Den unge adelssøn, på blot 17 somre, var kommet med sin familie til Dianthos, for at debuttere sig ordentligt ind i selskabslivets finere kredse på Krystalpaladset. Aftenen, kunne unge Viktor, kun forestille sig skulle blive en umådelig kedsomhed - og den eneste grund til at han kunne forfalske nogen som helst form for entusiasme ved det hele - var fordi Frederik Ludvik også ville deltage.

Derfor var Frederik Ludvik, afgjort aftenens højdepunkt. 

Og apropros, Frederik Ludvik, hvor var han blevet af? Det sidste Viktor så til ham, var at han var forsvundet ud fra balsalen med en kvinde der havde spidse ører. Ihærdigt, som Viktor prøvede, kunne han dog aldrig slippe helt væk fra de behandskede, unge kvindehænder som kom på tur til hver afsluttende dans han lige havde haft, og startede på ny; som en pladespiller der var gået i hak - umuligt, at finde et godt tidspunk hvorpå han kunne stikke af, og finde sin høje ven. 
 
Aftenen kunne dog umuligt ende med at de blot havde udvekslet høflige hilsner til hinanden. Ikke tale om.

Efter et par danse, og boblende drikke - vendte Viktor sig lige i tide til at blive tilbageholdt af endnu en mor, og denne med en trio af døtre, alle klædt i monstrøst overlæssede kjoler, fulde af læg og flæser. En masse flæser.
 Viktor tænkte på Frederik i sin mørkeblå jakke, og vest med sølvbroderingerne, som han i sine fantasier lod fingrene løbe rundt på... 

"Unge herre." himlede en ældre baronesse begejstret, og Viktor blinkede for at kunne fokusere. Det ene bryn skød i vejret. Det var lykkedes den flæseklædte familie at omringe ham så effektivt, at han ikke engang kunne kaste et blik i retningen af døren hvor Frederik endnu ikke var kommet ind ad. 
"Unge herre," gentog baronessen, "Det er sådan en ære at møde Dem." 

Samtalen kunne have varet i alt fra fem minutter til en time, for Viktor var slet ikke tilstede. Han stod og grublede over hvordan og hvorledes han hurtigst muligt kunne komme hen til Frederik. Viktor svarede lettere brummende og så høfligt han kunne i sin åndsfraværen, mens han spejdede efter en sprække i barrikaden af damer, som han kunne undslippe. Og dér, et flygtigt øjeblik, fangede han det mørke hår, og tvære blik på en mils afstand. Men Frederik kom ikke ind i balsalen, og forsvandt igen med den spidsøret kvinde lige i hælene. Viktor rynkede brynene utilfredst med et stik af jalousi.   

"Beklager, unge frøkener," måtte han afbryde så behersket han kunne i den ældre baronesses svada om hvor pragtfulde hendes børn var, "Det var fortræffeligt at møde jer..." begyndte han, og blikket søgte mod udgangen mens hjertet hamrede.
 "Men jeg er simpelthen nødt til at - nødt til at forlade jer for en stund." undskyldte han, og gjorde et kort buk, før han maste sig forbi de kvælende flæser og gik i et rask trav mod udgangen for at se hvad der skete med Frederik. Alt imens gjorde han sig så usynlig som mulig for mulige bejlere der kunne komme i vejen. 

 Det var som om han havde løbet et marathon. Frederik følte luften var blevet taget fra ham, og han var blevet efterladt som en punkteret ballon. Som hele hans verdenssyn var kollapset og Frederik sad tilbage totalt ruineret. Aedion. Det hed han. Manden i hans drømme. De forbudte, forkerte drømme ingen kendte til. Udover Lily, åbenbart. Hun havde set en side af den nyligt erhvervede olieforhandler ingen nogensinde havde det, ingen nogensinde havde skulle kende til. 

Den tørre fornemmelse i munden og trykkende knude i bryst og mave var for meget for Frederik, og med en pludselig beslutsomhed skubbede han sig op af sofaen. Han skulle have noget vin. Han ville glemme Lily, glemme Aedion. Med lange, målrettede skridt gik han mod trappen halvelveren få øjeblikke forinden havde vandret ned af og efterladt ham til sig selv. 

