Aldamar krøb mere ned i sengen da det gik op for ham at Fabian ville ligge ned, og ikke længe efter lå de front imod front, og ved Fabian's ord, gled en rumlende latter over Aldamar's tunge. Skandaløst ligefrem? Han var i hvert fald ikke nogen skanda-løsning, så meget var sikkert; og det var han overraskende okay med.
Aldamar havde haft hånden fraværende til at lege med noget af hans hår - måske endda en dårlig vane han havde fået samlet op, men trak den nu til sig ved hånden på hans hofte. Oh? Overvejende trak det lidt i mandens smilebånd, fordi en rigmandsting ville han nu ikke ligefrem kalde det, selvom det vel var et fair spørgsmål. Nogle gange kunne han glemme hvordan at Fabian ikke nødvendigvis vidste hvad der var sandt, rygter eller ønsketænkning når det gjaldt adelen.

"Du har fat i noget..." begyndte han, og lod en undersøgende hånd lægge sig over hans nøgne brystkasse. Så varm... og under huden, kunne Aldamar føle den rytmiske lyd af Fabians hjerte. "Vi rigmænd er jo ikke vant til at skulle håndtere noget selv; at tage tøj af og på falder ofte ind under den kategori" tilføjede han med et lusket smil, og lod fingrene følge de fine linjer der var Fabian's ret så fine muskulatur. Han måtte virkelig begynde at træne... "Det har vi folk til".
Aldamar løftede dog blikket tilbage imod ham få sekunder efter de sidste smådigtende ord var faldet, et drillende glimt i øjnene.

Modsat Aldamar, så kunne Fabian godt lide at blive nusset i håret. Det var behageligt, og hans hår filtrede ikke så let, så han lod Aldamar lege med det, som han havde lyst til, og lænede sig lidt mod hånden, så Aldamar da også have en indikation om at det var helt i orden hvad han havde gang i.
Hans egen hånd på Aldamars hofte begyndte at kærtegne ham blidt og ganske uskyldigt. Den kom ikke i nærheden af Aldamars bukser, som nok ville være ganske nemme at trække ned nu, når de allerede havde været åbne en gang.

Fabian kiggede ned da hånden blev flyttet, før han kiggede op mod Aldamars øjne igen, mens han lyttede til ordene der kom ud.
Det var så typisk adelige, men alligevel kunne Fabian ikke stoppe smilet på hans læber. For det lød jo også næsten som en hentydning, og hvis der var en hentydning som Fabian gerne tog i mod, så var det en som denne.
”Jamen, det skulle du da bare have sagt, Prins Aldamar,” sagde Fabian næsten lidt kælent, og hans kælende hånd var hurtig henne for at åbne Aldamars bukser på ny. ”Nu skal jeg nok hjælpe dig.” Han havde også tænkt sig at gøre det, med mindre Aldamar stoppede ham.

Trykket på både titel og navn, fik en underlig rislen til at glide ned af hans ryg. Ikke fordi det var fjernt eller ugenkendelig for ham - Aldamar hørte sit eget navn lidt for mange gange hvis han selv skulle sige det, men det var den kælne tone der med det samme fik Aldamar's krop til at svarer tilbage og hans hjerte til at banke hurtigere. Forskellen var bare, at Fabian ikke havde overrumplet ham meget her. 
Så nemt skulle det ikke være. 
Han lod ham dog komme til, og et drillende smil trak op i hans mundviger, idet at en lille idé skabte ro og et fattet ansigt i stedet for den tumult den blonde mand næsten altid formåede at få startet i hans tanker; Aldamar løftede sig selv en anelse så det var nemmere at komme til. Og derefter, jah derefter lod han en undersøgende hånd følge Fabians krop. 

