Det havde været et zalans arbejde siden mødet med Løjtnant Thorne og de informationer han havde givet fra sig. Trods for det havde været sparsomt, var det alligevel ganske informativt. Nok at arbejde med for Eskild, mindre havde endda været nok. Ude set fra, så havde det måske lignet et byvagtanliggende projekt, men det havde passeret grænsen til noget værende personligt. 
Personlige agender var langt fra kønne agender. 

At stalke en stalker var dog alligevel lidt af en opgave. Måske det hele var til Eskilds fordel at han kunne følge med fra afstand og med sideliggende gader, men som omstændighederne var, følt han sig alligevel ganske sårbar. Corinth kunne noget med skygger (eller sådan var det hvert fald af Eskilds opfattelse), og hvis disse skygger var forbundet til adelsmaden, såh var byvagten så sandelige på skideren. Men formodningerne var, at adelsmanden kun kunne kontrollere disse, men ikke mærke eller fornemme hvem som var i skyggerne fra bygningerne. 
Men i denne seneste periode, der havde han været vidt omkring og der var ganske uforventelige oplevelse med på rejsen. Hundekampe i det nedrebylag, en besynderlig interesse for en besynderlige mandsperson, alligevel faldt det nu ganske godt i hak med det billede som han havde af kunsteren. Dagligdagen med Cullin og vennerne, intet usædvanligt der, næsten en generel skuffelse for Eskild. Kunne man virkelig forvente at Corinth lavede noget så gængs? 

Og: så havde der været det han ikke havde regnet med. At det kunne få krøllet et selvtilfreds lille smil op på byvagten, det var næsten for godt til at være sandt, for pirrende til ikke at blive reageret på. Tippen til at falde fra missionen til at opsøge og selv følge med var et sandkort derfra, men det blev aldrig til noget, heldigvis. 

Et suk blev sukket ud, og han valgte at træde igennem den smalle gades passage hen til markedspladsen hvor den sødme duft af Corinth flød som dug de varme sommermorgener. "Corinth" hilste han i sin blå uniform, brynjen var efterladt på kontoret, der var ingen grund til at være fuldt udklædt i uniform for at patruljere i bygaden. Ikke at Eskild som sådan havde patruljeret, men uniformen var på, så tilgængeligheden var der. "Har du tid til at drøfte en sag med mig lidt væk fra folkemængden?" gæstfriheden lå som et tyk lag smør på brød, helt unaturligt og forkert. Mimikken var dog afslappet, naturlig og uinteresseret i egentlig at være hvor han var, men for Corinth - pulsen kunne ikke undgå at stige en tand af nysgerrighed. 

Det var ikke altid at man fornemmede de øjne der fulgte en i skyggerne. Om nogen vidste Corinth bedre en mange andre, at selv i en så befolket og befærdet by som Dianthos, kunne der gemme sig dybe afkroge og gyder. Stræder der aldrig blev betrådt, og steder hvor sollyset aldrig helt nåede ind til stenkrogene. Områder man helst ikke skulle færdes alene - og hvis man gjorde... områder hvor man burde have øjne i nakken. 
Normalt var han dog den der lurede i skyggerne. Som en anden, velfriseret gaderotte, formåede Corinth ofte at skulke afsted i de lange skygger, et uimponeret smil krøllet i mundvigen på de dovne dage. Men det havde i løbet af den sidste måned forandret sig, og en mere opmærksom mand, ville nok have kunne fornemme det. Men der var adelsmanden måske faldet i sit eget hybris, når han anså sig selv som det største rovdyr i koralrevet; hvem ville forfølge ham - hvem kunne have en interesse i det? 

Dagene havde været gode. Nætterne bedre. Og mellemtimerne, appetitlige på sin egen måde. Cullin og resten af slænget havde været godt tidsfordriv i de sidste par dage, og med sommeren lige om hjørnet, kunne man fornemme hvordan at det ændrede luften. Stemningen. Festerne varede længere, hemmeligheder blev mere detaljerede og bylivet voksede i støt, stigende proportioner. Det satte sig i dem, lidt som liderlige hunde der vågnede op efter lang tids slumren, og deres næser lugtede blod. Havde det ikke været for hans lille aftale med løjtnanten, havde Corinth nok også styret dem en anelse mere, men... det føltes så godt at slippe tøjlerne, og lade dem udfolde sig i alt deres groteske, nedværdigende humor. 
Jah det inspirerede, og spredte sig som et forgiftet rodnet, når det samtidigt også kælede for hans egne vaner. Åh det havde været nogle gode uger. 

Men efter hver nat, kom en dag slæbende. Og idag var en af de dage hvor han havde måtte takke nej til tilbuddet om at hænge ud ved deres foretrukne gadehjørne, og i stedet forsøge at få tankerne hen på noget andet. Som blæk, han manglede blæk til et større bestillingsprojekt, og havde nu udskudt at få handlet det ind, i lidt for lang tid. 
De summende menneskemasser var en travl lille bikube at træde ind imellem, og Corinth måtte med nogle små prik med stokken, få bønder og borgere til at dele sig mere op, så han havde en chance for at komme igennem uden at de fik gnubbet sig op af den sorte silkevest, eller (og faktisk for en gangs skyld hvide) ærmer. For det mørkebrune blik, flød masserne sammen til udefinerbare træk og flygtig øjenkontakt - han værdigede dem ikke meget af sin tid. 
Men hørte en ganske genkendelig stemme skære sig igennem masserne, og bryde med hans diskrete pejlen, da han ledte efter fjerpenne-boden. Oh?  
Hovedet drejedes en anelse tilbage, dernæst fulgte kroppen med, og han mødte det tomme blik fra Eskild. Ah, det var efterhånden noget tid siden, og et imødekommende, lidt for glat smil spillede over de bløde læber, da han stoppede op. "Eskild" hilste han, og lod blikket glide ned af hans uniform, førhen det fandt hans ansigt igen. Om han havde tid til at drøfte en sag? 
"Kan man sige nej, når loven henvender sig så direkte?" brummede han lidt retorisk, en anelse morende, og slog inviterende ud med armen så de kunne forsætte fremad, faktisk uden at sætte hælene i jorden ved spørgsmålet. Fordi han var da nysgerrig på hvad det betød. 

