Meget kunne hun finde sig i, mudder, slam og diverse sager, var intet problem. Men den fæle lugt fra bæstet var for meget og hun var nød til at skære en grimasse for at skjule lidt af afskyen. Det var dog ikke en nem opgave, dog var Yotul lettet over at slippe bort fra bæstets, uanset om det var kortvarigt eller længere, så var en pause på sin plads. Ikke at de gav hinanden meget plads, for hadet voksede imellem dem. Han var afskyelig og skulle aldrig have lov til at røre hende igen. Kun hvis hun kunne kontrollere hans bevægelser og sikre sig, at kløerne ikke længere var i spil. Mundvandet var dog uundgåeligt, men hun ville næsten have gjort hvad som helst for at undgå den fedtede væske, der klistrede sig til hendes krop. Selv når hun prøvede at skubbe det bort, så klistrede det sig fast i hendes fingre. Det var over det hele. Hun var tydeligvis nød til at hoppe i søen for at slippe af med det. Men først skulle hun gøre noget ved bæstet.. Dyrets navn var ikke relevant og hun havde ikke tænkt sig at spørge efter det, medmindre hun skulle melde ham til dusørjægerne i landet.

Smerten forgik ikke, da dyret slap hendes skulder. Hun pressede stadig på, imens at hun brugte de få kræfter hun havde tilovers på at komme på benene igen. Yotul forsøgte at forhindre hendes arm i at svinge frem og tilbage, eftersom at smerten skød igennem hendes krop ved hver bevægelse hun lavede. Men hun havde ikke tænkt sig at flygte, bare fordi hun havde ham hvor hun ville have ham. Han skulle vide, at det var hende, så hun kunne true ham med det en anden gang, hvis han gjorde endnu et forsøg på at æde hende. For han var tydeligvis kommet efter mad. Yotul stoppede op, lod blikket glide mod sin skulder, som var noget så forrevet. Hun væmmes faktisk ved synet, men vidste godt at hun bare skulle have ro og så ville hun kunne fikse skulderen. Men det var ikke hendes prioritet nu. Tværtimod. Dyret ville næppe være glad for at hun vendte sin fulde opmærksomhed imod ham, som hun flyttede det ene ben foran det andet og fortsatte imod ham. Der hvilede et frustreret og vredt blik i hendes øjne. Der var intet menneskeligt over ham, normalt ville hun provokere ham yderligere, men kræfterne var der ikke til det.

Deres blikke mødtes og Yotul låste sit blik med hans, indtil han ville kigge bort. Hun ønskede at se, hvordan han havde det, hvordan smerten langsomt ville begynde at vise sig i hans dyreste træk. Dyret trak sig ikke, som hun rakte hånden frem mod ham. I stedet knugrede hun hånden sammen, pressede blodet imod strømmen omkring hans hjerte. Hun var villig til at blokere for udgangen, så blodet ville samle sig i hans hjerte. Men hun holdt igen.. Han havde givet hende en kamp, som hun ikke ville komme til at glemme lige foreløbig, så han fortjente at leve. Bare indtil næste gang. Det var vel det mindste? Han forsøgte at rejste sig, men presset fik ham til at bukke sammen, alligevel udviste han en styrke til at holde kroppen ret. Han forsøgte ikke at fornøje hende, underkaste sig eller noget. Dyret var stædigt og endnu stolt over sin præsentation. Ordene bekræftede hende i, hvad hun havde satset på. Dog fortsatte hun imod ham, imens at hun trak hånden til sig. Den var stadig knyttet, denne gang imod hendes bryst, som hun stoppede op ikke langt fra ham. Langsomt rakte hun hånden frem mod ham og lade den forsigtigt imod hans snude. Berøringen var svag og forsigtigt, som hun bed sit i læben. Hendes vejrtrækning var tung og dyb, hun var udkørt. ”Tak” hendes stemme var oprigtigt, som hun lagde hovedet let på skrå. Presset imod hans bryst forsvandt i samme sekund, som ordet kom udover hendes læber. Hun lukkede øjnene kort, som hun trak hånden til sig og bakkede tilbage, før at hun knækkede sammen mod jorden igen. Denne gang hårdt kvæstet sammenlignet med tidligere. Hun lagde den ene arm ud til siden og holdt den anden over sit bryst for at mindske anstrengelserne i hendes skulder. ”Nyd dit måltid” lo hun stille, som hun langsomt lukkede øjnene i. Hun havde slet ikke lyst til at forstyrre ham i sit måltid, for hvis han ønskede at spise mændene, så ville han blot slette beviserne for deres død og det ville jo hjælpe hende. Imellemtiden kunne hun måske få chancen for at genvinde sine kræfter.

