Sværdet blev holdt stramt, hvert et udslag ramte sit mål, en opsat dukke midt på pladsen. Han bred sig i læben som han ignorerede smerten, og den ødelæggende træthed, stædigheden havde igen været på spil. Efter flere dage sengeliggende, måtte der ske noget! Måske det også var derfor dette var et lidt mærkeligt tidspunkt at træne på, solen var ikke helt oppe endnu men han havde også skulle list sig ud, uden forælderene ville opdage ham, det var jo næsten som at være barn igen...
Jaspar slog igen og igen, selvom kroppen især benene skælvede under ham, ja så blev han ved som en besat. Kun iført et par løse bukser stod han i midten, sveden haglede ned ad den muskuløse overkrop, som han fortsatte begyndte støn at lyde. 

Jaspar smed sit sværd for at lade knytnæver ramme i stedet, armene var siden sygdommen blevet stærkere, men knorene blev blodige efter hvert slag. Han presse sig selv så langt ud, at han ikke registrerede sine omgivelser, han burde slet ikke være her og slet ikke for at træne. Men efter en søvnløs nat var dette hvad sindet havde brug for, kroppen var en anden sag, for som tiden gik begyndte han at bukke mere sammen, men det fik ham ej til at stoppe. Han udbrød et dybt frustreret knur, som han valgte at kaste sig imod dukken, så begge endte på jorden hvor hans hænder knyttede sig om den falske hals, imens han kort gispede som smerten i kroppen begyndte at blive slem, men fik ham blot til at slå på dukken igen nu liggende ovenpå.

Det var ikke ligefrem lydløst, og fra afstand kunne lydene nok misforstås. Han greb om sværdet som han satte sig ovenpå dukken, men som han skulle til at rejse sig stønnede, ja så knækkede benene under ham og han måtte udbryde alverdens gloser....

Det var næppe nogen hemmelighed, at Eskild havde passeret forbi gamle kendinger fra tid til anden. Inden og uden for byvagtens hovedkontor og trænings arealer. Men denne her gang, der var det en anelse anderledes, jah, for det gik voldsommere for sig end normalt. Siden indstillingen af sin karriere havde han ikke været den sammen, men for at være fair, siden deres brud havde ingen af dem været den sammen. 

Den unge byvagt kunne give den trænende personlighed kredit for mange ting, godt og ondt. Det ville dog ikke være sådan, at Eskild ville takke ham for det. Tvært i mod, der var så langt i mellem dem og deres personligheder nu, at det var næsten uvirkelig at tænke på. 
Så, at han nu stod der og kiggede på, hørte og oplevede de svingende arme for den forsvarsløse dukke. Jamren, knurren og hvad end lyde der blev udstødt, fik ham blot til at sukke tung ud og ryste lidt på hovedet. Frustrationerne hobede sig vidst op hos fortidensven.

Armene som havde ligget i tunge folder blev løsnet og han valgte at tage stolen (stolen han havde hentet ud i det sekund han indså Jasper trænede) med hen og placeret ved siden af Jasper. "Sæt dig" kommenteret han tørt og tungt, for at sætte sig på hug og give en hjælpende hånd for at hjælpe ham op på stolen som en start. Det var uundgåeligt for Eskild at høre hvordan det hele syede i Jaspers ben eller hvordan kroppen reageret. "Hvorfor presser du dig så meget, når du ved at din krop ikke kan det" sukkede han mildt. Det var en helt anden side af Eskild de færreste så, men samtidig var det heller ikke så helt umenneskeligt fra hvordan Eskild kunne være. 
Han var jo ikke uden passion eller forståelse for andre i smerte. Men det var bare ikke det han lod sig vise mest af. Måske det var en gråzone af ham. Den trætte og ugidelige person med en snert af forståelse og medmenneskelighed. 