Halvvejs nede af trappen stoppede ham op, det i forvejen trætte udtryk blev kun trættere som han fik øje på nogle velkendte krøller i bunden af trappen. Kroppen reagerede fuldstændigt selv med at højlydt, opgivende støn, inden han så sig op af trappen igen. Overvejede om han kunne nå at vende om, i håb om han kunne slippe for et møde med Viktor af Alryss.

Han fandt ham for enden af trappen, hvor der kun var sparsomt belyst - et par lysetager langs væggen kastede bløde, flakkende skygger over Frederiks ansigt. 

Viktor vidste ikke hvorfor, men synet af ham slog ham ud.
Det var ikke bare dét, at han så sur ud - det gjorde Frederik jo næsten altid.
Det var hvordan han så sur ud. Der var noget i øjnene. Noget i den stramme mundvig. En grimasse, der for de fleste ville virke lige så dagligdags trivielt som at sige: 'Står solen ikke op om morgenen?' Men ikke for Viktor.

Han kendte Frederiks udtryk. Som snefnug var ingen af dem ens - og dette… dette var forkert. Anderledes.

"Fundet," sagde han med et fladt smil, i et halvhjertet forsøg på at lette stemningen.

Det høje støn, Frederik kvitterede med, fik ham bare til at løfte et bryn. En velkendt modvilje - én Viktor var begyndt at ignorere næsten refleksivt. Han blev bedre og bedre til det.

Han rynkede panden bekymret, og gik et par trin op ad trappen. "Hvad er der sket?" spurgte han stille og vippede hovedet for bedre at kunne se på ham i det dæmpede lys. Men guderne måtte elske at afbryde de to unge mænd.

"Unge hr. Alryss!" blev der kaldt et sted derfra. Åh nej-- og før Viktor nåede at høre Frederiks svar, eller tænke sig mere om, sprang adelssønnen de sidste trin op, og trak Frederik med sig i et ryk - ud af syne, skjult i korridorens mørke. Det var alligevel ikke meningen at folk skulle gemme sig heroppe fra festlighederne - så hvem ville vælge at lede her? Han pressede sig mod Frederik og holdte ham tæt op til væggen mens hjertet hamrede i brystkassen. Han ville ikke findes, han havde netop undsluppet flæserne, og de hungrende blikke fra giftekyndige kvinder og deres ivrige mødre. 

 Det kunne nogle gange undre Frederik hvorfor den unge adels søn blev ved med at prøve. Hvad han følte han fik ud af at snakke med Frederik og forsøge at få ham til at fortælle ham ting. For Frederik delte jo aldrig noget. Faktisk prøvede han altid så vidt muligt at undgå og slippe for den forkælede unge. 

 Ikke noget.. var Frederiks første tanke at svare Viktor med. Som var han en papegøje der ikke havde lært meget andet at sige og sagde den samme sætning til alt. For var det næsten ikke det Viktor havde hørt ham sige oftest? Han valgte derfor i stedet at det kunne være lige godt at sige det, ville i stedet sige hvad han ville nu. Inden han fik sagt noget, blev der kaldt på Viktor, og uden Frederik kunne styre det, trak det lidt triumferende i den ene mundvig. 
 Det ene bryn løftede sig let i en åh-det-var-da-godt-nok-ærgerlig grimasse, og skulle lige til at sende Viktor afsted, men nåede det ikke inden han blev hevet med tilbage op af trappen han lige var gået ned af. Fulgte han ikke med ville han blot være blevet hevet omkuld. Sikke et syn det ville være.

 Frederik stivnede kort, da han blev presset op af væggen, og Viktor stod helt op af ham. Noget uforklarligt i hans blik, forvirret over hvad der skete og hvorfor Viktor var så tæt på ham. Det var først nu han rigtig lagde mærke til Viktor. Sidst han så den lille pestilens var før gården brændte. Han var vokset. Han var stadig en stump, men han var blevet højere. Mere voksen. Brynene rynkede sig lidt, inden han skubbede Viktor væk fra sig. 
 " Hvad laver du Viktor? " Hvad har du gang i? Hvad laver du her? Frederik mente flere ting med det lettere sammenbidte spørgsmål.

Sh!" tyssede Viktor, skarpt, men dæmpet, så kun Frederik kunne høre det. Ikke fordi Frederik sagde noget, men bare... trak vejret forkert. Eller fordi Viktor kunne høre en lyd på vej - et suk, en protest, et 'hvad fanden laver du' - som han ikke ville risikere.

