Omstændighederne var, at der var for mange omstændigheder. Eskild vidste at han sad i en form af problemer til under armene, men hidtil måtte han erkende at Stian havde taget mange ting pænt. Selvfølgelig var intet ideelt og Eskild havde for mange ting at gøre op for, men et sted var det Stians egen fejl. Han havde ønsket at de blev åbne omkring hvad de var, men udsigten til det havde ikke været mulig. Én ønskede det nemlig ikke helt så meget igen, som Eskild forstod det. 

 Selvfølgelig kunne man kun bebrejde en mand for det. Alister Sølvklinge var tornen i siden på deres forhold, han spændte ben for at de kunne være noget officielt, og eftersom Stian aldrig helt udtrykte at han ville have de var eksklusive, kunne Eskild ikke forholde sig til det. 

 " Undskyld .. " kommenteret han alligevel lavmælt og ærligt. Undskyld for at have ladet bordelejeren være kommet på krydsning af ham og formå at bide ham i ansigtet og at det overhovedet var en ting.
 Han sad på køkkenstolen nogen dage efter det, healerne havde gjort hvad de kunne, men et ar var kommet for at blive. Selvfølgelig kunne han ikke selv se hvordan det var eller hvad effekt det havde på ham, men han håbede et sted, at det ikke havde så voldsom en betydning for hans udseende. Men igen, men vidste jo ikke hvad man havde, når man ikke anede hvordan det så ud. 

 Læberne blev småt presset sammen og han lænede hovedet let tilbage så det stødte ind mod maven af den anden som han stod bag ham. " Hvor sur er du? ". Eskild lod sig ikke helt vægte så meget af sin evne igen med Stian i det lange løb. Med ham, der valgte han at fokusere på deres dialog med hinanden, det som var normalt at sanse og fornemme. 

 Og eftersom Stian vidste han var blind, var det kun fair at han spurgte. Ikke sandt?

Det havde været en smule anstrengt mellem de to byvagter den seneste tid, og det skyldtes nok mest af alt Stians ubeslutsomhed i forhold til at indrømme hvorvidt Eskild og ham var en ting, eller ej. Derudover var der hele situationen med, Eskild der havde været sammen med en mand, han ikke ville opgive navnet på; for det ville alligevel ikke forbedre situationen. Det var en hård pille at sluge for Stian, og et lille knæk i selvtilliden. Besøget hos Basil, forbedrede det ikke - da det der skete dér, kun var med til at gøre tingene mere kompliceret. 

Så hvor stod de, hvad ville Eskild, og hvad ville Stian. Det var ikke fordi de hygge snakkede meget med hinanden når de var sammen. De holdt hinanden med selskab, ja. Stian var blevet en fast inventar, og de var nok mere bollevenner end noget andet. Men, var det virkelig dét Stian ville have? Selvom de følte sig eksklusive med hinanden, kunne Stian alligevel ikke lade være med at tro, at Eskild lå med andre. Der var noget.. ved ham når de sås. Noget usagt mellem dem. 

"Undskyld?" Gentog han spørgende, for at finde ud af hvor Eskild ville hen med det. Han kammede den andens lange sorte lokker tilbage, og så koncentreret på sine fingre arbejde med håret mens han nøje hørte efter. Da Eskild flyttede på sig, standsede Stian med sine hænder og mærkede det lille dunk mod maven. Stian mødte Eskilds blik, og sukkede ud af næsen til spørgsmålet. "Vær mere specifik." Han stoppede med at se på Eskild, og kiggede istedet frem for sig. "Hvis du mener det der skete mellem dig og Hr. Silene.." han trak lidt på skuldrene, "Det var dumdristigt, men jeg er ikke sur på dig." Han dirigerede Eskild til at se frem igen, så han kunne forsætte med at ordne hans hår. Stian vidste ikke helt hvad han mere skulle sige, men følte at han burde lette stemningen. "Heldigvis kunne snittet i dit ansigt være værre - nu ser du bare lidt mere.. barsk ud."  

 Der var mange små ting han gerne så var anderledes. Men det som var øverst på hans liste, det var at han og menig Hwan kunne blive enige om at de var mere end bare hvad de præcis var. I hans verden, skønt de var som sharas ørken mangle på vand, så havde de endnu deres oaser. Det var ikke ideelt, men det var beriget med en form af passion de ikke fik andre steder. De delte hans hjem. Stian havde fået lov til at sætte sine præg på det, gøre det hjemligt for ham. Eskild lært at omgå tingene, lært at finde tingene på de nye pladser som de blev rykket rundt. Det var næsten helt ægte mellem dem. Men 'næsten' kom i vejen for ordets fulde betydning. 

 Alt han kort bad til i det sekund var faktisk et kys. Men i stedet blev han blot guidet tilbage med hovedet som en anden porcelændukke. Læberne nåede lige blot at lade sprækken åbne sig som han hørte hvad kollegaen sagde. Umotiveret for at træde i vande og for at gøre flere dumme ting, trak han blot let på skuldrene og lod hænderne mødes i en opgivende fletning på skødet. " Jeg har brug for at vide hvad vi er " sukkede han småt. 

