Julia holdt vipperne sænket uden at tage blikket fra ham som hun ventede på svar. Billedet på føjelig så meget som hun kunne være det. Det var et spil og det vidste de formentlig begge, men det var også et hun havde mere at miste i end ham. For nu var hun dog stadig på den bedre side af ham og som han nikkede let, hoppede hun med det samme af bagenden af vognen. Noget gjort lettere af den måde hun havde siddet på og noget hun heldigvis kunne uden at tage fra med hænderne som hun holdt let frem for sig. Da havde han så også allerede fat i hende, men til hoppet var det delvist til hjælp og til at gå? Ja, hun kunne jo dårligt fortænke ham i at holde lidt fastere nu end han havde gjort før.

Hun sagde ikke noget eller så på ham over det vedvarende tag, men lod sig ledened tilsøen og knælede der. Ud af øjenkrogen holdt hun øje med ham, men mest af alt holdt hun sig optaget af at få blodet vasket ordentlig af. Hans hænder så ikke det mindste bedre ud end hendes, men hun kunne nærmest se hvordan argumentet glide frem og tilbage i hans sind,før han valgte at skyle dem på en noget mindre effektiv måde. Han gjorde det dog.
Som hans blik gled fra hende og ud over omgivelserne, slap hun ham helt med blikket, lænede sig frem og trak vand op at drikke i hænderne. Fristelsen var for stor til ikke at tage og så måtte hun bare håbe søen var af de renere slags. Vandet var da også en lise efter så mange timer uden noget som helst. Hun stoppede dog, som hun kunne mærke hans opmærksomhed var tilbage på hende og så let spørgende op på ham, før end hun rejste sig og fulgte ham tilbage til vognen.

Hun virkede så nem, kvinden der hed Julia, som hun gjorde de rigtige ting. Lod være med at se på ham og var føjelig under hans blik. Men han havde set noget andet i hende og han slækkede ikke på sin opmærksomhed. Fik hun chancen, ville hun uden tvivl stikke ham ned bagfra. Tanken fik det til at rykke i hans mundvig, som han stod og så ud over søen. Det var med vilje, at han lod hende drikke, de skulle egentligt have haft vand i denne pause, men med alt det, der var sket, var det en form for straf, endnu et bevis på, at han havde deres liv i sine hænder. Han bestemte. At han tillod hende at drikke, ja det var fordi hun havde opført sig næsten eksemplarisk. Noget han havde lært af en slavehandler - straf når det er forkert, giv når det er rigtigt. 

Dog gad han ikke vente for længe og han så ned på hende. Noget hun åbenbart opfangede, så hun kom selv på benene. Han tog hende i armen igen, ledte hende tilbage til vognen og lod hende selv kravle ind, inden han hev stoffet på plads og lukkede dem inde. 
Snart var de på vej igen af det lille hjulspor og som mørket var ved at lægge sig, drejede han af sporet og ind i mellem nogle træer på et stykke græs. Det var ret tydeligt en brugt lejrplads, der var samlet sten til et bålsted og nogle tykke stammer til at sidde på. Han stoppede vognen og startede ud med hestene, sørgede for at de havde det godt og fik mad og vand. En lille å løb igennem træerne lidt derfra, rent vand til at drikke af og fylde vandskind i.

Derefter satte han bålet i gang, da mørket hurtigt begyndte at finde frem mellem træerne. Endeligt vendte han tilbage til vognen, åbnede flappen og så ind.
"I kan vælge i mellem at blive i vognen eller komme ud til bålet. Det andet foregår som tidligere. Der er mad og vand, hvis I opfører jer ordentligt." Han så roligt afventende på dem. Man kunne måske undre sig over, at han lod dem komme ud af vognen, men han havde af erfaring lært, at folk blev småkulrede, hvis de ikke skiftede omgivelser, så det var mest for at underholde dem lidt, så de var nemmere at styre. De ville ingen frihed få, som de blive blive bundet sammen og bundet til en af de store træstammer, så der var ingen mulighed for at stikke af.

Der var stille i vognen da Julia kom tilbage og forblev det til længe efter klædet var trukket for åbningen og hesten sat i bevægelse. Anna forblev bevidstløs længe. Nok til at bekymre Julia, der undersøgte hende for puls mere end en gang. Den var der og stærk nok til at hun åndede lettet op. Isolde lå bare efter at tårerne var stilnet af og smerten hensunken til noget hun kunne håndtere. Ingen af dem ville gå de næste mange dage uden at kunne mærke det og humpe. Ingen af dem ville løbe nogen steder.
Danielle var usædvanligt tavst og sad bare krummet sammen i et hjørne og så frem for sig. Længe havde hendes blik hængt ved håndaftrykket om Julias arm, men som de hver især havde opdaget det, havde hun vendt det mod et andet punkt. I det mindste var Julias kjole brun, så aftrykket falmede ind i stoffet. Håbede hun.

Deres maver havde forlængst meldt deres sult, som vognen blev stoppet. Endnu engang var der ingen hast med at komme til dem og ventetiden var en ny form for plage. Noget der gjorde de tre nervøse og Julia bare træt og mere anspændt. Mørket var ved at falde på og det kunne betyde mange ting. Forhåbentlig mad, men efter det første stop, hvem vidste så hvor Thanos humør lå?
Hun så op som han åbnede op ind til dem og så så rundt ved det valg han stillede dem. De to virkede slet ikke i stand til at tage andet end at blive og Danielle havde heller ikke fundet nok tilbage til sig selv til andet end at ryste på hovedet. Med et lille suk vendte Julia blikket tilbage til manden. "Får de mad, selvom de bliver i vognen?" Som hun spurgte signalerede hun tydeligt med sin holdning og sine bevægelser at hun valgte at komme med hen til bålet. Mens hun ventede på hans svar blev hun siddende med benene ud over kanten på vognen. De var stadig frie fra pause, men hun regnede ikke med han ville lade dem forblive sådan.

Julia fulgte ham hen og lod ham bestemme hvor hun skulle sidde. Ilden havde en naturlig tiltrækning på hende og genspejlede sig i hendes øjne, men jernarmbåndene forhindrede i at kunne mærke den som andet end varme. Det gav et lille stik indeni at være afskåret på den måde, men ikke noget hun viste. "Hvor fører du os hen?"

