Skoenes flade lyd gav en lav genlyd i den overdækkede korridor. Den pudsede stenmur til højre afgav en rustik, men elegant føling af gårdhaven, der kunne ses ud gennem bærende stenhvælvinger af den lange gang. En vag duft af urter hang let i luften, fremelsket af den bagende sol der skinnede oppefra. 

Perditha lod blikket vandre over synet, over det myldrende personale der ivrigt arbejdede for dagens kost og logi. Myrer. Psh. Hun rettede blikket fremad, med et lidt bittert udtryk i ansigtet. Gårsdagens hændelse lå stadig som en dårlig smag af galde bagerst i svælget. 

Efter at være blevet satset som værdi i et spil terninger, var hun blevet tabt og pludselig overdraget til en ny ejer.. En lille pige. Endnu et menneske. Ramir, hendes førhenværende ejer og han, der havde indkapslet hende i amuletten, havde aldrig været en spillefugl. Hun var sikker på, at hans pludselige spilletrang og tab af amuletten, var hans sidste hævnakt mod hende inden han sikkert ville gå bort. Nu kunne hun vente endnu en menneskealder på at blive frigivet..

Friheden havde været så nær og nu synes den bare så langt borte.

Det var med en rank ryg og en vis mængde stolthed at Maximillian gik ned a korridorerne. Det var ikke det bedste liv man kunne ønske sig, men det var væsentlig bedre end det liv han havde haft i Dianthos. Klæderne var lette, elegante, men dog ikke overdådige, da det vidnede klart om at Maximillian blot var en tjener.
Hans skimtede blot over de mange ansigter han kendte, og tog gerne de af de overfladiske tanker ind som, som han passerede andre tjenere og slaver.

Hans skridt gav ligesom meget genlyd i korridoren som han var på vej fra den anden retning end dæmonen han endnu ikke kendte. Hans blik gled henover det ukendte ansigt. Hovedet tiltede en lille smule til siden i interesse, og et smil spredte sig på hans læber, inden at han ganske målrettet gik over mod hende, for at stoppe hende i sin egen gang væk.
"Dig tror jeg ikke at jeg har set før," lød hans ord, som han stillede sig foran hende. Et interessant blik i øjet, selvom han accepterede en vis afstand mellem de to af dem. Han vidste ikke der var kommet nye til Kazimi paladset, selvom der selvfølgelig altid var en vis udskiftning, men han var nok også mest tilbøjelig til at opdage det hvis de havde et kønt ansigt. 

Hun så ham uden rigtigt at registrere ham, førend hans høje, slanke skikkelse blokerede for den retning hun havde sat sig for og Perditha ufrivilligt stirrede lige ind i brystet på ham. Reflekserne fik hovedet til at trække sig lidt tilbage, som havde hun været på vej ind i en mur, idet det grønne blik gled op og mødte et par røde der næsten glødede lige så flabet, som ordene klingede. 

Perditha studerede ham kort i forsøget på at aflæse, hvad han var for en. Hun nåede dog ikke at danne sig en mening, inden hun var nødsaget til at svare. Så hun kneb øjnene sammen, ganske lidt, og vippede hovedet en anelse på skrå. Et flabet glimt dansede i de grønne øjne, understreget af et lille, vagt smil; "Burde du da det?".

Det var som at attituden blot var afspejlet i den sorthåret mand, som mundvigen trak sig på ham, og han kiggede ligeså overvejende tilbage på hende. Hun havde da lidt en gejst i sig endnu, selvom Maximillian selvfølgelig havde ingen idé om det var en slave eller tjener. Måden hun begav sig på gangene indikerede om ikke andet at hun ikke ville være en gemen slave, hvis hun var en. De plejede at bøje hovederne mere end hun gjorde lige nu.
"Jeg plejer at kende de fleste der går de her gange," pointerede Maximillian, med et morende glimt i øjet. "Så fortæl mig, hvem er du?" Han vidste ikke om hun faktisk havde tænkt sig at fortælle ham, men selv hvis hun ikke gjorde, så forsøgte han om ikke andet at læse de mest overfladiske tanker. Hun skulle jo nødig vide at han prøvede at rodde bare lidt i hendes hoved, for at se om der kom nogle interessante oplysninger op. 