Smerte… Smerte… Og mere smerte. Og han forstod ikke hvorfor. Men nu vidste han med sikkerhed, at det var hende der var skyld i dem. Hvordan hun så formåede at forvolde ham den smerte, vidste han stadig ikke og det var frustrerende. Skulle hun vælge at starte smerten op igen, var han forberedt på det, men hvordan skulle han undgå den i fremtiden. Der var ikke overskud til at fundere over en løsning, for det første fordi han ikke ville kunne komme frem til hvad han havde gjort, for at give hende muligheden for at have den kontrol over ham. For det andet var smerten slem og han brugte alt sit overskud, så lidt som der var tilbage, på ikke at bukke sig for hende. Indtil hun slap, ville han ikke være i stand til at gøre meget og han ville ikke tage nogle chancer, så han blev siddende. Han forsøgte at knurre ordentligt, men smerten gjorde det svært at trække vejret normalt, og derfor lød det ikke specielt truende længere. Men lysten til at tage hævn så snart hun slap, var der selvfølgelig, for hadet til hende voksede mere og mere. Slaget mod snuden i begyndelsen, var rigeligt til at få hans blod i kog og gav ham, synes han selv, en god grund til at tage kløerne i brug. Og de var blevet brugt godt, inden hun havde givet ham en halv mani/pedi.

Han forsøgte at tage nogle dybe vejrtrækninger, at forholde sig i ro og dermed undgå at gøre smerten værre, men som hun knugede hånden sammen, blev smerten en tand værre igen, som et jag af smerte skød gennem hans bryst. Der lød et halvkvalt støn fra ham, før han kort hev efter vejret. Han holdt fortsat kroppen ret, han nægtede stadig at bukke under for hende, lige meget hvor meget han følte, at han havde tabt lige nu. Han var ikke i tvivl om at hun kunne ende ham, hvis det var dét, hun ønskede, men han holdt fast i sit minimale håb, om at hun ville lade ham slippe. Han reagerede ikke på hendes ’tak’, men fokuserede bare på at stirre på hende. Han forsøgte at gøre blikket så rasende som han følte sig, men det var utrolig anstrengt på grund af smerten. Så snart smerten forsvandt, åndede han lettet op, og sekundet før hun fjernede hånden fra hans snude, pressede han et fnys ud, kun for at tage en anelse hævn i form af lidt ekstra snot. Nu havde han observeret at det ikke faldt i god jord hos hende, og hun havde selv valgt at komme i kontakt med næsen igen, så denne gang var hun helt selv ude om det. Hun trak sig tilbage og i det samme faldt han mod jorden, for at bruge lidt tid på endelig at kunne trække vejret ordentligt. Han lukkede øjnene i, i ren nydelse for at slippe for smerten, men ikke i lang tid, for han rettede blikket mod hende igen da han hørte hende tale. Hun var tydeligvis afkræftet, men det undrede ham alligevel, at hun havde valgt at lade ham gå. Specielt når hun nu lignede en der var mere eller mindre hjælpeløs. Men hun havde valgt at skåne hans liv, så måske han skulle gengælde venligheden og skåne hendes. Han kom på benene igen og bevægede sig med rolige skridt mod det nærmeste af ligene. En relativt ung mand der, udover sit hverdagstøj, var iført en tyk kutte. Materialet var uden tvivl skindet fra en hjort, det var ikke svært at lugte, selvom den nok ikke havde været en hjort i lang tid. Han skubbede den livløse mand rundt og fik hevet kutten af ham. For ikke at bide hul i den, rettede han sig op på benene, for at kunne bære kutten i hænderne. Så gik han tilbage mod hende og lagde den over hende. Det var ikke fordi han vidste om det ville gøre godt for noget, måske bare at holde hende varm, men det var det eneste han lige kunne komme på, for at vise sin taknemmelighed for at hun havde ladet ham gå. Han stillede sig på alle fire igen, før han placerede bagdelen i jorden, mens han betragtede hende med hovedet let på skrå. ”Er du ved at dø nu?” Lød det lavt fra ham, næsten skuffet. Han havde gjort en indsats for at gøre en ende på hende, men det ville da næsten være synd hvis hun døde nu. Han havde jo lige gjort en venlig gestus, hvilket ikke skete ofte. Desuden så han næsten frem til næste gang, hvis der kom en næste gang. Han havde nu nydt at irritere hende.