 " Jeg kan undskylde for mange ting, men jeg føler ikke jeg under dig det hver gang når vi ikke er.. mere end bare nogle som har sex sammen.. " 

 Eskild vidste ganske vel, at han var på dybt vand. Alt for tit. 

 Hovedet blev holdt i ro, men stemmen gik en form af røst som han ikke helt kunne kontrollere. Den blev på mange måder tør. Noget han var usikker på og i. " Hvorfor er det vi ikke kan være et par? ". Hvad skulle der til for at Stian ville være i et forhold med ham, hvis han bad til at Eskild udelukkende kun var med ham, gjorde han det jo gerne. Men de talte jo aldrig om tingene, og når de endelige gjorde, virkede det alligevel altid lidt for sent. 

Ordene ramte Stian som en mavepuster, men han slap ikke luften, og strammede blot kæben ved at bide tænderne sammen. Luften blev pludselig ufattelig tyk i Eskilds stue, og det føltes som om Stian fødder begyndte at synke ned i gulvbrædderne. Hvad vi er.. Han fugtede læberne overvejende inden han spidsede dem beherskende fra at sige noget uovervejet. Det hele skulle gennemtænkes til fulde inden han kunne sige noget som helst. 

Når vi ikke er mere end bare nogle som har sex sammen. Det var jo alt sammen rigtigt det som Eskild sagde, men alligevel gav det en grim smag i munden på den unge byvagt. Luften forlod ham gennem sin næse, og han lukkede øjnene for at koncentrere sig om hvad han egentlig følte, og hvorfor de to byvagter i det hele taget var begyndt at beskæftige sig med hinanden. Hele deres relation var bygget på et fundament af had og ensomhed - og et eller andet sted var der begyndt at blomstre reelle kærlige følelser inde i  Stian for Eskild. Men var det kærlighed? 

Ligesom at Stian skulle til at sige noget, kom Eskild ham i forkøbet med en sårbar erklæring. Noget som Stian synes var ulig ham. Et spinkelt suk forlod ham, et af frustration og håbløshed over deres situation. "Jeg vidste ikke at det var dét du ville.." ligesom Eskild, følte han selv tørheden i halsen krybe frem som sandkorn. Han hadede at føle sig sårbar, og pludselig kom den ubehagelige følelse af jalousi kravlende op af nakken på Stian, og hviskede ham i øret. "Eftersom du har så travlt med at opsøge andre." Da ordene forlod ham køligt, lukkede han øjnene i fortrydelse mens blodet brændte i ham. 

Eskild erindrede sidst der havde været sådan en stemning i rummet, men af helt andre årsager. Han erindret dengang Stian var kommet påtvunget forbi med en kurv af alverdens goder fra hans moder. Samtaler der meget brat var endt med deling af hans hemmelighed til en intens eftergivenhed af kys og kærtegn til sex. Erektion efter erektion, indtil han blev efterladt morgen efter alene tilbage. 

Brystkassen hævede sig kontrolleret, men alligevel ude af takt fra hans vanlige jeg. Bundet til et anker for at få nogle forklaringer, nogle svar på ønsker han havde. Men i sidste ende ville det blot efterlade ham på bunden af havet, muligvis uden chance for at blive reddet af Hwan. At blive så tilvænnet, afhængig, af et andet menneske, som ikke engang var hans, eller var han, ideelle menneske. 

Et bryn hævet sig som sandheden kom lidt på bordet. Lige på, præcist og hårdt. Skuldrene sank og det blinde blik lagde sig blot tungt mod gulvet foran fødderne af ham selv. Han opsøgte ikke andre, det hændte bare, men aldrig uden at have Stian med i baghovedet, men det kunne han ikke rigtig fortælle. Det ville blot lyde forkert, og at Eskild gik op i hvordan det måtte lyde - det var næsten surrealistisk selv for ham. " Det er hvad jeg vil og jeg vil gerne bevise over for dig at jeg godt kun have travlt med at opsøge dig " det var en sætning han ikke forventede at fortælle, og hovedet løftede sig en anelse og blikket lagde sig frem for sig, som han var klar til gå på opdagelses rejse. 

Nok var han bare en erstatning for Alister Sølvklinge og Stian en erstatning for Discipel Samuel, men det betød ikke, at det som de havde ikke var ægte. 

Rødderne af Stian Hwan var gået så dybt i Eskild, at han ville gå ved siden af hvad end spøgelse han måtte efterlade ved ham.

