”Det er imponerende.” Giles sagde dette uden ironi i stemmen, for han mente det skal. At eje et hus var ikke noget, man bare lige kom til, slet ikke så ung som Juno var. Der skulle mange krystaller – eller andre former for betalingsmidler – ind over for det. Et stik af nysgerrighed gled igennem ham, han ville da gerne se dette hus. Men det behøvede han ikke at spørge efter lige nu, der var tid nok i fremtiden.

Han lyttede til Junos fortælling om de børn, han havde i sin lille bande. Ved snakken om en 2-årig løftede han øjenbrynene. Det var et lille barn. Voksne tanker om, at så lille et barn ikke burde bo under sådanne forhold gik igennem ham, men med en kraftanstrengelse fik han dem skubbet væk. Det var ikke et tidspunkt at begynde at dømme på. Men måske han skulle snakke med Juno om andre muligheder. Hvis han kunne finde andet end børnehjem. Han kendte et enkelt godt, han selv donerede til, men ellers hørte han mest skrækhistorier. Ikke Killians, siden Killian aldrig fortalte nogen om sin baggrund, men han havde hørt rigeligt med historier andre steder fra.

”Det lyder som et meget stort ansvar at stå med. Hvis der er noget, jeg kan hjælpe med, må I endeligt sige til, selvom jeg har på fornemmelsen, at I klarer jer godt.” han ville ikke få det til at lyde som om, at han ikke troede på dem og det arbejde, de lagde i det. Han havde ingen anelse, om de klarede det godt, men han kendte efterhånden Juno godt nok til at vide, at han lagde liv og sjæl i sit arbejde, så mon ikke også, at det gjaldt børnene, han havde ansvaret for.
”Men jeg vil også meget gerne høre lidt om, hvad der er skyld i dét.” Han pegede let mod deres ansigter. De så ud som om, at de havde været oppe at slås med en som Thoran.

Juno trak på skuldrene, da Giles roste ham for at have skaffet dem et hus. Det havde ikke været nemt - selv bander lånte ikke bare krystaller ud til højre og venstre. Juno havde skulle bevise at han var investeringen værd. Til gengæld hang han nu også på nogle tunge renter, som han flere nætter mistede søvn over. Der var mange ting, han mistede søvn over. Han kunne ikke huske sidste gang han var gået i seng og bare havde kunnet sove.

Han så udtrykket i Giles' ansigt da han nævnte lille Lizzie. Han håbede at Giles måske kendte til en familie der ville have hende, for han var ikke klar til at sende hende på børnehjem. I hans opfattelse var børnehjem upersonlige og ubehagelige. Lizzie kunne lige så godt blive efterladt på gaden, som hun kunne blive sendt til et af de børnehjem Juno havde hørt om. 

"Det gør vi," svarede han afvisende, da Giles sagde, at han havde på fornemmelsen at de klarede sig godt. Det var ikke helt sandt, men Juno ville ikke have hans hjælp. Ikke med banden. Dén kunne han klare selv. Det var hans ansvar, som dens leder.

"Åh, dét her?" spurgte Juno grinende, som om han fuldstændig havde glemt hvordan han så ud, da Giles indikerede mod deres ansigter, og Juno kørte selv en finger foran sit ansigt med et smil, der gjorde ondt i hele ansigtet. "En rivaliserende bande." Han løftede sine hænder i overgivelse. "Du kan ikke få mig til at sige hvem de er. Jeg hader dem, men jeg vil ikke se byvagterne få hænderne i dem." Juno følte ofte at gadebørn havde mere ære end alle i det øvre distrikt tilsammen, men han var alligevel fornuftig nok til ikke at sige dét til den rigmand der sad foran ham. 

Hector nikkede ved siden af Juno. Hans eget ansigt var ikke nær så smadret som Junos, da Asad havde taget sig kærligt af det i et godt stykke tid, inden Hector var ankommet, men nogle blå mærker og en flækket læbe kunne Hector da prale af. Han mærkede på sit hoved - Av! Og en ordenligt bule næsten midt mellem de to små horn, gemt under krøllerne, var det også blevet til. Hector glædede sig til den dag, hvor hans horn voksede ordentligt ud, så han kunne stange eller måske endda spidde sine fjender! Hector anede ikke, hvordan hans families horn så ud, så han havde igen idé om, hvordan hans egne ville vokse ud. Han håbede bare, at de blev store og flotte!

