Et stengærde, egentlig bare en bunke sten samlet i en lang stabel, klasket sammen med noget ler af en art, fortsætter langs en velplejet og frodig kornmark. Stengærdet er ikke så højt, men en smule skrøbeligt, da det ikke er helt nyt. Mangefarvede kornblomster, er placeret omkring i det grønne græs.

En yndig, ung dame, mørkebrun i huden og iklædt en smuk orangefarvet kjole, trisser omkring gærdet. Hendes øjne er mørkebrune, så mørke at de kunne forveksles med sorte. Hendes næsten ligeså mørke hår er sat op i en bred fletning, der starter oppe på hovedet, og går hende næsten til halebenet. Op hendes læber er et bredt smil.

Nurit er ude for at plukke blomster, meget enkelt. Hun har allerede samlet sig en farverig buket, af diverse valmuer og andre kornblomster. Selvom de ikke dufter af noget, er de gudeligt smukke. Hun læner sig op af det ystabile gærde, og vender sit blik imod himlen. De grå skyer er kommet tættere på. Mon der snart kommer regn?

Venus kommer gående langs stengæret, naturligvis i sine egne tanker, og lader sin venstre hånd følge gærets ujævne top. Hun ser ikke rigtigt noget omkring sig indtil en sten går løs,da hun rører den, og er ved at kvase hende tær. Hun puster et par sekunder ind til chokket har dæmpet sig. Hun smiler lidt ad sig selv og ser op mod himlen. Grå skyer? Hun smiler stadgi. Hvornår havde hun nogen sinde giddet tage sig af et sølle regnvejr? Det var da bare forfreskende. Hendes kjole, kan man tydeligt se, har været smuk, men nu er den noget mere grå end hvid i kanten. Hun har efterhånden opgivet at holde den fri for snas, når hun gik sine ture. Den kan jo vaskes, tænker hun bare og går videre.
Hun stopper op et par meter fra Nurit. "Godeftermiddag," siger hun og smiler varmt.

Nurit gør en uventet bevægelse med hovedet, da hun hører stemmer fra den ene side... I sine tanker havde hun helt glemt at holde øje med hvad der sker omkring hende. Gudskelov ser Venus ikke særlig truende ud, hvilket får Nurit til at ånde lettet ud... Hun gør et venligt nik med hovedet i retning af Venus, som en erstatning for den stemme hun aldrig har haft... Nurit har i sin skulderpose (som ligner noget der er syet af en gammel, bun sæk) en lille smule papir, og et stykke kul, hvis nu det blev nødvendigt at kommunikere, og netop det minder hun sig selv om. Så må hun håbe at denne frøken kan læse.

Nurits øjne flakker omkring, og hun retter rykken en smule op, i håb om at virke en smule mere kongelig. Selvom hun nu i forvejen er ret høj.

Hun smiler bare som svar og sætter sig op på gæret, selvom hun ved, den er vakkelvåren. Hun er forsigtig. Om ikke andet, kan hun jo altid lette, hvis det skulle skride under hende. "Mit navn er Venus. Hvad er Deres?" spørger hun høfligt, selvfølgelig uvidende om Nurits stumhed. Hun er bare høflig og forsøger at føre en samtale.
Hun studer Nurit kort. Meget mørklødet. Hun må komme fra Topalis eller i hvert fald have familie der. Egentlig køn - og bedre til at holde tøjet rent, tænker hun og smiler skævt. Hun lægger ikke mærke til hendes højde, da de er nogenlunde ens på det punkt. Ud over det kan Venus ikke se nogle fællestræk.

Der går lidt, og Venus får ikke noget svar. Hun smiler lidt. Måske har hun også hang til at falde i staver. Men selvom det hænger sådan sammen, er Venus alligevel nødt til at gå. "Nå, vi ses vil." Hun hopper ned og går tilbage mod byen.

