Midnatsborgens dybe gange, som nu lå i ruiner et par steder efter flere brutale sammenstød, var efterhånden faldet helt til ro. Dog var roen ikke den ro, der var særlig rar, for enhver der nærmede sig dette sted ville fornemme uroen omkring denne ro. Ingen vidste sig sikker i området. Forræderne til mørket havde vist sig inden for midnatsborgens mure og havde kæmpet bravt. De havde alle deres eget formål med dette forræderi. Flere krigere havde fået flere skræmmer grundet det hårde slag mod mørket, og et par fra mørket havde stukket halen mellem benene, så kujonagtige som de nu var. Det så ud til, at de som ikke havde startet krigen nu var nødt til at afslutte den. Dette var kun det første trin, men dog et vigtigt kapitel i denne kamp mod mørket. En enkelt kriger eller to var totalt udmattede og var nødsagede til at trække sig tilbage og få sig et par forsyninger før at de kunne fortsætte. Resten havde fået blod på tanden og havde det bedste mod, som de behøvede til at kunne fortsætte ind i borgens mørke og dystre gange, og hver og en havde et øje i alle retninger. Lad kampen begynde!

Samson, som var mødt op fuldt udrustet, stod nu foran den store tunge dør som gik ind til tronsalen. Bag ham havde han sin følgesvend Vidor, som han på sin vis havde mistanke til. Han havde ikke kunnet gøre sig klog på Vidor, men umiddelbart var det nok det bedste kort der var på hånden.
Han kastede et blik tilbage på Vidor. Blikket var koldt, men dog fast besluttet til det, han havde i sinde som sit næste træk; begge hænder trak sig frem fra den sorte kappe, og fladerne blev lagt vandret med den store egetræsdør, som gik ind til tronsalen – dog uden at berøre træet. Noget lettere sløret blev skudt direkte mod døren og et par kraftige tryk kom fra træet, og nogle hængsler blev brækket. Det var et kraftigt stød, men enhver vidste at døren hertil måtte være lukket, specielt når borgen var under angreb. Et ordentligt brag gav efter, da døren brutalt stødte mod stenvæggene til tronsalen. Der stod han, den nuværende Mørkets Lord; Morgoth.
Morgoth så ikke overrasket ud ved dette gensyn, tværtimod kølig overrasket. Samson hævede sit ansigt en anelse, og rakte hænderne ud til begge sider mens han havde sit blik rettet mod Morgoth.
”De har gjort hvad De kunne, for at holde os på afstand. Men tydeligvis ikke nok. Jeg tvivler nu på, at De ikke vidste at vi ville komme herind, Morgoth” Brummede Samson. Adrenalinen var så småt begyndt at pumpe mere og mere rundt i kroppen på ham. Pupillerne havde desuden også trukket sig mere og mere sammen.
”Det er på tide at Krystallandet kommer ind i en ny æra.”
Morgoth havde andet at tænke på, end at svare den brutale mand, for i og med at Samson talte, havde evnerne allerede taget godt fat i Samsons egen krop. Der var noget anderledes ved Samson end sædvanligt. Øjnene var blevet helt hvide, i stedet for de normale kraftige lyseblå, og magien i kroppen virkede overdrevet. Samson havde indgået en aftale med sin egen fader. Derfor var ikke Samson selv, der havde den fulde kontrol over sin egen krop, men faderen, som havde evnen til at besætte kroppe; en stor magiker i øvrigt, der havde en vision om at få sin søn til at blive større og større i systemet, samt mere frygtindgydende.
Vidor trak sig frem fra Samsons skygge, og hætten gled ned. Alwyns ansigt kom nu til syne, hvilket så ud til at forbløffe Morgoth, på sin helt egen specielle måde. Det var svært at få Morgoth til at blive overrasket. Men skulle generalen ligefrem forråde ham? Alwyn var svær at regne med. Magien sprudlede frem fra dem alle; møbler blev ødelagt, huller blev lavet i de store stenvægge, døde kom frem under Morgoths befaling. Kampen kunne høres på hele borgen, da alle lydende tilsammen dannede en stor skælven i væggene.
Nogen mørkets riddere samt krigere væltede næsten over hinanden for at komme ind i tronsalen og komme til undsætning.
Alwyns ansigt blev hurtigt dækket, inden krigerne fik hendes ansigt at se. Det var nok at Morgoth havde set hendes ansigt. Hun trak sine knive frem og tog krigerne en efter en. Flere blev sårede, nogle blev dræbt. Det var et offer at lide fra Mørkets side. Krigerne blev sendt af sted af magnetismen for Samsons hånd, som først brasede ind i Morgoth, og derefter ændrede de deres kurs mod et af hullerne i væggen, som de fløj direkte ud af. Det lykkedes Samson at få den store dør smækket i, men i det samme han satte sit fokus der, fik Morgoth et af de tunge reoler til at flyve mod Samson og overrumple ham. Samsons krop lå et øjeblik ude af stand til at rejse sig under reolen, men gnister blev tændt fra kroppen og frem kom der et par kæmpeflammer under reolen, som var der blevet tændt et bål. Flammerne gled hen af stengulvet, det krævede meget magi, da sten ikke tager mod ild, for at kunne holde flammerne i live, og dermed også Samson selv. Morgoths egne døde folk trak sig lettere tilbage fra den hede ild. Ilden fangede alt på sin vej, hærgede alt hvad der stod i vejen for denne. De levende døde brændte, og vandrede forvildet fra den gruefulde ild. Seende hvordan kongens ellers usårlige soldater trak sig tilbage, brød han ud i et grufuldt brøl. En luftbølge fik borgens murer til at ryste, sammen med gulvet under dem. Ilden blev slukket; støv ramlede fra lofterne, og alt blev kortvarigt tåget. Lyden af de ynkelige skrig ømmede ud, og frem kom et enormt muskelbundt fra støvtågen, stirrende på Morgoth, overvejende sit næste træk. Et kar med vand blev hurtigt løftet af Morgoth, og væltet udover flammerne, hvilket tvang Samson til at gå tilbage i almindeligform, inden den sidste flamme var helt slukket – og det skulle gå stærkt. Frem kom et drivvådt muskelbundt, stirrende på Morgoth, og overvejede sit næste træk. (dette rettes