"De tilhører os," kommenterede Hector på det, Juno sagde. "Hvis der er nogen, der skal slå dem til spillemænd, så er det os, ikke beskidte byvagter. Så meget respekt har vi da i det mindste overfor den anden bande, selvom de er nogle svin."

Mens han talte, forblev Hectors hånd på Junos knæ, men grebet blev en smule strammere. Hector hadede fyrene i den anden bande, især Asad som altid så sit snit til at prøve at tæske dem. Hector mente selv, at han og Juno i det mindste forsøgte at undgå konfrontation det meste af tiden, hvor Asad opsøgte den! Psykopaten elskede vold, og hvis Hector ikke havde givet ham tørt på et par gange, så ville han være direkte bange for ham.

Giles rynkede ganske kort panden ved Junos afvisende tonefald, men sagde ikke noget. Han kunne godt forstå en hentydning, og Juno ville tydeligvis ikke have Giles indblandet i den del af hans liv. Det var helt i orden, men nu havde Giles i det mindste tilbudt sin hjælp. Og han ville uden tvivl bore lidt i det senere, når han havde Juno på tomandshånd. Giles kendte ikke satyren, men han kendte den slags forhold godt nok til at vide, at han nok ville få mere ud af Juno uden at Hector var til stede. En kynisk tanke, men sådan var det. Nogle gange måtte man være lidt beregnende for at få det man ville have. I dette tilfælde en dybere snak om den lille børnebande Juno lige havde fortalt om.

Hans ene øjenbryn blev skubbet i vejret, da Juno med et grin pegede på sit forslåede ansigt. En rivaliserende bande. Jaså. Giles vidste ikke helt nok om livet på gaden til at vide, hvordan det foregik i banderne. Han vidste, at der var små og større bander i alle aldersgrupper, men det var også næsten det. Det eneste han havde haft med et par bander at gøre var, da han havde betalt noget gæld af for et par af hans ansatte igennem tiden.

Inden han kunne nå at svare Juno, sagde satyren også noget og et kort, advarende glimt var at se i de grå øjne. Han vidste godt, at ikke alle byvagter var lige gode, men han forventede nu alligevel, at folk ikke talte grimt om dem i hans hjem, da han respekterede lovens lange arm. Men han lod være med at kommentere det og så i stedet igen på Juno.
”Det ville jeg nu heller ikke have forventet, at du ville. Jeg havde nu heller ikke tænkt mig at hidkalde byvagterne for en slåskamp.” Så længe det ikke var mere end det. ”Men jeg har hidkaldt en healer. Hun burde snart være her. Der er ingen grund til, at I skal gå rundt og have ondt.” Han smilede venligt til dem begge

Juno kunne godt høre at Hectors ordvalg var for hårdt i forhold til den generelle tone der blev holdt i Giles' hjem, men han havde ikke tænkt sig at rette på ham eller censurere ham. Giles havde budt Juno ind i sit liv og derved havde han også budt Hector ind i det. Juno ville ikke være der uden ham.

"Det er ikke så slemt," svarede Juno, med påtaget afslappethed, da Giles nævnte healeren. Han så frem til det, for ondt havde han bestemt. Normalt var han ikke meget for at lade andre røre sig, mindst af alt fremmede, og da slet ikke hvis det viste sig at healeren var en ældre mand, men Hector var her. Så længe Hector var her, ville Juno ikke lade det røre sig, at der kom nogen, der potentielt ville være nødt til at røre ved dem, for at heale dem.

Hector lagde godt mærke til, at hans kommentar blev ignoreret af gamlingen, men han var ligeglad. Hvis Giles ikke kunne tåle at høre ham tale, måtte han jo smide ham ud. Ikke at Hector havde tænkt sig at gå nogen steder uden Juno. Det kunne godt være, at Juno stolede på oldingen, men Hector stolede ikke på nogen, udover sig selv og Juno, så han havde ikke specielt meget lyst til at lade Juno være alene med ham i svækket tilstand.