Stian vidste udemærket godt, at hans brændende jalousi ikke var berettiget. Eskild skyldte ikke Stian noget og omvendt; alligevel var der næsten lagt en skjult aftale mellem dem, som Stian havde syntes at den anden byvagt havde brudt. Alle disse følelser var ikke noget han havde været vant til at mærke - selvfølgelig kunne alle føle lyst; han var ikke fuldkommen tabt bag en vogn. Men de mere komplicerede følelser der kunne opstå mellem mennesker i byggende relationer, fik ham til at føle sig som første gang han satte fod på byvagtkontorets trænings arealer; uviden og kluntet. Den første smag på noget der mindede om kærlighed der ikke var rettet mod familie, var da han bed mærke i sine følelser for Alister Sølvklinge ; og se hvad det førte til. 

Nu stod Eskild, og nærmest erklærede troskab til noget Stian aldrig havde bedt om til at begynde med, men var blevet så afhængig af som var det stoffer. Det gjorde ham utilpas; for nu var han ikke længere i kontrol. 

Erklæringen fik Stian til at krølle læberne over hinanden, mens han sænkede saksen og stoppede al bevægelse et øjeblik. "Men hvorfor?" Han lukkede øjnene og holdt vejret for at genvinde lidt kontrol. Hvordan er vi overhovedet endt sådan her? Ekkoede hans tanker, men han tav. Hjertet slog mod brystet, kroppen føltes som var det i frit fald - og han kunne ikke lide det. 

Distraheret af den ubehagelige fornemmelse i kroppen, kom han til at klippe en smule mere af en bare spidserne af Eskilds hår. Ja, måske mere end bare en smule. 

Alt i rumme føltes pludselig som et tidløs moment. Kulde var ikke længere et element der flød i rummet og talte for tilstanden af vejret, varme var ikke eksisterende. De var i et stilrum der ikke skulle findes, de burde ikke være her. De havde haft det godt, men hændelserne bed dem nu i røven, men det var alt det utalte som hobede sig op. 
Aldrig havde de haft en forventningsafstemning, måske det var på tide. 

Eskild der sad med skuldrene helt sunket ned og den nøgne overkrop var foruden forsvar. Han samlede hænderne i skødet of flettet fingrene let, krøllede dem ind i hinanden. Rastløst forflyttet de sig rundt for ham. Det simpel hvorfor var på sin plads, men alligevel huede det ham ikke. 
Som saksens klip lød, løftede han dog blikket og kunne næsten fornemme hvor tæt den var ud fra ørerne og han lagde hovedet tilbage igen mod ryglændet. " Du klipper kort? " spurgte han, tilliden var der, men han kunne af gode grunde ikke sige hverken til eller fra for det. Stian måtte gøre med det som han ville, så længe han kunne lide det. 

" Fordi jeg godt kan lide dig Stian " det kunne ikke siges nemmere, men der var en ting han kunne sige. Noget som han vidste aldrig havde været bedt om, men som lå som et underliggende emne der trængte sig på. " Corinth Lochtree " nævnte han så. Navnet uden årsag eller opfølgning. Det havde aldrig været i Eskilds interesse at sætte navn på hvem han var sammen med eller havde været parten utro med, men de måtte rode bod på bordene i fællesskab. 

Saksen begyndte at bevæge sig fokuseret for at rette op på sjuskefejlen han var kommet til. Men det behøvede Eskild jo ikke at vide. "Lidt ændring i ny og næ skader ikke.." forsvarede han, uden at give noget væk. 

Tilståelsen kom, og Stians hovede føltes som var der nogen inde i hans hjerne der havde hamret på en kæmpe gong-gong. Lyden af ordene gav genklang, og han forsøgte at sluge dem. Fordi jeg godt kan lide dig Stian. Det føltes som en forkert tidslinje - det skulle ikke have været Eskild der sagde sådan til ham, men sergenten. Alligevel var dette virkeligheden, og et eller andet sted, var han glad for at Eskild følte sådan. Stian var dog ikke i stand til at svare på det med det samme, og mens han forsøgte at finde ordene frem, brød Eskild den korte stilhed mellem dem igen.

"Ham?" udbrød han chokeret, men lavt. Han vidste godt hvem Corinth Lochtree var, hvorfor han lød så chokeret. Ligheden mellem de to var så forskellige at der var intet at sammenligne med med. Selvfølgelig vidste han ikke hvem han var bag facaden, men han var adelig, og hvordan Eskild pludselig kunne ligge med en som ham, forstod han ikke. Hvor havde de mødt hinanden? Og hvorfor havde Eskild ladet sig forføre - eller var det Eskild der havde forført ham? Stians bryn rynkede sig ved 'nyheden' - og skønt det havde været elefanten i rummet hele tiden, føltes det næsten endnu værre for Stian end da han ikke kunne sætte ansigt på manden Eskild havde været sammen med. 

Nu vidste han endelig hvad han skulle svare til Eskilds tidligere tilståelse. "Man behandler ikke folk man kan lide på den måde." Det brændte i halsen på ham da han fik det sagt. Hvorfor var du sammen med ham - turde han ikke at sige højt, men det larmede voldsomt i hans hovede. 

Måske et billigt forsøg på at løfte stemningen, måske var det fortideligt når et så vigtigt emne lå for døren, men vagten ville alligevel forsøge sig med det. " Skal jeg frygte for du klipper mine øre af? " håbefuld for det blev taget let i mod sig, men alligevel med en snert af ængstelighed for at blive fejet af vejen. 

