Boliwulff stod udenfor muren til Jorheim, inden han begyndte sin rejse, lå hans blik stift på Jorheims porte. Dette var måske sidste gang Boliwulff ville se disse porte. Efter at have brugt en god rund tid på at gennemgå sine minder, og hvorfor han har valgt sin rejse over Krystallandet, vendte han sig sagte om, og stod med ryggen til Jorheim - Luften var tyk og is-tågen fløj elegant over syn og horisont. Boliwulffs første skridt var langt og tungt, men nu startede hans rejse.

Lidt efter lidt blev synet af Jorheim mindre, og mindre - til sidst blev synet dækket af is-tågen, han fortsatte ufortrødent videre, mod hvor vejen end måtte vælge at føre ham. Kulden var streng, de metalliske dele af hans rustninger havde allerede fået minimale hængende istapper, håret blev også mere stift i det at is-tågen løftede og baskede med håret. Vinden og tågen var intet for Boliwulff, han er trods alt Jorheims stolteste kriger, efterhånden som han kom længere væk fra Jorheim, begyndte is-tågen at lette, vinden blev lettere og der var ikke længere modvind, lidt efter lidt begyndte isen at skifte mellem is, sand og græs, nu var han udenfor den kolde cirkel der herskede omkring Jorheim og Nordlige Krystalland. Efter is-tågen lettede helt, og snéen under støvlerne skiftede til konstant græs, blev Boliwulff mødt af en krydsvej. Han havde muligheden for at vælge højre, eller venstre. Han valgte at bruge vinden som guide, kiggede ned på sin skulder, og bemærkede at vinden blæste mod øst. De tunge støvler begyndte at traske mod øst, og som kun vi ved - er det vejen til Hovedstaden. Boliwulff havde ingen forventninger til hvilke mytiske kreaturer han måtte møde, han var ude for at se hvad Krystallandet byder på, andet end det fredelige idylliske liv i Jorheim, som han ellers havde kæmpet hårdt for at sikre sig og sin høvding. Vejen begyndte at være belagt med sten, og tanken om en civilisation berørte Boliwulffs tanker.
Mhm. Odin er med mig, der må være en form for civilisation denne vej, men hvorfor de sten på jorden. tænkte han medens han traskede videre ad vejen. . .

Med lette skridt gik en kvindeskikkelse hen ad den støvede vej. Støvet farvede hendes skosnuder lysebrune, men hun havde opgivet at undgå det. Men støvet gjorde også hendes skidt mere lydløse. Hun løftede hovedet og kiggede op på den blå himmel. Hætten fra kappen faldt ned, da hun kiggede op, og hendes røde hår kom til syne. Det var hendes varemærke, og man kunne altid se hende på lang afstand når hendes hår var synligt. Et smil gled over hendes læber. Det var en dejligt dag, og hun havde ikke travlt. På ryggen, under kappen, havde hun et sværd spændt fast. Det var viklet ind et skind, der gjorde, at hun ikke kunne mærke det. Men hun kunne ikke rigtigt have det andre steder. Hun havde taget kappen ud over, for at skjule det, da det ikke var tit man så kvinder med våben. Det skulle kvinder slet ikke have.
Hun skulle ind til byen for at få ordnet sværdet. Der var kommet nogle hak ind i æggen, og hun anede ikke selv hvordan man tog sig af det. Det var hendes afdødes brors sværd, og hun værnede om det, som var det hendes kæreste eje. Det eneste hun havde fra ham. Men det var også en pænt sværd, og der var indlagt forskellige, fine mønstre. Det passede ikke helt til hendes hånd, så det skulle hun også få ordnet. Selvom hun ikke regnede med, at få det brugt i den nærmeste fremtid, var det rart at vide, at det faktisk godt kunne bruges.
Hun trak kappen lidt bedre om sig, da der kom en lille brise. Det var ikke koldt og det var hurtigt væk, men det havde været en instinktiv handling.
Hun kiggede rundt, og og hendes mandelformede øjne fik hurtigt øje på at der bagfra kom en ridende. Hun trak sig lidt ud i siden, så hun ikke ville være i vejen, når personen skulle forbi.