”’Ikke så slemt’ min bare røv,” mumlede Hector stille, mest til sig selv, og kiggede på Juno. Han lignede lort. Hævet og misfarvet af blå mærker, indtørret blod tværet ud på huden... Hector elskede Juno mere end noget andet i verden, inklusiv sig selv, men han så ikke godt ud lige nu. En healer ville gøre godt. Hector havde et par knubs sig – Asad kunne sagtens så fra sig – men det var slet ikke så slemt.

Giles løftede atter en gang et øjenbryn, da Juno sagde, at det ikke var så slemt. Inden han kunne nå at svare på det, gjorde satyren det for ham, og han kunne ikke lade være med at smile lidt.
"Nå, men er der noget, jeg kan tilbyde jer? Noget at drikke eller noget at spise? Jeg tror, at jeg selv vil have en kop te, og jeg er sikker på, at Serena gerne vil lave noget til jer også."
Han tog i mod deres bestillinger, hvis de ville have noget, inden han rejste sig og gik ud i køkkenet for at efterlade dem alene i stuen, med en formodning om, at de nok skulle opføre sig pænt i mens.

Lige som han kom tilbage til stuen, bankede det på døren og han forsatte ud i gangen. Det var healeren, en ung kvinde med et smil og et par kønne blå øjne, Giles lukkede ind og viste hende ind i stuen.
"Dette er Hana, hun er healer. Og hun er ganske dygtig. Vær sød ved hende." Han sagde det sidste med lidt humor, for han forventede selvfølgelig ikke andet end at de to drenge nok skulle opføre sig ordentligt.
Hana smilede til dem og startede med at gå hen til Juno, der så ud til at være hårdest ramt.

Juno trak grinende på skuldrene, da Hector modsagde ham i hans forsøg på at spille hårdfør. Han vidste jo også godt selv, at han lignede lort, og det gjorde også ondt i hele ansigtet, da han grinede, fordi sårene og de blå mærker på hans hud blev trukket i. Det var et fandens beskidt trick af Asad at gå med ringe på hver finger, for Juno ville ikke have set en tredjedel så slemt tilredt ud som han gjorde, hvis ikke Asads ringe havde revet op i hans hud og skabt dybe, mørke mærker. 

"Hvis Serena har nogle småkager i køkkenet, hjælper jeg hende gerne med at slippe af med dem," svarede Juno straks, da Giles tilbød dem mad og drikke, og smilede kækt til Giles, hans tunge hvilende imod hans underlæbe. 

Juno var uendeligt taknemmelig for at det var en kvinde, der var blevet hidkaldt. Han gik ud fra at Giles havde tænkt på det med vilje, for selvom Juno i teorien ikke ville nægte at blive behandlet af en mandlig healer, så vidste han ikke, hvordan han rent praktisk ville reagere på at have en fremmed mand tæt på sig, slet ikke når manden skulle bruge sin evne på ham. 

"Hej Hana," hilste Juno med et smil og en nonchalant kropsholdning, med spredte ben og sine arme over ryglænnet, der kun kunne tydes som flirten, på trods af at Hector sad lige ved siden af ham, og på trods af at Junos ene hånd var begravet i Hectors krøller. 

Hector nikkede blot i enighed med Junos småkagebestilling; lidt sukker ville gøre godt. Selvom han egentlig også var sulten efter rigtig mad, kunne Hector ikke få sig selv til at bede om det. Det ville få ham til at fremstå svag at bede om den slags, så det skulle han være døden nær af sult for at gøre.

Da Hana kom ind i rummet, skævede Hector med det samme til Juno. Det var typisk. Her sad Juno, fuldstændig slået til plukfisk af en stjernepsykopat, der for alt, hvad de vidste, kunne stå og vente på dem, når de forlod huset, og så sad han her og flirtede, som om intet var hændt.

Havde det været gamle Hector var han blevet rasende. Havde det været gamle Hector, havde Juno meget hurtigt fundet sig selv med Hectors knytnæve solidt placeret i hans skridt. Men det var ikke gamle Hector, der sad ved siden af Juno. Det var en Hector, der vidste, hvor meget Juno elskede ham, og som hvilede nok i den viden til at synes, det var sjovt, når Juno skulle spille lækker overfor en eller anden dame. Desuden var Junos hånd i hans krøller dejligt beroligende, og Hector kunne ikke gøre andet end at fnyse og ryste lidt på hovedet, mens et skævt smil spillede på hans læber.

