Arun Tariq af Kazimi havde altid haft et naturligt bånd til slanger. Ikke helt som sin far. Nej, Slangerne adlød ikke Arun, blot fordi han bad dem om det. De skulle lære hans hænder at kende først. Hans lugt. Hans stemme. De skulle vide, at de kunne sno sig om hans håndled uden pludselig at blive grebet om nakken. Først da kom tilliden.
Han havde aldrig rigtig forstået, hvorfor det skulle være et problem. Han foretrak det sådan. Der var noget langt mere tilfredsstillende ved at mærke en slange krybe frivilligt op i hans hånd end ved tanken om at tvinge den til det. Fareed var dog af en anden overbevisning.

I hans nærvær syntes selv de mest egenrådige af slangerne at bøje sig for noget, de ikke selv havde valgt. Hans far kunne styre dem. Presse dem. Få dem til at handle imod instinkter, der burde have været stærkere end noget menneskes vilje. Arun var ikke synderligt begejstret for dén del af deres fælles gave. Hvorfor tvinge sig til lydighed, når man kunne gøre sig fortjent til den?

Men hans far havde altid været den mere utålmodige af de to.

Tanken trak ganske kort i Aruns mundvig, mens han fulgte havestien mod Fareeds slangegård. Rosenbuskene stod efterhånden med flere grønne blade end blomster, men sensommeren havde heldigvis sendt afløsere. Stjerneblomsten Pentas, Oleander og trillingeranker stod i varme farver langs stien. Arun lod fingerspidserne strejfe en lyserød blomsterkrone på vejen forbi.

Solen havde varmet hans mørke hår og hud, og en lun vind gled behageligt ind under de løse ærmer. Under sandalerne knasede gruset sagte. De lange ametyster i hans ører gav en fin, næsten musikalsk klirren fra sig for hvert skridt. 
Hans far havde bedt om at se ham arbejde med slangerne i dag. Det havde naturligvis vakt Aruns nysgerrighed. Fareed kendte allerede til hans evne. Men tilsyneladende mente han, at der fandtes mere i den, end Arun hidtil havde fået frem.

Kontrol.

Arun havde smagt lidt på ordet, siden beskeden kom. Han kunne stadig ikke helt se, hvad han skulle med den. Hvis en slange ikke ønskede at gøre noget, kunne man vel bare finde en anden måde? Alligevel var der noget ganske behageligt ved, at hans far havde vist interesse.
Kazimisønnen nåede frem til slangegården og skubbede døren til side. Den lune haveluft blev afløst af en fugtig duft af træflis, og hans blik søgte straks gennem rummet. "Fader?" lød hans stemme ubekymret, da han trådte indenfor og lukkede døren bag sig.