//out

Nurit følger Venus' bevægelser med sine mørke øjne, ikke på en utryg måde, meget nærmere undersøgende. Hun udfigurerer (findes det ord?) at denne rødhårede dame må være en del år yngre, en Nurit selv. Og mon ikke hun også både har børn og husbond. Nurit for en klump i halsen for en stum, men ryster hurtigt tankerne fra sig igen. Hun kunne jo trodsalt ikke gør for at have været så sent ude med at komme hjemmefra, ordentligt. Nu kan hun jo bare håbe, at der stadig er tid til at føre familien videre. hun er jo trodsalt syvogtyve.

Nurit bliver igen opmærksom, da den unge dame taler til hende, endnu en gang. Hun begynder at rode i den dårligt syede "taske", der hænger over hendes kulder, og finder et stykke papir, hvorpå "Nurit Ivy Aramantha" står skrevet. Hun er altid forberedt. Det er jo trodsalt ikke unormalt, at folk spørger hendes navn.

Navnet er skrevet med blæk, en smuk, skrå skrift.

Desværre har hun været så besat af at finde arket, at hun slet ikke bemærkede at Venus forlod hende... Hun kigger sørgmodigt ned i jorden, før hun begynder at vandre imod landsbyen. Buketten i hendes hånd er næsten visnet. Men hun ved at den nok skal komme til live igen, når hun putter den i vand. Traskende forlader hun markerne.

//OUT

Den hårde, døde jord knaser under kentaurens hove. Vinterens favntag har lagt sig over den ellers frodige mark, hvorpå der kun kan skimtes nogle få, sølle pletter græs. Selv mosset på stengærdet føles koldt og klamt.
Phoebes halvnøgne arme lægges omkring hendes krop, mens hun forsøger at gnubbe varmen frem i sig. I det mindste har hun været smart nok til at tage vintertøjet på den kolde februaraften, og hun trækker den isblå hætte lidt længere op over det grønne hår, så de gyldne smykker i det skjules. De mange guldudsmykninger på hendes krop er gemt under den blålige uldkofte, kun armbåndene og ringene om hendes hove er synlige.

Med en nedtrykt mine betragter hun den tomme mark og skovens nøgne træer bag. Hvor hun dog længes efter den milde sommer, med farverige blomster og syngende fugle. Og maden. Det er ikke meget føde det er lykkeds kentaurfolket at opdrive, hvilket ses på dets medlemmer. Men det er ikke fordi Phoebe er vant til at spise meget, alligevel.

Piign kom langsomt gående - fuldstændig proppet og mæt. Hun kunne slet ikke komme sig over den sult hun havde følt igår, da hun mødte Renatika. Da hun var kommet hjem havde hun spist alt i huset og var ligeledes taget afsted idag, ud og finde mere mad. Nu var hun dog bange for at hun havde spist for meget.

Hun var klædt som hun plejede. I den sorte frakke og med sin sortlilla'e heksehat. På hatten lå hendes lille kat, stadig. Katten var stadig en killing, men ikke desto mindre passede den sorte killing perfekt til Piigns hekselook. Hvis man ikke kendte hende, kunne man sagtens komme til at tro at det var en eller anden heks, fra et eventyr. Okay, måske også hvis man kendte hende, for hun kunne til tider godt opføre sig som en eller anden heks.

Det lange lillae hår, var som sædvanligt, stoppet ind under hatten, så det kun gik til skuldrende, men ikke desto mindre flagrede det stadig vildt i den kolde vind. Hun gik ude på markerne, for at se om hun kunne finde nogle efterladte planter. Hun syntes aldrig at de frø hun købte, virkede, så nu ville hun gøre det på den gammeldags måde og bygge det hele op fra bunden.

Selvom Piign kiggede lige fremad og ikke var optaget af noget som helst, havde hun alligevel ikke set den hesteagtige kvindelige skabning der ellers stod ikke så langt fra hende.