Det var ikke ligefrem den mest livlige flok, han havde fået med denne gang. De to af kvinderne så hårdt ramt ud af deres skader og der var sket et eller andet med den hidsige af dem, hun så helt slået ud. Han havde nu ellers ikke rørt hende. Men det var ikke noget, han spekulerede nærmere over, nej han flyttede blikket tilbage til kvinden, der hed Julia, og nikkede en enkelt gang til hendes spørgsmål.
"Ja." Der var ingen grund til, at de ikke skulle have mad. Han havde blot givet dem en valgmulighed om, hvor de ville have den.

Han flyttede sig lidt, så hun kunne komme ud, inden han selv lænede sig ind i vognen i det ene side, noget der fik kvinderne til at flytte lidt på sig. Uden at skænke deres uro et blik, fik han fat i en kasse og en sæk. Sækken var fyldt med fire vandskind, to med vand i. Han hev det ene op og kastede det til kvinderne.
"Til deling." I kassen var der mad og han rodede lidt rundt for at se, hvad der var, inden han tog det, han skulle bruge. Intet spændende, bønner, tørret kød, en pose med korn til grød, noget hårdt brød og ost. Måske han skulle overveje at gå på jagt en dag eller måske handle ved nogle bønder. Rationer var fint, når man ikke havde plads til at slæbe på mere, men de havde en lang rejse forude og en vogn til at have det i. Ingen grund til at leve af noget så trist som dette.

Men lige nu var der ikke andet, så han tog, hvad han skulle bruge. Der var endda smidt en ramponeret gryde oveni, så han havde noget at lave det i. Hans egen kunne ikke indeholde til mere end to, det var dumt at slæbe rundt på for meget.
Han førte kvinden hen til ilden og placerede hende på en af de store stammer. Af en eller anden grund bandt han hende ikke, måske han følte, at han kunne styre hende, måske at han kunne "stole" på hende. I stedet satte han sig på den anden og begyndte at hælde vand og bønner i gryden. Han hev sin kniv frem og snittede det tørrede kød i mindre stykker, for at smide det i gryden også, inden han stillede den i udkanten af bålet. 

Hendes spørgsmål fik ham til at stoppe op. Han behøvede ikke at svare, men havde ingen grund til ikke at gøre det. Og lyve gjorde han sjældent.
"Fort Nox." Var der mere at sige til det? Vidste hun, hvad det var, ja så kunne hun frygte det, ikke, jamen alt held til hende. Han rejste sig for at gå over til sin oppakning, efterladende sin kniv på stammen. Måske havde hendes spørgsmål distraheret ham, det virkede i hvert fald til, at han havde glemt den.

Julia betragtede ham et øjeblik undersøgende, før hun også nikkede let. Det talte trods alt til hans fordel at han ikke fortsatte med at straffe forsøget på at løbe bort. Noget hun gemte i hukommelsen til senere brug - om ikke andet til at kunne berolige sig med. Han lod hende da også komme ud uden at binde hendes ben, hvilket var på grænsen af det lemfældige, men hvad var hun at klage over den slags. Hun holdt sig dog i nærheden, mens han var optaget af noget inde i vognen.
De andre var på ingen måde kommet sig over hans tidligere brutalitet og trak sig fra ham. Kun Isolde havde samling nok på sig selv til at nikke som hun tog imod vandskindet. En af dem måtte jo nu hvor Julia ikke var der til at virke som skjold.

Julia brugte imens tiden til at tage omgivelserne ind i det faldende lys. Træer skærmede stedet og slørede udsynet til alle sider, men en svag brusen i nærheden fortalte hende at der løb vand forbi. Ikke meget at gå efter og slet ikke som hun havde mistet fornemmelsen for hvilken retning de kørte i. Ikke mod Rubinien for varmen var taget af og sandet forsvundet, men det udelukkede ikke meget.
Hun forblev føjelig som han førte hende hen til en væltet stamme og gjorde intet væsen af at han valgte ikke at binde hende der heller. Det virkede lidt for skødeløst til at være det og han slet ikke distraheret nok til at det kunne være en forglemmelse.Slet ikke på den første aften. Så noget måtte stikke under. Hun skjulte dog mistroen mesterligt og virkede blot til at nyde at kunne strække benene frit og se ind i ilden, mens han arbejdede på at få mad frem af de ting de var givet med.

Hendes spørgsmål kom tydeligvis bag på ham, men måske mest fordi hun stort set ikke havde sat et overflødigt ord til ham på turen. Hans svar fik hende da også bare til at se overrasket og ikke så lidt undrende på ham, før hun atter åbnede munden. "Hvad er der da der?" Hendes historiske viden var god nok til at hun vidste hvor stedet var og hvad det engang havde været, men det var længe siden nu og stedet næsten gået i glemmebogen. At kende til det var måske ikke den smarteste indrømmelse at gøre, men hun kunne jo håbe på han ikke tænkte over det var en sådan nu han kendte stedet.
Mere sigende var da også at han efterlod sin kniv i stammen hun sad på, som han rejste sig, vendte ryggen til og gik væk. En fælde. Det var hun sikker på, men hun kunne ikke tage blikket fra kniven og de muligheder den ville give hende. En anden chance for at få en ville næppe heller komme hendes vej sådan lige...
Resolut trak hun den ud af træet og lod den forsvinde ind gennem en revne i skørtet på hendes nederdel og ind i den pung der hang i skjul der. Så havde hun atter blikket mod ilden og det halvt fraværende halvt tænksomme udtryk tilbage på ansigtet, som havde hun ikke set ham efterlade kniven eller sikret sig den. Et udtryk hun kunne bekræfte med sandfærdige ord hvis der var brug for det. Den del af hendes magi lagde armbåndene ingen dæmper på.

