Et smil bredte sig over Deavás læber, som Xaphan bad ham om at komme tættere på. Den lyse vinge var stadig et element, som forstyrrede ham en anelse, men det var nemt nok at abstrahere fra, så længe at han holdt blikket mod Xaphans ansigt. Dragen fik ikke mange blikke mere, som fokus hvilede på Xaphan. Hvad mon han kunne få ud af ham? Han ville allerhelst kunne grave lidt rundt i ham, men han tvivlede på at hverken Xaphan eller dragen ville lade ham gå så langt. Han nikkede dog til hans ønske, som han bevægede sig tættere på og holdt blikket mod Xaphan. ”Jeg tror desværre ikke det er relevant mere” lo han stille, som han smilte lystigt til ham. ”De ville nok komme til at nyde det” fortsatte han med et udfordrende blik i øjnene. Men det forhindrede ham ikke at vise skalpellen han fortsat bar rundt på og langsomt flyttede imellem fingrene.

”Så giver det bedre mening” sagde han med et kort nik, som Blizz uden tvivl havde valgt Xaphan fordi han netop også var et sygeligt mix, et mix som Deavás meget gerne ville tættere på, hvis han kunne komme det. Han lod blikket vandre mod dragen, som hun puffede til dæmonen, båndet var tydeligt, og langt fra det samme som Deavás delte med sine egne forbindelser, den var kun envejs, men det var også bedst sådan.

Xaphan fastholdte et blik på Deavás og nygerrigheden lyste ud af øjne på ham. Han trak lidt på skuldrende da Deavás ikke sagde det var relevant mere. Så det var simpelthen noget som Xaphan sikkert ville nyde. Kunne han nu være sikker på det? "Lad mig gætte. Det har noget med mine vinger og gøre ikke?" han trak lidt på skuldrende igen. "Ja ja intet har ændret sig i de 2000 år." kom det fra ham, mest for sig selv og meste til Blizz. Han lagde en hånd på dens næse og begyndte at ae den. Han var rolig og fattet. Eller så meget fattet som man kunne være når der sad en engel inde i en.

Xaphan gav Deavás et nik som svar på tiltale og kiggede på ham med sine hvide øjne. Endnu et tegn på at han havde en dæmon i sig og at den var kommet frem. Han blinkede nogle gange med øjne og lagde så hovedet på skrå. "Sig mig broder. Hvorfor render du rundt med en skalpel? Ud over for sjovs skyld" Deavás kunne næste gætte sig til hvad Xaphan mente med 'for sjov skyld' det var til at toturrere folk, eller gøre dem ondt. "Og egentlig så bløder du stadig kom det køligt fra ham da han tydeligvis kunne lukket blodet fra ham.

Deavás trak roligt på skulderne af hans spørgsmål. Noget kunne tyde på at han ikke behøvede at svare ha direkte, de lå lidt i kortene allerede, så var der overhovedet noget nyt over det? ”Jeg kunne også finde på noget andet” sagde han med et glimt i øjet, noget der styrkede forbindelsen imellem dem i fremtiden, men han vidste selvfølgelig ikke hvordan dæmonen følte for de mere intime stunder. Han undrede sig kort over det høje tal. Så var han måske ikke helt så ung, som han faktisk havde regnet med, han undlod dog at kommentere på det.

De hvide øjne var uden tvivl noget andet at stirre ind i sammenlignet med englens øjne. Disse var langt mere tiltalende og Deavás følte ikke han behøvede passe på så længe at det var dæmonen der var i kontrol. ”Egentlig kom jeg til søen for at rense mit værktøj” lo han med et sygeligt glimt i øjnene, som han altid gjorde sit værktøj rent, så det var klart til næste offer. Deavás lod blikket dale mod hans venstre arm, som egentlig bare hang lige nu. ”Det er ingenting, det går snart over” svarede han med et nik. ”De skulle se ofret..” kommenterede han roligt, som var det intet særligt.

Xaphan kiggede på ham og mumlede noget om at han havde haft ret. Endnu engang var hans vinger i centrum. Hvorfor skulle der altid være interesse for hans vinger? Der var ikke noget interessant over dem, det var vinger og han kunne ikke få dem til at forsvinde, det var vel bare hans varemærke kunne man vel godt kalde det. "Så som?" spurgte han og kiggede lidt på Deavás og så på Blizz som stadig puffede lidt til ham for at få opmærksomhed.

