Viki smiler venligt og ivrigt tilbage, "Hej" Vikis øjne var store og kiggede nysgerrigt på havfruen, og spørger så lidt dumt, "er du en rigtig havfrue?" hun klør sig i håret, mens hun bider sig lidt i underlæben efter at have sagt ordene, der sker altså en del for mig for tiden tænker Viki lidt konfus, hun havde indtil videre kun vænnet sig halvt til at blive ældrere med et slag, og nu en sagnomspunden fantasi væsen, ikke var et fantasi væsen!

Devyn nikkede og kiggede på hende. Hun lod halen flyde op til overfladen og smilte. "Ja det er jeg. Det vil jeg da mene. Mine forældre er det også." sagde hun og grinte kort. Hun tog sig lidt til hovedet men kørte så en hånd igennem håret og smilte stadig.

Viki smiler glad tilbage, men da hun kigger op ser hun at tiden har fløjet afsted, og hendes mor og far ville kunne blvie meget bekymret, hvis hun ikke snart vendte hjem, hun kigger beklagende op, men smiler så venligt på hende igen,
"jeg bliver nok nødt til at gå nu, hyggeligt at møde dem! håber vi får chancen igen en dag" Viki nikker som venlig afsked, vender sig om og i et spring forvandler hun sig til en unghunræv med en flot ildrød pels. hun forsvinder væk i det grønne.

//Out
((sorry bliver nødt til at smutt ei seng nu^^))

Devyn trak kort på skuldren og svømmede lidt rundt i vandet. Hvad skulle hun så lave? Nu var der jo intet at lave. Hun sukkede kort og kiggede ned i vandet. Hun kom op til overfladen og sukkede kort igen.

Vandoverfladen laver små krusninger og synger som tusind fugle, der hvor floden munder ud i den blanke sø. Vandet er overraskende rent, men den hyppige regn, som har hærsket på det seneste har nok gjort sit for hygiejnen. Desuden fortsætter den smalle flod på den anden side af vandet.
Renatika vipper melodisk med fodspidserne i vandet, mens hun trækker den lyseblå skjorte over hovedet. Mørke strøg spreder sig på stoffet, idet det lander på hendes hud. Håret er stadig vådt. Der har heller ikke været noget acceptabelt at tørre sig ordentligt i, hun er trods alt ude i naturen. Men det er i det mindste bedre end at gå beskidt rundt, afgør hun i stilhed.

Hun blinker et par gange med de forskelligfarvede øjne for at komme af med den svimmelhed, der kort bølger ind over hende. Det har trods alt været varmt i dag, men hun er ikke sikker på, om det er vandmangel, eller den sygdom, der ikke ser ud til at ville give slip, som gør hende omtåget. Den er som en igle. Eller et myggestik.
Noget skuffet betragter hun sit spejlbillede i vandet, hvor det brune hår klæber til den unge piges pande. Det ligner hende ikke, synes hun. De fremmede øjne, det ukendte blik, der stirrer tilbage på hende, det kan da umuligt være hende. Og det hår.. måske håbede hun på, at det ville få sin ræverøde farve tilbage, efter at være blevet vasket. Ligesom, da hun var lille.

"Eller hvad mener du, Kitsu?"" bjæffede hun kort, og ræven et par meter væk stoppede op i sin legende jagt, og stirrede uforstående på hende.
"Mener om hvad?" kom det forvirret fra dyret, men han mistede hurtigt interessen og genoptog opsporingen af det imaginære bytte. Renatika havde alligevel ikke svaret ham.

Et orange lys pranger himlen, bag de stolte ege- og bøgetræers udsprungne kroner. Også vandfaldets hvislende strømninger præges af sommerens aftensol, der med sin pludseligt smukke lys, gør et sidste forsøg på at springe en nat over, og gøre det dag igen. Lucifer tænker, at inden længe vil også den give op, og lade den kølige nat overtage pladsen.

Han havde brug for at komme lidt væk. Han husker, at her kom han ofte, da har var yngre. Aldersmæssigt ikke meget yngre end han er nu, men før han begyndte at tænke store tanker, og være fornuftig, stræbende og alvorlig. Før han blev voksen. Han vidste ikke om han brød sig om denne pludselige modenhed, men fandt den naturligt opstået, efter mange år i rendesten og på gadehjørner. På et tidspunkt har man bare brug for starte på en ny, ændre sin tilværelse og sine bekendtskaber. Især det sidste havde været vigtigt for ham, men selvom han burde kunne han ikke glemme hende. Hende som, alt i alt, grangiveligt havde budt ham mere smerte end kærlighed, og mere længsel end nærhed. Hvis nogen spurgte, ville han ikke kunne svare dem, om han stadig var forelsket.

