Vindens søde blæst var kærkommen og noget som han havde været foruden for lang tid. Turen dertil havde været fin, men fin var ikke længere et ord af så stor betydning. Skjulte døre var blevet åbnet, handlinger var hændt og følelser var blevet udtrykt. Mejslet ind i granit  stod det nu i deres fælles historie. Det som bandt deres forbindelser til hinanden. Richard var sjældent en mand som ville ønske til forandringer, men lige med dette. Dette ville han ønske aldrig var hændt, ikke af den simple årsag at hans følelser var kommet i klemme hos en tyve år yngre mand. Nej, det kunne han godt accepter, men for hvordan tingene var blevet udspillet. 

Det var den eneste ting han ikke kunne begribe sig på, det var hvordan Viktor kunne blusse noget så hedt op, presse på til han fik sin vilje. For blot i sidste ende at bryde båndene der var blevet bygget op. Men intet flammehav, såvel som ishav, ville kunne bryde op med følelser på så kort en tid. 

Men med et tungt suk gik han rundt nede i lastrummet og fik sat de sidste kasser på plads. Han havde haft behov for at lave noget fysisk og anderledes arbejde for en gang skyld, og at få orden på lasten, som i virkeligheden var tom, blot deres egne rationer af mad til resten af turen hjem. Men en klar besked blev givet og han satte den tomme kasse fra sig for at vandre op til dækket, blot for at se et alt for genkendelige skib. "Man må næsten give ham ros for at holde styr på vores deadline" brød han stilheden med en tør stemme og bad til at de smed anker for at stoppe skibets fremgang.

Oskari Riten, officer og personlig pestilens. Det var jo godt at vide nogen havde så meget tid i deres hverdag, at de var så nøje med at ville give et visit. Men kunne næsten fornemme de store blå øjne skælve med de salte tåre på kanten og stoltheden som atter ville komme på prøve, når han endnu en gang måtte gå tomhændet der fra. 

"Bed knægten om at holde lav profil, der er ingen grund til at han fortaler sig og gør klar til at de kan træde om bord" måske lidt tarveligt sådan at sige når han stod sammen med de andre. Men det var jo ikke en kaptajns job at give de så åbenlyse opgaver videre. 

Det var ikke fordi Oskari havde glædet sig til denne 'udflugt' eller mission. Ikke at man kunne kalde det en mission som sådan, det var mere en typisk hverdagsting; at sørge for at lastskibene ikke havde ulovlige genstande med om bord. Men selvom Oskari ikke havde glædet sig, var han alligvel høj i hatten over at skulle gennemsøge Richard Fjords last, og tage ham i at lave noget kriminelt - det var i hvert fald hans ønsketænkning. Men Oskaris sjette sans sagde ham altså, at Kaptajn Fjord ikke var en mand uden skeletter i skabene, og blot satte et spil for galleriet som et skalkeskjul for hvad han egentlig var i færd med. Oskari skulle bare finde ud af hvad og fange ham i det. 

De små gyldne krøller tittede frem ved Oskaris ører under hatten der symboliserede hans status som officer. (altså ikke krøllerne, men hatten symboliserede det. Krøllerne var han født med, som engang imellem var besværlige at frisere; hvorfor han satte pris på at kunne placere en hat oven på dem og skjule dem når de var ekstra træls). Den milde havvind daskede ham koldt i ryggen mens han stod længst fremme på skibet med armene triumferende over kors mens de tog imod RIchards skib der nærmede sig. Et selvfedt smil vrængede sig om læberne under det velplejede, gyldne overskæg, og han løftede brynet for at se mere arrogant ud i sin position. 

"Godmorgen, lige til tiden." sagde han højt da skibene kom på siden af hinanden, og hans mandskab begyndte at ligge an til at lave gangbro hen til RIchard Fjords skib. "Humøret højt Kaptajn? Du ser mig noget knotten ud." kommenterede han hånligt, og Oskari håbede at det var til hans fortjeneste. Han fnyste moret og satte hænderne på hofterne, mens han med et vovet glimt i øjnene ikke tog blikket fra Richard.

Adelssønnen var taget hånd om af de andre, og havde sørget for at han foretog noget overkommendeligt arbejde der ikke ville være til gene for andre eller forstyrre snakken der nok ville komme i mellem Oskari og Richard. Snakken som gerne skulle være kort og lige på. Den aldrende kaptajn sukkede vrissent for sig. Blanken der lå i mellem skibene tog i mod officeren og hans besætning, som æres gæster de nu engang var. 

Men som den unge officer trådte til, krøller under hatten der tittede frit for sig og hatten der fortalte hans status, som ikke uniformen havde gjort det. Richard var ikke i humør for dette, sommeren måtte gerne snart ende, hvis det var sådan han skulle møde Riten. Selvhøjtidelig, selvtilfreds og selvfed. Alle de ord med selv foran sig, var det eneste der kunne beskrive tornen i hans øje. 

