Asith fik sig klædt fuldt på så der ikke længere var en form for vulgær fremvisning af sine ben under den opdelte robe og med en smule besvær fik han ligeså de høje støvler på. De var fandens praktiske, men ikke særligt hurtigere at komme i eller ud af for den sags skyld. Den kølige luft var ikke længere et problem, men mørkelveren savnede i den grad en frakke og kunne nærmest ikke vente på at syden eventuelt velsignede dem med et varmere klima. Det vil sige, Asith vidste ikke præcist hvor langt sydpå de rent faktisk skulle.. Selmy havde trods alt aldrig delt med ham den nøjagtige placering af blodroden. Det tørre tæppe som Selmy havde sovet med måtte agere et improviseret sjal indtil han havde fået varmen og knægten havde fået et bål op at stå. Han kom til at smile drilsk ved tanken om panikken i Selmy's stemme da han havde nævnt kentaurne. Var knægten bange for alt der ikke var hans egen slags? Typisk mennesker. Dog håbede han ikke på et besøg af dem. Jo mere de mængede sig med andre væsner på farten, jo større fodspor fik de for Kiles orden at følge. Dog var han usikker på om Kentaurne som et folkefærd overhovedet havde interesse på at svare på ordenens spørgsmål. Han havde trods alt ikke rigtig mødt nogen, som ikke levede bag Dianthos bymure. Han havde kun referencer omkring området fra dengang den mørke hær havde overtaget i området, så meget havde vel ændret sig. Det var svært at forestille sig forestille sig hvor anderledes disse skove havde været dengang og hvor hurtigt de havde helet bagefter. Asith tog sig selv i at drage et længselsfuldt suk imens han stirrede ind igennem den tætte skov fra vognens lad. "Nu det igen? Lad da være..." Mumlede han til sig selv og begyndte at tørre sine hårspidser i det allerede fugtige tæppe. "Men når Dianthos engang falder..." Hans røde blik søgte længere ind imellem træerne. "Måske." Han udstødte et tørt og uhumoristisk 'heh' og rystede på hovedet. Hvor blev den knægt af?  

     

Selmy arbejdede på at fiske brænde op i sin favn så hurtigt han kunne, og kom balancerende tilbage til hestevognen og Asith, som havde fundet glæde i hans sovetæppe. Selmy sendte ham et dømmende blik, som en form for tak, for at have fået ham til at bekymre sig om kentaurerne herude, og han lod brændet dumpe ned foran hans fødder. “Du kan vel samle og tænde bålet, når nu jeg hentede brændet” Sagde han, som det allerførste. Selmy var ikke en arbejdsdreng, og han synes slet ikke om, at han var den, der skulle ordne det hele. Han begloede ham, som han bevægede sig rundt om ham og gik hen og rodede i tasken, efter flinten. Han måtte skaffe sig et fyrtøj, for han kunne ikke blive ved med at prøve at undgå, selv at tænde bålene... Det var ikke fordi han ikke kunne tænde bål, for det havde han bevist mange gange. Men det tog bare så lang tid. Flintestenene fandt han, og lagde dem frem, tæt på Asith, og satte sig op i vognen og tog kål, løg, kartofler og gulerødder frem, som snittede og gnubbede med sjatter af vand. Grøntsagerne dumpede han ned i gryden, efterhånden som han fik snittet igennem dem, og han kiggede ned i det farverige indhold af grøntsager. Det kunne faktisk blive et festligt måltid, selvom der hverken kom brød eller kød på bordet. 

Han rejste sig op fra vognen og tog gryden hen til pindene “... Så. Bedre bliver det ikke med det vi har...”

Spørgsmålet blev besvaret med en lumsk latter, som på en måde virkede malplaceret, når den kom fra Selmy... Asith skulle bare vide. Uanset hvor meget Selmy værdsatte, at badet skulle være for hans skyld, vidste han udmærket godt, at Asith havde gjort det, for ikke at stinke langt væk af blod, når de ankom til Medanienlandsbyen. Selvom han ikke svarede ham lige med det samme, så tyggede han lidt over den, mens han i mellemtiden fokuserede på at få maden til at spille.  

Efterhånden som bålet blev stablet, og Asith fik anrettet et tæppe som de kunne sætte sig på - ret så overraskende nydeligt og omhyggeligt faktisk, taget i betragtning af at det var Asith, der havde stået for det. Han satte sig og fik justeret gryden på stativet og ventede ligeså på, at der skulle komme gløder fra flinten, og drak af en af deres vandflasker. “Hmm” Selmy smilte bittert, da han godt kunne høre, at Asith stadig studsede over Selmys vandretur, men han tog glæde i, at have den lille hemmelighed for sig selv. “Ja, det kan du tro. Så mangler vi bare at få dig healet” Svarede han. Han var ung og sund, og han kom sig ganske hurtigt over sådanne skader. Alt hans ben havde haft brug for, var hvile, og det havde han fået fra den lange tur i hestevognen. 

