Lige siden den eftermiddag på stranden, hvor Azia mødte Ron for første gang har hun nærmest ikke haft andet i tankerne, end den skønne kvinde og hun var faktisk begyndt at længtes efter hende og hun havde så småt lagt hendes ”hoved job” som luder i byen på hylden, eller ikke helt, det var dog ikke i det samme tempo som det havde været før deres møde, men det møde havde gjort noget ved hende og derfor var lysten ikke ret stor, lysten til sex var stor, men det var lysten til tykke og fordrukne mænd ikke. Det var oftest dem som kom og besøgte hende.
Men nu var det ved at være ret længe siden sidst hun havde set Ron, for hun havde jo ikke set hende siden den dag, den sommer dag og nu var vejret skiftet til efterår og vinteren var så småt begynde, dog var det ikke så slemt her i Hovedstaden, men oppe i norden havde det være slemt de sidste par dage havde hun hørt fra andres munde, men var det ikke altid sådan oppe i norden? Hun havde aldrig været der. Azia havde ikke været ret mange steder, men det havde hun faktisk heller ikke det store behov for.

Men nu havde hun hørt rygter om at Catherines skib havde lagt anker og Ron var kommet til Hovedstaden. Ron havde fortalt hende, den dag på stranden, at hun havde taget en karriere som pirat, og derfor skulle på togt og nu måtte de jo være vendt hjem fra turen, hvilket kun var godt for Azia, fordi at hun derfor kunne se Ron atter engang. Nu håbede hun blot at de mange rygter om skibet var sande, det havde ikke været mere end en dag siden Azia var vendt hjem til Hovedstaden fra besøg i Medanien og ikke mindst Tropolis, og havde ikke været i Hovedstaden siden hun havde været sammen med Ron også fordi at krigen havde raset. Det havde været noget af et chok da hun vendte hjem, byen var jo smadret, der var huller i muren omkring byen og lig og døde mennesker lå stadig i byen, dette var uundgåeligt. ”Det halve svin” og hendes værelse stod dog uberørt, det havde nok lagt for langt væk fra hovedpunktet for krigen, og derfor var der ingen skade sket der, men alligevel følte hun en vis tomhed. Hvorfor var hun overhovedet vendt tilbage på dette tidspunkt? Hun følte sig faktisk alene i byen i disse dage, det var en trykket stemning og gaderne var oftest øde, det var jo ikke længe siden at mørket havde forladt Hovedstaden og folket havde en skræk malet i ansigtet og var bange for at de ville vende tilbage og rasere resten af byen, det der nu var tilbage af den. Det var følelsen af ensomhed som gjorde håbet om at se Ron meget større, det ville gøre hende glad og det ville redde hende fra dette depressive sted, tage hende væk. Det havde hun virkelig brug for, ellers var der bestemt ingen grund til at blive her i byen, længere end nødvendigt. Hun kunne vende tilbage til Medanien og værtshuset der, hvor Flint havde et værelse klar til hende.

Azia havde spankuleret lidt rundt i byen, steder som ikke var ramt, særligt hårdt ramt og steder som var bare lidt befolket. Azia havde brug for at være i blandt mennesker, mennesker som hun måske ville komme i kontakt med, smile til og lytte til, det var det der gjorde at hun altid var så glad. Hun anede faktisk ikke hvor hun skulle gå hen, for hun anede ikke hvor Ron ville tage hen og hun var ikke engang sikker på at Ron vidste at Azia var i byen? Hvor skulle hun vide det fra? Det kunne ligeså godt være at han regnede med at hun var i Medanien, i værtshuset. Nu kendte hun jo ikke Catherine, men hun var jo pirat og derfor søgte hun sikkert mod det nærmeste værtshus eller kro, hvor hun kunne drikke og sælge sine hæler varer, men ville Ron tage med der? Der var kun en ting at gøre, at starte fra en ende af. Det første sted var jo ”Det halve Svin” og der havde hun været til morgen og der havde hun ikke set hende, men det var jo ved at være længe siden, så de kunne sagtens være dukket op i løbet af dagen og så ville Azia jo have Ron hvor hun egentligt ville, næsten. Hun ville gerne have hende på hendes værelse, så de var alene og kunne snakke roligt under fire øjne.

Der skulle hun hen blev hun enig med sig selvom og gik med hastige skridt afsted.

