Neutralzonen - en mindre ø, år 2022

En kvantetilstand kan eksistere i flere tilstande samtidigt - en såkaldt superposition - indtil en måling tvinger systemet til at kollapse til én bestemt tilstand. Robin lod tanken hvile et øjeblik. Var det ikke netop dér, landet befandt sig nu? Hverken det ene eller det andet. Ikke fred - men heller ikke krig. En tilstand holdt i spænd, som en vægt der endnu ikke havde besluttet sig for, hvilken side der skulle bære den. Spørgsmålet var ikke blot, hvilken retning skålen ville tippe: men om det overhovedet var nødvendigt, at den gjorde det.

Måske var det sande mål ikke at vælge - men at bevare tilstanden. Ikke som den var nu, ufuldkommen og skrøbelig, men som en balance der konstant måtte genoprettes. En ligevægt, der aldrig kunne være permanent - kun vedligeholdes.

Aladrios' vilje, i sin reneste form.
En uendelig bevægelse. En fred, der aldrig var statisk - kun holdt i live.

De havde været i neutralzonen i flere dage.
De andre vogtere førte ordet i forhandlingerne, mens Robin ofte forblev i baggrunden - observerende, analyserende, en stille stemme når fakta skulle på plads, og argumenter skulle vejes.
For nogle ville det have været udmattende, men for Robin var det det modsatte.
At se sine medvogtere i arbejde, at følge mønstre i ord og intentioner, at samle brudstykker af information til sin egen forståelse - det var, som man sagde, dér han var i sit es.

Nætterne var hans foretrukne. Morgenerne kom langsomt til ham, som en tanke der endnu ikke helt havde formet sig. Først når dagen begyndte at hælde mod aften, vågnede han for alvor. Måske var det prisen for de mange timer, han tilbragte vågen, når resten af verden sov. Men stilheden var det værd. Den gjorde det muligt at tænke og fordybe sig i bøgernes verden.

Derfor sad han nu i en mindre læsesal - mere arkiv end bibliotek. Regn, eller måske blot havvind, slog mod de blyindfattede ruder. Lyden gled ind i rummet som en lav, konstant summen. Baggrundsstøj for Robin der mageligt sad i en rødpolstret chaiselong, et leksikon åbent i hænderne. Olielamper kastede et dæmpet lys omkring ham, og han kneb øjnene let sammen for at tyde teksten i skæret.

Det var en god tid for Mørket. Dorians blik gled en sidste gang nedover noterne fra mødet tidligere idag, inden han pakkede det væk. Det blev gradvist bedre. Mørkelverne var ikke længere en ulovlig race, og deres pres på Amazonitskovene, havde fået skovfolket til at reagere. Desværre. Kunne det gøres anderledes, ville det måske have været en mulighed - men der var stadigvæk hemmeligheder at hente, dybt inde bagved stammerne. Det var joh ikke ligefrem fordi de frivilligt lod deres styrker indtage de områder, Mørket skulle bruge. Så det endte nok altid i mere krig, henad vejen - men nu måtte de se hvad der skete. 
Fordi såkaldte 'vogtere' var pludselig dukket op, og det havde ændret spillepladen. 

Drager var sjældne. Selv havde Dorian kun set én enkelt, vild drage - rød som rubinsandet selv - og farlig som bare fanden. Og selvfølgelig dem der havde gjort sig fortjent til dem. 
Men fra det, og så til pludselig at se flere, en organiseret gruppe han ikke engang havde hørt om, før nu. Det ændrede alt. 
Blikket vandrede lidt fraværende ud igennem vinduet, hvor aftenen og natten nu havde fået lov til at herske. Stilheden var for nogle væsner foruroligende, men her, på neutral jord? Der var den god for dem alle. 
Hvad der så fik Dorian til at søge ud, var nok naturlig, nattelig rastløshed. Ikke kun på grund af stilheden, men den var for... ensom, til at blive i, når søvnen ikke ville komme heller. Måske havde han håbet på det, men halvdæmonen havde alligevel ikke forventet, at han ville finde nogle ude i natten. 
Nok mere af vane end intention, glemte Dorian at åbne døren. Dæmonen gled i stedet, tavs som en skygge igennem den lukkede dør, hvor han kort efter overrasket stoppede op i udkanten af lyset. Fordi der var nogen herinde. En høj mand, godt og vel på højde med ham selv, sad så fredeligt og læste under sine olielamper. Håret faldt i krøllede kaskader omkring de brede skuldrer. En koncentreret, men fredfuldt mine hvilede om det kønne ansigt - hvem? 
Han havde aldrig fået navnet på den stille observatør, som han som et lyn fra en klar himmel, mente at have spottet til de fleste af møderne. Ah, vogter måske? 

Med en dæmpet banken på døren, gjorde Dorian sin tilstedeværelse mere formelt til syne. Mest i tilfælde af at han ikke havde set ham - men at bakke ud for at gå ind igen, virkede for akavet alligevel. "Godaften. Jeg troede næsten jeg ville være den eneste ude, så sent.." og han sendte et imødekommende smil til den anden mand.
Dog også lidt studerende, for at se om han egentlig ønskede selskab, eller foretrak at blive ladt alene. 

En svag banken blandede sig med de let trommende lyde der lå som en beroligende summen i salen. I starten registrerede Robin det slet ikke - troede det bare var en del af regnens finurlige melodi, men så fangede noget andet hans opmærksomhed. En svag magisk ladet energi spredte sig kortvarigt som usynlig røg der fik det til at summe i spidsen af Robins brede næse - en forstyrrelse i det ellers rolige mønster, som ikke helt passede ind.

Og i det samme flød en klar, behagelig stemme i hilsen. Robin løftede hovedet, drejede det, men øjnene var de sidste der tvungent måtte slippe linjerne i bogen, før han endelig fik øjenkontakt med ham der havde dumpet ind i læsesalen.