" Din tilstedeværelse gør mig knotten, Riten " svaret han brysk og himlede så småt med øjnene i en opgiven vending. Det var ikke så klassisk Richard, men han var træt. Træt af omstændighederne som de var, træt af den knudes følelse Viktor gav ham, den spænding ladning Riten gav ham. De var i hver deres pol af ham, og trak i partiklerne af ham, før eller siden ville han blive delt i to og være mere end ved siden af sig selv. 

Richard trådte et skridt tilbage. Skibet var foruden nogen særlig last, det de havde, var deres egen mad. " Hvad forventer du at finde? " spurgte han små vrissende fra sig og sukkede for sig, han skævede let over skuldren og så Edmund binde sejlet ind, så skibet ikke rykkede sig trods for ankeret var smidt. 

Det var klart at mærke den kunstige velkomst. Selvfølgelig stod besøget af flådens mænd ikke øverst på de søfarendes ønskeseddel. Men Oskari Riten var ikke her for at gøre andres dag bedre; han var her for at udføre sit arbejde og afdække, hvad end Richard havde gang i af skumle anliggender. I skjul af den falske høflighed og tvungen gæstfrihed gemte sig hemmeligheder, og Oskari var fast besluttet på at afdække dem og bringe dem for dagens lys.

Ordene slubrede han i sig som sød honning på en ske. Oskari nød at høre hvordan han var med til at bringe Richards humør i sænk. Godt, tænkte han, men følte sig stadig ikke tilfreds. Han havde lyst til at tirre kaptajnen noget mere - bringe alt det grimme frem i ham. Virkelig se hvordan han kunne kontrollere og manipulere mandens humør, som vinden manipulerede sejlene. Et tvetydigt smil bredte sig under det gyldne overskæg. 
"Til gengæld, Fjord, er det din eksistens, der gør mine dage uudholdeligt underholdende." han lod bemærkningen hænge i luften som en stikpille, der antydede, at Richard's irritation var kilde til fornøjelse for Oskari. 

De klare, blå øjne klemte sig sammen som han undersøgende kiggede på besætningen, og i et kort øjeblik landede blikket på en krølhåret yngre knægt, der forsvandt indendørs efter at han sikkert var blevet bedt om det. Det undrede ham et kort øjeblik, hvorfor en så ung knægt var med dem - glemt alt om at han også var tilstede på havnefesten. Tanken kedede ham dog, og han vendte tilbage til Richard det øjeblik han talte. Et intenst blik, fokuseret på ham, som var han alt han så. 

"Tja, jeg forventer ikke at du ligefrem giver det væk." sagde han med et skuldertræk der indikerede at dét var der jo ikke noget at gøre ved, "Så vi må gøre det på den besværlige måde, ikke sandt?" konstaterede han uden Richards samtykke. 
"Tjek lastrummet." beordrede han højt til sine mænd øjeblikkeligt efter at han var blevet færdig med at tale til kaptajnen, som var han et stykke legetøj der ikke længere interesserede ham. Oskari foldede hænderne bag ryggen og tog et par skridt frem. Han kendte efterhånden skibet ud og ind - men søgte altid efter hemmelige lemme, eller rum der måske havde gået ham næsen forbi på de tidligere visit. Der gik noget tid før han vendte opmærksomheden mod den trætte, og gnavne mine der malede Richards ansigt. "Ledsag mig, mens jeg kigger indenfor?" det blev sagt som en opfordrende invitation, men hele hans væsen gjorde det klart at Richard ikke havde noget valg. 

Skibet var mere end tomt, deres eneste last var den unge junker. Men end ikke han var ulovlig at fragte omkring, ikke når det var af hans egen frievilje. Men her følte Richard sig måske selv en anelse fanget i det hele, han var en fangen på eget skid og det var svært at tyde de brune krøller til tider. De havde alverdens tid til at tale, men tale var ikke noget som foregik i mellem dem. De cognac farvede øjne smallede træt og bidsk af Riten som han luftede som morsomme bemærkning, den var uudholdeligt, men alligevel kunne den tages på alle de forkerte måder. "Befri mig for dine glæder" brummede han og veg ikke blikket væk fra Oskari, end ikke når manden så ud til at fange noget der ikke skulle fanges med blikket. Det var dem og deres samtale ligemeget. 

Armene rettede sig og lagde sig i tunge folder, spændte let op i frustrationen over det hele og så på Oskari som han bød op til dans. Hans kropssprog var en afvisning i sig selv, og han havde ikke i sand at tage i mod hånden, omend de blå øjne så var det eneste lys han ville få på sin vej.

"Hmgf" bød han blot og valgte at træde med og gik et halvt skridt bag den blåklædte flådesmand, det var hvad det var. "Siden hvornår har du haft brug for en støttepædagog til at finde rundt på skibet" brummede han alligevel så det blot var en samtale i mellem dem, men Richard sendte vagt sit blik ud af øjenkrogen, talte til sine mænd om de at de skulle fortsæt deres arbejde og sørge for at holde Viktor fra at tale med nogen som helst. 
Om han så skulle gå planken ud for at fortælle ham, hvor vigtigt det hele var. 

