Det virkede til at han tog imod forklaringen for nu, og Emersons blik blev en anelse mildere, da han rystede en anelse på hovedet.
Du skal ikke undskylde. Det var ellers et godt ord at bruge, og han skridtede en smule mere ind imod land, imens Leon fik lov til at studere rebet. Langt nok til at han kun sad en lille halv meter inde på gangbroens halvfugtige træværk, men stadigvæk indenfor kanten af den lyskilde den rødhårede mand havde tryllet frem.
"Jah?" han lød ganske sikker, og det var lettere bare at lade ham regne det ud selv,
hvis det kom så langt.
Fordi nu med et par sekunder mere til at omstille sig til selskabet, gravede Zion efter andre udveje, som kunne holde Leons opmærksomhed væk fra det han stod og undersøgte lige nu. Det var velsagtens kun et spørgsmål om tid, førhen det gik op for ham at der måske var noget for enden af rebet - og kom de dertil, skulle det da lige passe at der faktisk
var beskeder at hente. Overleveringer fra nogle af de mere faste agenter, der ikke måtte tabe deres dække, ved at melde tilbage til Zions borgmesterskikkelse.
Så hvilken løsning valgte han?
Mennesket virkede bekymret.
Han ville vide hvorfor han var her alene, og ikke bare hvorfor han var herude. Og lidt mere afventende krydsede han benene, inden at han med et suk gled ned i skrædderstilling, for at betragte det mørke vand foran dem. Der var plads til at han kunne sætte sig også, og havde det ikke været for bølgerens sagte skvulpen, jah brusen, havde der nok været ganske stille. Og i en god times gåafstand herfra, kunne man fornemme silhuetten af flodbyen - med tagtoppe som mørke, takkede bjerge, i et ellers vandrigt landskab.
"Jeg håbede at kunne be- eller afkræfte rygterne om dette, inden mit morgenmøde her om.." en tær, dæmpet latter.
".. nogle timer". Og han skævede opad til det lyse ansigt, hans eget fregnede hovedet skubbet en anelse på skrå.
"De er lidt efter mig for tiden, nogle af de ældre familier i byen. Jeg kom herud for at gøre det alene, og få et øjebliks fred.." indrømmede han derpå, og slap øjenkontakten med blikket, idet det driftede tilbage til vandet.
"Men så længe det er dig, er det okay".
Leon var vidst en skikkelse Emerson mente han kendte
rimelig godt. Og lidt prøvende klappede han til pladsen ved siden af sig, for at se om han ville lade rebet være, og i stedet interagere lidt med ham.