Der var tale om et splitsekund, hvor det var gået galt for bæstet, men det havde varet længe nok til at hun havde haft chancen for at få blød nok ind i hans system til at kunne udnytte dets potentiale. Selvfølgelig var der tale om almindeligt blod, men så længe at det var hendes, så var hun i stand til at styre det med sin vilje. Dog ønskede hun ikke at indrømme overfor ham, hvad han havde gjort forkert, for så ville hun næppe få lige så meget modstand næste gang, hvis de skulle ende med at støde på hinanden igen. Hun tvivlede lidt, eftersom at hendes normale opholdssteder og hans jagtområder næppe overlappede hinanden så meget. Men hun var stadig nød til at give slip i ham, hvis ikke hun skulle miste al sin energi på at holde ham tilbage, så kunne Yotul kun håbe, at han ville lade hende være eller i det mindste give hende tid til at genvinde noget af den tabte energi. Yotul åndede lettet op, da hun slap ham, som hun for alvor kunne mærke hvor træt og påvirket hun var af det. Havde hun ventet meget længere, så var hun nok besvimet på stedet, så det var helt naturligt for hende, at lægge sig ned på jorden og puste ud.

Yotul følte at hun havde vundet denne kamp, men hun vidste også godt, at det var farligt at gøre sig selv så svækket, når han endnu kunne bevæge sig. Dog havde hun ikke haft noget valg, hvis hun skulle være i stand til at gå derfra igen. Hun kunne godt fornemme hans raseri, men hun havde ikke energi nok til at gøre noget ved det. I stedet fik han atter mulighed for at trække vejret og hendes blod blev hurtigt angrebet af hans egne blodceller, som de forsvandt i systemet. Der var ikke længere muligt for hende, at forsøge at tvinge ham i knæ. Nej, nu måtte hun satse på, at hadet ikke var blevet for stort. Hun fnøs irriteret over det snot, som havde ramt hendes ånd, men endte med at tørre det af i jorden, da hun først havde lagt sig ned. Såret i hendes skulder dunkede og skreg efter hendes opmærksomhed, som hun vred sig lidt og forsøgte at presse hånden mod skulderen for at presse det åbne sår sammen, så hun ikke skulle bruge al for meget energi på at lukke det sammen. Fra tid til anden valgte hun at skæve mod ham, blot for at sikre sig, at han ikke lige pludselig gik til angreb på hende. Det mindste hun kunne gøre var at forsøge at undvige.

Det var nok en af de få gange, hvor hun havde følt sig så afkræftet efter, hvilket nok var grunden til at hun havde takket ham tidligere, fordi kampen havde bestemt været der værd. Nu skulle hun bare finde energien igen og så ville det være glemt. Yotul drejede om på siden, som han bevægede sig væk fra hende mod ligene. Hun åbnede lettet op, som hun mente, at det måtte betyde, at de havde afsluttet det og der derfor ikke var nogen grund til at irriteret hinanden yderligere. Hun lagde sig atter tilbage på ryggen og tog en dyb indånding, før at hun hostede blod op og lod det løbe ned af hendes mundvig. Kroppen var på overarbejde efter bidet i skulderen og hun kunne ikke arbejde på det hele samtidig. Hun havde lukket øjnene for at slappe af, da hun mærkede rystelserne i jorden og kunne høre ham, komme tættere på. Det gav et sæt i hende, som hun forsøgte at rette sig op, men smerten tvang hende ned igen. Et smertefuldt host fortalte ham, at hun endnu var i live, men hun vred sig lidt, som hun skævede mod ham, da han valgte at ligge kutten over hende. Der var tydeligvis tale om et underligt dyr.. Hun kunne dog ikke helt lade vær med at smile af hans ord. ”Så nemt slipper du ikke for mit selskab” lo hun med et sygeligt smil på læben. Skulderen var langsomt begyndte at lappe sig selv, men det var svært at se, som hun endnu pressede hånden imod såret. ”I det mindste kan jeg ikke forstyrre dit måltid” svarede hun med et nik mod ligene. ”..Så længe du holder dig fra mig” tilføjede hun ret hurtigt, som hun rettede et alvorligt blik mod ham. Ikke tale om at hun skulle være føde nu hvor hun havde kæmpet så hårdt.

