En stille støvregn var over Elverly denne tidlige morgen hvor solen endnu ikke var stået helt op, kun var en tynd streg man lige kunne ane på den farverige solopgang.
Luften var frisk og kølig, og alt åndede fred og ro i elversamfundet.
En rødblond skikkelse klædt i en stor kappe med hætten slået op, bevægede sig nede i skovbunden, med buen og pilekoggeret bundet på ryggen, besteg han den mørkebrune hingst i morgenstunden, udvekslede et par ord med en anden elver der red ham i møde. Deres samtale var kort og dæmpet inden den rødblonde nikkede og satte sin hest afsted i skridt. Hans vagt som spejder var hermed påbegyndt, og denne morgen var det de ydre vestlige grænser der skulle holdes øje med.

Det var stunder som dette han nød mest, ikke regnvejret men stilheden, på trods af at den godt kunne virke lidt ensom til tider.
Han nød dog sit arbejde som spejder, det fik ham til at føle sig værdig og brugbar i og for elversamfundet, såvel som Toorah. Han kendte skoven som sin egen lomme, takket været hans evner med naturen. Den bød ham velkommen og ville sige ham hvis noget var galt, han ville ganske enkelt kunne fornemme det.

Han hævede blikket en anelse, holdt både øjne og ører åbne som han begav sig ud mod de yderligere grænser, forbi træningsområderne.

Kravenoh havde besluttet sig ofr at idag denne morgen at han vil finde ud af hvor langt han kunne komme ind for elverlys grænser før han vil blive bemærket, alt det opmærksomhed og fare bare for hyggens skyld. en lille røgsky dukkede op, og i et vind pust var Kravenoh til stede, han stod forden vestlige del af elverlys grænser, han kiggede sig kort til hver side inden han begik sig ind.

Kravenoh var på vagt i vært sekund han var der inde han havde hørt om den sidste mørkelvere der havde prøvet at snige sig ind, men Kravenoh var langt mere fokuseret og klar på hvad som helst som kunne ske.
han kunne mærke støvregnen som gjorde han hår mere og mere vådt jo længere til han befandt sig i den, han så rundt i alle træere for at se om der skulle være liv, for en ting han ikke ville var at have en pil sidene i brystet, ikke fordi det vil betyde noget for den første pil, men hvis den anden pil vil ramme ham det samme sted som den første så vil den ramme huden.

Kravenoh kunne fornemme at trærene ikke var tilfreds med hans tilstede værelse, så han var klar over at der ikke vil gå langtid før han vil få selvskab, derfor vil han komme de elvere der nu måtte komme i møde, han besluttede sig for at danne en skyggeklon af ham selv, som han placere midt i det fri, hvor han selv gik over og stillede sig bag en af de høje træere, hvor han havde godt udsyn uden at man kunne se ham.
Skyggeklonen stod med ansigtet rettet ned i jorden og med armene over kors, ventende på hvornår den vil få selvskab.

Noget var galt, naturen om ham virkede pludselig opildnet, ophidset.
Rhovandír holdt sin hest an, steg langsomt af, og lod hesten blive hvor den var, trænet som den var i at blive hvor den var, desuden reagerede den ikke som om den kunne høre et rovdyr, altså måtte det være et mere intelligent væsen.

Han strøg kort hingstens mule inden han tog sin bue og en pil, holdende armene parat til at spænde buen når det skulle være. I mens han gik fremad i ly af træer og buske lod han naturen gøre som den plejede, vejledte ham til hvor det fjendtligt indtrængende var, som spor af svampe og blomster ledte ham vejen, og hvor intet af dem kunne gro viste ranker og mos vejen for ham, han takkede i tankerne naturen for dens samarbejdsvilje, og stoppede bag et træ da han så sortelveren, stående med armene over kors og hovedet ned, som om han ventede på noget.
Et eller andet var forkert.

Men hvad+ Han skævede rundt, noget var bestemt ikke rigtigt. Han hævede armen og affyrede en pil imod den stående, satte derefter straks i bevægelse for at eventuelle andre ikke skulle kunne opfølge i hvor han var og hvor skuddet havde kommet fra.
Endnu en pil kom frem og hvilede på strengen mens han nærmest dansende bevægede sig rundt, de skarpe øjne på udkig efter den mindste bevægelse, ørerene efter hver eneste skridt der ikke var hans eget eller regnens dæmpede rislen.

