Vanddråber ramte hende, da Atesh pludseligt rykkede sig væk fra vandet, og hun så op på ham og glemte at holde sit hår tilbage, så lokkerne faldt ned i det klare vand.
"Du så en... fisk?" spurgte Rhaya med hovedet lidt på skrå over Ateshs pludselige bevægelse.
De havde ikke haft tid eller energi til flere talelektioner, så der var stadig et stort kommunikationsproblem mellem dem. Mens de havde gået i stilhed i den bagende sol, havde hun næsten glemt, hvor uerfaren i verden, hendes skællede følgesøgle var. Havde han virkelig ikke set fisk før? Eller havde han fået øje på noget farligt i åen?
Hun rejste sig og rykkede sig hen til ham for at kigge ned i vandet fra hvor han stod. Bag hende efterlod hun et lille spor af dråber fra sine våde hårspidser.
I åen svømmede et par små fisk rundt, der glimtede sølv i sollyset. Der var sten på bunden. Et par dansemyg gled med strømmen på overfladen.
"Fisk," sagde hun så, pegede på fiskene og lavede en bølgende bevægelse med hånden. Så lavede hun en lille skål med sine hænder og førte dem op til munden. "Nomnomnom."
Idet hun gjorde bevægelsen, fortrød hun det næsten igen. Hun ville gerne indikere over for Atesh, at fisk var spiselige, men det var jo kun halvdelen af sandheden. De var ikke som det frugt for tørrede kød, han havde stjålet fra karavanen. De kunne ikke spises rå - i hvert fald ikke af hende uden at få mavepine, ville hun tro - og hun anede ikke, hvad hans krop kunne tåle. Hvis han blev syg med en madforgiftning herude, var der hverken noget hun kunne gøre for at hjælpe, og hun ville nok ikke klare turen alene til et bedre klima. Men der var ikke så meget at gøre ved det lige nu. Havde han ikke set en fisk før, havde han nok heller ikke prøvet at fange en før, og det var ikke ligefrem det letteste at gøre med de bare næver.