1991 - Kong Aldemars begravelse. 

Nattehimlen begyndte at lysne, og Makellos havde siddet ved Aldemars grav uden at registrere timerne. Indtørrede blodstriber malede de kanelfarvede kinder rødt fra gråden der var kommet implicit ved synet af navnet hakket ind i kold granit. 

Her hviler...

Fingrene havde strejfet fordybningerne. Fulgte bogstavernes rute til ende.
De vilde blomster Makellos havde plukket lå som en dom på jorden. 
Hvorfor skulle han bryde sig om tid, når det var alt han havde? Tid var ingenting andet end et øjeblik for en vampyr. Men Aldemar havde ikke tiden på sin side. Døden var en endegyldig tyv. Og Makellos indså, at den tid han havde udskudt så længe, endelig havde indhentet ham; udsigten til forsoning og genoprettelse var nu udslettet. 
Nu fik Makellos ikke andet end et koldt gravsted at begræde. 

Det var uretfærdigt. 

Øjnene stirrede sig blinde at han til sidst så ingenting. Håbede, at med viljen alene, ville stenen forvandle sig til liv. Til Aldemars hænder. Hans anerkendende blik. Koncentrerede Makellos sig nok, kunne han næsten høre Aldemar sige hans navn. 

Fugle kvidrede i træet over ham, og Makellos erkendte at morgengry var på vej. 

Da han rejste sig, stod en mand ikke langt derfra. Tændte lys ved en gravsten. Makellos tørrede støv af tøjet og stillede sig lydløst ved den fremmede. 

"Døden tager uden hensyn." Et spørgsmål, uden spørgsmålstegn. 

Han kunne se overraskelsen gippe i den mørkhåret mand. Makkelos løftede læberne til et smil der lignede mere en bitter grimasse. De indtørrede tårer havde han gnubbet væk forinden. Men han fik ikke noget svar, så han forsatte, med en blødere stemme. 
"Hvem var hun?" 

"Min hustru." Svarede manden, der egentlig ikke så så gammel ud som først antaget. Skægget havde snydt vampyren. "Hun ... gik bort i fødesengen."
"Hm." Anerkendte Makellos med et sympatisk nik. "Og Deres datter?" For han kunne mærke noget i den anden. Glimt, følelser, et navn. 

"Hun... overlevede heller ikke." 

Makellos’ øjne sænkede sig til graven, uden at han bukkede hovedet. 
"Det gør mig ondt." Svarede han og bemærkede samtidig det ekstra navn indgraveret i stenen foran dem. 

"Hvis De følger med, kan jeg give Dem frelse." Sagde han, fordi stilheden var blevet kvælende. Makellos førte manden til at se på ham. Han kunne godt ligne Aldemar, og alligevel så de så forskellige ud. For den unge mand foran ham var fortabt på en måde, Aldemar aldrig havde været - kongen havde altid båret et hærdet glimt i sine grønne funklende øjne.

"Hvad taler De dog om?" Han sendte Makellos et skeptisk blik, men var høflig nok til at smile forvirret, varsomt. "Jeg er ikke interesseret i at komme i en kult." 

Makellos rystede på hovedet. Pressede sig tættere med et blidt tag om mandens kæbe. 
"Ingen kult." Kom det dæmpet fra vampyren. "Hvis De følger med, kan jeg vise Dem det."

Men den perlemorsagtige glans kom aldrig i de blå øjne - gik det op for ham at de var - og manden slog hånden væk fra sin kæbe.
"De må gerne lade mig være nu." Sagde han bestemt. På en måde hvor der ingen plads til forhandling var. Samtalen var slut. 

Men ikke for Makellos. 

Manden begyndte at gå væk fra gravpladsen, og Makellos så efter ham. 
"Kom ikke og fortæl mig, at jeg ikke spurgte pænt først." 

Lydløs som en skygge var han bag manden. 
Døden... var ikke den eneste tyv i nat. 
"Løb." Advarede han blidt.
Pupillerne udvidede sig, da han hørte mandens chokerede puls. Blodets intime raslen der kaldte. Makellos nød at jage. Nød at mærke rædslen rase som en rytmisk tromme. En symfoni til ære for ham. 

Så snart manden satte i løb, brød råbene om hjælp frem.