Kravenoh som stod bag træet var ikke dum, han vidste at han skulle holde øje med hver en bevægelse i naturen, han havde brugt meget tid på at studere om skovelvere, så han havde ikke tænkt sig at afsløre sin skyggeklon så let. og da han virkelig havde trænet i den magi så havde han også udviklet sin skyggeklon på en ny måde, så ide pilen blev skudt efter klonen så klonen op og nåede blot at bevægede sig lidt til side så den kun blev ramt i skulderen, klonen så sig omkring med et lille smil på læben " kom nu bare frem elvere jeg ved du er der ude et sted." at få klonen til at snakke var den del som havde taget langtid at udvikle, men det kunne være en god ting for ham at kunne i sidste ende.

Hverken Klonen eller Kravenoh vidste hvor elveren, for Kravenoh havde ikke set pilen komme fra nogen retning, han tænkte han var nød til at lokke elveren frem, han var også sikker på der kun var en for hvis der havde været flere så var der nok flere pile der var skudt afsted.
klonen blev stående og kiggede rundt imens Kravenoh forsvandt i en lille røg sky og op i en af de mange træer for at få et bedre overblik over denne elver som måtte være til stede, og som ikke ønsker at blive set.

Klone som var ramt fik Kravenoh til at sætte sig på hug på knæet sådan det skulle ligne at det var den rigtige Kravenoh. klonen så stadigvæk rundt for at se om den kunne se nogen, " kom nu bare frem jeg er ikke bevæbnet så bare kom" blev den ved med at råbe.
Kravenoh havde fundet et godt sted hvor han havde et godt udsyn, han trak en af hans nåle frem og var klar til at angribe elveren hvis han så den eller hvis elveren vil komme til syne.

Han følte sig ekstra glad for sin kappe lige nu, hvis denne mørkelver besluttede sig for igen at bruge sine nåle på ham, han håbede det dog ikke, nu velvidende om hvor farligere disse nåle kunne være.
Som skyggeklonen bare lod til at virke som en form for provokation for ham, besluttede han sig for at kigge sig bedre om, at tage en mørkelver alene som spejder var ren og skær vanvid, men forhåbentligt kunne han holde stand med ham indtil der var kommet forstærkninger.

Den rødblonde stoppede bag et ældre træ, placerede sine bare hender på den idet han gav den besked på at søge forstærkning fra de nærmeste elvere, vagter og krigere. Han ville ikke bruge hornet da det simpelt kunne give eventuelle andre fjender besked på hvor han var.

Lyden af grene der bøjede sig efterfulgt af lyden fra en dynge vanddråber der slog ned mod underlaget under dem, fik ham til at vende sig rundt, forholdende sig tavs mens hans blik vandrede op, idet samme han så den sande mørkelver i et træ få meter fra ham. Ikke om han ville stole på den blækhud. Hans bue blev spændt igen, sigtede efter mørkelverens skulder.

Kravenoh som sad oppe i træet sad og ventede, han vidste at der var noget galt for normalt vil man ikke kunne være så langtid inde i denne del af skoven uden der vil komme nogle elvere, så kravenoh tænkte hvis de ikke vil komme til ham så måtte han jo få dem frem på en anden måde.
han forsvandt oppe fra træet og dukkede op ved siden af hans skyggeklon, klonen forsvandt op i røg, han kiggede rundt hvor efter han kiggede kort ned i jorden og rakte hænderne ud i strakt arm til hver side.

Kravenoh vidste at det næste udspil han fortog sig vil være en dum ting, men elverne vil ikke vise sig for ham og det var grunden til han var kommet, så ud af hænderne kom der en massiv store flame som begyndte at brænde skovens træer og buske, så hvis der var nogle der lå i skjul så vil de komme frem nu, for alt det brand vil også gi en kæmpe varme. dette vil nok mines som et selvmord fra hans side, men har var ikke hvem som helst og han vil lade elverene i elverly vide at de altid skulle være på vagt overfor ham.

En del af dette var også for at den unge elvere som han var stødt på for noget tid siden skulle vide han ikke havde glemt ham, og at han nok skulle komme efter ham, for når Kravenoh havde sat sig noget for så fuldførte han det til sidste punkt koste hvad det koste vil. men Kravenoh vidste ikke hvor meget dette vil tiltrække af opmærksomhed og ikke hvems opmærksomhed det vil tiltrække, men noget sagde ham at han nok skulle finde ud af det.