”Overgiv Dem..,” Brummede Samson kontrolleret til Morgoth, men den sortklædte mand strålede langt ud af benægtelse. Der gik ikke mange sekunder før magien bulrede ud af både Alwyn, Morgoth og Samson. Magien omringede dem alle, glas splintrede ved denne voldsomme mængde magi der hærgede i den destruerede sal. Et mærkeligt lysglimt oplyste pludselig hele salen, og en ny skikkelse havde indtaget området. Krystalglas lå omkring skikkelsen over det hele. En genstand var blevet smadret, og tilbage stod Mørkets Lord i egen høje person. Han lignede ikke sig selv, men man var ikke i tvivl: hovedet hvor der ingen hud var, men ikke andet end et kranium, kutteklædt og med lange tynde knoglefingre. Han var som døden selv, og havde nu vendt frygtindgydende tilbage. Alle tre kæmpende var holdt op med at duellere. Alwyn havde skyndt sig at trække hætten over hovedet igen, og hun fik sammen med Morgoth - hvis skikkelse før havde været stiv og urokkelig med et psykotisk, ja næsten rædselsslagent ansigtudtryk malet i ansigtet, manøvret sig ud af det nyligt skabte hul i væggen. Tilbage stod Samson med et blødende ansigt, der langsomt trådte bagud, med et stort smil på læben. Mørkets Lord var svag, og det kunne ses på lang afstand, trods den løftede hage og det kolde udtryk havde fæstnet sig på den der sidst var tilbage. Samson vendte ryggen til, og forlod den mørke skikkelse, som tårnede op fra gulvet, stående i stor kontrast til alt omkring sig. Han var som genopstået i hadet, i volden; i blodet.
Den store egetræsdør blev smækket i, som tegn på at kampen var overstået. Døren – et symbol på kampens begyndelse såvel som slut. Det ville tage sin tid for Mørkets Lord at komme på benene igen, samt at få stablet en ny hær. Hvad skulle der nu blive af den tidligere Mørkets Lord Morgoth, som forrådte sin herre? Hvad sker der med Mørkets General, Alwyn, som kæmpede imod Mørket, eller var det nu egentlig dét hun gjorde? Hvem smadrede den genstand, som fik den gamle Mørkets Lord til at vende tilbage fra de døde? Fik Samson gjort dét, som han ville? Der er mange spørgsmål på spil, men en ting er sikkert. Målet om nedlæggelsen af Mørket blev gennemført. Efter lange mørke måneder, kan solen atter vise sig på himmelen, og Lyset kan atter herske. En ny Lysets Dronning har tilmed vist sig at være i familie med den afdøde, og klar til at tage sig af Krystallandet.




