Tre uger var gået forbavsende hurtigt.

Den mærkelige afslutning på samtalen i atelieret var aldrig blevet nævnt igen. Allerede dagen efter havde alting stort set fundet tilbage i de vante folder. Eller måske nogle nye. Viktor havde efterhånden lært, hvilke gulvbrædder der knirkede på vej gennem huset, hvor Corinth efterlod sine ting, og hvilke lyde fra atelieret der betød, at han helst ikke skulle forstyrres — og hvilke der tilsyneladende betød det stik modsatte.

De var blevet bofæller.

Rigtige bofæller, på den mærkelige, umærkelige måde der skete, når to menneskers vaner langsomt begyndte at flette sig ind i hinanden. Viktor tænkte ikke længere over at finde Corinth i stuen eller høre hans stemme fra et andet rum. Små blikke havde stadig for vane at blive hængende lidt for længe. En hånd kunne strejfe en skulder eller lænd på vej forbi. Ingenting, der krævede forklaring. Heldigvis.

Og de havde ikke talt om den eftermiddag igen. Viktor havde heller aldrig fortalt Corinth, hvilken model han ønskede sig. Ikke fordi han ikke havde tænkt over det. Det havde han.
Problemet var snarere, at samtlige svar, han var nået frem til, lød betydeligt værre, når han forestillede sig at skulle sige dem højt. Så dagene var gået. Én uge. To. Og nu tre.

Corinth havde ikke været hjemme, da Viktor gik i seng aftenen før. Det havde han heller ikke været, da Viktor stod op. Ikke at det ragede Viktor. Det var heller ikke usædvanligt nok til at være bekymrende. Corinth kom og gik, som Corinth nu engang gjorde. Alligevel havde Viktor registreret stilheden, allerede inden han fik trukket træningstøjet på og begav sig udenfor i den tidlige morgenluft.

En lille time senere var han tilbage. Musklerne havde den behagelige tyngde efter træningen, og et varmt bad havde skyllet sveden af huden. Nu sad han i stuen med endnu fugtige krøller og en bog slået op over det ene lår.

Han havde læst den samme passage tre gange. Corinth var stadig ikke kommet hjem. 

Sikken en nat. Og sikken en morgen. Det opkvikkende sollys skinnede stædigt igennem Dianthos stræder, og varmede verdenen stødt op, omkring ham. Fik dem der startede arbejdet tidligt ud af fjerene, og dem der afrundede nogle alt for lange nattetimer, til at liste hjem. For Corinth, betød det som regel at slingrer hjemad fra hvor end han havde fundet selskab for natten, høj på diverse indtag og sløvet af alkohol. Men på denne morgen, slingrede han ikke hjem for at sove rusen ud. 
Han havde et underligt pep i sit skridt. Også på trods de dybere rander under øjnene, kunne det ikke rigtig mærkes, at han var træt. Nok nærmere det modsatte; en forkert form for høj på livet. 
En anden form for rus, der summede behageligt indvendigt. 
Bølger af minder om hans tid med Fabian indstillede en boblende, tilfredstillende glæde i Corinth, der ikke kunne komme ned fra det mareridt han lige havde deltaget i. Nok fordi at han vidste, at han var gået langt over stregen den her gang. 
Sjældent havde han udfoldet sig så meget, som han havde haft mulighed for med skøgen - og det var joh ikke engang overstået. De var så langt fra færdige med hinande. 
Foran ham lå nemlig en fantastisk tidslinje. Små tilfældige sammenstød når manden mindst forventede det. Han ville heale.. Corinths kæbe spændtes forventningsfuldt. Og så ville han knækkes igen. Måske han endda ville få hans læber mere på gled, når han indså, at han ville have svært ved at gemme sig i hovedstaden. Ikke nu, hvor han allerede havde færten af Fabian, sygeligt nysgerrig på de hemmeligheder han gik, og lod som om han ikke havde.  Hvis man ikke kunne ramme Prins Aldamar, kunne man i hvert fald ramme hans legetøj. 
Før han vidste af det, havde hans ben trasket han hjem. 
Hånden hvilede et tøvende øjeblik over jernhåndtaget, inden at han med en dæmpet lyd fik åbnet op for hjem. Viktor var egentlig ikke i hans bekymringer, fordi Corinth havde ingen lige nu, og trådte med et tilfreds suk ind indenfor.

Det var egentlig manglen på tobak som fik Corinth til at gå ind i stuen som noget af det første. Fordi.. han trængte joh til et bad. Lugten af sødlig røg og rester af mørkt, indtørret blod, hang stadigvæk tilbage under hans negle, og enkelte steder på arme og ansigt, hvor han ikke havde fået haste-vasket det væk. Alt var egentlig bare dækket af handsker og overtøj, som belejligt havde skjult ham fra nysgerrige blikke på vej hjem. 
Viktor havde dog et af de mest nysgerrige han kendte. Og pludselig sad han der - som en fremmed fra en kendt virkelighed - som brød ind i hans lille eventyr. Corinth stivnede kortvarigt. Var han allerede oppe? 
Men så kom skuespilleren frem i manden igen, og han trak op i et hilsende smil - "Jamen godmorgen! Allerede oppe kan jeg se.." og han skubbede døren i med et møjsommeligt klik. 