Den startede ved håret, gled kærtegnende ned over halsen og over de markerede skuldre. I takt med at Fabian fik lirket mere af tøjet af, trak Aldamar sig en anelse tættere ind til ham, og fingrene blev mere markerende end flygtige. Mere insisterende Forventede han at de forsatte i aften? Nej, det tog var kørt da Fabian med et hyl første gang var fløjet tilbage. Men derfor var det stadigvæk dragende, og det var ligeså meget en test i at se om det kun var ham der var et lystsøgende rod, såvel som en sidste lille stikken til Fabian og hans blottede krop, nu hvor at han absolut skulle vise den frem så tillokkende. 
Aldamar's hånd gled fra skulder til bryst, og bryst til mave, og stoppede kort ved navlen - cirkulærer nussende bevægelser, inden at han langsomt - og jah, tirrende, lod den følge V-formen omkring hans hofter og ned. 
Dog stoppede Aldamar inden at han nåede langt nok, hvor at han med grin endelig trak hånden til sig, en drillende glimt i øjet idet at han rullede om på ryggen og smækkede hænderne foldet op på maven. Nok se, ikke røre. 

Fabian var ret glad for at Aldamar ikke trak sig, som han havde en tendens til at gøre, selvom det ligeså meget var Fabian der havde stoppet dem de to gange de var nået for langt. Den ene gang fordi Aldamar tydeligvis ikke var parat og den anden gang... var nok for det bedste når Fabian virkelig tænkte sig om, selvom han havde været lidt meget styret af lyst lige der.
Hans hænder arbejdede hurtigt med at få dem op, men det tog lidt mere at få lirket dem af den kære mand. Han kunne da heller ikke lade vær med at beundre Aldamars lem, nu når det kom ud igen.

De kærtegnende bevægelser var behagelige, og desværre mente hans krop også at de betød væsentlig mere, end hvad han selv vidste. Han fugtede sine læber, og han kunne mærke hvordan det byggede sig op i ham, og hvis Aldamar kunne se det, på trods af mørket, ville han nok erfare hvordan Fabians pupiller blev store af lyst igen, ikke så store som før, men stadig store.
Hans krop summede, og endelig fik han bukserne helt af Aldamar, så de begge to sad så nøgne som den dag de blev født, og så stoppede Aldamar og trak sig væk.
Den verbale protest blev heldigvis fanget i Fabians hals, men lidt betuttet så han ud, før han smed sig ned ved siden af Aldamar, på siden så han kunne se på fyrstesønnen. ”Der skulle lige røres lidt, inden aftenen gik helt på hæld, var?” kom det drillende fra Fabian, mens han prøvede at få sin krop til at falde lidt ned igen.

Der var noget underligt fantastisk ved at se andre reagerer på sine berøringer - sine hænder, og på det punkt, kunne Aldamar godt forstå at Fabian kunne have svært ved at holde fingrene for sig selv. Især når det faldt andre så nemt at smelte under de berøringer han beherskede. Det var en helt speciel form for magt, og sådan som det sorte i et ellers blå-grønt blik kunne anes, jah så kunne Aldamar smage den magt på sin tungespids, og vidste at den var nem at gribe ud efter, og havde været ved det gentagende gange i aften. Imorgen ville han nok overveje nærmere hvorfor Fabian - til måske begges overraskelse, havde været den der skulle sige nej.
Et fornuftigt og overraskende voksent valg at tage, og slet ikke ligesom Aldamar's småbarnlige drillen, omend det ikke var 'barnlige emner' han pillede ved.

Aldamar hverken kunne eller ville skjule hans selvtilfredshed, og der var ingen fortrydelse at spore i blikket. Var det et problem, måtte han trods alt sige det. "Jeg ved ikke hvad du taler om" mumlede han smilende, og drejede kroppen imod Fabian, så han lå mere på siden igen. Aldamar sov aldrig med selskab, og sjældent nøgen. I aften gjorde han begge ting, så det var ikke den vildeste ting på dagens begivenheder.
Aldamar skubbede sin dyre dyne udover dem begge med et selvtilfreds smil, og støttede sig til den ene hånd imens han betragtede hans liggende krop. Han virkede afslappet, og det var et kønt syn.