Jaspar havde en sværd kamp med at finde sin nye plads, by vagten havde været hvad han levede og åndede for, nu tvunget til at bo hjemme hos sine forældre. Han følte sig mere og mere som et barn igen, at acceptere hjælp var næsten et nederlag, han havde heller igen kærlighed i sit liv tilbage. Det eneste sande forhold var gået i kaos, efter han også havde haft følelser for en anden, en som forlod ham ligeså snart han ikke var by vagt længere. Nu usikker på om nogle overhovedet ville have en svækling? I det mindste havde han stadig det pæne ydre, selvom det indre var et stort puslespil med manglende brikker. 

Det var lidt som om, at denne træning fik hans frustrationer ud, selvom han var i smerte ja så forblev han stædig som altid. Sindet skulle accepterer at han, ikke længere var i stand til det samme, som han det meste af sit liv havde fortaget sig, det var noget der ville tage tid. I det mindste var hans gamle kollegaer, flinke til at snakke med ham når han så ofte, fik kæmpet sig hertil indtil problemet ville være at komme hjem igen, ikke på tale om han ville ud med kørestol i offentligheden eller stok. 
I kampens hede havde han ikke bemærket at han blev iagttaget, det gik først op for ham, som en stemme lød nær ham. Jaspar blinkede en smule, for at vende tilbage til alt omkring sig, indså hvor ødelagt han så ud som han sad der ude af stand til at rejse sig selv op igen. 

Japspar bed sig i læben, som han lod Eskild hjælpe ham til stolen, et suk slap som han fik sat sig ned blikket gled over de blodige knorer. Han havde det stadig svært med den anden, måske fordi han inderst inde stadig følte bare en smule, selvom de begge nu  var så forskellige, ja så var denne mand hans første rigtige forhold. Hans hjerte bankede hurtigere efter den intense stund, blikket rette sig imod den anden. Læberne trak sig en smule sammen " jeg er ved at blive sindssyg, af at være hjemme og blive pusslet om, jeg savner disse tider her og jeg havde brug for at komme af med, ja frustrationer" hans ord var sande, den anden ville altid have en effekt på ham, det kunne ikke undgås. Hans ene hånd søgte den andens skulder blidt, imens blikket betragtede ham " hvis jeg ikke kan kæmpe, hvad er jeg så? " disse ord bare så meget bag sig, han følte at have mistet en del af sig selv, han fjernede sin hånd igen som han blev mindet om den ikke var ren. ¨
Dog begyndte vejtrækningen at blive bedre, selvom kroppen stadig svedte, og bene tydeligt stadig gjorde ondt. 

At han lod sig hjælpe kom ikke helt bag på Eskild, men hvor meget han tillod denne hjælp var måske en anelse forbavsende. 

Ekskæresten, som han jo var, lod sit hjerte lette, blive blottet for en som den unge byvagt. Som de aldrig havde haft gnidninger eller havde lidt last i fortiden. Men intet var glemt, det var bare ikke relevant for nutiden. Deres fortid skulle ikke have en betydning for Eskilds fremtid, og i den fremtid så han altså sig selv med Discipel Samuel. Omend det blot var for et øjeblik. Men Samuel var ikke som sådan en hemmelighed; for den disciple havde selv haft hentet Eskild i byvagten, de havde forladt hovedkontoret i fællesskab og Eskild havde taget fersken kurven for Samuel. Alt havde været i harmoni med dem der. Stille og rolig, nænsom kemi. 

Eskild satte sig på hug foran Jasper og lagde albuerne på hans lår og knæ. “En god mand, du er mere end en kriger” svarede han let og lænede hovedet tilbage som han så op i mod Jasper. “Hvad siger Lykke da?” Massere af grunde til ikke at kunne lide Lykke, ikke blot fordi hun var en kvinde. 

Han lukkede lidt alt det andet ude, fokuseret udelukkende på Jasper, medmindre andet han kendte fangede hans opmærksomhed.

Jaspar var ikke god til at tage imod hjælpe, men kendte han denne mand nok, ja så ville det være dumt at takke nej til hjælpen. Det ville dog være med mere brok når han engang, skulle finde en måde at komme hjem igen, det var ofte hårdt nok bare at kommer hertil, sikke en skam men det var hans liv nu.