Det var så sjældent de kom tilbage. Men spørgsmålet var nok nærmere, hvorfor nu, efter alle de dage? Og pludselig virkede det ikke ligeså vigtigt, at få købt de materialer han oprindeligt kom herud for. 

Stemmer der talte i munden på hinanden, sko der trådte hårdt som blødt i brostenene, børnelegetøj der dunkede mod vægge og træflader, latter og krystaller der blev vekslet. Alle de lyde blev skærmet og skåret væk fra hans sanser. Der var intet af det som talte, alt der i virkeligheden gjalt var det som forekom omkring kunstneren og de som talte til ham, om ham eller med ham. Uanset hvor ligegyldigt det end måtte være, så var det essentielt for det formål der havde ledt Eskild til ham. 
Intet, absolut intet, måtte blive overhørt eller passere som en 'nah det var ikke vedrørende ham'. Alt blev hæftet til hukommelsen. 

Skuldrene trak sig tvivlsom som en kommentar til det retrotiske spørgsmål. Det var vel ganske oplagt at sige nej uanset hvem der spurgte, men Corinth var ingen dum mand, men om det på nogen måde interesseret ham at hjælpe med en sag omkring sig selv, tjoh. Det var vel egentlig aldrig til at vide? Eskild ville personligt selv være noget så nysgerrig i at se hvor langt folk kunne gå, hvad de ville få ud af det og om de kunne få den gavn af ham, som de ønskede. "Hvis du ikke vil hjælpe, er det selvfølgelig også okay" kom det så endelige fra ham, som han lod gangen begynde. 
Et sølle forsøg på at pirre den andens interesse til at gå med og at falde i. Solen varmede de allerede solbrune kinderne godt op, mens hænderne faldt i lommerne som det var ingen ting. Varmen, situationen eller personen. "Jeg ved, du kommer lidt omkring og oplever nogle forskellinge ting, der hvor vi som vagter måske ikke altid er lige dygtige," at tale sig selv ned var en besynderlighed, men på den anden side, talte han også de andre ned - hvor det gav mere mening. Det gav faktisk ganske god mening at tale dem ned, de havde ikke samme flair for at opdage ting som sol og måne gjorde her. 

"Det forlyder lidt at unge drenge, som det primære, bliver udsat for nogle unikke hændelser, det grænser lidt op til det vulgære i nogens øjne.." men ikke mine, ikke at det var nogen hemmelighed. Eskild havde vel aldrig selv oplevet noget som værende grænseoverskridende eller for vulgært til hans kaliber. 

Hvis ikke hans interesse var fanget før, blev den det i hvert fald nu. Hvad fik byvagten til at opsøge ham her? Et eller andet sted, virkede det næsten som deja-vu, med orkanens øje centraliseret omkring den korte udveksling der skete lige her. Sidst havde det været ham selv der havde fundet Eskild i menneskemængden, og selvom man med lidt god vilje kunne argumentere for at det havde været tilfældigt... vidste de vidst begge, at virkeligheden var en helt anden. Den slags storme var ikke tilfældige, men udefra så det tilfældigt ud. 
De mørke øjne spærredes en anelse op, og han fulgte ham lidt med blikket imens han skridtede forbi, noget næsten afventende hvilende tilbage i tankerne. Det var lige godt Zalans, og skyggen af mere spændt energi, lagde sig om det ellers kønne smil. 

Selvfølgelig ville han da hjælpe. Med nogle taktfaste skridt, kom han mere op på siden af Eskild, øjnene let smallet sammen i lyset der skinnede ned over dem, men glad for varmen der fulgte med solen. Det kontrastede også ganske pænt med den lille gysen der senere gled nedover hans arme, da byvagten begyndte at uddybe hvad det her handlede om. Ohh. 
Forskellige minder pressede sig insisterende på, episoder, hvorfor ringede det en genkendelig klokke? Og Corinth lod et lidt dovent suk slippe over læberne, da han lænede sig ind i samtalen. "Jeg har et aktivt liv, det er sandt" indrømmede han, og smilte en anelse. Oplevede nogle forskellige ting? Det var i hvert fald et ord for det, han kom måske ret vidt omkring. Men de steder hvor han kom, havde de det med at dukke op. Arrogancen i Corinth hviskede at det selvfølgelig var fordi de ikke kunne lade være. At han fascinerede dem, eller på sin vis fangede deres opmærksomhed. 

Havde rygterne ledt Eskild direkte til ham? Var han så nem at gennemskue? Tanken gjorde ham vagtsom, men der var et eller andet ved tonen, som samtidigt gjorde ham mere afslappet. "Virkelig? Her i Dianthos?" og han spillede lidt dumt med, øjnene hvilende over den blinde skikkelse imens de gik. Tonen var nonchalant, og det kunne meget vel være et trick. Men alligevel. 
"Nogle tunge rygter, kan jeg fornemme. Og i mener at det er mere end rygter?" stemmen var nysgerrig, men havde også en falsk (omend glat) kant af medfølelse med sig. Stakler, kunne man næsten høre ham mime. Overbevisende for mange, men byvagten havde det, ironisk nok, med at se igennem ham. 