"Rensning af dit værktøj, javel ja. Det var noget af et sted at gøre det." kom det fra ham og kom med et lille fnys inden han aede Blizz over næsen igen. Han kiggede lidt ned i jorden og flyttede lidt på sig. Han vendte blikket om imod Deavás arm og kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet. Blod, der var ikke noget bedre end blod! "Så der var et offer. Det ville jeg med glæde have set." han trak på smilebåndet og fortsatte sin sætning. "Var det et menneske? Det er så lang tid siden jeg har tortureret et menneske" han ville ønske at der var et menneske der kom forbi, hun kunne faktisk godt tænke sig at få det lidt sjovt.

Deavás kunne ikke undgå at bemærke vingerne, da det var hvad der havde fået hans opmærksomhed til at begynde med. Men de kunne selvfølgelig sagtens vende fokus mod noget andet, hvis ridderen var klar på det. ”Spørgsmålet er om hvornår De sidst har tilfredsstillet dem selv?” spurgte han med et løftet øjenbryn. Det var en finurlig ting at smide ud, men når der ikke længere var tale om tortur, kunne Deavás kun komme i tanke om én anden ting, der var rart.

”Hvorfor ikke her? Der var jo ingen før De dukkede op” svarede han med et køligt smil på læben, som han ikke havde noget imod at rense instrumenterne hvor andre kunne få øje på ham. Han var dog stoppet, da dragen var dukket op, så han havde ikke risikeret meget ved det. ”Eller to” rettede Deavás med et lystigt smil på læben, som det ikke generede ham. ”De var desværre ikke til megen nyttig, så jeg efterlod dem efter nogle dages arbejde.. Jeg tror desværre ikke at de er i live mere” det var en konklusion han selv havde draget ud fra alle de ting han havde gjort ved dem. ”Men måske vi kan finde et nyt offer til Dem?” spurgte han smilende, han var ikke bange for at kaste sig over endnu et offer, hvis ridderen var med på det.

Selvfølgelig bemærkede alle vingen, den hang der jo og så grim ud! Han så grim ud, rent faktisk så han hærrens ud. Det var ikke til at begribe han ikke kunne få lov til at forblive sådan her altid, det var jo en befrielse! Men han vidste godt at det ikke ville ske. Dæmon siden kom så sjældent frem og det var en skam, men lysets side var stærkt i dette væsen, hvordan han kunne opretholde en barrierer så stærkt var ikke til at forstå. Han rystede lidt på hovedet mest for sig selv, men også for at engle siden ikke skulle dukke op igen, dog var der ingen udsigter til at dette ville ske lige foreløbig. Han kiggede på Deavás og sendte ham et lumsk smil. ”Ser de. Det er rigtig lang tid siden. Flere måneder siden faktsik.” kom det fra ham og holdte fast i sit smil.

Ja hvorfor skulle det ikke have været her, der var jo aldrig nogen her ude ved Azursøen, så det kunne da lige så godt være her som det kunne være alle mulige andre steder. Hans smil blev fjernet og han kiggede lidt rundt for at se om der var andre. Nej det var der ikke der var helt øde. Hvorfor skulle der også komme nogen nu, der var trods alt kommet en drage, og de fleste kunne ikke holde ud at der var drager i nærheden. ”De har så evig ret kære broder.” Hans stemme var rolig og han vendte blikket lidt ned på sine negle som han undersøgte for en kort stund. Han lagde hovedet lidt på skrå og begyndte at bide i sin ene negl. Blizz buffede til Xaphan igen og denne gang himlede han med øjne. ”Så lad dog vær din idiot, gå ud og fang noget mad eller noget” kom det irriteret fra ham og gav dragen et dask over snuden. Dragen vendte blikket mod Xaphan og så helt bedrøvet ud men fløj så op i luften for at flyve over på den anden side af søen. *Ja så vær fornærmet!* tænkte han irriteret og mærkede hvordan vingeslagene fik hans hår til at flyve rundt til alle sider, og sandkorn fløj rundt til alle side, dog tog Xaphan sig ikke af det.
”Hvis jeg dog bare havde været der, så skulle du have set løjer. For den der...” sagde han og pegede på skalpellen. ”..Kan gøre skade, men jeg der imod kan gøre endnu mere skade.” han trak på smilebåndet og kiggede Deavás ind i øjne. Nu vidste Deavás jo ikke lige frem hvad han mente, men det behøvede han heller ikke at få af vide nu.

Da Deavás nævnte et nyt offer begyndte Xaphan allerede at gnide sig i hænderne. ”Se det kunne være en god start på dagen.” hans stemme var rolig og han trak allerede på smilebåndet ved tanken. Det var lang tid siden han havde haft et offer i  hænderne, ikke siden han havde mødt Lykke, og det var hvad et halvt år siden? Eller var det mere? Han var ikke helt sikker på hvornår det var. Det var i hvert fald lang tid siden, og det var lang tid siden han havde været ude. Men nu startede en ny begyndelse, i hvert fald lige for i dag. Så var det bare spørgsmålet om hvor længe han fik lov til at være fremme denne her gang.