Blikket Fabian fik tilbage, var et der klædte Aldamar, og måske virkede næsten lidt for vant på ham.  Dog var det tydeligvis også noget Fabian skulle passe p med at lade ham få, i tilfælde af at egoet blev for stort, for jo, ganske vidste havde Fabian og hans krop reageret på berøringerne, men de havde også lige været på kanten hele aftenen. Fabian kendte nu sin krop nok til at vide, at nogen gange ikke var den bedste måde at køre tingene på, og selvom han kunne klare det for nu, så var han også ret sikker på at i morgen, så ville hans sind nok være ganske sløret, som hans krop ville pulsere derud af. En form for abstinenser, som Fabian hellere ville være foruden, hvis han skulle være ærlig, ikke at han nogensinde ville indrømme det lille problem overfor Aldamar.

Fabian rykkede sig lidt tættere ind på Aldamar, og flettede sine ben ind med Aldamar, med mindre han selvfølgelig rykkede sig væk fra berøringerne. ”Oh, det tror jeg godt du ved,” sagde han drillende. ”Men hvis du rør mig sådan hele natten, så får jeg slet ikke sovet,” sagde han. Han var så tæt på at han kunne læne sig ind og kysse Aldamar, men selvom han virkelig havde lyst, så holdt han sig tilbage. Den tunge dyne hjalp da også med at erklære at det nok var ganske seriøst at de skulle sove, selvom det var svært at få sig selv til det, når de lå så tæt. Måske var det manglende tøj en dårlig idé.

Det var en underlig form for ro der hvilede over dem, fordi omgivelserne var rolige, men han var ikke. Jo, hans krop var træt og hans tanker en anelse slørede. Det havde været en underlig aften.. men lige nu, fortrød han det ikke. Det havde også været relativt sikkert spil hele vejen, og Aldamar følte måske lidt han havde lusket sig til en 'sikker' aften, hvilket fik ham til med et smil at lade Fabian rykke tættere på. Det var en sjov form for nærkontakt - han flettede sine ben med ind, han næsten altid havde når han var sammen med ham, men det var tilfredsstillende. Et eller andet sted, kunne man godt kalde det vanedannende. 
Aldamar rykkede om på siden af ham, og foldede en arm over ham med et grin. "Det lover jeg at lade værd med..." de lå så tæt, at Aldamar ikke kunne dy sig. Et hurtigt kys, og så skulle han nok lade værd. 
Det var ikke særlig skjult hvad hans intention var, idet at han lænede sig ind imod Fabian. 

Det var elektrisk at kysse ham, men.. det var en stille summen. Det var ikke som det havde været tidligere på aftenen, og det var også med et lille tilfreds suk at han slap det, for kort at nikke for sig selv. "... fra nu af" smilede han. Han ville heller ikke være urimelig, da Fabian trods alt skulle tidligt op. Med det sagt, var der stadigvæk et par timer. 
Aldamar fiskede med den hånd han havde støttet sig op af en pude lidt tættere på, og lagde den til rette ved siden af ham. Tilbuddet fra før stod stadigvæk, og Aldamar var... ret så trænet i afholdenhed. Det var bare også rart at dele sengen. 

Det var næsten et lidt skuffende løfte, men Fabian værdsatte det alligevel. Han havde behov for i hvert fald et par timers søvn, hvis han også skulle være fungerende i morgen. Ellers var der selvfølgelig altid muligheden for en lur midt på dagen. Hans arbejdsdag var trods alt opbygget efter hvad han fandt bekvemt, og dagtimerne var ofte frie.
Han mødte Aldamar i kysset. Bare et sidste, inden de virkelig skulle lægge sig ned og forsøge at sove. Fabian undrede sig lidt over hvorfor han ikke kunne lade vær med det, når det var omkring Aldamar, og han kunne have svoret at han var mere tilbage holdende med andre mænd der købte hans selskab.

