Tre uger var gået forbavsende hurtigt.

Den mærkelige afslutning på samtalen i atelieret var aldrig blevet nævnt igen. Allerede dagen efter havde alting stort set fundet tilbage i de vante folder. Eller måske nogle nye. Viktor havde efterhånden lært, hvilke gulvbrædder der knirkede på vej gennem huset, hvor Corinth efterlod sine ting, og hvilke lyde fra atelieret der betød, at han helst ikke skulle forstyrres — og hvilke der tilsyneladende betød det stik modsatte.

De var blevet bofæller.

Rigtige bofæller, på den mærkelige, umærkelige måde der skete, når to menneskers vaner langsomt begyndte at flette sig ind i hinanden. Viktor tænkte ikke længere over at finde Corinth i køkkenet eller høre hans stemme fra et andet rum. Små blikke havde stadig for vane at blive hængende lidt for længe. En hånd kunne strejfe en skulder eller lænd på vej forbi. Ingenting, der krævede forklaring. Heldigvis.

Og de havde ikke talt om den eftermiddag igen. Viktor havde heller aldrig fortalt Corinth, hvilken model han ønskede sig. Ikke fordi han ikke havde tænkt over det. Det havde han.
Problemet var snarere, at samtlige svar, han var nået frem til, lød betydeligt værre, når han forestillede sig at skulle sige dem højt. Så dagene var gået. Én uge. To. Og nu tre.

Corinth havde ikke været hjemme, da Viktor gik i seng aftenen før. Det havde han heller ikke været, da Viktor stod op. Ikke at det ragede Viktor. Det var heller ikke usædvanligt nok til at være bekymrende. Corinth kom og gik, som Corinth nu engang gjorde. Alligevel havde Viktor registreret stilheden, allerede inden han fik trukket træningstøjet på og begav sig udenfor i den tidlige morgenluft.

En lille time senere var han tilbage. Musklerne havde den behagelige tyngde efter træningen, og et varmt bad havde skyllet sveden af huden. Nu sad han i stuen med endnu fugtige krøller og en bog slået op over det ene lår.

Han havde læst den samme passage tre gange. Corinth var stadig ikke kommet hjem.