Snakken om kampen, er løbet rundt i gaderne. Det er ikke alt der bliver sladret om, men snakken går, og hver person har sin holdning. De lyse tider er vendt tilbage til Krystallandet, og byen kan endelig genopbygges efter lang tids ødelæggelse og evige tomme gader.
En ny Dronning er kommet for at afløse Cassa. Mørkets Lord, der nu er genopstået, lægger sine egne skumle planer.

I dette emne (som besvarelse) kan du skrive din karakters reaktion. Du må gerne skrive det som om karakteren er i byen, eller hvor end du nu kunne tænke dig, og hertil skrive tanker, følelser eller endda udbrud.

((Jamen så vil jeg da lægge Georges reaktion ud som den første xD))

Der var fuld gang i handlen på markedspladsen på denne tid af dagen, og der var mange handlende ude på trods af de let trængte tider. George gjorde sit for at trække kunder til sin forretning, dette værende en af dagene hvor han faktisk havde både tid og overskud til at sælge noget også, og han hilste folk med et varmt smil og gjorde sit bedste for på en høflig og ordentlig måde at få solgt sine varer. Indrømmet, George havde aldrig været en anmasende sælger, der kom af med varerne fordi han havde en evne for at presse sig igennem, men der var en troværdighed over ham, der lokkede folk til, og varernes kvalitet var altid i orden - det sørgede han for personligt.

En række begejstrede, ophidsede råb hørtes for enden af pladsen, og trak hurtigt opmærksomhed til sig. George blev afbrudt midt i en talestrøm, da en jubel brød løs, og både han og kunden så overraskede op, mens folk kom løbende fra flokken ivrige for at sprede nyheden hurtigst muligt.
Det tog ikke George mange øjeblikke at få fat i armen på en halvstor knægt, som han vendte mod sig, og det tog endnu kortere tid, før rygterne om kampen på Midnatsborgen var spredt også til forretningsmanden, der så på knægten i forundring og glæde. Det var for foruroligende og gode nyheder til, de kunne være sande, og George overlod sin forretning til sine ansatte og fandt sin hest fra det sted, den stod tøjret, og hvor mylderet endnu ikke havde krævet den. Elegant svang han sig i sadlen og satte imod strømmen. Hvor kom disse rygter fra, og hvor meget af dem var sande?

Imens kampen stod på, fulgte George sporene, han fandt, og hele tiden kom der nye rygter, der forstærkede hans tro på, de var sande. Så Morgoth havde ikke klaret sit job tilfredsstillende? Nuvel, det både bedrøvede og glædede George på samme tid, den ambivalente følelse overraskende i sig selv. Det var ikke meningen, man skulle bedrøves, når det gik ens personlige fjende dårligt, og alligevel kunne han ikke afholde sig selv fra det. Det var faktisk temmelig frustrerende.
Før George nåede frem til den flok, der havde forsamlet sig om Midnatsborgen var det hele ovre, og jublende folkemængde trak sig bort og fik i sidste ende vendt Georges hest omkring også. Han fulgte med strømmen, mens han lyttede til de forskellige beretninger, der alle tegnede i samme retning. Den tidligere Mørkets Lord var vendt tilbage fra de døde, Mørket var svækket og Krystallandet var frit – for en stund – til at nyde Lyset igen.