"Åh nej, den går ikke... Der er regler." irettesatte Makellos og fik ham væltet uden nåde, skønt det forspring han barmhjertigt havde givet den anden.
"Shh…" tyssede han kærligt og satte sig overskrævs på ham. Aede kinden. "Lad mig…"
Hans øjne udvidede sig - et umenneskeligt glimt gled hen over dem - da han pressede mandens mund åben med magt. Fingrene strammede sig et øjeblik, som om impulsen var at rive, flænse, bringe stilhed med vold.
Men i stedet gled noget andet frem.
Makellos’ blik sank ind i den andens. Stemmen blev lavere. Roligere. Blød som honning, men med en kant af noget koldt.

"Ti stille."

Lyden døde. Ikke brat - men som om den blev trukket væk indefra. Mandens gisp forsvandt i en stum panik, munden bevægede sig uden at frembringe andet end luft. Øjnene var stadig vilde. Kroppen rystede. Frygten var der endnu.

"Se," mumlede Makellos tilfreds. "Det var straks bedre."
Han rejste sig og trådte væk. Smagen af blod lå stadig på tungen - ikke fra et sår, men fra forestillingen om det.

Han løftede brynet, undrende over at manden ikke straks var kommet på benene.
"Kom nu. Jeg har ikke hele dagen." Han puffede til manden med skosnuden. Så vaklede han op. Knæene gav næsten efter, da han satte i løb igen; snublede over en kantsten, slog sig i sin panik, men fortsatte. 

Som en hyrdehund fik Makellos jaget ham i den retning, han ville. Offeret fik altid lov at tro, at han havde en vilje. Men det havde han selvfølgelig aldrig.

Klokken dinglede, da Makellos skubbede døren op til alkymistens hjem og butik. Med et hårdt puf faldt det forslåede offer ned på gulvet: stakåndet, rystende, med skrammer fra flugten og hænderne krampagtigt trukket ind mod kroppen.

Døren blev lukket.

Aldrig havde Makellos bragt et bytte til Fausts dør. 
Ikke før nu.

Faust tilbragte sjældent tid uden for den lille forretning og hans tilhørende bolig. Han havde intet ønske om at begive sig ud i byens støjende gader - det mindede ham blot om et liv, der for længst var ham tabt. Freden og roen, han fandt i sit arbejde, var det der holdt ham beskæftiget i timer, dage, år. 

Det betød dog ikke, at vampyren var helt uvidende om, hvad der foregik i byen. Tværtimod. Rygter passerede forbi hans butik sammen med de faste kunder, og Faust var observant på hver eneste detalje, der omhyggeligt blev gemt i hans sind. På det seneste sværmede rygterne naturligvis alle om kongens død - en beklagelig hændelse, der kunne medføre uro i landet. Faust hadede uro.

Den stadig unge vampyr, Makellos, som Faust havde taget under sin vinge var et andet problem. Det var ikke gået Faust forbi, at Makellos havde en eller anden form for besættelse af kongen, og han havde mærket uroligheden stige, som det var noget tid siden, han havde set sin bofælle. Han havde forsøgt at gøre sit bedste med at lære den anden vampyr at kontrollere sig selv og den medfølgende blodlyst, men nogle gange var det svært - og kongens død havde utvivlsomt ikke bragt ham i en god sindstilstand. 
Hvis blot han ville komme tilbage, så de kunne tale roligt om tingene. Særligt for dem, der var skænket det evige liv, blev døden uundgåeligt en fast følgesvend, som man så sine bekendtskaber ældes og gå bort - hvis de nåede så langt. 

Faust var ved omhyggeligt at fylde en af sine eliksirflasker, da døren bragede op og en rædselsslagen mand væltede ind .. efterfulgt af Makallos. Faust var blevet ganske hvid i ansigtet - mere end han allerede var - som han stivnede i sin bevægelse.

"Hvad foregår der?" Spurgte han - ikke højrystet, men stemmen alarmeret, som hans blik vandrede fra manden på gulvet til den anden vampyr. 

Makellos lod langsomt blikket glide fra det sammenkrøllede bytte og hen til Faust. Han så på ham med en næsten undrende ro, som om han ikke helt forstod den andens reaktion.
"Alt er fint." Han kørte hænderne gennem de mørke krøller. Førte dem bagud, men øjeblikket han slap - faldt de straks tilbage, vindblæste som før.

Et halvkvalt klynk lød fra gulvet. Et hæst hjælp mig, og Makellos bemærkede, hvordan de skræmte blå øjne søgte mod Faust. Bedende. Desperate.