”Det må jeg jo tro på så,” hviskede Fabian drillende, men gjorde alligevel antræk til at ville vende sig om, så han trak benene til sig, og fik møvet sig over til den anden side, før han rakte bagud med sin ene arm, for at finde Aldamars, for at trække den rundt omkring ham. Fabian havde al intention om at han skulle mærke Aldamars krop i nat.
Det betød godt nok også at deres nøgne kroppe ville ligge ganske tæt, så hvor godt Aldamar var med afholdenhed ville blot tiden vise sig.

Aldamar smilede lidt af kommentaren, og følte endelig hvordan Fabian fik lagt sig mere til rette. Ikke bare til rette, nok nærmere godt til rette, og en arm blev lagt om manden idet at han fiskede efter den. Det gik dog hurtigt op for Aldamar at når Fabian mente tæt, jah så mente han tæt, og et udtryk af overraskelse gled over hans ansigt ved hvor fysisk tæt på Fabian var. 
Aldamar smilede imod det blonde hår, og den karakteristiske duft var svagt beroligende. Som lovet gjorde Aldamar ikke mere end bare at holde om ham, med det korte løftebrud en fraværende nussen over hans arm begav sig ud på. Man skulle dog lede godt og dybt efter mere perverse intentioner, idet at Aldamar krammede ham ind til sig. Varmt, men overraskende rart selvom det ikke var hvad han plejede at manøvre rundt i. 

Aldamar havde dog været puttemakker et par gange før, og der skulle ikke gå længe, inden at Aldamar's vejrtrækning blev dybere og hans krop tungere. 
"Mmmmh, Fabian?" Aldamar mumlede ind imod hans nakke, og selvom han ikke var sovende, så ville det nok ikke gå forfærdelig længe førhen hans krop endelig overgav sig til længe ventet hvile. Den havde trods alt været meget igennem på hvad der føltes som få timer. "Mine venner kalder mig ikke Aldamar" forsatte han, og skar kortvarigt ansigt. Aldamar var ikke favoritten imellem de mange forfærdeligt fine og... specielle navne hans forældre havde valgt til ham. 

Fabian ville nok kunne mærke, når de lå så tæt, om Aldamar fandt det ubekvemt, men det virkede ikke som om at det var tilfældet, og Fabian selv kunne ånde lidt lettet ud, og så sukke af behag, som han mærke de lette kærtegn. Han havde ikke noget imod at blive rørt, ikke når det var uskyldigt, og det var behageligt. Det var næsten så han kunne ligge her hele natten, hvis det ikke var fordi de havde fjollet rundt den halv nat.

Det var også ganske nemt for Fabian selv at falde i søvn, eller i hvert fald døse hen, som han mærkede Aldamars arme om sig. Han fik dog ikke helt lov til at døse hen, som han hørte Aldamars behagelige stemme snakke ind mod hans hår. Det var så han kunne mærke hans ånd mod nakken, hvilket ikke generede ham.
”Gør de ikke, hvad kalder de dig så?” spurgte Fabian, også med en lidt døsig stemme, men stadig nysgerrig og undrende. Det lød i hvert fald som om at Aldamar gerne ville have Fabian til at kalde ham noget andet, hvilket han sagtens kunne. Det krævede bare at han kendte til navne, for det var begrænset hvor meget han havde sat sig ind i Aldamars baggrund og de uanede mængder af titler han uden tvivl også måtte have.