Blikket blev hængende et øjeblik. En anelse længere, end nødvendigt. Diplomaten, ikke? Brynene løftede sig interesseret, anerkendende. 
"Dorian Solace, hvis jeg ikke tager fejl…?" sagt i en form for hilsen, som om han allerede havde haft lejlighed til at observere ham før. Den mørke hud, og det lyse hår var ikke til at tage fejl af, selv i den dæmpede belysning. Smilet formede sig afslappet, noget andet end hvad hans mimik tidligere havde været.

Leksikonnet lagde han i skødet - en fjerpen lagt mellem siderne så han kunne finde tilbage hvor han slap - og så lukkede han bogen. "Og her troede jeg, at jeg var den eneste natteravn på øen." forlod det ham muntert, et skævt smil der afslørede tænder gjorde hans mine ganske imødekommende og ubekymret.
Som han satte sig bedre op, kunne han mærke det tunge, uregerlige hår falde omkring ham. Han rynkede panden, og mærkede med hånden bagtil.

"De pokkers bindebånd kan ikke holde på håret..." brokkede han sig, men mere letsindigt, end i ren alvor. 
Han fandt båndet der ganske rigtigt lå krøllet sammen på armlænet, halvvejs på vej ned derfra. Et kort øjeblik standsede han, som om han først dér huskede, at han ikke var alene-

…men fortsatte alligevel.

Uden yderligere tøven holdt han båndet mellem tænderne, mens begge hænder kørte op i håret for at redde lokker væk fra ansigtet, og samle det i en rodet knold. Med den ene hånd tog han båndet, og bandt det i en hurtig redelighed på ny. Sjusket, men det gjorde sit arbejde... for nu da.

Det var næsten en skam at afbryde hans studier. Men også kun næsten. Øjnene, som havde været det sidste til at løsrive sig hans læsen, var gennemtrængende. 
Ikke ubehagelige, men intense, og et forunderligt nok, kendte han allerede Dorians navn. Øjenbrynene gled op i sin egen, lidt forundrede mimik, men nikkede. Det var ikke helt forkert læst. 
Lidt interesseret strejfede halvdæmonens blik bogen han havde fat i, så hvor nænsomt den blev pakket sammen, og han bevægede sig lidt mere ind i rummet, konverserende, da hans humor virkede som et lille velkommen. Dorian grinte dæmpet. "Så troede vi begge forkert" og sikken et held, han kunne godt bruge noget selskab. 

De røde krøller foldede sig ud idet han rettede sig op igen, og lidt betaget, han havde aldrig set så meget hår på en anden person før - betragtede han ham prøve at tæmme det igen. Små fletninger gemte sig her og der, kunne han indvendigt konstatere. Fra krøllerne, atter op til hans ansigt, og hurtige hænder fik lagt bånd på langt det meste, selvom flere lokker drillende sprang fra da han slap igen. En del af Dorian, kunne ikke undgå at bemærke hvor pæn han var. Robust, men elegant, på en måde han sjældent havde set før nu, smuk. Og lidt forvirret rynkede han brynene, da det gik op for ham at han havde stirret kortvarigt, idet båndet gled imellem tænderne. 

"Hmm. Det bindebånd kæmper joh en tabt kamp" trak han frem, jokende, og sendte ham et lidt imponeret blik, efterfulgt af et mere tøvende smil. "Jeg beklager, men ingen tog sig den ulejlighed at præsentere dig, tidligere til mødet. Hvem har jeg fornøjelsen af at forstyrre, her til aften?" og han rakte en høflig hånd frem, for måske at få et navn på ansigtet.  

Så troede vi begge forkert. Og til det kunne Robin kun nikke tydeligt, de brede bryn vippede op i panden som svar. Ganske vist - så vidste de da dét om hinanden. Smilet blev hængende som en eftertanke i mundvigen, mens han pillede ved knuden han havde fået lavet i håret, tjekkede at den ikke bare ville give op i det øjeblik han slap.

Det virkede til at lykkes - og, ah.

Robin fangede bevægelsen i periferien, før han egentlig så den. Blikket, der gled væk en anelse for hurtigt. Elegant, næsten.
Men ikke hurtigt nok. Han havde set det. Et kort øjeblik blev han siddende, overvejede om han havde forestillet sig det - eller om det var noget andet, der havde udløst den lille forskydning i luften mellem dem.

Så kløede han sig i nakken, og noget af det løse hår hoppede med bevægelsen.
Robin fnøs moret til bemærkningen, en tabt kamp - fuldstændig. Han himlede overdrevet med øjnene i en jeg-ved-det mimik. "Jeg havde overvejet at klippe det kortere, men det vokser så hurtigt at jeg ikke orker at holde det ved lige." Hænderne gled gennem pandehårslokkerne, og han svang resten bagud i et let ryk - en bevægelse der var lige så meget vane som noget andet.

Hånden gled videre over ansigtet, fjernede en genstridig lok, strejfede det kølige guld i næsen, før fingrene kort strøg overskægget i en distræt bevægelse. Øjnene dvælede ved det tøvende i den andens smil. 
Han klikkede let med tungen til Dorians… var det en undskyldning?
"En fornøjelse, må vi jo finde ud af om det er." Et løftet bryn fulgte ordene og han gjorde plads i chaiselongen uden at tænke nærmere over det. Han trak sjalet lidt tættere om sig af ren vane, fingrene kort mod brochen der holdt det samlet over brystet. Stoffet faldt tungt, men gav alligevel en anelse efter i bevægelsen - nok til at antyde den bare hud under, og det stramme greb der lå som et korset under brystkassen. Fløjlsbukserne sad allerede hvor de skulle, bløde men formende. 

Så tog han imod hånden. 

