Rosalie børstede noget støv af sin korte frakke, som hun gik igennem gaderne. udefra ville det se ud som om hun blot slentrede. men i virkeligheden fulgte en et spor. i starten havde det været forvirrende at fange pigens spor. men nu hvor hun var forholdsvis tæt på kunne hendes næse hjælpe en del med hvilken rute pigen tog.

Dagens travlhed var ved at ånde ud, og den tidlige aften var ved at hænge over byen. det var ikke unormalt at Henry bed Rosalie om hjælp til at skaffe eller skraffe folk, det var faktisk det han bad hende om tidest. men det havde været en del for tiden og det irriterede hende lidt at lege skødehund. men hun kendte også Henry om nogle dage ville han stoppe igen, han var bare inde i et 'nu får de ikke flere chancer' periode.
så nu var hun sat til at hente en meningsløs og hjemløs pige tilbage til ham. Hun havde hørt om Caitlin. men aldrig mødt hende. hun lugtede af kat. mon den tømmer der åbenbart havde for mange penge og et for godt hjerte i sig, mon katte?

hun så huset hvor han boede og så så rundt på gaden. pt ingen Caitlin endnu. så hun gik ind i mørket ved bygningen ved siden af og ventede til hun kom forbi. det bedre at fange hende før tømeren kunne komme hende til hjælp. Rose ønskede ikke nogen at komme til skade, og når alt kom til alt var det jo nok den rare tømmer der kom tilskade hvis det gik så langt.

Da hun så Caitlin komme tættere på og ned af gaden flyttede hun sig let så hun stod kun halvt i skyggerne "Caitlin?" hun sagde det spørgende, og blødt. selvom hun vidste hvem pigen var. hvis hun kunne få pigen med sig uden støre postyr ville det være at fortrække. derfor den venlige stemme... til en start.

Det var stadig kun sent eftermiddag da Caitlin vendte næsen hjemad mod Gidions hus. Det var blevet hjem på en måde hun aldrig havde tænkt om et sted før og det var gået hurtigere end hun havde ventet. Nogle måneder og hun var begyndt at tænke på det som hjem og det fik hende til at smil, når hun tog sig selv i det.
Der skulle dog lidt mere end et par måneder til for at bryde med gamle tider. Hun kunne ikke sidde uvirksom hen, så når energien pressede på forsvandt hun ud i gaderne og strejfede. Der var også nok at se på med alle flygtningene i hovedstaden og alle dem der forsøgte at slå plat på andres ulykke. Mest af alt var der rigmændene der nu var mere fristende end nogensinde med deres øgede bevogtning af deres palæer. Det var et af dem hun havde set på i dag, men også kun set på og vurderet for farlig for nu.

Hendes skridt var lette som hun drejede ind på gaden med Gidions hus og hendes udstråling afslappet. Tøjet var enkelt og praktisk holdt til mørke bukser og løs skjorte. Noget der fik hende til at falde i et med de andre lærlinge der var i kvarteret. Det tykke hår var samlet i en uglet fletning og de blå øjne drømmende om andre steder.
Derfor overraskede den blide stemme der kaldte hendes navn så spørgende hende også til overrumblet at stoppe op og varsomt se sig om. Hendes blik var ikke sendt til at finde den unge kvinde i skyggerne, men det var ikke en hun kendte. Det var dog en der gav udtryk for at kende hende og stå mellem Caitlin og hendes mål. "Det er mit navn, ja." Ingen grund til at benægte noget hun så tydeligt havde bekræftet med sin reaktion på det. "Hvem spørger?" Kvinden havde måske lydt blid, men den slags var aldrig troværdigt på gaden. Caitlin havde da også allerede stillet sig så hun var klar til at flygte ved det mindste.

Rose lagde hovedet let på skrå som hun gik mere ud af skyggerne og endte på vejen så hun tilfældigvis stod foran pigen og blokerede hende vejen frem. Hun var klædt i stramme bukser hvor der var lavet hul til ulve halen, der langsomt faldt fra side til side. en løs skjorte, over det en forholdvis pæn jakke, i hvert fald for slummen.
Håret var uglet, men på en måde så det lignede at det var meningen. meningen var at det skulle skjule ørene. med lykkes ikke helt. da spidsen af ørene gik op over.