Deavás kunne ikke helt skjule sit smil, som svaret faldt prompte, han var ikke bleg for leg og da bestemt ikke hvis han kunne besudle englen yderligere ved at tage del i morskaberne. Der var selvfølgelig en fare for at englen ville føle sig presset op i et hjørne og derved overtage kroppen igen, men så længe Deavás dæmoniske energi holdt sig tæt til ham, så var der måske en chance for at han ikke dukkede op. Han skulle blot sørge for at fodre de mørke energier. ”Det lyder vel nok ærgerligt” lo han stille, som han ikke selv kunne forestille sig at gå uden så længe. Hvad enten det var tvang eller frivilligt, så var det næsten det samme.

At blive kaldt broder var en underlig fornemmelse, men det krævede sikkert bare tilvænning, som Deavás nikkede let af hans accept. Det var ganske morsomt, som samtalen gled ud hvor dragen ikke længere var interessant. I stedet hold Deavás blikket mod Xaphan, hans eget blik var lumsk og køligt, som han lyttede til samtalen og blot så til, da dragen endte med at flyve bort mod den modsatte bred. Han drejede kort hovedet for at undgå vingeslagenes kraft, men vendte hurtigt blikket retur til Xaphan. Deavás kiggede på skalpellen, som han lo stille.. ”Det er ikke mit eneste redskab” forklarede han med et nik med hovedet. Der var mange måder, hvorpå man kunne forvolde skade og skalpellen var blot den nemmeste måde at forklare folk på at han faktisk mente det. Den var skarp og præcis nok til at kunne udføre selv de mest vanskelige torturteknikker. Nu hvor dragen var forsvundet, valgte Deavás at gå helt op til ham, som han lænede sig fremad for at placere munden tæt ved hans ører. ”Men hvis De har lyst til at demonstrere Deres evner, så kigger jeg gerne på” hviskede han køligt ind i hans ører.
Svaret bragte et smil frem på hans læber, som Deavás lod blikket glide mod dragen. ”Måske Deres drage kunne finde et offer til os, imens at vi forbereder os lidt?” han lagde ikke skjul på sine intentioner, men de var begge blevet enige om, at der ikke var andre til stede, så det ville være lidt før de ville finde et offer. De kunne selvfølgelig også selv gå på jagt, det var der også en vis morskab i.

Xaphan nød faktisk at være i selvskab med en Dæmon, det havde været længe siden, og det gav egentlig bare en lidt rar følelse. Ikke en rar følelse som Englen ville have syntes, men en følelse af frihed og en følelse af at være rigtig. Det var bare spørgsmålet om hvor længe han kunne holde englen lidt i skak, men han var jo i nærheden af en der havde en voldsom energi, som mun ikke det ville kunne lade sig gøre ikke at få englen frem lige foreløbig. ”Du skulle bare vide.” mumlede han mest for sig selv og kiggede lidt på manden og så tilbage til mod Blizz som ynkeligt sad på den modsatte side.

Broder var det eneste som Xaphan kendte til. Han havde fået af vide fra barns ben at alle dæmoner var hans brødre. Så det rørte ham ikke det mindste at kalde Deavás for broder. Nej faktisk gjorde det ham kun mere tilpas. Da Deavás nævnte noget med redskab kiggede han på ham med et smil. ”Hvad bruger du dog ellers?” spurgte han og kiggede hen imod Blizz igen. Hun stirrede tilbage mod Xaphan og overvejede om hun skulle flyve tilbage til ham. Xaphan blev noget overrasket over at Deavás kom helt tæt på og placerede munden ved hans øre. Der var ingen der var kommet så tæt på ham siden Hauru, åh ja Hauru, det var en hyggelig tid, og bestemt en tid der var hver at huske!
Han løftede det ene øjenbryn og vendte så blikket mod Deavás. Et lumsk smil kom frem på læben fra ham og han kiggede lidt på Deavás umiddelbart kunne han ikke lige se nogle ar på ham, så det var vel bare at gøre det på sig elv. Xaphan åbnede spænderne på sin trøje og tog derefter trøjen af. Endelig kunne man se hans mavemuskler, og hans muskler på armene. Det så ikke ud af meget men de var der. Xaphan vendte hurtigt blikket ned imod sig selv for at tage et overblik over hvor der var et ar henne. Han fandt dog hurtigt et på brystkassen, langsomt lod han en finger gå fra starten af aret og ned af. Jo længere ned fingeren gik jo mere åbnede såret sig. Dog udviste Xaphan ikke det mindste smule smerte, i stedet trak han på smilebåndet og fjernede endelig fingeren. Aret var åbnet og lignede et nyt sår der lige var blevet lavet. Der var ingen tegn på at der engang havde siddet et ar. ”Som du kan se behøver jeg ikke nogen skalpel” han trak igen på smilebåndet og løftede hovedet for at kigge på Deavás. ”Måske kunne hun, men jeg tvivler på hun gør det. Hun har dog mere samvittighed end mig.” han begyndte at blive lidt små irriteret, nu havde han sat sig for at skulle torturrer nogen og så var der ingen, hvorfor var han ikke bare taget til en af byerne?