De spillede et heftig spil af skak, de begge havde haft et udgangspunkt og et forventet mål der faldt til deres fordel. Et nyt spil var sat i værk og Eskild måtte være nøjsommelig og forsigtig. Corinths eksistens havde allerede bevist sig at det simpleste ved denne mand kunne få noget til at krible så grusomt i Eskilds mellemgulv. Det var en forfærdelige hvordan en så pervers person kunne have sådan en effekt på den ellers så simple Eskild. (Selvom det i virkeligheden var to perversiteter der blot opildnede hinanden, ingen af dem var simple eller Isaris gave til menneskeheden.)
Kun guderne kunne vide hvad de havde sat i spil og hvor vidt de agtede at følge med i deres egen lege tvivlede de øvre magter. 

Linen var lagt ud, men det var med en nænsomhed fisken gled omkring krogen. Små skub og ryk, men intet bid der led til en mulig fangst. Eskild turde heller ikke skræmme den varsomme adelsmand væk. Så at tale ham op, puste til arrogancen og den selvhøjtidelighed han måtte have, det skulle (hvis han spillede sine kort rigtigt) give det ønskede bid i sidste ende. Et nynnende tungt brummen bekræftede at det aktive liv i sandhed var en sandhed. Det skulle de da ikke komme uden om. "Spar mig for dit spil om at være overrasket" frynsede han en anelse og trak et skævt smil op. "Du ved lige så vel som jeg, at der sker mærkelige ting i en by som denne" det var et samlingspunkt for alle de skæve typer, at Corinth bare var fanget i midten af det hele var til hans egen fordel og fornøjelse. Han havde alt det sjove at gå til og lege med. Jah en mild jalousi var at fornemme for den unge læser. 

En rynken mellem brynene blev fremtryllede på byvagten og han vendte skævende blikket mod adelsmanden. Nok var Eskild på embeds vegne, men nu måtte de da lige holde kammertonen for deres realitet. "En enkelte har valgt at stå frem og givet nogle beskrivelser der beklageligvis kunne identificeres til at være en af dine venner" skuespillet trillede smageligt frem som en beklagelse skulle tilfalde adelsmanden, men en opfølgning fulgte trop: "Og eftersom du og jeg har en så behagelig relation til hinanden, tænkte jeg, at du kunne hjælpe mig med at berette om hvor vidt vennen havde været på egen fod eller i samværd med dit slæng" men hvem af vennerne skulle han dog gå med? Cullin var for oplagt, så det måtte komme lidt an på reaktionen han fik i sidste ende. 

Det var en indrømmelse uden lige, og den var ganske sand. Der skete virkelig underlige ting, så snart mørket fandt på, når aftenens mennesker søgte udenfor på gadehjørnerne. Når den mørkhårede mand påpegede den hykleriske morale, kunne Corinth godt se at det måske var et dårligt spil for galleriet, at han var overrasket. At Eskild så lige igennem ham, som transparent, lidt tåget glas. Men intet skulle komme alt for nemt; ellers blev spillet hurtigt så kedeligt. 
Et skeptisk løft i øjenbrynet, og Corinth mødte de blinde øjne, men tavs, næsten afventende overvejelse i de rødbrune øjne hos sig selv, lyttende på hvad den anden mand havde af forsættelse, et lyttende smil i mundvigen imens byvagten gik i sagens detaljer. 

Ahh, så det var ikke rygter om ham, men om en af hans kammerater? Hvorfor følte han et stik af irritation, blande sig med lettelsen over at det trods alt ikke var ham der var i sigtekornet...
Jah egentlig var det nok en forskruet arrogance, der pillede ved en stilfærdigt, voksende harme - hvad, de troede virkelig at hans dumpap venner, kunne liste så glat omkring? En rationel del af adelsmanden vidste udmærket at det her var godt, at det til hver en tid var godt nyt for ham - det bekræftede trods alt også Corinth i, at han ikke efterlod løse ender. Hvis det altså var rigtigt. 
Men tanken om at nogen derude i fremtiden, måske endda en af hans vener, potentielt set, fik æren for hans handy-arbejde? Den tanke snappede efter rødderne af hans forfængelighed. Det føltes som plagiat, og det sloges med hans mere taktiske rationale. Hvem havde skam nok i livet, til at tage de rygter de burde tilhøre ham? 
Intet af det faldt dog over de lyse læber, da Corinth i stedet fløjtede en dæmpet, lidt imponeret lyd. "Det siger du ikke..." en af hans venner. Det ville næsten kun være en positiv overraskelse, at se dem træde mere ved siden af, end hvad end tæskeholdet havde vurderet som værende den 'rigtige' måde at hænge ud på. 

Og så kom det - en lille nykke til hvorfor han havde pustet til de ellers rolige vinde. En behagelig relation. Adelsmandens blik studerede Eskilds profil, hængende omkring de pæne træk, inden at han med et lille grin brød øjenkontakten, og forsatte. Det var vel en form for formulering, omkring hvad de to bar med sig. "Og hvad får dig til at tro, at jeg er mine venners vogter?" måske en lidt mere poetisk måde at beskrive sig på, men nu måtte han da lige. Hvad fik Eskild til at tro, at Corinth babysittede sine venner?
Ikke fordi at han tog fejl, jah igen ramte ordene en smule for tæt på sømmets overflade. Og Corinth - sine selviske vaner til trods - holdt altid et vågent øje med sine venskaber. Specielt på lidt god afstand, og uden at de helt vidste det selv. 

Det var en kendsgerning, uanset univers og realitet, så var det natten der tiltræk de skæve typer og viste naturens sandhed for hvad den var. Natten bød på mange skikkelser af mænd og kvinder som alle kunne være mildne eller værre end adelsmanden her, men han stod nu ganske solidt som et unikum for sin egen identitet. Intet syntes bedre end ham, selvom hvad han gjorde ikke hørte nogen steder hjemme i deres universer, bifaldt Eskild det i det skjulte. 
Han havde ganske god tillid til djævlen, men om det blot talte om at han var en form af djævle i sin egen eksistens, kunne ingen helt vidne om. 