Thanos vidste ikke, om hun ville falde for den. Det med kniven. Det var ikke ofte, at han lavede det lille trick første aften, men situationen havde været perfekt, hende alene. Den eneste som et problem, som en risiko. Men hun var tydeligvis ikke dum og han havde sin tvivl om, at hun ville reagere på muligheden. Men nu prøvede han. Så han gav sig god tid til at finde den lille pose med krydderier i tasken og et par skåle og skeer, inden han rejste sig fra sin knælende stilling og gik tilbage til bålet. Ikke en muskel fortrak sig, da han kunne konstatere, at kniven var væk. Han lod som om, at intet var hændt og satte sig på stammen igen for at åbne posen og hive nogle mindre poser ud, der indeholdt flere forskellige krydderier. Noget han havde købt i dyre domme, men som gjorde hans liv en lille smule mere... fyldt. Smag. Han dryssede lidt forskelligt i maden og pakkede det sammen igen, lagde det på stammen ved siden af sig.

Hendes spørgsmål fik ham til at trække let på den ene skulder. 
"Mørket." For ham var det ikke noget specielt at handle med Mørket. Han transporterede ting, slaver og udførte mere gyselige småjobs for dem. I skyggen. Han var ligeglad med, hvem han arbejdede for, så længe lønnen var rigtig. Og det var den denne gang. Han lænede sig frem og rørte lidt i gryden, hvor vandet var begyndt at koge. Det ville ikke vare længe, inden de tørrede bønner var blødt op og maden var blevet mere grødagtig. Ikke specielt inspirerende, men mættende.
Han rettede sig op igen og så lidt undersøgende på hende. Han var ikke interesseret i at lære hende at kende, overhovedet, så for ham var stilheden fin.

På et tidspunkt ville han blotte sig, lade hende få muligheden for at gøre ham ondt, men lige nu blev han tavst siddende og holdt øje med maden. Til sidst var han tilfreds og hældte noget af maden op i de to skåle. Den ene rakte han til kvinden sammen med en ske, inden han rejste sig op og tog gryden hen til vognen, hvor han efterlod den med tre skeer, og derefter vendte tilbage for at sætte sig med sin egen skål. Han var sulten og gav sig stadig tavs til at spise.

At det havde været fælde var Julia ikke det mindste i tvivl om, men muligheden for at få en kniv var for god og fristelsen for stor til ikkeat vove pelsen på. Hun burde nok have ladet være, men nu var den taget og gemt og hun måtte spillevidere med de kort hun havde på hånden.
Det var i det mindste ikke svært med en let knurrende mave at udvise interesse for hvad han gjorde ved maden, som han kom tilbage med nogle små poser. Få drys og hvad end der var ved at koge sammen fik en meget bedre og langt mere tiltrækkende duft. Næsten nok til at glemme hvad hun havde udbrudt og spurgt om, men kun næsten.

Endnu engang var det ikke et svar hun havde ventet og et der fik hende til at fokusere helt på ham. Alle havde troet Mørket stadig gemte sig i dæmonernes rige og slikkede deres sår efter deres sidste næsten lykkedes angreb på Dianthos. Hvorfor kunne hun kun spørge sig selv om nu, men det var en vigtig information at få sendt tilbage - hvis bare hun havde haft mulighed for den slags! Det gjorde så heller ikke udsigten til at blive leveret det mindste smule bedre for hun besad en del viden det ikke ville væresundt hvis Mørket fik i hænde.
Skubbende den nye viden i baggrunden til natten var over dem og hun alene med sine tanker, sænkede hun blikket fra ham igen og lod stilheden følge. Han virkede ikke til at ønske at tale med hende og hun havde fået svar på de vigtigste af sine spørgsmål, så tavshed var bedst.

Især som maden efter hans mening blev færdig og han stak hende en skål med dampende indhold. Hun tog imod den uden antydning af reaktion og holdt den blot mellem hænderne, som han satte en fra til sig selv og forlod hende ved ilden. Hun drejede sig let for at se ham gå over til vognen med gryden og skeer til de andre, men havde blikket sænket til grøden som han kom tilbage. Hun pustede let på den, men rørte den ellers ikke før hun havde set ham synke den første mundfuld. Derefter var det kun varmen der holdt hende fra at sluge det i en fart.

Med skålen skrabet for den mindste smule af spiseligt satte hun den fra sig, lænede sig frem og rakte ud efter vandskindet ved siden af ham.

Maden var blevet rimeligt vellykket, i hvert fald værd at spise, og han lod den forsvinde ned i maven i god ro og orden. Der var intet, der hastede. Han skulle ikke sove før efter midnat alligevel, men havde dog planer om at smide kvinden tilbage i vognen inden da. Ingen grund til at vise sin svaghed, hvis han kunne undgå det. De behøvede ikke at se hans få minutters manglende koncentration, når hans forbandelse tog sin betaling for den sikkerhed, den gav ham. I dag var det dog kun smerten fra selve arret, hvilket han efterhånden var så vant til, at han kunne ignorere den.
Arret hen over hans øje så efterhånden pænt ud igen, som dagen var gået, ikke at det hjalp så meget på hans følelseløse, let uhyggelige udseende.

Han var næsten færdig med maden, da Julia lænede sig frem for at tage vandskindet. I en hurtig bevægelse greb han hårdt fat om hendes håndled og rettede de døde brune øjne mod hende.
"Du skal bede om lov først." Han kunne lige så godt begyndte at lære hende, hvordan man opførte sig som slave. De fleste af hans kunder var altid taknemmelige for, at han gav de nye slaver lidt lærdom om deres nye plads i livet. Nogle vil have dem helt knækket. Det var normalt ikke altid sagen for Mørket, de kunne godt lide at lege lidt selv. Men ofte kom det an på slaverne selv. Hvor nemme de var på turen.

Han slap hendes håndled igen og fortsatte med at spise, som var intet sket. Han forventede at hun spurgte pænt. Ellers ville han ikke nøjes med at klemme hendes håndled. Hvilket han lidt håbede på, men samtidigt var han ligeglad. Han havde ikke ligefrem et behov for at være voldelig, det sagde han stort set lige så lidt som ikke at være det. Bortset fra, at et liv uden vold fandt han kedeligt, han havde prøvet. Han kunne lide det. På sin egen følelsesløse måde.