Han blinkede kort da manden forsvandt fra træet, blikket gled hurtigt over de andre trætoppe inden han stirrede på stedet hvor klonen havde været.
Pilen blev affyret i det samme øjeblik som flammerne kom frem.
Et mindre hvæs forlod elveren over den pludselige varme i regnen. Han kunne nærmest føle naturens skrig af smerter omkring sig, der var ikke tid til at vente på de andre elvere, han måtte beskytte Elverly, koste hvad det ville.

Hænder, lettere dirrende, fik hevet hornet frem fra under kappen og afblæste signalet for at der var brug for forstærkninger. Om end ikke var der forhåbentligt nogen der kunne stoppe ilden fra at brede sig, han selv vidste at hans evner ikke formåede til det.

Nu da han højest sandsynligt havde blækhudens opmærksomhed skulede han frem mod ham, stadig i skjul bag sit træ, i håbet om at det kunne beskytte ham mod nålene.

'' Stop vanviddet..''

Dette var det første han sagde, mens han i det fjerne kunne høre sin hingst vrinske, højest sandsynligt ville den være i vild galop på vej ind mod Elverlys stalde. Idet mindste gjorde regnen sit for flammerne, siden træet var vådt efter en hel nats regn.

Det var et rent mirakel, at Toorah selv havde været igang med at blive iført den store rustning for selv at tage en vagt omkring sølvfloden hvor der for ganske nyligt havde været et vampyrangreb. Den høje elverkvinde var iført lange røde kjolebukser med så vidde bukseben at det på afstand lignede et kjoleskørt, derudover havde hun en rød kåbe på som hang langt ned bagpå med et lille slæb. Hele sættet havde guldbroderede kanter og udover havde hun en prægtig rustning der ligesom tøjet var rød og guldfarvet, udsmykket som kun elvere kunne gøre det.
På vej ud til hesten kom endnu en spejder løbende forpustet inden hun trak Toorah i ærmet og lænede sig ind mod hende og hviskede en sætning på elvisk der med det samme formørkede hendes blik, hurtigt svang hun sig op på den enorme hest, pelsen var sort og glinsede af støvregnen der havde lagt sig, mens hingsten blev sadlet op.

"Elea i'dolen Miilaethorn!"

Toorah gav spejderen en hurtig ordre om at sende Miilaethorn i retning af dem ligeledes, men Toorah red i forvejen, og med de ord red hun så hurtigt hingsten kunn være hende til yderkanten. Seletøjet på hesten var pyntet med guldsmykker og på venstre side af sadlen hang et stort rundskjold af guldbeslået sort træ, på den anden side hang et pilekogger og en mægtig bue og ved Toorahs venstre side sad et stort buet sværd. Hestens hove hamrede imod den bløde muld i skovbunden, til hun nåede området hun havde fået besked om. Så skridtede den langsomt fremad.

"Kom så afskum! Din dumhed afspejles i dine handlinger og jeg kan kun le!"

Snappede hun bidsk, mens hestens kurs fortsatte imod lysningen imellem træerne. Mens hesten endnu skridtede fremad trak Toorah den vældige bue og lagde en pil på, parat til at trække det tunge våben.

Kravenoh stod blot og nød at brænde denne skov, men ide han begynde så han en pil komme lige imod ham, han kunne dog ikke rigtig nå at gøre noget ved den, så han bevægede sig blot lidt til siden og pilen ramte ham lidt over brystkassen, Kravenoh hårde rustning gjorde at pilen blot sad i og ikke havde rørt huden på ham. han stoppede med at spyde ild ud af den ene hånd og tog fat om pilen og hev den ud, hvor efter han begynde at brænde lige imod elveren som lå i sit skjul.

Kravenoh nåede blot at råbe orderne " kom nu frem lille ven, og er det virkelig kun dig som er her" inden en rødhåret skikkelse kom, et lille smil kunne ses på hans læber " det var på tide jeg var begyndt at kede mig, men sig mig er du så en af de kloge elver eller har du bare det hele i munden" Kavenoh var godt klar over hvem denne nye tilkommende var, men han skule jo altid lige fyre en bemærkning af.

