formationerne, og lidt fremme spottede Rhaya en karavane, der holdt hvil i skyggen fra en af de højere klipper.
Hun tog fat i Ateshs arm og pegede, mens de stadig var langt nok væk til at kunne komme ud af syne, inden de blev opdaget. Hun var ved at være træt i fødderne, og hvis hun kunne få ham til at forstå, at man kunne ride på en kamel, kunne hun måske overbevise ham om, at de skulle stjæle en. Han måtte have opdaget, hvordan hendes tempo havde været stødt faldende den sidste times tid.

"Kamel," sagde hun og bøjede sig ned.
Med fingrene tegnede hun et groft omrids af en kamel i det løse sand på klippen, og derefter tegnede hun to personer på den. "Ride."
Efter det pegede hun på sine fødder og skar ansigt. "Av av."

Landskabet ændrede sig en smule og Atesh så sig nysgerrigt omkring. Et eller andet krybdyr, han ikke havde set før, fangede hans opmærksomhed og han fulgte det med blikket. Et eller andet sted kunne han godt se ligheden mellem det og hans folk, hvilket bare gjorde ham endnu mere nysgerrig. Han vidste, at han på en eller anden måde var i familie med noget kaldet "drager". Men ingen havde forklaret ham, hvordan eller hvad en drage egentligt var. Men han var ret sikker på, at det ikke var det lille dyr på den varme klippe.

Han blev brat hevet ud af sine tanker, da Rhaya tog ved hans arm. Forskrækket var han ved at løfte en hånd for at slå til hende, men hendes opmærksomhed var i stedet rettet mod noget, hun pegede i mod. Hans blik gled til væsnerne, der havde fundet en plads i skyggen. De var langt nok væk til ikke at være en forestående trussel og han stirrede lidt på dem. Det var kun den anden karavane, han havde set. Den Rhaya havde været i, var den første. Og det var ikke ligefrem gået godt.
Hans blik gled ned til det lille væsen, der tegnede et af de underligt udseende dyr i sandet. Man kunne svagt se hans mund og muskler i halsen bevæge sig, som han lydløst gentog ordene. Kamel. Ride.

Hun ville have en kamel til at ride på, fordi hun var træt af at gå. Han rynkede kort på næsen og så mod gruppen igen. Det var for farligt. Der havde kun været to med våben i den sidste karavane. Og han have ikke noget i mod at gå.
En afvisende brummen lød fra ham, inden han pegede videre i den retning de var på vej i mod. Var hun for langsom til at rejse sig, greb han fat i hendes hår og begyndte at slæbe hende.
Han var nysgerrig og han ville gerne møde de fremmede og betragte "kamel" nærmere, men den sidste reaktion han havde fået, fortalte ham, at han nok ikke ville blive taget godt i mod, især ikke, når han ikke kunne tale sproget. Og han kendte ikke så meget til begrebet at stjæle, det havde ikke været nødvendigt i hans liv, og han tvivlede på, at de ville give dem en kamel for ingenting.
Medmindre hun gjorde noget for at stoppe ham, fortsatte han med tag i hende eller ej, og snart kom sandet tilbage.

En time senere begyndte Rhayas tempo at falde drastisk. Atesh havde ikke givet hende vand, og han virkede ikke modtagelig over for hendes ord. Det havde jo nok noget at gøre med, hvor meget og hvor højlydt Rhaya havde brokket sig over, at han ikke var med på at stjæle en kamel. Hun havde smidt en lang køre efter ham om, hvorfor det ville gavne dem begge at have en kamel med. Atesh kunne ridde på den sammen med Rhaya, og de ville komme hurtigere frem, have plads til oppakning - hvis de altså fik noget væsentligt af slagsen - og de ville kunne spise dens kød, hvis Atesh på en eller anden måde formåede at ride den ihjel. 
Og i forhold til hvor hårdt han kørte Rhaya lige nu, var det ikke et urealistisk scenarie. Han havde slæbt hende fra kamel-karavanen i håret, fordi hun ikke var fulgt med ham hurtigt nok, og først efter alt for mange meter havde hun fået lov til at gå på egne ben igen. De ben var nu trætte og udkørte, og hun følte sig som en indtørret rosin under den bagende sol.

"Vand..." bad hun svagt - igen - og tog denne gang fat i Ateshs arm, forsigtigt, for hun vidste, at sprogbarrieren imellem dem kunne få ham til at handle lidt for hurtigt og tro, hun var genstridig. 
Hun så bedende op på ham, og slap armen igen, inden han kunne nå at slå ud efter hende. Idet glemte hun at se sig for, og hun gled i en ujævn bunke sand. Hendes fødder forsvandt under hende, og hun tumlede ned ad en lille sandbanke, mens en hård vind blæste ind over hende og gav hende lidt sand på toppen. Da hun endelig lå stille, kunne hun næsten ikke få sig selv op at stå. Hun havde nu også sand i munden, og det gjorde kun den tørre følelse værre. 
Med et støn rullede hun rundt så hun lå på ryggen og fik den alt for skarpe sol i øjenene, mens hun spyttede sand og vildfarne hårstrå ud af munden og besluttede sig for, at hun ikke ville gå mere, før Atesh gav hende noget vand. Ellers måtte han slå hende ihjel og få det overstået. Måske det alligevel var det uundgåelige. Hvordan kunne hun vide, at det ikke var det han planlagde når de nåede frem til hvorend han førte hende? Det eneste hun vidste var, at de ikke var på vej tilbage til Balzera, og den del priste hun sig lykkelig for. Vargas ville ikke lade hende slippe så let igen, hvis han fandt ud af, at hun var undsluppet den skæbne, han havde solgt hende til.