Han rakte Asith vandflasken og lænede sig frem mod bålet. Han værnede en hånd om gløderne og pustede nænsomt liv i dem, så de udviklede sig til flammer. Snart ville der være godt gang i bålet, men han ventede på, at flammerne stilnede hen, så han kunne udnytte de mange gløders varme. Da det var tid, stillede han stativet med gryden over, og rørte rundt i retten med den ene ske han eje.

“... Måske har jeg bare vænnet mig til dig” Begyndte Selmy mumlende, som han så ned i gryden og kiggede til simreretten, som havde en dominerende duft af både kål og løg. Han kiggede sig om skulderen om til Asith og gav ham et vurderende blik “Du er faktisk en flot mand, når først du er blevet vasket og skrubbet”. Han vendte sig hurtigt om til maden igen, velvidende om, hvor uventet en kommentar det var. Særligt for Asith, der havde taget det meget tæt ind til sig, at Selmy havde set på ham med afsky. Komplimenten var dog noget han havde tænkt over den sidste dags tid, og ikke bare fordi Asith hår var blevet hvidere og glattere... eller måske skete der noget tilbage dengang hvor han lod sig lokke af et hvidt tandsæt, som fik ham op i et æbletræ, for at stjæle.

Den ukarakteristiske lumske latter der først kom fra Selmy blev mødt med et nærmest forstyrret udtryk fra Asith. Han var ret sikker på at han havde aldrig hørt mennesket lave den lyd før. Han lod det dog passere, men skrev det bag øret som en af Selmy's underlige forsvarsmekanismer der nok lå i kølvandet fra gårsdagens traume. Asith var i hvert fald ret sikker på, at han havde set folk reagere med latter og irrationelle reaktioner før i situationer som disse, men Selmy virkede stadigvæk ikke helt til at passe ind i kategorien. I det mindste havde han ikke længere smerter i foden, så det var vel altid en form for fremgang. Han rystede på hovedet og overværede kort retten som knægten havde forberedt. Tænk at de rent faktisk ville spise noget, som næsten lignede et stykke reelt aftensmad.

"Hnm. Jeg skal bare lade være med at slås imod kultister og bjørne og så skal jeg nok komme mig." Svarede han løst og løftede sine hænder for at samle det hvide hår i hvad der kunne ligne en begyndende fletning. Det var dog en langsom process siden han forsøgte at undgå at rykke for hårdt i hans højre arm og dermed hive i huden over hans skadede bryst. Selmy's mumlen og eventuelle kompliment fik ham dog til kort at stoppe med sin hår-styling og lægge blikket tilbage imod ham med et vurderende udtryk. Først kiggede han på ham, som om han havde hørt forkert, men som det virkede til at det ikke var tilfældet, tiltede han hovedet i en nysgerrig facon. "Jeg vidste det..." Mumlede han kort inden han fortsatte. "Det slog klik for dig efter i går, gjorde det ikke?" Han slog en latter op, som hurtigt blev lavet om til en jamren da hans grin kombineret med hans løftede arme formåede at gøre hvad han ville undgå. Han tog sig surt til sit ømme bryst og hans fugtige hår faldt ned omkring hans skuldre igen. "Ech..." Hans røde øjne lagde sig på Selmy igen, denne gang en smule mere tankefuldt i stedet for kritisk. "...."     

Så snart Asith fik mumlet noget, der tydede på, at han hele tiden havde vidst, hvilke tanker Selmy havde gået og haft det sidste par dage, stivnede Selmy på stedet, og glemte helt at røre videre rundt i maden. En nervøsitet var på vej til at overtage ham fuldstændig, og han var klar til at benægte alt og blive vred over eventuelle beskyldninger, der var på vej. Hans krop forblev dog kun frosset i tiden i et ganske kort øjeblik, da Asith med en latter, afslørede, at det slet ikke var tilfældet. Et vrisset, men også ret lettet et suk, undslap hans mund, og han lod simreretten passe sig selv lidt, før han vendte sig om mod Asith. Han smilte overlegent af ham, da Asith ikke engang kunne slippe godt fra en god latter på grund af brystsmerterne. “Hah, du ved slet ikke hvad du skal gøre af dig selv, når nogen taler pænt til dig” Udbrød Selmy i en underlig kombination af hån og kærlig bemærkning. Det var bestemt som om han ikke troede på, at Selmy fandt ham flot, eller også var det den måde han havde sagt det på, der gjorde det akavet...? Selmy havde ellers været forsigtig med at lyde normal, idet han fortalte det. 