Ethelihn vandrer hen over marken bedøvende ligeglad med de små skud, det mildnende vejr havde ladet springe op ad jorden. Nu er det jo også frostvejr, så det ville ikke kunne klare sig, men det ville ikke have rørt hende alligevel. Den tykke, vinrøde kappe dækker hendes rustning og sværd ganske udemærket, selvom man kan høre metalisk kliren fra tid til anden. Hun ser op og får øje på en kentaur og Åh, hvorfor skulle jeg da lige være så uheldig? ænker hun re så irritabelt, da hun får øje på heksen med den kvalmende nutede killing. Hun standser op for at afvente en reaktion. Hvis det er ikke sker noget, vil hun sandsynligvis dreje om på hælen og forlade stedet igen. Ingen grund til at være her, hvis der ikke engang er nogen underholdning.

Til trods for at Phoebe længe står faldet i staver over minderne om den forgange sommer, så lægger hun straks mærke til den nyankomne tøs. Hun gør et voldsomt kast med hovedet mod Piign, og betragter hende med rolige, orange øjne. Skønt. Lige hvad hun manglede. Toben. Ganske tæt på at spytte i jorden af foragt, undrer hun sig over hvorfor de uintelligente mennesker ikke bare falder død om under vinteren. De har jo nok af dem, synes hun. De myldrer frem som rotter.
Hendes teori bliver kun bekræftet, da endnu en kvinde dukker op. Endda en bevæbnet.
"Pff.."
Lettere irriteret puster hun lidt luft ud mellem læberne, og tager et diskret greb om spydet over hendes hesteryg. Hellere være på den sikre side. Man ved aldrig med mennesker.

Roligt tager hun et par skridt langs stengærdet, mens hun skiftevis betragter de to mennesker.

((brb, spise))

Piign fik efterhånden øje på både Ethelihn og Phoebe. Hun betragtede hestekroppen og menneskeoverkroppen. Skabningen mindede hende lidt om Kvakket. Hun så lidt hen imod Ethelihn. "Den lede heks!" Tænkte hun vredt. Hun kunne sagtens huske Ethelihns følelser om Baby.

Piign så rundt på de to. "Unath Kijami" Kom det lavt fra hende og hun strakte den ene arm ud. Et par sekunder efter var kosten fløjet hen til hende. Hun betragtede dem lidt og hoppede så op på kosten og satte af og susede hjemad.

//OUT

(Undskyld.. Blev nødt til at gå..)

(beklager, må også smutte)

Og så står man over for to hidsigpropper, hvoraf den ene ikke kan klare ens tilstedeværelse og forsvinder.... Jamen så tor jeg også, jeg vil tage afsted. Hun drejer om på hælen og forsvinder i samme retning, som hun kom af. Hun gider ikke slås lige nu; hun trænger til noget lidt mere afslappende Som en øl på kroen for eksempel.

//out

Phoebe kan ikke sige at hun ikke er lettet over at de to mennesker vælger at stikke af. Udmattet sænker hun de forfrosne hænder, før hun vender om og lunter ind mod skoven.

// ): Out.

Ud gennem mørket kommer en hvid ganger tordnende med en rytter lige så ivrig i farten som den selv. Manken og rytterens hår flagrer i vinden, slår små smæld og holdes borte fra deres ansigter. Farten sender en kriblen gennem Levons mave, og han læner sig forover og holder rytmen fra hesten under sig, mens de farer af sted hen over markerne i et uansvarligt knæk-din-hals tempo som kun få mænd ud over Levon anlægger sig i disse dage. Det vanvittige ridt har holdt på i lang tid, og nu har Levon udset sig stengærdt som sin næste udfordring, og han styrer Tornado - som han har døbt hesten - lige mod det. Han føler sig let i kroppen, forbereder sig på den korte følelse af vægtløshed og dernæst det knusende slag i hele kroppen fra genforeningen med jorden, og adrenalinen pulserer gennem hele hans krop.