Efter at have mørket solens harske stråler direkte på sin krop, forstår Boliwulff godt hvorfor mange vælger at blive i Jorheim, solen gør ligefrem ondt på huden, han havde i forvejen trukket sin blodrøde hætte over hovedet, og kun nogle tykke lokker hår, tittede frem på hver side af halsen.

Ud af øret hører han en klapren - han kunne ikke med det samme identificere lyden, men den kom tættere og tættere på. Til sidst ser han gennem krat og græs en hest med mand til ryg. Det var åbenbart sådan at mennesker udenfor Jorheim kom fra sted til sted, udover måske at gå de ture der skulle til. Han spejder til høre og venstre gennem de forbipasserende buske og krat, og ser noget rødt, som ikke tilhører noget af vegetationen. Det må næsten være noget andet istedet. I ren refleks, rykkes hans højre hånd om mod ryggen for at frigøre det bærende og holdende stykke læder fra sit sværd, hvem ved - det kunne jo være en der måske ville ham til livs ved første syn. Hans tommelfinger presser hapselåsen op, og et klik lyder fra hapsen, sværdet hang nu i det læder, som var viklet ind om håndtaget, det eneste der skulle til for at få det frem, var at tage fat i dets håndtag, og svinge det frem.
Boliwulff vælger at lade situationen gå sin gang, der var ingen grund til at skabe ballade og furore på første dag udenfor Jorheim. Hans vej kommer nærmere den ukendte karakters vej. Arrogant, og ignorerende fortsætter han sin færden, somom intet var. . .

Amora kiggede rundt igen. Lyden af den ridende mand kom tættere på, men det var ikke det, der havde fanget hendes opmærksomhed. Det, der havde fået hende til at kigge igen, var en mand, hun ikke havde set før. Selvfølgelig var der mange personer hun ikke havde set, men langt de fleste der boede i byen og paradisskoven lignede hinanden. Der var et eller andet over ham, noget hun ikke lige kunne sætte et ord på.
Af en eller anden grund var hun stoppet op, men det opdagede hun først, da hun kiggede rundt igen. Hun var ikke kommet videre. Hun kunne se, at manden tog hånden ind under kappen, og hun gættede på, at han havde et sværd der. Det var bare rent gætwærk, og det kunne ligeså godt være forkert. Der var bare noget over hans holdning der gjorde, at hun gættede på det.
Hun bed sig kort i læben, og begyndte at gå igen.
Hold øjnene på vejen Amora, ellers kan det være at du snubler sagde hun til sig selv.

Da manden til hest var redet forbi Amora, gik hun ud på vejen igen. Hun brød sig ikke om at gå ude i grøften, da hun gerne ville kunne se hvor hun gik. Der kunne være huller og sten og alt muligt ude i grøften, og hun ville ikke opdage det før hun faldt over det, eller sad fast i et hul.
Der var ikke rigtigt nogen mennesker på vejen, hun havde i hvert fald ikke set andre end manden der havde fanget hendes opmærksomhed. Hun havde en underlig følelse i kroppen, og med en elegant bevægelse tog hun hætten op igen. Selvom solen varmede havde hun det bedst med at have sit hoved i skygge. Så var hun heller ikke så nem at se. Hun gik stadig ikke hurtigere, men hun kiggede ned i jorden mens hun gik.

Den riddende mand får lov at passere før Boliwulff når hen til den vej som den unge kvinde også færdes på, han kunne nærmest lugte frygten i luften - især da hun tog hætten over sit hoved, kunne han for alvor se at der var jaget frygt i den lille pige. Boliwulff syntes det var en lille pige, børnene i Jorheim var nærmest som fuldvoksne mennesker i en alder af 10 - Han var selv en af de højeste af alle krigerne i Jorheim. Han nikkede bekræftende medens hans blik vejede væk fra kvinden. Der var ingen grund til at skulle trække sværd, han ville have fysisk styrke, og størrelse nok til at holde hende væk med sin venstre hånd.