Et par flygtige fugle synger solen i seng og Lucifer slæber fødderne over den mos-begroede skovbund. Lyden af det trillende vandfald bliver højere da han nærmer sig det. Med blikket opmærksomt plantet på sine sorte laksko, forsigtig og koncentreret om ikke at hænge fast eller træde i noget, vandrer han imod vandfaldet.

Renatika langer ud efter sine støvler, men husker så, at de ikke er der. Vandet bølger fortsat ind over hendes fødder og gør dem langsomt følelsesløse, et hudlag af gangen. Længere og længere trænger kulden ind, indtil kun den varme kerne omkring knoglen er til at mærke, og Renatika husker, at sommeren kun lige er begyndt. Så hun rejser sig fra søbredden og hiver det resterende tøj på.

Sollyset danser rundt i trætoppene, bryder igennem et hul i bladene, men forsvinder hurtigt igen. Dukker op et nyt sted, blænder de søvnige fugle i en orange glød. Verden er dækket af et tæppe af ild, og alle lyde er dæmpet ned til et afslappende lydniveau. Naturen går til ro nu, tænker Renatika og mærker hvordan græsstråene under hendes fødder svejer i takt med hendes hjerteslag. Vokser et par centimeter og falder sammen igen, mens jorden drejer sig i søvne. Det føles stadig så uvirkeligt, og der er ingen huller i tæppet.

"Renatika, der kommer nogen!"
Lyden af rævens gøen får Renatika til at spjætte kort, og hendes blik flakker søgende rundt i buskadserne. Jo, der er nogen, kan hun mærke. For et øjeblik står hun trippende på tæerne og overvejer, hvorvidt hun skal blive stående, eller stikke af, i takt med at den fremmede kommer tættere på. Kniven hænger ved hendes side og reflekterer solkuglens flammende lys, og metalet føles køligt igennem det tynde stof. Så står hun stille. Hun vil ikke gemme sig.
Kitsu springer adræt gennem græsset, efter at have opdaget hvem, der er på færde, og han er hurtigt henne hos sit menneske. Renatika skærer en grimasse, og slipper grebet om sit våben.
"Gå din vej, Lucifer."

I takt med at himlen får en mere grålig nuance, fortrækker den varme luft sig, med hjælp fra lette, kølige briser. Dog er himlen stadig lys, og ved første øjekast ville man tro, at klokken var mindre, end den rent faktisk er.

Det snurrer i hans hoved, af træthed. Han mumler for sig selv, med øjnene, mere grå end himlen, hvilende på skovbundens bløde mås. Det bløde tæppe, skovens beroligende grønne lag. I kontrast til de høje, målbeviste træer, der skyder så højt op de kan og gerne længere. Selv skoven har vel et par forskellige sider.
Her er så meget anderledes ind fra indersiden af midnatsborgen. Derinde virker alt bestemt, intet er overladt til tilfældighederne og hvis det er, er det en fejltagelse. Væggene er grå og sten-agtige. Klimaet derinde er koldt, trods den ellers varme sommerluft, og ikke meget lys slipper ind af de svagtoplukkede skodder. Derinde har han noget at gøre, og derinde føler han sig ønsket. Ikke mindst betydningsfuld. Herude føler han sig... Upassende.

Han stopper brat op, da han hører en lav men kraftig bjæffen, nær vandfaldet. Det får ham til at løfte hovedet. Der er det jo, vandfaldet. Der er stenene og vandet og skummet og ræven og. Renatika. Hvad laver hun der? Hun snakker til ham. Beder ham om at gå. Han ser hendes hænder slippe grebet om det velkendte kniv. De velkendte hænder, selvsamme hænder der for kort tid siden slog hans næse skæv. De holdte ham om halsen og prøvede at lukke for luftgangene, men var for svage. Men Renatika var stærk, vidste han. Det ville engang han kunne ændre på.