George havde ventet længe på denne dag, og han lukkede øjnene med et smil og lænede hovedet bagover, nydende en god mundfuld frisk luft. Det var næsten et under, den ikke smagte anderledes end den havde gjort de sidste mange dage, men det var det samme. Dog var der forandring på vej, han kunne smage det. Tanken gik til Lysets Hersker og et øjeblik til Cassa, der havde mistet titlen. Måske han skulle slå et smut ind forbi sin gamle ven for at se hvordan det gik og for at lykønske ham for at have holdt stand, hvor så mange andre havde afsat og glemt ham.

Her kommer Morgoths reaktion:

Her kommer Morgoths reaktion:

Han havde set ham med sine egne øjne. Set ham genopstå fra døden, usårlig som han var. Hvilket væsen var han? Menneskelig var han ikke, for hvilket væsen kunne slå døden selv?
Tilbagekomsten af Mørkets Lord rystede alle. I særdeleshed landets forhenværende konge, som nu, forkastet fra tronen som han var, levede i angst for sit liv. Det har aldrig været nogen hemmelighed, at Morgoth besad en større form for dødsangst. Han elskede livet, mere end noget andet. Han var, indrømmet, fascineret af døden. Men fascineres vi ikke også af det, som vi inderst inde frygter allermest?
Angrebet på Mørkets borg havde han set komme, fortalte han sig selv. Han havde set det komme i længere tid, igennem flere episoder og eksempler. Det ville aldrig være folket der førte oprøret. De havde ikke modet, og slet ikke ressourcerne. Men det havde et andet folk, styret af en mindst lige korrupt mand som ham selv. Samson, til forskel for Morgoth, havde blot en anden tankegang; et andet syn på livet. Et livssyn som var langt mere værdsat, end det halvdæmonen levede efter.
Han vidste han havde gjort sit folk ondt – han havde skadet det, tortureret det og tømt det for livskraft. Han vidste at de i sidste ende ville få nok, og ville skride til handling. Disse blev, som sagt, en mindre gruppe folk – disse folk var banden, kaldet Rutilus Taurus. En frygtet og respekteret bande, der besad af en mindre gruppe, talentfulde krigere. De havde ledt slaget, og vundet det. Fordrevet af dem, og frygten for sit eget liv, havde Morgoth forladt borgen. Han havde aldrig flygtet fra en kamp; han havde aldrig givet op, og ladet sig betragte som en kujon. Men når døden selv mødte op, stod foran ham som den mægtige skikkelse som den nu engang kunne være, måtte han træde til side. Her måtte han, for første gang i sit liv, give op.
Du har ikke underkastet dig din styrke, fortalte han sig selv. Men du kan såres – præcis lige som alle andre, fortalte han sig selv. Han havde i længere tid haft en mistanke om, at dette ikke var tilfældet. At han var usårlig. Han havde i længere tid troet at han ikke var i stand til at frygte. Men nu frygtede han både for hans eget og andres liv.

Lyden af fuglesang vakte halvdæmonens opmærksomhed. Det var stadig mørkt, men lyset kunne anes i horisonten. Billedet af morgensolen der langsomt skød frem over den lige linje, der dannede grænsen imellem himmel og jord, fandt halvdæmonen ganske symbolsk. Det var tid til en ny æra. Lyset blinkede ham i øjnene, fik ham til at vie fra de første stråler der ramte landets jord. Langsomt vendte han blikket bagover imod den kvindelige skikkelse, hvis stemme kaldte forsigtigt på ham. Han rejste sig fra hans i hug siddende stilling, og vandrede atter ind imellem træerne.
Mørkets tunge vægge var sprunget, og igennem sprækkerne var lyset atter til at ane.
Og der var lys.