Han bladrede meningsløst frem og tilbage mellem siderne. Kunst, etikette og dets kultur. Noget om farver og komposition gennem tiden. Viktor skimmede et par linjer, lod blikket glide over et maleri skaleret ned til bogens beskedne format og læste analysen under det.
Det var interessant. Det var faktisk enormt interessant.
Så hvorfor havde han ingen anelse om, hvad han lige havde læst?

Corinth.

Viktor pustede lydløst ud gennem næsen og lod bogen synke ned mod brystet. Blikket fandt loftet.
Hvad lavede Corinth egentlig, når han ikke var hjemme?

Enkelte gange fik Viktor det fortalt. Det meste af tiden, faktisk. Denne gang havde der bare ikke været noget.  Ikke at Corinth skyldte ham en redegørelse. Det var en forkælet tanke nemlig. Viktor var trods alt gæst i hans hjem, ikke hans—

Døren gik op.

Viktors hoved drejede sig øjeblikkeligt mod lyden. Hjertet slog et slag over. Et kort øjeblik blev de begge bare dér. Corinth i døren. Viktor på chaiselongen. Og der var noget ved måden Corinth standsede på, som fik Viktor til at betragte ham lidt nærmere.

Så kom smilet. Jamen godmorgen!

Den velkendte duft af sødlig tobak fulgte med Corinth ind, men nedenunder lå noget andet. Svagere. Noget Viktor ikke kunne placere. Eller nogen?
Den tanke blev skubbet væk omtrent lige så hurtigt, som den kom.

Viktor skubbede sig op på albuerne og kom helt op at sidde. "Jeg følte mig vel en smule rastløs." Du var her ikke. Han forsøgte sig med et skævt smil og lagde bogen fra sig. 

Blikket gled langsomt over Corinth. Han så træt ud — det kunne selv afstanden ikke skjule. Skyggerne under øjnene var dybere end normalt. Og alligevel var der noget ved ham, der ikke rigtig passede til et menneske på vej hjem for at falde om i sin seng. En rastløs energi under trætheden. Næsten oplivet?

Hvor har du været? Den barnlige tanke var allerede på vej til at presse sig ud gennem munden, men Viktor bed den diplomatisk i sig. Han pakkede spørgsmålet ind i en lavmælt latter. "Du ligner én, der ikke har fået sovet særlig meget i nat." Brynet løftede sig en anelse.

Øjeblikket var kort, men det var der. Der hvor han med et sus følte, hvordan han ikke havde nået at bygge sine filtrer op igen. Dem man brugte, og skiftede ud alt efter selskabet man stødte ind i. Men det fandt ham heldigvis. Hurtigt, og velkendt, trods den halvmaniske glød som simrede under den trætte maske. Som at træde ind i en rolle, men han var nok ikke helt.. poleret nok, til at den gjorde som den plejede. 
Selvom han da hilste, et smil da Viktor kom op og sidde. Og lidt af vane børstede nattens støv af sig, rastløse hænder, jah så var Corinth.. distraheret.
Hans blik, som ellers normalt var ganske fokuseret, havde en ulmende intensitet over sig. Anderledes, men flygtigt, og han ledte kort efter æsken på bordet, et tilfreds prust da han endelig så den. Det blev ikke hængende, og det var ikke ligefrem dovent. 
Rastløs? Og hans blik fandt i et ryk tilbage til Viktor, et sigende træk i mundvigen. Fortæl mig om det. 

Der var som altid ganske varmt i stuen. Han foretrak det som regel, men lige nu, begyndte overfrakken også at føles en tand for varm til komfort. Corinth åbnede nogle af knapperne, imens han lyttede, overvejende om hvordan han bedst kom hen til æsken, uden at komme alt for konverserende tæt på Viktor. 
Han lignede en hvad? Et hæst lille grin slap over læberne ved den brand-ærlige kommentar, og Corinths øjenbryn gled 'såret' op. "Ser jeg virkelig så forfærdelig ud?" imens han skridtede tættere på. Glattede den falske bekymring ud med et smil, og lod den ene hånd køre igennem håret, som om at det ville hjælpe. 
"Heh. Det må vel være straffen, når man hygger for meget" og han grinte lidt hemmelighedsfuldt, men var også hurtig til at rykke videre i emnet. "Oh, kan du række mig tobaksæsken der?" Corinth pegede lidt henad bordet ved siden af chaiselongen, hvor hans nymåneblade og tobak sirligt var gemt væk i deres fine æske. 