Lucifer træder frem fra skovbrynet, og lader sig stå ansigt til ansigt med hende. Godt nok på afstand, ja. Men han har ikke behov for at komme tættere på. Han ved udemærket, at have hende som bekendt er ikke smart. Det er imod Mørkets Lords regler, at være "allieret" med folk, så lavt nede i rangstien. Måske er reglen uskreven, men Lucifer er sikker på at det er den mening, der raser omkring i krogene.

Allieret er måske for meget sagt.

"Gå din vej, Lucifer," gentager hun.
Hun vil ikke snakke med ham. Hun vil ikke snakke med ham. Han er en idiot, det har hun for længst afgjort, en idiot, der er blændet af solens ildstråler. Dagene bliver længere, skyggerne bliver længere, der er nok steder for Mørkets Krigere at gemme sig. Men Lucifer, Lucifer valser rundt, som ejer han det hele. Hun vil ikke tale med ham. Det er deres skyld, at folk sulter.
For hun har hørt sladderen gå, selvom hun ligger og kryber langt under den sociale rangstige, har hun alligevel sin omgang med det 'bedre selvskab'. Og det bedre selvskab sladrer. Skatterne stiger, lovene er strengere end før. Brødet forsvinder fra boderne og vandet fra brønene.
Græsset snor sig irriteret om Renatikas nøgne ankler, småsten ruller rundt for fødderne af hende, og Kitsu træder nervøst et par skridt tilbage. Violerne på hans hale glimter let i aftenlyset, før en usynlig pensel maler grå skyer hen over himlen.

"Hvad laver du overhovedet her?" spørger hun, da knægten ikke ser ud til at ville gå. "Har du ikke et arbejde at passe?"
Arbejde. Lige siden han fik det arbejde, er hans mentale udvikling gået den anden vej, mener hun. Det grå blik bag hans gode øje stirrer tilbage på hende og siger 'jeg er blevet voksen'. Hans mund bevæger sig ikke, men det er tydeligt at se. Han synes selv han er vokset. Gu er han ej, går det irriteret igennem hendes tanker, knægten der er ikke mere voksen end hende. Han er en dreng, der tror han er en mand. Drenge, som tror de er mænd, bliver ædt af de rigtige mænd. Og han er selv på vej ind i udyrets gab. Så hun vil ikke tale med ham.

Selv på afstand kan han fornemme det. Vreden, som ligger som en sur klump inde i brystet af hende. Han kender den og har mærket den og vil uforbederligt nok mærke den endnu en gang, på det ene eller det andet tidspunkt. Sådan er det altid. De bliver sure, de skændes, de slås, men aldrig slår de hinanden ihjel. Om det er tilfældighed eller kærlighed er ikke til at sige. Han tror ikke på det sidste mere, men tror nu blot, at den gud der måske ligger et sted og soler sig i småbørns bønner om mad og drikke, har spillet ham et puds, og fortsat ladet ham leve. Han må erkende, at sidste gang han var tæt på døden, sidste gang hun truede ham på livet ville han ønske at hun havde gjort en ende på det. Hans værdighed ville være for stor til at gøre det selv, men med hende til at føre kniven, havde det bare været en smuk slutning, på et langt og ikke færdigskrevet eventyr.

Lucifer rynker med sin pande, da hun atter beder ham om at 'gå sin vej' For hvad tror hun det er? Tror hun, at fordi de ikke har det godt sammen, er søen og skoven og træerne, og det bløde mos hendes? Tror hun at hun kan sende ham væk som var han en hund, der havde være ulydig? Hvad tror hun egentlig?

"I det mindste har jeg et arbejde"
Siger han gennemskueligt. Han kunne have været voksen her, sprunget den diskussion over, men i stedet vælger han at starten den, som det barn han er. Han er for konfliktsøgende til at lade sådanne ting gå forbi sin næse. måske fra hvilken som helst anden person havde han kunne gøre det, men ikke når det kommer fra Renatika. Måske er diskussioner i virkeligheden den eneste måde, han kan holde kontakten med hende? Måske er det derfor, han igen og igen går ind til dem, frem for at flygte. Han kender hendes temperament, og ved at hun ikke gir' sig uden kamp. Negativ opmærksomhed er vel bedre end slet ingen opmærksomhed overhovedet.