Julia stivnede som hans hånd lynsnart lukkede sig om hendes håndled og holdt hende fast. Hun hævede blikket fra vandsækken,kun for at møde hans følelseskolde mørke rettet direkte mod hende. Ordene kom roligt og også de var uden følelse, skønt hun fornemmede truslen der lå og lurede bag. Enten spurgte hun først og ventede på svar eller også tog hun konsekvenserne for de tagede friheder. At drikke fra søen tidligere havde været et udslag af hans lune at hun havde fået tavst lov. Den slags skulle hun næppe forvente hele tiden.

Hun sænkede vipperne og blikket som svar og holdt det der til han havde sluppet hendes hånd og ladet hende sætte sig op igen. Håndleddet gled hun let og sigende, før hun dæmpet spurgte. "Må jeg få noget af vandet?" Det krævede lidt at holde tonen så underdanig som den behøvede at være og ikke afsløre den stigende irritation i hendes sind. Hun holdt den dog for hun var trænet til at være den rolle hun antog og lige nu var det lydig slave på overfladen. En kvinde der udadtil ikke gjorde noget direkte uønsket. En han ikke behøvede at vogte så godt.

Fra vognen kunne hun høre skeer skrappe bunden af gryden og blive efterladt i den. Ingen snak, ingen forsøg på noget som helst, men en intens opmærksomhed på de to ved ilden, som selv Julia kunne fornemme uden at hun havde hævet blikket eller taget det fra Thanos. Lange vipper havde virkelig nogle fordele. "Må jeg komme tilbage til vognen bagefter?" I det spørgsmål lå en snert af forventning om at måtte få noget at drikke, men der var ingen måde hun kunne stille det uden den antydning.

Det var et tilfreds glimt, der dukkede op i Thanos' øjne, da hun spurgte, om hun måtte få noget af vandet. Han skrabede det sidste af maden op på skeen, stak den i munden og stillede så skålen og skeen til side, inden han rakte ned, tog skindet og rakte det frem til hende. Der var et lidt drillende glimt i hans øjne, da han så på hende, tavs. Gjorde det ondt, syntes han at spørge. Efter hun havde taget vandskindet, svarede han på hendes andet spørgsmål.
"Selvfølgelig." Han holdt ikke på hende. At sidde alene ved bålet og nyde aftenen var noget, han kunne nyde, så hvis slaverne ønskede fred og ro, ja så var det ikke et problem. Ikke i aften i hvert fald.

Han betragtede hende som hun drak af skindet, ventede på, at hun var færdig og ville tilbage til vognen. Så snart han fornemmede, at det var tid, rejste han sig og tog ved hendes arm for at føre hende derover. Ikke specielt hårdt, bare fast nok til at lade hende vide, at han havde styr på hende. 
Hun havde stadig hans kniv. Han overvejede at lade hende beholde den, men hun ville kunne bruge den til at flygte sammen med i hvert fald den ene anden kvinde, der ikke var skadet. Og han havde alligevel ikke lyst til at have det ene øje åbent om natten mere end han havde i forvejen. Nej, han måtte hellere pænt bede om at få den tilbage.

Så da de gik langs siden af vognen, ændrede hans greb sig og han skubbede hende pludseligt hårdt op i mod siden. Ikke bare med hånden, men med hele sin krop som han pressede sig mod hende. Han var mere end et hoved højere end hende og måtte se ned for at se hende i øjnene. 
"Jeg vil gerne have kniven tilbage. Enten giver du den til mig frivilligt eller også flår jeg tøjet af dig, til jeg finder den." Et svagt smil dukkede op i hans ene mundvig, trods alvoren, og hans frie hånd lagde sig på hendes hofte og gled op langs hendes side, måske for at lede efter kniven, måske for at undersøge hendes former. Måske begge dele. Hvad han havde tænkt sig at lave med hende bagefter, hvis han var tvunget til det sidste, det måtte hun gætte sig frem til. Men det var nok ikke så svært, som han fortsatte med at bruge sin krop, til at presse hende ind i mod vognen.

Han nød det, det kunne hun se på ham, som hun fik spurgt pænt om lov til at få noget at drikke og han gav sig god tid til at spise færdig uden at svare hende. Først da den sidste mundfuld var sunket og skålen sat væk rakte han hende vandskindet med et blik der fik hende til at bide mentalt sammen. Det gik ikke at lade ham se hendes irritation eller frustration med situationen. Det ville kun spille hende dybere ind i hans magt, så i stedet tog hun imod skindet og drak.

Det var en lettelse efter de mange timer i vognen, men samtidig akavet når hun kunne mærke hans blik hvile tungt og kun delvist tålmodigt på hende. Noget der fik hende til at drikke hvad hun kunne,sætte proppen på igen og lægge det væk, kun for at rette sig op til at mærke hans hånd lukke sig om hendes overarm endnu engang. Ikke så hårdt denne gang,men bestemt og næppe et greb let at bryde. Ikke at hun gjorde forsøg på det på vejen til vognen for hun havde ingen grund til at trække samværet med ham.
Desværre havde han andre planer og ikke glemt hvor hans kniv med størst sandsynlighed var forsvundet hen.

Et gisp undslap hende, som han ud af det blå trak hende ud af balance og med ryggen først ind i siden på vognen. Hun forsøgte at trække sig, glide sidelæns hen af vognen, som han pressede hende mod den med hele sin krop og ikke lod hende det mindste i tvivl om hvem af dem der havde det fysiske overtag.
At se ind i hans bryst var da også noget hun kun gjorde kort, få hun hævede blikket til hans og gjorde sine øjne store. En skam det ikke kun var skuespil. Julia rystede let benægtende på hovedet og gjorde endnu et forsøg på at glide væk fra mellem ham og vognen, kun for at mærke hans hånd lægge sig sigende på hendes hofte og hans udstråling skrige mod hende om hvad ville følge næst. Hun kendte det blik og de to sider af det der kunne følge.
Blev han ved med at gnide hånden over hendes hofte og lår på den måde ville han finde den selv, men han ville også finde hvad hun ellers havde hængende under skørtet. Et skift mere i hans bevægelse, en sigende en pressende hende ind på en måde ikke til at misforstå og hun reagerede uden at tænke sig om.
Hendes hånd fandt ind til kniven, fik den fri og ud hvor hun hæmmet af hvordan de stod forsøgte at ramme hans side med den.