Det var sjældent at nogen nød Deavás selskab, men han var også sjældent i selskab af dæmoner, da de ofte kedede ham. Der var ikke så meget sjov i at provokere dem, eller lege med deres tanker. Ofte var det nemmere og mere underholdende at presse de øvrige væsner i knæ, så de kunne tigge ham om at stoppe. Et skævt smil viste sig på Deavás læber, som dæmonen lod til at savne lidt morskab, men der var flere måder hvorpå man kunne få nydelse og han kunne jo ikke vide om dæmonen var til mandligt eller kvindeligt kød. Ikke at han ville tilbyde nogen af delene frivilligt. I stedet nikkede han kort, han ville holde det i baghovedet for nu.

Samtalen havde forandret sig en del, siden at han havde mødt ridderen i sin engle skikkelse, denne personlighed var dog langt sjovere at snakke med og de lod også til at have nogle fælles interesser, hvad enten det involverede redskaber eller ej, så var der tale om fælles grobund for noget større. Måske det havde noget at gøre med Vepar’s gener? ”Både rene og rustne redskaber.. De rustne er måske svære at arbejde med, men det gør også langt mere ondt..” lo han stille, som han fulgte Xaphans blik mod dragen. Der var vist tale om noget internt, som han helst ikke ville blande sig i.
At ridderen tog et kig på ham, fik ham blot til at rynke på brynene, hvad havde han nu i tankerne? Han ville ikke underlægge sig tortur på nogen måde. Kun hvis det var i forbindelse med en anden seance, men det behøvede han vist ikke nævne. Dog fik ridderen hans fulde opmærksomhed, som han blottede sin brystkasse og førte en finger langs med et langt ar. Til at begynde med forstod han ikke meningen indtil han så hvordan såret åbnede sig igen og blodet atter fik frit løb. Uden at spørge om lov gik Deavás fremad, som han førte en finger langs med såret og tilsmudsede sin finger i hans blod. Det var for at sikre sig, at der ikke var tale om en illusion, men faktisk et oprigtigt sår. Derefter tog Deavás hånden til sig, som han slikkede blodet af sin finger. De gyldne ønske havde et sært skær over sig, som han mødte ridderens blik. ”Det må være ualmindelig praktisk” sagde han med et grin, som han dog ikke var trådt væk fra ham. Han så dog en anelse skuffet mod dragen, som Xaphan forklarede sig. ”Hvad skal vi så bruge energien på?” han rynkede let på brynene, som han tørrede fingeren af i sin kappe og vendte sig mod dragen. Hvad kunne man så bruge en drage til, hvis det ikke var til at gå på jagt med?

Xaphan kiggede på Deavás det var længe siden han havde været i nærheden af en dæmon med så stor en energi. Men det var der ikke noget at sige til Vepar havde brugt ham i sin hær, ergo måtte Deavás være en værdifuld mand på den ene eller den anden måde. Hvad fik Vepar til at vælge Deavás til sådan et formål, hvad kunne Deavás som andre ikke kunne? Xaphan tænkte lidt over det og kunne egentlig godt tænke sig at vide hvad Vepar havde set i Deavás, og om han overhovedet havde været en del af de lukkede porte, eller om han havde været sluppet ud inden de lukkede. Se det kunne have været interessant at vide. Samtidig tænkte Xaphan også at Deavás måtte være ældre i forhold til ham selv.

Xaphan trak lidt på smilebåndet af Deavás ord og nikkede så, det var interessant. Selv brugt han aldrig redskaber, det var der jo ingen grund til, han havde sin evne og det var nok for ham, den kunne han have vældig sjov med, om det så bare var et sår der skulle åbnes, eller et gammelt ar så var det jo morsomt alligevel. "Alle redskaber kan bruges lige meget hvordan de så ser ud, eller hvad de er lavet af." han trak på smilebåndet igen og kiggede på Deavás.

