Mirale kommer langsomt gående, gennem gangen mellem værelserne, hvor flere betydningsfulde personer for Mørkets Lord allerede havde slået sig ned. Et mindre værelse, med nogle enkelte mørke sofaer, én lænestol, et bord og en varm pejs havde tiltrukket hendes opmærksomhed. Selvom der var gyldne lysestager på væggende, som så godt som muligt prøvede at oplyse det i forvejen mørke rum, så beholdte rummet stadig sin dystre og mørke stemning. Sofaerne og lænestolen var i mørkt rødt fløjl så de matchede hinanden, mens bordet var i mørkt egetræ, med enkelte ubefriede knaster i overfladen. Hun kastede kort et blik rundt med et betragtende blik, og ikke et levende væsen var her. Hun havde aldrig lagt mærke til rummet før, men det gjorde hende intet. Tiden var ligegyldig for hende, om så hun ville opdage rummet i næste uge, måned eller måske næste år. Hvis ikke hun var flyttet, måske flygtet fra Midnatsborgens dystre stemning, omgivet af hegn. Først nu fik hun øje på en tilhørende balkon til opholdsstuen, hvor man ved et enkelt blik så ud over det trøstesløse, ensformige landskab, som var det lige for næsen af hende, hele verden. Når man stod her, så man intet andet end det øde landskab, og troede næsten, at verden var blevet opslugt af det. Også solen havde svært ved at bryde igennem de mørke skyer, som lagde sig over Midnatsborgen.
Vindens hylen fik hende til at bryde tankernes uformelige mur, og rømme sig. Hun lod langsomt den knirkende dør ud til balkonen, glide i bag sig, før hun smed sig i sofaen, og så ind på den knitrende flamme, som havde taget fat i de enkelte brændestykker, som nu og engang lå derinde.

Langsomt lod hun noget af flammen glide fra den beskyttende pejs, som holdte den fanget, over i sin hånd. Hun betragtede den en anelse, med et lille smil, før hun vendte håndfladen imod jorden, og lod den sive tilbage til pejsens resterende flamme. Der gik ikke lang tid, før de igen samlede sig som én, og igen begyndte at samarbejdes om at få ødelagt træstykket, som lå derinde. Mirale syntes ikke at være interesseret mere, idet hun rejste sig og strakte sig dovent. Arbejdet kalder, vel.. Hun begyndte stille at gå imod døren, men inden hun nåede ud, kastede hun et stilfærdigt blik på flammerne, før hun forsvandt ud af opholdsstuen.

Ethelihn kom ind i opholdstuen, mens hun slog en ikke alt for tyk grøn kåbe om sig; det var alligevel for koldt med kun hendes sorte underkjole på, selvom den gik hende til anklerne. Hun tog noget brænde fra en mindre stabel nær pejsen og smed lidt brænde på. Så smed hun sig i en af sofaerne og svingede benene op med sko og det hele. det var godt nok lidt sent at komme herind, men hun havde ikke kunnet falde i søvn. Hvorfor havde hun ingen anelse om overhovedet. Eller faktisk var det ikke helt sandt. Det, hun ikke forstod, var, hvorfor det hidsede hende sådan op, at det kunne forstyrre hendes nattesøvn. Hun kneb øjnene sammen, lagde en albue op på ryglænet og gnubbede sig i tindingen med sin pege- og langfinger. Nogen luft blev trukket ind gennem hendes næsebord og ned i lungerne for så at blive ledt ud igen mellem hendes næsten helt sammenpressede læber.
Det kan jo heller ikke have været så slemt... du er jo ikke blevet smid ud. En irriterende stemme i hendes hoved tilføjede et enkelt ord, der helt ændrede betydningen af hendes tanke: ...endnu. Irriteret slog hun øjnene op, trak benene op til sig, slog armene om dem og kiggede ind i flammerne i pejsen.

Beboelsesfløjens lange gang, var mørkelagt da Morgoths brede skikkelse trådte ud fra hans værelse, for enden er gangen. Han var iført en ankellang, mørke rød uden kunstneriske bruderinger eller udsmykninger, kutte. På trods af dens enkelthed var klædte den ham mageligt, hvilket passede ham ganske udmærket taget dens pris i betragtning. Hans fødder, derudover, var dækket af noget et par almindelige, sorte læder støvler. Hans ansigt, ja, for engangsskyld bar halv dæmonen intet på sit glatte ansigt. Masken lå på natbordet, bag ved døren han netop havde lukket og låst bag ved sig - helt alene i mørket, der for alvor havde lagt sig over generalens værelse. Og hvad skyldtes dette? Tiden. Klokken var over midnat, og han regnede derfor med at alle indenfor Midnatsborgens tunge mure, befandt sig i et bevidstløst stadie - nemlig søvnen. Han tillod sig derfor at lade sit ansigt få luft, vandrede uden den om man ville.
Det syntes han da i hvert fald at gøre i stor stil, da han langsomt vandrede ned af den lange gang. De lyseblå øjne stirrede sagte ned i gulvet, mens han langsomt lod dem glide længere og længere op - indtil de til sidste, så frem for sig. Det tog ham ikke vitterligt lang tid at opfange lugten af røg, brændende træ. Det fik de mørke bryn til at rynke sig ganske let, og tempoet i hans skridt sagtnede ganske langsomt farten. Han så da også lyset ikke langt fra ham, der strømmede ud af en døråbning mindre end fem meter fra ham. Pludselig var han lydløs, imens han vandrede imod lyset. Lydløs som en kat der listede frem imod sit bytte, i håb om ikke at vække opsigt. Nu var det ikke ligefrem et bytte halv dæmonen søgte, men opmærksomhed var ikke hvad han havde i sinde af at finde heller. Han søgte blot svar. Svar om, hvem der ved bevidsthed på det gældende tidspunkt. Han fik da også svar, der han langsomt drev frem i døråbningen, med øjne der søgte individet han håbede på at finde. Ethelihn?