Aldamar's blik åbnede sig kort ved lyden af hans stemme - mindst ligeså døsig som hans egen måtte fremstå, og et lille smil fulgte med. Jah, hvad kaldte de ham så? "Du behøver ikke.." startede han ud med, og puttede sig lidt mere ind til den afslappede krop foran ham; prøvede så vidt som muligt ikke at kradse ham for meget med skægget. 
"...  men hvis du vil, er Baldric et ligeså reelt navn" sluttede han af med, og lukkede øjnene i igen. Hvorvidt at Aldamar huskede at han gav den her information eller ej, det måtte de se tiden an med i morgen. Men det havde været hans intention samt ligget på hans tunge her til sidst på aftenen, fordi navnet refererede ikke til en for længst død konge. Nej, Baldric var mere hans 'eget' navn - i hvert fald favoritten af de navne han var blevet givet, og nu blev det givet videre til Fabian. Hvad han så ville gøre med det, det måtte han selv finde ud af. 

Han vidste godt det ikke nødvendigvis ville falde den blonde mand naturligt sådan at skifte hans navn ud, og det var bestemt heller ikke noget alle og enhver gik rundt og omtalte ham med i flæng. Nej, det var mere en lille inderkreds af mennesker, og selvom Fabian nok ikke vidste hvor lille den kreds faktisk var, blev han - i hvert fald symbolsk, inkluderet. 

Behøver ikke. Noget vås, det var tydeligt at han foretrak noget andet frem for Aldamar, især med den døsige stemme, som var han ved at falde helt hen, og kroppen der bare lænede sig endnu mere ind mod Fabians egen. Fabian følte sig helt omsluttet af en varm krop, hvilket var præcis hvad han havde søgt efter, da Aldamar først havde foreslået det.
Han kunne mærke det let kradsende skæg mod sin ryg, og de mumlende ord. Et smil gled over Fabians læber, selvom Aldamar næppe ville kunne se det, og han lagde sin hånd oven på Aldamars som lå omkring ham.

”Okay... Baldric,” sagde han blidt, før han lukkede øjnene i. Han havde haft det fint med Aldamar, men hvis Aldamar ønskede at gå med navnet Baldric, så ville Fabian efterkomme det ønske. Det ændrede ikke på hvem Aldamar var som person trods alt.

Nu når de endelig lå ned, så var Fabian også hurtig til at falde hen. Den varme krop, og den bløde seng gjorde åbenbart vidundere, for ikke at tale om hvor meget der var sket den aften. Fabian ville formegentlig sove i et godt stykke tid, og da han intet havde fået at vide at han skulle op tidligt, ja, så måtte Aldamar jo stå for opvækningen af dem.

Aldamar smilede ind imod nakken af den anden, og nikkede en anelse sløvt for sig selv. Baldric var at foretrække, og om det var et levn fra et teenage oprør, eller en navn der havde følt mere kontrolleret at give sig selv, det kunne han ikke sige. Men det var i hvert fald bedre end Aldamar; det lå tilmed bedre i munden og lød bedre sagt højt. 
Aldamar kunne nok godt have talt mere - hans tanker havde det med at løbe løbsk i aftentimerne og filteret over hans mund var tyndslidt her til nat, men... han tav. En tung vejrtrækning indikerede at Fabian var på vej væk, og Aldamar lukkede munden i og lyttede bare lidt. Var bare lidt til stede i den varme omfavnelse. Han var træt, og søvnen krøb sig også langsomt nærmere i takt med at minutterne i stilhed passerede forbi, men han udsatte den alligevel lidt. Bare en lille smule, imens at promilleprægede tanker passerede igennem aftenens hændelser. 
En form for selvrefleksion, der dog ikke havde det ønskede udbytte; hvorfor var han så forbandet saglig lige nu. Det havde han ikke været længe, og det var... næsten lidt for rart. Ikke at selvrefleksionen virkede, fordi at Aldamar kom ikke frem til noget form for endeligt svar på hvorfor at han ikke helt kunne få det tilfredse smil om mundvigen væk, som stadigvæk sad der idet at han faldt i søvn. 