Da ilden begynde at blomster og sætte sig fast på naturend stoppede han og begynde at rette sit blik imod Toorah " nå så skal jeg til den igen " sagde han blot før han forsvandt og dukkede op 3 meter bag Toorah og i det samme han dukkede op kastede 3 knive imod hende 2 rettet imod hendes arme og 1 imod knæet, dette var kun for at gør hende opmærksom på hun ikke bare havde med en normal mørkelver at gør, plus at han kunne have kastede andet ind blot knive så dette, var han måde på at byde lederen velkommen på, dog undrede han sig stadigvæk over hvor den anden elvere var så, han skulle have ørene åben både den ene og anden vej.

Han blev bag træet indtil varmen blev ham det for meget, heldigvis synes det at en eller anden anden havde taget mandens opmærksomhed. Han stivnede let da det gik op for ham at denne anden var ingen andre end Toorah.
I sine tanker forbandede han sit held idet han sprang over bag en brændende busk, tidsnok til at se de glimtende dolke mod den rødhårede leder.

Endnu en pil blev affyret fra hans bue imod dolken der gik mod Toorahs knæ, på trods af at Toorah bar rustning, forhåbentligt ville hun være snarrådig nok til at flytte sig selv så hun undgik dem i armene. Han ville trods alt ikke at der skete lederen noget, hans opmærksomhed blev igen vendt mod den mørkhudede. Det lod nærmest til at være med vilje han havde opsøgt dem, at han havde gået over grænserne, som om han søgte kamp.
Ikke desto mindre måtte han finde et andet sted at være i ly, tilsyneladende havde den anden ikke fuldt opdaget ham endnu, hvilket kun var til hans fordel på trods af flammerne der lød larmende i regnen. Altså småzigzaaggede han mellem flammer, buske og træer indtil han var på den anden side af hvor han havde været før, stadig i ly, men samtidig tættere på igen til at kunne aflæse begge deres kropssprog.

De slanke muskler spillede under kappen idet han greb efter endnu en pil, velvidende at resten af forstærkningen ville være på vej på nuværende tidspunkt.

Da spejderen kom til Miilaethorn og gav ham nyheden om at der var uro i skoven igen, var han ikke langsom til at skynde sig at få en læderrustning på med dennes hjælp. Derefter tog han sin bue, sit kogger og sit sværd og løb ud af døren, mens han råbte efter forstærkninger. Denne gang skulle den ubudne gæst have en ordentlig velkomst. Ikke blot en enlig elver eller et andet offer udefra. Elverly kunne sagtens slå fra sig.

Da han var på hesteryg, på en af skovens hurtigere heste, havde han fået fem mand med sig, hvoraf én af dem var en højerestående officer. De fleste havde buer, men officeren brugte sværd. Præcis som Miilaethorn selv.
Han havde ikke behøvet meget retning. Han kunne sagtens se og lugte hvor problemet var. Ild. En eller anden vanvittig person havde sat ild til Lindeskoven. Det fik Thorns blod i kog, og han sendte officeren et enkelt blik der fremviste hans vrede. Det var meget lig det samme, officeren sendte tilbage.

Da de kom, var problemet allerede begyndt, der var flammer og kaos, og en sorthudet elver var godt i gang med at angribe Toorah.
Den eneste grund til, at de var kommet så hurtigt frem i forhold til deres leder, var fordi de ikke var i nær så tung en udrustning. Selv officeren, der sad til hest ved siden af Thorn havde ikke så tung rustning på. Hans var mere en let plade i flere dele, mens Thorns læderrustning godt nok så lidt majestætisk ud med de store skuldre og den godt beskyttende gorget, der sad om hans hals.
Thorn droppede hurtigt tanken om at slås til hest. Han sprang adræt ned og trak sit sværd i en elegant bevægelse, alt i mens de resterende fire ryttere ud over officeren blot trak pile an på deres buer.

"Usle kryb,"

Lød det lavt fra Thorn, mens han lige så stille bevægede sig uden om sin hest for at komme tættere på sin leder. De flyvende knive kunne han intet gøre ved, men det var godt det samme, for han var ikke den eneste, ej hellere var de mænd han havde samlet, der var herude og var på deres side. Nu skulle de bare få den satans mørkelver væk herfra.