De orange og grønne farver blander sig, glider ind i hinanden og danser vildt og farligt et kort øjeblik, før Renatika genvinder fokus. Svimmelheden bølger fortsat ind over hende, som havet mod en klippekyst meget langt borte. Et eller andet sted derude, bag ved horisonten, hvor solen fortsat kæmper sig ned mod sin egen død. Den er helt tæt på nu, mørkeblå vande af farver er plasket ud over himlen, hvor de gråhvide skyer glider stille hen over hovedet på menneskerne. Upåvirket. Renatika er ikke sikker på, om de selv bestemmer, hvor de vil hen.

"Renatika... lad os gå..." piver ræven ved hendes side og krymper sig sammen for de svingende planter. Hans instinkter tager overhånd, komfortabel ved situationen er han ikke. Men det er klart, når de to er sammen, fører det ikke til andet end ballade. Ballade. Nærdødsoplevelser er måske en mere passende definition, og igen kan Renatika ikke ryste den sygdom, der er blevet hende pålagt af sig. Ræven lader sine mørke øjne glide hen over græsset og til den unge mand, før hans tænder blottes i en knurren. Den satan. Renatika vil ikke svare Kitsu, og det er ham fyren her - Lucifers - skyld.
Planterne tager fat i Kitsu og løfter ham væk, mens Renatika tripper lidt på stedet. Pandehåret skjuler hendes forskelligfarvede øjne, men blikket brænder igennem både hår og ildtæppe og sollys. Hun ignorer hans kommentar. Sådan da.

"Hvad er det overhovedet du laver?" fortsætter hun, drejer hovedet og lader så blikket ramme Lucifer igen, "Leger fodskammel for de store drenge? Håber på, at du kan få lov til at spise krummerne, der falder af deres brød. Gå med dig."
Hun sender ham væk som en hund, ja. For det er det, han er. En mobbe, der følger efter i sin herres fodspor, lader sig binde af halsbånd og snor og venter på en chance til at bide den hånd, der fodrer ham.
"Mens du spiser krummer, sulter vi andre."

Lucifer lukker ørerne. Alt hvad hun siger til ham hører han, men med lukkede øjne og et lukket univers, og han kæmper hårdt for at trække det ud af sammenhænget. For at gøre det til meningsløse, tilfældigt sammensatte ord. Ord som ikke betyder noget. Han ved, at hvis han skal koncentrere sig om dem, vil de betyde alt for meget. Det ville også betyde at han skulle bruge nål og tråd til at holde sin mund lukket. Mon ikke han alligevel ville sprække stingene.

"Sikke mørkt det blev nu.. Renatika. Måske er det bare træerne, der skygger for solen"
Hans spæde ord er kun et mildt forsøg på at føre tankerne over på noget andet. Væk fra hende, behøver de ikke at blive ført. Men gerne væk fra de grimme ting der kommer ud af hendes mund. Når hun siger tingene synes de altid at være rigtige, han ved de er rigtige. Sammenlagt ville deres værdi vinder over hans egne tanker. Det er det, der tvinger ham til at ignorere hende. Vreden ophober sig i ham, men dæmpes igen af den kølige sommeraftens melodiske summen. Han ved, at med ganske få ord, ville hun sikkert få ham til at springe i den sorte sø.

Han vil ønske at han kunne slippe hende. I det mindste lade hendes ord være lige meget, og måske lade hende være lige meget. Hun er i hans tanker, for meget af tiden. Han er næsten sikker på, at denne konstatering ikke er gengældt, i så fald er hensigten nok en anden.
Han kan ikke huske hvornår han sidst har mødt hende, uden at få et grimt ord med på vejen.

Han lukker ørerne. Det kan hun se på ham, han stirrer ud i luften mens han lukker ørerne og lader mørket sænke sig uden modstand. Blikket har sværre ved at skære sig igennem mørket, og Renatikas stemme hæves af sig selv. Hun bliver ved, og ignorerer hans ord. Det er ikke træerne, der skygger for solen, det er solen, der på vej ned. Helt ned. Et smil breder sig på hendes læber, og hun råber højere, så Kitsu krymper sig igen, og græsset springer op og danser som dæmoner sammen med jordklumperne.

