Ask nikkede i stilhed og fortsatte med at spise. Han stolede endnu ikke på sig selv til ikke at sige et eller andet dumt, der endelig ville drive Kaliyah væk fra ham, og dét var det sidste, han ville. Det eneste, han havde lyst til, var at holde om hende og kysse hende og elske med hende, som de havde gjort dengang. Han havde savnet hende så forfærdeligt meget, og at sidde her lige ved siden af hende, føltes næsten som tortur. Men det var bedre end ingenting!
Han spiste sin del af fisken roligt, men sneg små blikke over på Kaliyah, når han lod, som om han var optaget af at spille kødet af de mange fiskeben. Hun var stadig lige så smuk, som hun altid havde været, selvom mange nok ikke ville være enige med ham i den sag. Men Ask havde aldrig elsket Kaliyah for hendes udseende; han havde elsket hende for den kvinde, hun var, og det kunne nogle drageskæl ikke lave om på.
Han rejste sig og smed fiskeskelettet ind i bålet, inden han gik de få skridt ned til vandet for at vaske sine fedtede fingre. Det kolde vand fik ham til at køle lidt ned, både fysisk og mentalt, og han smilede, da han rejste sig og vendte sig mod Kaliyah igen.
"Du får teltet," sagde han og nikkede mod teltdugen af skind, han havde spændt ud. Der ville kun være plads til dem begge, hvis de lå klinet op ad hinanden, og det turde Ask ikke. Det var han slet ikke stærk nok til. Under dugen lå også en masse bløde skind til at sove på og under. Han tog et af dem ud til selv at sove på ved siden af bålet.
"Resten er dit," sagde han med endnu et nik mod de bløde skind og pelse.