Hænderne var presset mod væggen på hver side af Frederik, som om han med hele sin krop kunne skjule dem fra verden. De stod som to streger skrevet alt for tæt i margen - for tætte til at være læselige, for tætte til at blive ignoreret. Viktor lyttede efter en eller anden form for bekræftelse på om kvinden var gået, blikket koncentreret og anspændt. Han holdt vejret. Lyttede. Hun måtte være væk nu. Eller? 
I et kort, overrumplende øjeblik var han sikker på, at det var Frederiks hjerte, han kunne høre banke. Lige dér, ved øret. En støj så fysisk, at den virkede ydre. Men det var hans eget. Det var alt sammen ham selv. Hans puls i halsen, hans vejrtrækning, hans hede.

Frederik duftede som vin og vinter og noget, Viktor ikke kendte navnet på, men som hele hans krop syntes at huske. Det var næsten latterligt, hvor lidt der skulle til. En krop. En mur. En stemning. Og han var rystende til stede i alt, og alligevel på flugt indeni.

Han vidste godt, at han ikke kunne holde Frederik her, hvis han virkelig ville væk. Vokseværket havde givet Viktor nogle ekstra centimeter - men ikke nok. Han var stadig lavere. Stadig mindre. Stadig den yngre. En lille del af ham håbede, det en dag ville ændre sig. At han ville vokse sig op til Frederiks blik. Mødes der, hvor det gjorde en forskel. Men han tvivlede. Han lignede sin far. Og det sagde nok det meste. 

Frederik skubbede ham væk. Ikke hårdt. Bare som Frederik typisk gjorde når det blev for nært. 
Viktors krop spændte i modstand, bare et sekund - som om han ville blive. Men så slap han. Måske mere af stolthed end forståelse. Det lod også til at de igen var alene, heldigvis. 

Og så kom den selvfølgelig, Frederiks: 'Hvad laver du, Viktor'.

"Jeg har ikke set dig i et år." Det lød forkert, som noget hans mor kunne have sagt når hun bebrejdede Viktors far for at komme uforklarligt sent hjem. Viktor anede ikke at han kunne lyde så pirrelig som han gjorde lige nu, alligevel var det præcis, hvad han følte. 

Han stirrede lidt op på Frederik, og en flig af irritation fór igennem ham.
Kunne han som det mindste ikke virke glad for at se ham? Bare en smule? Bare give ham noget. En glød under overfladen. En revne. Noget, Viktor kunne lægge sine følelser i, så det ikke bare var ham, der bar det hele.

 Det gik ikke Frederik forbi, hvordan Viktor kæmpede lidt imod at blive skubbet væk. Det var nyt. Frederik førte hænderne ned over tøjet, rettede ikke-eksisterende folder ud og børstede usynligt støv af. Prøvede at fjerne følelsen af Aedion der blev ved med at hænge i ham. 

 Det var svært ikke at rulle med øjnene til de ynkelige, anklagende ord fra Viktor. Det var ikke andet end erklæring, jeg har ikke set dig, men alligevel lå der så meget mere bag ordene og tonen. 
 " Jeg var ikke klar over du havde krav på min tid.. " Kom det næsten så lige pirreligt tilbage - formentligt nok bare af andre grunde. Frederik havde for mere vin. Følelserne og minderne om ham sad stadig så tungt i hans krop. Et savn efter en drøm, noget der aldrig blev virkeligt. En mangel på en virkelighed hvor han bare kunne være sig selv. Ikke at Frederik var til mænd. 
 " Jeg har haft meget at se til." Sagde han så, mere forklarende til Viktors klage. Men det vidste Viktor jo også godt. 

 " Du er vokset. " Sagde han så, blikket gled lidt rundt på Viktor. Prøvede at tage ind de ting der havde ændre sig ved Viktor hen over året. Selvom Viktor altid ville være et barn for Frederik, var det tydeligt at barne-trækkene var på vej væk. Kæbelinjen mere tydelig, hvalpefedtet var svundet ind og havde givet adels sønnen et mere raffineret udseende. Skuldrene var blevet bredere og han havde tydeligvis fået flere muskler og stædighed. Lille lort. 

Viktor så op på Frederik og følte sig som et barn, der - trods alle sine gentagne, subtile forsøg på at plage og hinte - ikke formåede at minde sine forældre om, at de havde lovet at tage ham med i legetøjsbutikken. Så der var ingen grund til at danse rundt om den varme grød. 