"Du er ikke med til at brænde huse af Lucifer, du skaffer bare ilden. Du sliber bare kniven, der sprætter spædbørnene op, og du pudser bare de sko, der sparker til de kvinder, der ligger på jorden," lyder hendes stemme, og hun træder et skridt frem med rank ryg. Skoven er hendes domæne, her bestemmer hun. Skovens dyr, træer, planter, sten, lyde og lugte og stemmer er på hendes side, og Lucifer har bevæget sig for langt ud. Renatika råber højere og håber at træerne vil råbe med.
"Og hvad vil du gøre, hvis det en dag lykkes dig at komme til magten? Når hunden bider sin herres hånd? De slagter dig, Lucifer, de æder dig levende. Ikke Mørket, ikke krigerne, men folket. Du kan ikke styre et land, den dag du kommer til magten er du død. Men det kan være ligemeget, den dag kommer aldrig. Du pudser deres sko, Lucifer!"
Renatikas stemme hæver sig af egen vilje, og ordene finder selv vejen ud af hendes mund, strømmer ud som vandet i floden og ilden i solen. Et eller andet sted bagved råber Kitsu at de skal stikke af, men Renatika har også lukket sine ører. Men ikke munden, den råber. Hun vil drukne Lucifer i ord, og håbe på, at det giftige åndedræt vil ophøre. Måske kan han komme på andre tanker.

En led, ubarmhjertig kvalme sniger sig fra hans mave, videre op gennem brystet og. Som en fed, lille djævel, legende og kildende i hans hals, i et forsøg på at få den ranglede fyr til at kaste op. Det er hendes ord. En dag gør de ham sindssyg, ordene. Han må beherske sig, siger han igen og igen til sig selv, men må spænde alle muskler i kroppen, bare for at gøre dette. De ender med at gøre det, som fra starten var hendes hensigt. De æder ham op levende, indefra og til hver en lille uønsket krølle på tøjet. Han forsvinder snart og bliver til ingenting, han bliver ét med ligende og skrigende og sommevarmen og afbrændte huses røg der, som en tåge så tyk som ærtesuppe, ligger sig over byens nervøse, ensomme stråtag. Dem af dem der er tilbage.

Lucifer åbner sine øjne. Nattens mørke bliver tættere og tættere, men ikke uden grund. Han er sikker. Det må være Renatika der råber lyset væk.

Tankerne borer sig ind gennem hans pande, men lader alligevel intet af det andet, der er derinde bag, slippe ud. Lucifer bukker sig sammen, ned over de sorte sko. Med let rystende, elegante fingre snører han dem op, og tager dem så af. Omsorgsfuldt og med en savnet følsomhed. Følelsen af bare tæer i mosset vækker minder og sender ham tilbage, til for lang tid siden. Men han tog dem kun af, for at kunne føle sig frem i mørket. Skridt for skridt, og snart står han foran hendes opildnede ansigt, og røde hår og vrede krop. Synes af hendes hadfulde ansigt, får hans puls til at stige igen.

Renatika holder op med at råbe, men hun tror ikke, at Lucifer opdager det. Ildtæppet er blevet til et mørketæppe, et stilhedstæppe og et regntæppe, da små dråber af havvand falder ned fra himlen i en række. En dråbe, to, fire, sytten, tohundredeogseks, firemillioner lige efter hinanden, og den silende tavse regn blendtes sammen med stilheden i skoven. Renatika ånder tungt igennem regnen og ærger sig. Så havde hun slet ikke behøvet at tage et bad, men man kan vel ikke blive for ren. Ikke nu, ikke aldrig, og regnen vasker snavset væk fra den allerede rene krop. Selv Lucifer ser en smule mere acceptabel ud nu, hvor han tager sine sko af. Kitsu gnider sig op af Renatika sammen med planterne, og jordstumperne bliver til mudder under hans poter. Er det ovre?

Nej.

Lucifer er så tæt på, at Renatika kan mærke hans tunge åndedræt mod sit hår, og selvom hun ikke troede hun nogensinde ville være i stand til at tale igen, genoptager hun sin råben. Nej. Hun skriger. Skriger højt og længe.
"Vi sulter! Landet sulter, og du bærer din del af skylden, ligesom alle andre! Du kan ikke gøre det bedre, Lucifer, glem det! Du er på den forkerte side af den her sag, og hånden er lavet af metal, den er ikke til at bide. Han slår dig ihjel."
Så er der kort stilhed, mens regnen driver ned af hår og tøj og hænder, og Renatika griber ud efter Lucifers skjortekrave, så Kitsu spjætter af forskrækkelse og planterne vokser en meter på et sekund. Renatikas stemme har forvandlet sig til en hvislen, idét hun hiver drengens hoved ned mod sit.
"Misforstå mig ikke, jeg er ligeglad. Jeg er ligeglad med, om du dør. Men bliver kniven for skarp og hunden for larmende, skal jeg personligt lukke munden på den. Jeg slår dig ihjel, Lucifer."