Atesh’ tålmodighed var blevet sat på en prøve, efter han havde slæbt hende videre fra synet af karavanen. Så meget lyd, der var i så lille et væsen?! Og han havde ikke forstået noget som helst, ud over at hun var glad for at gentage ordet ”kamel”, han nu kunne genkende. På et tidspunkt var hun dog holdt op med at skabe sig og de kunne gå videre i velsignet stilhed.
Han var begyndt at holde op med at holde skarpt øje med hende. Det virkede ikke som om, at hun kom særligt hurtigt frem i sandet, så han var efterhånden ikke begyndt at frygte, at hun ville forsøge at løbe fra ham. Og det viste sig da også, at hun troligt fulgte efter ham, også selvom han gik lidt foran hende.

Det gav et svagt ryk i ham, da hun tog ved hans arm. Han var faldet lidt hen i tanker, og så lidt brysk på hende. Hun sagde et ord, han ikke kendte, men som hun havde sagt før. Hvad mod det betød? Inden han kunne nå at reagere, væltede ørkenelveren. Hans blik fulgte hende, som hun trillede ned fra toppen af sandbanken og blev fyldt med sand. Afventende blev han stående, men da det ikke så ud til, at hun ville rejse sig igen, vadede han med store skridt ned til hende. Hun var da uduelig. Var hun ikke? I hans hoved var hun stadig en meget lidt værdsat slave, og han kunne godt se, hvorfor. Men hun var tydeligvis svagere end ham og et eller andet nagede ham lidt ved det.

Nede ved hende betragtede han hende lidt, som hun fik spyttet sand og hår ud af munden. Man kunne næsten se på ham, hvordan tandhjulene drejede rundt inde i hovedet på ham. Det gik sådan lidt op for ham, at hun nok havde brug for en pause. Måske det var det, dette ”vand” betød? Han vidste det ikke, men han besluttede sig i hvert fald for at dette sted var lige så godt som enhvert andet, så han satte tasken fra sig og satte sig i skrædderstilling i sandet ved siden af hende. Efter et øjebliks tøven, fandt han det ene vandskind frem og rakte det til hende. Vand. Han kunne selv drikke noget, men var ikke desperat tørstig på nogen måde. Men måske det lille væsen havde brug for mere væde end ham?

Rhaya var overrasket over at Atesh valgte at sætte sig ned ved siden af hende og tydeligvis holde pause. Hun havde forventet, at han ville blive sur og hive hende op at stå og det mindst ville have taget hende et par timer til, før hun fik ham overtalt til at give hende noget vand. Men nu holdt han et vandskind frem mod hende. Havde han forstået?
Træt hev Rhaya sig op at sidde på den ene albue og tog imod vandskindet. Grådigt drak hun af det og mærkede, hvordan hendes krop tog imod hver enkelt dråbe. Da hun var færdig, satte hun proppen i igen og pegede på vandskindet. 
"Vand," sagde hun. 

For en gangs skyld gad hun ikke give flere gentagelser. Hun var udmattet og øm og træt af alt det forbistrede sand. Hun var længere væk hjemmefra end hun nogensinde havde været, hun anede ikke hvor hun blev ført hen, og hun havde mistet al kontrol over sit liv. Hun var blevet det, hun allermest havde frygtet hele sit liv. En slave. En andens egendom. Hun havde mistet den frihed, der betød alt for hendes verden, og selvom hun ikke bar lænker, tyngede vægten af trældom hende ned. 
I noget tid sad hun bare i sandet og undgik Ateshs blik. Hun kunne mærke tårerne presse sig på, men hun tvang dem ned og bed tænderne hårdt sammen for ikke at hulke. Han ville ikke kunne give hende den omsorg og forståelse, hun havde brug for. I stedet tog hun en dyb indånding og begyndte at tegne i sandet. 