I sidste ende var han nødt til at fortsætte den retning han var i, kvinden er der tilfældigvis bare, ingen grund til at skabe panik og furore. Boliwulff fortsætter sin færden ad vejen. . .

Amora gik lidt i sine egne tanker. Hun følte ikke direkte frygt, men der var også noget i hende der sagde, at hun bare skulle koncentrere sig om at gå. Men hendes nysgerrighed var vagt. Hvem var han? Han lignede ikke nogen hun havde set før inde i byen. Hun bed sig i læben.
Selvom Amora måske så ud af så meget, så kunne hun mere end folk troede. Men nu gik hun heller ikke og fortalte folk, hvad hun kunne. En kvinde blev normalt ikke trænet i at bruge sværd. En kvinde skulle bare kunne lave mad, passe børn og tage sig af huset. Men Amora var bare en smule anderledes og hun havde været heldig. Men nu skulle man vel heller ikke dømme en bog på omslaget, vel?

Hun kiggede flygtigt over mod manden et par gange. Til sidst kunne hun ikke lade være. Hendes nysgerrighed havde ligesom overtaget hendes mund.
Hun stoppede op og kiggede på manden.
"De er ikke herfra, er De?" spurgte hun nysgerrigt og kiggede på ham. Hun vidste godt, at det måske ikke var smart at spørge sådan direkte, men hun kunne altså ikke lade være.

Boliwulff stoppede op, stående med ryggen til kvinden - atmosfæren omkring ham blev pludselig tung. Han blev ikke vred, heller ikke sur, eller skuffet. Det pludselige spørgsmål overraskede ham, sagte drejede han hovedet mod kvinden, og kiggede bagud, hvorefter kroppen fulgte efter og han stillede sig med front til.

Solen stod ham i ryggen, hans ansigt forblev mørkelagt af hætten, blidt lyst op af hans hvid-blå øjne. Tankerne om han skulle svare gav genklang i hans tanker, hans læber bevægede sig sagte mens han siger: "Nej. . ." sagte med en dyb stemme, der ville sætte hårene op på de fleste mennesker, stemmen var mørk og dyb, han følger op: "Jeg er fra Jorheim, helt oppe nord på i det kolde. . ." svarede han.

Hans skarpe blik bevægede sig op, og ned af kvinden, han lagde mærke til hendes kjole og en stram ting omkring hendes torso, det var ikke lige hvad man så i Jorheim - Går kvinderne sådan klædt heromkring ? tænkte han for sig selv, medens hans blik hang skarpt på hende, efter at have studeret kvindens kropsform låste øjnene sig stift fast i hendes øjne, hans blik kunne bore igennem et bjerg, selv Krystalbjerget måtte give op for hans blik. Trods det skarpe blik, viste han ingen tegn på aggresion - heller ønskede han at starte nogen form for aggression, det var trodsalt første dag udenfor Jorheim. . .

Hun er da lidt sød, ligesom pigebørnene der hjemme.

Mhm. . . svarede Boliwulff kort til hendes andet spørgsmål i rækken, han forventede at han nok snart ville blive nødt til at fortælle hele sin livshistorie, den ville hun nok ikke høre - Han dreje sit blik ud mod horisonten for at have noget at kigge på, pænt var det ikke at stirre, selvom hun var smuk og petité i kontrast til han selv. Læberne begyndte at bevæge sig igen, og han drejede sit blik tilbage mod kvinden, dog ikke så stift som før. Han havde på nuværende tidspunkt konstateret at der ikke ville komme nogen alvorlig situation, så længe han ikke starte en situation.
Jeg havde brug for at se noget andet. . . udtalte Boliwulff lettet, hans tanker bevægede sig hen mod Jorheim, han savnede det ikke - han havde selv valgt at forlade Jorheim for at se verdenen, hans svar var ærligt og tro mod hans nuværende mål.