"Du er en idiot," gryntede han stille og skubbede let til Junos skulder med sin egen.

Giles’ forventning om en god opførsel fra Juno blev skudt i sænk med det samme. Drengen sad yderst provokerende i sofaen og Giles kunne mærke sit ansigt kort få et stramt udtryk. Noget der forsvandt igen, men hans grå øjne glimtede en smule advarende, da han med et neutralt udtryk så på den lyshårede unge mand.
”Juno, vil du være venlig at vise min gæst en smule respekt og sætte dig ordentligt op. Måske endda rejse dig op, så hun ikke skal læne sig ind over dig. Det er dit ansigt der er kommet til skade, ikke dine ben.” Selvom hans stemme virkede venlig nok, var der en let snert af irritation over ham. Det grå blik gled fra Juno og over til Hector. Han sagde ikke noget til satyren, men det burde være ret tydeligt, at henvisningen også var møntet på ham. Nok var han en gæst, men i Giles’ hus opførte man sig pænt.

Healeren stoppede sin gang mod Juno, da Giles begyndte at tale. Det var langt fra første gang, at hun var på besøg i dette hus og at Giles irettesatte var ikke noget nyt for hende. Den anden krølhårede unge mand, Killian, var ganske sød, men han var tydeligvis ikke vokset op i finere herskaber. Og det var disse to drenge tydeligvis heller ikke, så Hana lod Giles gøre sin ting uden at forstyrre.
Så hun ventede bare på Junos reaktion, inden hun nærmede sig ham og lagde sine hænder mod hans kinder. Så snart hun var færdig med Juno, gik hun over til Hector og gentog processen.

Giles fandt i mellemtiden nogle krystaller frem, som han gav til hende, da han fulgte hende ud til døren igen. De udvekslede et par venlige ord, inden han lukkede døren efter hende og vendte tilbage til stuen, lige som Serena kom med en bakke med en kande, kopper og en tallerken med småkager.

Juno skubbede smilende tilbage til Hector, der havde fået hans fulde opmærksomhed fra det øjeblik han havde åbnet sin mund. Selv når der var smukke kvinder i rummet, fandt Junos opmærksomhed altid tilbage til Hector efter ganske kort tid.

Da Giles talte, så Juno til gengæld med et undrende udtryk på den ældre mand. Det tog ham et øjeblik at finde ud af, hvorfor Giles syntes han var respektløs - det her var sådan han altid havde opført sig, og det ville have været meget respektløst af ham at ignorere kvindes skønhed, følte han selv. Han rejste sig op, da han blev bedt om, men han var pludselig utilpas. Han vidste ikke længere hvor han skulle sætte sine grænser for mænd, der ville bestemme over ham. Som barn var grænsen ved hans far gået ved, at manden ikke skulle bestemme en skid.
Det samme havde været tilfældet med Thanos, men det havde efterhånden ændret sig - Juno var blevet knækket under turen, og selvom han var dårlig til at adlyde, havde han gjort forsøget fra tid til anden. Vargas havde kun knækket ham endnu hårdere. Han havde lært at adlyde, omend det ikke havde lykkedes ham, og han havde siden forsøgt at aflære det. Ingen skulle bestemme over ham. Han var sin egen herre. 

Så selvom han vidste, at Giles ikke mente noget skidt med det, fik Juno det dårligt, som han stod der, og ikke kunne se healeren i øjnene, imens han forsøgte at overbevise sig selv om, at Giles ikke så sig selv som nogens herre. 

Langsomt blev Junos ansigt bedre. Hævelserne forsvandt, de åbne sår fra Asads ringe forsvandt, de blå mærker forsvandt, flængerne i hans læbe forsvandt. Juno kunne mærke det ske, og for hver skade i hans ansigt der blev healet, blev han mindet om, at Asad ville have slået ham ihjel, hvis ikke Hector var kommet ham til undsætning.

Udmattet faldt Juno tilbage i sofaen igen og da han hørte døren gå op og healeren forlade dem, henvendte han sig lavmælt til Hector; "Han prøvede virkelig at slå mig ihjel, gjorde han ikke?" Hans øjne var lukkede, hans baghoved hvilende imod sofaryggen. Han havde glemt alt om småkager og te, og om Giles og Serena. Alt han kunne tænke var, at han hellere ville blive slået ihjel af Asad end af Thanos. 