Venser sad i mørket bag et træ og brugte sin evne til at ikke blive lagt mærke til imens KRavenoh var begyndt at provokere skov elverne. Venser var blevet hevet med her ud af Kravenoh, mest fordi Kravenoh altid syntes det var sjovt at få Venser til at komme tæt på skovelvere.
Det var ikke fordi Venser ikke overvejede blot at lade Kravenoh klare sig selv i den her situation, men mere straffen der ville vente bagefter der gjorde at Venser selv blev til alt det her.
Det var tydeligt at der kom flere og flere skovelvere til jo længere de blev her og allerede nu var de i undertal, de burde jo entelig bare komme væk, men det var nok ikke Kravenohs tanke. Nå Venser måtte nok hellere tage og hjælpe Kravenoh inden det blev for sent.
Venser blev stadig i skyggen og teleporterede hen i en anden skygge op af et træ der var tættere de ny ankommende skovelvere. Med en berøring på træet og en del koncentration med sin chakra evne gik træet straks i stykker og begyndte at vælte hen imod skovelverne. Venser håbede bare på at der ikke ville ske for meget ved dem eller de bare slap væk fra træet der faldt. I samme øjeblik som træet væltede teleporterede Venser hen i KRavenohs skygger og var nu helt synlig for alle til stede.
"Du skulle bare gøre det her Kravenoh" mumlede Venser og brugte sin Charkra evne på Kravenoh ved en hurtig berøring. Kravenohs magi ville nu være stærkere og nemmere at bruge for ham.
Med et pinetfulgt blik kiggede Venser imod skovelverene og ville ønske at Kravenoh blot valgte at de skulle stikke af nu.

Toorah var normalt en meget kontrolleret og opmærksom elver, til hverdag kunne man ikke rigtigt vide hvad der gik gennem hendes hoved. Hun var ekspert i at se enormt neutral og følelsesforladt ud, men nu tillod hun sig selv at lade blodrusen slå ind og brede sig i sindet til en mægtig vrede, det hjalp hende med at kæmpe og holde bedre fokus på den indtrængende fjende.
Det tog ikke Elverlys Leder mange sekundter at opdage, at Kravenoh havde flyttet sig fra sin positon og det krævede heller ikke meget mere end at vældigt hug i hestens side, som i det samme gav et vældigt spring fremad, for at undgå knivene der for mod, og lige forbi hende. Det var ikke optimalt at kæmpe fra hesteryg, det var hun en fordel i reel krig og af samme grund svang hun sig hurtigt ned fra hesten, holdende fast i det guldbeslåede rundskjold og det lange elversværd i den anden hånd. Et træ gav en beklagende lyd, inden det faldt, men inden det ramlede mod jorden tog det fra, i en beskyttende stilling henover den ene bueskytte. En blå aura lagde sig omkring træet og kort efter delte den store stamme sig i to ben, store lysende blå øjne åbnede sig fra træet der rejste sig i alt sin magt, og vendte sig mod sortelverene.

Toorahs opmærksomhed havde et kort sekund været på træet, hendes egne øjenæbler havde fået en blålig farve , under normale omstændigheder havde han fået en sidste chance for at stikke halen mellem benene og løbe ud af skoven, men ikke dette sorthudede fjols.
Træet gav en beklagende brølen fra sig, lange knortede arme hang løst ned langs træets sider, inden det tog de første skridt imd de sorthudede elvere og langede brutalt ud imod dem.

"Forsvind!"

Hvæsede Toorah, der var ingen tvivl om, at hun mente hvad hun sagde, hun var mere end vred.

Rhovandír krympede sig kort da træet pludselig splittedes op, det smertede i ham at naturen blev nedbrudt på en sådan måde, men der var intet han kunne gøre ved det andet end at lave et rulle fald i forsøget på at undgå det splintrede træ, rullefaldet gik dog ikke helt så let som forventet, delvis grundet han havde bevæget sig så meget rundt, og delvis grundet hans store bue. Så han var pænt taknemmelig da Toorah syntes at træde ind og på det nærmeste overtage træet.