Han havde set den anden gå med Discipel, på en måde gjorde et ondt at se men, ja han havde jo selv været udenom at deres forhold ikke holde, men så igen var han glad for den anden stadig kunne finde kærlighed. I det mindste kunne de to nu snakke igen, det andet var lagt bag dem selvom det ikke ville blive glemt, og følelser var let i klem...
Jaspar var tilbage alene, men måske for det bedste til han igen havde mere selvsikkerhed, hvis den da ville komme igen en dag?

Blikket gled imod ham som han lagde albuerne imod lårene, han kunne ikke undgå at lade et enkelt suk slippe, det bragte enkle minder frem dog skubbe han det væk, det var ikke passende. Endnu et stik i hjertet som spørgsmålet lød, ja hvad sagde hun? " jeg har ikke hørt fra hende, siden hun fandt ud af jeg ikke længere var i arbejde" svarede han en smule trist, han havde håbe de havde mere sammen, men nej. Han lod en hånd let massere panden, og et svagt frustreret suk slippe, det føltes mere og mere som var hans liv ved at falde fra hinanden, og han vidste ikke hvordan det kunne stoppes? " men de ser Samuel" spurgte han, mere for at dreje emnet væk fra sygdom, dog måske et lidt dumt valg af emne, men hvad eller? de havde ikke længere meget til fælles.  Han nappede sig en smule i læben, for at skubbe smerten på afstand tørrede blodet af i sin bukser, klar over at når hans forældre fandt ud af hvad han havde lavet denne morgen, ja så ville de måske endda få en vagt placeret foran hoveddøren...

Armene lade sig let til rette på den andens skød, så hænderne lagde sig let mod den øvre del af låret. Uskyldigt var det fra hans side af, når det så endelige skete. Det påvirkede ham ikke at Jasper sukkede som han gjorde, det måtte han gøre lige så ofte han ville, skulle Eskild flytte sig måtte han bruge sine ord eller skub ham væk. 
Men hvor vidt han turde skubbe ham længere væk, det tvivlede Eskild stærkt på. Redningsvesten var vel at holde fast i det man havde for at blive set og hørt som den man var og ikke hvad han havde været. 

Et lille tyndt ah forlod Eskild som munden åbnede let på klem. Lykke Ohlson havde fået manden for sig selv, men vist at være overfladisk i det sekund hans verden kollapse. Men det kunne vel ikke overraske nogen. Fordomsfuldt gjorde af Eskild, men han havde sine meninger om kvinder, og Lykke var en han brød sig mindre om end andre. Kollega eller ej. 
Øjnene sank en anelse for en kort stund, men blev vendt op igen og søgte mod den andens på ny. Hovedet lagde sig en anelse på skrå, så det stødt mod hans egen arm der hvilet på Jaspers ben. "Det ved jeg ikke om man kan kalde det, jeg prøver, men han er af Isaris hjem" det var en ærligt og åbent svar. Eskild ville gerne, men det krævede en del fodarbejde at få lov at få muligheden, men bare det at han blev opsøgt og kunne tale med Samuel gjorde meget for ham.

"Men han minder måske lidt om dig" kommenteret han og trak på skuldren som han lå der. De var begge rimelig kejtet på deres egen måde. Eskild trykkede let med fingrene ind i den andens lår. "Hvordan har du tænkt dig at komme hjem i dag?" 
Selvfølgelig vidste han, at hvis Stian Hwan så ham sidde sådan og tale med en anden, ville det nok ikke falde i god jord, men for en gangs skyld var han undskyldt for dette. 

Jaspar havde ikke noget imod berøringen, ærligt manglede han netop berøring for efter sygdommen var der ikke rigtig nogen, mest fordi han var alt for meget hjemme og at få en lystmand eller kvinde hjem virkede måske forkert, når det var i hans forældres hjem. Der var igen grund til at skubbe den anden væk, det var ikke ligefrem fordi han i disse tider så mange folk, og Eskild kender bare en hel del til ham, de havde delt mange ting i sin tid, noget han aldrig ville glemme. 