Hector kunne have pandet Giles én. Ikke fordi hans bemærkning til Juno var over stregen eller respektløs, men blot fordi den resulterede i, at Juno blev ilde til mode. Selv gemt under sår og hævelser og blå mærker kunne Hector med det samme se skiftet i Junos ansigt, og trangen til at beskytte Juno meldte sig straks. Han blev dog siddende, men hans mørke øjne skød et kort øjeblik et par lyn efter Giles. Så trak han vejret og så blot til, mens Junos ansigt kom til syne igen takket være healingen.

Da det var hans tur, sad han blot stille og holdt øje med Juno. Han havde slet ikke været lige så hårdt ramt, men Asad havde da fået et par velplacerede slag ind mod hans næse og kæbeben. Det tog kun et par minutter, før han var færdig. Så god som ny.

"Mmh," gryntede Hector til svar til Juno, da healeren var færdig med ham, og strøg blidt over Junos hår og lod en finger glide ned langs Junos kæbe. "Dét skal det svin få betalt."

Hector vidste godt, at det burde stoppe her. Han vidste, at hvis han angreb Asad, når han så ham igen, ville det blot gøre alting værre, men han vidste også, at han ikke ville være i stand til at holde sig selv tilbage. Ikke efter hvad Asad havde gjort ved Juno.

"Tak," mumlede Hector og så kort på Giles. "For, du ved..." Han skævede til Juno.

Da Giles kom tilbage i stuen, var Juno sunket tilbage i sofaen. Giles var ikke vred på ham, men han vidste, at de nok lige skulle have en samtale om, hvordan man opførte sig overfor gæster. Og kvinder. Men det var ikke lige nu. Hans blik gled til Serena, der sendte ham et spørgende blik, men ellers blot placerede bakken på bordet og fortrak igen. Giles tog en dyb vejrtrækning og gik så hen for at sætte sig i lænestolen.
"I burde passe noget bedre på jer selv." Der var ikke noget bebrejdende i hans ord, måske snarere noget bekymring, mens han lod blikket glide over dem. Han vidste, at Juno havde en masse bagage, noget Giles kun havde kradset overfladen af. Mon Hector var lige så hårdt ramt? Et blik på satyren fortalte ham, at det havde han nok. Gadebørn. Giles kunne ikke forestille sig, hvilket liv de måtte have levet allerede i den korte tid, de havde været på jorden. 

Han lænede sig frem og tog en kop, som han fyldte op med te fra tekanden. Derefter tog han en småkage og lænede sig tilbage i stolen, mens han betragtede sine gæster. Småkagen smagte som den skulle, og han lod sig selv slappe lidt af. 
"Tag bare for jer. Serena kommer bare efter jer, hvis der er småkager tilbage senere." Han sagde det med lidt humor, men han kunne lige se kvindens skarpe blik for sig. Hun havde taget det som sin personlige opgave at hælde mad på Juno. Én gang mor, altid mor, også for hjemløse unger.

Han betragtede dem, mens de tog for sig.
"Måske jeg skulle lære dig at slås." Han så fra Juno til Hector for at sige, at det også gjaldt ham, hvis han var interesseret.

Juno fnøs af Hectors løfte om at komme efter Asad - selv han kunne se, at det ville være åndssvagt af ham. Selvfølgelig skulle de forsvare sig selv, men i hele banden var der kun Hector og ham, der kunne slås, og Asad havde en hel bande af kampdygtige drenge, der levede af at slås. 
Juno åbnede ikke øjnene, og dét var han glad for at han ikke gjorde, da Hector takkede Giles. Det var pinligt og ubehageligt, at han skulle sidde her ved siden af Juno og takke en mand han ikke kendte for at betale for at healet Junos ansigt. Med tid ville det have healet udmærket af sig selv, selvom det ikke var sikkert, at hans ansigt var blevet lige så pænt som det havde været før. 

Selv da Giles var efter dem med at passe bedre på sig selv, sad Juno bare med lukkede øjne. Han kunne ikke overskue hverken den ene eller den anden af dem lige nu, så det var først, da han blev mindet om småkagerne, at han åbnede øjnene. Han rakte ud efter én, men sad blot med den i hånden, hans tanker et helt andet sted.

