Rhaya Fay'Sarr

Rhaya Fay'Sarr

Leder for Proteaus' rubinske afdeling

Kaotisk God

Race / Ørkenelver

Lokation / Rubinien

Alder / 183 år

Højde / 157 cm

Alianne_ 16.04.2020 18:25
Dagene havde været varme og hårde, og den tynde ørkenelver var ved at blive svag og dvask af dehydrering, da de omsider nåede til den lille å. Det var som at få et ekstra skud energi bare at se det glinsende vand, og Rhaya sprang nærmest mod det for at drikke og dyppe sit hovedet i det kølige, lindrende vand. 
Vanddråber ramte hende, da Atesh pludseligt rykkede sig væk fra vandet, og hun så op på ham og glemte at holde sit hår tilbage, så lokkerne faldt ned i det klare vand. 

"Du så en... fisk?" spurgte Rhaya med hovedet lidt på skrå over Ateshs pludselige bevægelse.
De havde ikke haft tid eller energi til flere talelektioner, så der var stadig et stort kommunikationsproblem mellem dem. Mens de havde gået i stilhed i den bagende sol, havde hun næsten glemt, hvor uerfaren i verden, hendes skællede følgesøgle var. Havde han virkelig ikke set fisk før? Eller havde han fået øje på noget farligt i åen?

Hun rejste sig og rykkede sig hen til ham for at kigge ned i vandet fra hvor han stod. Bag hende efterlod hun et lille spor af dråber fra sine våde hårspidser.
I åen svømmede et par små fisk rundt, der glimtede sølv i sollyset. Der var sten på bunden. Et par dansemyg gled med strømmen på overfladen. 
"Fisk," sagde hun så, pegede på fiskene og lavede en bølgende bevægelse med hånden. Så lavede hun en lille skål med sine hænder og førte dem op til munden. "Nomnomnom."
Idet hun gjorde bevægelsen, fortrød hun det næsten igen. Hun ville gerne indikere over for Atesh, at fisk var spiselige, men det var jo kun halvdelen af sandheden. De var ikke som det frugt for tørrede kød, han havde stjålet fra karavanen. De kunne ikke spises rå - i hvert fald ikke af hende uden at få mavepine, ville hun tro - og hun anede ikke, hvad hans krop kunne tåle. Hvis han blev syg med en madforgiftning herude, var der hverken noget hun kunne gøre for at hjælpe, og hun ville nok ikke klare turen alene til et bedre klima. Men der var ikke så meget at gøre ved det lige nu. Havde han ikke set en fisk før, havde han nok heller ikke prøvet at fange en før, og det var ikke ligefrem det letteste at gøre med de bare næver. 
Atesh

Atesh

Kriger

Retmæssig Neutral

Race / Dragefødt

Lokation / Omrejsende

Alder / 2036 år

Højde / 245 cm

Zofrost 15.06.2020 15:38
De fremmede ord sagde ham stadig ikke noget, men hendes udtryk og stemme var spørgende. Hun ville vel vide, hvad der var galt, og han brummede irriteret over, at han ikke kunne forklare det. Men slaven fandt selv ud af det, som hun kom derover og så ned i vandet. Hun pegede på de sølvskinnende ting i vandet og gentog et ord. Fisk. Og så indikerede hun, at det var noget, der kunne spises. Så det var tydeligvis dyr. Han gik frem til vandet og lænede sig frem for at se nærmere på dem, men så snart hans skyggede nærmede sig, forsvandt de igen.

Han blev stående lidt, inden han fnøs. Så små ting var ikke værd at forsøge at fange, han kunne heller ikke helt regne ud, hvordan han skulle gøre det. I stedet løftede han blikket og så op mod solen og derefter hen ad åen. Den kom fra den forkerte retning, Atesh ville stadig følge det store vand, det føltes mere sikkert. Ørkenen havde vist sig at være meget stor og var uden tvivl let at fare vildt i. Hans blik gled til den lille mørkhudede elver. Hun så udmattet ud, noget med, hvordan hendes kropsholdning var og hvordan hendes blik så ud. Hvis han skulle være ærlig, var de mange dages vandring også ved at sætte sine spor på ham, og han kunne uden tvivl bruge at få fyldt kroppen op med vand. Og mad. Men de var ved at løbe tør, faktisk havde han ikke spist i et par dage for at holde slaven i live. Nåede de ikke frem til mere frodige omgivelser, var han klar til at vride halsen om på hende og spise hende, det vigtigste for ham var hans eget liv, og at spise hende, ville ikke gøre ham noget.