Som han stod der i bar mave og viste sin krop frem og blodet var begyndt at løbe kunne han mærke en gnist fra Deavás da han rørte Xaphan. Hvis han blev ved med det ville Xaphan bare være opladt så meget at han måtte bruge sine evner for at blive afladet. Men samtidig kunne det være en god mulighed for ham at torturrer folk på. "Du skulle bare vide hvor praktisk det kan være. Det er ikke kun på ar jeg bruger det på. Nej hvis der er et sår der lukket er det også umådligt sjovt at åbne." han kunne ikke lade vær med at komme med et mindre grin og gnide sig i hænderne. Han kunne virkelig godt bruge lidt sjov nu om dage, det var da så længe siden!
"Mun ikke vi kan finde energien på et eller andet. Der kommer vel nogen forbi før eller senere. Ellers må vi bevæge os til nærmeste by." kom det roligt fra ham og kiggede hen af landevejen for at se om der kom en handelsmand forbi, man kunne jo være heldig!

Deavás lagde aldrig rigtig låg på sin udstråling og det var sikkert det, som Xaphan kunne mærke fra ham. Og eftersom at dæmonen var kommet frem, så kunne han roligt være sig selv igen. De kølige øjne var tilbage og han lod langt fra til at være særlig venlig eller imødekommende, og dog.. Denne dæmon var noget ganske specielt og ikke kun på grund af generne fra Vepar. Det var dog en anelse synd, at dæmonen sjældent fik afløb for sine aggressioner, men sådan kunne det jo gå, når man tabte til en engel. Ikke at Deavás fandt det nødvendigt at bringe på banen, så længe at dæmonen kunne holde fat lidt endnu. Der var dog ikke meget forskel på deres alder, alligevel havde Deavás ikke brugt hele sit liv på at lægge en dæmper på en anden personlighed, i stedet havde han fodret sit mørke dagligt og flittigt med blod og andet.

Der var mange måder hvorpå han kunne volde skade på et andet væsen og redskaberne var én vej, en vej som de fleste ofre hurtigt kunne tænke sig til. Det var nemt at bruge ofrenes egne fantasier til at gøre situationen værre og ofte behøvede han ikke meget andet end en antydning af hvad han kunne gøre med det. Men han måtte da indrømme at Xaphans evne var ganske interessant, den kunne sikkert også bryde hans egne ar frem, men han havde ikke lyst til at mærke det på egen krop.. Medmindre han kunne være sikker på at dæmonen ville stoppe igen, så ville der måske være tale om et adrenalin kick. ”De har fuldkommen ret” sagde han med et stille nik, som han var fanget i sine egne konklusioner omkring dæmonens evne.

Det virkede ikke som om dæmonen havde noget imod berøringen og Deavás fik blot en fornemmelse af omfanget af såret, som han strøg blodet imellem sine fingre og smilte. Endnu en forbindelse han kunne tilføje til sit arkiv.. Og denne gang havde han mulighed for at følge en ridder, det kunne sikkert give ham en fordel en anden gang. ”Men hvad så hvis Deres ofre forbløder?” spurgte han så, det var aldrig sjovt, hvis torturen var nødt til at stoppe for tidligt. Det var bedst, når man kunne trække det i langdrag. ”Og helst før Deres rådne halvdel tager over” lo han stille, som han bestemt ikke fandt englen lige så interessant. Deavás var sikker på at der ville komme nogen forbi, måske endda en hel karet fuld, som de kunne lege med.

Xaphan kunne ikke lade vær med at smile over Deavás ord. Selvfølgelig havde han ret, han havde altid ret, eller for det meste havde han da ret. Han havde endnu ikke oplevet ikke at have ret, og hvis det skete. Tja så var det vel bare sådan det var.
I stedet for at svare nikke han som svar og lagde hænderne over kors. Han piftede engang imod Blizz som vendte hovedet imod ham. Hun kravlede ned i vandet og begyndte stille at svømme over imod dem. Der gik noget tid inden hun kom der over og Xaphan lagde en hånd på hendes kæbeparti og begyndte at ae hende.

Et grin kom over hans læber og han kiggede på Deavás "Hvis det sker, ja så slipper jeg for at have lysets ridder i røven af mig, og jeg slipper for at være eftersøgt. Desuden ville den anden halvdel af mig ikke sætte pris på det." han smilte til Deavás og kiggede lidt på Blizz som han stadig aede. "Men bare rolig, min bedre halvdel kommer ikke frem før om et stykke tid, det sørger du stærkt for kære broder" kom det roligt fra ham og lagde til sidste hænderne over kors.

