Endnu hvilede der stadigvæk en ret sløv rus over Aldamar, som nok kom af en blanding af for lidt søvn, for meget promille og en lidt for tidlig morgen. Det var meget... svært at fokuserer på mere vigtige ting end hvad der lige umiddelbart lå foran ham af problemer, og så snart et syntes at blive løst, gjorde det plads til at han kunne opdage det næste.
Adelsmanden fulgte ham med blikket idet at han nærmede sig, og skar en grimasse da han hørte hans ord. Taknemmelighed, for vand? Der kunne man bare se. Hurtigt - eller måske nok langsomt udenfor hans egen hjerne, greb han ud efter kruset for nippe til den kolde væske. ".... tak for at du hentede vand" med kruset imod kanten af læberne, så var det et lidt mumlende og lavt tak der kom ud, men dog stadigvæk et tak.
Det var dog også primært kommet fordi Fabian havde fisket. Hvis han skulle rose alle der hentede vand til ham, ville han skulle takke mange i løbet af dagen.
Aldamar summede nu lidt for sig selv derefter, da Fabian hev noget af dynen til sig fik han selvfølgelig lov og stilheden var god for hans overskud og tanker. Lige indtil at de begyndte at genoverveje hvad der have ledt ham til den her position, og hvorfor. Det hele var lidt tåget... men...
Aldamar glippede kortvarigt med øjnene, kiggede da for første gang her til morgen rigtig på Fabian, ned på sig selv (og sit eget skridt), tilbage igen og fornemmede hvordan hans mund spørgende åbnede sig, omend ingen ord kom fra den. "Eh..." Aldamar knyttede brynene en anelse.


Krystallandet