Lige Ji Rins reaktion.. Ikke den helt vilde men hvad pokker, lidt har også ret:

----

” Krystallandet er frit! Krystallandet er frit!” Det var glad råb der vækkede Ji rin op fra hendes slummer i hendes ly udenfor byens mure. Hun gned døsigt søvnen ud af øjnene, gloede efter de glade jublende folk der trådte ud af portene.
Den lave unge pige, Ji Rin, hev let op i hendes binder om brystet, før hun så op mod murene med rynkede bryn. Hvad betød friheden for hende? Ville hun være fri nok til at tage tilbage i byen? Som efterlyst troede hun det ikke. Nej det var bedre og mere sikkert at blive udenfor murene, at blive i trygheden i den lille bande hun var kommet ind i. Men det var da godt at høre at lyset var kommet tilbage, selvom der nok stadig ville vare lidt før folk smed om sig med penge og mad, som dumme lykkelige folk nu engang havde en tendens til at gøre. Hendes ører vippede lidt i vinden som hu puffede den slidte vinterkappe tættere om sig og døsede hen igen, med et lille smil spillende på læberne.

Som lejemorder og adelig havde Lorgath en meget kompliceret tilgang til alt det med at lyset var vendt tilbage. Han havde hørt om det i en af sine ture på kroen i nærheden af sin herregård og havde ikke kunnet reagere på andre måder end ved, at glo vantro på den fremmede der havde fortalt ham det.
Nu ville alting ændre sig igen - han ville være nødt til at tilvænne sig. Igen.

Lorgath var gået ud efter denne nyhed, på en længerevarende blodjagt og havde drukket en god sjat, da han ikke vidste om Lysets tlbagevenden ville betyde flere hårde år for... Hans slags.
Derefter var han gået hjem og havde nævnt nyheden for sin hushovmester.
"Ja, nu må vi se, hvad der sker for os," havde han mumlet for sig selv på vejen op til sit studierum. Det Sorte Laug ville nok heller ikke få det meget lettere, end ham selv. Dette betød mere arbejde, mere forsigtighed og færre hævnaktioner, selvom Lorgath netop var typen der godt kunne lide at hævne sig.

En sidste ting der ville blive meget kompliceret var Xenix, hans nye "barn". Hun forstod stadig ikke vampyrernes civileserede overlevningsmtoder. Hvis det ikke var for den smilende adelige vampyr, Lorgath, så ville hun sikkert have ædt halvdelen af Krystallandet befolkning eller være blevet dræbt i forsøget. Han måtte intensivere hendes træning og holde hende i kortere snor.
Forbandede lys!

Toglight sidder på en kro inde i den store by. Hvisken breder sig hurtigt fra døren og ind til kroejeren bag disken. Hvorfor reagerer folk så mærkeligt tænker han, mens han kigger rundt på de mange hviskende, der overdøver den hyggelige musik.
Da den høje hvisken var nået hen til kroejeren, blev et glædesblik udsendt fra ejeren, der med det samme befalede musikken til at blive højere.
Toglight har stadig ikke hel fattet hvad der er sket, og først da personen ved han side hvisker til ham Har du ikke hørt? Mørket er på sin vej væk fra landet begyndte han at se en lys fremtid Fest med MJØØØD :D og han sprang 10 centimeter op fra stolen og råbte efter kroejeren
I denne gode anledning, skal der være en fest starter Toglight ud og denne fest kræver drikkelse... Kroejeren hævede et øjenbryn og gloede afventende på alfen.
sig mig, vil du købe noget eller hvad?? spurgte ejeren direkte
Det er jo en så dejlig begivenhed, så jeg vil høre, om De er så forståelig, at jeg ikke har nogen penge og derfor vil De selvfølgelig give mig en mjød på husets regning...... der er en lang pause bebe han siger ja... bebeeee. tankerne kører rundt i Toglight, der smiler til den glade kroejer...................