Han morede hende. Men Perditha var også vant til at både få sin vilje og sin vej. Det var forfriskende med lidt modspil. Måske var det alene af den grund, at hun følte en spirende trang til at gøre de absolut modsatte af hans ønsker... eller måske ville hun bare gerne se ham vride sig lidt for hende.

"Ah, du er måske en vigtig mand?" Spurgte hun en anelse koket, uden rigtigt at være imponeret. Noget rebelsk lå gemt væk i stemmen og understregedes blot af den følgende handling, da hun lod blikket hvile på ham, som hun i en glidende bevægelse drejede skulderen til ham og roligt begyndte at gå rundt om ham. Tydeligvis med henblik på at forlade ham.. "Fortæl mig dit, så fortæller jeg mit."

Så det var den leg hun ville lege? De var to om det, og det var ikke som om at Maximillian havde tænkt sig at stoppe, bare fordi hun synes at hun ikke ville svare, men han blev heller ikke irriteret. Han kunne klare modspillet, ja, endda kunne han til tider også godt lide det, og hans hånd greb ud efter hendes arm, som hun prøvede at gå forbi, selvom hånden var blid, men dog fast nok til at stoppe hende.
"For visse er jeg," svarede han, og hans øjne søgte hendes. "Og det er ikke ligefrem pænt blot at efterlade den anden part alene, når de har gang i en samtale er det vel." Han kiggede undersøgende på hende, inden han forsatte. "Mit navn er Maximillian, jeg er fyrstindens personlige tjener, så en vigtig mand... for tjenestestaben." Det fik ham altid til at vende lidt ubehageligt i maven at skulle tilstå at han ikke var andet end en tjener, men det var trods alt bedre end at tilstå at han var en slave. 

Hun havde forventet hans greb, måske endda fremprovokeret det. Derfor var det med et glimt af tilfredshed i blikket, at hun atter drejede hovedet og flyttede blikket mod først hans hånd, dernæst hans blik. Hun havde stoppet op som han indirekte havde bedt hende, og hun forsøgte ikke at vride sig løs. "Jeg må have glemt mine manerer?" Lød den halvhjertede undskyldning, der nok i virkeligheden slet ikke var en.

Hun vippede hovedet lidt på skrå, da han præsenterede sig. Hun så lidt vurderende på ham. "Perditha." Præsenterede hun sig så endeligt, men uden yderligere beskrivelse. Så trak hun stille sin arm til sig igen. "Så, som personlig tjener for fyrstinden og deraf vigtig mand..  så må det betyde, at du er en ven der er værd at have?"

Hun virkede næsten ligeså apatisk som han selv var til tider. Som om at alt høfligheden som disse mennsker krævede af dem kunne være lige meget. En ting som Maximillian kun kunne være enig i, omend han vidste at rangorden betød alt, og hvor han måske ikke respekterede menneskerne meget, så var det trods alt en anden sag, når det kom til visse andre samfund. Ikke at han var en del af det mere.

Han havde ikke hørt om en Perditha, men der var også mange folk, og det ville ikke være underligt hvis han havde glemt sådan en. Han lød dog hende trække sin arm til sig, og lod sin egen hånd falde ned ved hans side endnu engang. "For nogle er det fordelagtigt, ja. Andre foretrækker ikke at have noget at gøre med de nærmeste af Fyrstinden at gøre," sagde han, selvom hans tonefald ikke indbød til hvorfor det var. Var hun grusom? Eller var det bare fordi at hun af status var intimiderende? Maximillian nød hende trods alt mere end den sidste ejer han havde. "Og hvad er så din position, når nu du kan vandre gangene som det passer dig?" spurgte han. For selvom hun ikke ville give informationen, så var han ikke bleg for at spørge. Man skulle vide hvem man legede med, inden man begyndte legen.