Klar som glas, så han igennem kroppens løgne. Stetoskopet fortalte mere end bare om kroppens sundhed og tilstand, selvom det hele virkede så unaturlig, så ganske surrealistisk, var det kendsgerninger han stod ved. Corinths ære skulle tages fra ham, presse ham frem i lyset, væk fra mørket i gyden. Eskild nød det mere end hvad der skulle være tilladt. Lyve sig til sandheder, alle kneb gjalt når det kom til krig og kærlighed. Kærligheden var blot et fatamorgana for en fantasi om at være den bedste. Have den bedste hånd og spille med. 
Skyggerne kunne ikke fortælle hans tanker eller fremtidige trin og veje han ville gå. Det skulle alt komme som en overraskelse, selv for ham selv.  

Den sjette sans fortalte ham, at der blev kigget på ham. Studeret eller studsede over hans kropssprog og fortællinger. "Jeg erfaret ud fra vores første møde, at du er en dygtig dukkefører" selvom det nok ikke skulle se sådan ud. Men nogen skulle hviske den mulige leder i ørerne, guide ham til en sejr eller til et fald. "Sirell er den af dine venner vi mistænker. Ham .. Kylling var også en værdig kandidat, men det blev hurtigt vurderet at han ikke evnede det" ingen grund til at oversælge den, det var ingen hemmelighed at Eskild ikke helt huede sig ved tanken om at give Cullin nogen form af kredit eller anerkendelse, manden var et usagligt brød. 

Men -- hov. Eskild kunne da heller ikke helt undgå lige at lade sin skulder skub lidt til adelsmanden. Man kunne ikke hele tiden være så formel og på arbejde. Der skulle røres lidt op i tingene. Som det var en hentydning til et .. tag mig med dig hjem igen. 
Dog ville det være en unødvendighed, der var nok at tage hånd om, de skulle blot tale, nyde hinandens orale selskab. Et lille selvtilfreds smil voksede dog skråt op over Eskilds læber som han tænkte sådan på det. 

Skulle han fortsætte i denne mands selskab ud i fremtiden, ville det blot ende med at han omkom. Bare de fantasier han kunne få var nok, men det var uanstændigt at dvæle ved nu. Eskild var jo på arbejde, et personligt arbejde. 

Det faldt måske et lidt for godt sted, når den anden begyndte at rose ham. Arrogance kunne bære dig langt, og den værnede som et mur om sin allerede - gjorde ham skarpsindighed, handlingsparat. Men samtidig også blind. 
Især hvad angik hans egne begrænsninger. Selvom det var fristende, og måske også en smule for let sådan at spinde løgne og halve sandheder, vidste Corinth at det også var et net der var svært at styre, hvis først lavinen begyndte at rulle. På en og samme tid talte byvagten sandt - med blinde øjne vidste Corinth, at han var en yderst god dukkefører. Men han var lige ved at springe ud af skyggerne, da Eskild alligevel nævnte et andet navn. 

Sirell? Han stivnede umærkelige i et skridt, og man skulle næsten kun blinke, og så var det overstået. Han var.. ikke andet end en medløber. Men samtidigt, slet ikke så pervers at han kunne finde på at overskride de grænser. Det var i hvert fald hvad man burde svare, som værende en god ven. 
En sagte latter blødte hans umiddelbare forargelse op, der var Cullins kælenavn igen, og Corinth lukkede mageligt øjnene imod himlen, imens han samlede sine tanker. Noget der ikke burde tage lang tid, men alligevel trak ud, indtil han følte det sagte puf imod hans skulder. Og er kønt, lidt selvtilfreds smil blomstrede frem. 
Han så joh næsten for glad ud, i forhold til emnets. Han nød det? 
Lidt henkastet puffede han tilbage, ligeså meget for at de hvad det ville bringe med sig. Eskild var i et lunefuldt humør, og det interesserede ham.

"Sirell? Som en form for mand? Han går ellers så sjældent ud alene..." Smilede han lidt eftertænksomt. Ikke afvisende, men med et toneleje de vidnede om, at han legede med emnet. Og de implicitte detaljer. De kunne godt snakke som om at det var Sirell, fordi nu var han nysgerrig. 
Og stadigvæk arrogant - han måtte vide hvilke kvaliteter de sådan havde spottet - også selvom at det måske rykkede ham for tæt på ilden. "Men så igen, man kan sjældent se hvem der er typen, kan man vel? Måske det nemlig kun går galt, når han endelig går ud alene..." Funderede han forsat. 
Lidt mere roligt lænede han sig ind imod den lidt højere mand, og tilføjede lavmælt. "Går i normalt til jeres mistænktes nærmeste, eller er det bare din afhøringsstil som er anderledes?" Uden at bryde med deres tempo. 

Det var sjældent man fandt så ligeværdige modstandere, men når man så endelige gjorde det, gjorde man så ment også alt for at holde sig selv, og dem, på dupperne. Det ville være sådan en skam hvis den ene eller den anden faldt af på den og de ikke længere kunne nyde godt af deres relation til hinanden. 

Eskild lavede et klem med øjnene som han sansede det stivende sekund. Noget ramte en nerve, men noget sagde ham, at kunsteren ikke ville give sig så let. Ikke at Eskild forventede han ville falde så let, det ville jo have været en katastrofe og kæmp skuffelse for ham, hvis det viste sig at Corinth slet ikke var så skarpsindig som han ellers gav udtryk for. Latteren var som kælende stryg for ham, pirrende og genopfriskende for hvad han kunne få fra den magelige mandsperson. 

Skub til skub, det var et dejligt pust, uprofessionel og legende. 