Det var ikke mange dage siden at skibet havde lagt anker til, men synet de var blevet mødt med havde ikke været rart. Død og ødelæggelse. Dog havde piraterne ikke nogen planer om at rejse fra byen lige med det samme, og selvom Ron ville foretrække at komme så langt væk som muligt, så ville det ikke ske. Derfor brugte hun også de første par dage meget på skibet, indtil hun endelig lod de andre slæbe hende med på det Halve Svin. Hun havde dog ikke planer om at drikke sig i hegnet som de andre havde. Hun havde overvejet at prøve at finde Azia, for det kunne være hun var i byen, men på den anden side, siden byen var så ødelagt, og humøret ikke var i toppen, så ville Azia da ikke have nogen grund til at være her... forhåbentlig... Ron havde dog også overvejet hvad der ville ske hvis Azia havde været i byen og var blevet dræbt under slaget. Det ville ikke have været godt....

Ron sad og sippede lidt til den øl hun havde fået placeret foran sig før hun bare sad og legede lidt med kruset. Hun var egentlig ikke en stor fan af øl, men hun var ikke kommet udenom denne her øl. Det var ret tilfældigt at hun opdagede en velkendt skikkelse, til trods for at hun kun havde set skikkelsen en gang før. Kvinden der allerede havde opslugt mange af Ron's tanker, både mens hun var vågen, men også mens hun sov. Hun rejste sig op, og de andre pirater lagde ikke rigtig mærke til at hun gik, og gik med hurtige skridt over til Azia og tog fat i hende. "Hvad laver du her?" spurgte Ron chokeret.

Da hun trådte indenfor ”Svinets” dør var krostuen godt til røget og duften af mænd, damer, alkohol og røg var blandet i en stor dunst, for det var bestemt ikke nogen behageligt duft som mødte den unge kvinde da hun trådte indenfor. Varmen var også hed, for den begyndende kulde udenfor havde tunget Azia til at trække i det tykke tøj og gemme hendes attributter væk og hive pelsen over skulderne så hun kunne beskytte hendes nakke og hals for frosten, selvom hun nok var den eneste som følte at det var så koldt, for det var egentligt ikke så slemt som hun fik det til at lyde.
Det virkede ikke til at ”Svinet” manglede gæster, selvom krigen første lige var endt. Her sad riddere og kriger, i mange forskellige racer, og fejrede krigen som Lyset, heldigvis, havde vundet og mørket havde trukket sig tilbage. Fejringen var fuld forståelig, og hun havde gerne deltaget hvis det ikke var fordi at billede af Ron og hendes smukke ansigt og bølgende hår var plantet fast på hendes nethinde, og hun måtte finde hende. Hvad hvis hun nu var faldet i krigen også selvom de nok ikke havde deltaget? Nej. Hun ville ikke tænke den tanke. Det var for svært, og uudholdeligt.
Der var så mange mennesker at det var svært om piraterne havde forvildet sig herind efter deres togt, måske havde de været i byen flere dag? Hvem ved?
Hun gik op til bartenderen og kiggede spørgende på ham, men larmen gjorde det svært for Azia at få et ord ind, det her var svært for hende, normalt var hun fuld af selvtillid og ville have afbrudt en hver samtale som bartenderen havde haft, men nu var det anderledes. Ron havde vendt rundt i hendes hoved, og det hele var omvendt, indtil hun fik besked på om hun var i live.

Endelig fik hun fat i bartenderen, men inden hun overhovedet nåede at få spurgt ham om noget, blev en hånd lagt på hendes skulder og vendte hende om. Hun blev noget stivnede lidt og chokket fór igennem hende og en lettelse og glæde kom efterfølgende. RON! Tænkte hun og nåede ikke at svare på hendes spørgsmål, det eneste hun kunne var at omfavne hende, så det gjorde hun. Hun smed armene om hendes hende og trak hende indtil sig og hviskede blidt i hendes ører, ”Jeg leder efter dig. Savnet har været for stort, jeg måtte se dig igen” lo hun stille af glæde. Endelig kunne hun slappe af i hendes krop. Ron var i live, Ron var her i byen som rygterne havde sagt og hun havde fundet hende. Mon mandskabet og Catherine ville opdage hvis Ron var væk lidt tid. En halv dag eller to? Azia ville hvert fald gerne have hende med op på værelset, hvor de kunne være alene og være i fred for larmen, dunsten og alkohollen.
Azia tog hendes hånd og slæbte hende nærmest op ad trapperne og fandt frem til hendes værelse, lukkede dem begge ind og lukkede og låste bagefter hende.