"Jeg bliver bare kaldt Rose i daglig tale" hun strøg en vildfaren rød tot væk fra kinden. mens hun studerede den unge pige. hvad vil Henry med hende? hun undrede sig lidt over hvad der var så specielt ved denne pige der gjorde at hun ikke bare skulle skræmmes men skulle med tilbage.
Hun kunne se pigen var opmærksom, en typisk reaktion for børn og unge fra gaden. "Jeg er sendt af en fælles bekendt der mener at du høre til et andet sted" hun holdt øje med pigen. klar over at Henry nok ikke var populær hos pigen. specielt ikke siden pigen har scoret en jackpot ved at bo hos en tømmer.

så hun gjorde klar til at få uoverensstemmelse over det. måske pigen ville flygte, det ville tage længere tid så, men hvem kunne et eller andet sted ikke li jagten.

Caitlin kneb let øjnene sammen, som kvinden valgte at komme frem fra skyggerne. Et halvdyr eller deldyr. Halen var ikke til at tage fejl af som ørerne heller ikke var det, skønt der var gjort lidt for at skjule de sidste. Noget den unge pige kunne forholde sig til. Hun skiltede trods alt hverken med sine lidt spidsere end normalt ører eller at de havde en smule pels-fluf på spidsen. Hvad der dog havde Caitlins opmærksomhed var den andens holdning og øjne. Holdningen fordi den sagde ikke så lidt om den andens næste handlinger og tro på sig selv, mens øjnene var dem der gav første varsel. De var heller ikke det mindste bløde at møde, men stålsat på noget.

Pigens øjenbryn skød en smule i vejret ved navnet hun fik givet, men det satte også hendes varsomhed en tand i vejret. Hun havde hørt om en Rose før og ikke som en det var godt at krydse veje med. Det var dog ikke hvad fik hende til at stivne på stedet, men derimod hvad den anden sagde. Så trak hun vejret dybt og smilede skævt til kvinde. "Og har denne fælles bekendt et navn også? Eller skal det ikke nævnes her?" Hun ville gerne have sin formodning bekræftet. Det kunne jo være hun havde trådt en anden over tæerne, men hun tvivlede. Det var da også derfor stadig stod hvor hun stod og ikke allerede var sat af sted. Hun holdt dog afstanden til den anden stor nok til at hun kunne nå væk.

Rose holdt blikket på pigen for at aflæse hendes reaktioner. hun kunne så pigens årvågenhed, hvilket var meget normalt taget siturationen i betrakning. Rose smiledde skævt til pigen og trak lidt på skulderne. "Det røre ikke mig. Henry vil bare gerne se dig tilbage ved hans side" denne gang var det rose's tur til at knibe øjnene lidt sammen. Pigen var køn bag fasaden, og hun lugtede lagt væk af kat. men ellers så hun ikke de store egenskaber hos denne pige som Henry ikke kunne få andre steder. der kunne være noget skjult ja og når det kom til stykket så burde hun også være ligeglad. men der var en stor forskel på at skramme og jage fuldvoksne mænd og drenge til pludselig at blive sendt efter dette pigebarn der ligende en der var yngre end rosalie selv.

så hun lagde hovedt lidt på skrå som hun lade mærke til at piges kropssprog stivnede, og bestemt ikke var glad for at høre Henrys navn. så trak hun lidt på skulderne, hun genkendte tegne til at pigen måske snart løb. "Ja ja, jeg kender kostumen. lige om lidt begynder du at løbe." hun smilede en smule modlidende med pigen. og gik et skridt til siden så pigen havde frit udsyn til tømmerens hus. og bestemte sig for at skræmme pigen til måske at blive. "men jeg ved, hvor din hule er..."

Kvindens svar - for Caitlin nægtede at tænke på hende ved navn - fik den unge piges øjenbryn i vejret, mens smilet stivnede kort, før det flød ud og blev mere levende igen. Et charmerende smil, der passede til det skeptiske glimt i hendes blå øjne. "Og det tror han, at han får ved at sende dig herhen? Han er faldet af på den." Hendes stemme var nøgtern ved det sidste og ikke så lidt flabet. Om kvinden tog det som ringeagt af hende også var helt op til hende, men insinueringen lå der. Store ord fra en lille pige, men bravou var bedre end forskræmt klynk.