Streg efter streg. Der var bare en grov skitse taget ud af et gammelt minde, men det tog hende alligevel tyve minutter at få helt, som hun mente, det skulle være. Flere gange viskede hun streger ud og lavede lidt om. Til sidst satte hun sig på knæ foran tegningen og tog en lidt større sten op fra sandet. Hun pegede på Atesh og så på stenen, som hun lagde i bunden af tegningen. 
Det forestillede Krystallandet. Engang havde hun set et kort i Thal'Elor, og selvom hun sikkert havde fået nogle af delene forkert i sin efterligning, var det nogenlunde vellignende. Hun havde tegnet streger rundt om ørkenen og oppe i toppen samt ude til højre havde hun tegnet bjerge. Hun havde aldrig selv set bjerge i virkeligheden, men de var tegnet som trekanter uden bund på alle kort, hun havde set, og med de malerier, hun havde set af dem, vidste hun, at de var højere end noget andet. På hver side af kortet havde hun tegnet en sol, og en pil gik fra højre mod venstre for at vise solens bane over landet. 
Så tog hun blikket fra stregerne i sandet og kiggede spørgende op på sin fangevogter.

Det var lige før Atesh tog vandskindet fra hende igen, da hun blev ved med at drikke. Så meget vand var der heller ikke, og han vidste ikke, hvornår de stødte på noget mere. Men hun tog selv skindet fra munden, inden han fik løftet hånden. Vand. Ordet hun havde sagt så mange gange. Igen kunne man godt se på ham, at han lydløst forsøgte at få tungen til at forme sig rigtigt. Vand. Kamel. Rhaya. Det var da en start.
Han tog i mod vandskindet og drak selv et par slurke, der ret hurtigt løb op i det samme, som hun havde drukket. Lidt tænksomt satte han proppen i og rystede skindet lidt. Nej, de skulle nok snart have fundet noget vand. Ind til da måtte han spare lidt på det, for det var ret tydeligt, at hun havde brug for mere end ham, når hun allerede efter en halv dag var i så stor nød efter vand.

Hun sagde ikke mere, men sad bare og stirrede frem for sig, så Atesh valgte at de godt kunne sidde der lidt. Solen bagte ned over dem, hvilket ikke gjorde ham noget. Heden kunne ses, som en svag flimren i luften hen over sandet, hvilket han fandt smukt. Varme var smukt.
Han drejede hovedet lidt og så ned, da hun begyndte at tegne i sandet. Nysgerrigt fulgte han hendes arbejde, selvom han ikke kunne se nogen mening i hendes streger. Men det var tydeligvis noget, der skulle tegnes korrekt, som hun hviskede ud og tegnede om.

Til sidst tog hun en sten og pegede på ham og derefter den, inden hun lagde den i bunden af tegningen. Atesh havde aldrig set et kort før, og først forstod han ikke, hvad hun mente. Men som han lagde to og to sammen, solen, stenen, der åbenbart var ham, begyndte han at forstå. Langsomt pegede han på stenen og så på hende og sig selv, mens hans øjne udtrykte et spørgsmål, han ikke ville stille hende, fordi hun ikke ville forstå det alligevel. Derefter fulgte hans finger pilen fra sol til sol, hvorefter han pegede op i himlen og lod fingeren glide fra øst til vest. Han så afventende på hende, for at få det bekræftet, inden han lænede sig frem og så nærmere på tegningen, fascineret over at man kunne tegne verden. For det var, hvad det var, ikke?

Han vidste ikke, hvor stort det skulle forestille at være, men han havde ind til videre rejst syd på med sin klan, inden han var begyndt at rejse vest på. Hans finger hang over stenen, som han endte med at flytte, så han bedre kunne fornemme det hele. Han var der. Men hvorhenne? Vidste hun præcist hvor? Han skævede kort til hende, inden han besluttede sig for, at han tvivlede. Hans finger fortsatte til venstre, mod vest, indtil den nåede kanten, hun havde tegnet. Hvad skete der, når man nåede kanten? Sluttede verden? Han pegede på stykket udenfor stregen og så spørgende på hende.

Det var ikke til at sige, om Atesh var tilfreds eller utilfreds med at hun opholdt dem der i sandet, men i det mindste lod han til at se på hendes tegning og ikke bare gå videre, ligesom med kamelen tidligere.
Da han pegede ud på kanten af hendes improviserede kort, gik det op for hende, at han nok aldrig havde set noget lignende før. Det var da også kun fordi hun selv kom fra en civiliseret kultur, at hun havde. Hun drog et dybt åndedræt og tog sig et par sekunder om at tænke, hvordan hun skulle forklare det. Så tegnede hun bølgede streger der, hvor Atesh pegede, og kiggede op på ham. 
"Vand, vand, vand," sagde hun så, og håbede, at han forstod, at der var tale om rigtig meget vand. 
Åh, hvis han ikke anede, hvad hun prøvede at vise ham, kunne det her blive en meget besværlig samtale. Hvis man da overhovedet kunne kalde det en samtale. 

Hun pegede på den streg, hun havde sat for at afgrænse ørkenen. Så gled hun sin finger rundt i hele ørken området, mens hun med den anden hånd tog en håndfuld sand op. 
"Sand, sand, sand," sagde hun og lagde ekstra tryk på s-lyden, så det ikke ville blive forvekslet med vand.
Nu pegede hun på området over ørkenen, Medanien, og et stykke væk fra kort-tegningen tegnede hun et lille udsnit med nogle træer og nogle firbenede dyr.
"Mad," sagde hun og gjorde en bevægelse som om hun spiste noget i sin hånd. 