Ethelihn hørte ikke en lyd. Hun var alt for optaget af sine egne tanker og af de dansende, knitrende flammer i pejsen. Det ville ikke være nogen sag at snige sig ind på hende, hvis man ikke lavede al for meget larm vel at mærke. Faktisk så hun nærmest ikke det, hun sad og stirrede på, ikke rigtigt i hvert fald. Hun krøllede tæerne nede i sine sko, mens hendes hår begyndte at røre på sig som små slanger, der var ved at vågne. Hvorfor havde hun også været så uforsigtig? Hun havde jo nærmest bedt ham om at spidde hende med den kniv. Hvor havde det været ydmygende. For ikke at nævne, at han kappede mit hår af, tænkte hun bittert. Det generede hende noget så grusomt, at hun ikke bare kunne lade det ligge. Der var jo alligevel ikke noget at gøre nu, ud over naturligvis at give ham en ordentlig omgang, så snart hun kunne komme til det. Hun virrede let på hovedet, som om hun kunne slynge tankerne ud gennem ørerne. Utroligt nok hjalp det lidt. Hun lagde i hvert fald mærke til, at ilden i pejsen var ved at gå ud. Sløvt svingede hun benene ned fra sofaen, som hvis nogen havde bedt hende stå op klokken fire om natten. Så gik hun næsten lydløst hen til brændestablen igen og smed lidt mere på ilden. Først da hun vendte sig om, opdagede hun, at hun havde fået selskab.
"Hvad i alverden laver du her?" sagde hun prompte, lavmælt og med en advarende undertone - en anden måde at sige: "Hvis du ikke forsvinder lidt tjept, bliver dit ophold på eget ansvar." Hun havde ingen anelse om, hvem hun vrissede af. Faktisk generede det hende bare, at vagterne inden for en meget kort tidsperiode åbenbart havde ladt to ubudne gæster slippe forbi. Indkompetente skvadderhoveder!

De stikkende øjne betragtede Ethelihn siddende skikkelse, med en intensitet bredende i øjnene. Han fulgte vær eneste bevægelse hun gjorde sig, hvor hurtigt hun trak vejret, om hvorvidt hun havde bemærket hans tilstedeværelse eller ej. Da det tilsyneladende ikke var tilfældet, at hun havde set ham endnu, forlod han det sådan. Han så sig helst ikke set, hvis han måtte være helt ærligt - og hvorfor det? Taget hans tilstand i betragtning, følte han sig ret sølle. Det var sjældent han følte sig træt, mørbanket om man ville. De ture han havde fået, gentagende gange kørende over de ulige brosten på markedspladsen, havde ødelagt hans krop en anelse. Smerterne han havde oplevet på det tidspunkt var ikke nær så voldsomme, som han netop følte dem. Adrenalinen var vel skyld i det, at han først begyndte at mærke dem nu. Slagene han derudover havde fået af Renatikas slyngplanter havde ikke just gjort sagen bedre, specielt ikke da de havde resulteret i at han ikke kunne gå med maske de næste par timer. Flængen han havde ned over øjenbrynet, nærtliggende hans ene øjenlåg, ville senere resultere i en større hævelse. Masken måtte derfor ikke ligge og bloggere for den, da det ikke ligefrem ville fremsætte healingen af såret - det ville nok nærmere mindske den. Healingen gik dog alligevel forholdsvis hurtigt, og dette skyldte da kun alene hans dæmonske halvdel. Ellers ville det kommer til at tage dage, måske over en uge, før hævelsen ville forsvinde. Heldigt, at det ikke forholdte sig sådan.
Med fornemmelsen om at kunne forlade opholdsstuen uset, måtte Morgoth hører den vrissende kvindestemme bag sig. Hans ansigt lå endnu i mørke, på grund af hans front var vendt imod udgangen af opholdsstuen. Men i takt med hans vendte ansigtet den anden vej, over skuldren imod Ethelihn, faldt lyset fra pejsens ild imod hans ansigt. På trods af dagens strabadser, var hans ansigt lige glat, lige blegt som det plejede. Revnen i hans øjenbryn var det eneste sår at se, og på grund af dets friskhed var der endnu ikke dannet nogle blå mærker omkring det. Hans hår var fjernet fra hans ansigt, strøget derfra ombag hans skuldre i en pæn bue. Hans ansigt var derved blottet for offentligheden, blottet for Ethelihns blik der borede sig ind i hans isblå øjne. En trækning dannede sig ved hans læber, og et umærkeligt smil vidste sig på dem. De høje kindben løftede sig ganske let ved dette, og hans ansigt så næsten venligt ud ved dette, kønt om man ville. Dette var da kortvarigt, de det umærkelige smil forsvandt fra hans læber.
Han huskede tydeligt episoden, under legende der foregik i den forladte arena. Han huskede tydeligt hvordan Ethelihn havde sprunget udover Mørkets Lord sideplads, med en enorm kampgejst. Hun havde håbet på at vinde, men desværre for hende var det endt op lige. Han havde dog ikke været der til at se hendes hår blive skåret af, hvilket da hurtigt fangede hans opmærksomhed nu da han så hende oprejst. Han kommenterede ikke på det, gjorde hende heller ikke bevidst om det. Det var ikke det det omhandlede nu, det var nærmere hans tilværelse der var hovedemnet.
,,Jeg skulle netop til at spørge dem om det samme, frk. Ethelihn" svarede han hende da, med smilet liggende i tonefaldet. ,,- Men som De vil: jeg kunne ikke sove, min krop tillader mig det ikke," tilføjede han da til sidst, og vendte hele kroppen imod hende.