Befri mig for dine glæder, blev der brummet, men Oskari klukkede blot moret af Richards ulykke. Der var dog ingen varme i hans latter, og flere ville mere opfatte det modbydeligt end kærligt. "Jamen din reaktion er jo som juleaften for mig." uddybede han med et skævt smil trukket op i mundvigen, mens øjnene spejlede arrogance. Kunne lynet ses glimte mellem de to mænds intense blikke, ville det brage og skabe blændende lyskiler. 

"Jeg kan ikke have dig til at liste rundt uden mit opsyn, kaptajn Fjord, kan vi vel?" navnet blev sagt med ekstra tryk på for at provokere - Manden var ingen kaptajn for Oskari. Et skråsikkert smil formede sig om hans læberm og han skævede ud af øjenkrogen til Richard mens brynene løftede sig selvsikkert. "Desuden, skal jeg være sikker på at du giver mig alle dokumenterne om jeres last, og ikke undlader noget." informerede han kaptajnen om, men alt dette vidste han jo allerede godt. Der var bare noget vidunderligt magtfuldt at stå og kommandere med Richard mod hans vilje - når han nu gjorde så meget ud af at undersøge skibet, kunne han lige så godt få lidt underholdning ovenikøbet. Katten efter musen. 

Oskari bemærkede en bredde i skibets væg som de passerede, sidde ganske mistænksomt, og med det samme satte han sig på hug foran den, og pillede og mærkede efter hvor løst det sad. Med koncentrerede bryn, begyndte han at mærke og banke forskellige steder omkring - man kunne aldrig være for forsigtig. 

Kunne blik fjerne al farve og varme, var det hvad Richards gjorde i momentet med Oskari som han stod der og var en pestilens. Det var næsten for trælst til ikke at pande ham en, men aldrig havde blandets barnet været til vold, men ladet andre om at gøre det. Men at bede Charles om at gå svunget sin albue i snotten på Oskari nu, var måske lidt for upassende..

Øjnene himlede så voldsomt, at det hvidnet fuldstændig. Han magtede end ikke at liste rundt selv når det endelige gjalt. Så at flådens lille officer troede så lavt om ham, var næsten skamfuldt i sig selv. Men Richard prustede blot ud som en anden hest der ikke brød sig om at følge med. "Det er din sjette gennemgang af mit skib i år, mon ikke snart du har lært, at jeg udlevere alt til dig så snart jeg ser de grædende øjne". De kunne fortsætte sådan, men han gad ikke snakke for meget med den unge mand i længden. Så stille lod Richard sig klappe mere og mere i. 

Passiv så han blot til som Oskari satte sig til og tjekke en løs bredde, og træt satte Richard sig på hug ved siden og trak i bredde for at vise, at den blot var løs af slid og der intet rum eller var bag den, som man gjorde med små børn der var på opdagelse for skjulte skatte. Men Oskari var jo et barn på jagt efter skjulteskatte, måtte man lige minde sig selv om. 

"Sig til når du er færdig med at gå på jagt og vi kan få ordnet dokumenterne, nogle af os vil gerne hjem, uden at bruge magiske evner" bed han lidt i længden. 

Med ryggen til Richard og ivrigt i gang med at undersøge hvert støvkorn, standsede Oskari pludselig op, som om tiden bevidst blev trukket ud. Kaptajnens nævning af hans øjne, grædende øjne, fik ham til at kigge olmt ind i brædderne foran sig. Læberne pressede sig sammen, og tungen slikkede det øverste tandsæt, hvilket gav ham en sydende grimasse. Ville vandet koge over? Med en næsten nådesløs elegance lod han det rasle af sig og genoptog sin banken og pillen. 
 "Sjette gang er lykkens gang," og syvende, og ottende - lige indtil Oskari fandt noget af relevans der kunne få Richard ned med nakken. og så var han igen fordybet i sit arbejde, men det var tydeligt, at noget havde irriteret ham dybt.

Bemærkelsesværdigt var det, da Richard satte sig på hug og indtog mere af den sarte plads, der i forvejen ikke var meget af. En underlig skrøbelighed lå i at sidde sammen så tæt på skibsgulvet, men Oskari skubbede tanken til side. Det næste øjeblik trak Richard brættet ud, som om han forsøgte at bevise noget og samtidig gøre grin med officeren. Oskari betragtede de brede fingre, der tog fat i træet, hvordan de bar præg af hårdt arbejde og den salte havluft. 
 "Hrm.." Han måtte fnyse skuffet da han indså at det ikke var andet end slidte brædder. Med et højlyt suk satte han den ene hånd i gulvet, og den anden på låret for at rejse sig op, og komme hurtigt ud af deres intimsfære. Han gned hænderne hurtigt sammen for at tørre fantom-snavsen af sine hænder, og kiggede væk fra Richard, men derimod mod hans gemakker.

