Det kølige vand vaskede blodets, skidtet og det meste af smerterne væk i et par dyrebare, skønne minutter. Da hun blev taget op, ramte nattekulden, og Rhaya måtte bide tænderne sammen. Hendes trøje havde suget en del vand op, og havde nu en stor våd plet i siden og rundt langs kanten.

Hun klemte øjnene hårdt sammen om tårerne, mens hun blev båret op igen, og da hun åbnede øjnene igen, havde manden taget sin skjorte af og var begyndt at partere den. Han var virkelig oprigtig i sin hjælpsomhed, og Rhaya kunne ikke lade være med at sende ham et lille, udmattet og smertepint smil. Det gik op for hende, at hun ikke havde sit tørklæde på, og derfor var ret tydeligt elver. Det havde ikke været så vigtigt for hende at have det på de her dage, fordi hun alligevel primært havde bevæget sig om natten og væk fra andre væsner. 

"Jeg hedder Rhaya," svarede hun hæst og måtte rømme sig, inden hun kunne tale videre. "Tak for at redde mit liv, Ché. Og Fenris"
Som han forbandt benet, blev smerten lukket mere inde og dulmet, og blodet blev holdt på sin plads - inden i hende.  

Det var ikke første gang, at Ché lagde en forbinding på, hvilket nok kunne fornemmes, som han snoede stofstrimlerne rundt om hendes ben. Der kneb med mængden af forbinding, og han måtte opgive at lægge forbinding rundt om hendes liv, men det virkede også mere vigtigt om låret, da sårene så ud til at være dybere der. Han dækkede dem så langt oppe, han kunne, forsigtigt med, hvor han rørte hende henne. Hun skulle nødigt tro, at han forsøgte på noget, for det gjorde han ikke.

”Det var så lidt, ingen bør lide en grum skæbne for kløerne eller tænderne af en varulv.” Hans blik havde løbet over hende for at sikre sig, at hun ikke var blevet bidt. Men det så ikke sådan ud, det var bare ulvens kløer, der havde lavet de lange rifter ned over hendes krop.
Endeligt kunne han fæstne enden af forbindingen og trække sig lidt væk.
”Jeg kan ikke gøre mere end det, ikke her. Så skal jeg have dig med tilbage til vores lejr, der er folk med større forstand på sårpleje end jeg.”

”Kan du bære os begge?” Ché sendte en lydløs tanke til griffen, der stadig fløj rundt over dem.
”Selvfølgelig.” Svaret kom tilbage med det samme, selvsikkert.
”Fenris kan bære os begge til lejren, der er et par timers flyvning endnu. Hvis du vil med.” Han smilede venligt til hende.

"Jeg var alt for uforsigtig," svarede hun lavt og kiggede lidt ned i jorden. Hun burde virkelig have tænkt sig om, eller i det mindste kigget på månen. "Jeg må være blevet for vant til byen..."

Mens han lagde forbindingerne, beundrede hun den flotte grif og den fine stjernebaggrund. Fenris så så rolig ud, at Rhaya begyndte at føle sig mere rolig af bare at se på ham. Et majestætisk dyr. Og Fenris holdt hovedet højt og havde ikke nogle tydelige lænker på. Fri fugl, som Rhaya foretrak dem. Det talte også ekstra godt for Ché. De fleste griffer, Rhaya ellers havde set, havde været i fangeskab i Balzera og ventet på at blive solgt til en eller anden rigmand, der helt sikkert ikke ville behandle den ordentligt.

"Jeg..." Rhaya tøvede lidt. Han havde reddet hende og hjulpet hende. Hun kunne ikke gå nogen steder selv som hun var lige nu. Men hvem var i hans lejr? Kunne hun stole på at hun ville komme hjem igen? "Ja." sagde hun efter et halvt sekundts tøven. Der var ikke meget valg, og alt var bedre end at ligge blødende her og vente på at den næste varulv kom forbi. "Men jeg får måske brug for lidt vejvisning, når jeg skal hjem igen. Jeg tror min stedsans bliver blæst væk på flyveturen."

Ché lagde en hånd på hendes knæ og smilede opmuntrende til hende.
”Den slags kan ske. Ingen grund til at slå sig selv i hovedet med det.” Hans stemme var varm og venlig, og der var ingen tvivl om, at han mente det. Man kunne have så meget andet i hovedet end fuldmåle. Han havde selv haft brug for at lære det, da han kom fra Rubinien og der vrimlede det ikke ligefrem med varulve. Men der hvor de havde holdt lejr, havde det været nødvendigt med vagter under den runde måne, fordi de ikke boede så langt fra skoven, hvor mange åbenbart søgte hen.

Med de venlige lilla øjne ventede han på hendes svar. Han ville forså, hvis hun sagde nej, men han ville gøre sit for at overtale hende. Hun var kommet slemt til skade og havde brug for pleje og et sikkert sted at være. Men efter et øjebliks tøven sagde hun ja. Hans smil blev lidt større.
”Det bliver ikke et problem. Godt. Vi må hellere komme videre med det samme.” Han sendte en tanke til Fenris, der stadig dykkede ned mod dem og landede et par skridt fra dem. Ché fandt et tæppe frem fra sin oppakning som hun kunne vikle om livet, og derefter tog han sin varme jakke af og lagde den om hendes skuldre, inden han hjalp hende op på griffen. Det ville blive koldt at suse af sted igennem luften.

Fenris satte lidt tungt af fra jorden og snart var de på vej mod lejren. De ville tage sig godt af hende.

// Out

Rhaya tav og lod Ché vikle hende ind i tæppet. Hun havde aldrig fløjet på en grif før - kun blevet fragtet af Fenris, da hun blev reddet - og havde et halvt skræmt, halvt entusiastisk blik i øjnene, som hun blev hjulpet op på dyrets bløde ryg. Luften var kold, og hun krøb længere ned under den alt for store jakke, som allerede var dejlig varm fra hans kropsvarme.

Som de lettede så hun græsset forsvinde ud i en ensartet masse, og denne gang kunne hun beundre hvor  småt alting så ud, frem for at være ved at  besvime. Før havde hun været sikkert i Fenris' klør, og denne gang skulle hun sidde på hans ryg. Hun var glad for Ché sad bag hende og holdt hende fast. Stadig med smerter i benene ville hun ikke stole nok på sin krop til at holde fast i ham hele vejen. 
Rhaya lænede sig lidt forover og puttede ind til Fenris' fjer, nød natteluften og den sikkerhed, hun nu blev bragt til.