Hvis man havde spurgt Ethelihn, havde hun selv været kampens vinder. Hun indrømmede ganske vidst, at løbet havde været ulideligt tæt, men hun havde været den sidste til at angribe, og den sidste til at miste bevidstheden. Faktisk havde hun aldrig mistet den. Men det skyldtes nok knivstikket snarere end hendes egen fysiske styrke. Det havde voldt hende så mange smerter, at hun umuligt kunne være døset hen. Knivsæggen havde da også været helt ideelt placeret i mellemgulvet og besværliggjorde hendes vejrtrækning en hel del. Men nok om det. Fortiden stod ikke til at ændre, og nu havde hun et andet og mere presserende problem.

Den smule farve, der havde været i hendes ansigt, løb ned ad hendes rygsøjle som en iskold rislen. Ikke at man egentlig ville lægge mærke til hendes blegnen. Hun havde aldrig haft megen farve i huden, og pejseildens varme skær kunne nærmest dække over ethvert farvetab. For f*anen da også! Hun bandede og svovlede indvendigt over sin fejltagelse. Jo, hun havde da syntes, skikkelsen virkede bekendt, men det var først, da hun hørte Morgoths stemme, at det gik op for hende, hvem hun skulle til at sende af hekkenfeldt til. Og for at tilføje lidt ekstra salt i såret, så rendte hun selv rundt og så ud som, var hun lige stået op. Det var hun jo også, men alligevel. Hun stod mundlam et øjeblik inden, hun genvandt selvkontrollen. Mens Morgoth svarede - med en overraskende venlighed, hvis man da kunne kalde det det - nåede hun at spekulere over, hvorfor han bar maske. Hans ansigt havde jo nærmest ingen fejl bortset fra den mindre flatterende kridhvide hud. Så kom hun i tanker om sin egen teori om, at han nok var for paranoid til at vise sit ansigt til nogen. Indvidere nåede hun også at give masken skylden for, at hun ikke havde genkendt Morgoth noget før.

Hun bed sig et øjeblik i læben, mens hun en smule usikkert krydsede armene. Hovedet bevægede sig et par millimeter op og ned for at tilkendegive, at hun hørte efter. "Jeg kunne heller ikke sove... Jeg kan ikke svare på hvorfor." Hun kiggede tilbage mod opholdsstuen og så på Morgoth. "Beklager jeg ikke genkendte Dem... Men hvis De ønsker opholdstuen for Dem selv?" Spørgsmålet skyldtes, at han havde været på vej væk. Hun regnede stærkt med, det betød, at han ikke ønskede selskab.

Ethelihns blegende hudfarve var ikke hvad der fik halvdæmonen til at se hendes ubehag. Faktisk, utroligt nok, var det lugten af den. Den skarpe lugt fangede hurtigt hans næsebord, og fik ham da til at hæve brynene en anelse. Hun havde tydeligvis ikke genkendt ham, hvilket man da heller ikke kunne bebrejde hende for ikke at gøre. Hun var faktisk den første, udover Alwyn, af hans underordnet der havde set ham uden maske. Så det kom vitterligt ikke som en overraskelse for ham, at hun ikke havde genkendt ham. Men hun havde utroligt nok genkendt ham, ved hans stemme. Dette var derimod ikke så underligt, da Morgoth stemme i sig selv ikke var særligt .. ordinær. De fleste ville kalde den ret død, kold og død for at være helt præcist. Dette var nok også meget rigtig, eftersom Morgoth ikke var varm person – heller ikke i den bogstavelige forstand.
Den anden var tydeligt mundlam, og morede da inderst inde også halvdæmonen. Dette var dog ikke mærkbart, hvilket ene og alene var på grund af, han ikke ville lade det være det. Til dels fordi det ville ikke just gøre situationen bedre for Ethelihn, til dels fordi han ikke fandt morskaben passende på daværende tidspunkt. Derfor holdte han smilet tilbage, og lod blot et granskende ansigt falde over den kvindelige skikkelse. Tøjet Ethelihn bar påvirkede ikke hans syn på Ethelihn, ikke det mindste faktisk. Han selv var heller ikke just klædt i tøjet, og bebrejdede hende da heller ikke for, ikke at gøre det. På trods af hendes natlige beklædning, der sikkert ikke var beregnet til at skulle fremhæve hendes kønnere side, bar Ethelihn alligevel et kønt udseende.

De blå øjne stirrede forsat imod Ethelihn, som om de aldrig ville slippe hende. Selv da hun så væk fra ham, forblev hans øjne fastmejlet til hendes. De mørke bryn hævede sig i den ellers glatte pande ved hendes ord, og noget der mindede om en erkendende nikken kom fra ham. Han forstod, og kunne da konkludere at de var på samme side af bogen – sådan da. Hendes beklagelse fik da et lettere kynisk udtryk til at trække sig frem i hans blege ansigt, og hans læber formede sig i en tynd ligegyldig streg. ,,Tænk ikke på det,” svarede han hende lavt, og samlede hænderne. Med lydløse skridt vandrede han hende nærmere, med blikket nu hvilende imod den brændende ild. Noget der mindede om en hovedrysten sås på hans ansigt, og de isblå øjne kneb sig langsomt sammen jo tættere de kom på den brændende ild. ,,Bliv De blot,” svarede han hende da, med en stemme der nærmest sang. Det umærkelige smil dannede sig da pludseligt på hans læber igen, og noget sukkersødt vidste sig pludselig over ham. ,,For en gangs skyld, har jeg behov for selskab,”