Dékatreís var nødt til at indse, at han havde tabt denne gang, for han havde ikke haft en chance overfor hende, så snart hun havde det tag på ham, som hun havde haft. Smerten havde været intens, måske endda noget af det mest intense han nogensinde havde mærket før, og selvom han fik holdt sig oppe i øjeblikket, var det utrolig krævende. Han var slet ikke i tvivl om at hun kunne gøre en ende på ham, hvis det var det hun ønskede, men han havde nu også rimelig svært ved at indrømme, at han havde tabt. Han var ikke vant til at tabe, det var sjældent det var sket i fortiden. Det var også derfor han næsten synes det ville være ærgerligt, hvis hun gik hen og døde nu. Han så frem til endnu en kamp, måske han ville kunne finde ud af hvad han havde gjort galt forrige gang.

Han blev siddende ved hendes side lidt endnu, ventede på hendes svar, hvis hun altså ikke var ved at dø. Det blev dog hurtigt bekræftet, og han nikkede let tilfreds af hendes ord, som han lagde hovedet let på skrå, undrende over det sygelige smil. Det fik ham til at undre sig over, om hun havde nydt kampen lige så meget som han selv havde, måske hun endda var værre end han var. Hendes næste sætning fik ham til at skæve kort mod ligene, men hendes tilføjelse gjorde at han hurtigt rettede blikket mod hende igen. Han lod tungen glide op over snuden for at gøre den fugtig, som han betragtede det alvorlige blik hun sendte ham. Det var ikke hans intention at tygge mere i hende lige nu, men for at gøre hende lidt ekstra nervøs, rejste han sig op på alle fire og blev stående lidt, som om han overvejede at sætte tænderne i hende igen. Efter lidt tid rystede han let på hovedet og trådte et skridt væk fra hende. ”Jeg lovede at lade dig være, og jeg vil holde mit ord,” lød det roligt fra ham, som han vendte ryggen til hende og bevægede sig mod samme mand, han havde taget kutten fra. Han mente hvad han sagde, han havde tænkt sig at holde sit ord, men kun hvis hun også lod ham være, for der var ingen tvivl om at han fortsat ville forsvare sig, hvis det blev nødvendigt. Adrenalinen i kroppen var begyndt at lægge sig, og derfor begyndte smerten i snittet fra siden at genere ham en del. Der flød ikke blod fra såret længere, men det var stadig lidt dybere end han var glad for. Der var ikke så meget at gøre, end at lade det hele, det var trods alt ikke første gang han havde haft et lignende sår. Han satte sig ved siden af manden, som stadig lå på maven, så placerede han den ene hånd mod hans ryg og lod kløerne bore sig ned i huden. Han rev et par gange, for at lave et større sår, før han bukkede sig ned over ham og satte tænderne i kødet. Et ordentligt måltid ville hjælpe på helingsprocessen, så det passede ham fint, at hun ikke kunne forstyrre ham.

Det var aldrig til at vide, hvad man kunne lære af et sådan møde, men Yotul havde faktisk ikke forvente, at der boede et lignende bæst herude, men det var selvfølgelig der perfekte sted at opholde sig, for der var ingen som ville forstyrre. Det var også grunden til at hun selv havde valgt at lokke mændene der til, så havde hun fred. Mon ikke han havde tænkt det samme? Uanset hvad, så havde hun ikke forventet at ligge på jorden med et stort åbent sår i skulderen. Smerten bed og træk stadig i hendes nerver, også selvom hun lå ned. Men hun kunne sagtens håndtere det, da hun havde prøvet lidt af hvert. Det var nu ikke hver dag, at man stødte på et lignende bæst eller endte med så store skader, normalt reagerede hun langt hurtigere med sin evne for at forhindre netop det i at ske. Men hun havde været for opslugt at savlet og snotten til at tænke sig om. Det irriterede hende egentlig, men nu var hun klar over, at han ikke havde problemer med at bruge feje tricks. Så kunne hun gøre det samme.