Ron kunne ikke tro at hun faktisk var ansigt til ansigt med Azia. Kvinden hun havde mødt på stranden. Hvad var chancen for at de skulle mødes igen? Især nu hvor Ron ikke havde ledt efter hende, i håb om at Azia ikke havde været dum nok til at være i byen under et angreb. Hendes hjerte sprang dog et slag over, da hun hørte Azia's grund. Hun havde savnet hende så meget, så det var ikke kunne en lille hygge tur på stranden, hvilket gjorde Ron helt ufattelig glad. Hun havde også savnet Azia og havde intet imod da hun blev slæbt oven på til værelset.

"Du burde ikke være kommet her til byen dog," sagde hun og kiggede faktisk bekymret på den anden kvinde. Hvad hvis Azia var kommet i klemme i krigen, det ville have været forfærdeligt og noget Ron ikke ønskede for hende på nogen måde. Hun tilføjede så "Men jeg er dog glad for også at se dig," og en svag rødme spredte sig på Ron's kinder, men hun smilte blidt til Azia og forsøgte ikke at skjule det. Minderne fra stranden var stadig friske i hendes erindring, og det var nok ikke noget hun ville komme til at glemme foreløbig.

Azia var glad for at Ron fulgte frivilligt med hende op på værelset, det vidste hun dog at hun ville gøre, eller det havde hun da håbet at hun ville. Nu stod hun så med det hun regnede med var hendes helt store kærlighed. Hun kiggede smilende til hende og kig hen til hende og tog begge hendes hænder og lod dem ligge i Azias egne, ”Rolig,” Sagde hun med en stille og smilede lidt mere inden hun forsatte hendes sætning, ”Jeg kom først til byen i går. Jeg havde hørt rygter om at krigen var sluttede og besluttede mig så for at tage hjem, selvom jeg godt ville have undværet dette syn. Men så hørte jeg rygterne om at skibet du var med havde lagt til anker og så blev jeg nød til at finde dig, Ron” hun stoppede endnu en gang og lod hendes ene hånd kører igennem Rons hår ”Og nu fandt jeg dig, og jeg er ligeså glad for at se dig, som du er for at se mig, kære Ron. Du var været i mine tanker ustoppeligt, og det har faktisk været svært at koncentere sig og holde klare tanker” lo hun glad og roede hende i håret. Hun havde faktisk rigtig smukt hår, det var langt, bølgende, blondt og blødt.

Hun tog Ron med hen i sengen og satte Ron ved sin side og holdt stadigvæk den ene af hendes hånd. Hun kiggede dybt i hendes dybe og smukke øjne, ”Hvad laver du selv her Ron? Var du ikke på togt med Catherine og mandskabet? Jeg var bange for at du ville være længere væk, men er taknemmelig for at du er kommet tilbage og er i god behold. Det kunne ligeså godt have været dig som var kommet i klemme i krigen, og det ville jeg ikke kunne have levet med”. Det gik først op for Azia hvor meget hun egentligt havde savnet Ron, da de havde sat sig i sengen, hun var blevet knyttet meget hurtigere end normalt og der var noget specielt ved Ron som hun ikke kunne sætte en finger på, men det var hun egentligt også ligeglad med. Hun ville ikke lægge låg og skjule sine følelser, de skulle frem. Især over for Ron.

Ron's hår, som ellers var i en fletning, blev bare roddet af at Azia uglede det, og hun kunne næsten allerede godt tage den ud, da hun op til flere gange i løbet af dagen, havde fået uglet sit hår, så det sad virkelig dårligt nu. Men det kunne den blonde kvinde ikke tage sig sammen til faktisk at bekymrer sig for, for Azia var foran hende, og hun var i god behold. Hun lod Azia tag hende med over på sengen, og kærtegnede den ene hånd hun holdt i sin hånd, mens hun kiggede dybt ind i Azia's brune øjne.

"Vi blev færdige for ikke særlig lang tid siden, og bestemte os for at tage tilbage til Hovedstaden for at sælge de ting vi ikke selv skulle bruge," sagde hun med et smil. Måske en dag ville hun fortælle Azia alt om de ting der var sket, men det var ikke lige nu det ville ske. "Et togt kan jo ikke vare forevigt, og vi havde heller ikke mere plads på skibet," forklarede hun og kiggede kort ned på deres hænder, før hun kiggede op og ind i Azia's øjne igen. "Men vi var ikke engang klar over at her havde været krig før vi ankom. Det var noget af et syn vi så da vi ankom. Jeg ville ikke lede efter dig i håb om at du ikke havde været her."