Hun fortrak ikke en mine. Ikke da han ikke lod til at reagere synderligt på hendes lille fejltrin; ikke da hun ud ad øjenkrogen lagde mærke til, at Morgoth stirrede på hende med de der kolde øjne; eller da han med sukkersød stemme, der slet ikke passede til ham efter hendes mening, sagde, han godt kunne bruge selskab. Det beroligede hende lidt, at hun var undskyldt, men de stirrende kolde øjne og den fuldstændigt malplacerede sukkersøde stemme fik det igen til at løbe koldt ned ad ryggen. Pludselig blev hun helt vred på sig selv for igen at spekulere over bagateller. Ethelihn? Tag dig sammen... Hun fyldte lungerne til bristepunktet med luft og lod det så lydløst slippe ud igen. "Udmærket... så gør jeg Dem selskab," sagde hun toneløst og smilede vagt et halvt sekund.
Ilden i pejsen havde endelig fået ordentligt fat. Det hjalp dog ikke så meget på varmen, med mindre man sad med næsen inde i pejsen. Hun lod sig dumbe ned på sin pladsen i sofaen igen i skrædderstilling - ja, skoene kom op igen, og derfra så hun afventende på Morgoth. Hun havde ikke selv meget at sige, eller i hvert fald ikke noget, hun havde lyst til. Hun syntes næsten, hendes problemer var pinligt ligegyldige. Ikke at hun havde nogen som helst anelse om, hvilke problemer der åbenbart var skyld i Morgoths søvnløshed. Hun kunne selvfølgelig spørge, men... Ethelihn havde en kort diskussion med sig selv om, præcis hvor lille en skvatmikkel, hun var ved at blive til. Naturligvis kunne hendes mangel på søvn have noget at gøre med hendes lettere forvirrede sindstilstand, men den undskyldning blev hurtigt nedstemt.
Hun lænede sig lidt mere afslappet tilbage mod sofaen ryglæn og rømmede sig svagt. "Såh... hvad holder Dem vågen, om man må spørge?" Hvis hun havde spurgt lidt tidligere, ville tonefaldet have været mere usikkert, men hun havde nu genvundet lidt at sin selvsikkerhed. Hun følte sig også lidt mere vågen, hvilket nok skyldtes, at hun nu havde været oppe et pænt stykke tid.

Det toneløse tonefald, og det udtryksløse ansigt fik Morgoth til at trække lidt på det umærkelige smil. Om hvorvidt Ethelihn følte situationen akavet eller ej, tog han selv det ganske pænt. Der havde været en vis oprigtighed i halvdæmonens ord, da han havde sagt han ikke havde noget imod hendes selskab - for det havde han ikke. Faktisk så han hellere hendes selskab, end vagterne der vandrede søvnløse rundt på gangene, uden den mindste idé om hvad de egentlig foretog dem. De havde virket overordentligt overraskede, da de modtog deres overordnede og medsoldater, da Morgoth kom for at anbringe de to oprører; Renatika og Lucifer i deres fangeskab. Det var ved at være et par timer siden nu, men klokken havde i al fald ikke slået over midnat. Efter at have først fangerne ned i deres fangeskab, var Morgoth målrettet forsvundet op i sine gemakker. Ikke kun for at skifte, tage et bad, men også for at få sig noget søvn. For første gang i mange dage, havde han oprigtigt brug for noget søvn. Men denne gang, hvor han virkelig behøvede det, havde hans forslåede krop ikke givet ham lov. Derfor var han i opholdsstuen, i selskab med Ethelihn der tilsyneladende også havde haft søvnproblemer. Hendes egentlige søvnproblem, var nok ikke helt det samme - eller hvad?

De blålige øjne fulgte den bevægende skikkelse, indtil hun til sidst satte sig i sofaen ved hans side. Det umærkelige smil forlod straks hans læber, og ligeledes gjorde de stikkende øjne hendes kvindelige krop. De stirrede blot, sultent ville nogle sige det, imod ildens gnistrende flammer. Trods skarpheden fra ilden, spærrede de sig blot yderligere op, nærmest hypnotiseret af de dansende flammer der åd det tørre træ op. Ethelihns spørgsmål kom ikke som en overraskelse for ham, ikke det mindste faktisk. Han havde set det komme, på en eller anden måde. Hvordan kunne han ikke sætte finger på selv, men et eller andet - hans underbevidsthed, muligvis? - fortalte ham at hun netop ville stille ham det spørgsmål. Han rynkede brynene ved sin egen tankegang, beskyldte først hans mulige træthed for hans hastigheder, men lod da til sidst skylden falde imod det blod han tidligere havde drukket.
,,Hvad der holder mig vågen?" gentog han sagte, med en tonefald der var lige så hypnotiserende som flammerne i pejsen. ,,Fysiske skader, vil jeg tro," svarede han hende, uden yderligere forklaring til hvorvidt smerterne var opstået fra. Det var sådan det næste skulle spørgsmål skulle omhandle? - Ikke sandt?

Skader, hva'? Hun smilte lidt. Hvem mon var i stand til at give Morgoth store snok kvæstelser, at han ikke kunne sove for dem. Naturligvis var det muligt, at det havde været en eller anden form uheld som at han var faldet ned af trapperne. Den maske var nødt til at give ham problemer med at se sig for. Men den anden mulighed var nu en hel del sjovere. Hun ønskede næsten, at hun havde været det - for at hjælpe lidt til naturligvis... eller måske ikke. Hun fik et frydefuldt, næsten diabolsk glimt i øjet et lille øjeblik. Så forsvandt det igen.
"Skader? faldt du ned ad trapperne eller hvad?" spurgte hun og hævede et øjenbryn, som om hun ikke lige havde siddet og forestillet sig den berygtede general Morgoth få bank. Ud over øjenbrynet var der intet at se, måske bortset fra en let vibration i venstre mundvig, fordi hun undtrykte trangen til at smile. Hvad angik hende kunne man vel godt sige, at det var hendes 'skader' der holdt hende vågen, mere præcist en såret stolthed. Et sekund skævede hun irriteret til flammerne, som om det var deres skyld, at stenvæggene var for kolde til at varme op. Hun kunne mærke, hun havde fået en smule gåsehud. Hun kunne vel godt bruge et tæppe, men ikke nok til at rejse sig efter et. Blikket og opmærksomheden faldt tilbage på Morgoth. Han virkede næsten som hypnotiseret af flammerne. På en måde var det vel logiskt nok at kigge ind i flammerne i håb om, man på den måde kunne få varmen. Hun ville dog gøre noget lidt mere aktivt. Lidt uvilligt kom hun ud af sin skrædderstilling og trådte ud på gulvet. Så gik hun hen til pejsen og satte sig på tæppet foan det med front skævt mod Morgoth. Det hjalp en del.