Han kendte ikke grunden til hun ikke tog kontakt længere, men troede det var fordi hun ikke ville en svag mand, men der kunne selvfølgelige være dybere grunde bag, så meget vidste han heller ej om hende. Men ja lige nu var det bare så nemt at hade hende, men han hade også alt i denne tid. Deres blikke mødtes på ny, der var stadig noget så velkendt ved den andens og for en stund, lod han sig nyde nærværen imellem, dem selvom dette blot var uskyldigt. " ah så det ikke nemt nej, men jeg formoder han er den rette ja?" på sin vis var han vel glad på den andens vejene, han måtte se selv at komme lidt ud igen og måske finde sig en der kan acceptere ham og hans nye handicap. Jaspar trak i et let smil ved de ord, der var noget rart ved dem " så må du passe godt på ham" svarede han en smule blidt, om andre så dem sådan her ja det var han ligeglad med, her fortiden var han forvejen et samtale emne... 

Et dybt suk forlod ham " ærligt havde jeg ikke tænkt over den del, men alt andet end mine forældre, du ved hvor bekymret de ville være" svarede han og rystede en smule på hovedet. Lige nu føltes de som om benene sov, så prikkede mærkede han ikke rigtig og benet reagerede heller ikke spor. " måske du har tid?" spurgte han næsten en smule håbende, ellers var der vel andre der ville hjælpe, det var efterhånden ofte han blev hjulpet hjem herfra, det var næsten en tjans folk skiftedes om for at sikre han kom godt hjem, og ja så faren ikke endte med at true, han var trods alt højtsående dommer. 

Et frynsende grin og smil trillede stile op på Eskilds læber og han trak en anelse tvivlende på skuldrene. Hvis blot Jaspar vidste hvordan det hele fungeret for ham nu. Jah, så ville han nok væmmes. 
"Du får det til at lyde som om jeg skal giftes med ham" grine han mildt og kunne ikke forestille sig hvilket vanvid det ville være for ham eller for Samuel for den sags skyld. Men fantasier kunne nemt løbe små løbsk med alle, men hans løb nu aldrig så langt, nej. Alt Eskild var og ville, var at vågne op sammen med Samuel, lidt som han til tider gjorde med Stian. Det behøvede ikke at være efter sex eller lignende, men bare det at falde i søvn med den anden og vågne op. Vide at personen var der når man vågnede igen. 

Et bryn hævede sig en anelse. "Vil du have jeg følger dig hjem til dem eller til mig?" nå jah, man var vel Eskild selv i disse stunder. Han trak skævt på smilebåndet og lod hænderne løfte sig fra sit hvil som han gjorde antræk til at rejse sig op, men som han kom begynde op og stå, lod han hånden glide om i nakken af den sårede mand og lod deres pander støde let sammen. "Men selvfølgelig" sagde han med en mild stemme. Små tøvende med at få rejst sig det sidste stykke og lade deres pander skilles igen. 

De var i sandhed meget forskellige mænd, det var godt at Jaspar ikke vidste alt hvad den anden lavede, for det var ikke alt han ville bryde sig om. Smilet fik et bryn til at løfte sig en smule, før han selv måtte grine en smule " det ved man da aldrig, men sig endelig til, jeg skal nok komme til brylluppet" det var vel fint at drille lidt igen, og det var kun ment i sjov det var tydeligt at hører på ham, de søgte noget af det samme, Jaspar søgte også en at vågne op sammen med, eller i det hele taget bare at dele lidt tid med. Men så igen lige nu var han nok ikke den bedste partner, fordi humøret skiftede så meget her for tiden. 