Men nu var de her.
”Vi holder pause her,” beordrede han og lavede en cirklende håndbevægelse for at vise, hvad han mente. Han gik et par skridt væk fra vandet og smed tasken fra sig, inden han tog området nærmere i øjesyn. Lidt længere oppe var der nogle fugle på lange ben. Mon han kunne fange dem?
Atesh følte sig en smule fortabt, når det kom til jagt. Han havde lært at slås i en hær, hvor der ville blive sørget for dem, men ikke lært at klare sig selv. Det var slet ikke meningen, at han skulle være selvstændig, og det led han under nu. Det var ikke en rar følelse at føle sig så hjælpeløs, og han kløede sig på kæben, mens han forsøgte at finde ud af, hvad han skulle gøre. Ikke at han ikke kunne finde mad, der var mange insekter og andre smådyr, han kunne fange, men de mættede ikke så meget i længden.
Rhaya Fay'Sarr

Rhaya Fay'Sarr

Leder for Proteaus' rubinske afdeling

Kaotisk God

Race / Ørkenelver

Lokation / Rubinien

Alder / 183 år

Højde / 157 cm

Alianne_ 20.06.2020 12:40
Et hvil. Endelig. Rhaya sukkede lettet, da Atesh smed tasken fra sig. Hun anede ikke, hvad han lige havde sagt, men måtte bare gætte på, det havde handlet om at blive her noget tid. Hun satte sig ved kanten af bækken og tog sine simple sko af. Åh hvor ville hun snart gerne have noget ordentligt tøj at tage på, så hun kunne blive fri for den her forfærdelige slavesæk. 
Ved vandet skyllede hun sine fødder og gnubbede dem med fingrene. Det eneste positive, hun kunne sige om situationen, var at hun da fik noget mere hård hud under fodsålerne. 

Rhaya så op på Atesh, mens hun rensede sten og skidt væk fra mellem sine tær og fulgte hans blik over til fuglene. 
"De kommer til at flygte, inden du fanger dem," sagde hun og rystede på hovedet imens. "Medmindre du pludselig viser dig at være en mester-jæger-øgle."
Hun sukkede. Der var ingen vej uden om. Han forstod hende ikke, og gjorde hun ikke noget for at hjælpe, ville han sikkert bare slå hende, og dagen i morgen ville blive endnu hårdere end i dag. Hans længselsfulde blik mod de dyr mindede hende om den konstante dunken fra hendes mave. Han måtte være endnu mere sulten end hende, selvom han ikke lod det vise sig bag det hårde skællede udtryk.

Med fingeren tegnede hun et bål i sandet ved siden af sig. 
"Ild?" spurgte hun. "Kan - du - " Hun pegede på ham. "lave - ild?" Hun pegede på tegningen.
Hvis han nu kunne, kunne hun prøve at fange nogle fisk. Et større dyr ville uden tvivl mætte mere, men i en så afkræftet tilstand, var hun ikke engang sikker på, hun kunne fange en fisk. Og uden noget at tilberede fisken over, ville de bare få ondt i maven, så hun havde på ingen måde tænkt sig at fange en fisk før bål-planen var tættere på udført. Og Atesh var rimelig varm. Var hun heldig, kunne de finde nok at brænde, og så kunne han måske starte det, selvom de ikke havde noget flint.
Atesh

Atesh

Kriger

Retmæssig Neutral

Race / Dragefødt

Lokation / Omrejsende

Alder / 2036 år

Højde / 245 cm

Zofrost 25.06.2020 10:36
Atesh blev stående lidt under solen varme stråler og så på fuglene. Havde han haft en bue og pil, havde han måske kunne dræbe et par stykker, selvom han aldrig havde været den bedste i sin gruppe til at bruge det våben. Han var mere til at svinge våben, som sværd, hammere eller økser. Noget der lå tungt i hånden. Men det kunne man ikke jage med. Han kunne mærke, at der var endnu en ting, han ikke havde lært tilbage på Værket. At jage. Det var ret tydeligt, at det ikke blev forventet, at en kriger skulle færdes alene væk fra hæren, og derfor ikke skulle bruge overlevelsesevner til noget. Han kunne finde vand og kendte verdenshjørnerne, og han kunne til nøds lave en brugbar lejr, men det var ikke, hvad han var blevet skabt til. Han var skabt til at slå fjenden ihjel, hurtigt og effektivt. Et bæst trænet til krig. Der var andre, svagere dragefødte, der fik den slags opgaver, der ikke krævede råstyrke og frembrusende viljestyrke.

Hans tanker blev afbrudt af slavens stemme, og han drejede hovedet for at se på hende, mens hun udspyede sine uforståelige ord. Han burde lære hendes sprog, hvis det var, hvad folk snakkede i resten af landet. Det korte møde med vagterne ved karavanen havde vist ham, at kommunikation var vigtigt. Han kunne ikke slå hvert eneste væsen med et våben ned på sin rejse.
Der var ikke noget i hendes kropssprog, der angav, hvad hun snakkede om, og han var lige ved at vende sig væk igen, da hun lavede en af sine tegninger i sandet. Det var da deres held at ørkenen ikke bestod af sten. 