Azia kiggede fordybende på Ron i mens hun talte og kunne ikke lade være med at smile. Hun vidste godt at et togt selvfølgelig ikke varede så lang tid, og det var hun noget glad for, for nu havde hun atter en gang Ron hvor hun meget gerne ville have hende, og nu ønskede hun egentligt bare at hun ville forblive, i hvert fald bare et godt stykke tid. "Jeg er noget så glad for at du ikke har været længere væk end det du har været, savnet fra min side har været stort" sagde hun glad og kiggede på Rons ansigt og så hendes læber, længslen efter dem havde også været stor, men hun var ikke klar med sig selv om, om hun skulle vente lidt og måske lade det hele komme af sig selv. Hun ville også gerne sidde og lære Ron bedre at kende, men måske bare at hoppe på hendes læber, selvom det var fristende.
"Jeg havde godt hørt rygter om krigen, og det var derfor jeg ikke vendte tilbage efter vores dag på stranden, jeg tænkte at det var bedre at blive langt væk, så jeg netop ikke ville blive fanget i krigen, og måske ende mit liv der og jeg er meget glad for at du.. eller jeg mener i, ikke havde nogen del i krigen" Sagde hun roligt og smilende, inden hun forsatte, "Jeg hørte fra nogle at Catherines skib havde lagt til, og jeg vidste, eller jeg håbede at du stadig ville være ombord og det var derfor at jeg begyndte at lede efter dig. Jeg måtte jo se dig igen Ron, det slet ikke slut mellem os to" hun lo lidt og kiggede drilsk på hende

Hun blev ved med det drilske blik og lagde Ron ned i sengen og lagde sig op ved siden af hende, og lænede sig ind over hende, "Fortæl mig om dig selv, Ron. Jeg vil vide alt om dig og dit liv. Jeg vil lære dig bedre at kende. Forelske mig i din historie, så det ikke kun er din dejlige personlighed og smukke ydre som jeg er faldet for". Hun åbnede Rons sværdbælte, fik det fri og smed det på gulvet, det havde hun bestemt ikke brug for nu og det måtte også være ubehageligt at ligge på.
Hun havde tænkt over hvordan Rons liv måske havde været, det havde helt sikkert ikke været noget som hendes eget, men det ville jo kun være en god ting og Azia var også selv bange for at fortælle om hendes, næsten, tideligere ehverv, det var ikke, det var nok ikke noget som Ron ville finde særligt spændende eller tiltrækkende og Azia var bange for at skulle sårer hende, det ville hun hel sikkert komme til, men så måtte hun jo overbevise Ron om at det er slut og der ikke er mere af det i hendes liv, det havde jo været hendes måde på at overleve livet. Det havde været nødvendigt for hende.

Ron lyttede til Azia's historie om hvad der var sket, og hun var så inderligt glad for at Azia havde holdt sig væk til efter krigen. Det fik også Ron til at slappe lidt mere af over at hun var her. Så hun havde ikke fået sig selv i farefyldte situationer uden grund. Dog kom en vis velkendt rødmen op på Ron's kinder igen, da Azia talte om at hun ville forelske sig i hendes historier, ligesom hun havde forelsket sig i hendes personlighed og åbenbart ydre. Hun blev da også nødt til at kigge ned i en kort stund, for ikke at føle sig helt overvældet.

"Vi har jo dårligt snakket sammen, så hvordan kan du sige min personlighed er dejlig?" spurgte Ron og kiggede op igen, men havde et stort smil på hendes læber. Hvis det var Azia, så havde hun ikke noget problem med det, så meget var sikkert. "Men min historie..." startede hun ud med at sige og grinte lidt for sig selv, da hun tænkte tilbage. "Jeg kunne have sunget den for dig, hvis jeg havde et instrument, men det må du undvære i denne her omgang. Jeg stammer fra Medanien fra en musiker familie, og jeg voksede op og havde et nært forhold til hele min familie. Da jeg var 13, tog jeg hjemmefra for at opleve verdenen, og jeg har oplevet ting i alle disse år," startede hun med at sige og kunne ikke lade vær men at række op og skubbe en krølle væk fra Azia's ansigt. "Jeg har været hele vejen op til Nordvik, og hele vejen ned til den sydlige handelsby. Jeg har været i Piratbyen til øst og i Mørkets Skov til vest, altid søgt et nyt publikum for min musik og aldrig været bange for de fare jeg ville møde, for i sidste ende vidste jeg jo at jeg ville få en god historie og sang ud af det. I 7 år vandrede jeg Krystallandet for ende til anden, indtil at Catherine endelig tog mig med ud på hendes skib, hvor jeg oplevede noget jeg aldrig skulle tro at jeg ville opleve før. Havet.... og dig."