---------- 

Kvidre, kvidre, larme, larme. Zalans fugle. 
Fuglene omkring Arys-huset var i fuldt gang ved de spæde og første tegn på sollys; og som en let sover, var Aldamar også en af de første til at vågne i selvsamme hus. Med armen godt viklet om Fabian, jah endda et ben der alligevel havde fået sneget sig til en form for sammenfletning, så var det i hvert fald ikke varme fyrstesønnen manglede. Nej, det var vand. 
Og salt. 
Og fred. 
Aldamar kunne mærke hvordan hans hoved havde en advarende tyngde, og da han kort løftede det for at puste noget af det blonde hår foran ham væk, jah der var det en skarp og dunkende hovedpine der fik ham til at borer det ned i puden igen med et anstrengt og klagende støn, med det samme. Åh ved guderne... udover at være af en lidt sølle forfatning, gik det også så småt op for Aldamar at morgenrejsning ikke var unormalt når man havde ligget tæt hele natten. Ikke at han kunne koncentrere eller fokuserer på det lige nu, idet at han med en rallende lyd trak den frie arm op foran øjnene for at skærme for solens lys. 

Det var ikke kvidren for fuglene, eller hvordan alting var ved at vågne, som vækkede Fabian. Det var alt sammen lige meget for ham, som han havde arbejdet på skæve tidspunkter i efterhånden mange år. Det var i stedet for at den anden person i sengen begyndte at røre på sig, og ikke på 'jeg skal lige ligge på den anden side', men mere 'jeg er vågen og alt er forfærdelig'. Det var især det klagende støn der kom fra den varme krop, som fik Fabians øjne til langsomt at glide op.

Han kunne mærke på sin krop og hoved, at han i hvert fald ikke havde fået nok at drikke, og han var også udmærket klar over hvad der befandt mellem hans egne ben, og han kunne også have svoret at han havde følt noget inden Aldamar havde bestemt sig for at rykke på sig.
Nu når det virkede til at de alligevel forsøgte at være vågne, så forsøgte Fabian at vikle sig bare en anelse ud fra Aldamar, så han i det mindste kunne se sig over skulderen, mod Aldamar, som lidt lignede en hestevogn havde kørt ham over. Så meget havde han da ikke drukket.

”Godmorgen,” kom det mumlende fra Fabian, stemmen fuld af søvn og dermed dybere end hans normale stemme. Hans øjne var lidt smalle, men et doven smil havde strukket sig over hans læber, til trods for de smerter han kunne se Aldamar var i.

Som oftest, jah så var det faktisk ikke engang mængden der besluttede hvilken grad af tømmdermandsliv Aldamar skulle slæbes igennem dagen efter. Nej, når først mere end et par enkelte genstande blev sat for læberne, jah så kunne det være pest eller kolera hvor meget, hvilket tempo eller hvornår på døgnet. Fandt man Aldamar dagen efter, ville det her være hvad man så. 
Med armen for øjnene, så virkede verden en anelse mere overskuelig. Det kunne dog ikke blive ved, og  lyden og bevægelsen fra hans side fik Aldamar til prøvende at løfte armen en smule. En fejltagelse. 
Aldamar mumlede et eller andet uforstående om betydningen af 'god' og 'morgen' i samme sætning, imens hans lysfølsomme øjne glippede imod den blonde mands dovne smil; han så ret så irriterende fantastisk ud i den varme belysning. Han lignede en der havde det helt fint. 
"... mmh... ligger der et vandkrus ved sengen..?" fik hans hæse stemme tvunget over de tørre læber, og Aldamar prøvede kort at kigge forbi Fabians skulder for at tage det selv, man faldt hurtigt tilbage i den liggende position fra før; blå øjne koncentreret knebet sammen for ikke at gøre hovedpinene værre. Og for at se om han kunne.... tænke den væk. Måske mentalt bande den væk, selvom det nok nærmere var ønsketænkning i sin reneste forstand. 