"Det er ikke fordi jeg ikke kan slås," svarede Juno straks, men lavmælt, og han så også væk fra dem begge og ned på sin småkage i stedet, som han knækkede over i halve. "Det er fordi jeg... fryser fast... når jeg bliver holdt nede. Som et eller andet dumt dyr, der tror, at hvis det spiller dødt, så forsvinder faren." 

Endelig så Juno op, fra Hector til Giles, med et hånligt grin, der var rettet mod sig selv. Han kunne jo sagtens slås. Måske ikke lige så godt, som Giles ville kunne lære ham, men godt nok til at klare sig på gaden. Den eneste grund til at Asad var sluppet af sted med at give ham så mange tæv, som han havde, var fordi han havde fået ham ned, hvor hans krop gik i baglås, fuldstændig i panik. 

Hector var ikke det mindste sulten, men han rakte alligevel ud efter en småkage, da Giles bød. Han vidste nok om god etikette til at vide, at man tager, hvis man bliver budt. Især når ens vært lige har healet dig og din kæreste gratis. Hector tog en lille bid af kagen; den smagte godt, og selvom han ikke rigtigt havde lyst til den, så hjalp det alligevel med at få nogle flere bidder til at glide ned.

Da Juno talte, vendte Hector sig lidt mod ham. Han var ikke sikker på, han nogensinde havde hørt Juno sætte ord på det før, men det havde han heller ikke behøvet. Hector vidste det jo godt, og han forstod det også godt. På mange måder var Hector sluppet billigt i forhold til Juno, men efter selv at have oplevet, hvordan panikken kunne lamme én, fryse én fast, så vidste Hector udemærket, hvordan det var. Hans egne panikanfald var heldigvis aftaget med tiden, men de kom stadig, når han mindste ventede det. Han fik nærmest hjertebanken bare ved tanken.

Hector sendte Juno et lille smil; der var meget han ville have sagt, hvis de havde været alene, men det var de ikke, så han nøjedes med at læge sin hånd på Junos på sofapuden. Måske kunne de tale om det, når de kom hjem og var alene på værelset.

Giles' blik vendte tilbage til Juno, da han svarede med det samme. Han kunne slås. Giles tvivlede ikke på ham, men han havde set gadebørn slås før og det var måske brutalt, men ikke specielt effektivt. Det kunne Giles lære ham. Fra bunden, skridt for skridt, som han selv havde lært det af sin morfar. Ikke fordi han ville have ham til at slås mere, men fordi han ville have ham til at kunne forsvare sig selv, så han ikke kom hjem og så sådan ud igen. Så længe Juno ikke ville hjælpes væk fra gaden, var det noget af de få ting, Giles kunne gøre for ham.

Han nikkede let til drengens forklaring og nippede kort til sin te, mens han tænkte over et svar, der ikke ville ramme forkert på nogen måde.
"Frygt er en stærk ting." Han betragtede ham lidt indgående. "Men frygt kan overvindes. Med de rigtige værktøjer. Prøv at lade mig vise dig lidt af, hvad jeg kan. Måske ny viden kan give dig noget at stå i mod med." Han spurgte ikke ind til, hvad der havde gjort ham bange. Juno ville ikke røres ved, og Giles havde haft sine egne tanker om, hvorfor. Havde drengen nogensinde brug for det, skulle han nok fortælle.

Et smil dukkede op på hans ansigt og det lidt skæve øjenbryn gled lidt højere op end det sad i forvejen.
"Men fortæl mig. Hvordan mødte sådan et par unge mænd hinanden? Til bal på paladset?" Der var en lun humor i hans ord, som han drejede emnet væk fra ting, han måske hellere skulle snakke med Juno om i enerum. Han havde lagt mærke til, at deres hænder havde fundet hinanden på sofaen, så måske det var et lidt lettere emne at snakke om. Det håbede han da.