Det var tydeligt, at hun ikke kunne lide Thanos' nærvær, som hun forsøge at mase sig væk fra ham. Men han lod hende ikke komme nogen steder, han havde godt fat i hende både med hånden, men også bare den vægt, han lagde ind i mod hende med sin krop. Angsten for hans hensigter var at se i hendes øjne og det fik et let smil frem på hans ansigt. Måske han bare skulle fortsætte, tage for sig af retterne... 

Men inden han nåede at tage den tanke videre, fandt hun endeligt kniven frem. En svag lyd kom fra ham, som den skarpe kniv gled igennem hans tøj og ind i hans side. Den veltrænede krop stivnede og man kunne se smerten i hans udtryk, men smilet forsvandt ikke. Nej, han smilede af hende, som hun stak ham ned.
"Var det så svært?" Hans stemme afslørede den smerte, hans krop følte, men der var intet bekymret over den. Hans hånd fandt frem til hendes håndled og brugte hendes greb til at trække kniven ud igen, inden han tog den ud af hendes hånd. Efter at have trådt et skridt tilbage, slog han hende hårdt med bagsiden af en hånd i ansigtet.

Kniven satte han på plads i bæltet, inden han hev op i sin vest og skjorte for at vise hende huden, hvor hun havde stukket ham. Der var meget lidt blod, det meste var dog suget op af skjorten, men intet sår. Huden var hel og fin der, hvor der burde været et hul efter knivens skarpe blad.
Thanos holdt tøjet oppe for et øjeblik, mens hans blik hvilede på hendes ansigt. Lod hende se, hvor lidt skade, hun havde gjort. Det tog sekunder fra at et våben var trukket ud af kroppen på ham, til såret var væk, hvilket hun ikke havde kunne se. Så skulle han demonstrere ved at skære i sig selv og det gad han ikke, så dette måtte være nok. Han slap tøjet og greb i stedet fast om hendes hals, højt, så hans fingre lige så meget havde fat i hendes kæbe. Som han lænede sig ind i mod hende, blev hans greb strammere.
"Forsøger du eller en af de andre at skade mig på nogen måde, kommer I til at fortryde. Forstået?" Han stirrede ind i hendes øjne, sikrende sig, at hun forstod hans ord.

Han gjorde intet for at undgå kniven.
Julia mærkede hvordan hendes akavede angreb gik lige ind i siden på ham, som ønskede han at det skulle ske og holdt siden åben for hende. Hun mærkede modstanden brydes under bladet og hørte ham komme med et dæmpet udbrud over det også, men det havde været for let. Så god eller heldig var hun bare ikke og det stød kunne han have afværget hvis han ville.
Den indsigt sammen med det smil han sendte hende fik hende til at stivne fuldstændig og ikke gøre det mindste modstand, som han greb hendes håndled og førte hendes hånd til at trække kniven ud igen. Uden at han gav sig, uden at smilet forsvandt.

Så trådte han et skridt tilbage og langede hende en på siden af hovedet så det sang i ørerne og hvis kræft fik hende til vaklende at dreje sig halvt og synke i knæ. Prikker sprang kort for hendes blik, men som hun fik det blinket klart var det til synet af ham der trak op i skjorten og viste hende præcis hvor meget skade hendes angreb havde gjort.
Intet.
Der var spor af blod, men intet sår at se. I den grad en demonstration af hans styrke som hun havde spillet sig selv i ved at tage kniven han så fristende havde stillet frem. Han var da heller ikke færdig med hende endnu.
Hun havde kun lige ladet blikket glide fra hans side til hans ansigt,før hans hånd lukkede sig om hendes hals under hagen og han trak hende tilbage op at stå og pressede hende tilbage ind mod vognen. Et gisp undslap hende endnu engang, før hun instinktivt lukkede hænderne om hans hånd i et svagt forsøg på at mildne hans greb.
Det havde ikke den ønskede effekt.
Gispende lydløst udholdt hun hans blik, som han talte og et langt øjeblik derefter, før hun slog blikket ned og fik et enkelt ord klemt frem. "Forstået." Vold mod ham krævede at de slog ham bevidstløs fremfor at såre ham og hun var ikke sikker på nogen af dem havde styrken til det. Måske Danielle, hvis hun fik fat i noget ordentlig at slå med, men ingen af de andre. Et flygte var ikke blevet det mindste lettere og han var lidt for garvet til at hun forventede hjælpsomme fejl.
Hun måtte finde på noget andet, når hun fik fred til at tænke og planlægge.

Godt. Hun havde forstået, han kunne se det på hende. At hun sikkert ville planlægge alligevel, var han ikke i tvivl om, men for nu ville små ukoordinerede angreb med skarpe genstande ikke være et problem, især ikke, hvis hun fortalte om det, der var sket, til de andre. De havde kunne høre samtalen på den anden side af dugen, de var nok nysgerrige.
Han blev ved med at klemme om hendes hals lidt endnu, mens han betragtede hendes ansigt lidt. Hvor havde hun haft gemt kniven? Hun havde reageret, da hans hånd var ved at undersøge hende, enten fordi hun ikke ville røres eller... Han slap hende og begyndte i stedet at rode med hendes tøj, sigtende efter det område, hun havde forhindret ham i at røre ved. Koncentreret, og uinteresseret i hendes krop. Kæmpede hun i mod, fik hun et velplaceret slag i maven.

Endeligt stødte hans fingre på noget, der ikke hørte til, og kniven blev igen trukket, denne gang for at lette hende for hendes ejendele. Uden at kigge nærmere på det, kastede han det hen til bålet, så kunne han altid undersøge det senere. Han burde nok undersøge alle kvinderne, siden de andre mænd havde gjort et meget dårligt job med det, hvis de overhovedet havde tænkt så langt. Idioter. Men så igen, var der noget, der kunne hjælpe dem med at flygte, havde de nok allerede forsøgt. Han fik nok rigeligt med muligheder til at se dem uden tøj fremover.