Det første hun dog havde i sinde at gøre var at slappe af, derfor blev hun også liggende på jorden. Blikket var dog rettet imod ham, som hun helst ikke ville overraskes af endnu et bid eller hvad der kunne være værre. Hendes krop havde brug for hvile og ikke mindst ro til at arbejde på såret og eftersom at der ikke var tale om en lille rift, så ville det selvfølgelig tage længere tid end hun måske ville indrømme og havde ro nok til at vente på. Bæstet var mere end velkommen til at bruge tiden på at spise, så hun kunne heale sin sår og overveje hvad planen var efterfølgende.. Hun var fristet til at kaste sig over ham, deraf det sygelig blik, men i stedet bed hun sig selv i læben for at nikke til hans ord. Jo før han begyndte med at spise, jo før kunne hun forstyrre ham, sådan for alvor. Hun holdt et vågent øje med ham, da han havde rejst sig og spændte kort i kroppen, hvis hun ville være tvunget til at flygte, skulle de store tænder blive vendt imod hende igen. Heldigvis kunne hun ånde lettet op igen, da han valgte at gå og forsikre hende om hans ord. Hun nikkede og slappede af i musklerne igen, som hun pressede hånden imod såret. Det var svært at heale det uden hjælp og hun skulle have styr på huden for at kunne lukke det ordentligt. Det var egentlig en besværlig proces og han havde ikke gjort det nemt for hende. ”Du kunne nær have revet armen af” mumlede hun irriteret, som hendes blod dækkede såret og holdt det samme. Hun fik sat sig op, men armen hang ned langs med siden, dog kunne man sagtens se at blodet arbejdede omkring såret, det var flydende og bevægede sig rundt omkring de mange hudflapper og lignende, som han havde flået hendes arm næsten. Hun forventede ikke et svar, men hendes hår var begyndt at klistre til græsset, så hun var nødt til at se sætte sig op og udbrud havde været en reaktion på hendes frustration over den store skade.

Der blev gjort et hårdt ryk med hovedet, for at hive et stykke kød af liget. Han så sig ofte over skulderen, bare for at være sikker på, at hun ikke allerede var på vej mod ham igen. Der gik ikke lang tid, før han trådte hen over liget og satte sig på den anden side, så han ikke længere sad med ryggen til hende. Det gjorde det straks nemmere at skæve mod hende i ny og næ, som han tyggede løs på kødet, slugte det og bed til igen. Efter han havde sat tænderne i hende tidligere, havde blodet allerede lagt sig let om munden, men det syn blev kun værre, for hver bid kød han rev af liget, som blodet gled ned over hans underlæbe og mod jorden. Dog var det ikke kun blod der røg ud af munden på ham, mens han tyggede, for han var ikke ligefrem opdraget til at spise pænt, og man kunne tydeligt se en del mundvand, der blandede sig godt med blodet. Charmerende.

Hver gang en bid mere blev taget, blev ørene lagt helt tilbage og øjnene blev lukket næsten helt i. En lidt større bid end de forrige, blev revet af med endnu et hårdt ryk med hovedet, og straks blev ørene rettet op og blikket vendt mod hende, da han lyttede til hendes ord. En ekstra snor af savl og blod faldt fra hans mundvige, landede på liget og gled videre ned mod jorden, hen over den døde hud, som han rettede hovedet op. "Det var også meningen," lød det fra ham, stadig med munden fuld, så ordene kom ikke helt så elegant ud, som de ellers kunne have gjort. Hans blik blev vendt mod det sår, han havde fået lavet mod hendes skulder og hovedet blev lagt på skrå, lettere uforstående for hvordan det allerede kunne se lukket ud. Han satte gang i tygningen igen, som han trådte over liget igen og gik et par skridt tættere på hende, stadig på alle fire. "Så slemt ser det da ikke ud?" Som han fik bevæget sig en anelse tættere på, var det nemmere for ham at se blodet bevæge sig omkring såret, men det ændrede ikke på hans undrende blik, for han forstod stadig ikke hvordan det hele hang sammen. "Hvad er det du gør?" Han stoppede op omkring en meter fra hende, og først efter det sidste spørgsmål, fik han det gennemtyggede stykke kød ned. Diverse væsker løb stadig i tynde tråde, både fra mundvigen, og fra pelsen under hagen.