"Robin Braun." Hans greb var fast, naturligt - og han gav Dorians hånd et lille, men fast klem - derefter gled de fri igen. 
"Sid endelig. Hvis du skal forstyrre, kan du lige så godt have det behageligt imens." Latteren kom nemt, som den altid gjorde i selskab med andre - en velkendt vane, en der sjældent slog fejl.
Men blikket blev hængende et øjeblik længere denne gang, som om han endnu ikke helt havde besluttet sig for, hvad han skulle stille op med ham. Han klappede hynden for at opfordre Dorian til at sætte sig. 

Det var en kort kommentar, men effektiv, og Dorian grinte lidt dæmpet. Jah, det kunne stadigvæk nå at vende. Selvom han da ikke håbede, eller satsede på det. Tværtimod, hele hans funktion afhang af hans taleevner og tilstedeværelse; det ville næsten være en skam om det vendte, og nok også på flere måder. 
Første skridt var dog som regel en form for introduktion, og halvdæmonen nikkede, Robin Braun. Det føltes lidt mere som lige grund, at han ikke blev til 'den pæne krølhårede' eller 'ham med overskægget', når han senere ville tænke tilbage. 
Et stærkt navn. 
Lyset fra lamperne kastede et blødt skær over hans mørkerøde sjal, og så man bort fra korsættet som tittede frem under, virkede han.. afslappet klædt. Langt mere afslappet end mange af de andre gæster - og det gjaldt alle magtfaktioner involveret i den kølige krig. Men det var afvæbnende. Han havde gjort plads, men det krævede alligevel en mere tydelig invitation for Dorian faktisk at sætte sig - men den kom heldigvis i et lille tap-tap. "Beklager hvis det rev dig ud af dine opgaver" og han grinte sagte. Nok ikke alt for ærgerlig over det, glimtende afslørende i det sorte blik. 

Han følte sig pludselig lidt for fint klædt. Arbejdstøjet forlod sjældent den hvidhårede mand - især ikke på aktive missioner (som det nok egentlig var, selvom det ikke føltes sådan). Men satte sig alligevel behageligt til rette, det ene ben foldet over det andet, og han gav sig til at åbne spændet på sin kappe, så den ikke endte med at blive for krøllet. Hvid skjorte og sort overdel, der ikke ulig Robins egen silhuet, var løs foroven og strammere forneden. For en sjælden gangs skyld, fik man dog Dorian at se uden ansigtssminkens røde tegn. 
Lyset reflekterede i det sorte blik, som kortvarigt flakkede gult op, da han drejede hovedet imod den anden. "Robin Braun.." en lidt forsinket eftersmag på navnet, og Dorian støttede kinden imod hånden, da albuen kom op på armlænet. "Er det arbejde til i morgen, eller måske en rastløs nat, som får dig ud på det her tidspunkt?" og selvom det nok bare var en lidt mere formel måde at sige 'hvad laver du på', kunne han ikke helt lade være.  

"Nåh ja," et lille forfængeligt træk på skuldrene, og han matchede den samme humor, han mente at ane hos den anden. "Men når noget andet spændende dumper ind, gør det mig ikke det store." påpegede han og tippede hovedet let til siden.
De mørke øjne var lige til at blive trukket ind i - og alligevel fangede de lyset så pænt, at det gav en varmere glød i det kanelfarvede ansigt.

Han kunne se ham bedre nu, hvor han satte sig. En pæn afstand, der kun var forventelig af en diplomat, som ikke helt kunne slippe arbejdshatten. Alligevel overraskede det Robin, hvor let Dorian havde til latter og smil - noget han sjældent havde set i dagtimerne, i hvert fald til de møder Robin selv havde været en del af. Det var… forfriskende. Og ja - det prikkede til hans evige følgesvend: nysgerrigheden.

Dorians stemme havde en musikalsk kvalitet over sig, og Robin smilede, en anelse mere afvæbnende, da hans navn blev sagt. Øjnene fulgte bevægelsen - kinden mod hånden, den mere afslappede holdning - og han lod blikket blive der et øjeblik for længe.
"En rastløs nat," gentog han, tungen gled over fortænderne, som for at smage om det lød rigtigt. "Ja."
Han lænede sig lidt længere tilbage og trak det ene ben op i chaiselongen, lod det hvile mod ryglænet. Det var så svært at sidde stille, når han ikke læste.
"Det er kedeligt at sove, men desværre nødvendigt. Nogle gange." Noget skælmsk glimtede i de rødbrune øjne. "Men det er ikke arbejde." Og han fjernede bogen fra sit skød og lagde den på bordet. "Bare lidt spændende nattelæsning."

Men ordene føltes allerede sekundære.

Han spidsede læberne en anelse, kneb øjnene let sammen og tog Dorian ind igen - mere bevidst denne gang. "Selv om natten klæder du dig fint, kan jeg se." Blikket gled over ham, langsomt nok til at det ikke kunne være helt tilfældigt, og han nikkede svagt mod tøjet. Intet ved Dorian virkede uovervejet. Som om han vidste præcis, hvad han viste - og hvad han ikke gjorde.
…og det gjorde ham sværere at læse, end Robin brød sig om.

"Altid forberedt på lidt politiske diskussioner under stjernerne?" drillede han og lod albuen hvile mod ryglænet, støttede hagen på den bukkede pegefinger.
Der var noget ved Dorian, der ikke helt lod sig placere - og det irriterede ham. Bare lidt.

Ude af syne fra dem der var højere oppe i hierarkiet, eller måske bare mere fanatiske, med hvordan de ønskede, at verdenen så ud, jah så blomstrede Dorians sociale sommerfugl. Ud af sin puppe, drevet af godt selskab og med en mavefornemmelse der fortalte ham, at det her måske... det var godt selskab. En mand der med et smil i mundvigen kaldte ham spændende, og samtidigt selv summede af noget uudforsket, noget andet, end hvad han ofte fandt i Mørkets individer. Hans øjne var mørke i den dunkle belysning. Men alligevel syntes halvdæmonen at se, hvordan en mild varme glødede i de rødlige orber. 
Han vidste hvem han var, men sendte ham ikke væk. Så det var svært ikke at føle sig tilpas. 