Så flyttede kvinden sig et skridt og Caitlin vendte om på stedet uden at svare på det sagte eller høre hvad der fulgte.

Hun havde været letfodet, som hun afslappet var slentret hen mod tømrens hus, men det var intet mod hvor hurtigt og smidigt hun kunne komme af sted. Tilbage af den gaden hun var kommet af og om det første hjørne til højre. Det førte ind i en labyrint af små gade, stræder, gyder og ikke mindst blindgyder. Caitlin kendte bydelen. Hun havde haft sine første leve år i en del af den, boet uset forskellige steder i den siden hen og nu fast hos tømren. Det var hendes hjemmebane og hun gjorde hvad hun kunne for at udnytte det - og det lille forspring hun havde startet med.

Nok til at hun forsøgte at forsvinde om tre hjørner hurtigt efter hinanden for at smutte op over nogle tønder og kasser til hun kunne fortsætte af hustagene et stykke. Dem sprang hun mellem som var afstanden intet at regne med og balancerede på deres rygge som den kat hun også var.

Rose hævede et øjenbryn ved pigens flabede svar. og lagde hovedet lidt på skrå som hun så pigen gøre klar til det der med garanti snart ville komme til at ske. og ganske rigtig i det øjeblik Rose flyttede sig et skridt til siden, flygtede pigen over hals og hoved.
"Hvorfor er det at de altid skal enten løbe eller falde på knæ i klynk... hvad er der sket med at tage kampen op og tage det hele med en løftet pande!" Rose mumlede til sig selv som hun så det sidste af Caitlin forsvinde rundt om hjørnet. hun sukkede lidt og rullede med skulderne mens hun tog en dub indånding. hvis nogle så ned mod hende, ville man kort i endes øjne se et glimt af grønne øjne der lyst op i mørket, som fortalte alt om hvad der gemte sig under det uskyldige halvulve-udsenede.

Rose gik så med den færd pigen havde efterladt sig, først gik hun stille som hun blot gik hjemad, men som færden gik ind i en mørk gyde, satte hun farten op, for til sidst at løbe i et rask tempo. Da hun kom til det sted hvor pigen tydeligvis havde hobbet fra hustag til hustag, vendte hun om og brugte gaderne og næsen. ikke fordi hun ikke kunne hobbe samme vej, men pigen ville enten tro hun kom direkte efter hende, eller også ville hun tro hun nu langsom ville ryste Rosalie af sig.

Rosalie fik et glimt af pigen der sprang fra hustag til hustag, og noterede sig at pigen måske ikke havde kat alligevel, den måde hun gjorde det på i en elegant måde, tyde på at der var noget kattedyr i hendes blod.
Rose satte farten op, nu hvor hun havde hende i syn rækkevidde ville hun op foran og overraske pigen derfra, så hun drejede af så hun ikke var i direkte linje til at pigen kunne se hende.

der blev hun i skyggerne som den jæger hun var og flyttede sig med sit bytte til det havde kørt sig træt eller troede at hun var i sikkerhed.

At flygte var altid Caitlins andet valg i faretruende situationer. At tage kampen op fysisk det sidste. Først lå at skjule sig eller forsøge at snakke sig ud af det, men oftest var det de to andre det endte ved. Snak kunne det falde tilbage til, hvis hun blev fanget, men det var kun få der havde haft succes med lige det.
En af grundene var hendes hurtighed, som hun da også gjorde brug af nu, hvor hun flygtede gennem byen over tagene i stedet for igennem gaderne hvor alt for mange lagde mærke til en der bevægede sig hurtigt og nogen fandt det deres pligt at spænde ben. En anden grund var hendes evne til at forsvinde ud af syne som kat, når hun følte sig i dække til det.
Hvilket hun ikke rigtig gjorde denne gang.