Makellos' blik glimtede gyldent. Ikke af triumf - men af vished. Af kontrol.
"Shhh…" tyssede Makellos trøstende, lød som én der rent faktisk bekymrede sig om hans velfærd. Vampyren satte sig ned foran manden og tog hans ansigt i hænderne, næsten ømt. Drejede hovedet, så de begge så op på Faust.

"Se?" Hans øjne blev mørkere af fornøjelse. Fingrene gled op i nakken på mennesket. Blide, målte strøg. 
"Alt er fint." Sagt mest til sig selv. Så strammede grebet. Hovedet blev trukket bagud i ét ryk, halsen blotlagt. Pulsen hamrede i Makellos' ører, og han måtte lukke øjnene for at modstrå fristelsen. Trak vejret ind gennem næsen. 

De lyse øjne fandt Faust igen, vurderende. 
"En gave," sagde han stille.

Et øjebliks pause.

"På vores jubilæum." 

Det var ikke svært for Faust at regne ud, hvad formålet med "gæsten" var. At jage var et naturligt instinkt for vampyrer - af og til forstærket så meget af lysten til blod, at det var næsten umuligt at modstå. Faust havde gjort det før - men han havde intet ønske om at gøre det igen.

Brynene trak sig sammen, og der var næsten sort under dem i de indsukne øjenhuler. Ikke én eneste gang værdigede han manden på gulvet et blik - han vidste hvordan udtrykket i hans øjne ville se ud, og han nærede intet ønske om at se det. Fornemmelsen af liv var så nær, at hans egne sanser tydeligt opfattede det heftigt bankende hjerte og luften af frygt. 

En lugt der kunne vække de fleste vampyrers blodrus.

Ganske langsomt med rolige hænder stillede Faust eliksirflasken, han arbejde på, fra sig og skruede omhyggeligt proppen på. Det var i sig selv næsten imponerende, at Makellos ikke havde kastet sig over måltidet endnu - Faust gættede på, at det i dette øjeblik krævede alt hans viljestyrke. Han selv kunne mærke den velkendte fornemmelse af lysten til det varme, levende blod, og han - næsten som med eliksirflasken - lagde bestemt låg på den.

"Jeg kommer kun til at sige dette én gang, Makellos. Du bringer aldrig et bytte ind i mit hjem." Sagde han. Stemmen var ganske dæmpet, næsten rolig, men det advarende tonefald var ikke til at overhøre. Makellos havde brudt en alvorlig grænse.

Blikket blev fastlåst på Faust. Pupillerne store og mørke. Han lyttede tavst til ordene uden synlig reaktion.
Men Makellos strammede alligevel kæben og sank langsomt. Hagen skød en anelse frem, så tænderne i undermunden blev afsløret.

Mit hjem.

Blikket hvilede et sekund for længe på Faust - som havde han netop slugt noget, der skar på vejen ned, og nu nægtede at smage det. Noget uforløst blottede sig et øjeblik, før han skubbede det fra sig. Så gled blikket væk. Ikke i vrede. Ikke i trods.
Bare… væk. 

Men det nåede ikke helt at forlade øjnene.
Det fandt i stedet den hamrende puls på gulvet. Livet, der bankede så højt, at det næsten var uhøfligt.
Et lavt hm forlod ham. Et smil, der ikke helt var et smil, mere en måde at lade Fausts ord falde uden at samle dem op. Som om de intet vejede.

Som om de intet kunne tage fra ham.

Han så ind i de blå, skrækslagne øjne et øjeblik - længe nok til at blive set, ikke længe nok til at blive husket. Så sank tænderne i halsen. Euforien kom som en snare, der trak sig stramt om sanserne. Varm, levende, uimodståelig. Adamsæblet bevægede sig i en synlig synken, mens Makellos drak. 

Han håbede, at Faust så på. At han ikke kunne se væk. 

Med et skarpt pust gennem næsen trak han sig tilbage og lod manden falde - stadig i live, stadig rystende, stadig menneske. Det havde krævet al hans viljestyrke at slippe. 
Makellos rejste sig. Med rolige skridt gik han hen til Faust, blodet stadig varmt på tungen. Smagen hang ved som et løfte, eller en forbandelse. Han kunne ikke beslutte sig for hvad. 

I et hurtigt greb pressede han fingrene mod den ældre vampyrs kæbe og løftede hans ansigt en anelse. Ikke hårdt; men uden at spørge. Hans blik søgte Fausts. Fjernt. Åbent. Som om det bad om noget, han aldrig ville sætte ord på.