"Jamen lad os ikke spilde tiden mere end højst nødvendigt så." udtrykkede han med et hovmodigt skuldertræk. Han fik det næsten til at lyde som hvis det var Richard der havde holdt dem hen og spildt hans tid. 

"Skal jeg forvente du satser på tolv gange næste år" det var ikke nødvendigt med et svar, for han vidste vel godt, at det var hvad han havde i vente. Oskari var som en loppe, man kom aldrig rigtig af med dem, og når man så endelige gjorde, var der der inden ugen var omme igen. 

Sømanden med de mange års erfaring lagde ikke tanker i det, så det ikke som noget særligt, blot en der hjalp en med særlige behov. 
Oskari havde jo brug for særlige behov til tider, hvorfor de skulle mødes med en sådan nemhed. Richard havde lært af det med årene. Nok som han havde set Ritens søn vokse sig stor. Det var alligevel gået stærkt, og aldrig havde der reelt været problemer, men alligevel der der intet andet end problemer. Dog var der en ting som var uforandret. De store blå øjne der aldrig kunne tage i mod noget som helst uden at væde op. 

Måske en enkel gang eller to havde Richard trøstet Oskari Riten som ung, før han blev som en kopi af sin forfærdelige far. 

Op og stå, det kom han, måske ikke lige så elegant som Riten, men som en mand med mindst ti år mere på bagen. Uden beklagelser valgte han at føre an til sit kontor og gemak. "Alt er i korrekt rækkefølge, roder du dem til, rydder du det selv op" gjorde han klart for det unge problembarn nummer to, som var på hans skib. 
Ansættelser, kontrakter seneste last, aktuelle last, alt. Alt var i orden, det eneste som selvfølgelig stak ud, var Viktor, men det var kendsgerningerne ved at have en adelig med sig. Ik'?

Richard valgte at åbne et skab op og trak dokument mappe ud, en efter en indtil der lå tre fyldte og vente flådens beskidte hænder. "God fornøjelse" og Richard stod der blot som en træfigur og ville afvente. 

Uden videre fulgte den unge officer efter Richard. Blikket lavede en hurtig genkaldelse af tingene inde i rummet - som en falk der tog det hele ind og huskede alt. Der var ikke lavet noget om siden han sidst havde besøgt skibet, men det var jo også kun en måned siden. Alligevel rynkede Oskari uimponeret på næsen og forstod ikke hvordan man kunne leve så glansløst et liv som han. 

Blikket var på alt andet end Richard, "Ahaha, det lyder jo næsten som om du vil have mig til at blive længere." lød det spydigt fra ham, som var ordene allerede klar på læberne før han havde hørt Richards sætning færdig. Han løftede mundvigen i et smørret smil så en smilerynke formede sig på kinden, og en hjørnetand afslørede sig. Ganske charmerende hvis en kvinde havde stået og kigget på ham, desværre var der kun en gammel, tvær kaptajn til at modtage sådan en gave. 

Mapperne spredt foran ham, og så var det blot at gå igang. Han lænede sig ind over bordet, med den ene hånd på træet, og den anden bladrende gennem mapperne efter noget interessant. På nogle sider standsede han, og man kunne se hans læber bevage sig svagt i stilhed som han læste, og fingeren kørte over teksten så han ikke missede noget. De blå øjne var koncentrerede, og lige nu lignede han slet ikke den arrogante officer der for få sekunder siden kunne provokere den anden til skyerne. Lige nu var han en mand af flåden der tog sit arbejde seriøst. De mørkegyldne bryn rynkede sig let, og han forsatte til næste mappe. Tiden gik med det, og i denne stund ænsede han knapt Richard. 

"Hm." brummede han træt og gned sig lidt på næseryggen med tommel og pegefinger. Lyset var ikke synderlig skarpt inde i Richards gemak, og derfor havde det været hårdt for øjnene at læse så meget tekst. "Alt er jo som det skal være." informerede han beklageligt, og så nu endelig på Richard. 

"Der er dog noget der stikker ud.." begyndte han drævende og gned sit overskæg tænksomt, mens han så på den anden, og virkelig trak det næste han ville sige ud. Han ville se den gamle vride sig som en fisk for at få det at vide. 

Hvis blot officeren havde konfliktsky, havde de aldrig stået her og dinglet om det samme problem. Det evige samtale om deres varme grød, men det var jo hvad det måtte være. Ingen af dem ville gå fra roret eller tabe ansigt, det havde de tidligere bevist. Måske en anelse uprofessionelt til havne festen, men de var kommet derfra med en form af sejr og tab samtidig. 

Richard stod stille og upåvirket af lyset, han var vant til det, og et simpelt spørgsmål kunne have ledt til mere lys, men det blev der ikke efterspurgt, hvorfor det ikke blev leveret. Så der stod han blot stille og troligt og afventede. Nød lidt udseendet af den seriøse ansatte der nu stod foran ham og læste papirerne som det var liv og død for sig. 
Aldrig skulle nogen læse hans tanker alligevel, men det var nydeligt et ansigt, når man egentlig tænkte over det. Richard var dog ikke så bleg for at lede sit blik væk, og alligevel vendte det evigt retur for at se på. 