Fornemmelse af at blive fulgt forsvandt ikke som hun lagde gader og kvartere mellem sig og tømren. Den blev svagere, men forblev der som et nagende ubehag hun ikke kunne ryste af sig.
Og der var ingen at se.
Caitlin stoppede op med kortere og kortere tidsrum for at se undersøgende rundt på omgivelser. Fra tagene og ned, fra balkoner eller terrasser, fra havemure og så igen fra tage. Som følelsen ikke forsvandt, men hun heller intet foruroligende så under sig eller efter sig, smuttede hun ned fra tagene igen og blandede sig i mængden. Ikke længe. Kun nok til at finde lidt ro, før hun smuttede ud af den og tilbage til de mindre befærdede og mindre belyste gader og smutveje mellem dem.

I indgangen til en af dem stoppede hun op og så tilbage ud på gaden og mængden der. Det virkede til hun havde rystet den ulvekvinde af sig og godt det samme. Hun skulle ikke nyde noget af endnu en snak med Henry! Ikke hvis hun kunne løbe fra det.

At jage var Rose van til, det var noget hun havde gjort siden hun var barn. så at holde sig på afstand og stalke sit bytte var nemt for hende. nogle gange forsvandt pigen fra hende, men ikke nok til at hendes næse ikke kunne finde frem til det igen, hvis hun satte farten op. Rose måtte give hende, hun var dygtigt til at flygte, hvilket nok havde gavnet hende i flere end en situation. Men så igen, hvor tit blev man jagtet af en varulv.

Rose stoppede op i skyggerne mens hun så på menneskemængden pigen var forsvundet ind i, en smart ide, hvis man vil væk fordi hendes færd blev sløret af alle de andres, bare ikke helt nok, Rose kunne stadig fornemme den specile duft af kat, blandet med savsmuld og skov. og da hun så pigen styre mod en af de mindre befærdet gader bestemt hun sig for at pigen igen skulle konfronteres. så hun vendte om og løb væk og rundt så hun kom fra den anden side af sit bytte, end hvad pigen forventede.

"Jeg er imponeret. lad mig gætte... Halvt halvdyr? måske? kat?" Rose stod to små meter fra pigen. og havde en aura om sig som om det hele ragede hende nok så meget. måske at hun nærmest kede sig. men så smilede hun hvilket gjorde hendes attitude til at hun nyd jagten.
"Hør Tøs, løb du bare igen, jeg vil måske endda lade dig smutte, men jeg vil komme igen i morgen, eller overmorgen, eller hvornår end jeg lige får færden af dig og mener det er på tide at indfri min gæld." hun trak lidt på skulderne. "JEg forstår dig godt, du vil være fri, gøre hvad der passer dig, være din egen herre, som en rigtig.. jaa... Kat... " hun forstod pigen for inderst inde ville hun også det selv.. hun følte ikke at Henry egnede hende, for de havde en almindelig aftale. hun fik penge og frihed for at tage et job i ny og næ for ham. for hende var Henry hendes forsikring til en kold måned hvor maden ikke lige er på bordet.. for pigen foran hende virkede det mest som et fangeskab.

Rose lagde hovedet på skå og studerede pigen igen. mens hun fungerede over om hun virkelig skulle til at bruge vold og tvinge pigen i knæ før hun gik med.

"Kvart." Svaret kom roligere fra Caitlin end hun på nogen måde følte sig, som hun langsomt vendte sig fra den befolkede gade så få skridt væk og om mod kvinden der havde talt. Det var ingen overraskelse at det var ulvekvinden fra før eller helt at denne havde kunne følge hende hertil og endda lægge sig på lur. Caitlins moster kunne have gjort det samme, men så igen. Havde det været mosteren havde hun ikke fået lov at komme så langt før hun var blevet sat til vægs. "Min mor var halvt." Hun fandt den andens blik med sine blå der for et øjeblik havde smalle streger af propiler i stedet for de menneskelige runde.