En chokeret nyhed, det var alligevel en måske mere end forventet, Eskild havde ingen idé om hvad hans indtryk af kunsteren var, men det tegnede sig ikke synderlig godt. Det bød dog op til at han skulle forklare sig, men det ville alligevel kræve noget fra Stian, men Eskild vidste at han måtte mande sig op, mere op end normalt. 
Corinth var ikke for alle, det vidste han. Men det måtte ikke komme som nogen overraskelse at Eskilds smag var bred, alle som gav ham en udfordring på den ene eller anden måde kunne friste ham. Særlige personligheder, tale mønstre, den generelle eksistens af sig. 

" Du kan ikke bede mig være i kort snor, når du ikke vil stå ved håndtaget på snoren " svaret han lidt brat og sukkede vagt. " Han opsøgt mig på en fridag og ville udlevere et maleri han havde lavet af mig, ønskede at male mig ud fra mere end sin erindring og.. så skete det bare " han søgte overvejende efter sine ord, det var ikke i hans interesse at fortælle helt så dybt hvordan de havde været sammen, hvordan det var gået for sig. Et sted frygtede han måske gerne for, at Stian ville blive utilfreds ved nyheden af at Corinth havde fået lov til at tage ham analt og oralt som han havde. Fået Eskild så frivilligt for sig selv. 

"Så smålig er jeg ikke," svarede han den lette kommentar, men hans ansigt forblev udtryksløst.

Det var en pokkers hovedpine at være involveret med Eskild, og de risikerede at ende i en endeløs knude, hvis de ikke stoppede her. 

Al hemmelighedskræmmeriet med at holde deres forhold skjult fra de andre byvagter, selvom de flere gange var tæt på at blive afsløret, blev for komplekst for Stian. Hele deres relations grundlag var for komplekst for ham. Selvom de intet skyldte hinanden, var han usikker på, om han kunne stole på Eskild i sidste ende. Var Corinth den eneste, Eskild havde været sammen med, eller var der andre?

Jeg skulle aldrig have opsøgt ham dengang. Der er ikke kommet noget godt ud af det her, tænkte han, bebrejdende sig selv.

Eskilds bratte forsvar fik Stian til at holde vejret. Eskild havde en pointe. Stians tidligere ord om at 'man behandler ikke folk, man kan lide, på den måde', lød som en dom over ham nu. Stian var ikke meget bedre.

"Det skete bare?" gentog Stian tankefuldt og rynkede næsen. Det var som om Eskild forsøgte at fraskrive sig ethvert ansvar ved at sige sådan. Ting sker ikke bare. Hvis man ikke ønsker det fra begyndelsen, burde man have viljestyrke til at sige nej eller undlade at handle på det.

Stian var tavs i lang tid, mens han afsluttede Eskilds frisure. 
"Jeg kan ikke det her" mumlede han endelig med et svagt hovedryst, som om hans krop prøvede at modsige hans egne ord. Han lagde saksen fra sig på bordet ved siden af sig. 
"Lad os bare stoppe her," sagde han mere beslutsomt, og han mærkede sine fingre dirre, inden han knugede dem hårdt sammen.

Aldrig havde han troet, at han ville kunne føle denne form af sammenklemte følelse i sit jeg, som han gjorde lige nu. Det blev klaustrofobisk for ham, men han rørte ikke på sig, han blev siddende som forventet og lod Stian gøre som han ville. Men stemningen blev trykket på måder, som han ikke helt kunne slippe for og det tog på ham. Tavsheden var ulidelig. At han nogensinde skulle føle sådan, det var surrealistisk. 

" Mhmm.. Ligesom med os " svaret han mumlende, men ikke afvisnede over for, at det hele kom an på så mange ting. Et ansvar var måske så meget sagt, men han benægtede ikke, at ting bare kunne ske. De var bare sket. Stian havde ikke haft interesse i at gå i sin tid, ikke som det første. 

End ikke forstyrrelsen af deres overordnet løjtnant havde skræmt Stian væk. Hvorfor så nu?

Men endnu en gang flød tavsheden tungt i mellem dem, og uroen satte sig i Eskild, hans fingre tog fat om stolens sæde, spændte mere og mere til, så det syrede i overarmene på ham af den konstante spænding. 

Pusten forsvandt fra ham og han rynkede brynene let sammen. Følte kæbemusklen spændende let, som den ikke kunne finde ud af mimikken og faldt i spænd. Men han rømmede sig langsomt og rejste sig fra stolen som lyde af saksen lød i det den ramte bordet. Sætningen forvirret Eskild. 'Lad os bare stoppe her', hvad skulle bare stoppe her. Dem eller klipningen? 