Rastløse nætter... dem kendte man joh godt. 

Imens han talte, varmede Dorian sig lidt ved det nysgerrige blik, især da det hang bare lidt for længe over ham. 
Kappen blev svunget over chaiselongen, afslørende små guldstænk henover den højtsiddende krave, og flugtende langs knapperne. Elevatorblikket faldt langsomt, studerende. Velkomment. Og selvom han følte sig lidt nøgen uden symbolerne i det mørke ansigt, var det ikke nok til at gøre det ubehageligt. 
Næsten som for at hjælpe Robin, strakte Dorian armene ud i et dæmpet grin, så han også kunne se hvor pæn kvalitet det ovenikøbet var. "Altid forberedt på diskussioner - så er det lige meget hvor" og halvdæmonen skar en lille grimasse i sin latter. Noget som kort afslørede de spidse hjørnetænder, men hurtigt gemt væk, da han efterfølgende gnubbede sig lidt træt, måske endda opgivende i panden. Fordi egentlig, var det sjældent politik han ønskede at snakke om, medmindre det var det eneste de kom til at snakke om. 
"Og dog... jeg foretrækker nu engang, at gemme stjernerne til noget andet end... dét" Og lænede sig tilbage i ryglænet igen, et drillende, lidt kækt smil tilbage til Robin. Der var meget andet at tage sig til - såsom, og ikke mindst, nattelæsning åbenbart. 

Han ville nok aldrig afvise nogen, som havde noget på hjertet omkring Mørket. Men deres tanker, var bare ofte meget ens - Mørket burde ikke eksistere. Hvordan. Hvorfor. Hvilken fremtid forestillede de sig, under dæmonkonger, og endda med forbandede gående iblandt dem. 
Så det kunne man gemme dagslyset og de tidlige timer til. 

Guldelementerne overså man ikke sådan lige - ikke når Dorian så hjælpsomt viste sig frem for ham.
Knapperne fangede lyset, og Robins blik fulgte dem, én for én, indtil der ikke var flere, før det gled videre over stoffet. Studerende. Næsten vurderende. Som stod han overfor en klædekræmmer, der forsøgte at sælge sit fineste stykke. Han nikkede med humoristisk alvor -  bifaldende og rettede sig op. Altid forberedt på diskussioner. 
Grimassen, der fulgte, undgik ham ikke - den lille rynken over næsen, som noget uvilkårligt. Robin hæftede sig ved den et øjeblik… og lod det så glide. I stedet kom latteren. Let og ubesværet. Måske lidt for meget. Måske lidt over sig selv, eller over situationen.

"Til noget andet," gentog han lavt. Hmh. En spændt lille tanke pustede ham i nakken. Brynet vippede op, hurtigere end han nåede at skjule det. Hvad andet? "Mhm, ja." Smilet trak en anelse skævt, greb fat i den gnist, der altid vågnede i ham i selskab med de lidt for pæne - de lidt for skarpsindige.

Og den selvtillid lå som et naturligt lag over Dorian,  men her, i det dæmpede lys, var der noget andet i den. Noget... blødere? Men det lød heller ikke helt rigtigt. Ikke blødt.
"Så lad os lade være med det." Han lod fingeren glide over hagen, mærkede de begyndende skægstubbe. Han havde ellers barberet sig før rejsen. Mens tanken om hårvækst nagede ham, vandrede blikket kort væk; mod den farvede rude bag dem. Regnen tegnede slørede mønstre i glasset. Det ville sikkert forsætte natten ud. 
…og han fandt sig selv i at overveje, hvor meget af den Dorian havde tænkt sig at blive i. Og ellers... måtte Robin jo bare finde tilbage til bøgerne.

"Siden du selv bragte det op," fortsatte han og lod blikket finde tilbage, skarpere nu, men stadig med den lette varme, "...må du vel også kende til rastløse nætter." Han rettede på sjalet, pillede lidt ved brochen der holdt det hele på plads. 
"Er det dét, der har bragt dig her -" Stemmen sank en anelse. "- eller søgte du noget andet?" Hvad det så end måtte betyde. Men tvetydige bemærkninger havde det med at afsløre andre. Så hvad ville Dorian sige. 
Ordene blev hængende mellem dem, Og Robin lod være med at redde ham fra det.

Ord kunne betyde flere ting. Så mange betydninger, alt efter trykfordelingen som blev taget og Dorian nød at bruge sproget - op til flere af dem, og på forskellige måder. Det faldt ham let, på den måde som karismatiske væsner naturligt gled ind og ud af sociale cirkler.  
Så. Hvilken cirkel tilhørte Robin? 
Det var nemlig ikke gået forbi mennesket, hvordan hans ord havde været vægtet. Måden han gentog dem på, sendte en behagelig gysen igennem kroppen imens Dorian betragtede ham tænke. Måske en del af ham ville ønske at han kunne læse tanker - men så igen. Det ville tage alt det sjove ud af samtalen, hvis alt lå så åbent til at tage. 

I et ryk gled de glødende øjne tilbage på ham, og Dorian løftede et lyttende øjenbryn. Så, hvad var han nået frem til? 

Det føltes som om, at han var en ny slags bog, som Robin havde hevet frem fra hylden. Samme koncentrerede, men intense blik, der forsøgte at læse halvdæmonens ord - ligesom det der før - havde nægtet at forlade nattens tidligere hyggelæsning. Men det var nok tonelejet, sammen med øjnene, som ramte en nerve i Dorian. 
Den dybere stemme var som en hvisken. Ikke lav, men dæmpet, et mørkere register, som kaldte på ham. Et der vidste, at han ikke brød sig om at være alene, og sagtens kunne vandre i nogle timer, for at støde ind på andre skibe i natten. 