Hun kiggede længe og interessant på Ron, i mens hun fortalte hendes historie om hendes liv, som umiddelbart virkede noget mere spændende end hendes egen, hun havde jo aldrig rejst nogen som helst steder hende, andet end til Medanien og tilbage igen, og det virkede umiddelbart ikke som den mest spændende historie og nogen fantastisk barndom havde hun jo egentligt heller ikke haft. Hun sendte hende et smil, ”Jeg ville ellers gerne høre dig synge, søde Ron” Hun lyttede videre og hørte på alle de steder som hun havde besøgt og alt det hun allerede havde oplevet i så en ung alder, det var jo næsten fantastisk og vildt. Det havde hun aldrig troet at man kunne nå i den alder som Ron havde, men nu havde hun jo næsten heller ikke lavet andet siden hun var 13. Hun smilede og rødmede lidt da hun sagde det sidste ord i hendes fortælling, ”Hold da op” lo hun glad og skubbede lidt til hende. Azia havde heller ikke regnet med at hun nogensinde skulle finde en som Ron, hun var jo noget helt andet end alle de andre hun kendte.

”Men i det mindste har du haft et bedre liv og barndom end jeg har” sagde hun smilende, med lidt trykkende bag hendes ydre, især det med hendes erhverh blev en svær pille at sluge for Ron, så hun måtte hellere vente med at fortælle den del af hendes liv til hende. ”Jeg voksede op med mine forældre i Hovedstaden og selvom jeg var ene barn og jeg burde have fået masser af forkælelse og opmærksomhed, så var det det jeg manglede allermest. Min far drak pengene væk og boede nærmest på byens værtshuse, så han var der bestemt ikke til at give mig opmærksomhed” Hun stoppede lidt og sendte endnu et smil afsted. Det var ikke noget hun blev trist eller ked af at snakke om, for hun var afklæret med sin familie og var afklaret med at hun ikke så dem mere, og nok heller ikke ville komme til det igen, ”Og min mor var ikke bedre, så da jeg også var ung stak jeg af og så mig ikke tilbage. Der blev søgt efter mig, men jeg skjulte mig så godt jeg nu kunne og det lykkedes mig at blive usynlig, mine forældre ved dog godt at jeg ikke er død, så det skal de ikke være bange for. Jeg måtte så leve af tyverier og så har jeg ellers levet på gaden siden jeg var en lille purk, men det har jeg jo overlevet” Hun lo lidt og satte sig op og kiggede ned på Ron som stadig lå godt i sengen.

Ron smilede og skubbede lidt tilbage til Azia, men hun kunne ikke skjule rødmen der havde angrebet hende ligeså snart hun havde sagt det om Azia. Hun kunne bare ikke lade vær, det var bare... specielt. Alt hvad hun havde oplevet med Azia var et helt nyt område for hende, og hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, hun var virkelig på dybt vand, men det var næsten som om at hun var blevet afhængig af det lille stykke tid de havde været sammen, for Azia havde fået hende til at føle sig så godt, som om at intet var bedre end at være med hende.

Hun lyttede til Azia's historie og lagde sig om på siden, så hun kunne se ordentlig på Azia. "Det er jeg ked af at høre," kunne Ron ikke lade vær med at sige, da Azia var færdig, og hun tog Azia's hånd og placerede et lille kys på hende knoer og kiggede op på hende. "Du har gjort det godt, for at være i de omstændigheder." Ron var meget imponeret over at hun havde klaret det så godt, for Ron var ikke sikker på at hun selv havde kunne klare det uden sin families støtte. En familie hun virkelig savnede, siden de tog væk fra Krystallandet for at komme i sikkerhed, og hvem vidste hvad der var sket med dem. Hun havde ikke hørt noget fra dem i årevis, og vidste ærligtalt ikke om de var levende eller døde.