Han skævede mellem sin leder og træet inden han kom i tanke om at de var midt i en kamp for at forsvare deres hjem. Forhåbentligt ville flammerne ikke tage alt for godt fat.
Han skævede over sin skulder mod Elverly, og skimtede kort Miilaethorn, glad for at forstærkningerne syntes at være kommet. Hovedet drejede imod den mørkhudede igen, som han rettede sig op og endnu engang spændte buen, skævende rundt for at se om der virkelig kun var den ene mørkhud.
Selfølgelig ikke.
Han skulede en anelse imod den anden mørkhud der var dukket op ud af det blå, ville ikke lade sig narre af dem, ikke en gang til, så kunne de sende lige så mange pinefulde blikke de ville..
Hvor mange var de+ Var der kun de to eller var der flere..+
Han forholdt sin fokus på dem, men valgte ikke at skyde, ikke endnu. Træet ville være i vejen for ham.

Kravenoh stod helt afslappet selvom han godt vidste de var i undertal, men det betød ikke noget for dette var ikke en kamp på liv eller død, for det hele handlet blot om en ting, og det vidste kun Kravenoh. Da der begynde at komme flere elvere smilte han blot, leder som undgik knivene oppe fra hendes hest, var helt klart ikke en der bare lod dette ske, men på den anden side vil han også blive skuffede hvis han havde ramt hende.

Kravenoh så en lyshåret elver som var dukket op sammen med flere elver og som mest alt beskyttede sin leder. " rørende " var det eneste han nået at sige inden det træ som Venser flækket blev levende og stort, og var på vej imod dem. et lille smil kom endnu engang frem på hans læber. " i lærer det bare aldrig gør i vel " hvor efter han tog nogle skridt tilbage for ikke at blive fanget af træet arme, hvor efter han løftede hænderne og en kæmpe inferno af ild blev skudt afsted imod træet. det skulle nok riste det træ i sidste ende.
hans blik var igen på elverne, ja det var i undertal men det bekymrede ham ikke " vi må heller få fair spille regler ikke Venser. " og efter lidt dukkede der 4 skyggekloner op bag ved Toorah og det lyshåret elver, med knive i hånden og som var klar til at kaste hvis de skulle prøve på noget." vi har det da ligeså hyggeligt " op endnu en gruppe af kloner dukkede op i nærheden af den hær Miilaethorn havde taget med for at holde dem beskæftiget.

Kravenoh så blot kold og ligeglad hen på Toorah " du tror du ved alt om mørkelver, det gør du muligvis også men du ved intet om mig, men det vil du snart, dette er blot en prøve for dig en udfordring ikke andet." sagde han bestemt. en ting var sikkert den elver som gemte sig et sted i buskerne eller træerne, måtte han snart finde. " Venser der er en elver der skjuler sig et sted find ham eller hende, der er noget der siger mig at det er en jeg har mødt før ".

Kravenoh så igen opmærksomt over på de to elver " nå skal vi snart komme i gang eller hvad, i er begyndt at kede mig " sagde han og forsvandt, men dukkede ikke op nogen steder i nærheden af dem, men i en busk 6-7 meter væk fra dem og godt gemt, gjorde han sig klar til sit næste angreb, nogle nåle blev trykket frem og gjord klar.

Som træet ved siden af Thorn og hans mindre gruppe af mænd begyndte at splintres, kiggede Thorn hurtigt op, mens en meget kort panik bredte sig i hans sind. Han ville til at rykke bagud, det samme med officeren og hans mænd, da træet tog af i sit fald og blev levende.
Miilaethorn kendte godt til denne magi. Toorah havde undgået knivene og hun var meget.. Meget vred! Selv var Thorn forholdsvist rolig, selvom hans indre var i oprør over, at disse mørkelvere forsøgte at ødelægge skoven. Det var på ingen måder i orden, men lige nu handlede det mest om at holde hovedet koldt. Det var kun Toorah, der kunne tage imod blodrusen, og stadig være i kontrol over hvad hun lavede. Thorn var ikke særlig brugbar, når han først blev virkelig vred.

Han vendte blikket mod den anden mørkelver, som han pludselig dukkede op bag den første med en kommentar, der fik Thorns blik blev mørkt. Manden virkede næsten som om han ikke havde lyst til dette. Synd. Han var kommet herind, og var godt i gang med at hjælpe til. Han måtte tage imod straffen.
Kort lukkede Thorn øjnene, før han vendte al sin fokus mod Venser. Han rakte ud med sin magi og lod en bølge af den ramme den nyligt opdukkende mørkelver, hvilket ville resultere i at Venser blev blind (Tilladelse givet af Venser) i et kort tidsrum. Om der var tale om minutter eller timer, vidste Thorn ikke, for han havde ikke det helt store fokus lige i øjeblikket.