Regnen er kølig. Den triller ned af Lucifers nakke og ned lang hans ryg, og gennembløder hans skjorte. Langsomt vender han ansigtet mod himlen, med øjnene lukkede, for at beskytte disse imod himlens kærlige skyts. Regnen er smuk. Lyden af den er smuk, og følelsen og fornemmelsen. Hele idéen med regnen er smuk. Regnen, der har lagt sig som et tæppe over skoven, over landsbyen, slukker brande. De mange, fornyligt antændte brænde som ellers hærger mange gårde i Medanien, går lige så stille ud. Røgen erstattes med duft af sommerregn, og de grædende børns tårer bliver væk i regnen. Men ilden i Renatika blusser bare mere op.

Fortsat prøver Lucifer at lukke hende ord ude. Han tror at nu begynder hans ører snart at bløde. Alligevel vågner han op, da ordene og tankerne bliver for meget. Truslerne er han ligeglad med. Han tror ikke på, at hun ville gøre det. Han ville ikke gøre modstand, men han tror ikke på det. Hun har brugt sætningen så mange gange før, at den blot er løst snak i hans ører.

Hun griber fat i hans skjortekrave, og hans hoved falder tilbage og blotlægger hans hals. Det tydelig adamsæble gør et hop, da han besværet synker. Ansigtet drejes igen ned imod Renatika.
Lucifer kan ikke holde sin mund mere. Stingene springer.

"Hvornår er du begyndt at tage dig af, hvordan andre har det, Renatika? Du er et egoistisk barn, du har altid været et egoistisk barn. Din vrede er opdigtet, din medmenneskelighed er opdigtet. Renatika. Du er opdigtet."
Ordene placeres imellem regndråberne, og er tydelige og energiske. Men det vrede der ligger i dem er tættere på medlidenhed, en egentlig vrede.

Regnen falder. Ti millioner dråber. Toogtredve millioner. Hundredefirsmillioner, en billion. Jorden drukner i regnvand, træernes rødder suger den livsgivende næring til sig, og ilden krymper under dens favntag. Men den vil snart blusse op igen, og tage træerne med sig i købet, himlen græder og gråden blander sig med folkets.
Men det hele bliver stille.
Hun mener det. Hvis han ikke snart holder op, hvis han ikke snart tager sig sammen og dropper det, vil hun slå ham ihjel. Fordi folk dør, og Renatika ser dem dø. Hvorfor forstår han det ikke?

"Renatika.... vi går, kom nu, vi går" Kitsus stemme drukner i regnen og kvæles under tæppet af stilhed, og Renatikas blik fjernes ikke fra Lucifers grå øjne. Stemmen er helt væk. Regnen har taget den med sig, den faldt til jorden sammen med vandet, da Lucifer langt om længe kom med sit modspil.
Et egoistisk barn. Opdigtet.
Det passer jo ikke. Hun er ikke egoistisk, hun deler sin mad med dyrene, med ofrene. Så sent som i går, delte hun et æble med en mor og hendes spædbarn, efter deres høst var brændt op i Mørkets flammer. Hun er ikke egoistisk. Men moren og barnet blev slået ihjel dagen efter.
Måske er der noget om det, at hun var opdigtet. Megen betydning ser hun ikke ud til at have, se bare på Lucifer. Ikke en gang ham kan hun få overbevist.
Men det passer jo ikke.

Det passer ikke.

"Det passer ikke," siger hun, men slipper hverken hans blik eller skjortekrave.

Lucifers øjne triller langsomt ned af imod jorden, men det er ikke for at se jorden. Bare for at få dem væk fra Renatikas. De små, fine perler er regn på hans røde hår triller ned, af pandehåret og videre ned af hans skæve næseryg. Et taktløst åndedræt forsvinder i den silende regn, der ikke er mere end en blid summen for ørene. Vandfaldet bruser stadig, og lyder ikke til at ville holde op foreløbigt. Hver gang en forsigtig regndråbe forener sig med vandfaldets urolige overflade, dannes en kreds af ringe.

