(PLOT)

Han var rask. Han var vred. Han var hævngerrig. Og nu havde han fået færten af den engel, som han ønskede så mge smerte som overhovedet muligt. Lorgath var på jagt. I dag havde han flere end bare et par knive med, i tilfælde af at hun skulle flygte flyvende fra ham. Denne gang var hætten på hans kappe slået op og han havde et sæt sorte handsker på, samt en tyk jakke under kappen, endnu en gang rent taktisk, da hun havde brugt sine flyveevner mod ham sidst. Han skulle ikke udsættes for sol igen, og især ikke fra den lille mær af en engel. Faktisk havde han i sinde at udsætte hendes forbandede vinger for så megen smerte som overhovedet muligt, måske endda skære dem helt af, og så holde hende i sit hjem, som ydmygelse, fordi han selv havde siddet og været svagelig i flere uger. Lorgath holdt sig i skyggerne med en hadende grimasse mens han løb, næsten lydløst afsted, efter lugten af hende.

Fëa var temmelig ubekymret, som hun fløj rundt imellem de høje slanke træer. Det var ganske vidst svært at komme omkring dem, men med hendes imponerende smidighed, smøg hun sig imellem træerne som en slange, som om hun slet ikke var udstyret med et par store hvide vinger selvom hun dog ikke kunne undgå at en fjer hist og her satte sig fast i et af de mange træer. Hun kunne ikke huske at have været i denne del af skoven, men på den anden side, det var heller ikke så meget hun huskede. En smal panderynken dannede sig imellem de mørkblonde øjenbryn, mens de grågrønne øjne opfattede hvordan skoven langsomt begyndte at vise tegn på ødelæggelse. Pludselig holdt træerne op for øjnene af hende, og afslørede en slette af nedbrændte, forkullede træer. Fëa landede tøvende på den ødelagte jord, mens hun lod sin hånd glide ned over en af de splintrede stammer. Hvem kunne dog finde på at gøre sådan noget? Hun anede det ikke, og selvom hun måske ikke ligefrem var et barn af naturen, gjorde det stadig ondt at se den behandlet på denne måde.

Lorgath ledte rundt i et stykke tid, tabte sporet et par gange eller to, men efter at have løbet rundt et godt stykke tid, så han skikkelsen af hende. Med et meget tilfreds smil, trak han en af sine knive og var tæt på, at ville løfte den til et kast. Pludselig kom han på andre tanker. Han ville se hendes ansigt, når smerten kom. Dette var ikke godt nok. Lorgath trak lidt længere ned i hætten, så hans ansigt blev mindre synligt i mørket. Hvorefter han skjulte kniven igen. Han havde alligevel én ved hvert ærme, han meget hurtigt kunne trække. Men han havde nu mere i sinde at ødelægge hendes nerver med sine bare hænder i stedet for.
Han gik nonchalant hen til hende, til han stod ved siden af hende og så ud over det ødelagte område, før han valgte at bryde stilheden. "En skam, at ødelæggelser kan gøre et så stort område så forfærdeligt at se på," sagde han med en følelse af bedrøvethed i stemmen, som jo selvfølgelig var falsk. Men Lorgath var en udmærket løgner, og så ønskede han stadig at slå til når det var mindst ventet. Når chokket over hans pludselige opdukken havde fortaget sig.

Fëa havde det med af og til at virke en smule fjern, som om hun ikke rigtig var helt oprigtigt til stede i det hun lavede, men i stedet svævede et eller andet sted oppe blandt skyerne i sin egen lille verden. Sådan en verden befandt hun sig også i lige nu, hvor hun ikke rigtig ænsede sine omgivelser, måske fordi de ikke rigtig var værd at kigge på, eller fordi hun i stedet for smådrømte. Hun havde mest af alt lyst til at sprede vingerne ud, og flyve væk fra det forfærdelige sted, men en stemme holdt hende til jorden, da en skikkelse pludselig trådte frem ved siden af hende, og talte til hende. Hun kunne næsten ikke se skikkelsens ansigt fordi det var skjult i skygger, noget der måske gjorde hende en smule utryg, men hun så ikke rigtig ud til at lade sig mærke med det. I stedet nikkede hun høfligt, og sendte ham et lille smil. "Bestemt." Hendes ord var en smule svævende, noget der også hang ved i hendes næste ord. "Hvem, eller hvad kan dog finde på at gøre sådan noget?" Det var tydeligt at hun vitterligt ikke anede noget om stedets historie, og ikke bare brugte spørgsmålet som icebreaker, mens hun diskret prøvede at se ind bag hans hættes skygger.