Der var ikke meget mad her i ørkenen, og jo mere hun fulgte efter Atesh, jo mindre lod han til at have en plan. Og selvom han ikke lignede en, der havde det hårdt, ville Rhaya selv næppe kunne holde til flere uger herude uden nok mad og vand. Hun var allerede svag efter den hårde behandling fra vagterne, så den bedste metode lige nu virkede til at overbevise Atesh om at gå mod Medanien, hvor der i det mindste ville være nogle dyr at jage. 
Rhaya pegede mod nordvest med den ene hånd og ned på Medanien på kortet med den anden.

Vand, vand, vand. Atesh rynkede panden en smule. Forstod han hende rigtigt? Mente hun, at der var vand ude for stregen? Hans blik fulgte stregen rundt. Så skulle der være meget vand. Det største vand, han havde set, var en stor sø og en flod og han havde ikke kapaciteten til at forestille sig ret meget mere vand end dét på én gang. Han vidste ikke, om han troede på hende, så han fnøs afvisende ved tanken om så meget vand. Det ville han se, før han troede det!

Stadig med det lidt afvisende udtryk i ansigtet, så han hende tegne rundt om der, hvor hun havde sagt, at de var. Og så sagde hun et ord, der lød lige som ordet vand men med en lidt anden lyd. S-and. Sand. En lille tanke om, at det her sprog nok blev sværere at lære end først troet, gled igennem ham. Vand og sand. Han forsøgte at indprinte sig forskellen på de to ord, både lyd og betydning. Han var fristet til at sige det højt, men gjorde det ikke. Følte en hvis modstand ved at lade hende vide, at han ville lære. At være nysgerrig på den måde, var ikke så velset i mellem de dragefødte, for hvad skulle de bruge sådan noget til? Så han var tavs, mens han fulgte hendes fingers bevægelser.

Han var ikke helt sikker på, at han forstod det sidste med de små tegninger. Dyrene kunne han godt regne ud, hvad var. Og var det andet... træer? Det var jo ikke nyt for ham, han kom fra et sted med dyr og træer. Så hvad ville hun med det? Ordet "mad" sagde ham ikke lige noget, ikke før hun lavede bevægelser til at illustrere, at hun spiste. Ah. Der var mad i det område. Men det var ikke den vej, de skulle. De skulle ud til stregen og se, hvad hun mente med vand. Det var alligevel i den retning de var på vej i, i forvejen.
Så da hun pegede i en anden retning, kom han med et afvisende grynt og rejste sig. Nej. Den vej. Han løftede en muskuløs arm og pegede den vej, han ville. Stik vest. Han lagde vandskindet tilbage i tasken, svingede tasken over skulderen og så så afventende på hende. Op at stå. Videre. 
Ville hun ikke rejse sig, jamen så gjorde han som før. Greb hende i håret og slæbte hende.

Synet mødte dem efter en uge og tre enorme sandbanker. Det havde været en funklen i horisontlinjen den sidste dags tid, og Rhaya havde forgæves forsøgt at fortælle sin kidnapper, at det var vand, der funklede sådan, men som sædvanligt var hun ikke blevet hørt meget på. 
Så længe hun bare gik, gjorde han ikke nogle voldsomme ting, såsom at hive hende med sig i håret. Hvad han skulle bruge hende til, forstod hun stadig ikke. Han var ikke super snaksaglig, og hun havde lidt givet op efter at han ikke havde virket særligt interesseret i hendes korttegning. Sikket spild af tid. 
Rhaya var sunket ned i sine egne tanker, mens solen bagte på de to vandrende sjæle oppe fra himlen. Men tankerne føltes mørkere end noget kunne lyse op, og hun følte sin sjæl blive trukket ned under jorden og kvalt under sandet. Ude i det fri, og stadig så fanget...

Men nu var de her endelig. Verdens ende. I hvert fald når man var på to ben.
Som de besteg det sidste sandbjerg, kom de blændende stjerner i vandets genspejling af solens stråler til syne, og det endeløse blå gik i ét med himlen og strakte sig lige så langt, som sandet gjorde bag dem. Det lignede at en million små perler var strøet ud over bælgerne og gik i opløsning, som de brusede ind over hinanden og slog ind imod sandet for så at trække sig tilbage og lægge an til endnu et slag. Hver bølge så ud til at æde af sandbankerne, der faldt så stejlt ned imod dybet, at Rhaya et øjeblik fik højdeskræk ved tanken om at glide derned og ikke kunne kravle tilbage op på land. Sand, der bare løst og villigt gled nedad og lod sig opsluge...