Som spørgsmålet lød, glemte han for et kort sekund hvordan man trak vejret, det kom bag på ham og fik hans eget bryn til at skyde til vejrs " jeg vil gerne med dig hjem Eskild, men er det hvad vi gør, vil jeg ikke kunne holde mig helt fra dig? så det er op til dig" det var sande ord, for var de alene sammen i Eskild hjem, ja så ville han ej kunne undgå at søge nærvær, men nu var det sagt og så måtte det være op til den anden at vælge. Som den anden rejste sig næsten, mærkede han hånden imod sin nakke og et svagt suk slap fri, før deres pander mødtes og hans øjne lod sig glide i, prøvede at holde sig selv fra at søge den andens læber. Jaspar nød denne lille stund, han var ikke sikker på hvad den anden ville vælge, men i det mindste havde han sagt sandheden og dermed kunne have det bedre med sig selv. 
Dog frygtede han let for turen, mest fordi han vidste hvor lidt hans ben ville kunne støtte ham, det var en forbandet sygdom eller hvad det end var. Han var begyndt at mistænke at det kunne være en forgiftning, siden han ikke kunne heales. " hvor vil du hen?" spurgte han forsigtigt, som øjnene gled op og han så på ham, hjertet slog en smule hurtigere. 

Det var på tide at lade dialogen om den unge disciple falde til jords, gå hen i og blive et forglemt samtale emne. Samuel var hans at arbejde med, der var ingen grund til at give Jaspar forkerte billeder eller tanker, for at han ikke satte større spørgsmålstegn ved det faktum at Eskild gik efter en religiøs mand, det var alligevel noget for sig selv. 

Havde det været en fælde, var den klammet i. Men villigheden i hvor hurtigt han ville gå med, som det var det eneste rigtige at gøre, var forståeligt. Afsavn og nærhed, hvor måtte det være gået i glemmebogen når man blev forladt som man blev forladt. Efterladt tilbage med sine forældre og være afhængig af andre, men alligevel. Hvorfor vidste man ikke, lod det til at Eskild ikke gjorde noget så særligt ud af det.
Et handicap var bare en anden måde at leve på, hans var bare en bunden identitets hemmelighed for ham. Ingen grund til at minde sig selv om hvor meget han hadet ikke at kunne vide hvordan folk så ud eller hvad farver var. Han havde kun fortællinger om at himlen var blå som havet, solen gul og græsset grønt. Men hvad det så end betød, måtte han bare gå med på det. Selvfølgelig, det er pænt. "Du er en voksen mand sidst jeg tjekket, Jaspar. Hvad ud gør og ikke gør, kan jeg ikke kontrollere" eller gøre noget ved. Men han ville vel gerne se den anden svede lidt for at få sin vilje, selvom det nok ikke krævede så meget for ham alligevel. Eskild havde været der, prøvet det og man behøvede jo ikke at stå for at gøre det, som de gjorde. 

Hånden i nakken blev sluppet og Eskild kom helt op og stå. Skævede rundt som han så efter noget, men skuespillede skulle jo fortsætte. "Hvordan er du på krykker?" spørgsmålet var noget seriøst, at det aldrig havde set skyggen af noget der indikeret en form af nedladende tone, som andre nok havde givet med. Ellers måtte han jo være fræk og slæbe den anden afsted i en trillebørs vogn med hest til. 

Jaspar behøvede heller ikke vide mere, om den andens forhold for det ville ikke bringe noget godt med sig, det fik ham bare til at føle sig mere ensom, og minde ham om at Lykke og hans løfte ikke betød noget? Forskellen var vel at Eskild var født med sit problem? Hvorimod Jaspar det meste af sit liv, havde kunne gå rundt og slet ikke tænkt på at ende med, at skulle være afhængig af andre.  Men så igen om et halvt års tid, ville han måske være faldet mere til med sit problem, lige nu var der så meget at vænne sig til, og finde ud af hvilke folk der faktisk stadig ville ses med ham. 