Men som stemmen lød, smallede øjnene sig hurtig og han rettet sin position og hovedet faldt nemt til siden. "Mh?" spurgte han uden at spørge noget konkret. Det var ikke hans job at spørge, det måtte blive leveret til ham. Men alligevel, ganske utilfreds, vidste han også, at Oskari ikke ville sige hvad, hvis ikke han spurgte. "Hvad?" spurgte han så brummende og trådte alligevel et skridt tættere på, som han ville spærre Oskari inde og sikre sig, at han ikke forsøgte at svinge uden om det og bare liste sin vej væk som den slimede ål han var. 

"Hmm, jah." overvejede Oskari ganske påtaget, mens den ene finger sad og tappede på hagen, blikket var vendt tænkende op mod loftet, inden han så knipsede med fingrene og pegede på Richard som hvis det endelig kom til ham. "Knægten." påpagede han henrykt, og lagde armene over kors med et voksende selvtilfreds smil om læberne. Det ene bryn var hævet, og noget i de blå øjne synes at more ham - nogle tanker han selv havde igang sat, men endnu ikke delt med kaptajnen foran sig. 

"Hvad i alverden laver så ung en knægt her på skibet?" Oskari's læber skruede sig sammen til den ene side, mens tungen prikkede provokerende til indersiden af hans kind. Han gav dog ikke Richard chancen for at svare, for han fortsatte straks sin lille tirade, "Er han besætningens lille, runde trunte? Lidt ungt kød til de kolde lange nætter til havs?" Tungen rullede med en provokerende dæmpet latter der skyllede ind over hans ord. Læberne ændrede sig til et fornøjet smil. Oskaris blik borede sig forventningsfuldt ind i Richards cognac farvede blik, med hovedet koket let til siden. 

Ingen storme var en nævnstorm uden et ordentlig tordenvejr og det tegnede hastigt og arrigt op for sig, som Officer Riten begyndte at tale. Første nævnelse var Knægten, der var tale om Viktor af Alryss. Det var nok for at få Richards aura til at forme sig lige så stille som den varsel der lå indbydende på bordet foran officeren, men det stoppede ikke der. For spørgsmål lød, men besvarelsens mulighed blev frataget ham, som en hval stjal fiskestangen med den lille orm på sig. 

Hånden lød tung som den lagde sig på bordet med fingrene bredt og han stod godt tæt op ad Oskari, næsten noget som ville være for tæt at tale om nogensinde. 
Richard var ikke mand for at have en så tæt fysisk kontakt til nogen, Viktor havde klemt sig derind under rejsen. Måske gjordt Richard en smule blød, men modsat det liv Viktor gav, samme dosis bitterhed og død bragte Oskari Riten til dørs. Næserne kyssede næsten, måske en millimeter fra hinanden, og varmen fra munden flød som en giftig gas i mellem dem, svøbet dem ind i deres egen kabine. "Jeg finder mig i forfærdelig meget fra din side af, men var din mund, medmindre du vil se undersiden af skibet, Oskari" advaret han ham og øjnene var udspilede og søgte direkte ind i den andens. Dørene stod åbne på vidt gab. 

"Din far er her ikke til at slå dig, men jeg er ikke bleg for at sætte dig på plads" tilføjet han, præcis som Oskari havde gjort, blev det sagt inden muligheden for at give et svar fra før. Alt der var at give i mellem de to sætninger var en reaktion. 
Men for at Oskari ikke søgte væk, placeret Richard den frie hånd på bordet, så Oskari var fanget i mellem begge hans arme og næsten tvunget til at sæt sig eller læne sig en snert tilbage, for førlighed til at bevæge sig, blev meget prompte frataget ham. 

Uha, Smilets smørrende facade på Oskaris ansigt krøllede sig, næsten dansede, da han observerede den markante ændring i Richards holdning. Tænk sig at sådan en uskyldig kommentar syntes at have kastet en sten i det stillestående vand, og Oskari kunne ikke andet end at more sig over bølgerne, der begyndte at kruse omkring dem. Hvor var det dog heldigt, at han kunne manipulere vandet til sin fordel.

Netop som han var klar til at uddybe sin sjofle kommentar, om drengen, med en bebrejdende latter, blev han overmandet af den pludselige nærhed fra Richard. Et overrasket kluk undslap Oskari, der trådte et skridt tilbage for at undgå en for tæt kontakt. Men hans gang blev afbrudt, da lårene ramte skrivebordet med et lille ryk. Hovedet drejede sig flygtigt mod bordet, og han måtte erkende, at han ikke kunne komme videre. De to mænd befandt sig nu i en intens nærhed. Fibrene fra deres bukser gnubbede mod hinanden, og usynlige hår på næsetipperne var det tætteste de kom på berøring. En tvetydig grimasse formede sig på Oskaris ansigt, mens han mødte kaptajnens opildnede blik.