Han kunne se, hvad hun tegnede, før hun var færdig. Et bål. Hun ville have et bål i denne varme? Havde hun ikke lydt som om, at hun var i tvivl, om det var noget han kunne, havde han nok bare afvist hende, der var ingen grund til at sætte ild til noget. Men med et fnys, der godt kunne tolkes som fornærmet, bukkede han sig ned og plukkede en håndfuld græs, som han lukkede hånden om og holdt frem mod hende. For et øjeblik kunne man se luften emme af varme om hånden, selv i ørkenvarmen, inden røg trængte ud mellem hans fingre, og da han åbnede hånden, var der en minimal, kortlivet flamme i det før friske græs, der nu var reduceret til sortforkullede strå og gløder. Hans hånd havde ikke taget skade af ilden.

De store fødder bar ham ned til vandet, hvor han smed gløderne, så han ikke tændte ild i græsset omkring dem. Ja, han kunne lave ild, men et bål krævede noget at brænde, og han havde ikke træ i tasken. Men der var nogle små buske ned langs åen og hvis han kneb øjnene sammen mod lyset, syntes han at kunne se et træ længere væk. Han så på hende, næsten med forventning om, at det var en slaves arbejde, men hun havde ikke noget skarpt at skære grene af med og med den fart, hun havde gået med, ville det tage evigheder. Kunne han efterlade hende?
Han snøftede ind, og pegede så på hende for at pege på jorde ved hendes fødder.
"Bliv her." Han pegede på hende igen og pegede så ud i ørkenen, inden han lavede en bevægelse som vred han halsen om på en fugl. "Forsøger du at stikke af, dør du." Han lignede en, der kort løftede et øjenbryn for at spørge, om hun forstod. Angav hun, at hun gjorde, ville han begynde at vandre ned langs åen efter kvas til et bål. Fordi hun åbenbart skulle bruge det.
Rhaya Fay'Sarr

Rhaya Fay'Sarr

Leder for Proteaus' rubinske afdeling

Kaotisk God

Race / Ørkenelver

Lokation / Rubinien

Alder / 183 år

Højde / 157 cm

Alianne_ 03.07.2020 11:45
Ateshs ord var måske uforståelige, men det var intentionen ikke. Rhaya nikkede til forståelse og fulgte ham med øjnene, som han gik langs åen. Havde han faktisk tænkt sig at lave et bål til hende? 
Mens han stod med det flammende græs i hånden, havde hun været i tvivl, for det var væk øjeblikket efter, og hun havde så uendeligt svært ved at læse hans kropssprog. Han kunne lave ild med sin krop. Han havde ikke haft brug for ekstra varme i de iskolde ørkennætter. Måske var han mere drage end øgle. 

Han begyndte at samle grene af buskene, og et lettet smil gled over Rhayas ansigt. Han havde tænkt sig at lave dem et rigtigt bål. Så kunne de endelig få mere at spise end frugtrester, skræl og alt det, der var sluppet op for flere dage siden. 
Langsomt vovede hun sig tættere på det rindende vand. Hans besked om, at hun skulle blive, havde været yderst klar, men hun var ikke sikker på, hvor specifik han havde ønsket at være. Skulle hun forholde sig præcis på det stykke sand, han havde udpeget? Det ville spare dem begge tid, hvis hun begyndte at fange fisk nu, og ikke skulle vente til han var færdig med sin træjagt og tilbage ved hende. 

Rhaya kastede et blik mod ham, idet hun sate sig på hug ved vandet og håbede, han forstod, at hun absolut ikke var på vej ud på en nytteløs flygt gennem sand, hun i forvejen havde svært ved at stå fast på.
Fiskene svømmede lystigt rundt i vandet. Der var nok af dem, men de var ikke så store. Det skulle åen have været større for. Den simple særk, hun var, var efterhånden hullet i bunden, og hun rev et godt stykke stof af den og bandt en strimmel om hver hånd. Med stoffet som værn mod at glide for meget, begyndte hun med præcision at skyde hænderne ned i vandet og få fat om fisk lige i nok tid til at kaste dem op på den modsatte bred. Flere gange måtte hun sidde stille og vente på, at fiskene turde komme tilbage til stedet, hvor der lige havde været røre i strømmen, og hun missede flere fangster end hun fangede, men til sidst lå der en god bunke fisk på den anden side.