En indånding mellem tænderne. 
Så tvang han kysset frem. Læber mod læber, blod delt uden invitation. En handling, der var lige dele gave og udfordring.

Hårdt. Demonstrativt.
Og en anelse desperat, hvis man vidste, hvor man skulle se.

Vrede var ikke en følelse, Faust ofte viste længere. Og aldrig i form af ukontrolleret raseri, som dengang han havde været ung og nyforvandlet og opslugt af sine følelser. På mange måder havde Makellos mindet Faust om en yngre version af sig selv - måske var det også derfor, han havde taget ham under vingen. 

Men efter i dag ville hans syn på Makellos unægteligt være ændret. Farven i Fausts øjne var næsten kulsort og man kunne se en let spænding af kæbemusklerne, som han betragtede Makellos. Et øjeblik næsten troende på, at den anden vampyr ville adlyde hans bud og bringe det skamfulde syn ud af deres hjem. 

Manden måtte naturligvis dø uanset. Han havde set for meget. Men Faust ville ikke give ind til blodrusen.

Begge vampyrer måtte være umådeligt bevidste om lugten af det friske blod, om lyden af det desperate hjertes banken. Fausts øjne udvidede sig en smule, som han så Makellos kaste sig over manden på gulvet - drikkende dybt og grådigt. Faust kunne næsten selv smage det.. 

"Stop, Makellos." Sagde han lavmælt. 

Han kendte alt til den fristelse, den yngre vampyr tilbød ham. Han kendte samtidig sig selv nok til at vide, at det ville være svært at komme tilbage fra. Den natlige jagen. Hungren efter det levende blod. Noget der utvivlsomt til sidst ville afsløre hvad han var, og bringe ham langt bort fra det rolige liv, det var lykkes ham at opbygge, trods sin forbandelse.

Men den anden vampyr stoppede ikke. I stedet så han Makellos med rolige bevægelser gå hen imod sig, duften af det friske blod så tydeligt i luften mellem dem. Hånden der blev lagt mod hans kæbe og smagen af blod. 

Et kys ville måske for mange årtier siden have betydet noget andet for Faust. Nu mindede det ham pinefuldt om, at hans krop var alt andet end levende, og smagen af blodet fik et fornyet raseri til at vælde op i ham, som han hårdhændet skubbede den anden vampyr fra sig. 

"Jeg sagde stop, Makellos!" Hvæsede han, hastigt tørrende sig om munden, selv om smagen ikke helt ville forlade hans læber. Hænderne skælvede en anelse, som han med en kraftanstrengelse måtte bringe kontrol over sig selv.

Stop Makellos.

Fausts lavmælte ordre, der samtidig spredte sig i rummet som en bøn, forøgede blot Makellos' nydelse. Det fik det til at gnistre dybere i ham, fik det døde hjerte til at slå hurtigere. Noget mørkt og sitrende der længtes efter at høre ham sige hans navn igen.
Og det gjorde han. Deres læber brød mod hinanden før det overhovedet kunne kaldes et kys. Stridigheden slog imod ham. Et øjeblik holdt han fast - så lod han sig skubbe tilbage af det hårde stød, til lyden af Fausts vrede udbrud. 

Et hæst, næsten latterlignende pust slap fra ham. Makellos trådte et par skridt baglæns for at holde balancen. Han gned rester af blod fra sine læber med håndryggen og sendte Faust et intens blik. Mundvigen vrængede sig op - men det var ikke et smil. Uden at bryde øjenkontakten, slikkede han blodet langsomt af hånden. Bevidst og uden skam. 

"Jeg skal stoppe?" Han gned hånden tør. Hagen hævede sig en anelse og blikket faldt til Fausts hænder. Han bemærkede hvordan de rystede. Hvordan den anden vampyr kæmpede mod sine instinkter. 
"Hvorfor væmmes du ved, hvad vi er... Sacharias?" Han elskede det navn. Det flød som sukker på hans tunge når han sagde det med næsten kærtegnende præcision. Sødmen i det forstærket af, hvor meget han vidste, at Faust hadede det.

Makellos tog et skridt nærmere. Øjnene lyste - ikke triumferende, men sultne. Efter reaktionen. Efter noget. 
"Hm?" Han gned læberne sammen. "Du lader som om du er hævet over det… men dit hjerte slår lige så hårdt som mit." Stemmen knækkede ikke. Men den balancerede tæt på kanten.