Viktor lagde hovedet på skrå i en lettere overbærende manér til Corinths lille teatertriste maske. Nærmest noget hvalpet var der over udtrykket hos den voksne mand. Viktor havde efterhånden oplevet mange af hans livlige grimasser, men i dag virkede deres sædvanlige jargon ikke helt til at lande. Der var noget rastløst over ham. Blikket blev ikke hængende de steder, det plejede, og selv smilet syntes at skulle indhente noget, der allerede var løbet foran. 

Hånden gled gennem håret, uden at det blev synderligt mere nydeligt af den grund. Vindblæst og rodet så det ud.

Det må vel være straffen, når man hygger for meget.

Viktor var stille. En lille, urimelig knude strammede sig i hans bryst. Hygget sig. Det kunne jo betyde hvad som helst. Og Viktor havde absolut ingen grund til at interessere sig for, hvilken betydning Corinth mente. Han gjorde det alligevel. Og selvfølgelig nød Corinth at efterlade det så hemmelighedsfuldt.

Han nåede knap at finde et passende svar, før Corinth allerede var videre og bad om tobaksæsken. Viktor skævede mod den og derefter tilbage på ham.

Havde Corinth taget et eller andet?

Uden at slippe ham med blikket rakte Viktor ud og skubbede æsken hen over bordpladen. Ikke helt hen til ham. Kun langt nok til, at Corinth selv måtte lukke det sidste stykke afstand. 
"Værsågod." Blikket forblev utilsløret vurderende. Corinth vidste efterhånden udmærket, hvor håbløst nysgerrig Viktor var. "Merilla har lavet kaffe, hvis du—" Ordene døde. 
Noget mørkt ved Corinths kind fangede Viktors opmærksomhed. Han kneb øjnene en smule sammen. Smuds? Maling? Det sidste virkede næsten mere usandsynligt end det første; Corinth Lochtree lignede ikke ligefrem en mand, der frivilligt slentrede gennem Dianthos med rester af sit arbejde i ansigtet. Ikke med den mands forfængelighed.

"Hvad har du i ansigtet?" Han var allerede på vej op, før spørgsmålet var helt ude.

Det var svært at stå stille, men Corinth tvang det igennem. Holdt sig på den anden side af bordet; holdt sig fra at sætte sig til rette og plapre derudaf. Store fortællinger, endnu større armbevægelser - fordi Viktor var ikke som de andre. Nej, han var sensitiv, moralskt ansporet til noget eller nogen, som var større end det spil Corinth sad til bords ved. Bedre. Manden blinkede, og den skurrende lyd af æsken fik trukket hans opmærksomhed tilbage. Ah jah, hans rygeplaner. 

Det var skubbet tæt nok på til at være indenfor rækkevidde, hvis bare han selv hentede det. Værende en der lige havde mindet sig selv om at holde afstand, så røg den tanke fuldkommen ud af vinduet, når han bare lige kunne træde et skridt frem og- 
Hvad har du i ansigtet? 

Hånden fattede æsken, og ud af øjenkrogen fornemmede han Vikor rejse sig. Nej, han var faktisk allerede oppe, og med et lidt overrasket ryk, gled hans anden hånd op til kinden. "Hva- hvor?" og Corinth trådte instinktiv et skridt tilbage. 
Han havde selvfølgelig ikke nogen idé om hvor det var, men noget måtte være blevet overset, og det fik ham til at bande indvendigt. Observant som altid, og han prøvede at finde på en mere troværdig forklaring, end hvad end der var sandheden. 

Viktor stoppede med hænderne i lommerne. Det ene bryn gled op, mens læberne pressede sig sammen i en lille skæv grimasse. Næsen rynkede let. 

Hvad laver du?

Blikket fulgte Corinths skridt baglæns og vendte langsomt tilbage til hans ansigt. Han plejede ikke ligefrem at være den, der trak sig, når Viktor kom for tæt på. Tværtimod.

"Dér." Viktor prikkede på sin egen kind, omtrent på linje med øreflippen. Hovedet hældte lidt på skrå, mens han betragtede ham. Så tog han ganske naturligt det skridt frem, Corinth lige havde lagt mellem dem. "Noget farve, måske?" Nej. Det gav heller ikke rigtig mening. Corinth arbejdede jo ikke med farver. Viktor kneb øjnene en anelse sammen og lod hovedet tippe den anden vej. Corinth var tættere på nu. Tæt nok til, at trætheden omkring øjnene stod tydeligere frem. Tæt nok til, at den fremmede undertone under tobaksduften fandt ham igen.

Corinth famlede selv efter pletten, men fingrene fandt ikke helt stedet. "Nej, lidt mere–"  Viktors hånd løftede sig mod hans kind. Så standsede den.

Det lignede ikke helt maling.

Læberne skiltes en anelse. Blikket blev hængende ved den mørke, indtørrede plet, mens den mistænksomme panderynke langsomt mistede sin kant.
Måske... Øjnene søgte videre. Hårgrænsen. Kinden. Halsen. "Vent" Viktor rakte efter Corinths hånd, som for at få den væk fra kinden. De brune øjne søgte hans igen. "Du er vel ikke kommet til skade?" 