Antonia befandt, ulig hvad så mange andre ville, ude på en eng midt om natten. Det var denhurtigste vej hen til gods hun skulle hen til. Hun befandt sig som sædvanligt omgivet af skyggerne, hvoren hun gik hen. De fulgte hende og indhyldede hende i det, der for et normalt øje, ville ligne et totalt mørke. Hun kunne sagtens se igennem det. Skyggerne smøg sig omkring hende slanke krop medså blide bevægelser, at hun ikke engang lagde mærke til det.
Antonia bevæg sig hen mod et stengærde. Hun havde egentlig godt hørt lydedende af hestehove, men hun vidste og så at nattens lyde aldrig var hvad men ellers gik og troede. De legede med ens sanser og drev gæk med en. Derfor valgte hun er at fortsætte.
hun var klædt i sitsædvanlige tøj, det tøj hun altid havde på når hun var på 'arbejde'. Hun var ligeledes iført den hvide kappe og hætten der lagde hendes ansigt i skygge. Man kunne aldrig være sikker, og hun tog ikke nogle chancer, så derfor sørgede hun altid for at hætten lagde hendes ansigt i skygger.
hun kom hen til gærdet, kiggede ikke rundt og kom hurtigt over de t. Hun blev dog hurtigt opmærksom på at en rytter kom hen mod hende i fuld fart, og hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun kunne ikke gøre andet end at hoppe til siden, for ikke atblive ramt af hesten, hvilket fik hende til at falde, og da hun ramte jorden, forsvandt derved også. Hu satte sig op og rettede hurtigt på hætten, af frygt for at hendes ansigt ellers ville blive aynligt. Hun blev siddende på jorden, mens hun kiggede rundt.

Først i sidste øjeblik ser Levon og hesten kvinden, og hesten er allerede på vej over gærdet. LEvon er ikke opmærksom, og da Tronados hove slår mod jorden, og han stopper brat op, kastes LEvon hen over halsen på den. Hurtigt bruger han sine evner og får jorden til at rejse sig og gribe ham, før han kommer til skade, og han kurer ned ad søjlen af jord og sten, der pludselig dukker op, og lander på jorden med et urf da luften halvvejs bliver slået ud af ham. Han hiver efter vejret og kæmper sig på benene, hvor han børster sig af, mens han skynder sig hen mod skikkelsen, der var så omsvøbt af mørket lige før. Tornado er stoppet op lidt længere væk, vrinsker hysterisk og kommer så tættere på Levon igen i ren og skær tiltro til sin ejer.
"Åh skete der noget?" spørger han, hans stemme angst, stadig let forpustet. Han går hen og strækker sin stærke hånd frem for at hjælpe hende op. "JEg beklager virkelig, jeg så dig slet ikke," siger han så og sukker øm i hele kroppen.

Antonia var selv blevet overrasket, dels fordi hun ikke havde regnet med at møde andre mennesker så sent om natten. Hun kendte natten bedre end hun kendte dagen. Hun var vant til at færdes rundt i mørket, så hendes øjne havde for længst vænnet sig til mørket. Hun forstod ikke hvorfor så mange folk frygtede mørket så meget. For hendes vedkommende var det, det bedste tidspunkt på dagen. Hun kunne bedre færdes rundt om natten, og hun fik lov til at lege med skyggerne.
Hun havde ikke ligefrem forventet at personen ville komme tilbage, men hun lagde mærke til hans skikkelse, før hun så ham. Hun hørte hans ord og hun kunne sagtens høre at han lød bekymret. Det fik hende til at trække let på smilebåndet. Det kunne han dog ikke se. Hun tog imod hans hånd og kom op og stå. Hun var lidt øm, men det var ikke noget hun ville klage over. Hun havde prøvet værre før, så slemt var det i hvert fald ikke.
"jeg har det helt fint, der skete ikke noget slemt. Men tak for din bekymring." sagde hun med et smil gled igen over hendes fyldige læber.
"jeg havde bare ikke set dig komme, ellers havde jeg flyttet mig for længst.." sagde hun og rettede lidt på den meget åbenstående trøje. Hun rettede ligeledes på kappen og hætten.