Lucifer følger op på hendes intense blik. Flere gange ligner hans mund noget der skal til at tale, men det ender hver gang bare i et flygtigt suk. Med hovedet let på skrå lader han øjnene studere hendes regnvåde ansigt, før de igen giver hende øjenkontakt.

"Hvorfor betyder det noget, det jeg siger, Renatika?... Mine ord betyder ikke noget. De betyder ingenting for dig, ligesom jeg. Slet ingen ting"
Siger han pirret, men følsomt. Skrøbeligt. I virkeligheden er Renatika nok lige så følsom som ham selv, tænker han. Det er bare sjældent han oplever den side ad hende, men ikke underligt. For det meste er det hende der hakker på ham, og ikke omvendt. Han kan ikke huske, om han nogensinde har set Renatika græde.

Renatikas øjne flammer inde bag ved hornhinderne, men er alligevel slukkede og døde, blikket er gået sin vej. Da Lucifer drejer sit blik bort, fortsætter øjnene med at betragte hans, men det er kun afspejlingen af den sorte himmel, de kan se. Det er mørkt.
Hvorfor er det altid mørkt? Det bliver altid mørkt, først efter mørkets frembrud tør Lucifer vove sig frem. Det er så meget rarere om dagen, i lyset. Der er varmen, der er synet. Der er Avia også, men når mørket falder på, tager hun hjem, og Renatika nægter at tage med. Kunne det ikke bare være lyst hele tiden? Når mørket kommer, kryper ensomheden ind som en kølig tiger og lægger sig tæt op af en. Og kropsvarme er ikke nok til at holde frosten borte.

Renatikas grønne øje gibber, da Lucifer igen møder hendes blik, og hun anstrenger sig for at se intens ud. Hun vil ikke slippe paraderne endnu.
Så hun svarer ikke. Kigger blot på ham, hører ordene, men kigger blot. Som om hun kan skræmme ham væk. Hans stemme lyder underlig, som Lucifer på et skråplan og alligevel ikke. Som om stemmen er en larve, som bryder ud af sin puppe for tidligt. Hans stemme lyder underlig, men det gør hendes sikkert også, så hun vælger at gemme den væk. Hun knuger hårdere om hans skjortekrave, men løsner så grebet en anelse igen. Blikket løsner hun dog ikke.
"Det passer ikke," gentager hun, uden at give et desideret svar. Ordene kan dårligt nok bryde igennem tæppet, og hun prøver igen.
"Det passer ikke."
Ordene drukner i regnen.
"Hold nu bare op, Lucifer."

Lucifer kigger stadigt i Renatikas øjne, de lilla øje og det grønne øjne. Som kontraster til hinanden. Det afslappede og naturlige og det ekstreme. Måske er hele Renatika i hendes øjne. Lucifer beslutter sig for, at hvis han nogensinde får brug for at fortælle andre om hende, vil han ikke behøve at nævne mere end hendes øjne. De er så smukke, og han kan kun hade dem for det. Lucifer savner den Renatika, hun var dengang de mødtes. Dengang var de næsten ens, de var begge stukket af hjemmefra, var begge hjemløse, arbejdsløse og var begge nogle tyvagtige gadebørn.

Måske må Lucifer bare se i øjnene at det er ham selv der har ændret sig, og ikke Renatika. Hun har ikke ændret sig en skid, når det kommer til stykket. Hun roder rundt i den samme bunke skidt, som hun altid har rodet rundt i. Hun må have haft nogle chancer, men har åbenbart ikke grebet dem. Lucifer tror ikke på, at nogen kan være så uheldig.

Lucifer knytter sin hånd. Langsomt fører han den op sin sin skjortekrave, hvor hendes hånd knuger sig, og med kærlige fingre forsøger han at skubbe den væk, og trække hovedet til sig. Langsomt får han rettet ryggen ud, og står nu igen i sine fulde højde. Hans fødder trækker ham et skridt tilbage over den modbegroede skovbund, og han fylder lungerne med luft, efterfuldt af et pinefuldt suk.
"Jeg hader dig, Renatika"
Hans stemme er sorgfuld, smertefuld. Han tager sig selv i at lyve. Selvfølgelig hader han hende ikke, han ved det selv, bedre end nogen anden. Men gengældt had er nogengange nødvendigt, for ikke at blive såret, når den eneste person man holder af hader én.