Hvorfor ville han så gerne herud? Hun havde fortalt ham, hvad der var herude, og det var ikke fordi hun regnede med, han pludselig viste sig at kunne magisk frembringe en båd midt i det hele. Dertil kom, at vandet fra havet ikke var til at drikke for almindelige væsner, og de havde rationeret nok på deres beholdning til, at der stadig var en smule i bunden af skindene. 
Der slog det hende, og hun kiggede forsigtigt op på den høje dragefyr. "Du har aldrig set havet, har du?"

Dagene var gået. Atesh havde ikke gjort mange forsøg på at kommunikere med sin uvillige følgesven. Hun brokkede sig så han fik hovedpine, uden at han forstod, hvad hun ville, men han havde ikke forsøgt at få hende til at gå væk. Det virkede ikke til, at hun formåede at kunne klare sig selv i sandet, og nu han selv havde valgt at slæbe hende med, kunne han ikke bare efterlade hende i varmen.
Han sørgede for, at hun fik mere at spise end ham. Han blev en smule gnaven af at være sulten, men han ville ikke dø af det. Hun virkede som et svageligt væsen med et stort behov for mad og vand og han forsøgte at opfylde det behov, efter de første par dage, hvor hun var skvattet om og hele tiden peb efter vand. 
De første nætter havde foregået med en hånd på hendes ben eller arm eller fingrene snoet ind i hendes hår, men hun virkede ikke til at ville gå nogen steder, så det var han holdt op med. Til gengæld var det gået op for ham, at hun frøs, så han havde ladet hende sove tættere på ham, nogle gange helt op af hans ryg. Han var varm. Egentligt lå det ikke til ham at være så sød, men hun var så... sølle. Som et lille krølpelset dyr, der var afhængig af ham.

En dag var der dukket noget op i horisonten. Han kunne ikke se, hvad det var, og havde været meget på vagt, men Rhaya havde ikke virket bange. Og hun blev ved med at sige, at det var vand. Han forstod det ikke. Det kunne umuligt være vand. Han var begyndt at brumme irriteret af hende for at få hende til at tie stille.
Han havde ikke kunnet se for sig, hvordan det kunne være vand. Så meget af det. Og selv hvis han havde, ville virkeligheden overgå fantasien. Da de gik op af den sidste dyne af sand, bredte det sig foran ham. Vandet. Så langt øjet rakte. Det glimtede i solen, som det var i bevægelse og slog ind i mod sandet under dem.

Atesh gik i stå. Synet var overvældende og han kaperede ikke rigtigt at reagere på det. Stod der bare og så på det smukke syn. Der var så meget, der skulle forstås. Var der noget på den anden side af vandet? Hvor langt strakte det? Hvor dybt var det? Var der fisk i det? Hvor store kunne sådan nogle fisk blive?! 
Han var helt blæst væk af synet og hørte ikke, at Rhaya sagde noget. Og så dog, lidt efter drejede han sig i mod hende og pegede ud over vandet. 
"Hvad er det? Hvad hedder det? Hvad er der på den anden side?!" Han kom med en frustreret lyd og hans blik flakkede fra hende til vandet og tilbage igen. Hvorfor kunne de ikke snakke sammen?! Frustrationen var tydelig i hans ellers ikke så læselige ansigt, og han fnøs som han besluttede sig for at forsøge at tage et af hendes grimme ord i munden.
"Vand?!" Det var lidt skævt udtalt, men han kunne ikke gøre det bedre uden rigtig øvelse. At sige ordet vand var tydeligvis ikke nok, for ja, han kunne se at det var vand. Men han ville vide mere! Hvorfor talte hun også sådan et underligt sprog?! Han drejede sig så han så mod havet igen, igen med en lyd. Det var så smukt. Var resten af verden også så smuk?

Atesh var gået helt i stå. Hun betragtede ham, mens synet af havet fik lov til at sætte sig fast på hans nethinde. Da det først var sket, væltede ordene også bare ud af munden på ham. Ord, Rhaya kunne forstå lige så meget som bølgernes brusen under dem. Han virkede opildnet og videnbegærlig på en næsten aggressiv måde, og hun blev kort bange for, at han ville slå hende blot for ikke at forstå, hvad han spurgte om. 

Men så skete der noget andet... Han prøvede en ny fremgangsmåde.
"Ja!" udbrød Rhaya, så snart ordet vand forlod Ateshs læber. "Vand!" Hun pegede ivrigt ud over det. "Vand, vand, vand. Ikke andet end vand."
Rhaya trådte et skridt bagud og satte sig ned på hug for så at skitsere omridset af landet igen - ligesom det kort hun havde tegnet for Atesh et par dage tidligere. Hun gjorde ikke lige så meget ud af det denne gang, dog. Med omridset nogenlunde korrekt og et let skraveret indre, pegede hun igen på alt det uden om igen og mødte Ateshs blik. 
"Vand."
Hun pegede på det skraverede indre, mens hun klappede på sandet ved siden af sig. "Land."
Rhaya håbede inderligt at dette ikke ville få ham til at synes, de skulle gå hele verden rundt for at tjekke, at der var vand på alle sider af dem. Eller besøge alle øerne rundt om Krystallandet. Åh nej, Rhaya skulle også fortælle ham om øer, skulle hun ikke? Hvis han ikke anede, hvad vand større end en sø var, anede han sikkert ingenting om øer. Hun kiggede ned på sin tegning igen og overvejede, om hun skulle tegne Topalis ude til venstre. Det ville nok bare forvirre ham for nu. 