Noget andet. Et kald der brugte egne ord imod ham selv, og halvdæmonens blik gled lidt vævende imod guldbrochen henover brystet. I stærk kontrast til ham selv, viste den anden en del mere hud. Måske endda en del mere personlighed... det var svært ikke at lade sig forføre, når det ovenikøbet var på en interresant sjæl. 
"Og det ene udelukker det andet?" Eller kunne han snige sig ind i middelzonen, hvor det måske var en blanding af skæbne og chance, fremfor intention og tanker. De sorte øjne gled op igen. Og selvom han egentlig vidste, at han nok ikke burde være så... modtagelig, var det utroligt svært for Dorian, ikke at læne sig ind i den varme stemme. Alt i ham, insisterede på, at det kunne være en god idé. 
Men det ville ikke være smart. 

Godt samlet op. Tanken blev ikke bare noteret, men grebet, vendt en anelse, som noget der kunne passe lidt for godt, og derfor ikke burde få lov at stå uimodsagt endnu.

Et tvetydigt svar født af et tvetydigt spørgsmål - og alligevel… afslørende nok. 

Der var altid noget i den slags svar, små forskydninger, sprækker hvor mere lå gemt, hvis man blot blev ved længe nok, og Robin havde aldrig været god til at lade den slags stå urørt, ikke når det netop var dér, det begyndte at blive interessant.
For det var aldrig de klare svar, der trak i ham. Det var det, der måtte samles op undervejs - de små hints, der først gav mening, når de blev lagt ved siden af hinanden, drejet, testet, sat i spil, indtil mønsteret enten holdt… eller faldt fra hinanden.

Og Dorian...
Smilet kom langsomt, voksede frem i takt med erkendelsen.

Dorian spillede med.

Ikke åbent, ikke direkte, men nok til, at det ikke kunne være tilfældigt. En sublim skakspiller, kunne Robin ikke lade være med at tænke, midt i deres lille ping-pong af ord.
"Sjældent." Blikket blev hængende på ham, ikke undskyldende, ikke tilfældigt, men med den stille insisteren fra én, der allerede var i gang med at teste en hypotese uden at sige det højt, som om svaret lige så meget lå i det, der ikke blev sagt, som i ordene selv.

Og nu bemærkede han det - det, der ikke helt stemte. Noget anderledes ved ham i aften.

"Faktisk…" Han tippede hovedet en anelse, som om tanken stadig var i bevægelse, ikke uafklaret, men levende. "…vil jeg mene, at det ene fungerer som en katalysator for det andet." Ordene faldt let, næsten henkastet, men der var noget afsluttet i dem, som om konklusionen allerede var nået, længe før den blev delt.

Blikket gled igen, uden hast, over ansigtet - samlede flere detaljer op, lagde dem oven i det, han allerede vidste. Nøgen hud, hvor noget plejede at være.
"Plejer du ikke at have…" Hånden løftede sig, prikkede let mod egen kind og hage, en antydning, en spejling, og han tegnede det frem i luften mellem dem. "Jeg troede næsten, de var medfødte." Smilet trak skævt, en smule skarpere nu.
"Men nu kan jeg se…" han trak ordene ud i en lille, bevidst pause. "…at du faktisk maler dem selv."
Og denne gang blev han hængende i det, ikke som en konklusion, men som en åbning - som om det, han egentlig ventede på, først ville vise sig i det næste træk.

Måden han talte på, mindede næsten Dorian om gamle samtaler med forskere fra fortiden. Mange af dem fra Mørket, enkelte udenfor. Ikke den slags forskere som samlede magi, ikke dem der samlede magt, men dem, der med en næsten manisk passion, havde brug for de lidt 'løsere rammer' som Mørket gav dem at arbejde under. For at udfordre mulighederne, hvor alle andre blev dovne, og slog sig til tåls med et nej. For at teste grænserne. 
Så en teori som den Robin foreslog? Det kunne han godt bildes ind, et enkelt, enigt, men også interesseret nik.
Det lød i hvert fald pænt. Især når det andet så elegant kunne sniges under overfladen, af den letsindige samtale, han fandt sig selv nyde. 

Fingrene gled henover det markerede ansigt. Dekoreret i piercinger, og oplyst af gyldent lys. 
Dorian fulgte dem med blikket, efterfulgt af et overrasket lille hmm, da det gik op for ham, at han huskede mere end blot navn. Som usynlige, men faste linjer blev trukket, for at genkalde hvad han ikke bar med sig. 
Dorians smil voksede til et mere tilfreds et af slagsen - fordi han havde lagt mærke til en lidt spøjs del, den gode Robin. Og som altid, når det gjaldt hans kære gudinde, var det en behagelig, næsten bekræftende følelse, når han fik muligheden for at nævne hende. 
Det skete alligevel så sjældent. "Ah, nej.. medfødte er de ikke. Det er symboler for Sharas velsignelser.." og halvdæmonens blik blev trukket imod flammen i lamperne, stadigvæk med en vag, summende fornemmelse af længsel i kroppen. Både efter det man ikke kunne få, lige her, lige nu.. men også efter det, som man måske engang havde haft. 

Et skarpt, lidt mere fornøjet smil, rystede dog længslen ud af stemmen idet han klukkede, og tilføjede. "Og måske en grad af.. lad os kalde det forfængelighed" 
Kropsdekorationer var fantastiske. Og Robins passede ganske godt til ham, man blev joh næsten hel inspireret. 

Sharas velsignelser.