"Jeg vil foreslå det samme. Smut mens I stadig kan,"

Sagde Thorn højt, mens han hævede sit sværd let. Officeren så ud til, igen at have styr på sine mænd, og nu sigtede de igen, til trods for at mange af dem nok var lettere rystede.

At sortelveren, der var dukket op først begyndte sin hån, havde virkelig ingen større effekt på Thorn. Kun at selvsamme fik fire skyggekloner med knive til at dukke op bag ved hver gruppe. Thorn havde fire for sig selv, det samme med Toorah, og så var der officeren, sammen med sine mænd, der også fik fire.
Lige nu var Thorn godt irriteret over ikke at have et skjold ved sig, men da han satte i løb mod dem uden tøven, trak han sin lange elverkniv, og brugte sin hurtighed og smidighed til at undgå deres knive, mens han angreb den første.

Venser rettede blikket imod skovelverne efter han havde boostet Kravenoh's evner, det ville sikkert hjælpe dem nu hvor de var i undertal og Kravenoh brugte sin evne til at gøre kampen mere lige.
Venser spejdede efter den skovelver som burde gemme sig, men kunne ikke lige se denne elver nogle steder. Det næste kom dog som et Chok på Venser, hans syn var pludseligt sort.
"Pis" udbrød Venser og prøvede at holde hoved koldt. Venser aktiverede igen sit chakra syn og kunne nu se alt chakra omkring sig. Han kunne nu i det mindste se, bare nogen lunde, men dem der brugte magi var mere fremtonende end andre. Venser kunne tydeligt se Thorn og regne ud det var ham der havde fjernet sit syn, da Venser var dækket af Thorns chakra.
Venser kunne også se forskel på hvem der var skyggekloner og hvem der var Kraveoh samt hvor lederen af skovelverne var, men det var så også dem han tydeligt kunne se ud over træerne.
"Kravenoh, pas på den lyshårede der lige er ankommet, han har fjernet mit syn" sagde Venser til Kravenoh for at han bare havde en ide om hvad fjenden kunne.
Venser trak sin bue og måtte gå frem imod fjenden. Da Venser ikke længere kunne se skyggerne af træerne kunne han ikke bruge sin anden evne. Den her blindhed var lige godt satans irriterende.

Venser stoppede op lagde en pil på buen og skød direkte imod Thorn's chakra der hvor Thorn burde stå, med mindre Thorn også selv kunne lave kloner. Der efter råbte Venser "Giv mig mit syn tilbage skovelver"

Toorah gav et hult brøl fra sig, inden hun satte i løb mod træet hun havde vækket til live, træet gav en knagende lyd fra sig mens det fortsatte sin gang imod Kravenohs skyggekloner. Toorah blev beskudt med knive men takket være hendes skjold ramte ingen af dem hende, en enkelt blev fanget i de store kjolebukser, men stoffets mængde og tyngde gjorde blot, at kniven raslede ned på jorden, yderligere to knive satte sig i skjoldet hun holdt op for sit torso og den sidste landede et sted bag hende.
Til sidst satte hun af og hagede sig fast i et nyt træ, der i det samme satte i bevægelse og trak de store rødder op, inden det satte i gang imod Venser. Toorah hægtede sit skjold fast i bæltet, sværdet blev sat på plads ved siden, inden hun trak sin bue fra ryggen og en pil fra koggeret, hun tog sigte imod først Venser, men ved hans udbrud ombestemte hun sig og skød en pil direkte imod Kravenohs torso. Det kunne godt være, at han, ligesom hun, havde en mægtig rustning, men slaget i sig selv gjorde ondt, nok til, at det burde vinde et par sekundter.
Træet som Kravenoh nu havde antændt brølede endnu engang, inden det langede ud imod de fire skyggekloner Kravenoh havde frembragt.

Elverlys leder kravlede yderligere op i træet, til hun følte at hun havde en position der ydede hende nok beskyttelse til, at hun kunne få et overblik uden at skulle bekymre sig om angreb.
Så skulede hun ned til officeren, inden en af soldaterne fangede hendes opmærksomhed, en soldat med evner til at kontrollere vand, han var nødt til at slukke branden, så den ikke bredte sig yderligere.

"Katyr! Tampa tanya!"