Måske havde det slået klik for ham. Tænkte Selmy nervøst for sig selv, og vendte sig igen om og kiggede til maden, som han tog væk fra ilden og placerede i jorden. Han tog mad på en ske og pustede dampen væk, før han smagte på det “M-! Det er godt... Her”. Han overrakte skeen til Asith, og kiggede ligeså tankefuldt tilbage i de sorterøde øjne.

Selvfølgelig vidste han ikke hvad han skulle gøre af sig selv? Det skete ikke just ofte at han blev komplimenteret. Og specielt ikke sådan ud ad ingenting og endnu sjældnere på grund af hans udseende. I hvert fald hans naturlige udseende. Asith rettede sig lidt op igen da han var færdig med at ømme sig om sit sår. Han kiggede kort på skeen inden han tog imod den og tog en mundfuld af det vegetariske opkog. Til hans overraskelse havde Selmy formået at skabe noget ud af de ellers intetsigende grønsager på deres stjålne lad. Det var godt. Ingen tvivl om det. Når man havde gået så længe uden varm mad og kun ædt af hvad landevejen tilbød af svampe og ukrudt, var det intet mindre end en himmelsk mundfuld. Han tog en skefuld mere inden skeen blev givet tilbage til Selmy. 

"Huh... Det er lige før det var kapringen værd." svarede han med et nik og munden fuld før han løftede vandflasken for at skylde det ned. Han påbegyndte hans forsøg på at få sit hår flettet igen - denne gang trak han håret over skulderen for ikke at bevæge hans højre arm for meget. "Men i al seriøsitet..." Det var ikke noget han sagde ofte. "Du virker meget..." Han tiltede hovedet fra højre til venstre imens han ledte efter det rigtige ord. "Utynget af hvad der skete i går." Hans sort-røde blik faldt tilbage imod Selmy og der var på en måde en oprigtig bekymring for hans velbefindende? Eller i hvert fald var der en skepticisme i forhold til hans lidt for normale humør og attitude. "Ikke at der er en rigtig måde at reagere på, men hos jer byfolk plejer det at være lidt mere... Oprevet. Eller forstyrret." Han vidste ikke helt hvordan man burde omtale den normale panik hos mennesker, som aldrig havde oplevet en voldelig død før... Men han havde bestemt aldrig set den ro, som Selmy udviste i den sammenhæng før. Imens han talte flettede hans spidse fingre med lethed det fine hvide hår ind i en slank, samlet fletning der var bare en smule mere kompliceret end normalt og dannede et eksotisk, overlappende mønster.    

Det var virkelig kapringen værd, hvad end Selmy brød sig om ordvalget eller ej. Han spiste lidt flere bidder af maden af gangen denne gang, til han fik dækket sin sult fuldstændigt, før han lagde skeen fra sig i gryden. Afsluttende tørrede han sig om munden og tog vandflasken til sig. 

Han kiggede på Asith, som tiltede sit hoved, og Selmys hoved tiltede den modsatte vej, som han afventede at høre hvad han vovede at sige tilbage. “Gør jeg?” Spurgte Selmy roligt og stirrede længe på ham, for at finde ud af, hvor han i alverden ville hen med det “Skal jeg lægge mig ned og græde og bede til Isari? Det hjælper jo ikke noget”. Selmy virkede hård i det, den måde han sagde det på. Han havde det skam rigtig skidt i går, men på en eller anden måde, havde han smidt det bag sig, umådeligt hurtigt. Når Asith for anden gang bragte det op igen, kunne han da godt mærke en ubehagelig fornemmelse, der kom indefra, som, hvis Selmy tillod det, ville tvinge ham ned i et mørkt hul af depression og anger. Han forsøgte at feje det af bordet igen. Inderst inde vidste han godt hvorfor han ikke havde været ved sine fulde fem, for han var meget bevidst om, at hans morgen havde drejet sig om Asith.

“Det er en herlig dag i dag” Mumlede han virkelighedsfjernt for sig selv, før han drak af vandet og igen af gryden, denne gang lidt hurtigere, for at blive mæt. Herefter klappede han sine lår og kom på benene, med en hånd hvilene på skaftet af sablen, der stadig hang i bæltet. Han bevægede sig hen og løsnede rebene til hestene, ved at skære det over, frem for overhoved at forsøge, at binde alle Asiths dobbelt og tribbleknuder op.

Måske havde han undervurderet Selmy's hårdhed, men for at være ærlig havde han indtil nu kun opført sig ømskindet og nemt fordærdet. Måske ville det alligevel ikke være så slemt at indvige ham i Asiths planer om at få ædelsten på lommen når de engang kom videre til landsbyen? Det var dog stadig en smule svært at tro på, at han kunne gå fra gårsdagens situation og til en næsten munter tilstedeværelse efter kun én nat. Han måtte vel alligevel indrømme at Selmy var noget nemmere at have med at gøre når han ikke lå og flæbede til sin gud, men der var noget over hvad han havde sagt, som Asith ikke kunne lade være med at smile skummelt over. Hans blik lå fortsat på ham, som om han holdt på en djævelsk hemmelighed. Han kommenterede dog ikke på det før han var færdig med sin avancerede fletning og vendte tilbage til at spise. Tænk at han skulle blive mæt for en gangs skyld - hvilken luksus.