LEvon har svært ved at se hende gennem mørket, men månen bryder i det samme fri bag skyerne og dens hvide stråler skinner ned over hendes halvt blottede bryst og hendes hætte. LEvon kan ikke undgå at bemærke hendes påklædning, men forsøger at fastholde blikket mod hættens mørke, selvom hans mund bliver let tør ved udsigten til de bløde glober lidt længere nede. Han fokuserer på hvad, hun siger og smiler til hende, sit charmerende smil.
"Det er godt, du er okay," siger han tydeligt lettet, "Og jeg kom også temmelig hurtigt, er jeg bange for." Han betragter hende og forsøger at se ind under hættens mørke. Hvad kan hun have at skjule derinde, tænker han uden at ville det og kommer til at tænke på Aishes forvrængede ansigt, som hun ikke følte nødvendigt at skjule.
"JEg er bange for jeg slet ikke så dig," gentager han så stadig let chokeret over i det hele taget at møde nogen så sen en aften. især en kvinde med så flot en figur, tænker han skælmsk og må igen kæmpe for ikke at lade sit blik glide over hende.

Antonia havde lært, at hun skulle holde sin identitet skjult. Ellers ville hun umuligt kunne have et helt normalt liv ved siden af, specielt eftersom der var så mange overskrifter omkring hende. Desuden fandt hun det vældig morsomt, at ingen vidste hvem hun var. Ingen vidste hvem kvinden fra skyggerne var. Nicodemus, hendes læremester, havde fortalt hende, at hun var en af nattens børn, hvilket forklarede hvordan hun kunne kontrollere skyggerne på den måde. Hun havde prøvet om dagen, men der var det slet ikke helt så let. Det var som om de kun lystrede efter at mørket havde sænket sig over landet. Men det kunne hun faktisk godt lide. Hun elskede at hun havde en anden identitet, hvor hun ligesom kunne være mere sig selv. Hun følte sig mest sig selv om natten, når hun gik blandt de bløde skygger og når hun fik dem til at lystre ved hjælp af en enkel håndbevægelse. Det gav hende en følelse af magt, en magt som ikke mange havde. Hun elskede den følelse.
Antonia havde også hurtigt lært, at hun hurtigt fik folks - primært mænds - opmærksomhed hurtigere med sin lette påklædning. Det fik hende altid til at smile lidt. Det var så nemt. Lidt bar hud, og man havde dem i sin hule hånd. Hun morede sig med det, hvilket også var grunden til at hun gik i sådan noget tøj, uanset vejret og årstiden. Desuden frøs hun ikke. Skyggerne holdte hende varm, selvom de for mange føltes som noget koldt.
Hun lagde godt mærke til hans charmerende smil, hvilket fik smilet på hendes egne læber til at brede sig en smule.
"Du var meget hurtig. Hvad får en mand som dig, til at skynde sig sådan af sted på en afsides eng en mørk nat?" spurgte hun og kiggede på ham.
Automatisk tog hun en hånd op og rettede på hætten, da han kiggede på hende. Det var en ren refleks. Hun havde intet andet end sin identitet at skjule. Faktisk havde hun et kønt ansigt - det vidste hun, men det kunne hun kun vise om dagen. Ellers ville hendes lille... forretning hurtigt være ovre, og hun ville nok højest sandsynligt ende i spjældet.
"Jeg har før fået af vide at jeg kan være let at overse," svarede hun, og et let smil gled over hendes læber. hun vidste da godt at det var på grund af skyggerne, og det blev de fleste egentlig også hurtigt klar over.
Hun lavede en enkelt lille håndbevægelse, noget man ikke lagde mærke til medmindre man studerede hendes hånd, og skyggerne omkring hende begyndte at kravle nærmere. Hun blev nødt til at have dem tæt på sig, hvis hun skulle have behov for at forsvinde hurtigt.