Så var de tilbage runde igen, men hendes holdning mistede intet af sin parathed. Som var hun klar til at give flugt et forsøg mere uden mindste tanke for hvor meningsløst det tydeligvis ville være. Så stivnede hun let og sank tilbage i en mere kampberedt stilling end flugtparat. Var hun hvad ville indfri en gæld til Henry for kvinden, så var undvigelse ingen mulighed. Han var så eftergivende som granit på det punkt og af en eller anden grund troede hun ikke kvinden ville skåne nogen på bekostning af hende selv. Så hævede hun dog spottende et øjenbryn. "Så du tror du har gennemskuet alt? Wauw! Tillykke med det!" Hendes stemme drev af sarkasme, som hun mærkede ryggen mentalt ramme muren. For kvinden havde ret. Hun kunne komme tilbage hvornår hun ville og Caitlin var ikke i tvivl om at denne var stærkere end hende også. Trods alt havde Caitlin aldrig været så meget til at slås for overlevelsen som til at snige sig til den.

Så fnøs hun, som hun foldede armene foran brystet. "Bare en skam intet er så enkelt som det ser ud til!" Hendes blik gled mod gaden, som om hun endnu en gang virkede til at veje for og imod endnu en løbetur gennem byen. Ikke nogen tiltalende tanke, skønt næsten bedre end hvad hun nu fik frem gennem sammenbidte tænder. "Gav han andre instrukser end at han ville tale med mig?" Hun ville gerne vide hvad hun var på vej imod, for en 'snak' var og blev mange ting når det kom til Henry. Hun huskede stadig den sidste de havde haft trods alt og bare tanken fik hende til at stryge fingrene over den nu healede arm.

Rosalie nikkede lidt for sig selv kvart, gav bestemt også mening. hun holdt øje med pigen og der kom et hårdt glimt i hendes øjne som pigens sarkasme drev frem. "Ja jeg er sikker på du er meget mere anderledes end alle andre" svarede hun tilbage med lige så meget sarkasme. tænk sig at pigen var naiv nok til at tror at hun var så meget mere speciel end alle andre.når det kom til stykket handlede det bare om at overleve med de kort man nu engang havde fået på hånden.

Rosalie gik langsomt frem som pigen bakkede mod muren. og trak ligeglad på skulderne. "ting er kun indviklet, hvis du selv gør dem det." Rose var ved at miste tålmodigheden. så hun gik hurtig frem s om en ulv der spring på sit bytte det øjeblik Pigens øjne ikke var fikset på Rose selv, men Gaden ved siden af dem. Hun strøgfrem og greb fat efter armen på pigen for at vride den op på hendes ryg så hun stod bag hende. "Aner det ikke lille killing, det ved du nok bedre selv.!" når alt kom til alt kendte Caitlin nok Henry på en lidt anden måde end Rose selv gjorde. og guderne skulle vide hvad denne næsvise, sarkastisk tøs havde gjort.

Caitlin holdt den andens blik med kølig ro, som hun skød et øjenbryn spottende i vejret. "Så sikker på du ved alt om verdenen... hvor charmerende." Hun benægtede ikke at hun troede sig selv anderledes end de fleste. Det var noget hun altid havde været sig bevidst om, men også at det langt fra var nogen fordel for hende det meste af tiden. Det var hvad havde holdt hende i live i mange situationer ja, men også været noget af det der havde ført hende ud i dem. Som at tage på togt til en drages hule efter skæl eller ud i mørkeskoven efter ungdommens kilde. Hun havde brugt hvad hun var og aldrig fortrudt det mindste.

Som kvinden, Rose, fulgte hende som hun flyttede sig spændte Caitlin en smule mere op. Hun afskyede at blive intimideret på den måde. Mest af alt fordi det virkede. Hun var bare ikke stærk nok til at tage kampen om mod ret mange og smidighed fik hende kun så langt, når først hun var fanget. Som nu.
Tonen i Rose's stemme var da også en af tingene der fik den yngre piges blik til at flakke mod menneskemængden, men kun et øjeblik. Det var dog længe nok for den anden til at udnytte hendes uopmærksomhed og vride hendes arm om på ryggen af hende. Caitlin vred sig, men stivnede så i grebet ved den dæmpede stemme. Så sukkede. "Yeah, det ved jeg nok." Irritation var tilbage i hendes stemme, men også en undertone af varsomhed. "Men godt. Jeg følger med." Hun lænede nakken tilbage mod den anden så hun med en drejning af hovedet kunne se om på den anden og smilede sarkastisk. "Sødt og fint og kattevenligt..." Hun kunne lige så godt få det overstået så hun kunne slippe af med kvinden.