Dæmoner kunne være noget så utilregnelige, men Deavás havde ikke problemer med at dele sine dybeste tanker med denne. Han frygtede ikke at blive forrådt, mest af alt fordi ingen ville tro det. Hvorfor skulle en dæmon som ham snakke med en ridder af lyset? Dæmon side eller ej, så var det jo oftest englen der var i kontrol. Deavás vendte dog blikket mod søen, som Xaphan atter kaldte på dragen. Hun lystrede og lod ikke til at være helt så fornærmet mere, som hun kom nærmere. Var det på tide at deres veje skilles eller hvad var under opsejling?

Deavás vendte atter blikket mod Xaphan, som han forklarede sig. Så han kunne begå en forbrydelse uden at blive hængt op på det? Det var da i hvert fald nyttigt, hvis det kunne kontrolleres på den måde. Var der virkelig ingen som ville mistænke en halv engel og halv dæmon for noget kriminelt? ”Så længe De er i kontrol” svarede han med et nik, før at han vendte blikket bort fra søen mod landevejen, der havde ledt ham til søen. Mon ikke det var et hyppigt sted at gøre hold for at genopfylde sine ressourcer af vand? ”Altid til tjeneste, De må jo sige til, hvis De savner mit selskab en anden gang” lo han stille, han tvivlede på at dæmonen ville kunne sende bud efter ham, så længe at englen var i kontrol.

Dæmoner var utilregnelige og det vidste Xaphan godt, men han var lige så utilregnelig som alle andre dæmoner, i hvert fald når hans dæmon side var fremme. Man vidste aldrig hvad han kunne finde på, og man vidste aldrig hvad der kunne ske. Han vendte blikket mod Blizz sendte hende et smil og sagde. ”Kunne du ikke finde en handelsmand på vej til byen, eller en tigger. Et eller andet. Ikke en der er betydningsfuld. Men en der ikke kan savnes.” han kiggede direkte i øjne på dragen for at være sikker på sin sag om at den forstod. Den gav et ryk med hovedet som om den sagde ja og satte af. Dens vingeslag satte endnu en gang i sten og sand til at vivle rundt. Han ved sig lidt i læben og kiggede så hen på Deavás ”Lad os så se hvad der sker, man kan ikke vide om hun kommer med et bytte i stedet for.” kom det roligt fra ham.

Der var endnu ingen der havde mistænkt Xaphan for noget som helst. Da hans engel form altid var den der var mest aktiv. Så hvorfor skulle man mistænke ham, selvom han var halv dæmon? ”Jeg skal nok være i kontrol så længe jeg kan, men der går i hvert fald nogle timer til det er overstået, måske en dag eller to hvis jeg er heldig.” kom det fra ham og kunne stadig mærke energierne fra Deavás, det var stærke energier men det gjorde ikke Xaphan noget, ikke lige nu i hvert fald. ”Åh mun ikke vi kan komme på en ide eller to. Så ville det hele blive bare lidt sjovere.” et grin kom fra ham og han vendte blikket mod stedet som Blizz havde sat retningen af.

Deavás vendte opmærksomheden mod dragen, som Xaphan gav den instrukser til at hente dem noget legetøj. Han skjulte ikke det smil, som havde bredt sig over hans læber. Så det skulle måske i gang med at lege for alvor? Han kunne godt lide tanken og var mere end interesseret i at se, hvordan dæmonen kunne bruge evnen til at torturerer et væsen. Alle havde ar, de bar rundt på, så det skulle være muligt. ”Jeg kan godt lide, Deres tankegang” lo han stille, som han var enig i at de var nød til at forsøge sig med et offer, der ikke ville blive meldt savnet, men forstod dragen mon budskabet og hvordan skulle hun kunne læse en handelsmand? Deavás var en anelse spændt på, hvad hun ville komme retur med. ”Så længe der er lidt liv i dem, så skal jeg nok holde han eller hun vågen..” der hvilede et skummelt smil over hans læber. ”Og hvis der er tale om et bytte, så laver vi da bare et festmåltid” de kunne sagtens vende alt til deres fordel, i hvert fald var der mange muligheder.

Tidshorisonten var ikke stor, men det var noget de sagtens kunne arbejde med, som Deavás nikkede til hans svar. Uanset hvad, så var de nødt til at få noget ud af det gode selskab. Når først englen dukkede op igen, så ville han nok bebrejde ham, hvis ikke han bare efterlod ham midt i ingenting, når englen tog over? Det var altid godt at have en udvej. ”Jeg har flere års ideer, som jeg endnu ikke har haft chancen for at afprøve” smilte han køligt, der var et sygeligt glimt i hans øjne, som han ikke engang forsøgte at skjule.