Han lod en let latter slippe, men ja han var stadig en voksend mand " det er sandt nok, i disse tider kan man godt glemme det lidt" ærlig snak, især når hans mor havde det med at pusle om ham, det var ikke nemt at acceptere og han fik vist lidt for ofte vrisset af hende. Men som Eskild rejste sig, ja så kom realiteten tilbage en skønne dag ville han måske bruge kørestolen udenfor hjemmet, den tid var han dog ikke nået til endnu, stædigheden fik ham afsted og fornuften forduftede. 
Blikket gled med rundt " jeg er nok ikke den bedste på krykker, det er ret hårdt for armene" pointerede han, efterfulgt af et frustreret suk som han følte sig til besvær, det kunne være de snart skulle have en kørestol henne ved hovedkvarteret så han nemmer kunne bringes hjem... 
Han nappe sig en smule i læben, som han selv lagde an til at rejse sig, dog ikke sikker på om benene ville bære eller ej, men måske den korte pause havde hjulpet? Det var nok mere ønsketænkning end realistisk.... 

Et sinister træk på skuldren blev givet. "Og du undret dig over hvorfor jeg ikke havde noget rigtig forhold til min familie" svaret han lidt som en kendsgerning af, at det var hvad der ville ske. Forældrene, mødre for det meste, havde det med at behandle en som et barn til en evighed. Nu havde han dog aldrig oplevet sin mor i sådan et omfang, men risikoen var der, og han takkede med stor fornøjelse nej til bare muligheden for det. 

'Hårdt for armene'-sætningen fik Eskild til at fryns et lille grin ud og så en smule 'ahva-siger-du' ud i ansigtet, som han ventet fokusset fuldt til Jaspar. "Du har da ellers brugt de arme til nogle lidt voldsommere ting end at støt til krykker", var den faldne soldat virkelig faldet så meget af på den, at krykkerne var hans værste fjende for nu. Byvagten havde nu sine klare erindringer om hvordan de arme af den andens havde løftet ham op med nemhed mod mur og væg i sin tid. De gode gamle dage, som man nu engang ville kalde det. 
Men det var okay. De havde mulighederne for at komme hjem på den ene eller anden måde. "Vent her så" ikke andet var muligt. Det var ikke første gang at Jaspar var i nærheden af hovedkontoret og det var ikke første gang at han havde haft behov for en form af hjælp. Man kunne vel sige at forældrene kom ham i forekøbet med visse ting, for stolen med de solide hjul, jah, den havde de altså her. 

Jaspar måtte nikke en smule, det gav bedre mening nu hvor han selv, havde sine forældre rendende så han næsten var ved at blive sindssyg, selvom de blot prøvede at gøre det godt for ham. "hm ja du den smarte af os" måtte han erkendte, med et svagt smil på læben, det var svært ikke at tænke tilbage i dette øjeblik, han mindes deres tid sammen som en god tid. 
Jo han kunne vel gå med krykker ja, men det var endnu et tegn på svaghed, og meste af alt for nu var det på grund af hvor meget, han netop lige havde brugt sine arme og hænder i kamp, det ville være smertefuld at skulle bruge dem til at løfte sig selv med. 
Han fnøs en smule " jeg er ikke svag nej, men lige nu er mine arme meget brugte, og skal de bruges til mere i dag, så ja kan jeg ikke gå med krykker" informerede han ærligt om, hans arme var næsten ved at blive stærkere efter sygdommen, fordi benene blev brugt mindre, blikket vandre imod den anden som han bad ham vente, og et let grin slap " tror du da jeg løber nogle steder?" svarede han denne gange en smule drilsk. Der var ikke andet for end at betragte ham forsvinde ud fra synsvinkel, imens lod han sig synke en smule sammen, det gjorde Zalans ondt i kroppen, især benene føltes som de brændte under huden. 

Hans forældre havde været smarte både, at efterlade krykker, en stok og en kørestol så det var muligt at få deres søn bragt hjem, de havde erfaret at han ofte endte her, det var ikke nemt for ham at give slip på sin gamle arbejdsplads-. De have indgået aftale om, at byvagten nok skulle sørge for deres søns sikkerhed, mod at de så ofte gav et tilskud til hvad end der måtte mangle af midler, det var en god forhandling. 