Telma kunne ikke holde smilet tilbage da rygtet spredte sig i kroen som en steppebrand. Hun havde hørt rygter om opgøret, men hun havde aldrig turer håbe det ville gå så godt, og så hurtigt!
Stemningen løftede sig hurtigt i krostuen, og Telmas eget smil blev bredere endnu med tanken om den mængde jader hun ville få i kassen i løbet af de efterfølgende dage. Der var intet der fik folk i festhumør som sejre. Denne rus virkede især til at have grebet en hvis alf, der sprang op og råbte og skreg. Efter en lang pause sukkede Telma dybt, "Første omgang er på huset, så vi kan skåle på det her ordenligt!" proklamerede hun med høj og klar stemme, der let overdøvede glædes råbene. "Sarrah, Elaina kom her ud og hjælp med at skænke!" kaldte hun muntert ud mod køkkenet. Et øjeblik efter kom to piger susende ud og gik straks igang. "Drik ud venner, og lad ingen på morgendagen sige at vi ikke fejrede lysets sejre med manér!" gjallede hun mens hun langede de første krus over disken, og markerede starten på en lang og travl aften.

Løbende føder pillede forbi udenfor Spikes kontor. Til at begynde med havde lydene irriteret ham; den øverste etage af inkvisitionens tårn var forbeholdt ærinder af den højeste statslige vigtighed, og under Spikes ledelse havde inkvisitionen været udsat for få af disse. Den midaldrende mand stod lænet ind over sit skrivebord, et glas med ravgul væske ikke langt fra hans hånd. Nogle af hans rådgivere mente at han skulle stoppe med at drikke, men paradoksalt nok fik det ham bare til at drikke mere. Bureaukrati kunne være utroligt udmattende.
Hans agenter havde forsøgt at standse udbredelsen af nyheden, velvidende at hvis den slap ud for hurtigt, kunne store folkemængder blive fanget af revolutionens ånd, hvilket aldrig var godt for den regerende klasse. Spike stod personligt for skud, vidste han, for trods effekten af hans… Præventive metoder, insisterede folket på at Spike var en budbringer af kaos og død. Normalt ikke noget han ville kry fra, hvis bare ikke det han havde givet dem var ro og retfærdighed. Men ja, målet helliger tilsyneladende ikke altid midlet. Og Spike havde skam heller ikke tænkt sig at stoppe nyheden i at spredes, han ville bare sænke hastigheden hvormed den blev udspredt. Hvis hele byen fik det fortalt over nogle dage ville beboerne ikke kunne holde følelsen af inspireret revolution længe nok til at deres antal kunne blive et problem. Men som det stod til, havde han fejlet.
”Lektor, oprørerne er nået frem til porten!” sagde en mand med flagrende kappe, der netop var væltet ind i hans kammer. Spike havde gennem årene oparbejdet et bestandigt had mod besøgende. På den øverste etage af inkvisitionens tårn kom folk aldrig med gode nyheder.
”Isabel,” Spike kiggede op fra kortet, der var blevet lagt foran ham. Foran ham stod der en gruppe på to kvinder og en mand, der var alt han havde tilbage af højerestående officerer. Mange var blevet taget i byens udkanter da Spike havde erklæret undtagelsestilstand. Kvinden længst til venstre kiggede på ham med et spørgende ansigt. ”Tag reserven ned og barrikader porten. Ingen kommer ind, er det forstået?”
Kvinden kiggede tvivlsomt på Spike, og en tid var den eneste lyd der hørtes lyden af løbende støvler på sten. ”Forstået.” Sagde hun opgivende. Pigen vidste godt at det bare var et spørgsmål om tid før hovedporten faldt, hvis ikke en af de andre indgange. De nedre etager ville snart være oversvømmet af arrige byboere, og der var ikke mere end halvtreds soldater tilbage i tårnet. Hendes hverv var en selvmordsmission, og Spike kunne se i hendes øjne at hun godt vidste det. Stakkels pige, tænkte han til sig selv, hun havde altid været for klogere end godt var. Spike brød sig ikke om at sende hende derned, men han havde brug for tid til at finde på en plan, og ingen af fjolserne tilstede kunne hjælpe ham.
Han vendte sig rundt og kiggede ud af det ene store vindue, der dækkede hele væggen bag ham. Fra det vindue kunne han se størstedelen af byen, inklusivt horden af mennesker, der omsværmede tårnet. Han kunne svagt høre deres råb som de svingede et fældet træ frem og tilbage i takt. Hver gang træet ramte porten kunne han høre et rungende ekko bag sig, da lyden klatrede op gennem tårnet.
Dørene til hans kammer sprang op, og syv soldater i inkvisitionens rustning kom væltende ind med trukne sværd. Mens Spike vendte sig nåede de at fælde de to tilbageværende officerer, der knap havde tid til at trække deres våben. Oprør, i egne rækker, tænkte Spike med et grimasse, da han tømte glasset og knuste det i sin højre hånd. Idet tre sværd gennemborede hans krop på forskellige stede besluttede han sig for at det var på tide at forsvinde. Det politiske liv havde alligevel aldrig været hans kop te, og han vidste ikke hvorfor han var blevet involveret til at starte med. Han havde desuden haft tid nok til at lægge en plan. Ingen ville mistænke én deserteret soldat blandt de oprørende mængder. Han kiggede den ene af sine angribere i øjnene og smilte afslappet, mens hans ansigt begyndte at ændre form og hans krop størrelse. Nu manglede han bare at skille sig af med øjenvidnerne.