Et tungt blink med øjnene og brynene der for et sekund lod sig hæve op i panden som modtagelse af svar for hvad han fik fortalt. Han havde ingen idé om hvor vidt det var sent eller ej, Sirell var for ham bare en af de tungnemme personer Corinth gik omkring med, i slæng med Cullin - eller den navngivende kylling som han var. "Uanset hvad, er det typen som efterlader byens befolkning i nogle.. unikke stemninger" der var alligevel ingen grund til at lægge skjul på at han fandt det pirrende af den ene eller anden art. 
Eskild lod en hånd blive løftet op for at tage let om nakken på kunsteren, men muligheden for at vige uden om skulle være der, ikke at han ville mistænke ham for at flygte fra det. 

"Havde jeg trukket dig med til hovedkontoret, havde du næppe ville fortælle mig noget.. og som sagt, vores gode relation til hinanden gør det hele lidt nemmere" at tale om alt det forkerte og gustne som byens folk frygter for at opleve. 

"Men hvis jeg gav dig en dato, et tidspunkt og sted, ville du så kunne fortælle mig om du var med ham på daværende?"  tidspunkt

Der var et eller andet ved den andens nærvær, der gradvist vækkede mere og mere af Corinths... jah, opmærksomhed. Men ikke bare interesse, fordi den havde han hevet i land ligeså snart emnet her kom op - nej - han kunne mere fysisk mærke det. Man følte sig i live på så forskellige tidspunkter, og nogle af kunstnerens egne faldgruber, dansede i skyggen af lys og mørke. I hans værker, kunne det ses som skærende hvid imod blæksort, i hans privatliv, var han dybt afhængig af Levines tilstedeværelse, og hvad de gjorde ved ham. 
Og nu? De mørke øjne rykkede ikke hen for at betragte Eskild, da han hørte det lavælte svar. Unikke stemninger. Men fra hans greb i nakken, trillede gåsehuden ned af rygsøjlen, kulde og varme i en dans han genkendte som værende spænding og undren. Han lød stadigvæk ikke afvisende, og det var svært at begribe. Var det ikke? 

Adelsmanden brummede lidt mere enigt, nej, han havde ikke foretrukket at blive trukket nogle steder hen, hvis det ikke var en del af hans egne planer. Men han kunne respektere hvordan de to, kunne snakke lettere, og lænede hovedet lidt tilbage i hans efterfølgende spørgsmål. Så rolig og fattet Eskild alligevel var. "Hvis jeg svarer allerede nu, så let og hurtigt... er du så allerede på vej videre?" undgik han spørgsmålet med, men mente dog hvad han sagde, ordene spørgende. Fordi det ville joh næsten være en skam. 

Markedspladsens åbne område smalledes ind til en gade, og han ænsede et eller andet sted at enkelte kiggede en anelse efter dem, brugte ikke meget tid på at tænke over deres undrende øjne. "Unikke stemninger?" gentog han, dog ikke i samme dæmpede toneleje som før, det rørte ham ikke forfærdelig meget, hvis nogle lyttede med. Hvor de gik hen, var dog et spørgsmål man kunne stille sig selv, og han skubbede ham en anelse prøvende imod den ene side af gaden, fremfor midt i, for at se om Eskild fulgte med. 
Stemte han imod og havde en plan, kunne han dog godt føje sig, for nu. 

Hånden faldt til i nakken, et let og givende tag som nærmest blev ført i en masserende bevægelse som fingrene fik lagt sig til rette. Han ville så gerne forurene den mands læber og svælg, offentlig såvel privat. Men i denne påklædning kunne han ikke rigtig tillade sig at gå de veje — ikke før de stod mere privat og væk fra det åbne skue. 

Næsen rynkede kort og hele mikken træk let sammen. “Tror du virkelig jeg ville gå uden at få en smag med mig?” Blufærdigheden fandtes ikke i Eskilds krop med denne mand. Der var absolut ingen hæmninger og ingen lyster der skulle gå sultne hjem. 
Men som om at Corinth ville give ham den fornøjelse så hurtig. Manden spillede jo for zalans skak. 

De lod sig lede ned ad en smallere gade. Hånden små guidede adelsmanden, men ikke mere end han kunne trække sig nemt fri. Unikke stemninger blev bagt på banen, og Eskild trak let i den ene mundvige, som han fik bid. Trækket blev dog sluppet hurtigt igen og han vendte let blikket mod Corinth. “Unikke steminger. Nogle i byen er utrygge, andre uforstående over for det.. enkelte betaget og fascineret”. Men det var ikke nok blot at nævne det.

Sirell skulle have al den ros der uretmæssig var hans. “Personligt.. så fanger ham Sirell min nysgerrighed, den vulgære tilgang kan jo gøre en helt opstemt” kan gøre; eller snarer gjorde en helt opstemt. Liderlighed når den burde være mindst ønsket, men hva zalans. Han stolede selvfølgelig på Corinth til at kunne fortælle ham sådanne ting, men samtidig stolede han også på at Corinth ville fælde sig selv, nu når rosen og lysten tilfaldt en anden end ham selv.  

Man kunne altid bilde sig det bedste ind, og så opleve virkeligheden skuffe. Selvom det var lykkedes ham at lokke Eskild med én gang - og det med en overraskende god stemning omkring sig - så kunne man vel ikke tillade sig at forvente det igen. Så meget magt ville han slet ikke give byvagten lov til at have; det ville gøre enhver lidt for dristig, givet hvor let han havde det med at give efter, når det kom til stykket. 
Men alligevel. 
Alligevel pirrede det hans sind, og skubbede både smilet samt hjerterytmen op, hos den blonde mand. Ikke uden... bare en lille smagsprøve. 
Men ud fra den retning de så viste sig at tage, virkede det ikke som om at han var alene i den tanke, og Corinth fulgte med et overvejende glimt i øjet med, da han gik af smallere gyder end det stræde de betrådte nu. Hmm. 
Hvad end overvejelser han kunne have gjort sig, fordampede dog som dug for solen, da han gav sig til at uddybe hvad der blev ment. 