Rosalie lo kort "overhovedet ikke... jeg ved bare en del om irritrende gadebørn der tror verden drejer sig om dem" Rosalie vidste at der måske var npget specielt ved nogen, så havde de magi, så kunne de forvandle sig eller også var deres far en gammel kendt konge. men når alt kom til alt var de i samme båd. de var gadebørn. forladt og foragtet af de fleste. De holdt sammen med dem de fandt loyalitet hos og stolede på dem og ingen andre.

Rosalie trak afsted med hende og og valgte at holde pigen i grebet. stol hvis ikke kunne hun få sig en løbetur til. og nu hvor hun havde hænderne i hende så gad hun faktisk ikke. man siger man aldrig skal stole på en Kat.
"Jeah Kom med lille kitty Kitty kitty" svarede hun lige så sakastisk og trak hende længere ind i de affolkede gyder mod Henrys hovedsæde.

"Personlige erfaringer måske?" Stak Caitlin ublur tilbage uden at blinke det mindste. Hun havde endnu ikke helt lært hvornår det var sikrest at holde sin mund og samtykke. Ikke når hun var på gaden i hvert fald og ikke når hun vidste der ventede en 'snak' lige om hjørnet.
At Rose havde fat i den lange ende var hun dog nød til at acceptere om end det var modvilligt. Derfor overgav hun sig også til det uundgåelige i håb om at få lov at følge pænt med. Noget den anden tydeligvis ikke troede et sekund på at hun ville.

Så i stedet endte Caitlin med at blive trukket af sted af de mørke gader og stræder hvor ingen hævede et øjenbryn af den slags. Hun var ved at sukke opgivende, da Rose kom med sit lille svar og endte i stedet med en dæmpet fnysen.
Stilheden passede hende dog ikke og der gik ikke længe før hun valgte at bryde den frem for at tænke på hvad Henry ville denne gang. "Hvad fik dig i gæld til ham?" Rose havde sagt det var en gæld hun betalte af på og Caitlin var lidt nysgerrig efter hvordan den var opstået. Hun kendte gaderne de gik af, så i stedet for at se på dem forsøgte hun at se om på kvinden bag hende.

rosalie smilede et øjeblik farligt, og der kom et skær af noget morderisk i hendes øjne, men hendes kropssprog fortalte tydeligt at pigens sarkasme morere hende denne gang."Du har ingen ide lille kat... ingen ide..." Rosalie troede sig ikke bedre eller mere end andre. hun vidste at børn og unge på gaden havde set mere end de burde til død og ødelæggelse og hun havde bestemt også set sin del, i en lidt for tidlig alder. at tilbringe en del af sin barndom i at leve af vilde dyr og vild farne mennesker havde lært hende mere om naturens balance og om hvem tingene handlede om når det kom til stykket.

de gik igennem gaderne, og et øjeblik nyd Rose bare at kunne få arbejdet gjort så hun kunne komme videre i sit private liv. hun havde gang i et projekt sammen med Kvinden med duerne der boede i udkanten af byen. hun havde lovet at finde nogle pigmenter til Rosalie hvis Rosalie til gengæld fandt nogle bestemte blomster frø i skoven. disse lå sikkert i hendes lomme klar til aflevering.
men som Rosalie gik og tænkte på hvad der ellers skulle ske her om aftenen. bryd Pigen tavsheden.
Rose så ned på ansigtet der tydeligvis forsøgte at se på hende. så trak hun let på skulderne "jeg er forholdsvis ny til byen i forhold til jer byboere.. Jeg skulle måske lige lære hvad man gjorde og ikke gjorde. Henry var så Venlig at tage mig ind og lære mig reglerne, normerne.." det lå i ordne at Rosalies temperament og lange isoleret tilværelse havde givet hende problemer i starten. Henry havde hjulpet hende ud af det. til gengæld hjælp hun ham nu engang imellem, hvis han havde brug for en med hendes evner.