(bedre sent end aldrig :))

Der var liv og glade dage på markedspladsen, som der ikke havde været siden før Mørket tog magten. først forstod Venus ikke hvad der foregik. Hun blev konstant skubbet til, og var på nippet til at få et klaustrobiskt anfald, men hendes nysgerrighed holdt hende nede på jorden. Hvad foregår der?

Folk samlede sig hovedsageligt om den lille, uanseelige kro, der lå på hjørnet af Krystalgade og Hovedgaden. Nogen havde givet en omgang, men af hvilken årsag var virkeligt svært at høre. Folk råbte i munden på hinanden og sang - eller skrålede afhængigt af deres sangstemme -; folk lod til helt at have glemt, at man da ikke sang offentligt, med mindre man var meget fuld eller var meget glad af en eller anden årsag. Venus fik mast sig igennem mængden hen til en mur, der umiddelbart så ud til at være ret så meningsløs. Men folk samlede sig op ad den i en mindst lige så stor klynge, som de gjorde uden for kroen. De havde naturligvis alle sammen fået øje på et eller andet, men hvad, det prævist var, kunne hun ikke se for skoven af mennesker. Og det hjalp ikke, at nogle af dem hoppede for at få bedre udsyn. Hun lettede til sidst fra jorden, til hendes hoved var oppe over skaren, og da hun havde læst løbesedlen, som det viste sig at være, bredte et tandsmil sig på hendes ansigt. "JIHUUUUUUU!!"
Hendes glædes udbrud blev knapt lagt mærke til, for druknede hurtigt i larmen og tumulten, men folk kiggede da efter hende, da hun slog et par saltomortaler i luften af bare glæde. Hun fløj af sted i en rasende fart for at finde nogen at dele de gode nyheder med. Men der gik ikke længe før hun nåede til nogle mennesker på sin liste af venner, som hun snarere skulle være bekymret for, end glæde sig til at se. Smilet falmede en smule. Hun måtte finde dem... eller nogle af dem, eller måske skulle hun vente. Tanken om hvad, der kunne være sket Alwyn, Morgoth og Alex, var for forstyrrende. Hun skyndte sig at overbevise sig selv m, at de var okay, og at alle de ulykker, hun kunne forestille sig, trods alt kun var forestillinger, ikke virkelighed. På dette tidspunkt kunne hun ikke længere ses fra markedspladsen.