Der var en underlig spænding imellem dem, som Yotul lod blikket hvile imod ham. Der var et sagligt smil på hendes læber, som hun var hel høj af deres kamp tidligere. Adrenalinen pumpede stadig rundt i hendes krop, som hun bed sig let i underlæben. Hun havde ikke lyst til at stoppe her, men det ville være dumt at kaste sig ud i en kamp allerede, når hun ikke ville være i stand til at bruge den ene arm. Derfor var hun tvunget til at blive siddende, som hun blot så på imens at han spiste af liget. Yotul havde aldrig selv gjort noget lignende før, men hun følte ikke at hun skulle kaste op af synet. Lugten af blod var heller ikke til at besvime af, da hun efterhånden var smurt godt og grundig ind i det, så hun kunne faktisk ikke dufte den søde lugt mere. Hun kunne høre hver gang, at han rev et stykke af kødet af kroppen. Hvordan knoglerne raslede og kroppen ramte jorden med et bump hver gang. Det var beroligende, men samtidig gav det hende også tid nok til at arbejde på sit eget sår. Hans egne sår kunne hun ikke gøre noget ved og havde bestemt ikke tænkt sig at redde ham fra det. For det lignede hende virkelig ikke. Yotul undlod dog at følge med i hans savl, som hun vendte blikket den anden vej mod hendes skulder i stedet.

Savlen fik hende til at væmmes igen, som hun havde rettet blikket imod ham for at give udtryk for sin frustration over næsten at have mistet sin arm. Selvfølgelig regnede hun med, at hun ville have været i stand til at forhindre det noget før, hvis hun ikke havde inficeret hans blod først. Så det ville aldrig være kommet så langt. Hans ord bragte dog en kølig latter over hendes læber, som hun bestemt ikke var enig i hans ord. Bæstet talte med mad i munden, men det bekymrede hende ikke, som hun sagtens kunne forstå det. ”Det ville aldrig være lykkes dig” fastslog hun med et strengt blik i øjne, men der hvilede stadig et sagligt smil over hendes læber. Hun var fristet til at give ham et nyt forsøg på det, men først skulle såret lukkes helt og den var der næsten. Bæstet trådte tættere på, som hun hævede det ene øjenbryn og langsomt selv kom på benene. Armen hang stadig langs med hendes krop, men hun var langsomt begyndt at kunne bevæge fingrene uden smerte i resten af armen. ”Det er da fordi jeg er i gang med at lukke det” pointerede hun med et opgivende suk, kunne bæstet ikke forstå det? Han havde da set hendes sår lukke sig før, måske han ikke havde bidt mærke i det, fordi han havde været travlt optaget af sit savl i stedet. Hun vred let på næsen igen, som han kom tættere på. Hun flyttede dog ikke på fødderne, som hun blev stående. Langsomt begyndte hun at løfte armen, hun lagde den anden hånd over skulderen for at dreje ledet rundt. Det føltes atter behageligt. Ulven stoppede en meter fra hende, som hun dog trådte frem imod ham og placerede hånden imod hans snude. Hun forsøgte bevist at undgå savle, som hun kiggede ham i øjnene. ”Healer, så vi kan begynde forfra” svarede hun med et lystigt smil på læben. Hun placerede begge hænder imod hans snude, som hun lænede sig fremad og strakte armene i et forsøg på at presse hans hoved ned, så hun kunne se ham i øjnene.