Caitlin løftede et øjenbryn og fnyste endnu en gang let. Hun lod dog emnet falde, da hun havde set glimtet skifte i den andens blik og ikke helt var sikker på hun havde lyst til at se om hun kunne få hende til at tabe tålmodigheden. Det var ellers noget Caitlin var ganske god til. Det og at provokere de forkerte. Noget hun lidt var sikker på hun havde gang i nu. At bruge Henry som undskyldning var ikke helt grund nok, men det var nemmere at chikanere den han havde sendt efter hende end tænke på ham.

Stilheden var ikke noget hun havde lyst til, da det gav tankerne frit spil. Så hun brød den med et ganske direkte og egentlig også personligt spørgsmål til Rose. At lytte forhindrede hende heller ikke i at se hvor de var på vej hen eller lægge mærke til at ingen løftede et øjenbryn over måden hun blev ført på. Så kendte hun byen igen.
"Ahh.. så i gæld på den måde. Okey." Hun blev stille igen. Det var en metode Henry ofte benyttede sig af og som hun desværre måtte sige var langt mere effektiv til at knytte folk til ham. Hun havde været det længe trods alt og havde stadig til tider svært ved at holde fast i det nej hun var kommet med.

Hendes blik fandt på et gadeskilt og to sving længere hende blev hun ledt ind i en baggård og derfra videre til en kælder under et af husene. Caitlin kendte udmærket stedet og sukkede indvendigt. Henrys hovedkvarter. Så måtte han havde fundet fløjshandskerne frem igen. Vagten ved døren var da også en af de velkendte ansigter, der sendte hende et lidt for sigende blik, som hun blev ført forbi. Han kendte tydeligvis Rose og stod ikke i vejen for hende.

Caitlin så sig ikke om da de kom ind, men rev sig bare fri fra Rose's greb og stillede lige frem mod Henry. Han stod lænet op af væggen i snak med en anden. Han hævede et øjenbryn ved synet af hende, så over på Rose og nikkede let, før han fæstnede blikket på Caitlin helt. Manden han havde snakket med fortrak, mens der blev stille omkring dem. Om ikke andet til Caitlin nåede frem og prikkede Henry i brystet. "Svaret er stadig nej hvem end du.." Hun nåede ikke længere før han havde grebet hendes hånd, vredet den om bag på ryggen af hende og hende om mod væggen så hun stod fanget mellem den og ham. "Caitlin." Hans stemme var ganske blød og advarende, som han bare holdt hende og endnu engang demonstrerede at han kunne lige det. "Lad os gå tage den under fire øjne."

Han beholdt grebet om hende, som han så sig over mod Rose. "Vil du vente her lidt, mens jeg tager mig at det her." Selv fastlåst og i hans magt fnyste Caitlin. Hun havde ikke opgivet at komme fri, skønt hendes modstand ikke synede af det store. Slet ikke som Henry vendte blikket tilbage på hende, skiftede greb en smule og slæbte hende ud af kælderens hovedrum.

Rose strammede sit greb ubehageligt meget da pigen fnyste, men som pigen lagde emnet ligge, lod hun det ubehagelige forsvinde i grebet og bare førte hende videre.
Stilheden efter Rose forklaring tyde på at pigen vidste præcis hvordan verden hang sammen. selvom hun ikke helt ville følge den selv.

og som de kom tættere på hovedkvarteret blev der grint mere i Caitlin retning, de fleste vidste at hvis man gik sådan sammen med Rose så ventede Henry i den anden ende. Rose ignorerede dørvagten og slap så Caitlin for skubbe hende blidt frem foran sig. med en hånd på skulderen. men som de kom frem rev pigen sig lys og gik vredt hen til Henry.
Rose satte sig på en stol tæt ved de to, tog sit ene ben over kors med det andet, mens et smil bredte sig på hendes læber. Pigen var frembrusende, og åbenbart havde hun ikke den bedste overlevelses instinkt. Som Caitlin blev presset op mod muren smilede Rose endnu mere. ikke på bekostning af pigen, mere af hele episoden, og speciel Henry.

Rose trak lidt på skulderne med et smil "tag al den tid du behøver" Hun vinkede muntert til Caitlin som hun blev trukket ud af rummet.