Hans øjne tog endnu en drejning mod en fugl, der fløj over parret på vejen, den havde han aldrig set før, den var mindre - og ikke overdækket af dun og fjer som dem der er i Jorheim, han kiggede interreseret på fuglen, indtil den forsvandt over træernes kroner.

Nu vi er ved det, hvad laver sådan en lille pige som dig herude? spurgte han blidt til den unge kvinde, det var fint med ham at der blev stillet spørgsmål, men han skal have noget for noget. . .

Amora kunne godt forstå, at han havde brug for at se noget nyt. Det havde mange. Hun havde det selv fint hvor hun var, og hun havde ingen trang til at komme ud og se mere.
Hun flyttede blikket fra ham. Hun så ingen grund til at stå og stirre mere på ham, når han alligevel ikke stirrede på hende, og desuden var det uhøfligt at stirre.
Hun kiggede dog hurtigt på ham igen, da han snakkede til hende.
"Jeg har nogle ærinder inde i byen," sagde hun med et skævt smil. Det var den eneste dag smeden havde tid til at kigge på hendes sværd, og det skulle ordnes. Der var ikke noget ved at sværd der ikke rigtigt kunne noget. Så var der ingen grund til at hun havde det.
"Har De rejst længe?" spurgte hun så manden. Hun ville hellere stille spørgsmål end blive stillet spørgsmål. Så havde hun ligesom lidt mere styr på situationen, og kunne selv bestemme hvordan den skulle vendes og drejes.
Endnu engang tog hun hånden op, og tog hætten ned. Solen var nådesløs, og hun var begyndt at få det varmt. Hun rettede lidt på sit røde hår, og sørgede så vidt muligt, at skjule de spidse ører. Hun så ingen grund til at skulle vise hvilken race hun var allerede nu. Der var mange der havde fordomme omkring elvere.
Hun begyndte langsomt at gå igen. Hun havde ikke travlt, men hun havde heller ikke hele dagen. Men hun håbede da bare på, at han ville følge med, for hun ville gerne snakke videre med ham. Han var interessant.

Det yderste af læben rejste sig lidt til et kindsmil, og så begyndte hun ellers at gå - hun var ellers ret interessant at møde. Pludselig bevægende hun sig, bevægelsen blev til gang og hun gik, i samme retning som Boliwulff var på vej til - før han måtte vende sig om og besvare hendes spørgsmål.

Støvlerne samlede støv og græs op medens han gik sine tunge skridt, sandet gav lyd fra sig hver gang han betrådte jordens overflade. Rejst længe. . . Nej det havde han ikke, han havde dårligt nok lige forladt Jorheim, det var ikke andet end en halv dag siden af forlod Jorheim, og sidst lagde blik på byens porte.
Medens han fortsatte sin gang, svarede han besluttet på spørgsmålet.
"Egentlig ikke, forlod min by for en halv dag siden." svarede han, hvorfor ville hun dog vide det, hvor længe havde hun dog selv været på vejen. Boliwulff blev nysgerrig, hendes spørgsmål havde startet en tanke hos ham, som han blev nød til at lette fra sine tanker.
"Burde du ikke være hjemme, det er vel farligt for en lille pige som dig at rejse alene." talte han dybt og kontemplerende. Hun måtte gemme på visse talenter siden hun er ude alene, en rigtig introduktion var undgået indtil videre, måske fordi han ikke måtte vide hvad hun hedder, eller hvem hun er. Hans tænker ledte hen mod om hun var en offentlig person, datteren til en politiker, eller havde hun sin egen lille geschæft?

