
Saga Aylmerdottir
Ikke rigtig noget, drikker mere end man burde
Blæsten, der havde virket så voldsom ude på landevejen blev mindre inde i skoven, skønt trækronerne stadig susede. Den generede ikke Saga, der blot sørgede for at holde sig holde sig i retning af vinden, så hendes færd ikke ville blive båret videre til de dyr hun havde besluttet sig for at jage.
Så snart hun havde taget bue og pil frem var der faldet en ro over hende, som hun måtte have manglet siden hun havde været på vej mod Tusmørkedalen. Pludselig kunne hun tænke klart, og indse at det ikke var nu hun skulle tage tilbage til sine afdøde forældres kro. Det ville ikke gavne noget, og hun havde lagt det liv bag sig. Hendes nye liv var i Hovedstaden og skønt hun aldrig ville blive en del af det finere selskab (hvilket hun heller ikke nærede nogen drøm om), havde hun fået skabt sig et liv der. Hun drømte stadig om at slutte sig til Riderne en dag, men for nu måtte det vente og hun var ganske tilfreds med det hun havde.
En svag fik Saga til at stoppe og og lytte efter. Efter at hendes sanser var gået amok havde hun forsøgt ikke at bruge dem for meget, for så længe de var så ukontrollerbar var hun aldrig sikker på om hun pludselig ville blive bombarderet med alle indrykkende omkring sig. Men ude i skoven turde hun godt bruge dem, for her ville det kun være naturen der kunne angribe hendes sanser, og den var trods alt blidere end menneskets verden.
Lyden af skridt i skovbunden, af stof mod stof fangede hende. Hun kunne fornemme noget, og vidste instinktivt at det ikke var et dyr. Indsigten fik hende til at hæve buen mod det sted det ukendte kom fra, klar til at slippe pilen skulle dette vise sig nødvendigt. Øjeblikket efter trådte en kvinde ud bag nogle træer. Hendes hår var langt og glat, og hun var iført en stor skjorte. Måden hun bevægede sig på bekræftede den fornemmelse Saga havde haft om, at dette ikke var noget helt menneske. Det var noget andet, men hvad vidste hun ikke. Til gengæld virkede hun ikke truende, hvilket fik Saga til at sænke buen og pilen.
"Jeg jager sjældent ulve, og der er heller ikke mange heromkring." Svarede hun. Det slog hende, hvor lang tid siden det var hun sidst havde talt med et andet menneske - og hvor meget hun egentlig savnede andres selskab. Så da kvinden foreslog at de jagede sammen, nikkede hun.
"Jo det ville være dejligt med lidt selskab. Der er en gruppe bukke ikke langt herfra," hun havde hørt deres hjerteslag få sekunder før hun havde fornemmet kvinden bevæge sig hen mod hende, og vidste at der var en stor gruppe bukke ikke langt fra hvor de stod.
Hun så kvinden an et øjeblik, så smilede hun.
"Mit navn er Saga." Præsenterede hun sig så.