Var det derfor, Corinth havde virket så forkert? Havde der været sket noget, mens Viktor bare havde siddet her og været småfornærmet over, at han ikke var kommet hjem?

Hvor hurtigt det hele pludselig virkede småligt. 

Hvad der bare lige skulle have været et hurtigt smut ind, et lille stop på vej til at lade op, blev nu et dybere og dybere hul at komme ud af. Merillas kaffe og Viktors spørgsmål var ikke relevante, han burde bare være gået i dét zalans bad som det første. Men det øjeblik var nok passeret, og han famlede lidt efter fodfædsted i samtalen, under analysen og hans observante brune øjne. Nej, fordi han havde selvfølgelig sagt at han ikke brugte farve. 
Var det en udvej han hørte? Mørke øjne, vagt vinrøde i den høje puls der rumlede under den lyse hud. Han ville nok se fin nok ud senere, så skader var måske at strække den. Men måske noget man ikke helt ville snakke om. 

Hans smil falmede lidt. Men trak så op i et moret, næsten som lavede han lidt sjov grimasse, og rystede lidt på hovedet.  Hånden slap kinden. "Det er ikke noget alvorligt. Jeg.. vil føle mig bedre efter et bad" greb hans hånd, foldede de lyse fingerspidser sammen. 
Duften af ham skyllede som et friskt pust indover Corinth, der noterede sig, at mindst en af dem var præsentable. Og de havde trods alt store planer for aftenen, så der ville være nok tid, til at nyde Viktors bekymring. Senere. 
Hvorfor? De mørke handsker gav hans hånd et klem. 
Nej, tålmodighed var hvad han burde læne sig opad. Selvom det var så forbandet svært, så var der detaljer at få på plads - og han kunne ikke lade sig rive med. I det her humør, var det ikke til at sige hvornår han egentlig ville stoppe, hvis ikke han pressede sig selv til at tage en pause. 
Og slap endelig trykket igen, et tvetydigt, og måske også lidt modvilligt blik på deres hænder. Som ville han ikke heelt slippe, selvom han var på vej til det. 

Kæben strammede sig let. Viktors blik flakkede over Corinths ansigt, søgende nu. Efter noget han kunne have overset, eller noget der kunne fortælle ham, om Corinth faktisk var okay. Fingerspidserne nåede akkurat at strejfe hans kind, før Corinths hånd fandt hans og foldede hans fingre ind i et betryggende klem. Det er ikke noget alvorligt. Viktor blev stående.

"Okay," sagde han endelig, men granskede fortsat Corinths ansigt. Han trak vejret ind. Mærkede trykket omkring hånden forsvinde. Corinth var ved at slippe, og uden at tænke krøllede Viktors fingre sig omkring hans. Holdt ham dér et øjeblik længere.  Så opdagede han det selv og løsnede grebet. 
Viktor ville gerne vide, hvad der var sket. Selvfølgelig ville han det. Men Corinth virkede som én, der helst ville lade emnet ligge. Og havde han ikke selv gjort Viktor den tjeneste for tre uger siden? Fundet ham sovende på ateliergulvet, set hvor elendig han var... og alligevel ikke spurgt, hvad der havde bragt ham dertil. Så Viktor bed spørgsmålet i sig.

Hånden fandt ned i lommen i stedet. "Jeg får Merilla til at gøre et varmt bad klar til dig. Og morgenmad, når du er færdig." Han havde efterhånden lagt mærke til, hvor lidt Corinth egentlig spiste ved deres middage. Og nu, hvor de stod så tæt, slog det ham igen, hvor smal han var blevet siden deres første møde for tre år siden. 
Mundvigen trak sig forsigtigt op. Ikke helt nok til at skjule det bløde, granskende blik, der stadig hvilede på Corinth. Der var noget uvant ved at se ham sådan. Noget, der gav Viktor lyst til at gøre det samme, Corinth havde gjort for ham tre uger tidligere: pakke ham ind, sørge for noget varmt og lade spørgsmålene vente.

"Skal jeg tage overtøjet?" Viktor rakte hænderne frem. 

Okay. Men gav ikke slip, og Corinth følte grebet stramme sig om de sorte handsker, inden at han blev nødt til at give slip. Det var en farlig interesse, og adelsmanden lunede sig lidt ved den glød, som det tændte i hans mørkebrune øjne. Bekymring var sådan en fantastisk motivation til at holde sig tæt. Og Viktor havde nok af den. Nok til at tage styring på nogle af de mere praktiske ting, som skulle til, for at han kunne vaske hænderne rene af nattens begivenheder. 
I hvert fald fysisk. 

Corinths smil var taknemmeligt, men inden at han helt kunne nå at sætte ord på det, rakte Viktor ud efter frakken. Altid så forbandet hjælpsom, og Corinths smil strammedes til et kort øjeblik. "Nej.. tak" et hurtigt ryk, og han var et halvt skridt tilbage. Han kunne ikke garantere for tilstanden af sin vest, godt gemt under den neutrale frakke. Han måtte få sendt den til rens. Og selvom det var frygteligt fristende, sådan at se ham langsomt lægge de små brikker sammen. Indse, desto mere tøj han fik taget af, desto mere Viktor fik lov til at se, desto værre ville det nok bare blive. 
Så var det for tidligt - han ville ikke have at haren løb sin vej.