"Ved Isari's hellige kirker.." klagede Aldamar mumlende, og lod hænderne træt masserer tindingerne i cirkulærer bevægels.er 

Aldamar var decideret ynkelig. Der var ingen måde at komme omkring det, og Fabian havde da også lidt ondt af ham, men der var en ligeså stor del af ham der bare havde lyst til at grine af fyrstesønnen. Hvis han måske var stoppet lidt tidligere, så havde det nok ikke været et ligeså stort problem som det var nu. Desuden var det også bare sjovt at se Aldamar være så ynkelig, for selvom Fabian ofte dominerede i deres samtaler, så prøvede Aldamar altid at skubbe tilbage, noget han næppe kunne lige nu.

”Et vandkrus?” kom det næsten lidt for muntert fra Fabian, og måske lidt højere end hvad han normalt ville bruge på denne tid af døgnet. Han var ret sikker på at hvis Aldamar havde kræfterne, så ville han nok begynde at slå ud efter ham, i hvert fald hvis Fabian ikke passede på.

Selvom han var meget interesseret i at drille Aldamar, til trods for de tidlige morgentimer, så satte han sig alligevel op, for at kigge rundt, for at se om han kunne se et vandkrus. Han kunne i hvert fald se et krus, men han var ikke så sikker på at der vand. ”Jeg tror der ligger et derhenne,” sagde han og kiggede ned på Aldamar. Okay, måske han skulle bare være lidt venlig. ”Skal jeg hente noget vand til dig?” Der ville nok ikke i bund og grund være meget morskab ud over en lidende Aldamar, selvom det var sjovt lige nu.

Havde Fabian været en mere belærende type, havde han måske udnyttet muligheden for at understrege en pointe her. Det overraskede ham faktisk en anelse, at han ikke gjorde det på trods af de mange prikkende kommentarer der sikkert hvilede på hans tunge... men der var tid og rum for alle ting. Og lige nu, var det hverken tiden eller rummet at prikke for meget til ham. 
Selvom Aldamar næppe ville betegne sig selv som en vred, smålig eller udfarende person, kunne alle vel falde den vej hvis de blev presset nok. Og Fabian's drillerier var ikke charmerende nok på den banehalvdel - i hvert fald ikke lige nu. 
Aldamar fnyste ved hans højlydte stemme, men nikkede et par sekunder efter. Et vandkrus, jah. Det kunne vel ikke være fremmed for ham, mumlede en spydig kommentar i Aldamar's hjerne og adelsmanden åbnede øjnene da han endelig spurgte om det åbentlyse. "Selvfølgelig skal du hente noget vand, ellers havde jeg ikke spurgt efter det" gled det spidst over tungen, og selvom Aldamar vidste at det ikke var Fabian's skyld at han havde den larmende hovedpine som han havde, var han ikke et stort nok overskudsmenneske til at svare på dumme spørgsmål. 

Han skulle bare lige... mentalt skælde sig selv ud, lige sumpe lidt rundt i sin egen ynkelige bobbel af selvmedlidenhed inden at han var klar på at tage sig af alle de 'situationer og kommentarer' han følte sneg sig nærmere desto mere Fabian vågnede op. 

Et fnys undslap Fabian, da Aldamar bestemte sig for at være næsvis overfor ham, og et noget skarpt blik blev sendt i Aldamars retning, som irritationen alligevel boblede op i Fabian. Det kunne godt være at Aldamar var træt og havde hovedpine, men derfor var der ingen grund til at være så spydig så tidligt om morgenen og slet ikke overfor den eneste der var villig til at hente vand til ham.
”Så gerne Deres højhed,” kom det spydigt tilbage, før Fabian var svang dynen af sig, og rejste sig op, stadig fuldstændig nøgen, men også ligeglad. Det var jo ikke som om at han ikke var påvirket af den lille mængde søvn, men han fandt ingen grund til at være så næsvis overfor Aldamar.