"Nå, har jeg ramt en nerve?" forsøgte Oskari at afbryde kækt, men Richard gav ikke plads til hans ord. Overrasket, nærmest fascineret, lod han ham fortsætte. Mundens lette åbning tillod at han indåndede kaptajnens ånde, modvilligt.

"Hah," fnøs han over bemærkningen om sin far, og blikket flakkede vurderende over Richards ansigt. Den far havde aldrig lagt hånden på Oskari, hverken i kærtegn eller vold. Så lidt interesse havde han for sin egen søn. De klare øjne begyndte at fugte, ikke af sorg, men af adrenalinen, der pumpede rundt i ham som benzin over den stigende intensitet mellem dem. Brystkassen skød frem i et forsøg på at virke overlegen, og pulsen steg.

Underbevidst bemærkede han, hvordan afstanden mellem dem tætnede sig, fanget i en sandwich af kaptajnens brede arme. Oskari lænede sig bagover, armen bagved for at finde støtte. Stirre konkurrencen fortsatte, og i sin blinde famlen skubbede han en af mapperne ned fra bordet ved et uheld. 

"Så slå mig," udfordrede han med et sigende bryn, der løftede sig, "se, hvad det fører til." hvislede han provokerende og løftede hagen hovmodigt. Hatten lettede samtidig af hans hoved og landede med et blødt dunk bag ham, overgivet til tyngdekraften på grund af den anstrengte position. Øjnene smallede sig, arrogant og nærmest kokette. At udfordre en ophidset bjørn var ikke klogt, men Oskari ville skubbe lidt mere. Han ville se, om Richard virkelig ville håndhæve sine ord og risikere problemer med flåden. At lægge hånden på en officer var ikke acceptabelt, og Richard kunne endda ende i karantæne, hvis det gik helt galt. Men han kendte manden foran sig, og var overbevist om, at det kun kunne være tomme trusler.

Et hvert andet menneske med den mindste smule hjernekapacitet havde taget advarslen til sig og trukket sig, beklaget og skrumpet for at undgå Richard som det var lige nu, men Oskari Riten var ingen anden. Han var en tungnem Riten-Officer der levede på sin fars eftermæle, fodret med guldske af arrogance og hovmod. 

Hvad den blonde mand måske ikke vidste, var at kaptajnen havde levet af at spise ungt kød, og nok skulle og kunne det forståes på mange måder. Men i dette tilfælde, den værst tænkelige måde skulle det forståes på. Han ville tygge den officer tynd sammen og spyt ham ud som et stykke dårligt kød der ikke ville lade sig bryde op. 
Brystkasse til brystkasse, selvom officeren forsøgte, var han så lille i denne kontekst og Richard veg ikke fra sin dominans, og aldrig skulle han dominere på denne måde. 

Udfordringen lød så indbydende, så tiltalende. Men en varsel fulgte med, og blikket af det cognac farvede hav smallede skarpt sammen. Hånden løftet sig roligt, og hvad der lignede at han ville tage fat eller slå fra sig, endte ud med at være et standhaftig tag på hagen og kæben af Oskari. "Jeg har intet at miste, for efter denne tur, er jeg godt som pensioneret handelsmand" bed han og trak let i kæben så de næsten stod mund til mund. "Jeg frygter hverken du eller din usling af en far, Oskari. Jeg har leget med jer, trods for din fars handlinger mod min familie, så vær en mand og opfører dig som en". Samtalen var ganske intimt, det var næsten en musik af brummen for sig selv hele den sætning, men han vidste at det kunne høres af manden over for sig. 

Det var tomme trusler, men da Richard løftede den brede hånd, spændte Oskari kroppen op som en krigshest klar til det brutale anslag. Øjnene flimrede halvt sammen instinktivt, selvom han forsøgt tvang dem åbne - møde manden direkte i øjnene, når fanfaren lød.

"Hng," udbrød han med et fnys mellem sammenbidte tænder, et øjeblik forvirret over at blive grebet så brutalt om hagen, som om han var intet andet end et genstridigt dyr, der skulle tæmmes af Richard. Han fnøs frustreret, men læberne forblev støbt i et stift smil, der ikke lod sig rokke. Kæben strammedes for at bevare den smule kontrol han endnu havde under angrebet af fingrene der borede godt ind i huden. Richard's første ord tegnede sig som en uforstående rynke i Oskaris pande; hvad mente han med en pensioneret handelsmand?

Men som Richard forsatte, smallede de blå øjne sig, og stirrede indædt på ham. Brystkassen hævede og sænkede sig, og modvilligt følte han at han blev presset yderligere mod bordets kant. Halv siddende på det nu lettere rodede bord. Det var dog alligevel dråben - en anklage af den groveste skuffe! Læberne var milimeter fra at røre hinanden, og kendte man ikke de to mænd ville man tro, at det de var igang med, bød op til noget der ville føre til lagenerne. 