"Jeg havde bare håbet at du ville finde tid til at besøge mig." Jeg har savnet dig, tænkte han stille for sig selv. Den pirrede grimasse blødte op, og brynene dansede lidt usikkert op i panden, som om lyset var for skarpt at se på, til trods for hvor mørkt her var. "Jeg kan trods alt lide dig." Det kunne betyde utallige ting - som en ven, nogen han så op til, eller som de egentlig blev ment: I den romantiske forstand. Men Viktor kunne lide tvetydigheden... den var nem at trække tilbage, skulle den blive mødt med afstand. 

Frederik kommenterede på hans højde, og det distraherede Viktor væk fra den lettere irritable længsel. 

"Selvfølgelig, troede du jeg ville være en stump til evig tid?" blev det sagt med et løftet bryn, en anelse nobelt mens armene kom over kors. Han rettede sig op - så han lige kunne vise de ekstra centimeter han var vokset. 

 Jeg kan trods alt lide dig. Et fnys pressede over de spinkle læber og ud af næsen, som han trådte væk fra væggen - væk fra ordene - og hen til trappen. Stillede sig ved den og så bare lidt frem for sig.  Havde Leon ikke en gang sagt noget lignende? Han spændte lidt op i musklerne ved tanken. 
 " Du kunne være kommet til begravelserne. " Lød det med en bitterhed der egentlig slet ikke var møntet på Viktor. For selvom adels sønnen ikke havde været der til hverken forældrenes eller morfarens begravelse, var det egentlig ikke noget der påvirkede Frederik. Men han vidste det ville ramme Viktor. 

 Blikket var stadig vendt frem for ham, da Viktors spørgsmål lød og han drejede hovedet over mod ham, med brynene løftet signende. Mener du det?
 " Du er stadig en stump..? " Kom det med en spørgende undertone, som om det var en dum kommentar fra Viktor. 
 " Skal du have noget juice, eller et eller andet? " Spurgte ham så. Han ville have det vin, og at sidde her oppe med Viktor var vel nok i sidste ende bedre end at skulle socialiserede sig med flere ivrige kvinder. Så snart Viktor havde givet sit svar, forsvandt han ned af trappen for at finde noget at drikke til dem.

Du kunne være kommet til begravelserne.

Det føltes som et slag i maven, og et usikkert, såret udtryk gled over adelssønnens ansigt - læberne skilte sig svagt, men der kom ingen lyd. Det var den slags stilhed, der ikke var uvidenhed, men skyld. Munden spændte sig som om den prøvede at holde et 'jeg ved det' inde. For Viktor vidste det.
Han havde tænkt på det. Mange gange.

Blikket flakkede, blødt og mørkøjet i sin sårbarhed - som om han ledte efter en flugtvej, men der var ingen. Ikke i korridoren, ikke i Frederiks stemme. Ikke i ham selv. Øjnene, søgte hen til Frederik, men søgte hurtigt væk igen - som han ikke helt fortjente at se på ham lige nu.

Og måske - og det var det værste - havde han håbet, at Frederik ikke ville bringe det op.

"Jeg ville være kommet hvis jeg kunne." 

Men det ændrede ikke, at han ikke havde været der. Ikke da det talte. Ikke da det gjorde ondt. Senere havde han besøgt Ludvikals grav med blomster, bare for sin egen samvittighed - men han havde ikke været der for Frederik, og det åd af ham. 

Viktor løftede mundvigen, mens øjnene endnu ikke havde forstået, at tonen havde skiftet. Du er stadig en stump.
"Måske, men mere som hagestøtte, end din armstøtte nu." Ordene lød hule, i lyset af Viktors skam, til trods for at han prøvede at lege med igen. 

"Ferskenvin," tilføjede han henkastet, og blev lidt varm i kinderne. Han vidste allerede, at Frederik ville rynke på næsen af ferskenvin. Måske sige noget tørt. Og alligevel nævnte han det. 

 Brynene rynkede sig lidt ved udtrykket Viktor fik. Det var meningen Frederik ville ramme Viktor hvor det gjorde ondt, få ham til at droppe emnet, men han havde ikke regnet med det ville ham så hårdt. Det gav et lille stik i hans bryst og en knude i maven. Han rømmede sig kort.
 " Det ved jeg.. " mumlede lavt. 