Åh det mente han ikke. Han skamroste ham, men med en næsten provokerende mængde usandheder i sig. 

I de mørke øjne, ville dem der kunne se, ane hvordan bevidstheden om at de snakkede om ham (og den indre retfærdighedsfølelse), slås med fornuften. Et lidt dybere, jah grænsende til afvisende fnys forlod ham, og han måtte bide sig i tungen for ikke bare at le af det statement. "Du lyder næsten som om at du vil møde ham, sådan en aften.." Corinth rettede en anelse på den taske der hang over hans arm. Og kunne alligevel ikke dy sig. "Men Sirell er ikke-" og han stoppede sine ord, måske lidt for hurtigt til at redde den, men forsøgte med: "Du virker så skråsikker. Hvornår er det helt præcist, at du hævder at have set ham?" Og Corinth stemte langsomt imod i sine skridt, ansigtet på vej til at drejes imod Eskild. Næ hov. Det var pludselig blevet mørkere. 
Solens stråler trængte ikke ned i gadebilledet, og kulden i skyggen, lagde sig som et behageligt, næsten hjemligt tæppe om den blonde mands tøj. 
Kæmpede med den gnist der dæmrede fra nakken, og ellers holdt hans krop opmærksom. 

Fingerspillet på klaveret stilnede frem, det havde den rette klang og banede stille vej til en form af sejr for ham. Det var så vigtigt at holde kroppen i ro når det kom til stykket, alle de små afslørninger var som sukker på jordbær de varme sommerdage. Den søde og bitre blanding som næsten skulle kunne slikkes af maven på en anden. 
Hånden i nakken lod sig stille slippe og gled kort ned ad ryggen ad kunstneren før den helt forlod ham. De var på ved væk fra de befolkede stræder, udskiftede dem med de stille og forladte så snart afstanden faldt bag dem. 

Eskild lod stille tungetippen fugte læberne som et fnys blev givet. Det sagde næste lige så meget som det blik han ikke kunne se. En boblende selvtilfredshed brusede op i Eskild. "Ville det være så forkert?" det var som at træk et ben af stankelben. Åh, noget skete der, men Eskild lod som om han ikke fangede det, det var bare luft som summede ud af Corinth. Varm luft, men luft. 

Varmen forsvandt langsomt, gadebilledet var ændret og de var nu her. Som et elskende par gemt lidt væk. Eskild stoppede selv lige så stille op og lod sig skævt læne op ad muren som mirakuløst tilfaldt ham. "10 dags tid siden, tæt mod midnat, men alligevel med lidt liv tilbage i bybilledet.. Men lyden af hvordan den unge mand både lød til at nyde det, men også hade det som fingrene blev presset på ind i munden på ham" - "Som folk dog kunne beskrive det" så konkrete deltaljer, så givende en afsløring. Eskild kunne aldrig have tilladt sig at afbryde dem, for de lød til at ville det begge, selvom han personligt havde fortrukket det var ham selv det var blevet gjort i mod. 

Det var en tung opmærksomhed der hvilede i Corinths øjne. Emnet de snakkede om, fik det frem i ham, måden det blev undveget, og alligevel trukket ud i lyset. Det var måske meget godt, at Eskild var blind som en flagermus, så man ikke kunne fornemme adelsmandens smil, og den kant det fik, med de mørkebrune øjne. 
Om det ville være forkert? Jah utrolig forkert. Med måden byvagten talte 'Sirell' op, lød det nemlig ikke til at han havde intentioner om at stoppe ham - selv hvis han fangede ham med halen i rævefælden. Og det var så forkert. 

Corinth fugtede læberne. "Som folk kunne beskrive det.." gentog han, og følte en boblende, vridende fornemmelse af latter lure under tonelejet - åh han ville ønske han kunne vride løgn fra sandhed, ligeså selvsikkert som Eskild og andre løgndetektorer kunne. Ikke at der var konkreter beviser for det, han virkede bare irriterende nok, til at kunne bryde adelsmandens ellers glatte løgne fra hinanden. 
10 dages tid siden. Det havde ikke været Sirell, havde det? 

Corinth lod til at overveje ordene udvendigt, men havde i sandhed ikke meget interesse i hvornår, eller hvorfor. Fordi luften omkring Eskild og ham, føltes gradvist mere elektrisk - og ikke på grund af den detalje. Han havde... været der..? 
Corinth sank derpå en anelse, hvorfor gjorde den tanke ham næsten kun lidt mere pirrelig, og lod en overvejende hånd glide op for at rette på en halsklud der ellers ikke virkede til at sidde skævt på nogen måde. "Mmmh, vi var ude som en større gruppe, for 10 dage siden" summede han - jah legede han med, og skubbede fristelsen til at udnytte gydens mørke, en anelse på afstand. 
Det virkede næsten som noget han ville have skete. Så en pæn facade holdt hænderne på plads, og han krydsede armene, for at holde det nede. "Så du er efter ham, fordi i er i tvivl, om modparten ville?" 

Lød ordsproget ikke at lige børn leger bedst? Disse to herre, skændsler for mænd, legede legen i aller bedste velgående. Der var skam ingen skam i at kunne lide det forkerte eller ville stikke til det. Kloge gik til grænsen, genier var grænsesøgende og gjorde sit for at rykke den. 
Dog legede Eskild legen beskidt og under bæltestedet, det var ufint at være så skamrosende for et menneske han havde absolut ingen respekt for, men alt for at få sandheden fra monsteret han så gerne vil udsættes for i de mørke aftentimer selv. 

"Det ligner ikke dig at være sådan en papegøje" summede han stille ud. Prikkende til skikkelsen af væsnet der virkede til at være ud af sin habituelle tilstand. Og han var sågar ikke gang taget med bukserne nede, selvom det selvfølgelig endnu kunne nåes. 
Ingen grund til at frygte for, at Eskild ikke nok skulle være venlig. 