Lorgath så hen på den kvindelige engel da hun gav ham ret og derefter gav ham et spørgsmål der fik ham til at trække på smilebåndet. Hun var ikke overrasket. Det passede fint ind, samtidig med, at hendes spørgsmål fik ham til at tænke over, hvor onde gerninger han selv kunne finde på at begå.
"Ærligt talt, så har jeg ingen anelse," svarede han mildt, før han lige så roligt foldede hænderne og tog fat om grebet en af sine knive. "Men jeg har til gengæld en god idé om hvor langt nogle vil gå for hævn," tilføjede han oplysende, før han i en okay flydende bevægelse trak kniven og stak den ned i hendes vinge, så tæt på skulderen som muligt og forsøgende at ramme en nerve eller en muskel. Ødelægge noget.
"Jeg går ud fra at du kan huske mig," sagde han så, iskoldt, mens han flåede sin hætte ned og stirrede vredt på hende.

Fëa havde egentlig ikke det store problem med at personen var maskeret. Det ville ganske vidst havde været rart at kunne se hans ansigt, men det var nu engang folks egen opgave at bestemme om de skulle skjule deres ansigt. Hun trak en smule på skuldrende da han indrømmede at han ikke havde nogen anelse, hvorefter han begyndte at snakke om hævn. Her blev den unge engel forvandlet til et stort spørgsmålstegn, da hun ikke rigtig vidste hvad det havde med det hele at gøre. Hævn var en underlig størrelse for hende, da hun ikke mente at det var den rigtige løsning på ting, men nogen gange blev man alligevel nødt til at modstå fristelsen til at tage den. Hendes blik blev endnu mere uforstående, da en kniv pludselig sad i hendes vinge, noget hun først for alvor opfattede, da smerten ramte hende. vingen, der var blevet ramt i en nerve, satte gang i en serie små spjæt, mens den anden gav sig til at baske ukontrolleret, som en form for selvforsvar. Forvirret og såret, blev de grågrønne øjne tvunget imod hans ansigt, som han åbenbart forventede at hun genkendte. Alligevel lod trækkene ikke til at vække noget som helst hos hende, hvor en tåre i stedet løb ned af hendes kind. "Jeg ved ikke hvem du er.. Hvorfor gør du det her?" Der var dyb fortvivlelse og forvirring i de blanke øjne, mens hun prøvede at få den sårede vinge til at makke ret, så hun kunne skynde sig væk derfra.

Englens sårede vinge spjættede og det gav Lorgath en nydelse uden lige. Smerte, ja, nu kunne hun opleve den. En skam at en engel ikke kunne blive til en vampyr, ellers havde han gjort hende om til én, og placeret hende i et rum med et kæmpe vindue, så hun kunne dø der. Men nu var det bare vingerne der skulle ryge.
Så skete det at hans nydelser brat blev afbrudt ved englens tårer og forvirrede ord. Han stirrede på hende, før hans temperament eksploderede. "Hvem jeg er?! Hvorfor jeg GØR DET HER?! Hvorfor helved tror du, lille mær?!" Råbte han rasende, med en let hæs stemme, før han rettede et meget velrettet spark mod hendes knæskal. Den skulle knække, så hun ikke kunne gå. Så kunne han sørge for vingerne bagefter. Det havde han heldigvis noget reb med til, at ordne. "DU slap mig deroppe! DU efterlod mig til den brændende sol! DU! DIG!" Brølede han ind i hendes ansigt, parat til at gribe hende, skulle knæet knække.

Hvis der var en ting Fëa hadede ved sig selv, så var det hendes hukommelse. Hun havde det med på en eller anden måde at glemme ting, og selvom det ikke var så tit hun blev mindet om at der var noget hun ikke kunne huske, var det stadig utrolig irriterende, når hun pludselig havde et hul i hukommelsen, der lod til at være ret vigtigt. Hun blinkede et par gange med øjnene, da han råbte af hende, mens hendes vinger langt fra havde opgivet deres desperate kamp. "Jeg ved det virkelig ikke." Hendes stemme var både skræmt og undskyldende på samme tid, mens tårerne tog til, og et skrig måtte forlade hendes mund, da et spark blev rettet imod hendes knæskal så hun sank i knæ, da hun i samme øjeblik fik støttet på det forkerte ben. "Jeg ved ikke hvad du taler om.. Vil du ikke nok lade mig gå?" Tonen i hendes stemme var gået mere over i det desperate, mens hun febrilsk prøvede at komme på vingerne, hvor hun ville være i sikkerhed i luften.