Det friske blod var utvivlsomt allerede begyndt at sprede sig i Makellos' krop - givende ham rusen. Følelsen af styrke og uovervindelighed. Faust kendte den - og han kendte til, hvor farligt det var at føle sig hævet over alle andre. Ét forkert trin herfra, og han kunne være afsløret. Jaget. Død.

Og nu hvor rusen var ved at overtage Makellos, var Faust usikker på, hvor meget fornuft han kunne banke ind i den anden vampyrs hoved. Han kunne tydeligt se, hvordan han nød trodsigheden - nød at overskride de grænser, Faust så omhyggeligt havde opsat i mellem dem. Smagen af blod var stadig på hans læber sammen med følelsen af de invaderende kys, han ikke kunne ryste af sig. Han følte sig beskidt. 

"Jeg troede du havde lært kontrol." Han fik kontrol over stemmen igen, så den var tilbage til den dæmpede tone, han plejede at bruge. Der var dog en advarende skarphed, som fortsat blev i stemmen, da han talte videre. "Vi kan aldrig fornægte lysten til rusen, men den overtager os, hvis vi ikke har .. kontrol." Det sidste ord blev sagt insisterende. Sammenbidt.

“Kontrol?” gentog han, og gjorde næsten Fausts sætning færdig for ham. Brynene løftede sig, øjnene større - ikke i chok, men i vantro. Et hæst grynt slap fra ham.

“Jeg havde ædt ham op, hvis jeg ikke havde kontrol.”
Stemmen var dæmpet. Indædt.
Blikket forblev et øjeblik på Faust. Så løftede han hånden. Lod, langsomt, tommelfingeren glide hen over Fausts mundvig og tværede den sidste blodrest væk. Ikke for at hjælpe. Bare for at mærke. Røre ved de rester der udfordrede den anden vampyrs kontrol. Føle spændet i hans kæbe. 

Læberne spredte sig, som var han ved at sige noget - men en jamren afbrød ham. Et svagt ryk i hans ankel fulgte. Den døende mand.
Makellos så kort ned - uden at flytte ansigtet fra Faust. Blikket fandt straks tilbage. Som om det på gulvet aldrig havde betydet noget.

Og så gled noget andet henover de lyse øjne da han førte hånden nedad Fausts bryst. 

"Tydeligvis ikke nok kontrol. Siden du bragte ham her." 

Afbrød Faust. Stemmen var blevet helt rolig nu på en faretruende måde. Faust var i stand til at leve på den måde, han gjorde, i Dianthos, fordi han var forsigtig. Hvis Makellos begyndte at bringe folk til Fausts forretning på denne her måde .. så ville det blot være et spørgsmål om tid, før de blev afsløret.

Og alt han havde arbejdet så omhyggeligt på, ville være tabt.

Fausts hånd greb om Makellos', da han igen rørte ved ham, og han fjernede den med en fast, men hårdførd bevægelse fra sit bryst. Det var svært for ham at ignorere den overvældende lugt af blod og livet, der hastigt ebbede ud af manden på gulvet. Kun mange årtiers træning af sin egen kontrol, afholdt ham fra selv at kaste sig over byttet.

"Nok, Makellos. Hvis du har kontrol, så bevis det. Fjern ham herfra." Hans mørke blik borede sig ind i øjnene på den anden vampyrs. "Og sørg for at ingen ser dig." 

Tydeligvis ikke nok kontrol... Makellos' tippede hovedet let på skrå, blikket skarpt og næsten udfordrende.
"Okay, måske." Indrømmede han lidt for hurtigt. Han fugtede læberne og tog et sug ind gennem næsen. 

Grebet om hans hånd var irettesættende. Blikket faldt ned på dem, og et lille fnys slap fra ham.

Fjern ham herfra... 

Makellos trådte forbi Faust da grebet slap. I stedet for at bøje sig ned efter manden på gulvet satte han sig på disken - benet svunget over det andet - som havde han netop fundet verdens mest passende scene til en dramatisk monolog.

Et lille suk undslap ham - ikke tungt, ikke ægte, bare præcist nok til at være teatralsk.
“Stakkels dig." 

Han løftede hånden op til panden og jamrede ironisk, "Det må være så hårdt at være Faust..." han forsatte i samme tone, "Så sofistikeret. Så i kontrol. Så... fornuftig." 

Han lod en pause hænge i luften og så på Faust gennem de mørke vipper. Brynene buede svagt -  næsten spørgende.
"Og så have mig boende i dit hjem." Fingrene strammede sig et øjeblik mod diskens kant.