Atesh matte have udtalt ordet korrekt nok, for den unge kvinde gentog ordet flere gange og pegede ud over det. Men han kunne godt se, at det var vand! Han ville vide mere! Men inden han kunne overveje at forsøge at forklare hende det, satte hun sig på hug i sandet for at tegne igen. Samme form som tidligere. Landet de var i. Som åbenbart var omgivet af vand?! Hvorfor havde ingen fortalt ham det? Et stik af vrede over manglen på viden gik igennem ham. Han vidste intet – det var en ting, han vidste. Og han hadede det.

Der var ikke noget nyt i det, hun viste ham, men denne gang forstod han. Vand. Han havde set det med sine egne øjne. Der var så meget af det. Det strakte sig ud over horisonten og fulgte kanten af ørkenen så langt øjet rakte til begge sider. Han troede på hende, som hun igen gentog, at der var vand hele vejen rundt. Men det rejste så mange spørgsmål for ham. Før havde han nok spekuleret på, hvor stor verden var. Hvor langt strakte ørkenen sig? For evigt? Hvad var der efter den, hvis den ikke gjorde? Men nu. Hans egen verden var nu begrænset af vand. Men strakte vandet sig for evigt eller var der noget på den anden side? Atesh sind var blæst omkuld over denne nye viden og mangel på samme. Han følte sig pludseligt meget lille og meget dum, og det var ikke en følelse han kunne lide. Den gjorde ham vred.

Det hjalp ikke, da hun sagde to ord, der mindede om hinanden. Vand kendte han, det andet… udtalen var ikke helt den samme, men lyden var. Han forstod godt meningen med ordet, selvom han ikke var sikker på dets præcise betydning. Jord, sand, land, noget i den stil, hvis det mindede om et ord, der var hans i hans sprog.
Der var et par muligheder for ham nu. Enten kunne han vælge at slæbe hende med videre, som han havde gjort indtil nu. Tavst og uinteresseret. Han kunne forlade hende, finde et sted at gå ned til vandet og følge det i en vilkårlig retning for at se, hvad der var længere fremme. Eller han kunne benytte sig af, at hun var der. Hun virkede villig nok til at ville fortælle ham ting.
Det tog ham et øjeblik at få ro nok på sine tanker til at tage en beslutning, imens stirrede han ned på hende. Til sidst satte han sig på hug og bankede en finger med en klo ned midt i hendes tegning, mens han så på hende med vred forventning i blikket. Gentag ordet, ville han sige, men han håbede hun kunne forstå hans gestus.

Et sug gik igennem Rhayas mave, da han så på hende og pegede midt i tegningen. Han ville rent faktisk vide mere! Uden at hive hende med, ikke reagere eller bare virke frustreret. Altså, han virkede stadig frustreret, men han virkede også interesseret nu. Som om det endelig gik op for ham, at han blev nødt til at gøre halvdelen af indsatsen, hvis de nogensinde skulle kunne forstå hinanden. Faktisk kommunikation - endelig!

Hun så på hans finger og nikkede, mens hun løftede blikket til hans igen. 
"Land," sagde hun, og bankede så igen ved siden af sig. "Land."
Hun førte sin finger hele vejen uden om tegningens grænser og holdt hånden henover kortet. "Krystallandet."
Måske var det for meget allerede at udvide med navnet, men hun håbede at han huskede tilbage på da de første gang snakkede sammen, og hun havde peget på sine ører og fortalt, hun var en elver, og derefter fortalt sit navn. Samme taktik håbede hun virkede her, så hun kunne få en smule fælles referenceramme ligesom de havde fået med navnene. Atesh måtte da vide, hvad landet hed. 

Hun håbede han ville tage hendes ord til sig og selv prøve - måske sige ordene på sit eget sprog? Sociale interaktioner var tydeligvis ikke hans stærke side, men at han gav udtryk for at ville prøve at lære nu, var en god ting. Det lod til, han havde tænkt sig at hive hende med og beholde hende et stykke tid, så hun kunne lige så godt prøve at få det bedste ud af det. I det mindste var hun ikke endt i den mine, hun havde været på vej til, og selvom Atesh stadig var fysisk hård ved hende, var det ingenting i forhold til hvad hun havde været udsat for ellers de sidste to uger.

