Hakim var faktisk ikke helt sikker på, hvad der havde fået ham til, at tage imod denne opgave. Han skulle arbejde med en fremmed person og det skulle kun være de to. Hvorfor havde han ikke bare sendt Cate af sted? Men nu havde han sagt ja, og så måtte han jo bare tage tingene som de var. Desuden var Cate travlt optaget af en anden opgave. Det var noget værre noget, og det var overhovedet ikke bedre, at han havde fået at vide, at den person han skulle arbejde sammen var meget dyrisk af sig. Han var ikke sikker på, om han overhovedet kunne kommunikere med sådan nogle typer, men nu måtte han se tiden an. I det mindste var der rigtig mange penge involveret, ellers havde adelsmanden fået et nej.

Men for nu, kunne han kun vente, hvilket han gjorde, siddende på en stub, lignende en der slappede af. Inden i var han yderst anspændt. Han var trods alt et sted, hvor han nok ikke ville blive set pænt på. Selvom han da før havde arbejdet for mørkets regime.
Hakim havde taget tøj på, passende til situationen. Sorte bukser, nogle bløde støvler, en grøn tunika og en mørk brun lang jakke. Alt sammen var naturligvis lette klæder. Han havde også staven med, selvom den måske for andre kunne virke som et ubrugeligt værktøj til deres opgave. Men så var det godt, at Hakim havde styr på det, og at hans opgave primært lå i, at få dem ud, hvis de skulle lande i nogle suppedaser. Ryttersablen hang i et bredt bælte og og hans ansigt var lige vejrbidt som det plejede at være. Nu var der gået lidt længere tid end hvad der burde, og det var ikke spor rart. Der kunne være sket grimme ting.

Izilarna havde faktisk ikke arbejdet betalte jobs længe, hun havde haft rigeligt at se til i Det Sorte Laug, der var en del af medlemmerne som var blevet taget af Lysets krigere grundet deres kriminelle baggrund, desuden havde der været en del sårede og ligeledes nye medlemmer.
Nu var det på tide, hun trængte til at få strukket de dyriske instinkter og at komme lidt ud, hun havde siddet hele vinteren i grotten, nu kaldte foråret på noget nyt og mere indbydende end kolde fugtige vægge og problemer.
Brevet der var blevet afleveret til Izilarna var letgenkendeligt, ikke fordi hun anede hvad der stod i det, eller hvem det var fra, men det var så anonymt, at det kun kunne vække mistanke til, at det var en forspørgsel på et job og den hvidhårede kvinde havde ikke været længe om at takke ja.

Nu befandt hun sig så her, på en smal skovsti, hun havde et par store sorte posebukser på som slaskede dovent om de muskuløse ben, læderstøvlerne var som altid snøret langt op ad læggen og en mørkegrå trøje sad stramt og skilte sig absolut ikke ud. Derudover havde hun en kort kappe der gik hende til lænden, denne var dog mosgrøn, men det var udelukkende fordi, at hun ikke skulle have den på ret længe alligevel, at den var taget med.
Jobbet der skulle udføres havde hun ingen betænkligheder ved, Izilarna arbejdede for den side der betalte højest og denne gang var det en af lysets folk. I en doven bevægelse lod hun hænderne samle det store viltre hår, inden det blev bundet op i en høj hestehale, så stoppede hun op og skævede rundt, et sted længere væk kunne hun ane en skikkelse, det kunne vel kun være ham?
Med let forsigtighed nærmede hun sig, inden hun omtrent ti meter inden stoppede op og råbte ham an, ikke ved navn for det kendte hun ikke men ved kodeordet der skulle lade de to lejesvende kende hinanden.

Tid var jo altid relativt. Hvis man bare slappede af og lod være med at tænke på den, så gik den hurtigt, men hvis man var årvågen og paranoid eller kedede sig, så gik den ufatteligt langsomt. For Hakim var det præcist sådan. Tiden gik langsom, og han var begyndt at tro, at dette enten havde været et stort nummer eller at hans arbejdspartner måske var kommet noget til.
Sådan var det, indtil nogen råbte ham an med det kodeord der var blevet aftalt. I stedet for at tøve, svarede han tilbage med det samme og rejste sig for at gå hen til partneren. Han havde alligevel staven med. Det kunne være.. Nej. Hvis det blev ved på denne måde, skulle det da først gå galt. Han slog det hen, og smed det ud af sit hoved, da han stod foran den meget lave skikkelse. I stedet for at være nervøs af sig, kiggede han direkte på hendes øjne, som et høfligt smil dukkede op i hans ansigt.