Xaphan kiggede lidt mod horisonten for at finde ud af hvilken vej Blizz var fløjet. Det var som om der ikke var mere at leve for på den ene eller den anden måde. Blizz var hans liv lige meget hvilken form for personlighed Blizz havde. Blizz var faktisk den eneste grund til at han stadig levede her og nu. Han bed sig lidt i læben som han fortsat havde blikket mod Blizz der blev meindre og mindre i horisonten. Deavás sagde noget og det fik Xaphan til at vende hovedet imod ham. Hvad var det han havde sagt helt præcist? Han bed sig lidt i læben og tænkte sig om. Hvad var det helt præcist der var sket og sagt? Han rystede på hovedet for at komme lidt til sig selv. I stedet for at sige noget nikkede han han lidt som svar på tiltale, forhåbentligt var det dét rigtige valg han havde gjort. Han blinkede nogle gange med øjne og lyttede denne gang til Deavás ord. Et smil kom frem på hans læber og denne gang nikkede han da han havde hørt efter. "Der skal ikke så meget til for at sørge for det" kom det fra ham og fast holdte sit smil. Han kiggede lidt ned på sin bare mave da hans mave begyndte at knurre. "Et måltid mad kunne faktisk også gøre underværker" kom det roligt fra ham og vendte blikket op imod Deavás igen. Han kunne mærke sulten komme mere frem, kun fordi Deavás havde nævnt noget med mad. Det ville faktisk gøre underværker lige meget hvad Blizz så kom med.

Xaphan kiggede på Deavás og smilte. Han kom med et kort nik "Såsom?" spurgte han og tænkte sig lidt om. "Altså kun hvis du vil fortælle det selvfølgelig."  kom det roligt fra ham og vendte blikket lidt ned imod sin trøje. Måske han skulle tage trøjen på igen, men så igen det var så varmt, så kunne man vel lige så godt vente bare en lille smule endnu med at tage den på.

Dragen betød en del for både englen og dæmonen, det var ikke til tage fejl af, men Deavás var ikke sikker på, hvorfor. Var båndet virkelig stærkt nok til at holde til de to personligheder? Han bebrejdede ikke dragen for at reagere, som hun havde gjort, da dæmonen først havde overtaget. Men dragen lod også til at være en svaghed, som Xaphan ikke holdt fokus på ham, havde det været englen, så havde Deavás nok gjort andet end blot at vente. Men han skulle nødigt risikere at dæmonen ville begynde at åbne hans sår igen. Han havde en del flere steder på kroppen og var godt klar over, at de ikke alle ville være lige behagelige at genåbne. En svag latter undslap hans læber. Dette møde forløb slet ikke som han havde forestillet sig. Dæmonen var sulten og han kunne ikke bebrejde ham, men han havde aldrig haft intentioner om at byde dæmonen på et måltid mad. ”Tortur og mad kan vel godt blandes” lo han, som han ikke selv mærkede sulten på samme måde, men det kom lidt an på, hvad man var van til.

Deavás lod til at være overrasket over hans spørgsmål. Havde han tænkt sig at bede ham om at dele sine ideer? Det var yderst sjældent at nogen viste interesse for det, så han vidste faktisk ikke hvad han skulle svare. Dog brød et skummelt smil frem på hans læber efter noget tid. ”Det kommer an på offerets stamina, de fleste bukker under for hurtigt til at jeg kan presse dem så langt” forklarede han med et næsten sygeligt blik i øjnene. Han bevægede sig tættere på Xaphan, som de gyldne øjne mødte hans blik. ”Har du nogensinde prøvet at flå et andet væsen?” spurgte han roligt, som om de havde gang i en helt almindelig samtale om mad.

Xaphan kunne ikke lade vær med at smil. Deavás havde ganske ret mad og tortur kunne sagtens kompineres, det kunne vel heller ikke være så svært at kompinere. Han bukkede sig ned for at tage fat i sin trøje. Han tog den på og begyndte at lukke sine spænder. Han spændte det hårde end den havde siddet, hvilket bare fik ham til at trække endnu mere på smilebåndet. Der var ikke noget bedre end smerte. "Jeg glæder mig allerede, lige meget hvad hun så kommer med." han sendte Deavás et smil og kiggede lidt ned imod sin trøje som begyndte at blive mere sort der hvor såret var blevet åbnet, det gjorde bestemt ikke Xaphan noget som helst.