"Så det hjælper dig ikke at bede til din gode Isari?" mumlede han med en teatralsk eftertænksomt imens Selmy var igang med at binde hans forfærdelige knuder op så hestene kunne blive spændt for vognen igen. "Hvad pokker skal man så bruge hende til?" Tilføjede han kækt med et smil, som gjorde det klart hvor godt han selv vidste at han var en blasfemisk satan. "Det er vidst godt at du udtaler den slags profanation uden for Dianthos hellige murer." Klukkede han melodiøst og skrabede grydens bund så der ikke gik noget mad til spilde. Isari... Det var alt sammen det samme galde og opspind, ligegyldigt hvor man tog hen og Zaladin var bestemt ingen undtagelse.

Asith rejste sig og løftede tæppet fra jorden for at overfladisk børste snavs af derfra og dernæst smide det op i vognen. Ligeså blev remedierne, som Selmy havde brugt til madlavning samlet i en stak, som Asith tog op i favnen - sikkert for at gå ned til åen for at få dem skyldet. 

Alle havde deres egen opfattelse af Isari og alle de andre guder. Selmy havde også sin, men var overbevist om, at alle andre end ham selv tog fejl. Han følte sig hævet over andre, når det kom til at praktisere lyset korrekt, og ifølge ham, var der mange, der fejlagtigt brugte deres bedestunder forkert, i og med, at folk bad om en god høst, bortdrivelse af det onde eller... held i spil! Isari var ikke en gavebod... Selmy var lysets tjener, og han stillede ingen spørgsmål til hendes eksistens. 

En smule vred over Asiths nedladende tone, skulede Selmy sig om skulderen, men han vidste at Asith ikke kunne gøre for, at han ikke var vokset op med de samme glæder i livet, og hans forældre... eller værger, hvis han da havde haft nogle, havde garanteret været vantro ligesom Asith selv. Han havde aldrig spurgt ind til hans mørlilla ven, hvad han troede på, da Selmy godt kunne tage det en smule personligt, hvis han svarede, at han var tilhænger af Zaladin... Men han fornemmede det slet ikke hos ham. Han var sikker på at Asith troede mere på det han kunne se og røre ved... ironisk nok, når han nu selv var i stand til at fremkalde virkelighedstro illusioner.

“Mine bønner er sjældent selviske, Asith... Jeg ved at jeg skal straffes for det jeg har gjort på et eller andet tidspunkt” Han vendte sig om og kiggede efter ham, og ville ikke helt lade ham gå afsted med opvasken endnu. “Jeg vil glædeligt vise dig min religion... og det fantastiske ved hellig underkastelse... Men ikke hvis du er skeptisk over for det til at begynde med.”

Straffes? Ja, han blev sikkert straffet. Af sig selv i hvert fald. Asith blev hængende længe nok til at høre Selmy's præken om lyset og hans tilbud om at vise Asith de 'glæder' han ville kunne få ud af... hvad kaldte han det? 'Hellig underkastelse'? Asith lignede en der var både på renden af en latter, men der var samtidig noget i ironien, som holdt ham fra det. Noget utroligt latterligt, men alt for reelt. Straf og underkastelse og blind tro. Asith rystede på hovedet og samlede ligså flasken op så han kunne fylde den op med å-vand. 

"Jeg kommer fra Kzar Mora og har levet der i over halvtreds år." Mindede han Selmy om. "Hvis det er noget vi kender til er det 'hellig' underkastelse... Og der er intet fantastisk over det." Han havde mistet smilet og kiggede nu roligt på Selmy med et blik der virkede.. en del ældre end hvad det normalt gjorde. Det var ligeså første gang han havde givet udtryk for hvor gammel han egentligt var og hvor længe der egentligt var gået siden han tog flugten. Halvtreds år... Han følte sig næsten skamfuld bare ved tanken. "Beklager, men jeg er færdig med guderne. Alle guderne." Konkluderede han, gav Selmy et nik og vendte sig om for at gå ned ad den lille dal, som udgjorde åens kant igen for at rense deres opvask. Guder.. Han fnøs og rystede på hovedet. Hvis guderne virkelig havde så meget magt, så havde Zaladin for længst slået ham ned hvor han stod for sit foræderi og tilsvinelse. Lænker var lænker og regler var regler, ligemeget om det var bag koncepter som lyset eller mørket. 