Fabian greb kruset, som var tomt, før han forlod værelset, og var pludselig ikke helt sikker på hvor han kunne få noget vand, så han begyndte at vandre huset igennem, for at se om han eventuelt kunne finde et køkken med noget vand i.
Der var fuldstændig ødet i huset, selvom et par lyde indikerede på at folk snart ville stod op, hvilket også betød at de ville opdage en nøgen mand der rendte rundt i huset, så han var lidt hurtigere på benene. Han kunne også have svoret at han så noget blond hår som han drejede rundt om en af hjørnerne, men uanet hvad så fik han fundet noget vand til Aldamar.

Turen tilbage var nemmere, og snart efter lod han døren glide op, og gik ind på det velkendte værelse med et krus vand i hånden. Aldamar ville næppe have fået det meget bedre mens Fabian var væk.

Et træt blik mødte Fabians skarpe øjne, og den boblende irritation spejledes i Aldamar, som mest af alt gerne havde hørt en 'selvfølgelig' i stedet for den her form for spydighed han nu fik serveret. På den front, jah der var Aldamar måske lidt for vant til at kommanderer rundt med tjenerne i palæet. De svarede så sjældent igen... men Fabian var nu engang af en lidt anden karakter, og næsten demonstrativt så Aldamar ham gøre mine til at bevæge sig nøgen ud af døren idet at han svingede dynen af sig. Ikke nøgen!
Tag dog i det mindste nogle bukser på, havde Aldamar lyst til at råbe efter hans forsvindende og blottede skikkelse. Eller en meget lang trøje! Alle ordende blev dog slugt i den svimlende kvalme der kastede sig over ham, idet at han rejste sig halvt op for at stoppe Fabian, og med et opgivende støn faldt Aldamar tilbage i sit lille pudefort igen. Øjnene så Fabian forsvinde ud af døren, og uden meget lyst eller evne til at gøre noget ved det, prøvede han i stedet at få lidt samling på sig selv.

Derfor var det en nu siddende skikkelse som atter Fabian trådte ind til - siddende med dynen godt trukket over skuldrende, og et tungt hoved lænet op ad senge væggen idet han stirrede på det stjernemalede loft over dem. De snurrede heldigvis ikke som de havde gjort de første par minutter, og selvom han ikke prøvede at virke synderlig påvirket i sit udtryk og ansigt, var det ganske tydeligt at Aldamar kun sad sådan her, fordi at han ikke havde kunne kravle mere ud af sengen uden at hans krop bed fra sig. 

"Hmm..?" Aldamar hørte døren klikke, drejede hovedet og så at Fabain havde haft succes med sit lille ærinde; det var næsten lys der tændtes i hans øjne ved synet af kruset.

Fabian havde dårligt hørt protesterne som han havde forladt rummet, ikke at det havde ændret på hvordan tingene ville have været. Aldamar kunne næppe stille høje krav til Fabian, ikke når han bestemte sig for at vrisse og forvente at Fabian agerede som en tjener for ham. Det var trods alt ikke noget han ville finde i at blive købt til.
 
Heldigvis så Aldamar mere levende ud da Fabian faktisk også var kommet tilbage med kruset med vand, selvom han lidt stod og overvejede om den anden mand overhoved fortjente det.
”Er det alt taknemmeligheden man får?” spurgte Fabian, men han gik stadig over og afleverede kruset over til Aldamar, for at han kunne drikke det, før at han satte sig på sengen, og trak dynen lidt hen til sig. Så varmt var der alligevel ikke i byen endnu, selvom foråret var kommet og de nærmede sig sikkert en varm sommer. Og der sad han så bare og ventede på at Aldamar fik nok styr på sig selv til faktisk også reagerede på noget som helst. Han virkede heller ikke synderlig påvirket af at de to af dem havde ligget nøgne sammen, så lidt erindringer fra i går måtte der alligevel være gået igennem hans hoved.