Vildredt tog han opgivende hånden til hovedet og mærkede hvordan håret var så anderledes end hvad han plejede, men det gjorde ham intet. Det hele summede i ham, uroligt og ængsteligt. Han vendte sig sig knap omkring, men vidste at Stian kunne se noget af hans udtrykning i ansigtet. " Nej .. " svaret han i første omgang og lod armene blive lagt i lette folde. " Det irriterer mig, at jeg ikke kan se dit udtryk, men følelsen af hvordan din krop reagere og din tone, så gør det ondt på mig " selvom han havde en kontrol over sin egen krop på alle tænkelige måder, var der alligevel en vag uro i stemmen som kunne høres. 

" Jeg vil jo gerne være sammen med dig, men du.. alt det for Alister? " spurgte han og lod armene falde frustreret ud af sine folder og han vendte sig om mod Stian. " Mit hjem er ikke engang mit hjem mere, det er vores  " sagde han med en mild stemme, og prøvede at indikere med hænderne at det som engang havde været så simpel og ubetydeligt, nu var et faktisk hjem. Lignede mere end bare noget der kun bød på en søvn.

Han ville så gerne træde et skridt nærmere på Stian, tage hans hænder eller tage fat i ham og mærke ham, men for en gangsskyld følt han sig hæmmet fra det. Han ville så gerne sige noget, men han var ikke i stand til at finde ord, for at Stian ville slå op, uden aldrig at havde lade sig binde, var ikke nemt. 

Ligesom med os. Sandheden var som at nippe til en kop af bitre urter, hvor den ubehagelige visdom var den rest som blev tilbage på læberne. De var også bare sket. Stians stive skuldre sank, læberne der før havde skilt sig i et forsøg på at forsvare sig, lukkede modvilligt sammen igen. Eskild havde ret, men det havde jo været anderledes med dem! Det der var sket mellem dem var mere end bare et tilfælde - og så man sådan på det, betød det jo at Stian med vilje ikke var taget hjem. Et bevidst valg, men skjult bag en kujons handlinger. Blikket blev rettet mod Eskilds fingre der blev hvide af anstrengelsen, og i et kort øjeblik ønskede han at tage dem i sine hænder, og kysse dem nænsomt, glemme det hele og lægge det hele bag dem. Men han blev stående, de usynlige torne der krammede ham og pressede ind i huden blødte stadig. Da Eskild kom op at stå, fulgte han ham med de fokuserede brune øjne. Hver bevægelse, hver en folde hans ansigt fortrak sig i. Det var tydeligt ligeså ubehageligt for ham, som det var for Stian. 

Eskild vendte sig bort, så Stian ikke længere fik adgang til hans følelser der lagde sig i grimasserne. Men stemmen var modløs, og knap så selvsikker og skarp som den plejede at være. For at beskytte sig selv fra de hårde følelser lagde han armene stramt over kors. Nej? Stian hævede et skeptisk bryn, men forblev tavs da han kunne se at Eskild lagde op til at forsætte. Det gør ondt på mig. Den kølige stivhed i hans blik antydede et flygtigt glimt af sorg. Det gjorde også ondt på ham.

Og så nævnte han Alister. 

Navnet lod til slette enhver anden erklæring den anden byvagt havde udtalt. Den blide overtalelse om, hvordan hjemmet blev formet til deres eget, og hvordan han forsøgte at overbevise Stian om at blive. Men de havde altid undgået at tale om Alister i hjemmet; fortiden var en forbudt samtale, kun nutiden og den nærmeste fremtid blev diskuteret. Jeg vil gerne være sammen med dig, sagde Eskild, men alt Stian opfangede var beskyldninger vedrørende Alister.

"Hvad med Alister?" Han rynkede brynene, og følte sig pludselig defensiv. 
"Hvad mener du med dét?" Stemmen var tilbageholdt, sjældent hævet. Alligevel var der en hvis kant til den. En advarsel for at Eskild skulle passe på med hvad han sagde. 

Gletscher faldt hurtigere end Eskild og Stians brud, landskabet fuldkommen øde lagt hent i sne og intethed og end ikke der ville det stoppe. 

Der opstod en revne i mellem dem. En ildevarslende advarende om, at de skulle træde varsomt. Men varsomhed og finteknik var ikke deres dans, de havde det gerne voldsomt og skælsættende. 
Mimikken var blot vist som en brøkdel; men hans stemme sagde alt. Den det ældre byvagt havde fanget den blinde i sin hulehånd. 

Den defensive tone fik Eskilds bryn til at tætne let og han tog en dyb vejtrækning og han vendte sig selv mere rundt. “Hvad med ham?” Gentog han som det var dumt at spørge på den måde. Men Eskild krammede kort sine arme mere, før de løsnede sig og slap og han svang dem let ud til siden: “Jeg ved godt, jeg er tørste præmien fordi halvelveren ikke vil stå ved hans tiltrækning af dig, men er han virkelig det værd..?” Måske en anelse brutalt fortalt, men Eskild gad ikke de julelege, han havde talt med Alister, hørt hvordan manden reageret ved mistanken og lettelsen over han og Stian intet par var. 