Faldet ned af trapperne, var ikke ligefrem det Morgoth var. Han var blevet kastet gentagende gange rundt af slyngplanter, der havde en tykkelse på størrelse med hans overarm gange tre. Derudover havde han fået den omtalte flænge ved øjenbrynet, og hvad der var skyld i det var en anden slyngplante. Så var der selvfølgelig den tredje slyngplante, ud af halvtreds andre, der løftede ham over tyve meter op i luften. Han ville ikke ligefrem indrømme det var et skønt syn, at hænge deroppe. Tanken om at planten havde planer om at kværke ham, var ikke ligefrem .. beroligende.
Det var også derfor, med øjnene endnu liggende på de intense flammer, de mørke bryn ganske let hævede sig i panden på halvdæmonen. Om han var faldet ned af nogen trapper? De stikkende øjne kneb sig ganske let sammen, dannede et undrende ansigtsudtryk – hvor den undrende del, ikke just var særligt tydeligt, taget hans følelsesløshed i betragtning. Han lod spørgsmålet hænge lidt i luften, uden en bestemt grund, hvorefter han da svarede hende: ,,Nej, ikke just,” hans tonefald var lige så følelsesløst som hans ansigtsudtryk. Dette kom nok ikke som en overraskelse for nogen, eftersom de fleste af hans underordnede var van til at se et stenansigt, når de så deres overordnede. Igen måtte masken være skyld i dette; den blokerede ikke blot hans identitet for omverdenen, men også hans følelser. Det eneste der, om muligt, blottede hans følelser – som generelt var sjældent set, var hans øjne. Men var øjnene ikke også vinduerne til sjælen? Var det ikke sådan det ordsprog lød?
De isblå øjne løftede sig fra ildens flammer, da den kvindelige skikkelse bevægede sig imod ham. Det enkelte af brynene løftede sig ganske let, da Ethelihn smøg sig ned på tæppet, nærtliggende hans stående skikkelse. De lyseblå øjne fulgte, som søm neglede til en væg, hendes bevægende skikkelse. De fleste fandt hans blik meget ubehageligt, hvilket i bund og grund var forstående. De stikkende, bitte små pupiller, den isblå iris der nærmest gik igen med det kridhvide øjenæble, var der ikke mange der så særligt megen .. skønhed i. Enkelte personer gjorde, men de enkelte personer var nok også det nærmeste Morgoth kunne komme på et følelsesmæssigt forhold; for ikke at tale om et menneskeligt.

,,Hvad med Dem, frøken?” lød den nu mere bløde stemme fra Morgoth. Han havde vendt ansigtet imod den brændende pejs, og mindede nu alt i alt om en stående søjle. Hans lange sorte hår gik igen med hans kjortel, der faldt i en pæn bue ned imod gulvet. De fleste ville kalde synet uhyggeligt, men det handlede jo bund og grund også om smag – ikke sandt? ,,Hvorfor kan De ikke sove?”

Mens Ethelihn ventede på svar, granskede hun Morgoths ansigt for at finde et strejf af følelse bare for sjov skyld. Hun havde ikke set ham uden sin fuldendt følelsesforladte maske og var kun vandt til at høre hans lige så følelsesforladte stemme. Måske var det muligt at læse lidt mere ud af ham, når han nu ikke havde masken på. Men hun fandt ikke andet end den lille, undrende rynke mellem øjenbrynene. Selvom hun vidste, Morgoth ikke var fuldblodsmenneske, overraskede hans næsten maskeagtige ansigt hende alligevel. Den ville også have skræmt hende, hvis ikke det var fordi, hun var så vandt til den rigtige maske. Men det ændrede dog ikke på, at de der stirrende øjne, der blev ved med at følje hende som magneter med metal, gav hende mere gåsehud, end hun havde i forvejen. Selvfølgelig forsøgte hun ikke at lade sig mærke med noget.

Hvorfor hun ikke kunne sove? Skulle hun fortælle det? Morgoth havde trods alt undladt at fortælle den bedste del af, hvorfor han ikke kunne sove. På den anden side havde han måske mod alle odds en anden løsning på problemet. En anden løsning end bare at lade det ligge. "De husker nok kampen i arenaen?" Hun undlod bevidst at se op på Morgoth, mens hun talte. I stedet fokuserede hun blikket på flammerne i pejsen. "Min modstander kappede mit hår... Det svarer til at få hukket armene af på grund af min evne. Samtidig fratog han mig min ene evne." Hun undlod at nævne sin forfængelighed, en side af sig selv, hun udmærket var klar over, men ikke brød sig meget om at skilte med. Hun undlod også at nævne, at han havde ydmyget hende så meget det overhovedet var muligt ved næsten af have slået hende for øjnene af hendes overordnede og uden brug af sine evner. Hun syntes, det gav sig selv."I går fandt jeg så ud af at han skal ses an til at blive en af os!" Hun havde haft en hvis ro i stemmen ind til nu. Det havde faktisk næsten været en mumlen, men også kun næsten. Nu skiftede stemmeføring til at være en smule mere intens, irriteret næsten. Efter en lille pause fortsatte hun i sit mere rolige tonefald: "Men det vidste De vel." Man kunne næsten høre et suk, da hun sagde det sidste.