En halvtime senere vendte Henry tilbage til hovedrummet i hans hovedkvarter. Hans blik gled søgende over de få forsamlede der, smilede skævt til nogle af de blikke han mødte, der så tydeligt morede sig over hans lille irritationsmoment, men heller ikke mere end det. Han kunne drilles med tøsebarnet han ikke havde under kontrol, men kun af inderkredsen og kun når hans humør var til det. Som det var i dag.

Hans lette smile forblev som han fandt Rose med blikket og afslappet gik over til hende. Uden hastværk slog han sig ned på stolen overfor hende, som en lille pose materiliserede ud af ingenting (eller rettere ud af behændighed) ned på bordet mellem dem. "Jeg har en anden opgave til dig, hvis du er interesseret." At posens indhold var både fra den lige overståede opgave og den næste var tydeligt. Glimtet i hans blik også at han vidste den nye opgave ville være en hun ikke ville kunne modstå. Endnu en grund til at han satte pris på at have Rose tilknyttet sin gruppe, hvor meget hun end værnede om sin frihed. Hun var effektiv og vidste lige hvad der var nødvendigt for at sætte de rette tanker i gang efter en opgave.

Rose ventede tålmodigt og lod blikket glide over de forsamlede. hun havde ikke rigtig noget at gøre med disse mennesker, det var Henry hun kendte og ham hun kontaktede. og hendes kontakt forgik direkte igennem ham selv. hun så ikke sig selv som inderkredsen, men hun vidste også godt at det var ikke alle der fik deres ordre igennem Henry selv efterhånden, hans magt voksede fra dag til dag. og problemet lå nok også i at de fleste var utrygge eller ligefrem bange for hende. de vidste måske ikke helt hvad hun var, men måske havde de gættet det. eller også var tanken bare at en tøsebarn på hendes alder, kunne få den slags reaktioner og få den slags mennesker til at forsvinde, viden nok til at de holdt sig fra hende og ellers var venlige.

Rose så op da Henry kom tilbage alene uden pigen. hun lagde hovedet lidt på skrå, af ren nysgerrighed. men holdt blikket på ham som han satte sig ned foran hende. Rose smilede skævt mens hun tog pungen ned i en lomme gemt på sin person. hun behøvede ikke at tælle, Henry havde ingen grund til at snyde hende. faktisk var han nogle gange meget rundhåndet med betalingen. Hun hævede et øjenbryn der kun fik hendes smil til at virke lidt mere skummet. "nu er jeg jo så godt igang måske en opgave mere op i min boldgade?" Henry kendte hende, hun var god til at finde folk ja, men hun var bedre til at skræmme.

Henry vidste udmærket godt hvordan de fleste af hans folk havde det med Rose. Hun var en af de få kvinder der kunne gå frit i hovedkvarteret uden sigende, glidende blikke eller dæmpet tilsvarende latter. Andre fik det og bevidste hvor dum en ide det var, men Rose behøvede ikke det sidste. Hendes udstråling var nok til at ingen generede hende med noget så lavt.
Selv fandt han hende afslappende selskab. Hun var en af de få han vidste ikke havde den mindste lyst til at overtage hans position. Tværtimod, hvis hendes skæve smil han til tider fangede i sin retning var noget at gå efter.

Nu lænede han sig let tilbage og så undersøgende på hende. Det lille smil hang stadig på hans læber, som han gav stilheden det øjeblik han kunne tillade sig. Så forsvandt smilet dog helt. "Det var hvad jeg tænkte." Han fandt hendes blik og holdt det, som han lige så dæmpet fortsatte. "Staldkarlen på 'Den Gale Hane' har fået en usund vane med at invitere små piger ind i stalden for at møde hestene..." Med Rose var der næppe nogen grund til at sige mere end det.

Mange ville måske undre sig over hvorfor han gjorde noget ud af en sådan forseelse, men det var et punkt han delte med Rose. Børn var fredede til de kunne klare sig selv fuldt i verdene. Om ikke andet så på nogen punkter.
Så hævede han et øjenbryn og smilede skævt til hende. "Et eksempel denne gang, tænker jeg. Et folk vil huske og tøve over."