Asith samlede sin robes laveste del til sig og satte sig på hug. Det rindende vand gjorde det meste af arbejdet for at gøre tingene rene.    

Selmy kunne sagtens have fortsat med at snakke, men som det gik op for ham, at Asith havde et skadefro udtryk i hele smøren, følte han sig godt til grin. Han spændte læberne over den ondsindede behandling og så på Asith med et sæt øjne, der ikke kunne være mere utilfredse. Han prøvede at holde troen højt, men han følte sig på en måde... såret... såret over at, alt det han stod for blev stemplet ned af det eneste selskab han havde. At der intet fantastisk var over det... var Selmy dybt uenig i! 

Asith gav ham det konkluderende nik, og begyndte at gå ned mod åen, raslende fra grydens hængsler, der var fæstnet til stativet. Han så efter ham og hadede ham lidt for hans manglende forståelse, selvom Selmy normalt ikke lod sig gå på af nogens dømmende kommentarer og uvidenhed. Han slog blikket ned, og gik hen og fandt sin kappe frem igen, som han band nydeligt om sig, og han fik klatret op på førersædet med lethed. Han fyldte pladsen ud med kappen, der dækkede for hele sædet. Asith var uvelkommen i hans nærhed lige nu.

Vent. Midt i sine harme tankespind, gik det op for ham, at Asith ikke var så ung, som han havde troet. Hvis Asth havde boet i Kzar Mora i 50 år, måtte det betyde, at han var ældre end... end hans far! Selmy rynkede på næsen. Ikke underligt at Asith var sådan en gnavpot. Igen fløj Selmys sorte hætte op over hovedet, og mørklagde hans ansigt i en sort skygge, som han var begyndt på, når han ikke ville tales til. Desværre for ham, havde det indtil videre kun haft den omvendte effekt, når det kom til Asith.

Asith fik eventuelt samtlige ting gjort rene inden han genopfyldte deres flaske og begyndte at gå tilbage imod vognen. Havde han været lidt for hård? Måske, men det var sjældent at han mødte forståelse omkring religion når han ikke var. Uanset hvad stod han ved det og han havde ikke gjort sig fri fra Zaladins læren for at springe hovedkulds ind i en ny kontrakt.. Specielt under en gud som forbandede hans slags. Selmy var dog ikke klinisk bundet til Isaris læren. Eller sådan virkede det i hvert fald ikke. Hvis han var, ville han vel ikke ville have noget at gøre med Asith til at starte med. "...." Fandens. 

Vognen gav et let ryk i sig da Asith hev sig selv og sine sager med sig op i ladet. Hans blik fandt kort Selmy, som havde valgt at gemme sig under sin kappe og derved tilbagetog invitationen om at sætte sig ved siden af ham. Han måtte indrømme, at han havde lyst, men han havde nok prikket nok til knægtens nerver allerede. I stedet satte han sig bag ham med ryggen imod ladets omkreds of lod blikket søge opad imod himlen der kiggede igennem trækronerne. Han drog et let suk og mærkede trætheden tage lidt fat i sig igen. Han skævede kort til Selmy og lavede en træt grimasse.

"Ahem..." Han slog blikket væk igen. Hvad fanden lignede det at han nu fik dårlig samvittighed. "Men hvis jeg kunne have valgt dengang." Startede han forsigtigt, måske i forsøg på at lappe stemningen lidt sammen igen. "... Så havde jeg nok også foretrukket Isari." Indrømmede han og mærkede kort et sug i sit bryst. En indgroet frygt, som han havde lært at ignorere. En lille del af ham var måske stadig med Zaladin og frygtede at han ville stramme rebet om hans hals en lille smule mere for hver blasfemisk kommentar han lavede. 

"Men det er vel godt det samme. Ligegyldigt hvad er jeg teknisk set stadig forbundet til 'Mørket', så det ville ikke have gjort dig nogle tjenester at prøve at indvige mig..." Han kunne ikke lide at bide ned i sandheder på den måde, men det føltes ikke rigtigt at afslutte samtalen således. "..men tak." Ordet gav ham en grim smag i munden, men det gjorde de fleste sandheder.       

Selmy spejdede efter Asith mens han vidste at han vaskede gryden op. Han vendte dog straks hovedet væk i en ligegyldig retning, for ikke at unde ham et blik. Da Asith kravlede op at sidde bagi, lod det vist til at han i det mindste havde forstået at han var vred på ham, og Selmy løftede endelig tøjlerne, og skulle til at vække hestene, for at komme hurtigt af sted, men Asiths rømmen nåede at standse ham. Det lød rent faktisk som om, at Asith ville undskylde... Og det var noget Selmy kunne respektere ved ham, så han lyttede selvfølgelig til hvad han havde at sige. Selvom Asith stadig var afvisende over for ideen med Isari, så måtte han sige, at det var noget høfligere formuleret... Selmy var ikke helt ligeglad med, at Asith havde vendt guderne ryggen for længst, men det var ikke det der gik ham på.  