Glad, men en smule udmattet over arbejdet, gik hun derover og samlede dem sammen. Tilbage hvor Atesh havde smidt sin simple oppakning, lagde hun dem ud på et stykke stof, så de ikke blev helt smurt ind i sand. Da han kom tilbage så hun op på ham med en fisk i den ene hånd og med den anden hånd gestikulerende mod at skære dens bug op.
"Kniv?"
Atesh

Atesh

Kriger

Retmæssig Neutral

Race / Dragefødt

Lokation / Omrejsende

Alder / 2036 år

Højde / 245 cm

Zofrost 02.08.2020 20:19
Atesh trampede igennem græsset, der sad løst i sandet, mens han overvejede, hvad hun skulle bruge ild til. Der kom ikke lige noget svar til ham, ild var for at holde sig varm, have lys eller lave mad, men ingen af delene var nødvendige lige nu. Det irriterede ham, at han nu var på vej hen til buskene efter brænde til hende, for det gav ingen mening, og hvorfor gjorde han, som hun ville have?!
Arrigt begyndte han at flå grene af buskene. De var stride og trods hans styrke, gav de ikke op så let, så til sidst trak han sit lange sværd og svang det som en le, hvilket fik hele buske til at måtte lade livet.

Han skævede kun til hende et par gange, da han egentligt ikke regnede med, at hun ville forsøge at stikke af. Hun var svag. Langsom. Og hvis han ville, ville han ikke have problemer med at fange hende ind igen. Og det ville hun fortryde. Han havde ikke været specielt voldelig imod hende endnu, men hun var blot en slave. Hun havde bare ikke gjort sig fortjent til mere endnu, hvilket selvfølgelig var godt for hende.
At hun flyttede rundt på sig og ned til vandet gjorde ikke noget, så længe hun blev deromkring.

Han satte sværdet på plads igen og samlede alt buskadset op, inden han, stadig sur, gik tilbage til hende og smed det på jorden foran hende. Hans blik faldt på de små sølvfarvede dyr, der havde været i vandet. Hvordan havde hun fanget dem? Hans blik gled lidt overrasket til hende og tilbage til dyrene. Det var dem, hun skulle bruge bålet til?
Han fangede hendes gestus med det samme, hun ville låne en kniv. Det fik ham til at knibe øjnene sammen. Skulle han give hende et våben? Hans første tanke var nej, selvfølgelig ikke, men alligevel trak han den store kniv fra sit bælte og rakte den til hende med skæftet først. Han så dog ikke glad ud, men mon ikke, at han kunne håndtere hende, hvis hun valgte at angribe ham. Hans naturlige panser var ikke let at komme igennem, og hun lignede et stykke græs, der ville bøje i for meget vind, så han ville nok kunne tage kniven fra hende, hvis det blev nødvendigt.
Rhaya Fay'Sarr

Rhaya Fay'Sarr

Leder for Proteaus' rubinske afdeling

Kaotisk God

Race / Ørkenelver

Lokation / Rubinien

Alder / 183 år

Højde / 157 cm

Alianne_ 23.08.2020 12:52
Kniven, der blev rakt hende, var et par størrelseskategorier over det, hun egentlig havde haft i tankerne. Og væsentlig større end hendes hænder også. En øglekniv til en øglemand, men hun måtte få det til at fungere alligevel. 
Forsigtig med den store klinge begyndte hun at skære fiskenes maver op og pille indvolde ud af dem. Rense dem, vaske dem igen, vælte bålet lidt ned, så de kunne ligge henover et par længere grene og stege over gløderne. Rhaya endte helt i arbejdstrance, og hendes hænder arbejdede øvet, mens hendes sind fik plads til for en gangs skyld at være lidt stille. Hun ignorerede Ateshs lyde, og blev ét med arbejdet, mens det stod på. 

Mens fiskene lå på bålet, vaskede hun sine hænder og stoffet i den lille bæk, og selvom lugten ikke helt gik væk, var det bedre end ingenting. 
Hun satte sig tilbage til bålet med korslagte ben og sørgede for at vende fiskene ind imellem. Da fiskene endelig var færdige, fik hun skubbet dem ned på stoffet, hvor de efterlod lidt sod og aske fra de grillede skæl. 
Med et prøvende smil mødte hun ørkenøglens blik og pegede på rækken af små fisk. 
"Fisk. Mad," sagde hun, og tog en op selv. 
Uden varmeresistente hænder, brugte hun kanten af sin kjole til at holde rundt om den på, hvorefter hun vred den åben og viste Atesh det stegte kød inde bag skællene. Varm damp steg op fra den, og hun pustede og prikkede til den, indtil et stykke gik af, og hun kunne proppe det i munden. Igen mødte hun hans blik, mens hun tyggede. Han måtte da snart forstå, at det var mad, hun havde lavet til dem. Mest til sig selv egentlig, men nu hvor han havde delt med hende, måtte hun vel også dele med ham. 
0 0 0


Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu: Muri , Mong, Blæksprutten
Lige nu: 3 | I dag: 10