Han undlod at spørge yderligere ind til hendes motiver, og fortsatte sin gang, han vidste ikke hvor han var på vej hen, men mente at hvis der var en vej, måtte der var civilisation for enden. Som ordsproget siger. "Bækken leder hesten, til vand."

Hun lyttede til det han sagde. En halv dag var ikke meget. Hun havde bare troet, at det nordlige lå længere væk. Men så havde hun da lært noget nyt denne dag.
"Så må De se frem til at komme til en by?" sprugte hun med et lille smil.
Et hemmelighedsfuldt smil kom frem på hendes læber, da han sagde, at en lille pige som hende ikke burde gå ude alene. Men skulle ikke skue hunden på hårene.
"Der er jo ikke andre end Dem, og De ligner ikke en, der vil gøre en forsvarsløs kvinde fortræd. men jeg kunne selvfølgelig tage fejl?" sagde hun og løftede det ene øjenbryn. Selvom sværdet ikke var skarptsleben, kunne det stadig slå hårdt. Men det var pakket ind, så hun ville ikke bare kunne få det fri. Hun kunne ikke slås, men hun kunne slå fra sig. I hvert fald nok til at få tilkaldt hjælp.. Men selvfølgelig de var et stykke fra byen, og der var ingen i miles omkreds. Hun valgte dog at stole på, at han ikke ville gøre hende noget. Han virkede ikke sådan.
Amora havde egentlig med vilje ikke sagt hendes navn. Hun så ingen grund til det, han havde jo heller ikke spurgt. Men det var egentligt ikke særligt specielt, og hendes familie var bare helt normal.

Boliwulff svarede ikke på spørgsmålet, han vidste ikke hvad han så frem til - han forventede ikke særligt meget, mest pga. uviden om hvad der er udenfor Jorheim. Han kiggede på kvindens ansigt, og bemærkede det lille smil, efterfulgt at en sarkastisk sætning, som han deducerede til at være ufjendtligt, men dog var der noget i sætningen der lod ham udregne at hun havde en viden indenfor en kamp kunst af art. Hvilket det var, var ikke det tydeligste - Boliwulff havde ikke set nogen våben, og udregnede at det måske var hånd-til-hånd kamp, eller magisk kampstil hun begik sig i, hvorom sagen er, Boliwulff ønskede ikke at gøre hende fortræd, medmindre hun lagde på til at han skulle gøre det. Sværdet var trodsalt klar til at blive hevet frem med al kraft, eftersom han ikke havde klikket den bærende lås fast igen efter sammenstødningen.

"Kun hvis jeg fik en grund. . ." svarede Boliwulff koldt og mørkt, han kiggede stift i kvindens øjne og sikrede sig om der var ondt i sinde, umiddelbart var der ikke -
Boliwulff skulle videre i dagens gerninger, vejen var lagt - der var kun éen - og det var den vej hun var på vej ad, og det var den vej han skulle. Han vendte sig med siden til kvinden, så han stod i profil, og sværdet kunne ses fra siden.

"Jeg skal den vej, om du følger efter eller ej, er op til dig." sagde han koldt, og vendte sig med ryggen helt til, og påbegyndte at gå. . .

Hun kiggede lidt på ham. Af en eller anden grund, kunne Amora ikke lade være med at se det morsomme ved situationen.
"Så håber jeg da, at De ikke får nogen grund til det," sagde hun med et skævt smil. Forsvarsløs var hun jo ikke, men hun så ingen grund til, at fortælle ham det. Tit kom man længere frem i verden, hvis man holdte nogle ting skjult. Og desuden var han fremmed, og en fremmede behøvede ikke at vide, at hun var blevet trænet i sværdets fantastiske kunst i omkring syv år. Det gjorde en kvinde ikke, og folk skulle helst ikke tale om hende i byen. Det ville ikke gavne hendes rygte eller hendes forældres rygte.
"Så er det godt, at vi skal samme vej," sagde hun med et smil, og begyndte selv at gå. Hun havde intet imod at have lidt selskab, for egentlig var turen til byen ret kedelig. hun havde ikke gået længe, men hun havde gået den så mange gange, at turen kedede hende lidt.
Hun kort på ham, da han drejede sig, og hendes øjne fangede straks, at han havde et sværd ved siden.
"Det er et smukt sværd De har," sagde hun så og kiggede op igen. Men hun kunne ikke lade være med at sende små sideblikke til sværdet. Hun elskede sværd, der var noget smukt over dem, mente hun.