Lige nu var der ikke mere for ham at lave. Burde han give hende en omgang tæv for hendes forsøg på at stikke ham ned? Uden tvivl, men lidt retfærdig var han da, han havde selv givet hende liv. Hun skulle ikke regne med at slippe så let, forsøgte hun igen. Så nu greb han hende, snurrede hende rundt og skubbede hende mod enden af vognen. Hun fik ikke lov til selv at kravle ind, i stedet tog han ved hende og ublidt skubbede han hende op i vognen. Han greb gryden og kastede et blik på kvinderne.
"Jeg sover ikke særligt tungt, så hvis jeg var jer, ville jeg blive i vognen." En vag trussel, men de havde set, hvad han kunne finde på, så han gad ikke uddybe. I stedet gik han ned til åen for at vaske gryden, skåle og skeer af, inden han satte sig ved bålet og tog det, han havde fjernet fra Julia for at undersøge det.

Endelig slap han grebet om hals og slap luft frit ned i hendes lunger igen. Julia gispede efter vejret, men opfangede så alt for tydeligt hvorfor han havde sluppet hende fri. Hans hænder var på jagt over hendes tøj, under hendes... Hun strittede imod som hans hånd fandt åbningen i skørtet og fik et velrettet hug i maven for sin ulejlighed. Bukkende sammen, mens den tilkæmpede luft forlod hende så voldsomt igen, mærkede hun posen forlade hendes side, så lys glimte i knivens blad og så lyden af snoren der blev skåret over. Hun så ikke hvad der skete med posen, men fik sig rettet op igen og forsøgte så atter at trække sig væk fra ham.

Julia brød sig ikke om det blik han så på hende med. Som vurderede han sit næste træk mere ud fra hvad han havde lyst til end noget som helst andet. En uberegnelig side af ham, hvor han hidtil kun havde vist den konsekvens bestemte. Sagde han noget, mente han det. Hun vidste det for han havde overraskende nok ikke løjet endnu. Det gjorde alle ellers og hun havde svært ved at forholde sig til det. Mest af alt fordi hans sandhed var så brutal en af slagsen.
For nu greb han atter fat i hende, fik hende vendt så hun ikke kunne se hvad han gjorde, men kun kunne mærke hans tag og pres mod hende rundt om vognen. Der greb han hende og overraskede et gisp ud af hende ved det, som han let løftede hende op og fik hende skubbet ind til de andre. Ikke at hun gjorde det mindste modstand mod den handling. Hun fik sig dog vendt, så hun kunne se ham som han talte og vigtigere som han gik væk.

Hendes blik gled til bålet hvor en lille pose var dukket op. Hendes pose. Ikke godt. Det var ikke fordi hun havde noget afslørende i den, men det var så heller ikke helt normalt for almindelige kvinder at have papir og kulstifter på sig. Værre var nok de fem små poser der lå i den store mærket med hver deres farve bånd i lukningen. Gul med bedøvelse, Lysegrøn med febersænkende, mørkegrøn med sårrensende, orange med giftige og rød med urter der gjorde brugere steril. Et lille udvalg der desværre ville vise hun vidste noget om planter og deres brug. Ellers lå der en halskæde med Lauranas symbol og en lille notesbog med hvad der lignede opskrifter på afkog. Under dobbeltbunden lå også fire dirke og en lille smule metaltråd.
Som hun holdt øje med manden, krøb Danielle hen til hende og hviskende, ganske stille gengav Julia hvad der var sket, men uden at den anden virkede til at tro hende.

Thanos drejede den lille pose mellem hænderne først. Den var godt fyldt op, men ikke så stor. Lettere forsigtigt åbnede han op for posen og hældte ting ud i sit skød. Små poser med farvede bånd, papir og skriveredskaber, en halskæde og en lille notesbog. Han klemte lidt på posen og lidt efter sad han også med nogle dirke og noget fin metaltråd. En sær samling at rejse rundt med. Men skrive kunne hun tydeligvis, og læse. Egenskaber Thanos selv ikke besad, så han bladrede bare hurtigt notesbogen igennem, inden han lagde den og papiret til side. Halskæden gav han også kun et enkelt blik. Dirkene undersøgte han lidt nærmere, men der var ikke noget specielt ved dem. Men hvorfor rendte en kvinde rundt med dirke? Der var en let rynke i hans pande for et øjeblik. Der var noget ved hende, som ikke var normalt. Hvem mon hun var?

Til sidst sad han tilbage med de små poser. Stadig forsigtig åbnede han den med det orange bånd. Urter. Hvad mon de kunne? Han lugtede ganske forsigtigt til posen. Hvis der var noget, Thanos vidste meget om, var det måder at slå ihjel på. Og han vidste straks, at dette var gift. Hurtigt lukkede han posen igen og så ned på resten. Gift? Hun blev mere og mere mystisk. Han følte ikke noget behov for at undersøge de andre små poser, det var at udsætte sig selv for unødig fare. Roligt lagde han det hele ned i posen igen og tog den med hen til oppakningen, hvor han gemte den i bunden af en taske. Derefter fandt han sin pibe frem og satte sig til rette ved bålet. Et blik mod himlen fortalte ham, at aftenen kun var begyndt og han begyndte at stoppe piben.

Tiden gik, som han sad der og røg sin pibe, tænksomt stirrende ind i bålet. Midnat kom og smerten fik ham til at lægge piben fra sig og lægge hænderne mod sit ansigt med nogle dybe vejrtrækninger. Det var ikke så slemt, det var kun det ene knivstik sammenlagt med smerten fra arret, der åbnede sig, men at have smerten samlet i arret var stadig meget ubehageligt, selvom han havde prøvet det så mange gange før.
Bagefter kunne han endeligt lægge sig. Ikke at han sov tungt, men nok til at han ville kunne fungere dagen efter. Øvelse.

Næste morgen var han oppe med solen og snart bankede han en flad hånd mod trævirket i vognen for at vække kvinderne. Hvis de havde sovet.
"Samme tilbud som i går, mad ved bålet eller i vognen. Samme måde, hvis nogen skal tisse." Han lod blikket glide over dem, med samme døde, udtryksløse ansigtsudryk som altid. Hans blik hvilede kort på Julia, han havde ikke glemt, hvad han havde fundet. Noget han på et tidspunkt nok ville spørge hende ud om.