Det var ros han ikke kunne nægte. Sandheden var klokkeklar, men at være den smarte krævede alligevel sine ofringer. Hjerneceller der skulle tænke for to eller stå model til dumheder som burde kunne være undgået. Men han trak blot let på smilebåndet over den blide kommentar. 

Selvfølgelig. Armene havde været meget i brug for at få sine frustrationer ud, men det var næppe første gang eller sidste gang. Eskild ville da hade at se Jaspar give efter og blive en skygge af sig selv for noget så simpelt som hans manglende funktionalitet i benene, der var endnu så meget at lære fra sig og i det hele taget lærer. Forældrene sørgede for, at han kunne klare sig, hvis blot han tog chancen og gik med det. "Hvad mere skal de bruges til?" kommentaren var så underliggende og stikkende, mulighederne var jo mange. Men det var noget som Jaspar kunne overveje i mens Eskild forsvandt let med afstanden for at hente kørestolen frem. 

Hænderne lagde sig om håndtagene der var ved ryggen af stolen og mærkede let hvordan hele dyret fungeret. Lidt overvejende, lidt nøje med sine tanker gik han tilbage og placeret den ved siden af stolen hvor Jaspar allerede sad. "Kan du selv flytte røven over eller skal du have hjælp?" 

Jaspar ville med tid nok lærer at klarer sig bedre, og acceptere sin sygdom selvom han stadig, troede på det var en forgiftning for hans far havde sikkert fjender. Som Eskild snakkede lod han blikket hvile imod ham, før han betragtede ham gå og lod sig overveje ordende en smule, lagde den anden op til noget eller var det blot Jaspar der var desperat efter hudkontakt? 
Var det noget han selv ønskede skulle ske? Der var mange spørgsmål, som han ej kunne helt finde svar på i denne stund. 

Synet af kørerstolen fik et suk frem, så hans forældre havde alligevel været forbi med en? Han vidste at turen til Eskild kunne benene ikke holde til, men nøj hvor hade han sig selv for at skulle have hjælp igen. Blikket rette sig imod Eskild " jeg kan godt" svarede han, før han med besvær fik rejst sig og støttede med hænderne på de to stole, for at få sig placeret i kørestolen. Han fik sat sig nogenlunde til rette, og lod blikket vandre lidt ned, dette her var for ham at vise sig som svag, men det var nok kun ham der havde den følelse. " skal vi?" spurgte han, som en hentydning til at komme afsted, ærligt ville han gerne hjem til den anden mand, bare et par timer væk fra forældrene var meget værdsat. 
En hånd lod sig glide igennem lokkerne, imens han afventede at de kunne komme afsted, håbede ej at møde for mange han kendte på sin vej, men hvorfor skulle han dog være så heldig?  

Den observante tilskuer ville nok undre sig over hvorfor han ikke blot hoppede rumpen over på det andet sæde frem for at rejse og sætte sig, men Eskild var ikke den observante tilskuer eller gav meget fokus til det. Han ville ikke give sig selv den medmenneskelighed at ynke med Jaspar, for manden var endnu en veltalende og veludrustet mand i hans optik. Det var, i Eskilds øjne, til Jaspars fordel at han var så ligeglad med det. Joh, han skulle gøre nogle indsatser for at hjælpe, men værre var det nu heller ikke. 

Et brummende hm blev givet og han trådte i og begynder at skubbe vennen frem og lod en neutral mine falde for ansigtet, uberørt af de mulige blikke der måtte være eller blive kastet i deres retning (han kunne jo alligevel ikke se det skete). "Stian har måske efterladt nogen ting derhjemme, men det skal du ikke tage dig af, han har eftermiddagsvagt" fortalte han, det var småt vævende om hvad der foregik mellem han og den anden kollega, men næsten som hvis de bare lige overnattet sammen helt platonisk. 