Med en afvisende lille parade fejede han foreslaget væk, men greb den andens skulder i et klem, da han gled udenom, for at komme forbi ham. "Du er en en stjerne for at hjælpe med Merilla, dog. Jeg skal nok komme tilbage og underholde dig senere. Vi har en god dag foran os, husker du nok?" og Corinths blik lyste lidt opmuntrende op, da han sendte et blik tilbage over skulderen, i sin færd tilbage til døren. 

Han kunne ikke lade være med at sende Corinth et mærkeligt blik, furen mellem de mørke bryn blev dybere. Et øjeblik stod Viktor bare med hænderne fremstrakte, som var han gået i stå midt i bevægelsen, mens Corinth tog endnu et halvt skridt tilbage og i én flydende bevægelse manøvrerede sig udenom ham. Nå? Hænderne sank langsomt ned langs siderne, dømt ubrugelige, og Viktor brummede noget, der skulle lyde som accept, omtrent samtidig med at klemmet landede på hans skulder.

Jeg skal nok komme tilbage og underholde dig senere. Som om det var dét, der var problemet. Mundvigen trak sig skævt, ikke helt i et smil, mens Viktor fulgte ham med blikket. Det var ikke selskab, han havde bedt om. Ikke rigtigt. Alligevel sad der et lille stik i brystet ved måden Corinth endnu engang havde lagt afstand mellem dem. Viktor ville gerne lukkes ind. Den erkendelse kom så umiddelbart, at han næsten blev irriteret over den. Hvorfor kunne Corinth ikke bare lade ham? Men blikket over skulderen var opmuntrende, og Viktor fandt et lille, samarbejdsvilligt smil frem. De havde en god dag foran sig, ja.

"Selvfølgelig." Han blev stående, selv om noget i ham havde lyst til bare at følge efter. "Sig til, hvis der er noget, jeg kan gøre for dig, ikke?" kaldte han i stedet efter Corinth og lod ham gå.

Merilla var heldigvis lettere at gøre noget ved. Viktor fandt hende og sørgede for varmt vand til badet, morgenmad og kaffe til bagefter; praktiske problemer med praktiske løsninger. Derefter trak han sig tilbage til sit eget værelse, hvor et tilsyneladende langt simplere problem ventede på ham.

Hans tøj.

Viktor stod længe og betragtede mulighederne uden at komme en endelig konklusion nærmere. Tre uger havde han haft til at tænke over denne aften. Tre uger. Og på en eller anden måde havde han brugt dem på alt andet end at beslutte, hvad pokker man egentlig tog på til en croquisaften hos Corinth Lochtree.

Hjælpsom, men dog medgørlig. Det var til at arbejde med, og Corinth følte et stik af lettelse lægge sig til rette, med at de var færdige her. Fordi hvis alt endte med at komme ud på bordet... hvis alt pludselig blev lagt til skue. Så var han ikke sikker på, om Viktor ville blive resten af dagen ud. 
Nej, han kendte typer som Viktor. Ved for hårdhændet behandling, visnede de væk, så små doser måtte være vejen frem. Desuden, og Corinth vendte blikket imod døren. Så var der ikke noget han kunne hjælpe med lige nu. Han skulle bare lige... huske hvordan man var et almindeligt menneske igen. Tæmme noget af den summende lykke han var høj på, og vaske hænderne rene for beviser. 

Corinth bevægede sig fluks til sit værelse. Her gjorde han sin pibe klar, efter endelig at have smidt overtøj og trukket i nogle blødere rober. Så han var klar til badet, det skulle nok blive godt. Blandede nymåneblade og tobak, inden Merilla fortalte at hun havde gjort alt klar, og han listede ned til baderummet. 
Det varme vand føltes fantastisk. Duften af lavendel og fornemmelsen af kroppen, som langsomt løsnede sig op - fantastisk - alt hvad han havde ventet på. Og imens han røg sin pibe, fulgte han røgen med øjnene, og forberedte han sig på dagen der kom. Det ville uden tvivl kræve en lur inden gæsterne kom. Det trælse ved at have holdt sig oppe indtil morgengry - men han var ikke bekymret. 
Kunne nok ikke være det, fordi alt andet end nueet var så irrelevant. 

Det var nok tæt på en time før Corinth kom ned i spisestuen til morgenmad, og måtte joh indrømme, at det var et længesavnet syn. Han kunne ikke lige se Viktor. Merilla var gået hen for at brygge kaffe, og han satte sig med et tilfreds prust til rette i stolen, et blik på hans valgmuligheder. Snuppede noget brød og ost, virkelig sulten, kunne han med overraskelse konstatere. 