Modsat Antonia havde Levon intet ved sig selv, han ønskede at skjule, hvilket gjorde ham til en meget åben person, og selvom han forsøger at se ind under hætten, ville han aldrig kræve at se hendes ansigt. Han er typisk mænd, lidt bar hud og han er fanget, og alligevel har et kænt ansigt større magt over ham end et par halvbare bryster. Han retter sig op i sin fulde højde og ignorerer ømheden i sin ryg efter sådan at være blevet kastet af hesten -igen - og han betragter hende med sit evigt charmerende smil.
"Jeg nyder såmænd blot farten og min hests selskab." Han slår ud med hånden mod det prægtige dyr, der står kun få meter væk og græsser. Et virkeligt storslået dyr velegnet til en konge, så stolt og fyrig som nogen ganger, og ingen på nær Levon har nogen sinde kunnet ride ham. Ved hendes anden kommentar fortrækker hans ansigt sig i alarm, og han løfter en hånd op og slår let ud med den med håndfladen nedad.
"Nej slet ikke, jeg ville såmænd nok have bemærket dig, hvis jeg ikke havde været så opslugt af mit kommende spring. Det var alene min fejl, og jeg beklager meget," skynder han sig at sige med let røde kinder. At hun skulle være til at overse er på ingen måde acceptabelt for ham, og han har taget hendes kommentar som om hun er ked af ikke at stå ud i mængden. OG det er uacceptabelt! Så hun føler sig ikke værdsat, tænker han rystet og beslutter sig for, at det vil hun gøre, når de skilles igen.
"JEg er ganske chokeret over hvor tæt jeg var på at ride dig ned," udryder han så og ryster let på hovedet. "Hvis jeg på nogen måde kan gøre det op til dig igen, må du lade mig det vide." Han sender hende endnu et charmerende smil, kan slet ikke lade være, og hans øjne bliver mere rolige igen.

Antonia ville aldrig nogensinde vise hvem hun var. Der skulle folk til at holde hende, før det ville ske. Så længe hun kunne bevæge sine hænder, ville hun kunne få skyggernes hjælp til at komme væk. Der havde været folk der havde prøvet at stoppe hende og prøvet at finde ud af hvem hun var, men mod skyggerne kunne de ikke gøre noget. De gik ganske vidst i opløsning når folk rørte dem, men hun skulle ikke bruge særligt lang tid på at komme væk. Desuden var det så nemt at få nye skygger frem.
Hun vidste, at det var nemmere at charmere og forføre mænd hvis hun kunne vise dem sit ansigt, men indtil videre havde hun da klaret sig ganske fint. ofte hvis hun skulle bruge specielle oplysninger, skulle hun bare forføre end mand til han var som gele i hendes hænder, og hun kunne få de oplysninger hun skulle bruge.
Antonia lod sin øjne følge mands hånd og kiggede hen på hesten. Hun måtte indrømme at det var et flot dyr. Det var en prægtig hest, og hun kunne selv se, at den var en konge værdig.
"Du må være ganske velstillet, hvis du har råd til så prægtigt et dyr?" spurgte hun nysgerrigt. Hun berøvede godt nok velstillede folk, men hun var ikke en lommetyv. Hun havde et par gange, stjålet fra en velstillets mands lommer, men det var for let. Det gav hende ingen udfordring, så det var hun stoppet med igen. Desuden tjente hun nok på de ting hun solgte på det sorte marked. Hun var faktisk selv ganske velstillet, selvom der egentlig ikke var mange der vidste det. Hendes egen onkel vidste det ikke, og det var egentlig primært ham der tog sig af hende.
"Du behøver skam ikke at beklage det. Der skete ikke noget alvorligt. jeg er stadig i et stykke," svarede hun med et skævt smil. Han havde intet at beklage. Der var som sagt ikke sket hende noget alvorligt.
Antonia var bestemt ikke ked af, ikke at blive lagt mærke til. Hun havde det faktisk bedst på den måde. Hun havde det helt fint med, at folk ikke lagde mærke til hende. Hun hadede at være center for opmærksomhed.
Hun lyttede til hans ord, og kunne ikke lade være med at smile over, at han var så ked af at næsten at have reddet hende ned. Hun tænkte sig lidt om.
"Faktisk er der noget du kan hjælpe mig med. Jeg skal finde Marc Wilhelms herregård, og jeg tror måske at jeg er faret en smule vild. Kunne du måske fortælle mig hvilket retning jeg skal i?" spurgte hun så. Hun vidste kun at Hr. Wilhelm var rig og hun havde fået en bestilling på noget han havde i sit hus. Hun skulle bare derhen, hente tingene og så væk igen. Det skulle helst ikke tage alt for lang tid.