Stiltiende, med ryggen vendt imod Ethelihns skikkelse, lyttede han. Morgoth lyttede ikke kun til de ord, der kom fra Ethelihns mund, men også til omgivelserne omkring dem. Hans hjerne var netop byggede sådan op, at han kunne koncentrere som om ikke kun en, men flere ting. Netop nu var han allermest fokuseret på at lytte til Ethelihns ord, men lydene omkring dem havde da også fanget halv dæmonens opmærksomhed. Der var ikke voldsomt meget at høre inde i værelset, kun ildens gnistren der fra tid til anden hørtes, det var mere lydene udenfor. De var beroligende; lyden af uglens kald, vindens blide blæst der blidt stødte imod vinduets glas, hørtes ganske tydeligt i halv dæmonens ører. Han lod langsomt øjenlågene glide i, ved disse lyde. Fik den ligegyldige streg, der havde formet sig på halv dæmonens læber, til at trække sig en anelse længere op. Pludseligt, lignede det at han smilede.
,,- Åh ja, den dag er ikke en man glemmer," mumlede han lavt, og sukkede ganske let over dette. Festen Lorden havde stablet sammen, havde ikke just været en festdag for Morgoth. Ikke som mange andre, om muligt Ethelihn inkluderet, havde han ikke set frem til højtideligheden. Han var kun trappet op, fordi det var hans pligt. Fordi det var hans job at holde styr på sagerne; sagerne ment som omgivelserne til festen, og ikke mindst slaverne der skulle bruges til legene. Han nikkede dog erkendende til Ethelihns ord da han, indrømmet, tydeligt huskede kampen mellem Ethelihn og denne slave - Cazador hed han. Han var ikke blevet der til at se hele kampen an, men han havde derimod været med til at beordre nogle soldater til at bærer de sårede ind. Synet han havde mødt af de kæmpende, havde ikke just været prægtigt. De havde begge to været ret forslået, huskede han, og var derfor blevet først til en sygestue. Begge to i den samme, ligegyldig stand og rang. Cazador havde jo næsten vundet kampen, så han havde fortjent samme sted - ordre fra Lorden selv. Ikke noget Morgoth selv havde ment var rigtigt, men hvad kunne han gøre? Hans stand taget i betragtning, var han stadig kun en underordnet.
,,Åh ja, det er rigtigt" de blå øjne havde nu vænt sig imod den siddende skikkelse bag ham, og et tand smil viste sig på de røde læber. ,,- Jeg skulle selv have været med til at vurdere, den fine herre," lød det lettere ironisk fra ham, og en underlagt latter hørtes fra den slanke hals. De udbredte smil dalede straks, efter han havde udstødt den dybe lyd af en latter. Han lod stilheden falde over dem i en tid, inden han da igen talte: ,,Hvordan tror De, det ender? - Syntes De han fortjener det?"

Et skadefro smil bredte sig på Ethelihns ellers temmeligt nedtrykte ansigt til det ikke kunne mere. Hun var mere end tilfreds med ikke at være den eneste, der så Cazador som skidt, der havde fået langt mere ros, end hans ego kunne holde til. Og det bedste var, at det var én, som kunne tryne ham noget så grusomt. Hun havde en fornemmelse af, at Cazador ikke ville få det nemt. Hun så op på Morgoth - eller rettere hans nakke, for han stod jo med ryggen til. "Så De blev forhindret, hva'?" Det var ikke noget egentlig spørgsmål, men mere en konstatering - og man kunne tydeligt høre fryden i hendes stemme. Men så faldt hendes smil en grad til et mere utilfredst stadie. "Men jeg er bange for, at han slipper igennem. Han var trods alt dygtig selv uden sine evner... Men det får mig ikke til at synes, han fortjener en plads her. Han har intet at gøre, og desuden tror jeg kun, han ville optages fordi han var bange for ikke at overleve arenaen, hvis han ikke gjorde noget." Hvor sandt det var, havde Ethelihn ingen idé om, men det kunne også være hamrende ligegyldigt. Lige meget hvad, ville hun ikke holde op med at anse ham for noget så sølle, at hun ikke kunne finde ord for det - selvom uduelig, selvglad fnatmide var tæt på. Sagt på en anden måde syntes hun ikke ligefrem, han virkede sympatisk.
Ethelihn slap taget om sine optrukne ben og flyttede rundt på sig selv for at finde en mere behagelig måde at sidde på. Hun var ved at få varmen, selvom det gik vandvittigt langsomt. Muligvis havde det også hjulpet læsse et par klager af til én, der åbenbart heller ikke havde særligt høje tanker om fnatmiden også kendt som Cazador. Da hun efter lidt tid fandt det besynderligt og også temmeligt kedeligt at stirre på en nakke, vendte hun til sidst igen hovedet mod flammerne i pejsen.