Til sidst gav Viktor op. Han havde stået foran sit beskedne udvalg af tøj længe nok til, at ingen af mulighederne længere så rigtige ud. Ikke at de nogensinde rigtig havde gjort det. Det meste, han havde taget med hjemmefra, var valgt med en længere rejse for øje og ikke... hvad end Corinth og hans venner betragtede som passende påklædning til en croquisaften.

Så det blev en lys skjorte, et par af de pænere bukser og den vest, der var mindst mærket af månederne på farten. Det måtte være godt nok. Viktor var stadig i færd med at knappe manchetten om det ene håndled, da han kom ned ad trapperne og fortsatte ind mod spisestuen. Blikket fandt næsten med det samme Corinth ved bordet. Han så bedre ud. Ikke nødvendigvis udhvilet, men mere som sig selv igen. Den mørke plet var væk fra kinden, håret endnu præget af badet, og noget af det rastløse, fremmede ved ham fra tidligere syntes vasket af sammen med nattens øvrige spor. Viktor mærkede først lettelsen, da den allerede havde fået skuldrene til at sænke sig en smule. 

"Nå." Han fik den sidste knap gennem sit hul og betragtede Corinth et øjeblik, inden opmærksomheden gled ned over hans eget tøj. Så løftede han armene en anelse ud fra kroppen. "Er det her okay?" Blikket søgte Corinths igen med en lille fure mellem brynene. "Jeg har ikke ligefrem noget mere...  hmm." Han kastede endnu et blik ned ad sig selv, som om tøjet måske havde ændret sig siden værelset. "Ja, jeg vidste ikke, at jeg skulle pakke til den slags."

En bid blev til to,  og så til tre. Det var sjældent han følte sig sulten, og Corinth kunne ellers sagtens leve på sin vin og røg, hvis det var ham som bestemte slagets gang. Men lige i det her øjeblik,  kunne han næsten æde en hel hest. 
Og selvom det også gav et stik af dårlig samvittighed, sådan pludselig at begynde at føle sig mæt... måske for mæt... 
Så var det som om at hans krop i højere grad end hovedet, dikterede hvad han havde brug for. Hvad den manglede, for ikke at falde omkuld senere.  

Blikket gled op, lige I det Corinth rakte ud efter sin fjerde skive brød, stivnet, som var han kort blevet fanget i noget forbudt. Men åndede udadtil lidt lettet op,  da han så.. at det bare var hans kære gæst Viktor - nydelig og fint klædt på, måtte han med et skævt smil konstatere. 
Måske lidt for meget klædt på,  kunne man også mene. Tanken fik et skeptisk, men dog drillende bryn til at glide op i panden på adelsmanden, et uskyldigt glimt, falskt lurende I mørke øjne da hovedet "uforstående' gled på skrå. 
"Noget mere..." hvad var Viktor ved at sige? 
Noget mere løst? Noget mere udfordrende? 
Og han rejste sig i en glidende bevægelse fra stolen, for at inspicere sin lille lærling ordentligt.  "Du ligner en der skal til fin middag.." grinte han dæmpet, og mente det skam ikke som en kompliment. 
Selv havde han ikke fået skiftet til andet end den mørke morgenkåbe, der som slanke, sorte skygger krøb sig til kroppens kanter,  og omvendt,  løst og luftigt bevægede sig, når Corinth satte i sine glidende skridt. Krammede de rigtige steder.  Men han havde planer om noget langt mindre dækkende - nok egentlig for dem begge - ville han virkelig foretrække at se sådan ud?

Viktor nåede at bemærke brødet i Corinths hånd, og mundvigen løftede sig næsten umærkeligt. Godt.  Tilsyneladende havde morgenmaden ikke været en helt dårlig idé. Smilets begyndelse forsvandt dog omtrent lige så hurtigt, da Viktor fangede måden, Corinth betragtede ham på. Næsten en smule medlidende, som om Viktor åbenbart ikke engang kunne finde ud af at klæde sig ordentligt på uden hjælp. Munden strammede sig en anelse.

Så rejste Corinth sig.

Viktor sank, og irritationen blev for et øjeblik skubbet til side af den meget... letpåklædte tilstand, morgenmaden åbenbart blev indtaget i. Den mørke kåbe sad tæt nok omkring livet til at antyde formen nedenunder, mens resten af stoffet havde den irriterende vane at forskyde sig, når Corinth bevægede sig. Et øjeblik skiltes det nok til, at et stykke af Corinths lyse ben kom til syne.

Viktors tunge gled uvilkårligt over underlæben. Han var vel nøgen derunder. De brune øjne nåede til knuden omkring Corinths liv og blev hængende dér et øjeblik for længe. Det ville være så nemt at hive knuden fri, og.... havde Corinth ikke stået lige foran ham, ville Viktor have klasket sig i ansigtet. Så istedet hev han blikket tilbage til det drillende blik. En sær rastløshed havde sneget sig ind i kroppen, og den blev ikke mindre af den dæmpede latter.