Boliwulff fortsatte sin færden, koldt ignorerede han ikke helt hendes kommentarer, men ønskede ikke at debattere sagen videre, da det ikke havde noget godt formål at fortsætte snakken i den retning.

Han lagde dog mærke til at hun spurgte ind til sværdet, som han havde arvet af sin fader - som døde for nogle år siden, sværdet var massivt, tungt og skarpt nok til at kløve et bjerg i to dele. Hans ansigt drejede ned mod kvinden, og lidt tilbage igen, ikke som en stirren, men mest for at spejde hvad hendes motiv var til hendes sætning.

"Mhrm, tak." svarede han koldt, han ønskede ikke at gå dybere i detaljer om sværdet, det var hans - og han vidste hvordan man brugte det, og forvoldte den størst mulige skade, hvor langt var der mon endnu, de havde snart gået et stykke tid. . .

Amora lagde godt mærke til at sværdet både så tungt og massivt ud. Sikkert tungere end hun kunne bruge det, men hun var også vant til en anden slags sværd. Hendes sværd var slankt og tyndt. Det så ud til at kunne knække når som helst, men det var skarpt og smidigt. Det var lavet på en meget speciel måde. Der var ikke mange der troede, at det kunne nåede overhovedet, men det kunne det. Men hun holdte det skjult, både fordi det var utroligt meget værd, men også fordi det var hendes. Det var noget hun havde fået, og hun ville ikke have at folk skulle tage det fra hende, fordi de troede at hun havde stjålet det.
"Jeg gætter på, at De er en stor kriger?" spurgte hun med et skævt smil. Hun gættede ud fra, at sværdet og hylsteret så ud til at være meget værd. Det lignede ikke noget helt normalt, sådan et man bare gik ned på markedet og købte.
Hun kiggede kort rundt. Der var stadig ikke andre på vejen end de to, men hun følte sig ikke urolig. Han havde jo allerede sagt at han ikke ville gøre hende noget, medmindre hun gav ham et grund, og det havde hun ikke tænkt sig at gøre.
En brise kom ind var vest, og legede med hendes hår. Hun undlod at gøre noget ved det, på trods af at hun vidste, at man så kunne se hendes spidse ører, men hun vidste, at hun alligevel ikke kunne skjule det hele tiden, for hun kunne ikke styre vinden.

Boliwulff var en stor kriger, størerelsesmæssigt var han jo stor, han var jo fortrop lederen i Jorheim Krigerne, brisen fra vest kom, og løftede blidt hans løse hår omkring, det var stadig så tung af vægt at det ikke bevægede sig så lifligt.

"Den forreste af dem. . ." - svarede han koldt tilbage til kvinden.

Han begyndte at undre sig hvorfor hun ikke havde introduceret sig endnu, syntes derfor at han snart skal have et navn på kvinden, hvorfor var det så hemmeligt - var hun speciel, tanken havde gået ham igennem før. Men synet af byen der kom frem bag horisonten og skovbrynet fjernede samtlige tanker, og han kiggede fremad, stift koncentreret. . . målet var i syne . . .