Skuldrene blev trukket op mod ørerne som en afventende og nysgerrig invitation til at komme tættere, hvis han turde. Noget sagde lidt byvagten at han var påpasselige - og der fik han sin teori bekræftet. Ah, adelsmanden var ikke faldet helt af på den, men den var tynd. Tynd som alkoholfrit øl. "Jah? Der ser man bare, hvor var I da henne, siden I så ikke var på byvagt jagt" var det for at stramme garnet en tand for meget om adelmandens hals. 
Små ryst blev givet, og han rettet sine arme, så de lå i en mere behagelig form af krydsning. "Den unge mand var selv forbi for at indgive en klage, forældrene var ikke glade for at det kunne ske" intet om hvor vidt drengen selv nød det eller ej. 

Nej, det lignede ham ikke.
Altid klar med en smart bemærkning, og hvis den ikke var smart, var den i hvert fald dum - begge ting gik oftest an, i langt de fleste kredse. Så hvorfor føltes det anderledes her? Adelsmandens øjne fulgte den afslappede skikkelse, der så pænt og roligt lænede sig op af den kolde mur. Ikke nødvendigvis væk fra ham, og alligevel kunne man ane hvordan det prikkede til Corinths indre væsen af et rovdyr. Fik ham til at krumme sig sammen, øjnene store, sanserne skærpet. Men ikke af frygt. Og så slet ikke fordi han var på vej væk. Nej, nok nærmere lig en kat der lagde sig på lur.
Halen viftende fra side til side i små, utålmodige, legesyge ryk, pupiller der åd sig ind i det mørkebrune, kløer æltende i det ikke eksisterende underlag han balancerede sine påstande på.

Tasken han havde båret på, blev med et lille dump sat ned på jorden, og Corinth gled nogle skridt nærmere, den ene hånd støttende imod væggen bagved Eskild i et dæmpet smæk, da læderet ramte stenmuren. "Jamen. Hvor var du dog henne, siden vi ikke kunne finde dig?" bød han igen med, jah næsten flirtende egentlig. Undgå et spørgsmål, med et andet, hovedet en anelse studerende på skrå da han skævede over den lidt højere skikkelse. Det skarpe ansigt, de tomme øjne, de bløde læber... der var ikke meget nervøsitet at ane hos Eskild, til trods for at han gik tæt, manden frygtede ham ikke. Men bare for at være sikker, lænede Corinth sig langsomt ind imod hans hals, og gav ham næsten et undersøgende lille snif. Jah han duftede endda af sig selv. 
"Jeg havde ellers hørt...  at han intet havde at klage over" Ordene pressede sig ud af munden på ham, et hånende smil over sig; arrogance gjorde ham uovervindelig. Skødesløs. Men at brænde sig på truslerne virkede næsten opstemmende for den blonde mand, der langsomt trak hovedet til sig igen, men slap ikke væggen. 

Blodet var som den stille vind, næsten ikke til at registere i det normale og gense jeg, men så snart der lige så stille kunne trække op til storm, lige så hurtigt kunne blodet vende sig i kroppen og finde sin positioner til kamp eller flygt. Selvom byvagten da gerne ville opleve adelsmanden svede af frygt, var det næppe af den årsag man så ham svede. 
Pirrende som det end måtte være, skulle man vel lege inden for normens grænser. Eskild lagde absolut ikke op til noget, selvom han så småt inviteret ved blot at være så indviende i det hele. Der var ikke plads til flere løsslupne sex aktivitet, specielt ikke hvis man så gerne ville have Stian for sig selv, om Eskild jo nu gerne ville. Eller, han ville bare ikke have Stian så andre. 

Baghovedet rullede næsten små flirtende til siden som lyden af tanke taske brostenene og lyden af skridt hurtigt blev højere og  hånden dækker til i læder, hvis materiale gav sig mod stenmuren. Alt gav sig lige så stille, men intet rykkede sig alligevel. Spørgsmålet var så indbydende, leg med mig. Hovedet rullede tilbage til så næsen stod med front mod Corinth, men han lænede det en anelse tilbage, som han løftede kæben en anelse: "Hjemme for at onanere" svaret han som det var det eneste rigtige svar at give. Men var det ikke også en form af sandhed? 
Eskild havde jo onaneret til det efterfølgende, men at det så var resulteret i noget mere efterfølgende med en anden, det var jo sagen irrelevant. 

Af ren og skær provokation blottede han blot mere af sin hals for kunstneren som han kom tæt på, tog sine små snif. "Sikke du smiler i din talen lige nu.. hvor gammel var han da, Corinth?" spurgte han. Ingen grund til at lege gemmeleg med de smil, smil kunne høres, specielt hvis de var opstemte nok i et særligt humør. 
Eskild lod hovede falde lidt tilbage, løsnede sine armen fra deres korslægning, og lod den ene tage let fat i tøjet af den anden ved brystkassen, et let træk, som han ville have ham tættere på. Have et ben presset i mellem sine, det var jo bare for sjov. 

Langt de fleste ville stikke ham en løgn på sådan et spørgsmål... hvis ikke for lethedens skyld, så for privatlivets fred, hvad ragede det en mand som Corinth, hvor Eskild gik - og ikke gik. Nej, det ragede ham ikke en skid var det rigtige svar. Men Eskild var trods alt ikke som 'langt de fleste', var han vel? 
Så adelsmanden burde have forventet det bramfrie svar, der i det næste nu gled over hans læber. Oh, alligevel lidt af et billede, tænkt med øjne der kort gled nedad, efterfulgt af en lille pause. Ikke meget mere end et kort sekunds tøven.
Jah det var ikke meget reaktion. Men lige nok til at vende ordene indvendigt, og med et summende, lille 'hmm' lade byvagten vide, at han skam hørte ham - visuelle tanker og alt det der. Det var trods alt noget han faktisk kunne forestille sig. 