“...Vi har vores forskelligheder” Svarede han forsigtigt, og prøvede at behandle Asith med gensidig venlighed. Han var ikke vred mere i hvert fald, men han følte at han blev nødt til at holde en respektiv afstand fra ham, så han ikke tog hans ord for personlige igen. Det var trods alt sammen hver time i døgnet, og skulle gerne overleve hinanden indtil de kom hjem til Dianthos igen, forhåbentlig med blodrødder på sig.

Selmy vendte sig om, og lænede sig mod kanten, så han oppe over Asith kiggede ned på ham. “Det hjælper ikke, at du gør dig mere kompliceret end du er... Jeg troede faktisk vi var begyndt at blive venner, indtil du skød mig ned med dine sjove bemærkninger”. Selmy lød ikke dømmende, men talte forsigtigt, så Asith ikke misforstod hans intention om at tale om tingene. Alternativet ville jo være, at Selmy skulle sidde indelukket og surmule resten af vejen, og det var ingen af dem interesseret i.

Han blik lagde sig tilbage op på Selmy da han endelig vendte sig om for at kigge på ham. Han blev mødt med et blik der ikke var fyldt med sarkasme, men i stedet lyttende og til dels forstående. Til dels. Asith så stadig ingen grund til hvorfor Selmy tog sådan på vej over mange ting og netop derfor hævede han et øjenbryn over hans kommentar. Han fnøs harmløst og trak en smule på skuldrene. "Jeg er da vel ikke kompliceret bare fordi du ikke har nogen humor?" Svarede han, trak lidt på smilebåndet og lagde sine arme afslappet over kors på hans bryst. "Du skal ikke tage hvad jeg siger seriøst. Det gør jeg heller ikke selv." Tilføjede han så og strakte sig lidt ubekvemt over vognens træbund. Hvordan pokker havde Selmy formået at sove en hel nat igennem på sådan en overflade? Var der ikke noget om at rigmænd havde sarte rygge eller sådan noget? "Tag det nærmere som vidtløftig sludder fra en asocial flygtning af en eneboer." Det gav vel mere mening. Han havde trods alt aldrig rigtigt lært sig selv at begå sig med mindre det var med hensigt at snyde eller påtage sig sine masker. Hans uvorne, rapkæftede, uhæmmede selv var i sidste ende hvordan han var uden filter.. Men i det mindste var han ikke ligeså slem, som Selmy først havde troet, da han for første gang afpressede ham med den bog. 

"Desuden..." Startede han og man kunne med det samme høre at noget af hans såkaldte 'humor' ville komme umiddelbart efter. Der var dog en harmløs lethed over den, som han nok forsøgte at skabe med vilje. "Så kan jeg ikke både være en 'flot mand' og en karismatisk mand på samme tid? Så ville jeg blive alt for magtfuld." Hans smil blev bredt som en magelig kat fed på fløde. En enkelt lang og tynd finger løftede sig for at svirpe let til Selmy's dinglende pandehår på en nærmest legesyg måde. "Er det ikke rigtigt?" Hans tænder viste sig i hans bredere grin.   

Selmy rynkede på panden, da Asith påstod at han ikke havde nogen humor. Selmy havde da masser af humor! Det... Skulle bare være på det rette sted og tidspunkt, så kunne han være med. “Mh..” Selmy smilte lidt, og kiggede kun kort væk, før han igen hvilede øjnene på Asith, der vist ikke helt kunne finde sig til rette i det hårde gulv, og han kunne jo fristes til at overrække ham sin kappe, hvis tykke stof alt holdt ham varm og blød.  

Selmy fnøs godt med luft ud af næsen, da Asith, lige var gået fra at omtale sig selv som en asocial flygtning af en eneboer, til at hænge sig i komplimenten om, at han var en flot mand. Han fortrød ikke at han havde givet ham den selvtillidsboost endnu, men hvis han blev ved med at køre i det, skulle han nok trække det tilbage. SÅ flot var han altså heller ikke, at det dækkede over kækhed! Et lunefuldt smil bredte sig på Selmys læber, og han rykkede hovedet tilbage, lidt forsinket, da Asith hvirvlede fingeren rundt i et af de gyldne lokker. Det var vist også blevet en smule langt...

“...Altså... Jeg mente selvfølgelig af en halvtredsårig at være” Fnøs han drilagtigt for at give ham igen, og fjerne det behagelige smil fra de mørklilla læber. Asith skulle ikke prøve at sige, at han ikke kunne være sjov! Det var da førsteklasses humor. På trods af, at han havde husket den lillebitte detalje, som indtil nu havde været ignoreret, så kunne Selmy stadig ikke fatte, at Asith var dobbelt så gammel som ham... eller sådan noget. På grund af Asiths mørke hud og det magre ansigt, havde det været svært at vurdere, hvor gammel han målte hans krop til at være... 