Det så heldigvis ud til, at hun forstod hans handling, for hun gentog ordet. To gange. En svag og irriteret brummen kom fra ham, for han forstod godt, hvad det var, det var ordet i sig selv, han ville forstå. Udtalelsen. Man kunne se på musklerne i hans ansigt og hals, at han forsøgte at forme lyden uden at sige den højt. Han havde ikke lyst til at fejle. Det skulle være rigtigt i første forsøg. Fejl var ikke en mulighed, sådan var han opdraget. Men han vidste godt, at han ville få meget svært ved at skulle udtale hendes ord uden at gøre det forkert. De bløde lyde var langt fra hans eget sprog, og han kunne ikke blive ved med at prøve sig frem uden lyd. Så han var lige ved at skulle udtale det højt, da hun sagde et andet ord. Det var langt og hun sagde det for hurtigt til, at han kunne nå at høre det ordentligt.

Meningen forstod han dog igen. Hendes hånd over tegningen angav, at det var navnet på landet. Krystallandet. Han vidste godt, hvad landet hed, men på sit eget sprog.
Men han havde ikke haft mulighed for at kunne kopiere ordet, som hun sagde det, og vreden fik ham til at hvæse dæmpet og slå en knyttet hånd i sandet, så det stod op til alle sider. Det gik for stærkt. Ét ord af gangen.

Nej, pludseligt fik han nok, og han rejste sig med et sæt. Nu gad han ikke mere, han havde brug for at tygge lidt på det hele. Tænke over det. Og han tænkte bedste, når han gik. Men hvilken vej? Hans blik gled over omgivelserne og op mod solen. Hun havde tegnet solen på det tidligere kort, vist hvilken vej den flyttede sig. Og nu havde han vandet at gå ud fra. Han huskede kortet, den ene vej var ørken og den anden vej var resten af landet. Der var ingen tvivl om, hvilken vej hun ville. Og han vidste, at han ville samme vej i stedet for at blive i ørkenen.
Han rettede sit hårde blik mod hende og pegede nord på. Forstod hun ikke, at hun skulle rejse sig og gå, ville han først forsøge at intimidere hende til det med sin store skikkelse, og virkede det ikke, ville han flå hende på benene og skubbe hende af sted. Kom han tæt nok på hende, ville hun kunne mærke, at han var blevet noget varmere, af ren og skær frustration og vrede.

Endelig! Det var med lidt ekstra energi i hendes ben, at Rhaya sprang op at stå for at følge med Atesh. Endelig skulle de nordpå mod andet end sand, mod skove og vand, bakker og marker. Væk fra disse endeløse sandbanker. Hun ville slippe for små korn i skoene og den bagende sol, der udtørrede hendes krop, når nu hendes rejsepartner ikke var videre villig til at vande hende så meget, som hun havde behov for. 
Hun havde aldrig været langt uden for ørkenen - de var kun lige nået til udkanten dengang hun havde startet sin dannelsesrejse -  og selvom hun følte, det burde skræmme hende at være på vej væk fra det varme sand, som var det eneste, hun kendte, følte hun sig spændt. Hun var endda på vej ud i verden med et væsen, hun ikke engang vidste, hvad var, og som hun ikke kunne kommunikere ordentligt med, men lige der besluttede hun sig for at det var lige meget. Nu havde han forstået, at hun hele tiden havde prøvet at lede ham i en bedre retning - en retning med vand og skygge - og hans forsøg på at tale krystasiliansk var en god start på deres kommunikationsproblem.

"Land," gentog hun endnu engang, da hun nåede op på siden af Atesh. 
Denne gang trak hun på lydene og gjorde hver del af ordet så lang, som hun kunne. Det var ikke helt sunket ind, at Atesh virkelig havde prøvet at efterligne hendes sprog, da han havde knælet foran hendes tegning i sandet, men nu hvor hun tænkte over det, faldt brikkerne på plads for hende. Han virkede ikke til at have megen erfaring eller viden om Krystallandet, så enten havde han levet enormt isoleret, eller også var han først for nyligt kommet hertil. Det var ikke uhørt, at der kom væsner fra andre dimensioner, og måske var han sådan en. Selvom han virkede vred det meste af tiden, virkede han også vidensbegærlig. Og måske kunne hendes tale hjælpe til med at stemningen mellem dem ikke var så hård hele tiden.

De store fødder skred igennem sandet, som han begyndte at gå i en ny retning. Mod noget nyt. Et eller andet sted glædede han sig til at komme ud af ørkenen. Ikke at han havde noget i mod varmen og tørken, men det var en smule ensformigt. Men hvad var der på den anden side? Han kendte til bjerge og klipper og han havde set skov på afstand, som hans gruppe havde bevæget sig stik sydpå fra Værket, langs bjergene, der lukkede sig om Kzar Mora. Der havde heller ikke været meget variation i omgivelserne, selvom Atesh allerede der havde suget det hele til sig med stor nysgerrighed. Han havde ikke fantasi til at forestille sig andet end det, han allerede havde set, noget der nok blev understreget af hans problemer med at forestille sig havet, og han endte med at lade være med at forsøge. Han ville vel se det med sine egne øjne på et tidspunkt.