Juno kunne ikke se Giles i øjnene så længe af gangen, men selvom hans blik var på den langsomt forsvindende småkage det meste af tiden, hørte han alligevel alt den ældre mand sagde til ham. Juno kunne godt forestille sig at Giles havde ret. At hvis han fik en ny måde at handle på, og fik afprøvet at det virkede, så kunne det være han kunne lære sin krop at gøre hvad end Giles lærte ham, i stedet for at reagere sådan som Thanos havde lært ham resulterede i mindst smerte. 
Han sank en smule længere ned i sofaen og et øjeblik lød al lyd som om det var dæmpet, som kom Giles' stemme fra et andet værelse. Tanken om Thanos var nok til at sende Juno tilbage i den sindstilstand af konstant panik han havde levet i under deres rejse.

Heldigvis skiftede emnet hurtigt og Juno blev trukket tilbage til nutiden. Tilbage til Giles' stue, og det smil Giles sendte ham, og Hectors hånd mod sin. Juno fnøs og satte sig lidt op i sofaen igen. "Øh, næh," svarede han med et grin og skævede smilende til Hector. "Jeg fandt ham på gaden og han har ikke villet lade mig være alene siden." 

Hector kunne godt se, at der skete et eller andet med Juno, mens Giles talte, men Hector vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Han klemte om Junos hånd og forsøgte at fange Junos blik, og det lykkedes, da Giles stillede sit spørgsmål. Juno var tilbage igen, og Hector slap et lille, lettet suk, der dog hurtigt blev til et fnys, da han hørte Junos svar.

"Hey!" sagde han og satte sig lidt mere op i sofaen og skød brystet lidt mere frem. "Det var sgu da mig, der fandt dig, chef. Du skal ikke sidde her og bilde den rare mand alt muligt lort ind. Og desuden havde du ligget i rendestenen for længe siden, hvis jeg ikke havde fulgt dig overalt. Du er jo helt håbløs."

Det var måske lidt hårde ord, men Hector holdt Junos hånd hele tiden og kunne ikke lade være med at smile til ham.

Det var tydeligt at se, at Juno reagerede på det, Giles sagde. Han så bange ud og det var derfor, at Giles valgte at skifte emne. Han kunne altid få lidt at vide lidt af gangen, der var ingen grund til at presse ham. Heldigvis så emneskiftet ud til at virke efter hensigten, for der dukkede et smil op på drengens ansigt.
Det var ikke fordi, at Giles var så synderligt interesseret i svaret, selvom han da var nysgerrig. Han fulgte dog med i de to drenges svar og drilleri af hinanden, hvilket bare fik ham til at smile. De var da meget søde sammen.

En svag rømmen fik ham til at se op. Serena stod ved siden af ham med et lille smil og et spørgende udtryk.
"Hvor mange er vi til aften?" Hun skævede til Juno og Hector. Juno kendte hun, men den anden unge mand gjorde hende en smule nysgerrig. At de sad og holdt i hånd sagde hun ikke noget til, men det skulle nok også undre nogen, at hun fandt det forkert, når hun arbejdede for en mand som Giles. Og halvt om halvt havde adopteret en dreng som Killian.

Giles flyttede blikket til de to drenge. Det var tidlig eftermiddag, så der var et par timer til mad. Var de interesseret i at blive så længe? Han regnede med, at Juno var, de havde trods alt brugt lidt timer sammen, men han vidste ikke, om Hector også var interesseret.
"Det bestemmer de to unge herrer, om de har lyst til at blive og spise?" Han smilede let for at indikere, at de skulle være mere end velkomne.

Juno skævede til Giles, da Serena spurgte indtil antallet af gæster, og først da han vendte den tilbage til dem, svarede Juno for dem begge; "Vi bliver begge to." Juno kunne godt holde Giles' selskab ud så længe og hvis Hector ikke kunne, så skulle han være velkommen til at gå - så skulle han bare være tilbage inden spisetid. Juno forventede at han i det mindste var til stede. Han forventede ikke engang at han opførte sig pænt eller pludselig fik gode manerer ved bordet, han forventede bare at han var der sammen med ham, når han nu endelig havde introduceret ham som sin kæreste for nogen. 

Han vidste dog også at Hector ikke kunne læse tanker, så han vendte sig mod ham. "Hvis du gerne vil lave noget andet et par timer, kan du altid bare komme tilbage," foreslog han lavmælt sin kæreste og strøg blidt sin tommelfinger i cirkler mod hans hud, hvor de holdt hinanden i hænderne.