At se posen blive åbnet, indholdet undersøgt og det lidt for grundigt, holdt Julias blik fanget, som hun dæmpet forsøgte at trænge igennem til Danielle. Den blonde kvinde virkede til at være ved at komme sig over chokket fra om eftermiddagen og det ikke med læring til følge. Ikke som hun vrissede mod manden der førte dem af sted og kom med udtagelser der alt for let kunne ende udført. Formentlig ikke i løbet af natten, men den næste dag var et godt bud.

Det blev da også en lang nat for Julia. Hun var måske træt, men ikke så træt at hun lod sig synke mere end halvt ned i søvnen. I stedet lod hun tankerne ordne hvad hun havde set til deres vogter i løbet af dagen. Hvordan han talte, hvordan han handlede og hvordan han reagerede. Ikke nogen nem mand at løbe om hjørner med og hun havde de tre andre at tage i betragtning ved alle planer for at de ikke skulle overraske hende ødelæggende. Særlig Danielle ville blive et problem der at komme udenom, men givet et par dage mere skulle den anden nok have mødt noget der kunne få hende til at tænke. Brutalt og kynisk tænkt, men Julia var nødt til at tænke på sig selv først her.

Morgenen kom da også med svagt lys fra solen ind gennem de tillukkede teltdug. En hård banken på siden af vognen rev kvinderne med små gisp helt ud af søvnen og op at sidde. Julias blik gled først tilde to sårede, men ingen af dem virkede til at være værre stillet efter natten end før. Hvad end han havde brugt til deres sår havde været effektivt og en del af hende ville elske at se nærmere på det.
Så skar hans stemme dog igennem og satte flere af dem i et dilemma på ny. Det var længe siden de havde haft mulighed for at komme af med noget og ingen havde lyst til at skulle sidde i deres hele dagen. Det var da også hvad fik dem alle til at nikkelet og rykke mod bagenden og muligheden for at komme ud for at tisse.
Julia mødte hans blik kort, før hun så væk og hjalp Anna af vognen for at komme af med det nødvendige, før hun lagde sig igen. Det samme galt for Isolde, mens Danielle ventede nærmest tålmodigt på sin tur og derefter at komme hen til bålet.

Julia lod de andre komme til først før hun selv gjorde det mindste væsen af sig. Hans blik havde ikke lovet helt godt for hans interesse i hende, men der var næppe noget hun kunne gøre ved det længere. Andet end altså at holde ham spekulerende og ude af stand til at fastslå hvad og hvem hun var. Holdt hende menneskelig og væk fra at blive en ting. Hun reagerede da også mest resigneret over at skulle have hans hånd på sig hele tiden.

Thanos gjorde som han sagde, sørgede for at de kunne komme ud og at de fik mad. Der var ikke så meget snak i ham og så snart maden var blevet spist, sendte han folk tilbage i vognen og pakkede effektivt lejren sammen. Og nu begyndte rejsen for alvor. Dagene ville være ensformige det meste af tiden. Tidligt op, morgenmad. Bumle af sted i vognen til første stop, dernæst til næste og slutteligt til nattens lejr. Om kvinderne snakkede eller ej betød ikke så meget for Thanos, så længe de ikke larmede for meget eller forsøgte at gøre omverden opmærksom på deres tilstedeværelse.
På tredjedagen holdt de en længere pause sidst på eftermiddagen, hvor Thanos bandt dem alle godt og grundigt. Og derefter var han væk i et par timer, inden han kom tilbage, slæbende på en død hjort. Om aftenen flåede han den, parterede den og tilberedte nogle store stykker, mens resten blev pakket forsvarligt væk, så det kunne holde i nogle dage. Maden blev noget bedre derefter.

Der havde ikke været ret meget at skulle være hård om, ud over at den rapkæftede af dem, havde fået et par salg en dag, hun havde valgt at prøve grænser af. Ikke noget vildt og Thanos var ganske tilfreds, selvom han godt vidste, at det blev mere farligt for hver dag der gik. Hans fanger ville blive lullet ind i en falsk tryghed, når der ikke skete mere og han selv kunne risikere at miste noget af fokusset, når der var så stille. Men fordi han vidste, at de en dag ville forsøge at falde over ham som en flok gale ulve, var han stadig på vagt.

Der var gået to dage siden, at han havde bragt hjorten tilbage. Naturen havde ændret sig omkring dem og det var tydeligt, at de var på vej nord på. Der var flere træer, og snart ville Amazonitskoven dukke op i horisonten. Ikke at de skulle ind i skoven, men de ville kunne se dens mørke skygge på afstand.
Aftenen var ved at lægge sig og Thanos fik øje på endnu en markør, der fortalte ham, at de var ved lejren om ikke så længe. Det gik lidt stærkere end forventet, men der var for langt til næste lejr og det var nemmere at stoppe der, hvor alting var klar i forvejen i stedet for at finde et nyt sted. Endeligt drejede han den tunge hest af sporet og ind på en grøn plet med en bæk og en lille klump træer som læ. En cirkel af sted angav bålstedet og et par store sten var til at sidde på. Græsset var højt og det var tydeligvis et stykke tid siden, at der sidst havde været nogen. Perfekt.
Snart havde han spændt arbejdshesten fra og sat den og sin egen til at græsse.

Tiden sneglede sig af sted for kvinderne i vognen, som rejsen tog en rytme af stop og kørsel. Altid kontrolleret, altid med dem bundet på den ene eller anden måde og altid med en årvågen Thanos. Manden vidste hvad han havde med at gøre, det måtte Julia give ham, men tiden ville forhåbentlig arbejde for hende og lulle ham hen i en falsk sikkerhed.
Anna og Isolde kom sig stille og roligt. Deres sår holdt sig rene og fri for infektioner og deres humør gled fra det helt opgivende til mere beregnende som den ene dag tog den anden. De var dog stadig langt fra modige eller desperate nok til at gøre et forsøg mere.
Den sidste af dem var den Julia var mest opmærksom på. Danielle havde ikke tænkt sig at finde sig i noget og de slag hun modtog bragte hende kun til forsigtighed i kort tid, før hun var tilbage til at se efter muligheder for oprør. Hun ville ende med at gøre noget dumt, det var Julia sikker på, men den tid, den mulighed for de andre.