Xaphan kunne næsten se i ansigtet på Deavás at han var overrasket, men han var egentlig lige glad. Det var vel bare at finde ud af hvad der var det rigtige at gøre i denne situration. Han sendte ham et kort smil og lagde hovedet lidt tilbage hvor efter at nakken gav et knæk. Han kørte en hånd igennem håret så hans hvide øjne bedre kunne ses. Han fik nogle få hvide hår på hånden som han fjernede og lyttede lidt til Deavás ord. "Javel ja. Så er det vidst godt du har mig med denne her gang." han kiggede lidt ned imod jorden og så op på Deavás igen da han kom tætter epå og deres øjne mødtes. Et smil spredte sig fra det ene øre til det andet. Hvis der var noget han ikke havde prøvet så var det dét, og det kunne godt være han snart skulle prøve det. "Det kan jeg ikke lige frem prale af at jeg har. Men jeg kommer jo heller ikke så tit ud til at få sådan nogel ideér. Nu er du her jo, og forhåbentlig kommer Blizz med noget vi kan bruge." han kiggede ind i Deavás øjne og sendte ham et smil.

Det generede ham ikke, at Xaphan valgte at tage sin trøje på. Den kunne altid fjernes senere, hvis det blev nødvendigt. Alligevel var Deavás mere overbevist om tortur frem for mad og sex, måske det var en underlig prioritering, men nu havde de bragt det på banen, så det var svært at tænke på andet. Deavás lagde godt mærke til hvordan han spændte trøjen til, stramt og hårdt. Et smil gled over hans læber, som han mødte Xaphans blik med et nik. De ventede faktisk kun på dragen.. Ikke at han ville have haft problemer med at skaffe et offer til dem, men på denne måde var det ikke ham, der fik blod på hænderne. Eller jo, det ville han nok, men nu var det jo dragen, som skaffede byttet, så mon ikke han kunne skubbe det hele over på Xaphan, hvis det blev nødvendigt? Deavás fik godt øje på blodet, som smittede af på trøjen, men så længe at det var selvforskyldt, så var det vel ikke helt kritisk?

Det var ikke alle, som var forberedt på hans mørke tanker, så mange undgik det helst, medmindre at de var fanget midt i det. Xaphan kunne sagtens have vendt ham ryggen og gået sin vej, hvis det havde været hans ønske, men i stedet ønskede han at dele tankerne med ham. Noget der kun bragte et tilfreds smil frem på hans læber. Nakken gav et knæk, som Deavás holdt blikket mod ham. ”Så du er med på at holde ofret vågen?” lød det køligt og skummelt, som han ikke lagde skjul på smilet, der spillede over hans læber. ”Du er virkelig gået glip af noget” lo han stille, som Xaphan ikke havde prøvet noget lignende, det var en hel særlig fornemmelse at stå med et stykke hud i hånden. Hvordan man kunne skrælle et andet væsen ned til knoglen, hvis bare man havde det rette værktøj. ”Til tjeneste” fortsatte han med et let buk med hovedet, som han rettede blikket mod horisonten. Hvor mon dragen var draget afsted til og hvilket offer ville hun komme retur med?

Xaphan kiggede lidt på Deavás og smilte et kort øje blik. Han vendte blikket ud mod horisonten for at se om Blizz var på vej. Men der var ingen drage at se. Et kort suk kom over hans læber og han kiggede lidt rundt for at finde ud af om hun kom et andet vej fra. Nej det gjorde hun ikke....
Et suk mere kom over hans læber og han vendte blikket mod Deavás da han snakkede. Et smil spredte sig på hans læber og han nikkede. "Jeg tvivler på at kan falde i søvn eller besvime med mine evner jeg demonstrerede." et grin faldt over hans læber og han kiggede lidt ud på søen. Måske han skulle hoppe i for at få en dukkert, men så igen så ville hans vinger bare blive våde, og hvad godt ville der komme ud af det?
Han nikkede lidt. Xaphan var gået glip af en hel del, men det havde aldrig ændret sig i alt den tid han levede. Der kom aldrig noget godt ud af at være en dæmon alligevel, måske var det meget godt at det ikke skete så tit, eller var det? Han nikkede endnu en gang til Deavás ord. Måske havde han gået glip af noget. Han sendte ham et smil og stod lidt og trippede for sig selv i håb om at Blizz snart ville komme. Et smil spredte sig på hans læber og kiggede lidt på Deavás og nikkede så igen. "Det glæder mig broder." han smilte lidt for sig selv og kiggede lidt rundt igen.