Provokationerne virkede dog. Jah en ræv kunne sagtens have set, genkendt og noteret sig en rævefælde, og dog stadigvæk falde med hovedet først i. 
Corinth kæmpede nemlig ikke imod, da han følte en let, lille trækken omkring trøjen, der bød ham komme tæt fremfor at trække sig. Selvom spørgsmålet var et han (kva sine egne forklaringer) ikke burde kunne svare på, skubbede adelsmanden sine forbehold mere til siden og lænede sig lidt mere intimt ind til det tilbagelænede hoved for at hviske. "Alder er bare et heldigt tal, er det ikke?" med racer der levede i evigheder, og mennesker som de to, der kun levede til 70 hvis de var (u)heldige? Det var ikke nogen hemmelighed, selvom han fortalte det som om at det var. Der var ingen høj hest at sidde på, vel?
Og dog alligevel, da han udmærket vidste, at knægten ikke havde været meget mere end 17. Måske endda kun lige akkurat, men... og Corinth skubbede knæet ind imellem hans ben, skubbede dovent en anelse op, næsten som en understregelse til de efterfølgende ord. Jah, han smilede, en lidt mere opmuntrende brummen fra bringen. 
"Han var i hvert fald frisk. Temperamentsfuld, og alligevel føjede han sig så hurtigt, der til sidst... ... har jeg hørt" som om at det kunne redde sætningen, men hvad fanden. Corinth havde nydt at tage hvad end opridsede grænser knægten havde forestillet sig eksisterede, hvad end sociale spilleregler han håbede holdt ham ren, og tværet dem ned i grøften. Og nydt det, ganske rigtigt med samme smil om læberne som nu. 

Den bitre sødme svang sig klæbrigt i mellem dem som en giftig tåge. Ærligheder om sin manglende blufærdigheder og interessen i at have intimsfærden brudt. Det var intet andet end seksuelle spænding. Den burde ikke være så velkommen, men nogen ting kunne man ikke lukke ned for. Rent afhørings set var dette jo klart en fordel, intet under at Issac Thorne tog sig mange over bordene i arresten. 
Men det var jo ikke noget de skulle til, det var bare en teknik for at få nogen svar for at holde noget over hovedet på den anden. afpresning for afpresning. 

Brystkassen hævede sig helt naturligt i vejrtrækningen som hvisken tilfaldt ham, ene og alene ham. De stod så zalans tæt, men det var næppe nok for sekundet. Et drilsk lille gipsende støn forlod Eskild. Alder var selvfølgelig bare et tal, men selv vovede mænd havde en grænse. De kunne måske godt gå hen og blive for gamle til Corinth, var det noget Eskild skulle frygte for? At blive for gammel. 
Benene skilte sig kun lige til at få benet i mellem sig og knæet der så fint listede op, hilste på med sin stilfærdige færden. Det var jo en så dygtig adelsmand. Han fulgte med som han skulle. " Hvordan temperamentsfuld? " sukkede Eskild bedende for et svar, hvis hænder lige så stille gled mere omkring hoften på den anden. Han skulle nok sørge for ikke at være den som rørte ved ham, men selvfølgelig ville han selv gerne lige røres lidt. 
" Eller er det Sirell jeg skal spørge om det? " stak han stille for at lege med på det forgæves forsøg på at redde den fra før. Det gjorde nu ikke noget, alt for at holde Corinth på ujævne overfalde. Fald i, hvis ikke for Sirell, så for mig. 

Spillet spandt sine tråde, og Corinth legede gerne med. For at være med, måtte man satse bare en smule - hvad end det så var ære, omdømme, hemmeligheder. Om ringen så var i en sidegade, en balsal eller til en havnefest, var joh egentlig underordnet; han ville ikke forbigå chancen. 
Selv satsede ofte sit omdømme... hvad havde Eskild smidt i ringen - også sit omdømme? Han reagerede så pænt på de små tilnærmelser, at Corinth næsten ville ønske nogle gik forbi, så de kunne genkende byvagten. 
Den blonde mand lænede sig en anelse tilbage, og overvejede kort om han skulle svare. Men ligesom sidst, vidste han godt at det var for at provokere ham. Og ligesom sidst, kunne han ikke helt dy sig. "Vidste du, at hvis et menneske - vores svage krop til trods - virkelig vil det.. kan bide så godt som igennem ret hårde ting. En finger, øre, hud - selv vores korte negle kan gøre skade.." og han tappede uden helt at lægge mærke til det, pege og langefingeren imod muren bagved Eskild. Det dunkede stadigvæk en anelse, når han tænkte på hvordan han havde bidt ham, handsken havde taget det værste.
Men havde han virkelig ville, havde han kunne gøre meget større skade - hvis knægten virkelig ville have skadet ham, skulle det være behandlet. Ikke desto mindre, var det lang tid siden. 

Igennem stoffet var det svært at ignorere det lille greb om hoften. Og Corinth flyttede med en studerende mimik hånden op, og tappede hans kæbe, ligeså grebet af den spænding der lå imellem dem. Måske en anelse i en form for trance, som han heller ikke prøvede at bryde fri fra. Med låret pressede han ham tilbage, idet at han krogede fingeren ind under mundvigen, for at skubbe den op så tænderne kom til syne. "Det ville ikke være svært" for Eskild, og han forberedte sig lidt på at blive skubbet væk hvis grænsen alligevel blev nået der. 
Men følte nok samtidigt, at han statuerede et eksempel. Havde han haft frygt, eller vrede i stedet for bare 'et temperament', havde Corinth ikke kunne slippe helt urørt igennem en eventuel konfrontation.