 Men mere som hagestøtte. Frederik snød moret over Viktors kommentar og han tippede anerkendende hovedet lidt til siden i et nik til det. Det havde han nok ret i. 

 Frederiks blik var målrettet og fokuseret som han rendte ned af trappen og fik lokaliseret en tjener. Kort efter stod han med to glas vin i hænderne og begyndte at bevæge sig tilbage til Viktor. Han nåede dog ikke langt, inden han blev stoppet af en ung kvinde, der mente han skulle byde hende op på dans.

 " Jeg har desværre en der venter på mig, " afviste Frederik med et venligt smil, som han løftede de to glas vin lidt op i vejret og sendte et stille, og meget hemmeligt tak til Viktors selskab i tankerne. Kort efter var olieforhandleren oppe ved adels sønnen igen, og han rakte ferskenvinen til Viktor, inden han selv satte sig ned i sofaen. 
 " Hvad laver du overhovedet her? Er du ikke, hvad.. 10?" Frederik førte glasset op til munden og tog en slurk af vinen.

Viktor blev stående alene, med et smil der forsøgte at blive på læberne, men som falmede da han så Frederik smutte ned ad trappen. Han kunne ikke helt slippe skylden der klamrede sig som en igle og suttede ved brystbenet. Han masserede fornemmelsen væk med hånden som han altid gjorde når han prøvede at slippe de ubehagelige følelser. Det hjalp lidt, at Frederik anerkendte det. I det mindste vidste han, at Viktor ikke var ligeglad. 

Han fandt et sted at sidde, der stadig var rimelig afsides. Et sted hvor folk virkelig skulle have lyst til at finde ham, før de ville kunne få øje på en krølhåret knægt der gemte sig fra festlighederne. Men det var det samme sted hvor Frederik havde efterladt ham, og derfor fandt han ham også nemt da han kom tilbage - hurtigere end Viktor havde forventet. 

Han havde forestillet sig, at Frederik ville blive fanget i en dans, en samtale, en flugt.

Men der kom han.
Med to glas.
Og vinen i hans hånd var ferskenfarvet.
Det var næsten for meget.

Viktor tog imod glasset uden at sige noget i første omgang. Fingrene gled om stilken, som var det noget skrøbeligt, han ikke vidste om han måtte holde på. Han forsøgte ikke at smile, men noget i hans ansigt blev alligevel blødere. Vinen duftede sødt - næsten barnligt, og alligevel føltes det som en gave, han ikke havde forventet.

Han fnøs ned i vinen - måske ad sig selv, måske bare for at virke som om det her ikke betød alt for meget - og tog så en tår. Og da Frederik satte sig, placerede Viktor sig tættere på ham. Ikke helt tæt, men tæt nok til at mærke varmen fra Frederik i sofaens puder. Han spredte benene lidt, bare så hans knæ kunne røre ham hvis han turde det. 
"Morsomt, så ville jeg være den højeste ti-årig. Hvor høj var du, da du var ti? eller var du bare født som fuldvoksen og tvær." svarede han tørt, men med et glimt i øjet. Han gad ikke snakke om hvorfor han var her - han skulle vises rundt som en lækker præmiegris, syntes hans moder. Det var i hvert fald sådan han tolkede det.

 Det mørkeblå blik flyttede sig ned på deres ben der så diskret blev placeret tæt ved hinanden at Frederik ikke tænkte yderligere over det. Men han kunne mærke det. Han var meget bevidst om varmen der blev delt mellem dem. Han vidste jo godt det var ganske uskyldigt. Hverken Viktor eller Frederik var til mænd, men alligevel sendte det forvirrede signaler gennem olieforhandlerens krop, og han trak benet til sig, lagde det andet. 

 " Mh.. Du er i hvert fald det mest irriterende 10-årige.. " Brummede Frederik overvejende. " Melvin er mindre irriterende end dig.. " Frederik nikkede svagt til sammenligningen mellem Viktor og hans 6-årige nevø, en lille underholdt trækning i mundvigen. Han lagde godt mærke til at Viktor undgik at svare hvorfor han var der, men han gad ikke grave mere i det. Han var egentlig ikke specielt interesseret i svaret. Og et eller andet sted vidste han jo godt hvorfor de var der - Midvinterbal og adelige gik hånd i hånd. 