"Nå?" Brynene trak sig sammen, og hagen vippede en anelse tilbage i noget, der lå et sted mellem selvbevidsthed og fornærmet værdighed. "Det er måske ikke et fint selskab, der kommer i aften?" Han vendte opmærksomheden mod manchetten igen. Fingrene fik fat i knappen, missede hullet og prøvede igen. Det hjalp ikke ligefrem, at Corinth nu stod foran ham og inspicerede ham, som var Viktor aftenens første croquismodel. Ved tredje forsøg trak han skarpt luft ind mellem tænderne og opgav. Armene faldt ned langs siderne.

"Hvad tager du da på?"

Det er måske ikke fint selskab? Corinths tænder glimtede kortvarigt i et muntert, men dog lidt formanet grin, som prøvede han (rimelig dårligt) at skjule morskaben det spørgsmål bragte med. Fordi joh, måske i ordets rene forstand. Det var finere selskab end meget andet af Dianthos. Men Corinth ville ikke kalde det middagsfint. 
Han næsten ikke tænkte over det næste som skete, da han efter at se Viktor fumle med knappen, rakte ud for at fikse det for ham, og trak hånden op imellem dem. "Hvad jeg tager på.." uden handsker var det nemt at have føling med de lidt finere bevægelser det krævede at sætte manchetten fast, og Corinths blik studerede det fine smykke, inden at det gled op til Viktor igen. "Du vil måske gerne matche?" og han smilte, ikke helt færdig med at drille Viktor, eller for den sags skyld hive ham væk fra dybere vand. 

Med manchetten på plads, gled hans undersøgende hænder i stedet over knapperne på vesten, som han lidt dømmende trak i. "Du har for mange knapper.." videre op til hans krave, der måske ikke var helt tætknappet men.. i hvert fald for dækkende. "For mange lag" tilføjede han lidt mere dæmpet, og trak i dets folder. 
Hvorfor havde han svært ved at lade være omkring Viktor? De mørke øjne betragtede ham med en drillende forventning - en som vidste, at han sagde det hele på den måde som man ikke behøvede. Men ville nok aldrig helt stoppe med småflirteriet, når de små protester (og mangel på samme) var så berusende. 

Kropslig kontakt var blevet mere og mere naturlig mellem dem. I løbet af de sidste uger havde den sneget sig ind i små øjeblikke som dette; en hånd ved et ærme, støv fejet fra en skulder, en manchet knappet uden at nogen af dem rigtig standsede op ved det.

Viktors blik blev stift koncentreret på Corinths øvede fingre, der fik det lille smykke gennem knaphullet uden videre besvær. Næsten som et let penselstrøg. Brynene trak sig yderligere sammen. Det var kun den forbandede morgenkåbe. Havde Corinth bundet den ordentligt, havde Viktor næppe haft problemer med at stå stille.
"Matche..." fnøs han, som var det et fuldstændig fjollet præmis. Deres øjne fandt hinanden omtrent samtidig, som var Viktor efterhånden så indstillet på Corinths frekvens, at han vidste, hvornår den andens blik søgte hans.
Næsten med det samme gik Corinths hænder på opdagelse over Viktors klæder. Den lettere utålmodige, forurettede energi vendte tilbage til Viktors fregnede ansigt, og furen mellem brynene blev dybere for hver knap, fingrene pillede ved. For mange knapper... Corinths hånd fandt hans krave. For mange lag.

Pulsen gav et mærkbart hop fra sig.

Viktor rømmede sig, befippet over både det Corinth sagde og, måske især, det han ikke sagde, og gjorde et forsøg på at daske hånden væk. "Okay." Ansigtet trak sig gennem et par små grimasser. "For mange knapper, for mange lag," gentog han hurtigt, som var det ganske almindelige råd, Corinth så høfligt havde givet ham.

"Jeg vil ikke skille mig ud i aften." Det var sådan set ærligt nok. Viktor kastede et blik ned ad sig selv og greb prøvende fat i kanten af vesten. "Så hvis jeg ser helt forkert ud, må jeg vel hellere skifte?" Måske ville det hjælpe bare at smide vesten. Knapperne kunne han trods alt ikke gøre så meget ved.

Det var ikke alt for længe han fik lov til at lege den leg, og Corinth trak hånden til sig igen, en underholdt lille latter summende i fingerspidserne, over hvordan han blev dasket væk. Hans råd var måske ikke helt fair, i manges øjne var Viktor ganske præsentabel. Men det var da en kedelig affære, sådan ikke at prøve noget andet, nu hvor muligheden ville være der. Næsten skuffende, skulle han ikke skubbe den linje lidt. 
Dasket væk og uden arbejde, gled Corinth hånd under hans anden albue, en vurdende stilling, imens han betragtede den unge Alrys genoverveje sine valg. 
Men måske noget mere radikalt skulle til, hvis hans vision skulle komme lidt tættere på virkeligheden.

