Samara skal lige til at sige noget igen, da alle lyde omkring hende pludselig forsvinder.
Det samme gør Selina foran, kniven.. fuglene i baggrunden.. klipperne omkring dem.. ja alting, undtagen et blændende lys i en ubestemmelig nuance.
Stilheden trykker i hendes ører, og hendes hoved føles som det skal eksplodere - lidt ligesom når man har stået på hovedet i for lang tid af gangen.
Det er underligt. Det er som om hun ikke længere er nogen steder. Men man forsvinder da ikke bare sådan pludseligt?
Alting er utrolig lyst og så skarpt, at man næsten ikke kan holde ud at holde øjnene åbne, men alligevel ikke kan lukke dem, eftersom kroppen åbenbart ikke længere lystre hjernens signaler. Den er sin egen herre nu, og for første gang må man opleve det hele omvendt - kroppen der bestemmer det hele og hjernen der sidder som en lydløs tilskuer og adlyder det mindste vink.
Sanserne er heller ikke længere noget, man kan nyde glæde af. Hverken lugt, syn, hørelse, følelse eller smag er tilbage, så man må nøjes med den evige stilhed. Alene.
Samara har altid været alene. Måske ikke fysisk, men psykisk.
Hendes mor elskede hende meget højt, men hun havde aldrig tid eller overskud til at vise hende det, og hendes far var næsten altid fuld, ondskabsfuld og voldelige, og det gik desværre udover hans medmennesker og dem han egentlig elskede dybt inde.
Samara lærte derfor, at man klare sig bedst alene. Man behøver ikke andre end sig selv for at kunne leve livet, og kærlighed og venskab er unyttige begreber man ikke kan bruge til noget. Kun sin lillesøster holdt hun meget af, og de to havde det sjovt sammen. Hun var den eneste grund til, at Samara blev i deres landsby og deres hus med deres voldelige far. Hun var dog stadig menneskelig indeni, og livsglæden blomstrede et eller andet sted stadigvæk - bare i et fjernt og ukendt sted, som ikke var der i landsbyen. Hun ønskede eventyr og sjov ude i den store verden.. ikke at gå i skole for at lære at stave og skrive, så hun endda kunne blive til noget ligesom sin far.
Da hun blev vampyr ændrede alting sig. Hun kom endelig ud på eventyr, men ikke lige på den måde hun altid havde drømt om.
Hun skammede sig over at være hvad hun var, og hun regnede med at alle hun mødte ville være onde og modbydelige overfor hende, og derfor gik hun i forsvars position og skyndte sig at angribe andre på forhånd! Både verbalt og fysisk. På den måde slap hun for ubehagelige episoder, men hun ødelagde også muligheder for venskaber og kærlighed.
Kærlighed. Hun har flere gange troet, at hun har følt det, men det har aldrig været ægte.. nærmere tvunget frem fordi hun havde brug for nogen at holde af.
Hvorfor tænker man altid over den slags, når det er for sent?
For sent. Alting er for sent.
Eller også er det for tidligt. Det vil tiden vise.. tiden.. vise.. en dag..
//out.. forever
Krystallandet