Det skadefro smil der prægede sig på Ethelihns smil opfangede hurtigt halv dæmonens øjne. Det havde stået ham hurtigt klart at hun ikke var tilfreds med at, Cazador muligvis blev optaget i Mørkets Lords større gruppe soldater - tilgengæld faldt det ham lige så hurtigt ind, at hun var tilfreds med at hun så ud til at have en med på 'sin side' hvad det angik Cazadors optagelse. Det ville være forkert at sige at, Morgoth ikke ville have ham ind - for det var ikke sådan det forholdte sig. Det var altid godt at få ekstra styrke ind, dels fordi det skabte mere styrke for Mørkets Lord, og dels fordi så var der blot en anelse mindre arbejde at gøre for hans vedkommende. Det var mere Cazadors .. aura af selvtillid, som strømmede så ufatteligt meget igennem, som Morgoth ikke kunne holde ud. Det var hans personlighed, som han ikke kendte vildt meget til, der provokerede ham - og det sagde allerede blot meget, ved at han netop ikke kendte ham så meget, som han nu engang gjorde.
Det tilfredse ansigt, og det skadefro smil, syntes at smitte en anelse af på halv dæmonen. Hans ansigt var nu vendt sig om imod Ethelihn, og et dominerende blik syntes at glimte i de isende øjne. "Forhindret?" gentog han, med et smil prægende de røde læber. ,,Kald det hvad De vil, han er i al fald ikke bedømt færdigt endnu," svarede han hende, og lod de stikkende øjne granske den hendes siddende skikkelse. Han vendte da øjnene fra hende, og frem imod flammerne. ,,Jeg har fået besked på personligt at bedømme ham - i kampfærdigheder," Om man kunne kalde dette et plus eller et minus for Cazador, var svært at sige. Det var lidt af en ære at blive sendt direkte til Morgoth, og ikke en af de højtstående soldater. Men hvad det så ellers var, var at Lorden kun gjorde det for at være helt sikker - og fordi at han vidste at Morgoth ikke ville ligge en finger imellem ham og Cazador, hvis han fejlede så at sige.
De mørke bryn rynkede sig sammen over hendes ord, og det umærkelige smil dannede sig atter på halv dæmonens læber. Han vendte blikket imod sine faktisk bare fødder, og noget der mindede om en latter - som allermest hørtes som et fnys, lød fra den slanke hals. Denne gang var det hans tur til at smile skadefro: ,,Bange for at overleve arenaen?" gentog han, med en næsten sukkersød stemme. ,,Det skal nok blive en vurdering af ham, når han skal stille op igen," han hentydede selvfølgelig til 'kampen' der skulle foregå mellem ham og Cazador, når den tid kom.
I en blid bevægelse vendte han sig fra ilden, vandrede med lette skridt forbi Ethelihn for at sætte sig bag hende på sofaen. De hvide fødder lyste tydeligt frem i ildens skær, og ligeledes gjorde resten af hans blottede krop. Dette var selvfølgelig ikke meget hud der blev blottet. Faktisk gjaldt det kun hans fødder, hans slanke hænder, hans hals og starten til hans kraveben, og hans ansigt selvfølgeligt. Han slog benene over kors, for derefter blidt at rette på den natblå munkelignende kjortel han bar. Ilden havde endnu ikke varmet hans krop, og ville nok heller aldrig komme til det. Verbal ild, var ikke til at varme halv dæmonens faktisk døde krop.

Hun stirrede næsten som tryllebundet ind i ilden med halv nedslåede øjenlåg og sit skadefro smil stadig synligt i den ene mundvig. At Cazador skulle sættes på prøve af selveste Morgoth virkede på en gang utroligt urimeligt og umådeligt pragtfuldt. Selv var hun blevet testet ved at slås mod (og naturligvis vinde over) andre, der ønskede optagelse. Desuden skulle hun også testes mod en, der allerede var mørkets kriger. Lige præcis hvem det var, kunne hun ikke lige komme på, men det var også underordnet. I hvert fald skete det kun i få tilfælde, at en højere rangerende afprøvede nytilkomne. Hun havde ikke haft meget imod at komme igennem nogle hårdere prøver for at få adgang. Hvis hun var blevet stillet over for Morgoth, ville hun nok have tabt. Men hun var også temmeligt sikker på, Morgoth ville pådrage sig nogle alvorlige skader. Trods Ethelihns tillid til sine egne evner, respekterede hun skam Morgoth for hans styrke. Netop derfor virkede det temmeligt opmuntrende, at Cazador skulle stilles over for netop ham. Hun havde en fornemmelse af, at Cazador ville kalde Morgoth for en værdig modstander. Den holdninger kommer han ikke langt med... tænkte hun for sig selv. Hvis hun havde været kat, var hun begyndt at spinde. For hendes indre blik så hun, hvordan Cazador fik det ene slag efter det andet - hvilket resulterede i, at hendes smil blev lidt bredere.

Ethelihn havde godt lagt mærke til, Morgoth havde forladt hende side for at placere sig i sofaen, men hun havde ikke fulgt ham med øjnene. Hun havde heller ikke tænkt sig at følge ham fysisk. Varmen fra pejsen virkede som en magnet på hende, så hun blev siddende, hvor hun var. Dog drejede hun sig rundt, så hun nu sad med ryggen til den knitrende pejs. "Gør mig en tjeneste... kronrag ham, hvis du kan komme til det." Grammatisk set, havde hun ikke stillet et spørgsmål. Det lå i stemmeføringen. Det var næsten en lille bøn, men også kun næsten. Hun brød sig ikke om at bede folk om noget.

Efter at have stirret nogle stiltiende minutter ind i den intense ild, lod Morgoth de isblå øjne langsomt vænne sig imod kvinde skikkelsen foran sig. Han betragtede, uden den mindste diskretion, bagsiden af Ethelihn. Han lod øjnene vandre fra hendes hovede, til omkring hendes letblottede skuldre, og ned omkring ryggen. Han anede ganske let det kvindelige former på hendes krop, hvilket til et lettere sjofelt smil til at danne sig - næsten utydeligt, på hans læber. En hjørnetand blev kort synlig gjort, da læberne trak sig op i det umærkelige smil. Dette var som sagt kortvarigt, da det lettere fremtrædende smil, forsvandt i en lige så stor hast som det var kommet. Han rynkede brynene ganske let over sin sjofelhed, og lod blikket trække fra den endnu siddende skikkelse. Muligt at Morgoth nu engang var en mand, og lod visse tanke omkredse hjernen, han var ikke en omvandrende teenager der kun havde visse emner tiltende rundt i hovedet. Han måtte siges at have en .. forkærlighed for visse ting, på den ene eller den anden måde, men selv han havde grænser. Eller hvad, man i dette tilfælde, ville kunne kalde det.