Øjnene forblev dog hårde.
"Godaften. Hvad er dit navn?" Spurgte han, noget direkte. Han ville lige til sagen, der var ikke rigtig tid til småsnak ifølge hans hoved. Hun var en lejesvend som ham, så hun burde vel forstå hans bryskhed, om end at ordene, der virkede simple blev udtalt i en sydlig accent der virkede noget skarp i det.
"De skulle gerne være to kilometer længere inde den vej, ifølge de anvisninger jeg har fået," det virkede bare så tamt, kun at hilse og spørge om navn alligevel. Et kort øjeblik følte Hakim sig en smule akavet, men igen slog han det hen. Det var en bagatel, og den var slet ikke nødvendig for den her opgave.

Izilarna var ikke bevæbnet i dagens anledning, spion-jobs krævede ofte at man var hurtig, lydløs og tålmodig. Af og til krævede det også en flugt i en helveds fart og der var det store sværd bare i vejen, så det hvilede tungt hjemme i teltet i grotten.
Desuden var det ikke nødvendigt for Izilarna, når hun først forvandlede sig var hendeslange klør så gode som ethvert andet våben.

De rolige blå øjne tog skikkelsen i øjesyn der reagerede som han skulle og gengaldt kodeordet, Izilarna så altid sådanne folk an, deres liv kunne trods alt ende med at afhænge af hinanden og man vidste desuden aldrig hvad man kunne komme ud for eller møde, det var vigtigt at have opmærksmheden på det rigtige sted.
"Du kan kalde mig Izilarna. Og du er?"
stemmen var bestemt, der var ikke så meget som en tøven i den, Izilarnas navn var efterhånden rigeligt kendt i landet, men det generede hende egentligt ikke, der gik mange rygter om hendes udseende og alle bud var vidt forskellige. en enkalt gang havde hun hørt et rygte om, at Izilarna fra Det Sort Laug var høj og tynd og havde lillat hår.
"Hm, to kilometer, hvad opholder de sig i?"
Spurgte hun tænksomt, det lod til, at han havde fået udleveret væsentligt flere informationer end Izilarna, måske fordi arbejdsgiveren i virkeligheden stolede mere på Hakrim end på den lille hvidhårede kvinde

Hakim så sikkert kvinden lige så meget an som hun gjorde det ved ham. Højdeforskellen mellem de to var drastisk. Hans næsten to meter fik ham til at ligne en gigant ved siden af hendes ret så lave højde. Også selvom han var slank og meget atletisk bygget.
Han havde godt hørt om hendes navn før. Det skete, når man også selv havde en del omdømme som lejesoldat, at man hørte om andre af samme erhverv. Men han var overrasket over hendes højde, selvom han ikke burde være det. Folk blev altid beskrevet som værende høje og med en unaturlig fantastisk udstråling. Hakim selv havde kun højden med sig. Hans karismatiske træk var ganske menneskelige.
Godt nok havde han ikke hørt meget andet end, at hun var ret dyrisk, og var høj og farlig. Men det var vel bedre end ingen ting?

"Jeg bliver kaldt Hakim," Det var ikke en lodret løgn. Han hed Hakim Jabir Shakeel, men hun behøvede ikke hans nær-royale navn. Det var fint nok for ham, at folk blev forvirrede over hans udstråling, der var en blanding af krigerisk og umådelig stolt, på en adelig måde. Guldringen med indgraveringen af kobrahovedet, der sad på hans venstre lillefinger burde egentlig også tale for sig selv. Hakim brød sig ikke om at lyve med sin identitet.
"Telte. Hvor mange ved jeg ikke, men de skulle ikke være til at overse. Skal vi kigge nærmere med det samme?" Spurgte Hakim, mens han holdt et lille øje med deres omgivelser. Han var blevet lettere paranoid på det sidste, og de tætte træer havde en ubehagelig effekt på ham. Det føltes lidt som at være lukket inde.