Med et virrende ryk og med den hånd, der ikke balancerede ham, tog han fat om kaptajnens hånd for at vriste sig fri af hans greb med et frustreret støn, øjnene glitrede som stjerner nu.

"Har du da ingen samvittighed?" snerrede han anstrengt da grebet om ham gjorde det svært at tale. Han fortsatte med at vride sig fri, så kroppene masede sig mod hinanden i små ryk. "Min far er en helt - han forsøgte at redde din far fra sin skæbne, men der var intet at gøre." forsvarede han sin faders mod på bedste vis. Der var ingen musikalske toner på Oskaris tunge, som der havde været på Richards, dæmpede, brummende bas. Det blev istedet en skinger vals som det næste.

Millimeter fra at kunne forvandle sig til noget så smukt i mellem disse to mænd. Omend smukt nok var det forkerte ord til at beskrive hvad der foregik i mellem dem, så var der ingen tvivl for en ægte romantiker at der var gnidniger i mellem dem. Den statiske elektricitet de skabte i mellem hinanden var unik og kunne få bølger til at føje sig for deres energi. Men intet var dette var smukt. Brutalt og knivstikkende stod de for øje af hinanden og var mere end interesseret i at få den anden ned med nakken. Oskari manglede dog den rå styrke som tilfaldt Richard, hårdt arbejde var ikke hans forte, og aldrig ville det blive. Ikke set i bagspejlet af det hele. 

Vridende i hans greb slap og løsnet han ikke sit tag, han stod igen og endt snarere med at træde tættere på, så han endte i mellem benene på Oskari eller maste hans ben sammen i mellem sine lår. Det var ikke helt der hans fokus lå, men det var tæt. Alt for tæt. Men ikke pirrende tæt, for intet ved dette pirret ham eller for guds skyld den anden. 

Øjnene der ikke blinkede, åbnede sig yderligere op i et sekund som samvittighed blev bragt på banen. Men der var ingen ting at komme efter der og blev endnu en millimeter taget fra dem. "Artemis Riten er skyld i båden sank, han er en racistisk person der ikke vil andet end de hvide menneske godt" sætningens smag bredte sig som gift i Richard mund. Han var halv/halv, hans mors mørke rødder og hans fars lyse rødder, de havde mødtes på vejen og skabt Richard. "En harpun ville gøre mere gavn ved at ramme ham end en hval" læberne snittede let hinanden som han sagde den sætning.  

Magtkampen af anstrengelser fortsatte, da Richard ikke slap sit jerngreb. Oskari udstødte dæmpede støn, der blev mere og mere frustrerede for hver fejlslagen bevægelse. Det var lige før, han knurrede af kaptajnen, der på dominerende vis fik klemt Oskaris ben sammen mellem sine egne. Hjertet hamrede voldsomt, støttet af adrenalinens blod, der flød rundt i ham som en bølge klar til kamp. Desværre var det umuligt at sejre i den fysiske kamp. Varmen fra mandens lår strømmede til ham, og uden den bærende arm ville Oskari med stor sandsynlighed være endt på bordet i en ganske akavet stilling.

Oskari gjorde sit bedste for ikke at blinke, men øjnene glitrede af intens vrede som et hav, der var offer for tidevandets rasen. Øjnene var fyldt op af glinsende vand, et udtryk for indre oprør. Han nægtede at indrømme, at Richard havde underkuet ham, havde ham i sin hule hånd. Beviserne lå overalt, synlige for enhver, der tog sig tid til at betragte dem.

"Det er ikke sandheden," vrissede han anstrengt gennem den klemte mund. Og mærkede hvordan deres læber dansede let henover hinanden. Maven trak sig sammen, og så godt han kunne foldede han læberne ind under sig selv. Det dunkede i hele hans krop, og det blide strejf der føltes som et giftigt kys, gjorde kun ondt værre. Men det var løgnene om hans far, der fyldte hans tanker. 

Det var svært at få ordene tydeligt ud, som han ville, "Du mangler en syndebuk, og fordi han var der, er det nemmere for dig at skyde skylden på min far end at indse, at det var en tragisk ulykke." prustede han.

Med mavemusklerne strammet som et bundet reb, trak han den bærende arm væk fra bordet, og nu var det kun de to mænd, sammenfiltrede som grene, og den jerngrebne kæbe, der opretholdt Oskaris stående position. "Slip mig, for helvede," beordrede han med dæmpet arrigskab og pressede sin hånd mod kaptajnens ansigt, samtidig med at han skubbede med den anden hånd mod hans brystkasse. Han var færdig med at stå og have denne samtale. 

Inderlårene lå tungt og varmt mod officerens blå. Der var intet tilbage i mellem dem. Alle andre stedet, med alle andre mennesker, ville de være fordybet i hinanden på alle de rigtige måder. Kærlighed og begær til overflod af alt. Men dette var kaos og had til undergangen af dem. De skulle ikke gå nogen vegne med hinanden, ej heller kunne ses have en god stund mellem hinanden. Havnefesten var sidste (og første) gange de kunne have en civiliseret forbindelse mellem hinanden. 