Som Rhaya gentog ordet igen, denne gang meget langsomt og med alle lyde tydeligt udtalt, sukkede Atesh svagt og brummede, inden han selv forsøgte.
"Ljaann." Det lød forkert. Han drejede ansigtet væk fra hende. Det var ikke fordi, at han forventede at få skældud eller slag af den lille slave for at gøre det forkert, men derfor gav det ham et lille klump i maven alligevel. Det skulle gøres rigtigt. Fiasko var ikke tilladt. Han tog en dyb vejrtrækning og prøvede igen. 
"Laaann." Det var det bedste, han kunne komme med lige nu. Hendes måde at tale på var så anderledes.

Han flyttede irriteret på sin taske og trampede videre uden at se på hende for en tid. Men selvom han følte, at opgaven med at lære hendes sprog, var umulig, gav han alligevel ikke op. Han var stædig og nysgerrig, og han ville ikke lære noget om verden, uden at lære det sprog, de andre i den talte. Til sidst drejede han hovedet og så på hende, mens han pegede på hende med en finger.
"Raha." Ordet blev sagt svagt spørgende. Hun havde kun sagt sin navn én gang, da han havde taget hende med sig, og udtalen var smuttet for ham, også i hovedet. Men det var noget den stil.

Rhaya kom med et glad lille udbrud, da Atesh prøvede at udtale ordet - og endda to gange! Måske var der håb for dem endnu, et spinkelt håb om at hun ikke bare var en kludedukke han hev efter sig på sin umiddelbart formålssløse vandretur. Måske de en dag ville komme til rigtigt at kunne kommunikere.

Den lille mørke elver luntede efter den store røde dragefødte i noget tid, før han var den der tog initiativet til at fortsætte deres sproglektion. 
"Tæt på," sagde hun til ham med et smil og måtte misse med øjnene mod solen, der nu stod direkte bag hans rødgyldne krop. "Rhaya. Rha-ya. Rrrrhaaa-ya."
Hun rullede lidt ekstra på r'et og trak vokalerne ud, så han rigtig kunne høre lydende og måske få en fornemmlse af, hvor i munden, hun lavede dem. Det ville være lettere hvis de sad ned og hun kunne vise ham, hvad hun gjorde med sin tunge og læber ved hver lyd, men ørkenen var ikke ligefrem det bedste sted at have den slags stillestående og længerevarende samtaler. Det måtte blive i et krat med skygge, når de nåede til Medanien. 

Rhaya kunne ikke vente nok med at komme ud af den her ørken. Nok var hun vant til solen og varmen, men den her lange gåtur i ingenting, fra klit til klit uden noget egentligt mål og med alt for lidt vand og skygge... Nej, det var bestemt ikke hendes forestilling af en almindelig dag i livet. Des hurtigere hun kom ud i et mere venligt klima, des bedre. Hvad hun ville gøre derfra... Det kunne hendes tanker ikke engang kapere at tænke på lige nu. 

Atesh klemte øjnene sammen, da pigen svarede noget, han ikke forstod, men hun fortsatte med at rette hans udtale. Han kunne godt høre, at det han havde sagt, havde været forkert, men at han alligevel havde været i nærheden af. Så han lyttede godt efter, hvad det var hun sagde, hendes udtale og lyde. Så da hun lagde op til, at han skulle gentage, tøvede han kort og prøvede igen.
”Reje. Raja.” Det lød næsten rigtigt anden gang og for nu var han tilfreds. Det ville kræve mere øvelse at lære at udtale de lyde, hendes sprog bestod af, men han var ikke tilbøjelig til at øve sig foran hende. Måske når hun sov.

Hans brede fødder fortsatte med at sætte spor i sandet, som de gik videre, trekantede, store spor med mærker efter kløer, noget helt andet end hendes små aflange aftryk. Han blev tavs igen, havde brug for at tænke over det, han havde set og lært. Han var ikke dum, men det gik ikke så hurtigt, mest fordi han aldrig rigtigt var blevet udfordret mentalt. For ham havde livet handlet om det fysiske, ikke det mentale. Så han fortsatte nord på med hende ved sin side. Tog små pauser, så hun kunne hvile, og gjorde holdt for natten, da mørket kom snigende. Der var ikke mere mad tilbage fra karavanen, og de skulle også spare på vandet.

Til deres held stødte de på en lille stribe af liv dagen efter, bestående af en å, uden ret meget vand, men det var en å, bugtede sig igennem sandet mod havet. Der var grønt langs vandet og nogle små fugle fløj op, da den dragefødte vadede igennem græsset og ned til vandet, hvor han satte sig på knæ og løftede vand til munden med en stor hånd. Som han sad der og drak, fik han pludseligt øje på noget nede i vandet, der glimtede lidt af sølv. Med et ryk rejste han sig, der var noget nede i vandet, noget levende. Noget, han ikke havde set før. Det forsvandt med et glimt i solen, som var det lavet af skinnende metal. Hvad var det? Var det farligt? Kunne det spises? Han kastede et blik på elveren, men kunne ikke spørge.