Ved Fäes skrig, lukkede Lorgath øjnene meget kort og nød det det. Nød hendes smerte, da hun sank i knæ og kort efter spurgte om han ikke nok ville lade hende gå, i et meget desperat toneleje. Nok omtrent så desperat som han havde været da han måtte løbe rygende hjem, med voldsomme smerter og havde sovet i flere dage efter i sin herregård af udmattelse og smerter. Men nu var det hendes tur. Han kunne mærke at hun stadig forsøgte at flyve væk, og tog hårdt fat om hendes højre skulder, hvor han satte sin tommelfinger ind i én af musklerne og trykkede til. Der var et svagt trykpunkt her, og han var sikker på at det ville gøre lige så ondt på hende, som da Pearl for flere år siden havde udsat ham for samme trick.
"Nej. Jeg skal først have min hævn," sagde han lavt, mens han stirrede hende koldt i øjnene. Han løsnede sit greb lidt. "Og hvis du forsøger at flyve, lige som sidst, finder jeg dig igen. Jeg er god til at finde folk, især dem jeg ønsker hævn hos... Og så kan det meget vel være, at jeg ikke vil være lige så tilgivende som i nat," forklarede han med et ubehageligt, vredt smil. Lorgath havde meget længe glædet sig til dette og det var som han havde forventet. Dybt, dybt fantastisk.

Fëa var stadig ikke sikker på hvad hun havde gjort for at fortjene det her. Var det noget hun havde gjort i sit tidligere liv? Hun anede stadig ikke hvad hun havde lavet før hun var blevet engel, og dog vidste hun, at hun i sit liv som engel havde sørget for ikke at gøre andre ondt, så vidt det nu kunne lade sig gøre. Hun havde altid sørget for at være hjælpsom, og give folk en chance, selvom de måske ikke virkede som folk der ville give hende en. Alligevel lod denne person til at have set sig sur på hende, af en grund hun ikke selv anede, og han lod til at være ret kold overfor hendes bønfaldende tone. "Jeg ved ikke hvad du snakker om.." Flere tårer løb ned af hendes kinder. "Jeg gør aldrig folk ondt." Hun vidste ikke om hun bare var uheldig. At han havde fået fat i den forkerte, det var jo mørkt.. Hun måtte skrige igen, da en tommelfinger borede sig ind i en af hendes muskler. Vingens desperate basken, blev øjeblikkeligt forvandlet til den svage spjætten, dens makker udførte, mens hun i et par sekunder svajede voldsomt i ryggen for at afreagere for smerten, før hun igen bøjede sig forover, og kiggede op på ham med et ansigt der var strimet i tårer og et par skræmte bønfaldende øjne.

Mens at Lorgath stadig havde fat i hendes skulder og hun forsøgte at forklare sig og derefter skreg, stirrede han hidsigt ned på hende. "Du er en løgner af enorm kaliber, lille engel," snerrede han arrigt. Han gav hende en knyttet næve i solar plexus, hvorefter han rev hårdt fat i hendes hår, og trak hendes ansigt op mod sig.
"Måske vil dette få dg til at huske," hviskede han faretruende, hvorefter han kort satte tænderne i hendes hals og sugede en lille sjat blod fra hende. Nydelse kunne han få tid til senere.
Da han slap med tænderne gav han hende ikke tid til at reagere, før han slog hende i tindingen, hårdt, men ikke voldsomt hårdt. Nok til at hun gik kold, så han bedre kunne arbejde med hende. Han bandt hende på hænder og fødder og bandt hendes vinger fast til kroppen. Kniven lod han sidde i vingen, da der ellers ville dryppe blod og han tog noget sne op som han dækkede såret med, så det ikke blødte helt så meget. Nu da blødningen var standset, tog han hende på ryggen og løb som død og helvede i skyggerne tilbage til sit hjem.

//Out