Dorian blev et billede der pludselig skulle ses fra en anden vinkel, og Robin kunne ikke lade være med at løfte brynet en anelse, hovedet fulgte med i et let tilt, som om det alene kunne bringe brikkerne på plads. Interessant. En kriblen bredte sig i ham, ikke af forvirring, men af begejstring - for det var dér, det begyndte, dér hvor antagelserne slog revner, og noget nyt kunne trækkes frem, hvis man blot blev ved længe nok.

"Ahhh," lod han glide ud, næsten melodisk, mens armene fandt ind over brystet, og sjalet gav efter i bløde folder. "Den kære lidenskabelige gudinde." Ordene blev hængende, smagte på dem, og lod forbindelsen tage form uden helt at sige den højt endnu. "Jeg synes nok, jeg kunne ane noget Topalis i dig." Fingrene fandt kort hans underlæbe, fraværende, som om tanken havde brug for et sted at hvile, mens blikket gled over diplomaten igen - roligt, en vedvarende nysgerrighed, der dvælede lidt for længe ved varmen i huden, ved linjerne i ansigtet, og de fyldige læber. Jaa, ved noget, der ikke helt lod sig placere så let, som det ellers burde.

... For Dorian var også noget andet. De spidse ører kunne stamme fra så meget forskelligt. Elvere, var som regel det første gæt. Men Robin havde lært, bare på denne korte tid, at intet var så simpelt når det kom til Dorian, var det vel? 

Benet gled en smule frem, en lille forskydning i stillingen, næsten umærkelig, men nok til at løsne noget i ham, og Dorians bemærkning trak et hæst, kort grin frem. "Det ene udelukker vel ikke det andet." et lille ekko fra noget tidligere. Smilet trak skævt. "Shara og forfængelighed…" han blev ved med at se på Dorian, og tilføjede, "…har altid haft det ganske godt sammen." 

Bitte små ryk, næsten usynlige for det blotte øje, medmindre man var trænet i at læse kropssprog Han mere fornemmede det end egentlig så dem.  Og det mindede ham om arnen. Varme.
Interesse, og måske ikke bare interesse i hvad, men nærmere hvorfor. 
Hvordan kunne det stadigvæk være så lokkende? Så levende, selv i hans alder? Den dybe bas summede melodisk imellem dem, ledte ham ind, og Dorian lod sig uden modstand fører af hans behagelige stemme, og øjnene...

De holdt ham låst, på den måde hvor han ikke helt kunne (ønskede) at kigge væk. 

Lidenskab, genfødsel, ild og begær. 
Når gudinden krævede ens hjerte, tog hun i sandhed det hele, og Dorians dovne smil voksede under Robins ord, som blev han reelt givet en kompliment - eller i hvert fald frydede sig over - at mennesket allerede vidste en del. Om ham, om hans folk og indirekte; derfor en mangel på fordomme, som han sjældent mødte. 
"Heh.."  som en der ikke skulle forklares alt, fordi han allerede vidste meget. Med det, lå der ofte mere spændende spørgsmål at snakke om, tilbage i samtalen. 

Og han havde ret. De gik ganske godt sammen, og skønhed kunne for nogle, være mindst ligeså farligt som en truende kniv for struben. Men den ene brugte tvang, hvorimod Dorian selv, altid havde været mere af en fortaler for.. tilvalget. 
Og stadigvæk uden at kunne se væk, drejede han nu kroppen mere imod mennesket. Stødte hænderne imod bunden af chaiselongen. Både så han kunde trække benene ind under sig i en halv skrædderstilling, og måske.. komme lidt tættere på de hypnotiserende øjne. Han var stærk, den kære Robin, musklerne spillede dæmpet under det bare bryst. Og selvom det nok var en forkert tanke, var det svært ikke at lade blikket dvæle ved den solgyldne hud, som kom til syne under sjalet, når det rykkede rundt. 
"Vi nyder godt at nuancerne..." og selvom han nok referede til sine medfølgere, hvor end de så var i verden, talte en del af ham også under ordene. "Jah det er næsten en skam, at vi ikke kan skåle på det" hørte han sig selv tilføje, lidt funderende.  
Til øjeblikket her med Robin, han begyndte at bryde sig mere og mere om dette menneske. 
Ikke nødvendigvis en god ting, ville mange i Dorians kreds sige, men lige nu? Der var det en let ligegyldighed, deres meninger fik frem i ham. Hvis det var en overvejelse, var den fjern - her var de trods alt godt gemt væk. 

De øjne dér… mørke orber — som nattehimlen, der savner sine stjerner. Men Robin så dem alligevel.
Dybt inde i dunkelheden lå der noget, en glød, svag, men vedholdende, som noget der ikke var slukket, blot ventede på at blive pustet frem. Ja, måske Shara's ild, strejfede tanken, med et skævt træk i smilet. Han blev hængende i dem. Lidt for længe. Som han så ofte gjorde, når noget trak i ham - når et mønster endnu ikke var færdigt, og derfor umuligt at give slip på. 

Opslugt… ja. Men ikke væk. Ikke helt. 

Som kom det lille heh fra ham selv, løftede han mundvigen. Øjnene kneb sig en anelse sammen i et lattermildt, næsten tilfreds udtryk, og nød rytmen der havde lagt sig mellem dem. Mh, den varme, der langsomt trak sig tættere omkring dem. Måske lidt for varm.

Og så, endnu en forskydning, men ikke i Robin - skønt det fik nerverne i ham til at reagere. Blikket fulgte bevægelsen, uden at vige. Interesseret, i de mørke hænder der fik hynden til at give efter for vægten. Hvordan Dorian rykkede tættere på - ikke hastigt, ikke krævende, men med en rolig selvfølgelighed, som om rummet allerede tilhørte ham. Den form for bevægelse der fik den stilstående luft til at danse. Robin bemærkede det hele. Og duften... Den lagde sig let, næsten ubemærket. Han kunne smage den på læberne - og forstyrrede lige nok til at gøre det sværere at trække vejret uden at være helt bevidst om det. 