Viktors blik gled over på Frederik - det blik, han ikke kunne styre, og som altid gled frem, før ordene gjorde. Det, der aldrig helt blev til et smil, men som altid føltes som et løfte om noget, han aldrig sagde. En slags ømhed, pakket ind i noget drilsk, for at ingen skulle opdage det. Det bredte sig over hans ansigt som en skæv varme, der lå lige under øjenvipperne og sitrede. Et blik, der ikke krævede noget; men som alligevel rummede alt det, han ikke turde sige. En varm hengivenhed, der sneg sig ud mellem linjerne.

Som om Frederik var solskin, og Viktor bare sad der og nød det - uden at sige noget.

"Og alligevel sidder du her med mig - og ikke en anden," bemærkede han og løftede sit glas med et glimt i øjet. Han tog en rolig tår, men slap ikke øjenkontakten. Smilet sad skævt, nærmest tilfreds - som om han havde vundet noget, kun de to kendte til.
"Og du ved vist godt, hvor gammel jeg er efterhånden," tilføjede han, ordene pakket i noget uskyldigt, men med en undertone, der blev hængende i luften lidt for længe.

Han var bare så glad for at se ham igen.
Så glad, at han i et øjeblik glemte at være opmærksom. 

Og først nu, hvor Frederik var så nær, og lyset faldt anderledes, så han det for alvor. 

Arret. Ved øjet.

Hans blik ændrede karakter.
Et sug i maven, som blev han sluppet fra flere kilometers højde i frit fald. Hvorfor havde han ikke set det tidligere?

Det mindede ham om alt dét, han ikke kunne glemme.

Han løftede hånden uden at tænke. Fingeren rørte fjerlet ved arret, fulgte det ned. De brune øjne hang alvorligt ved det. Hånden rystede let ved den næsten ikke-berøring, der alligevel rørte ved så meget usagt.

"Brænden," kom det luftigt fra ham - som om ordet havde løbet forpustet op gennem brystet, før det faldt ud over læberne. Hans blik flakkede mellem Frederiks dybe blå. Mere ømt, end han havde tiltænkt det.

Viktor pressede læberne sammen, som om de kunne holde resten inde, før han åbnede dem en my - en lav, tung udånding gled ud mellem tænderne.
"Jeg troede, du... " 

Han havde mærket frygten som en kulde, da han hørte om gården der brændte. Den sitrende stilhed, da ingen vidste, om Frederik var uskadt. Eller væk. Og den tørke, der fulgte i hans tavshed - som om hele verden havde glemt at svare Viktor.

"...Jeg troede det værste." 

 Og alligevel sidder du her med mig. Frederik rynkede let på næsten til kommentaren, irriteret over at Viktor havde ret. Det kunne godt være Frederik jævnligt gav udtryk for sin utilfredshed over adels sønnen nærvær, men han fortrak alligevel ham, frem for de glubske kvinder. 
 " Det er heller ikke med min gode vilje.. Men du stjal mit gemmested... " Det var godt nok ikke fordi Frederik egentlig gemte sig her ikke - ikke i første omgang i hvert fald. 

 Frederik tog en tår af vinen, blikket vendt lidt frem for sig. Han så derfor ikke skiftet i Viktors udtryk. Da Viktors fingre kom ind i Frederiks periferi, tæt ved hans ansigt vendte han hovedet mod knægten og trak det forskrækket en anelse tilbage, væk fra hånden. Brynene var rynket i en grimasse der nok bedst kunne beskrives som væmmelse og forvirring - mest af alt fordi han ikke lige var klar på det eller forstod hvad det gik ud på. 

 Det luftige ord, fik brikkerne til at falde på plads og Frederik brummede svagt og løftede let et bryn. Han lod Viktor tale, være i sine følelser vold som han.. ja, altid var. Det var jo ikke ting Frederik ikke vidste, Viktor havde været meget tydeligt frustreret i sine breve han ikke have haft tid til at svare. 
 " Jeg har det fint. " Der var ikke andet at sige til det. Frederik så væk og tog en tår af vinen. Han gad ikke snakke om det.

Et hop fór gennem Viktors mave, da Frederik trak sig væk - som om de begge var blevet forskrækket over hinandens bevægelser. Det sitrede stadig i hans fingre, som ville de række ud igen, men hånden endte resigneret i hans skød. Brynene løftede sig usikkert, og han så på Frederik med det blik, man sender et sky dyr, lige efter man har fået det tæt nok på - for så alligevel at skræmme det væk.