Hestene blev holdt tilbage lidt endnu, da Asiths opmærksomhed virkede en smule fængslende. På den gode mode, som kildede så underligt i maven, men som også virkede en anelse farligt. Måske var det bare mavepusteren der kom igen? Med en diskret hånd løsnede Selmy snoren, der holdt kappen fast om sig, og lod den glide ned...

Det virkede som om at Asith havde formået at redde athmosfæren alligevel til trods for at det jo egentligt var hans egen sabotage til at starte med. Man kunne ikke sige, at han ikke ryddet op efter sig selv - det vil sige medmindre man så Asiths egentligt hjem. Forhåbentligt var det ikke noget Selmy ville ende op med at se sig, for Asith ville ikke pådutte sit hjems kaos til selv hans værste fjender. Det gik ham dog lidt på at han overhovedet havde bekymret sig om Selmy's mening eller hans humør efter Asith havde snakket grimt om hans gudinde. Kunne det virkelig passe at han brød sig nok om knægten til at ville være en smule mindre nedladende og tage lidt mere hensyn end han plejede? Sikke en joke..! 

Selmy's kommentar formåede ikke at tørre grinet af Asith desværre. Smilet falmede, men forsvandt aldrig helt. I stedet blev det dog erstattet med noget lettere uforstående, som om der var noget ved Selmy's kommentar, som han der ikke rigtigt havde givet hundrede procent mening for ham. Eftertænksomt prøvede han at komme til bunds i det og endte op med at måtte se på sine fingre, som bevægede sig hurtigt ind og ud fra hans håndflade imens han, hvad, var i færd med at tælle noget? "Hnmmmm.." Han endte op med ikke at komme helt frem til hvad han ledte efter, men det var alligevel lidt bedre end hvad Selmy havde antaget fra hans kommentar omkring Kzar Mora. Det havde jo kun været en løs beregning af hvor længe han havde været bag de mørke murer, men halvtreds år var vidst heller ikke helt korrekt. 

"Jeg er nok nærmere 70 eller 80." Svarede han så endelig. "Jeg tæller ikke rigtigt længere. Deromkring." tilføjede han som om det var det mest normale i verden og kiggede tilbage på Selmy med et ignorant udtryk. 

Havde han sagt noget forkert? Asith lod ikke til at fange det morsomme i hans joke, men så i stedet underlig ud i hovedet... Og begyndte at tælle. “F-firs, hva?” Spurgte Selmy forbløffet. Han kunne mærke et sug i maven. Nok var Asith elver, men det føltes mærkeligt at vide, at Asith pludselig var så gammel. Han så sig mundlammet til munden og tænkte sine gamle historielektioner igennem “Det vil altså sige at du er lige så gammel som krystalpaladset!”. Det var de færreste mennesker der blev 80 år... Medlemmerne i Kieferfamilien havde det vist med at dø tidligt... omkring de 50-60 år.  

Selmy vidste ikke om han burde begynde a behandle Asith med lidt mere respekt, siden han jo... trods alt var meget ældre og havde hvad der svarede til en hel menneskealder af erfaring... Det var helt ufatteligt, og alligevel var det jo ikke nogen nyhed, at elvere kunne blive ret så gamle og vise, samtidigt med, at de bevarede deres elviske skønhed. Selmy fandt det en smule uretfærdigt , da tanken om at dø skræmte ham lidt. Nok troede han ikke på, at alting bare slutter når man dør, men at man genfødes igen og igen, indtil man har tjent Isari nok, til at tjene hende som engel. 

“Har du så hustru og børn et eller andet sted?” Spørgsmålet kom ret hurtigt og pludseligt, og det var ikke noget Selmy havde tænkt over før. Asith agerede jo fuldstændig som en enspænder... Men med 80 års livserfaring, måtte han da have oplevet et eller andet, andet end at hade til tilværelse i sit fødested.

Krystalpaladset? Han havde aldrig rigtigt tænkt over dets alder, men jo, det skulle da vel nok passe. Selmy's forbavselse over Asiths alder var svært at lade være med at grine lidt ad. Nå ja. Mennesker var jo på jorden en del kortere tid en hans egen slags var - desværre. Og det var ikke engang fordi Asith var blandt 'de gamle' endnu. Tænk, de fleste mørkelvere han havde mødt udenfor Kzar Mora var alle enige i at han var en ung og uerfaren knøs uden respekt for sine ældre, hvilket nok ikke var helt forkert. De fortjente skam heller ingen respekt, de gamle fanatikere og krigsliderlige tåber. Det faktum at Asith nok var foragtet af dem var noget han bar med stolthed.  