Bevægelsen han da anede ud af øjenkrogen, fik de stikkende øjne til at vænne sig tilbage imod den siddende skikkelse. Han tiltede hovedet let til den ene side, så det lange sorte hår gled fra hans skuldre, hvor det lagde sig blidt imod hans brystkasse. De lange pandehår der var strøget fra ansigtet, sammen med det andet, faldt ligeledes sammen med det andet og dækkede derfor halvdelen af det hvide ansigt. Han rynkede brynene ganske let ved dette, hævede en hånd for at stryge det væk, men standsede da kortvarigt da han hørte den anden tale. For første gang i meget lang tid, hørtes en tydelig latter fra hans læber. Den var næsten syngende, blid - køn om man vil. ,,Kronrag ham?" gentog han, med det blide grin smittende af på hans tonefald. ,,Prøver De at fratage hans mandighed - for ærligt talt, blev den ikke frataget da han fjernede Deres hår?"

Følelsen af at blive stirret på vendte tilbage. Hvis han stirrede på hende, kunne hun vel godt tage det som en kompliment. Mænd havde en tendens til at stirre på ting, de gerne ville have. Hun gik ud fra det også gjalt Morgoth trods hans kolde udstråling. Ikke desto mindre ville jeg ønske, han ville holde op med at stirre, tænkte hun og undtrykte en kuldegysning. Så vendte hun sig rundt.

Ethlihn blev temmeligt overrasket. Hun havde aldrig nogensinde set Morgoth smile rigtigt. Det var der selvfølgelig en god grund til, da han trods alt randte rundt med en maske det meste af tiden. På et tidspunkt havde hun overvejet, om den var brændt fast eller noget, men det virkede alligevel lidt for sært. Det skyldtes igen at hun selv var for forfængelig til at kunne forestille sig, at nogen med vilje ville skamfere deres eget ansigt ved at brænde en maske fast til det. Men den evige renden rundt med maske havde overbevist hende om, at humor ikke var hans stærke side. At han ligefrem skulle være i stand til at grine på andre måder end koldt og onskabsfuldt virkede fuldstændigt vanvittigt! Hvis nogen havde sagt, de havde hørt Morgoth grine, ville hun have leet af dem.
Trods den forholdsvis store overraskelse, skete der ikke meget med Ethelihns ansigtsmimik. Jo, hendes øjne blev lidt større og hendes lukkede læber lod et lille lufthul åbne sig mellem dem, men det var også alt. Så kom det skadefro (denne gang lidt mere muntert end ondskabsfuldt) smil frem igen. "Cazador? En mand? Det har han aldrig været, men det lader ikke til, han selv er klar over det. Jeg vil bare lige understrege, at det ikke er ham, der har fadt i den lange ende." Her kunne en frydefuld undertone temmeligt tydeligt høres. Hun var sikker på, Cazador ville fatte dén hentydning. Hun var også rimeligt sikker på, han ville hade hende endnu mere efter det. Det var da muligt, at han nægtede at fritage hende fra sine fisefornemme høfligheder, men hun vidste godt, han ikke kunne gøre andet end at hade hende. Så meget desto bedre at give ham et par skrammer på stoltheden.

Med det halve af ansigtet dækket af det lange, ravnsorte hår, lod Morgoth sine isblå øjne glide over Ethelihns overrasket ansigt. Smilet der før havde dannet sig, samtidig med at den blide latter havde hørtes fra halv dæmonens læber, fjernede sig i takt med at de grønne øjne - der sås i det kvindelige ansigt overfor ham - spærrede sig op. Hun virkede overrasket over klangen, der hørtes da han grinte. Dette overraskede tilgengæld ikke ham, da han udmærket godt vidste hvor lidt han egentlig udstødte denne form for lyd. Morgoth var generelt ikke den type man hørte grine, eller se smile for den sags skyld. Dette skyldes ikke alene at manden ikke følte glæde nok i livet, til dette, men også fordi han aldrig nogensinde havde haft lysten - helt og aldeles uden grund - at smile, eller grine i andres nærvær. Det at smile foran sine underordnede, og hermed fra Ethelihns rang og nedefter, havde aldrig faldet ham ind. Mørkets soldater havde aldrig hørt deres herre grine, eller set ham smile. Hvis dette havde været tilfældet ville de have reageret på selv samme måde som Ethelihn, dette var helt sikkert. De eneste, udover nu den sorthårede kvinde, der havde hørt Morgoth udstøde en oprigtig latter var Horisont. Denne latter var dog en mere .. kærlig en af slagsen. Sjovt nok, var dette heller ikke så besynderligt, eftersom Horisont nu engang var halv dæmonens forlovede.

Men ikke desto mindre havde Ethelihn oplevet ham smile, og grine. Om dette så havde en dybere betydning, end det så ud på daværende tidspunkt, var ikke til at sige. Trods den store overraskelse, blev denne hurtigt erstattet af det skadefro smil, halv dæmonen før havde skimtet på de formelige læber. Han måtte dog siges at se noget mere ondskabsfuldt i smilet, end det han før havde måtte betragte. Dette en trækning til at danne sig på de smalle læber, da han - dog langt fra så tydeligt som kvinden overfor ham - gengjaldt hendes skadefro smil. Han vendte kortvarigt blikket fra de grønne øjne, for at studere mørket udenfor. ,,Ja, selvtilliden er der ikke mangel af," konstaterede han, og rynkede brynene i en lettere overlegen grimasse. Muligt Morgoth ikke havde deltagte til bedømmelsen af Cazador, men ML havde alligevel formået at forklarer hvilken type han var - på sin egen, specielle måde. ,,Jeg glæder mig til at afprøve den," mumlede han, og vendte de nu let smilende øjne, imod de før betragtede grønne øjne. Han hævede ansigtet ganske let, udåndede et stilværdigt suk, imens han lod de stikkende øjne forsvinde fra hendes. Lige nu ønskede han natten mere end noget andet, og det specielle tobak han havde liggende inde i sine gemakker. Alt for meget, måtte han nok indrømme.