Soldaten rettede opmærksomheden mod Toorah der i træet beordrede ham til at stoppe ilden og nikkede kort, Officeren nikkede blot og lod hende tage kontrollen, hun var trods alt halvanden hundrede år ældre end ham.

Hvor umådeligt gerne han ville hjælpe sine racefæller, kunne han ikke undgå at høre hvad Kravenoh havde sagt, og dermed blev hans fokus istedet ført over til den anden mørkhud, på trods af at han virkede som en der ikke ville gøre fortræd. Men selvfølgelig skulle man ikke skue hunden på hårene, hvilket den rødblonde heller ikke havde tænkt sig.
Da han opfattede at Thorn havde blindgjordt Venser, som denne mørkhud var kaldet, lod han sig ikke det sige to gange og tog derimod chancen mens den bød sig og affyrede hurtigt to pile efter hinanden imod den andens ankler. Ikke det bedste sted men det kunne immobilisere hans bevægelser en god del hvis de ramte.
Et lille grynt forlod ham idet han bemærkede at han nu kun havde en pil tilbage. De lyse øjne skimtede rundt i skovbunden, indtil han fandt hvad han søgte. En endnu ung og dermed meget ivrig vedbend. Den havde allerede klatret op af flere træer. Med hænderne plantet på jorden, gemt bag en busk, fokuserede han sin magi på planten, der til gengæld var taknemmelig for den frihed den fik til at gro som han kontrollerede den hen og vokse, ja nærmest skyde fra træ til træ, som for at lave et netværk der kunne forsinke den ødelæggende ild. Han ville gerne at vandmagikeren sprøjtede væksten da det blot ville gøre det sværere for ilden at tage fat, men stadig forholdt han sig tavs, nægtede at sige noget der kunne røbe hvor han var, lige nu vidste ingen af de to mørkelvere hvor han var, hvilket blot var til hans fordel.
Han var endnu ung, og havde ganske lidt erfaring med rigtig kamp, men ikke desto mindre nægtede han ikke at gøre sit for at forsvare sit territorie og sit folk.

Kravenoh var træt af alle de træer som blev hidkaldt, måske skulle han bare gør det mere klart for disse elvere at de ikke bare kunne vide sig sikker og tro at de havde magten, som de altid havde regnet med. Kravenoh som sad og gjorde klar til næste angreb, blev overrasket da en pil ramte ham, det føltes som et spark af en hest, dog var den ikke gået igennem men han kunne mærke den smerte den havde med sig, han så på Toorah som havde søgt skjul oppe i en af de vandrene træer, " kujon det er de sakm " han trak pilen ud af hans rustning, alt der var blivet sagt havde han hørt dog ikke gjord noget ved det.

Han så over på den lyshåret elver og derefter på Venser, måske var Venser ikke klar til sådan en kamp, eller var han det var lidt som om han holde sig lidt tilbage, men kunne han ikke tag sig af nu, for denne rådhåret elver havde Kravenoh opmærksomhed lige nu.
Kravenoh forsvandt endnu en gang og dukkede op i luften bag ved Toorah hvor han fra luften kastede 2 af hans nåle efter hende de begge var sigtet efter hver en af hendes arme, i de samme som kastet blev udført forsvandt han igen og dukkede kort op foran hende, og endnu 2 lammelses nåle var kastet imod hendes hals og i den lille revne der var ved hendes arm hul, for et sted der altid var en ravne var ved armen, for at man kunne bevæge sig. og væk var han igen, og dukkede op ude fra Toorah rækkevide, sådan han kunne se pilen hvis hun vil affyre en igen.

Kravenoh mente at dette nok snart vil få sin ende for flere og flere elver dukkede op og han kunne mærke hvordan alt den magi påvirket ham, og en ting var sikkert han skulle kunne klare at forsvinde væk der fra med Venser gemt i sin skygge, men et problem havde han stadigvæk og det var, den elver han ikke havde set men et lille glimt fra hans opmærksomhed opfangede 2 pile som blev affyret imod Venser, dog var det ikke nok til at han lige præcis vil vide hvor denne elver var. Han så kort over på den lyshåret elver igen som var gået til angreb på hans kloner, Kravenoh viftede kort med hånde og de opløste i en røgsky. " du behøver ikke at bruge din energi på dem " råbte han til ham hånende. " Venser du tager dig af ham den Lys håret han er din, og svigt mig ikke " sagde han bestemt.