Den anden hånd, som ellers havde svævet lidt afventende under hagen, gled frem i et beroligende lille kærtegn. "Du ser aldrig forkert ud" tilføjede han, måske en tand mildere, og rettede en af de folder han selv havde lavet, ud igen. "Men jeg er forfængelig" og overfladisk. Og vulgær. Corints smil blev en tand mere bestemt. Han nikkede. "Så kom.." og han lavede et lille vift med hånden, da han trak den til sig igen. "Måske du kan låne noget af mit, som vil gøre os begge glade" 
Han skulle alligevel selv til at få klædt om. Det værste rod måtte være blevet stuvet af vejen, og gemt inde i de forskellige skabe, regnede han stærkt med at Viktor kunne finde noget han følte sig komfortabel i... men måske også lidt mere spændende, end vest-og-manchetknapper stilen, som han ellers normaltvis klædte fantastisk. 

Tilbage, op af trapperne og op til Corinths værelse, hvis han da nikkede jah til idéen, og kunne se sig selv i det. 

Du ser aldrig forkert ud.

Ordene nåede knap at lande, før Corinths kærtegn gjorde dem underordnede. Ikke på nogen dramatisk måde, ikke så jorden slog revner under Viktor, men lige akkurat nok til at hjertet vaklede et slag og hans blik et kort øjeblik blev hængende ved Corinth. Heldigvis havde han efterhånden fået nogen øvelse i ikke at afsløre den slags, så det eneste Corinth fik, var et langsomt løftet bryn og et sigende aha i de brune øjne. Hm. Havde han ikke for ganske få sekunder siden haft meget travlt med at fortælle Viktor, hvor mange knapper og lag han havde for meget af?
"Mhm." Mundvigen trak sig skævt, som om han endnu ikke helt havde besluttet sig for, om komplimenten skulle accepteres eller holdes imod ham.

Men jeg er forfængelig. Viktor fnøs. Dér kunne han i det mindste ikke argumentere. Alligevel var det irriterende tydeligt, hvordan modstanden langsomt blev charmeret ud af ham. Furen mellem brynene holdt stand lidt endnu, men mundvigene havde allerede forrådt ham, og hovedet vippede en anelse på skrå ved tilbuddet.
"Lad gå da..." overgav han sig. Valget stod trods alt mellem at klæde sig selv på og bruge resten af aftenen på at spekulere over, om han så forkert ud, eller lade Corinth klæde ham på og sandsynligvis føle sig en smule forkert i selve tøjet i stedet. Men måske i det mindste høre til.

Det sidste var overraskende nok mere tillokkende.

Viktors blik gled over Corinth, fra den løse morgenkåbe og tilbage til hans ansigt. Smagen kunne han trods alt ikke rigtig kritisere ham for. Påklædningen måske. Men ikke smagen. "Du må vel have et eller andet, der ikke får mig til at ligne dig alt for meget." 

Først da de nåede ovenpå, og Corinth fortsatte mod sit eget værelse, gik det op for Viktor, at han faktisk ikke havde været derinde siden sin ankomst. Blikket søgte mod døren med en pludselig, næsten barnlig interesse, og et lille sug af spænding satte sig et sted under brystbenet. Hænderne forsvandt ned i lommerne, før de kunne finde på at afsløre rastløsheden ved at pille ved endnu en manchet.

"Så får jeg også endelig set dit værelse." Han forsøgte at få det til at lyde henkastet. Det løftede bryn og det lille træk i mundvigen gjorde ikke meget for at hjælpe.

Meget modvilje kom der ikke fra Viktor. Hverken nu, i det hele taget sjældent, og det var alligevel stadigvæk lidt tilfredstillende, når han gav efter. Corinths blik gled bagud, imens de bevægede sig derop af, et lille, skævt smil i mundvigen da han jokende lavede en tvivlende lyd. 
Nej. Tøj var der rigeligt af, og om noget af det klædte Vitkor, det burde ikke være helt umuligt at fremvriste fra skyggerne. Nok egentlig det modsatte; han ville bære mørket med en anden ynde end Corinth selv kunne. 

Hånden foldede sig nedover det kolde metal, og han skubbede døren op med en dæmpet knirken. 
Et mørkt værelse, dækket med enten bøger, lærreder, skabe eller andet var væg til væg. Gulvet var næsten fuldkommen dækket af det røde, mønstrede tæppe, og med enkelte glaslanterne oplyst på små borde eller hængene fra væggen, var det de primære farver op imod sorte vægge og tekstiler. 
Måske også på grund af singulariteten, sprang de også mere i øjnene end så meget andet. 
Mørke gardiner var trukket for langs et sydvendt vindue, og oplyste et imonerende skab, som Corinth gemte langt det meste af sit tøj i. 

Han vendte sig lidt i døren. Et perfekt øjenbryn gled underholdt op i panden, og han strakte hånden frem i et lydløst tada. "Aha? Jamen så velkommen til" og Corinth lod ham træde et par skridt ind, for til sidst selv at følge med. 
Vinrøde øjne fulgte Viktor, inden at han med et lille vink skridtede imod det sorte træskab.