Eskild havde det mere at miste end Stian. Men de havde brugt så mange timer sammen, var manden endnu i hans tanker ? Kunne Stian erkende det, for så skulle Eskild nok stå ved sine synder og agre at have været med andre. 
Agre at han nød Corinth Lochtree behandling af ham, og gerne ville udsættes for mere den mand kunne byde ham på. 
Men ikke nok, til at han gerne ville stå ved Stians side. Elske ham offentligt. Vide at de er sammen om det. 

Men ville det nogensinde blive en realitet, for ligesom Alister, var Stian så sky omkring det. 

Som to modstridende tårne barrikaderet de deres porte yderligere. Den ene strammede grebet tættere end den anden i håbet om at beskytte sig mod yderligere knubs. Alligevel var revnerne faretruende for fundamentet de havde bygget. 

Stian bed tænderne sammen så kæben blev hård ved den tåbelige respons. Han havde jo netop spurgt Eskild, og var ikke forberedt på at få det slynget tilbage mod sig. Rynken i panden blev dybere, men han sagde ikke noget, og stirrede blot misbilligende på Eskild for at få ham til at forsætte med at tale. Hvilket han gjorde.

"Trøstepræmien?" Fnøs han i vantro. Han rystede på hovedet over sådan en beskyldning. Det var her Stian kunne have reddet dem. Sætte sin stolthed til side, sine sårede følelser og gribe Eskild i sine arme. Tale til ham blidt og sørge for at han forstod at Stian aldrig havde set ham som en trøstepræmie. 

Men det var ikke altid lige så nemt. For Stian følte sig trådt på. "Jeg har aldrig opsøgt Alister bag din ryg, eller gjort ham tilnærmelser siden.." ordene døde hen. Siden os. Stian kunne dog ikke benægte at han af og til tog sig selv i at tænke på Alister, men i det store hele.. var han glad sammen med Eskild, og alligevel. Alligevel var der noget ubearbejdet der lå i ham og simrede svagt. Overgrebet. 
 Eskild og Stian havde forsat som var det aldrig sket, og i en periode havde Stian også skubbet det beskidte væk - tiltænkt det som var det sket i et andet liv. Måske var det dét der i virkeligheden holdt ham tilbage, men han kunne ikke stå ved det. Istedet dansede de om de overfladiske ting der var til at se. 
"Jeg forstår ikke hvorfor du prøver at lægge skylden over på mig?" Sagde han så kontrolleret han kunne. Men på tungen lå der uro. 

Ikke i dette live, havde han forventet at skulle have et så ægteskabelig skænderi med en anden i så ung en alder, men her stod han og var i færd med at rive sig selv ned i samarbejde med sin partner. De havde begge hårdt fat i murbrokkerne og hamret det tungt mod facaden, men ikke kun på Eskild, Stian lige så. 

Men Eskilds tvære mimik fortalte at han ikke var enige. Det var meget vel, at sergenten ikke havde været opsøgt, men han havde på andre måde. 
Den ene arm svang ud som en gestikulation: "Nej? Heller ikke tænkt på ham, drømt om du foretrak det var ham du lå med, der holdt om dig, der kyssede dig?" det forlod hans mund som patroner med intentionen om at gøre skade. Men det var ikke slut der, og det måtte Stian vide. 

"For jeg bebrejder dig ikke hvis det er tilfældet, men stå ved det og stå ved, at han er årsagen til du ikke har ville være min partner foruden gemt i skjulet, som en anden onaniklud". 

Det var dog ikke Eskilds intention at give Stian skylder for det hele, utroskabet Eskild havde givet var udelukkende på Eskild, men eftersom det andet blev undviget så fint og elegant som en vals, var det til ingen verdens nytte at tale om de ting. 
Brystkassenhævede sig dog hastigt og højt, afslørende at det hele påvirket ham dybt og følelserne lå tæt på overfalden, men forsøgt at holde i spænd, bag lås og slå. 

Anklagerne ramte ham som snitsår, det ene dybere end det andet jo hurtigere de kom flyvende. Istedet for at blive rasende, og lange ud, trak Stians ansigts sig sammen i en iskold, og tom grimasse. Mørke nuancer farvede de glødende nøddebrune øjne i et ulæseligt, men alligevel afstandstagende blik. Læberne sammenpresset. Det Eskild ikke kunne se, ville han kunne mærke. 

Så vulgær en bebrejdning, onaniklud. Hånden kørte gennem de gyldne lokker, inden han frustreret tog et par stykker mellem fingrene og knugede til. Hvad skulle han gøre? Han havde altid kunne tænke klart, men nu var han lige så blind som Eskild. Stian tog en dyb indånding og holdt vejret i nogle sekunder, inden han lod luften sive lydløst ud af ham.