"De må sandelig være en god kriger så," sagde hun med et smil. Hun anede ikke hvordan de kæmpede oppe nordpå. Hun havde kun lært den måde hendes bror havde kæmpe på, så egentlig kunne hun ikke rigtigt udtale sig om det. Men hvis han havde været en af de forreste og havde overlevet, så måtte han da være god.
Egentlig havde hun ikke rigtigt tænkt over at skulle introducere sig selv, men det gjorde hun nu.
"Mit navn er forresten Adeleine Amora Treaty," sagde hun, og hun anede ikke hvorfor hun sagde hele hendes navn. Der var noget specielt over ham, en mægtig kriger. Det var vel det der fik hendes til det.
"Men i daglig tale er det bare Amora. Og De må undskylde at jeg ikke har sagt mit navn noget før," tilføjede hun så. Hun brød sig ikke om sit fornavn, og derfor sørgede hun altid for, at folk kaldte hendes Amora. Selv hendes forældre kaldte hende det. Den eneste der var sluppet af sted med at kalde hende Adeleine, var hendes bror. De havde haft et specielt forhold, og det var egentlig først efter hans død, at hun helt og aldeles havde sagt, at hun ikke ville kaldes det.
"Hvad har fået Dem til at gå indad denne vej, i stedet for så mange andre?" spurgte hun så, og kiggede hurtigt på ham.

Et kindsmil løftede sig på Boliwulffs kinder, han var den bedste af Jorheim Krigerne, da han var ønsket på kampmarken var han ikke blevet rykket op til General eller noget af den rangsorden, der var ingen til at overtage hans plads, han var den bedste kæmper, både med sværd, og hånd til hånd i Jorheim, hånd til hånd skete dog næsten aldrig da de altid holdte fast på deres sværd, deres sværd var deres eneste og alt.

Amora, det sagde ham intet.
"Boliwulff Eigir af Jorheim. . ." sagde han koldt, mens han kiggede ud i horisonten og spejdede, han var altid på vagt - hans ører var spidset til for at høre den mindste bevægelse, han kendte ikke området, og vidste ikke om der lå banditter på lur.

"Odins vilje. . ." svarede Boliwulff, han har fulgt den vej som han menes er lagt for ham af Odins Vilje, troen på Odin gjorde Jorheim krigerne ekstra spektakulære da deres efterliv ville havne i Valhalla, hvor de ville fortsætte deres krigeriske levemåde. . .

Amora var rimelig sikker på, at hun ikke ville klare sig længe i en kamp mod en rigtig kriger. Så god var hun slet ikke. Hun ville kunne klare så længe nok til at kalde på hjælp, men det var det eneste. Hendes bror havde ikke noget at lære hende særligt meget, taget i betragtning af, at krigere trænede hver dag. Hun fortsatte jo bare med det han havde lært hende dengang.

"Det er mig en ære at møde dig, Boliwulff Eigir af Jorheim" sagde hun med et smil. Hun havde altid lært at hun skulle være høflig overfor fremmede mennesker, uanset rang og anseelse. Men nu var han en stor kriger, så både hans anseelse og rang var højt, og egentlig burde hun tilkalde ham "Dem" og "De", men hun havde ikke gjort det. Det havde ikke været med vilje, og normalt var hun virkelig høflig..
Amora følte ikke, at hun havde brug for at holde vagt. Hun var selv fredelig, og igen, der var ikke andre end de to. De fleste elevere havde god hørelse, og det havde hun også, så hun ville høre, hvis der kom andre. Af en eller anden grund fik det hende til at tænke på fløjtespil. Hun anede ikke hvorfor, og et kort øjeblik, var hun bange for, at hun havde tabt sin fløjte. Med en hurtig bevægelse tog hun hænderne i lommerne på kappen, og et kort øjeblik så hun en smule bekymret ud. Hun mærkede dog hurtigt den glatte træ fløjten var lavet af, og hun slappede igen af. Med fløjten kunne hun for det meste komme ud af det meste, så der var endnu en grund til at hun ikke holdte vagt hver gang hun gik nogen steder hen.

"Odin? Hvem er det?" spurgte hun interesseret, og kiggede op på ham.