Vi nyder godt af nuancerne. 

Fortænderne gled kort over underlæben, uden at han fjernede blikket. Funderende, studsede ved det der blev sagt. Og det der ikke gjorde. Der var mange lag der. Han fjernede ikke blikket fra de mørke øjne. Fik smagen af Dorian på tungen. Sensuelle, luksuriøse noter. Duftede som han så ud. Og Robin havde aldrig været god til at lade den slags være.

Blikket gled - bevidst denne gang - ned, fulgte linjerne i den måde Sharatilbederen sad på. Til de spredte ben, og knudepunktet af det hele. Om det var meningen, at han ville have ham til at kigge. 
I et ryk kom blikket op igen til bemærkningen. En dæmpet, kontrolleret latter forlod ham. "Mhm... en skam." Han løsnede armene og kradsede, uden meget tanke, på en slidt plamage der sad i sofaryggen. "Det må vi jo have til gode."

Hvis. 

Benene forskød sig en anelse, næsten umærkeligt, men nok til at ændre stillingen, nok til at gøre plads, uden at det behøvede forklares hvorfor. Han pustede en krøllet lok væk fra ansigtet. Blikket stadig på ham.
"Jeg er også lidt nysgerrig…" Og denne gang gled ordene ikke væk fra stemningen. De lagde sig ind i den. "Brugte du magi, da du kom herind?" Han kunne alligevel ikke dy sig for at give sig hen til nysgerrigheden, selv med sovekammerøjne, og Sharas milde tilstedeværelse i rummet. 

Hvem der som regel fik lov til at få Robins opmærksomhed, det kendte halvdæmonen ham ikke godt nok til at sige. Men lige nu? Lige nu var det ham - og den føltes ligeså varm og omfavnende, som solen under Rubinens sand. Som havde han lyst til at begrave sig i det, og aldrig træde ind i skyggerne igen. 
En forunderlig tanke. En som ikke fyldte meget, når han i stedet havde travlt med at nyde den effekt, som mennesket havde på ham. Hvordan hjertet bankede lidt hårdere, og fingerspidserne summede. Det var nok ikke til at se, i nattebelysningen. Men  regnbuehindens sorte farve, fyldte ikke meget af mørket, som ellers havde overtaget det opmærksomme blik. 

En vag sitren krøb op af hans nakke idet Robin kiggede ned, for at kigge op igen. En skam, sagde han, og kort efter, at de måtte have det til gode. Og selvom det blot kunne være konverserende høfligheder, så bankede det sig irriterende ned, i halvdæmonens underbevidsthed. Fordi hvornår zalan ville det tidspunkt være. Og hvorfor kunne han allerede se sig selv, se frem til det. 
Imens han talte, gled Dorians blik først op, lyttende, omend kortvarigt distraheret af de røde krøller. Smukke, og bevægede sig efter deres helt egen vilje. For ikke at tale om silhuetten af hans figur, som langsomt kom mere og mere frem, i takt med at Robin fandt sig bedre til rette. Han kunne næsten spørge om alt... og en lille del af ham, havde nok virkelig lyst til at få det til at ske - hvad end han så spurgte ind til. 

Men da det var hans stilfærdige entré, som han ganske rigtigt kædede sammen med magi? 
Ganske uskyldigt, og de mørke øjne glimtede enigt, inden at han nikkede. "Så absolut magi, men også lidt af en vane. Det føles mere.. effektivt?" og Dorian løftede den ene hånd. Hvorfor forklarer, når man bare kunne vise. 
At passerer igennem noget, var en.. mærkelig følelse. Ikke ubehagelig, bare kølig.. måske en smule tom. 
Og lagde den på ryglænet. Dorian skævede dog kortvarigt til Robin. Oh. Havde han mon.. "Vent, var døren låst?" og selvom han ikke gik ind i rum han ikke kendte (som regel), var det alligevel en komisk nok tanke, hvis Robin bevidst havde undgået at nævne det op til nu. 
Han havde dog ikke tænkt sig at skuffe. Ikke når han kiggede på ham, sådan der. Dorians blik betragtede ham imens han arbejdede, lidt selvtilfreds med, måske at vise ham noget... måske nyt? Dorian trak kort efter magien ud i hånden, som nu lydløst gled igennem ryglænets tæppe, træ og polstring. Der hvor fingrene brød med chaiselong, var kanterne af hans krop, oplyst i en svag glød - men alt det vidste han joh godt selv. 
Så han holdt et blik over Robin i stedet. Nysgerrig på hvad han mon tænkte, inde i det kønne hoved af hans. 

Så han havde registreret det korrekt. Selvfølgelig. Robin tog sjældent fejl, når det kom til magiske ladninger, og han sendte blot et let, næsten velvidende blik tilbage mod Dorian. En vane, hmm.
"Det kunne ligne mig at låse døren." Et dæmpet grin  ved tanken. "Men nej, deet…" Han rystede let på hovedet. "Det tror jeg ikke." Sandheden var, at han ikke helt huskede det - og det sagde nok mere om ham end noget andet.

Men det var heller ikke derfor, han spurgte.

"Jeg har næse for den slags." Han tappede sig let på næsen, et skævt, selvsikkert glimt i øjnene, noget dovent over smilet - men blikket afslørede noget andet.
"Jeg fornemmede… noget." Og så, Som havde Dorian læst ham... Robin nåede knapt at formulere spørgsmålet, før svaret blev vist. Magien trak sig frem for ham. Ikke som noget voldsomt, men som noget der var der. Mønstre og tegn, som røg der ikke helt opløstes - eller lignede - som spændinger i luften der kun lige akkurat lod sig ane, og hans blik låste sig fast, som det altid gjorde, når noget endelig besatte ham. 