"Beskyld mig ikke for at drømme om andre, når det er dig der er opsøger andres senge." svarede han igen. Uden at stå ved, eller skubbe anklagerne fra sig. Stemmen var sammenbidt, hård som sten. "Hvor mange gange var det nu? og er det med flere end ham?" begyndte han at spørge med en modbydelig gift på tungen. Hovedet lagde han på skrå for effekt, mens han lagde armene over kors igen. Han kunne se hvordan Eskild var ved at sprænges, men hvordan han samtidig forsøgte at holde styr på sig selv. Afstanden føltes abnormt stor mellem dem lige nu. 

Havde de været i krig og på samme hold, havde de nedkæmpet hinanden udelukkende for at bevise over den anden, at de var bedre. Men de havde allerede erfaret, at Stian havde langt mere råstyrke når det kom til rå følelser der drev i slåskamp. Eskild lod sig gerne tabe igen, men han ville miste mere end blot hørelsen denne gang. 

Eskild burde som den mere erfarne i at observere følelser ænse de ting som forekom hos den anden, men han var forblændet og følelserne tog overhånd. For første af afgørende stik ramte og Eskild tog begge hænder til hovedet og måbede frustreret og bed sammen. Han havde accepteret at de i sin tid skulle glemme at Stian stønnede Alisters navn på fuldskrue. 
Det var okay, men det gjorde stadigvæk ondt set tilbage på det. 

Eskild havde alle dage været en erstatning for Alister. 
Den billigere og yngre version der ikke var bange for at gå forrest som homoseksuel. 

"For helvede.." lød det opgivende og frustreret fra Eskild og han lænede hovedet tilbage og lod fingrene gribe fat i håret han havde af rest og trak til. "Rend mig Stian!" brød han og med en fluks bevægelse havde han grebet fat i den andens trøje og stod med en minimal afstand, skønt det føltes som om de stod med meters afstand. "Du støttede hans navn som det første og jeg blev en inventar i mit eget hjem fordi jeg elsker dig.. men.. mhmh" han presset kæben sammen, tænderne skar hinanden og han slap Stians trøje. "Jeg rørt aldrig nogen andens seng eller ofret vores". 

De ellers så altid matte øjne var for første gang blanke. 
Og en ting var sikkert, Eskild kæmpede for ikke at blinke eller give efter. 

Et overrasket pust lød fra Stians læber da han pludselig blev hevet i. Med det samme brød de korslagte arme, og hans hånd tog kontrollerende fat om Eskilds håndled, for at afværge hvis der blev lagt op til vold. Rend mig? Et målløs fnøs undslap ham. Det flimrede kortvarigt for hans øjne, flere følelser formede sig i det gyldne blik som mosaikbilleder. Vrede, sorg, tomhed, skiftevis.  

Et iltert humør voksede i Stian, vejrtrækningen steg støt og brystkassen hævede og sænkede sig i frustrationen der voksede sig over hovederne på de to mænd og kvalte dem. Han kunne vige blikket fra anerkendelsen der blev rusket ind i ham, men han stirrede stift ind i de blanke øjne der næsten blev oversvømmet. Et stumt nøk ville kunne få dem til at løbe over deres bredder. 

Han ville forsvare sig selv. Eskild kendte til Stians klemte følelser for Alister. Han vidste det, og alligevel ville han holde den forvirrende aften over hovedet på ham?  Stian har aldrig sidenhen gjort noget der skulle indikere at han forsat havde følelser for sergenten, havde han?  Men før han kunne nå at åbne munden, blev han mødt af en mavepuster af en tilståelse. 

Jeg elsker dig

 I mindre end et sekund blev de spændte bryn blødt op i forundringen ved ordene. Det ramte ham som hagl fra en skyfri himmel. Eskild elsker mig? Kæben strammedes dog igen, og al form for forsoning druknede i hans sårede stolthed. Han rystede varsomt på hovedet, som kunne han ikke begribe al den information han fik kastet på sig. 
"Stop." Afbrød han, og slap Eskild da han mærkede grebet i sin trøje forsvinde. Han sukkede et rystende højlydt støn og lagde ansigtet magtesløs i sin hånd. "Stop." Mumlede han igen, for sig selv ind i hånden, og mærkede hjertet hamre som tusinder af hestes hove. Han spredte fingrene let og kiggede ud mellem dem hen på Eskild, og håbede at han kunne finde svar på hvad han skulle gøre af sig selv. Men så barmhjertig var guderne ikke. Det havde de aldrig været. Aldrig når man virkelig havde behov for dem. 

"Jeg er ligeglad med hvor det skete, sagens kerne er at det skete." Han følte at han gentog sig selv. Troede Eskild virkelig at det var iorden så længe han ikke tilsvinede deres senge? Han rynkede næsen, og forsøgte at holde de påtrængende billeder af Eskild og Corinth væk. Hvis det ikke var i sengen... Stian bremsede tanken og kørte hånden træt over ansigtet. 

"Det her var en fejltagelse." Kom det pludselig fra ham. Som et faktum. Den her situation var noget de ikke bare kunne knalde sig ud af. Der var for mange eksplosive emner der lå og omringede dem.
 "Du elsker mig?" Nævnte han, men skeptisk, inden han så selv kom frem til sin egen konklusion, "Det tvivler jeg på.." 