Der lød et fnys i morskab fra ham, over det frustrerede blik der blev vendt mod ham. Det gode greb han havde haft i hendes skulder, var ikke ment som en advarsel, for han havde tænkt sig at rive til, men ikke før han havde gjort smerten værre, ved at hive som han gjorde. Var han ikke blevet stoppet af de intense smerter i brystet, havde han fortsat med at rive, og til sidst revet ordentligt til. Hendes kommentar hjalp ikke på hans morskab, for han var da mere end overbevist om, at det sagtens kunne være lykkedes. Men kun fordi han stadig ikke vidste helt præcist hvordan, hun havde formået at forvolde ham den smerte. ”Selvfølgelig ville det være lykkes. Var jeg villig til at dø for en enkelt arm, var den røget nu,” svarede han, stadig med munden fuld, som han lystigt tyggede videre i kødet. Han var ikke den klogeste, men selvtilliden fejlede da intet, selvom han ofte ikke havde meget at have det i. Han var nu alligevel ikke villig til at give sit liv for en arm. Ville nogen være det?

Muligvis havde Dékatreís set hende heale før, han kunne ærlig talt ikke huske det, heller ikke selvom det ikke var lang tid siden. Han havde været for optaget af sin vrede og sin lyst til at gøre det værre for hende, i form af snot og savl. Hvor hans hånd havde været placeret, hen over brystet han havde fået flænset op, var ikke noget han bed mærke i. Kødet blev langsomt mast mellem tænderne, men hans fokus lå mest på hendes skulder, derfor tog det ham lidt tid endelig at få det slugt i et smask. Han blev næsten skældøjet, som han skævede mod den hånd der blev placeret mod snuden, før han rettede et irriteret blik mod hende. Han havde intet imod at starte forfra, specielt ikke når hun endnu engang rørte ved hans næse. ”Hvis du ikke lader min næse være, ser jeg ingen grund til at lade dig heale først,” truede han med en svag knurrende tone. Det var trods alt den næse, der havde startet kampen til at starte med. Så snart hun lagde den anden hånd mod snuden og pressede til, gav han et ryk i hovedet for derefter at bide ud efter hende. Denne gang ikke for decideret at skade hende, det var kun ment som en advarsel. Egentlig burde han slet ikke spilde tiden på advarsler, men han havde lovet at lade hende være.

Egentlig så ville Yotul helst undgå den samme følelse igen. Hun havde ingen planer om at han skulle få mulighed for at rive i hendes arm igen. Eller andre lemmer for den sags skyld. Den måde, som han havde revet i hendes arm, havde givet hende en hel anden følelse end hvad hun var van til. Måske det var fordi hun sjældent kom op og slås med dyr af hans art. De foretrak altid at bruge tænderne og det var uden tvivl noget der kunne forvolde skade, ellers ville det ikke have taget hende så lang tid at heale. Kløerne havde været nemmere at håndtere, men der var skaden heller ikke helt så stor, som hendes skulder. Yotul rynkede let på næsen, som hun fnøs af hans ord. Nej.. Det ville ikke være lykkes, for så langt ville hun ikke have ladet ham komme, så havde hun dræbt ham meget hurtigere eller blokeret hans blodløb og derved lammet ham. Han havde fået den ene chance og den ville ikke komme igen. Ikke hvis det stod til hende i hvert fald. ”Så langt ville du ikke være kommet, så havde jeg stoppet dig før” kommenterede hun en anelse stædig. Et bæst som ham, skulle ikke have mulighed for at lamme hende på den måde. Det ville hun ikke tillade. Nok havde det været sjovt og underholdende, men så langt skulle det aldrig komme. Men selv hvis bæstet troede på det, så skulle hun nok overbevise ham om noget andet, så hun kunne træde lidt på hans selvtillid. Den slags var ikke sundt i så store mængder. Kun for hende. Et ondt smil gled over hendes læber, som hun rev tænderne over læben. De skarpe tænder var blevet filet spidse, men ville aldrig kunne forvolde så meget skade, som hans mundtøj.