En uge var næsten gået, da omgivelserne endelig forandrede sig og de endeløse græsmarker blev erstattet af skov til den ene side. Det var i hvert fald det indtryk aftenens stop gav. Julia havde lindet på stoffet der dækkede vognen, så snart den var stoppet og havde noteret sig træernes kærkomne afveksling, så meget som hvor højt stolen stadig stod. En tidlig lejr kunne være et godt og et dårligt tegn. Det bragte i hvert fald uro til de forsamlede i vognen, der alle var ved at have fået nok af at skrumle rundt i evigheder.
Danielle slog klædet til side fra bagenden af vognen og så sig tydeligt vurderende rundt og provokerende ikke på Thanos eller hestene. Hele hendes udstrålingen sagde at hun ikke ville vente til det passede ham med at stige af vognen denne aften.
Julia sukkede let indvendigt og lod den anden skabe sine egne problemer i fred. Det kunne trods alt give resten lidt muligheder. Noget hun kunne se var en delt tanke, da hun lod blikket finde de to andre. Fangeskab bragt bestemt ikke de pæneste sider frem i nogen og de var alle nået et punkt hvor Danielle var en uforudsigelig distraktion værd at udnytte.

En lyd fra vognen fik Thanos til at se op fra hestens hov, han var ved at rense. Nogen var på vej ud. Han stak sin kniv tilbage i bæltet, slap hoven og rettede sig op, inden han gik tilbage mod vognen. Det var den blonde kvinde, Danielle. Thanos havde holdt godt øje med hende, hun var problemer. Ikke på samme måde som Julia, hun var gennemtænkte, snigende problemer. Den blonde kvinde var alt for uregerlig. Vild og uden eftertanke. Han havde haft fat i hende mere end én gang, men det virkede ikke specielt længe. Måske han skulle give hende en ordentlig lærestreg.

Han nåede hen til åbningen, hvor hun så på ham med et provokerende blik. Han holdt stadig deres hænder og ben bundet, ingen grund til at udfordre skæbnen. Men det havde lykkedes hende at få rebene af benene, få dugen åbnet og svunget benene ud af vognen. Inden han nåede hen til hende, skubbede hun sig helt ud og landede på jorden.
"Jeg skal pisse og jeg gider ikke vente på dig." Hun tog et skridt frem, for at understrege, at hun gjorde det selv. Dog så det ikke ud til, at hun var ved at stikke af, sikkert klog af de andres skade. Thanos havde fået nok. Denne gang krydsede hun en linje, hun ikke skulle have krydset.

Hurtigt var han efter hende, satte et ben foran hendes og skubbede hende i jorden. Egentligt var hans plan at gennembanke hende, til hun ikke kunne stå på sine ben mere. Den nemmeste måde at gøre det på, var at bruge bæltet. I forventning om, at hun blev liggende, begyndte han at spænde bæltet op. En dum fejl, der delte hans opmærksomhed. Kvinden kom for hurtigt på benene og angreb ham. En skarp smerte skød igennem hans hoved fra den ene tinding og for et sekund sortnede det for hans øjne. Hun havde åbenbart grebet en sten og slået ham med den.

Heldigvis slog hun ham ikke bevidstløs og han blev stående på sine ben, selvom han kort svajede bagud. Men han mistede ikke fokus for mere end et hjerteslag og med det samme blev hans blik skarpt igen, rettet mod hende. Såret i hans tinding forsvandt med det samme, kun efterladende en stribe af blod ned forbi hans øje. Han kunne se i hendes udtryk, at hun vidste, at hun havde dummet sig. Det fik hende til at gå i stå længe nok til, at han kunne træde et skridt frem, gribe hendes hånd og vride stenen fra hende. Han kastede den væk og slog hende så med en knyttet næve i ansigtet. Det virkede til at hive hende ud af den frosne tilstand, som hun vaklede et skridt bagud.

Thanos kendte reaktionen. Vrede blandet med frygt. Det pludselige skud adrenalin, som kroppen ville kæmpe for overlevelse. Tøsen kastede sig i mod ham igen, men hendes angreb var fesent, uden overraskelsesmomentet og uden våben. Han gav hende en knyttet næve i maven og greb fat i det lange hår. Hårdt kastede han hende ind i mod enden af vognen, så kanten stødte mod hendes liv og hendes overkrop blev skubbet ind i vognen. Hans døde blik, der om muligt virkede endnu mere livløst nu, gled over kvinderne inde i vognen, inden han ignorerede dem. Han var ligeglad, så længe de ikke forstyrrede ham.

Med grove bevægelser flåede han skørtet op over hendes ende. Hun forsøgte at kæmpe i mod, men han greb fat i hendes hår igen og bankede hendes hoved ned i plankerne i bunden at kærren. Slaget gav ham frihed nok til at få flyttet rundt med sit eget tøj, men hun var en kæmper og forsøgte stadig at komme fri af hans greb, hvilket til sidst fik ham til at trække sin kniv og presse den ind i mod hendes side. Det fik hende til at fryse og han kunne fortsætte. 
Det startede med et skrig, der blev til gråd, der blev til en dæmpet klynken. Han tog hende hårdt, indtil han var færdig. Der kom ikke mange lyde fra ham. Hans blik gled en gang i mellem op på de andre kvinder, for at sikre sig, at de ikke gjorde noget dumt. Det var med vilje, at han gjorde det, hvor han gjorde det, han vendte ikke ryggen til dem, nej han kunne holde øje med dem sådan her. Og de fik lov til at se, hvad der skete, når man angreb ham.

Endeligt kunne han trække sig tilbage, få sine bukser på plads og sætte kniven i bæltet. Han så ind på de andre.
"I spiser i vognen i dag. Skal I ud, bliver det efter mad." Han så ned på den lyshårede kvinde, der var gledet ned på jorden, da han slap hende. Det gik ikke. Han greb fat i hende, ignorerede hendes sølle protester og skubbede hende ind i vognen til de andre. Han skulle have bundet hendes ben igen, men lige nu regnede han ikke med, at hun ville forsøge at flygte.