Spørgsmålet om en familie blev svaret med et underholdt tandsmil og et ryst på hovedet. "Ved Zaladin, nej!" Insisterede han. "Det er nok ikke nemt at sætte sig ind i, men jeg var heller ikke just populær dengang jeg stadig levede bag mørkets tinder. Jeg er 'ikke den slags mand, som man gerne vil skabe flere af'." Kvoterede han med en løftet finger og et stadigt overlevende smil som om hans udstødelse var mere humoristisk end tragisk. "Og så gammel er jeg nu heller ikke." Tilføjede han. "De fleste af mine artsfæller anser mig som et ungt, respektløst fæ." Og ofte havde de ret. Han lavede et ligegyldigt vift med hånden og krydsede sine arme igen med et forsøg på at gøre sig selv lidt mere komfortabel imod vognens hårde træbund. Eventuelt blev et af tæpperne hevet hen for at give ham en smule varme. Han burde VIRKELIG stjæle sig til en frakke et eller andet sted. Hans blik undgik ikke Selmy længe. "Heh... Jeg er sikker på at dine ældre har vældig travlt med at du skal lave dig en Selmy Junior. I mennesker har altid ville formere jer i al hast.."   

Som Asith kæmpede med tæpperne, for at komme til at ligge mageligt, lod Selmy sin kappe dumpe ned til ham, og han lænede sig afslappet mod kanten, og hvilede din hage mod armen mens han lyttede. De var fuldstændig sådan en historiefortælling han havde ventet på at høre fra ham. Lidt om hans liv i Kzar Mora. Med Asiths rysten på hovedet til hans spørgsmål, skjulte Selmy sin tilfredshed. Han kunne ikke forestille sig, at Asith tilhørte nogen som helst, og sådan ville han gerne have, at det skulle blive ved med at være. “Du er hård mod dig selv” Kommenterede han, og fandt det ikke nær så komisk som ham, da han hørte ham påstå at andre mørkelvere mente det om ham. Han kunne kun forestille sig, at det var noget han bildte ind, men han vidste virkelig ikke noget som helst om hvordan mørkelvere behandlede hinanden... Kun hvordan deres syn på skovelvere og mennesker var, naturligvis. 

Selmy rettede sig op fra sin afslappede, hvilende stilling lænet mod kanten af vognen. Nu var Asith vist færdig med at dele ud af sig selv igen, hm? Selmy smilte lidt af det. I det mindste vidste han lidt mere om ham nu end før, hvilket stadig ikke var voldsomt meget, men ret gavmildt af ham alligevel.

“Ah... Ja, vi har meget travlt” Lo han lidt og så til sin side, da hans tanker kortvarigt blev mindet om sin familie og alle andre i hans omgangskreds. Han kunne godt se det komiske ved mennesker, når man kiggede igennem en mørkelvers øjne, men når man selv var inde i kulturen, så var det ganske normalt og afslappet. “Det er et ræs om hvem der får de bedste efternavne...” Han så ned på Asith igen og smilte lidt skævt, da han indrømmede det “Min far og min farfar kom ikke spor godt ud af det med hinanden... De var for forskellige. Min farfar Sidonius var en fri sjæl... en eventyrer om du vil, så han var sjældent hjemme under min fars opvækst. Han var ikke engang hjemme, da min farmor gik hen og døde meget ungt. Så min far... ifølge ham selv, tog afstand fra min farfars levemåde, og det er derfor han er så alvorlig og stiv i det”. Selmy smilte til ham og satte sig ordentligt i vognen igen og gav et roligt smæld med tøjlerne, så hestene begyndte at skridte ud mod skovbrynet. “... Selvom jeg er min fars søn, så var min farfar stadig overhoved, så han bestemte, at jeg skulle have muligheden for selv at vælge. Jeg kan selv finde mig en jeg vil dele mit liv med, indtil jeg bliver 21, og hvis det ikke lykkes for mig, så vil mine forældre finde mig en” Fortsatte han og gjorde et ligegyldigt skuldertræk, for at indikere, at han var lidt ligeglad. Han stolede på at hans forældre nok skulle finde ham en god hustru, hvis det var, men inderst inde ville han da gerne finde en selv, så han var sikker på, at han kunne have noget at tale med hende om. En udefra Dianthos ville være at foretrække, da kvinder i Dianthos, sjældent havde oplevet andet end det der foregik inde bag bymurene, eller endda var de begrænset til det der foregik inde bag murene til deres eget hjem. Gab!

“Alt efter hvordan jeg klarer min opgave med at afslutte min farfars projekt, så finder vi ud af, om jeg kan fortsætte med at rejse rundt, eller om jeg skal tilbage og sidde ved et skrivebord...”.