Det var farligt at stå så tæt på bæstet igen, men armen var så smart ved at være klar til at blive brugt igen, så hun var atter overmodig og forsøgte igen at provokere ham for at se, hvad hun kunne få ud af hans voldelige natur. At bæstet endnu ikke var færdig med at mæske sig i ligene var ikke længere hendes problem, som hun havde fået den pause, som hun havde haft brug for. Hun var klar igen. Yotul kiggede ham i øjnene, som hun forsøgte at mase hans snude ned og hæve sig over ham. Han havde været yderst stædig med ikke at falde sammen overfor hende tidligere. Men alle køtere kunne vel lære nye tricks? Bæstet var dog ikke særlig glad for at hun rørte hans snude. Hvilket faktisk gjorde det langt sjovere, som hun førte en finger over den kølige snude. ”Er snuden et ømt punkt for dig?” spurgte hun en anelse distraheret, før at hun fyrede en kold latter af, som han bed ud efter hende. Først flyttede han sig, som hun trak hænderne til sig og sprang tilbage. Den klistrerede jord fik dog fat i hendes ben, som hun endte på røven med et bump og et grin. Yotul begravede hænderne i jorden, som hun pressede dem igennem det blodige græs og rev det til sig, som hun smed græsset imod ham. En mindre klump, men det var sikkert nemt nok at undvige.

Der var ingen tvivl om at Dékatreís bestemt ikke var enig med hende. I sin arrogance var han overbevist om, at han sagtens ville kunne vinde den kamp, men havde han været klog nok til at gennemskue hendes teknik bag evnen, havde han nok ændret mening. Så klog var han dog ikke og han var ikke bleg for at sætte tænderne i hende igen, skulle det blive nødvendigt eller bare belejligt. Og siden han selv var overbevist om sin sikre sejr, så han ingen grund til at fortsætte diskussionen, det ville jo bare ende mindre behageligt for hende. Ikke at han så nogen grund til at skåne hende for ydmygelsen, tværtimod. Den skulle bare helst komme når folk ikke forventede det, det var ofte de bedste reaktioner der kom ud af det. Han lod tungen glide hen over den øverste læbe, derefter den nederste, så han kunne fjerne både blod og savl fra munden. Alt det blod og savl der stadig gled ned ad hagen, tænkte han ikke over, eller også var han bare ligeglad. Der lød et fnys fra ham, som han fik øje på hendes spidse tænder, for som han følte sig overlegen i sin sejr, følte han sig klart også overlegen i konkurrencen om tænder. Han følte sig ikke truet af hendes, det var nok mere hendes sværd der var et problem. Han kunne nemlig stadig mærke smerten i siden og nu hvor adrenalinen ikke fyldte specielt meget, blev smerten værre og værre.

Dékatreís knurrede fortsat, kun for at advare hende om at fortsætte sit had mod hans næse. Han kunne dog ikke lade være med at få et lettere tilfredst blik i øjnene, da hun skvattede mod jorden. Han blev stående lidt endnu, ville ikke fare efter hende med det samme. Han trådte ikke til siden for at undgå græsset der blev smidt mod ham og det ramte hans skulder med et plask, grundet det klistrede blod der sad fast alle vegne, både på græsset og på ham selv. Det gled langsomt ned fra hans skulder og landede på jorden foran ham. Han stirrede kort på det, lagde hovedet let på skrå, før han valgte at samle græsset op med munden. Så rettede han et lusket blik mod hende, tøvede ikke et ekstra sekund, før han satte af mod jorden og farede helt hen til hende. Han strakte armene, rettede hænderne mod hendes mave, for at kunne få hende ned på ryggen igen, hvis hun nu skulle nå at rejse sig. Lænet ind over hende, med begge hænder mod hendes mave, åbnede han munden igen for at lade det blodige græs, der nu også var blandet godt med savl, vælte ned mod hendes ansigt. Så klistret som græsset var, var der masser af tid til at reagere, for det slap ikke tungen så hurtigt som han gerne ville have det til. Han forsøgte at ryste lidt på hovedet for at få det til at slippe, men det resulterede kun i at noget rent savl blev rystet ud af munden på ham og smidt lidt alle vegne. ”Du kan jo prøve at fortsætte hadet mod min snude og se, om der sker værre ting end det her,” svarede han, ikke specielt godt udtalt, da han havde tungen stikkende halvt ud af munden, men det var til at forstå.

//Afsluttet. Har brug for lidt mindre aktive tråde.
- Er åben for at tage tråden op igen en anden gang :3