Bomben faldt. Et knald lød og armene faldt tungt og slapt ned langs siden af sig selv og de tårevædet øjne der strittede i mod, kunne ikke holde det salte vand fra at trille ned ad øjenkrogen. 
Han ville gøre alt for at stop tiden fra at gå et skridt videre, men Eskild var foruden den magt i universet. Der var ikke lagt nogen finger i mellem dem som bølgerne gik højt og han havde givet sig selv væk uden nogen former af omkostninger, men nu stod han der og uden tag til hjertet. 

Øjnene lavede et tungt blink og læberne folder sig indad og han lod hovedet sænke sig en snert til siden. Tungen var taget ud af munden på ham og han gav op. Skuldrene var sunket helt ned og han holdt ingen ting oppe mere. 

"Okay" lød det stille fra ham og han trådte et skridt tilbage og følte han forstod budskabet han var blevet efterladt med. Havde Stian blot kunne være faldet for ham, havde forelsket sig i ham, omend han var hans djævle i livet. 
De kunne have opnået mere end blot det. Verdner afventede dem, men der var intet at komme efter længere. 

Eskild ville ikke undskylde for at elske ham, aldrig. Så frem for at give Stian mere grund til at betvivle ham, ville han hellere give ham ret. Stille trådte den mørkhåret byvagt yderligere væk og som han havde glemt at huske hvordan indretningen havde forandret sig med tiden, stødt han ind i hjørnet med sin hofte og greb febrilsk hånden mod det for at støtte sig væk fra det og genkalde sin fortabte erindring om hvad det var. 

Skulle man endelige falde fra hinanden, kunne Stian lige så godt se det for sig selv. Oplevede hvordan blindheden efter blot efterlod ham ude af stand til at se folks ansigter, men også ude af stand til at genkende møbler i sin helhed. 

Med ét blev forbindelsen mellem de to byvagter brudt. Det var forsent at bryde muren ned, og samle resterne af Eskild op for sætte ham sammen igen. Stumperne af deres kærlighed lå spredt mellem dem, som iturevet dokumenter man ikke længe kunne klistre sammen om man så ønskede det. Øjeblikket ordene forlod Stians mund, kunne han mærke at han havde fortrudt dem inderst inde. Alligevel tænkte han at det var bedst for dem begge ikke at rette op på det. Det var bedst.. og alligevel følte hans bryst sig hult og æggeskals tyndt. 

Farverne føltes ufattelig grå i hjemmet. Mentalt begyndte han allerede at distancere sig fra deres blandede dufte der hang i objekterne, indretningen som Stian havde gjort mere hjemlig, og minderne derfra. Samtidig kunne han ikke stoppe med at forestille sig Corinths fingre om Eskilds talje, Eskilds hud mod Corinths og hvordan de gav sig hen til hinanden. Et flimrende glimt af de dage, hvor Stian brændte af had mod Eskild, begyndte pludselig at trænge sig på igen som løbeild. Det gjorde det nemmere at tage afstand til manden foran ham, og alt hvad de havde haft. Alt hvad de kunne have haft.. Men der var Stian lige så stor en skyldner, skønt han ikke kunne se det.

"Okay." gentog han, tomheden i hans stemme lå på tungen. Okay. 

Da Eskild stødte ind i bordet, strakte Stian automatisk hånden ud som om hans krop handlede uafhængigt af hans vilje. Pludselig standsede han midt i bevægelsen. Det var som en gammel vane, en reaktion indkodet dybt i ham, men nu forsøgte han at undertrykke den. Hans ansigt forblev udtryksløst, som om han var afkoblet fra de automatiske reflekser, der normalt styrede hans handlinger. Hånden der før havde forsøgt at hjælpe Eskild, blev hårdt knyttet, og han tog et skridt tilbage. 

Lige nu var Stian fuldkommen lukket af til følelserne i sit hjerte. Han kunne have grædt som Eskild, men de ville ikke komme. Stoisk, og bravt holdt han det hele i sig - som hans far havde lært ham for mange år siden. Som hans mor så mange gange havde prøvet at tø. Men det var sådan han beskyttede sig selv. Hjalp det ham at virke hjerteløs, så måtte det være sådan. Fødderne førte ham væk, og ud mod døren. Kunne han overhovedet høre sit hjerte banke mere? Han følte sig død. 

"Farvel Eskild." lød det slutvist, inden han tog sit overtøj under armen. Han standsede inden han drejede grebet i døren, og så sig over skulderen. Et tæppe havde foldet sig på gulvet, og med støvlesnuden trak han i tæppet for at glatte det ud så Eskild ikke ville falde over dem. En sidste hengiven handling, som han ikke kunne standse sig selv i at gøre. I et kort sekund stod tiden stille, hvor han så dem over alt i hjemmet som spøgelser - tøvende for det næste der skulle ske. Han åbnede dog alligevel døren, og forsvandt ud derfra med sammenbidte tænder.