Hånden gled igennem stoffet, og Robin fulgte den.
Ikke bare med øjnene - men med noget dybere. Vildere.
"Hah." Lyden slap fri, rå, ufiltreret. Han lænede sig en anelse frem uden helt at registrere det selv. Øjnene blev hængende, mens han tog det hele ind. 

Langsomt løftede han endelig blikket igen, ikke fordi han var færdig, men fordi der var mere at hente. Mørke øjne mødte hans, og smilet blev større.
"Hvad med levende organismer?" Stadig roligt, men med en tydelig kant af interesse nu. "Mennesker?"
Hånden gled hen over stoffet, testede det - for at mærke resterne af noget, der ikke længere var synligt, men stadig var der. Selvfølgelig gik den ikke igennem.
Men det var heller ikke pointen. 

Hvorvidt det var en evne, eller måske nærmere en sjette sans, var svært at bedømme. Nogle gange var de ting den samme, alt efter hvor man boede, og hvordan - eller måske nærmere hvad han havde mærket - ville han egentlig gerne vide. Men parkerede spørgsmålet i baghovedet for nu. Mon ikke der kom mulighed(er)?

Smilet hos Dorian voksede en tand. Begejstringen var som benzin, og sendte en fornøjet følelse igennem halvdæmonen - sikken en oprigtig forundring. Den simrede fra det strålende øjne, og han stak med en dæmpet brummen hånden længere ind. Lod ham se hvordan gløden det fulgte konturerne af hans silhuet, voksede og skrumpede med bevægelserne. 
Det var næsten... 
og Dorians hoved gled studerende på sned, imens han betragtede ham. Det var et nyt glimt, han skimtede i de mørke øjne, som endelig stødte tilbage til hans. 
Det virkede sulten, på en anden måde end før. Måske var sultent ikke det rigtige ord, og halvdæmonens ene bryn gled op i panden, da han hørte det opfølgende spørgsmål. Nej. Interesseret, men på en fantastisk, og mærkelig måde. En som kortvarigt fik hårene til at rejse sig på Dorians tildækkede arme, og han brummede lidt underholdt. "Indtil videre, har det virket på mennesker.."

Trak hånden ud af chaiselongen, og slukkede, i hvert fald for nu, for magien. 

Langt de fleste mennesker, foretrak trods alt sjældent at opleve den på egen krop, men den interesse i hans stemme. Den var noget andet end den underliggende flirten han før havde fornemmet - og Dorian var frygtelig nysgerrig på, hvad det dog betød. 

Et lille, flygtigt sug blev taget ind mellem tænderne ved håndens glidende bevægelser - måden den trængte igennem, flydende ind og ud, næsten trancefremkaldende - og fik Robin til at stirre. Magien kildede luften, vibrerede i ham, og et øjeblik glemte han helt, at det ikke var ham der blev gennemboret.

Han fugtede læberne, kørte hånden hen over gerningsstedet igen, som for at holde fast i fornemmelsen bare lidt endnu, før den helt forsvandt med Dorian. 
Indtil videre, har det virket på mennesker. 
Øjenbrynene gled op i et ryk ved dette. Pulsen steg - en kedel der knap kunne holde på dampen - og fik ham til at læne sig frem, tættere på det kønne ansigt.

"Ja?" 

Stemmen kom næsten ikke frem, et åndedrag han halvvejs slugte, og et dæmpet smil trak i ham.
"Vis mig det…?" Det var ikke rigtigt et spørgsmål. Mere en mærkværdig bøn, der gled over læberne som et suk, og trangen til at se... til at forstå - sitrede i ham, gjorde det svært at sidde stille, svært ikke allerede at række ud. Han måtte vide det.

Hvordan det føltes.

Hvad der skete.

Ja, andet ville være en fejltagelse, hvis han gik herfra, uden at have mærket det selv. Fingrene sitrede efter det. Efter at åbne ham og tage et kig. 
Luft forlod næsen tungt og Robin tvang sig selv til at trække en anelse tilbage - ikke meeget, bare nok til at holde fast i sig selv - til at huske, at Dorian ikke var noget, der kunne dissekeres og forstås i ét greb.

Overraskelse falmede for undren, og i nogle lange sekunder, så sagde Dorian ikke noget. Vis mig det...? Fra en hverdag som positionerede sig omkring hierarki, jah så kendte halvdæmonen godt til en ordre. Og selvom det samtidigt lød spørgende... så var der en del af ham, som ikke vidste hvorvidt Robin ville lade ham slippe, selv hvis han nægtede. 
Ikke at det var ham på sinde. Hvem var han til at stille spørgsmålstegn ved andres begær. 

Undren blødte over i et fornøjet udtryk. Og selvom han ikke havde svar på hvorfor mennesket ville prøve det, var det ikke dét som han havde lyst til at spørger ind til. Det var alt det andet. Noget i hans tilstedeværelse, som prikkede til de rigtige steder i ham. 

Måden han trak sig, fik Dorian til kort, hurtigt at nikke. Selvfølgelig kunne han vise ham det, han behøvede ikke at trække sig væk. Greb  ud efter hånden, som før havde famlet efter magien på chaiselongen - kom her. 
Hvor skulle man starte? 
Bestemt, og med et studerende blik på Robin, foldede han deres hænder sammen, og sendte ham et afventende smil. "Klem sammen om min hånd. Og hold ikke igen" 
Blev det sagt lidt ivrigt? Måske den glødende interesse fra den anden, pustede til hans egen spil-med attitude, og et eller andet sagde ham, at det hurtigt kunne komme til at gøre ondt. Ikke at det tog pusten fra Dorian, der dog ikke havde tænkt sig at få sin hånd mast idag. 
Når det begyndte at være træls, ville han slå magien til igen, så han kunne føle hvad der skete. Men mon det var nok for ham?