Jaspar valgte den besværlige måde af ren stædighed, han ville ikke se svag ud, og at sidde i stolen nu for at blive rullet afsted, ja det var noget han hade som pesten. Blikket var rette stift ligeud som de gik, undgik at møde bekendtes blikke, flov over at blive set. Han drejede dog hovedet en smule som Eskild snakkede, prøvede at overveje om der lå mere i det? Havde han nu vidst Eskild var til kvinder ville der ikke være tvivl, men han vidste jo den anden kun var til mænd. 
" mhh sover han ofte ved dig?" hvorfor han følte for at spørge, ja det var ikke til at vide, men pludselig indså Jaspar selv hvor ensom han var blevet. Frygten for folk ikke ville have en mand i kørestol, ja den var stor hos ham men selvfølgelig var han stadig en meget pæn mand. 
Der blev stille som de trillede afsted, imod den andens hjem et sted han før havde været, men dette var anderledes de var ikke et par, og Jaspar var sikker på han ville have svært ved, at holde sig fra at mærke den anden nær sig. Han trak svagt på smilebåndet ved tanken om deres tid sammen, det havde været ret intenst, indtil Lykke var kommet og alt gik itu.  

"Det svinger, det huede ham ikke at jeg gik med en anden for en eftermiddag nogen måneder tilbage" svaret han skødeløst og ærligt. Det var jo ærlige kendsgerninger, og det skulle ikke komme som nogen overraskelse for Jaspar. Eller, måske kunne det meget vel være en overraskelse, for hvor meget gik man op i det at ens ekskæreste kom omkring på sin egen måde. "Men vil du virkelig gerne snak om det?" kunne de snakke om alt andet end hans eskapader, gjorde han med glæde det. 

Brosstenen var ikke ideelt for dette, men de kom frem, selvom han ikke ville være den som sad på sædet i de ujævne flader. 

Eskild drejede ned ad en af sidegaderne, det kunne måske forekomme som en omvej, men han kendte lidt nogen af de samme typer som Jaspar, så han skånede ekskæresten for at møde for mange af de genkendelige ansigter for en stund. Desuden foretrak Eskild selv at gå de lidt mere sky veje, væk fra alt det vante og genkendelige ned til det mindste. 

Jaspar lyttede men fortrød også sit spørgsmål hurtigt, det var måske bedre ikke at vide, hvor mange der havde været efter hans tid? Det var allerede noget han prøvede at glemme igen, alligevel skabte det måske et lille håb om, at den anden ville røre ved ham igen? Kunne man være så heldig? Men så igen ville det være dumt? Han skubbe de mange tanker væk. 
Det var nemt som de ujævne gader, fik ham til at gribe fat ved håndtagene for at sikre sig, han ikke faldt af på vejen, det var flovt nok i forvejen. 

Som han fandt de mindre veje, var han taknemlig det gav lidt mere ro ikke at blive set på denne måde nu, blikket vandre rundt imens han vente på de nåde frem " har du et bedre samtale emne?" lød det efter lidt tænketid, det var nok bedst at snakke om noget andet end sygdom og hvem Eskild havde lagt med. Men lige nu havde han dog ikke et bud på hvad de så kunne diskutere, eller om de overhovedet behøvede snakke? Ærligt nød han stadig den andens selskab det bragte gode minder frem, selvom de sluttede bræt og skidt, havde de haft en god tid sammen. 

'Nej', var det det simple svar. Han havde ikke selv et bedre samtale emne, for hvad skulle de drøfte. Så han lod sig forblive i sin tavse mine for en lille stund og bare førte vejen hjem til sig selv. Det ville være synd at sige det lignede sig selv, det havde før været noget så kedeligt og gråt i betrækket, men Stian havde fået lov at gøre lidt hvad han ville, så der var kommet et hjem og hjemmet. 

Eskild stoppede deres gang, ikke langt fra sit hjem, lænede sig let frem og lod armene glide ned ovre skuldrene på Jaspar og stoppede hovedet ved hans hoved, så mund til øre lå tæt. "Hvad vil du gerne vide, frem for at vi går på list omkring hvem eller hvad jeg ser og foretager mig?" hviskede han stille, og lod hænderne stop ved buksekanten, det var ren og skær provokation.