'Jeg har det fint' - hvilket i Frederiks mund betød jeg vil ikke tale om det; der i sidste ende blev en glasmur trukket op mellem dem.
Viktor kendte den mur alt for godt. Havde stået foran den utallige gange og banket. Håbet på revner. På det sidste, uundgåelige skub, der ville få det hele til at briste.
Og når det skete, ville han være der; med favnen åben. Klar til at træde gennem splinterne.
Men ville Frederik overhovedet være der på den anden side?

Et vurderende blik voksede i hans øjne. Blødt, men fast. Et stille forsøg på at give Frederiks ord modstand. Skubbe ham til at sige noget mere, noget andet. Men det gjorde han ikke.

Der var et ryk i kæben, og Viktors mundvige løftede sig svagt som var han på grænsen til et smil der aldrig helt nåede frem. Panden rynkede sig let. Blikket dæmpet, men med vævet pinsel i det brune, som han antog ikke helt var velkommen, og prøvede derfor at gøre sig mild i dets sted. Hans sølle forsøg på at forsegle det, der sad tilbage i ham.

Han pressede læberne frem, før han så ned mellem sine fødder og nikkede. Så får Frederik sin vilje...
"Okay," sagde han endelig.

Men hvad med Viktor? Havde Frederik tænkt på, om han havde det fint?
Eller var det en forkælet tanke der ikke hørte hjemme, når det kom til dem - eller set i lyset af Frederiks egen smerte?
Så Frederik ham stadig ikke?
Og hvis han gjorde, som hvad? Et fornærmet barn?

Viktor kastede et blik mod ham ud af øjenkrogen, før han drejede hovedet lidt mere. Tommelfingeren gled langs vinglassets stilk - frem og tilbage, mens han overvejede sine ord.

"Det kan være du skræmmer alle damerne væk så," han lænede sig tilbage i sofaen, mere liggende end siddende. Overvejede vinen et sekund, men lagde hovedet mod sofaryggen og så over mod Frederik.
"...Nu hvor du ser så farlig ud." Smilet sad skævt og øjnene glimtede med en øm ironi, som for at vise at han stadig holdt af ham, selv når Frederik trak sig væk.

 Selv om det blå blik var vendt væk, kunne han mærke de brune øjne brænde på ham. Viktor var ikke tilfreds, og Frederik var ligeglad. Alligvel rynkede brynene sig en anelse, tænderne ved sammen og han pustede tung luft ud af næsen. 
 " Der var brand, jeg fik Auvina og Marlon ud, men kunne ikke nå og redde mor og far. " Det kom nærmest ud af den unge olieforhandler som var det en henkastet fortælling han skulle nå at fortælle inden en karet kørte væk med lytteren, inden han viftede afvisende med hånden. Det var hvad Viktor kunne få. Og Frederik havde sagt han havde det fint, så Viktor behøvede ikke tænke mere over det. 

 Stilheden faldt lidt mellem dem og Viktors okay virkede til at blive hængende i luften sammen med den stille summen af bal, indtil Viktor brød stilheden. Frederik fnøs underholdt til kommentaren, mens mundvigene trak i sig for ikke at smile for meget over de dumme ord.
 " Det ville være drømmen, " lød det fra de spinkle læber i en jokende tone, selv om Frederik var ganske seriøs. Men det kunne han jo ikke lade folk vide.

Var der alligevel kommet revner i glasmuren mellem Viktor og Frederik? Han løftede brynene overrasket da ordene faldt ud af vennen. Kastet ud som brødkrummer, Viktor kunne samle op og nærstudere. Han gav ham ikke meget, men det var lige nok til at beholde adelssønnen i et stadie af inklusion. Frederik valgte at åbne sig op for Viktor - og det betød noget. Ja, næsten alt.

Han så på ham fra sin tilbagelænede stilling i sofaen. Brynene sænkede sig fra sit overraskede løft til et udtryk af tungsindighed. men kunne ikke nå at redde mor og far. Sætningen gjorde ondt på Viktor - forestillingen om at miste sine egne forældre var ikke til at bære. Så hvordan kunne det ikke være en usandhed, når Frederik sagde han havde det fint? 
Viktor flyttede hånden instinktivt tættere på Frederik. Det var normalt for ham, at ty til trøstende kærtegn, når ord ikke var nok. Men hånden forblev liggende på sofaen, uden at røre Frederik. Han skulle jo nødig rykke sig væk igen. 