Azia kunne igen føle sig glad og sikker, hun vidste godt at Ron lige havde lært sværdfærdigheder, men det var heller ikke den måde hvorpå hun følte sig sikker, Ron gav hende bare en vis sikkerhed når hun var nær Azia og det var det der gjorde hun følte sig sikker. Hun synes det var sødt hvordan Ron rødmede ved hendes nærværd, det viste jo også at Ron var glad for Azia, på en eller anden måde. De havde jo ikke snakket så meget følelser, men måske var det heller ikke helt nødvendigt endnu, der skulle jo stadig lidt mere til før at de, eller hvert fald Azia, kunne krybe til kors, selvom hun allerede havde sagt at hun var noget glad for Ron, og det hele fik hende til at tænke på deres dag på stranden, det havde været en fantastisk dag hvor Azia helt sikkert havde brudt flere at Rons grænser, hun fik et stort smil på de røde læber ved tanken.

Azia kiggede sødt på Ron, ”Du skal slet ikke være ked at det, Ron. Det har jeg affundet mig med og sådan er det nogen gange. Jeg har jo overlevet og har det fint nu” Sagde hun roligt og mærkede et sus igennem sin krop da hendes kys ramte hendes egne knoer, en følelse som hun havde savnet og havde ventet på. Hun kiggede blødt på Ron og lænede sig helt hen til hendes ansigt, og sad helt tæt på hendes ansigt, ”Det er jeg glad for at du synes. Men så slemt har det ikke været” hviskede hun, lagde en hånd på hendes kind og kyssede hende hurtigt og lo en smule, det havde hun ventet på at gøre.

Selvom Ron var glad for Azia, var hun stadig ikke nået til et stadie, hvor hun virkelig havde knyttet sig til kvinden endnu, for selvom Ron hurtigt blev glad for andre, så var hun vant til tab omkring sig, og derfor bandt hun sig ikke ligeså hurtig som da hun havde været yngre, men det slog dog aldrig hendes gode humør ned. Det var virkelig en af hendes stærke sider, hendes altid positive attitude omkring livet.

Hun smilede lidt ind i kysset, men gengældte det blidt, men brudte dog snart kysset igen. "Jeg vil rigtig gerne lære dig bedre at kende," sagde hun roligt med et smil. Hun havde ikke bare lyst til et fysisk aspekt mellem dem, det var ikke hendes stil, så det ville helt klart hjælpe, hvis de faktisk snakkede sammen i stedet for hvad de hidtil havde gjort. Det hjalp selvfølgelig lidt at de havde delt deres historier. Hun tog fat i Azia's hånd og flettede deres fingre sammen. "Fortæl mig noget mere om dig selv."

Azia kiggede ned på hende og tog fat under hendes hage og smilede til hende, ”Hvad vil du gerne vide, min søde?” Hun satte sig bedre op og roede hende lidt mere i det blonde og krøllede hår, så smukt et hår hun havde. ”Som jeg fortalte før, så var det ikke den bedste barndom jeg havde mig pga. min far, men jeg klarede det og smuttede jo da jeg var ganske ung og måtte ty til tyverier og små hapserier for at finde mad til dagen og vejen” Hun stoppede og legede lidt med en tot af Rons lange hår og forsatte roligt med hendes livs historie

”Min familie kunne jo ikke forsøge mig, fordi at vi var fattige og de få mønter vi nu havde drak min far op og min mor måtte knokle hårdt for at skrabe små mønter sammen. Hun solgte sig selv, i mens min far sad på kroen og drak. I mens jeg lå på værelset ved siden af og måtte ligge øre til meget og det var selvfølgelig også en af de ting der fik mig til at forlade hjemmet, ikke at min mor solgte sig selv eller jeg måtte høre på det, men mere fordi at det bare ikke var det bedste sted for mig, så ville jeg hellere være på gaden og snakke med de få venner jeg fik der. Jeg blev meget hurtigere voksen og lærte at klare mig selv, blev udsat for lidt af hvert forskelligt, ikke altid de mest rareste ting, men sådan var det jo at leve på gaden med så mange forskellige personer og ikke mindst fordrukne mænd” Hun lo lidt, men prøvede at undlade at gå i dybere detaljer. Hun flettede endnu engang deres fingre og smilede til hende.