Alt blev glemt i mellem seng. Stearinlyset måtte ende ud, kvæle sig selv og de kunne stå over for hinanden i elendigheden. Lærer hinanden hvordan det ville være, at glemme lys eksisteret og følelsen af musklerne i kinderne der trak op til smil.

Richard øjne var blanke og tørre. Er spejlbillede af Oskari var alt der var at se i den. Vel så han de våde øjne der kæmpede, er pust og vandet ville løbe. Men det skete ikke. Tankerne flød ikke til de barnligheder, det måtte være Viktors domæne. 

Øjnene smalle, læberne næsten på hinanden og hånden om kæben, de stod forfærdelig tæt og Oskari påstod hårdnakket at det hele var en løgn og Richard blot søgte en syndebuk. Men spurgte Oskari sig bare lidt omkring hos de ældre, ville han med garanti få en sandhed serveret på et sølvfad, samt en gusten hovmodig latter om hvorfor det var fortjent. Artemis og hans flådemænd i egen aldersgruppe, lige præcis dem, var så fremmedhadske at se næsten foretrak halvdyr over Topalis folk. 

“Din far fandt en syndebuk og fik sig et billigt grin for sig” bed han af ham. 

Lyset flakkede og hænderne strittede endelige i mod og Richard tog sin frie hånd om Oskaris hænder for at få dem væk fra sig. Han smed hovedet til siden og trådte væk fra Oskari. “Skrid af mit skib” beordret han med et endeligt sæt af sætninger. Oskari havde tjekket dokumenterne og de havde uden tvivl tjekket inventaret. 

De skulle væk. Måtte deres skib skynkez 

Hvis der var noget, Oskari ikke kunne fatte, så var det Richard Fjords urokkelige foragt for Artemis Riten. I stedet for at knæle i taknemmelighed og ære hans fars mod under ulykken, fastholdt kaptajnen sit bitre had. Det selv samme mod, der havde indbragt Artemis Riten en medalje fra flådens højeste kredse som anerkendelse for en handling, som mange ikke turde udføre selv. Det var det rene nonsens at beskylde Oskaris far, for at have sænket Hr. Fjords skib dengang. 

Med et højt bump ramte Oskari skrivebordets facade da taget om ham blev sluppet hårdt. Han tabte kort pusten under tumulten, men dæmpede sig for at virke mere kontrolleret i sin pludselige ubalance. Der var en vildskab i de intense blå øjne, men Oskari gjorde klogt i at trække sig for nu. Modsvarene strømmede dog inde i ham, Der var ingen grund til at hans far skulle finde sig en syndebuk - og Oskari huskede tydeligt sin fars tydelige skyldfølelse og sorg, over at han ikke kunne redde Hr. Fjord, og besætningen der havde været på skibet. Der var ingen billige grin... Han forblev dog tavs, og måtte bide sine ord i sig så de ikke endte i struben på hinanden igen. Men det lå lige på tungen, og krævede så meget selvbeherskelse.

Oskari tog sig forsigtigt til hagen, og kæbepartiet, for at ømme det. Det føltes helt hårdt og anspændt, og huden omkring det prikkede af varme, samt irriteret rødme fra eftermælet af Richards stærke fingre. Hans hånd masserede det let, og et par af sine fingre strøg tænksomt hen over sine læber. Erindrede hvad der var hændt ligefør, og hvor ude af trit med virkeligheden det havde været. Hjertet slog et tungt slag, og med iver, gnubbede tommelfingeren hårdt på underlæben, for at udhviske og slette resterne af Richards partikler der var på dem. Tydeligt frustreret ved tanken. 

"Mhm-hm," Han havde godt hørt kaptajnens ordrer, skrid ud af mit skib, men alligevel tog Oskari sig god tid til at komme på plads igen, så besætningen ikke ville blive mistænksomme over hvordan han så ud. Hver bevægelse var velovervejet, som adrenalinen langsomt sev ud af hans krop. Vejrtrækningen forsøgte han at holde under kontrol, mens han glattede uniformen med hænderne. Da han vendte sig for at samle sin hat op fra bordet, løftede han hagen en anelse for at bortskylle de truende tårer. Han blinkede forsigtigt for at forhindre dem i at falde. En lille rømmelyd undslap ham, inden han elegant placerede hatten på sit hoved, som om den aldrig havde forladt sin plads.

Et beslutsomt suk forlod hans næse, og han så hen mod Richard en sidste gang, tydeligvis ikke tilfreds med resultatet af dagens inspicering, og alligevel lå der noget andet usagt i det klare blik, "På glædeligt gensyn, kaptajn Fjord." Han opretholdt en facade der var en officer værdi - talte, som hvis hvad der var sket mellem dem tidligere aldrig var hændt, alligevel kunne det tydeligt høres, at han ikke ønskede dem noget glædeligt gensyn. Oskari var allerede ude af kahytten inden Richard kunne nå at svare ham. De forlod skibet rimelig hurtigt og problemfrit.