'Det ville være drømmen'. Viktor sendte Frederik et stille smil med et lydløst kluk til følge. Men tankerne var andet steds. Intet var nemt når det kom til Frederik - men den nemmeste måde at få ham til at tale om følelser, var når han talte om andres. 
"Og Helke? Hvordan har hun det?" spurgte han med blød stemme, uden at tage blikket fra Frederik.

Det kradsede i ham at spille videre på drillerierne. At få Frederiks mundvige, der vred sig i et begyndende smil, til at blive bredere.  Men han havde brug for at være i det seriøse lidt endnu med Frederik. Derefter, kunne han give slip for en stund. 

 Frederik vidste Viktor var følsom. En rigtig tøs. Selvfølgelig ville ordene påvirke ham - han mindes før de havde haft snakke om et eller andet, der omhandlede at være glad for sine forældre, eller værdsætte dem, eller sådan noget. Han kunne ikke huske det, og det var også ligegodt. Egentlig forventede han at Viktor ville forsætte snakken, selvom hånden havde viftet så afvisende, men for en gangs skyld respekterede - eller accepterede - Viktor Frederiks stilhed. Mon han bare skulle trække 'døde forældre' kortet i fremtiden, for at få ro? 

 Og alligevel slap Viktor det ikke helt. Den spinkle næse rynkede sig lidt utilfreds over at emnet blev holdt ved alligevel, men accepterede retningen af det, og trak lidt på skuldrene. 
 " Hun er ked af det. Det har været hårdt for hende først at miste sin datter og bagefter sin mand. " Frederik trak på skuldrene og tog en tår af vinen. Trods hendes sorg, tog det ikke lige så hårdt på hende som det havde på Frederiks Morfar. 

En rynken mellem brynene tegnede sig på Viktors pande, som om han bar hele verdens vægt dér, da Frederik fortalte om Helke.
"Jeg må besøge hende… så hun kan få lidt selskab."
Tommelfingeren gled langsomt over glassets stilk, og han nikkede derefter for sig selv - som om beslutningen først blev virkelig, da han sagde den højt.

Mon ikke hun også ville blive glad for at se mig? tænkte han med antydningen af et lille smil.

Han skævede mod Frederik og fulgte hans bevægelse, da han tog en tår vin.
Der lå en pause mellem dem. Viktor lignede én, der vejede ordene, før han talte. Der var så meget han ville sige, og spørge om.
"Bor du så permanent på Svenningsgård nu?"
Han vendte sig lidt, lagde den ene skulder mod sofaryggen, så han bedre kunne se på Frederik. Gjorde at de sad tættere. Viktor vidste egentlig ikke meget om, hvordan Frederik levede for tiden. Hvad han lavede. Hvor han boede. Hvem han delte sit liv med, hvis nogen. 

 " Det ville hun sikkert elske, " lige som Frederik havde sagt ordene skar han en lille grimasse. Det betød at han også ville besøge Frederik. Heldigvis havde han stadig meget at se til, der lå meget i at være blevet olieforhandler. Selvom han syntes han var ved at være godt omkring alle kunderne og holdt møder med dem alle efter Ludvikals død, dukkede der stadig en enkelt op i papirerne eller ved døren i ny og næ. For ikke at snakke om nye kunder og olieproduktionen. Det var noget andet at styre det hele, og hjælpe med at holde styr på det.
 Så han ville alligevel ikke have tid til at snakke med Viktor. 

 Frederik flyttede sig lidt, som Viktor vendte lidt på sig. Han flyttede sig ikke væk, men følte alligevel han skulle skabe afstand på en eller anden måde, så han endte med at dreje overkroppen en smule mod Viktor, så deres skuldre ikke var helt så tæt på hinanden. 
 " Det gør jeg. Siden foråret. " Blikket flyttede sig ned på vinen som han svirvlede det rundt i glasset. Den efterhånden rutinerede løgn, som alligevel var så tæt på sandheden som den kunne komme, summende på tungen.
 " Det var for hårdt at blive i Azurien. Og morfar Ludvikal havde brug for hjælp med forretningen."