"Husk at du har et møde med kromutter Chilea senere idag, efterfulgt af klagetimen. Jeg antager at du vil.." og Emerson løftede i en halv pause den ene hånd, allerede på vej forbi den det værelse som en af hans skrivere sad ved. Telis sad altid til langt ud på aftenen hvis hun slap afsted med det - hun matchede næsten borgmesterens eget energi niveau, og han havde med en opgivende lille hovedrysten måtte sørge for at hun også huskede at tage sig pauser,
selvom hun var på arbejde. Halvelveren smilede dog, og prøvede ikke at lyde for bestemt da han sagde
"Jeg har allerede snakket med Chilea" beroligende, og vinkede hendes overraskede udtryk lidt væk.
"Jeg gjorde det i går aftes, inden jeg gik i seng. Hun var alligevel på kroen, så..." og det fik en lidt opgivende hovedrysten med, da Telis lidt bestemt smækkede sin fjerpen på bordet, øjnene mistroisk smallet sammen imod den rødhårede mand.
"I går aftes? Du skal huske at få din søvn, Emerson!" og han stak med et lille grin af fra hendes rettende ord, den ene hånd viftende bagved sig og akkompagneret af et dybere suk, over hans ladfærdige holdning med hvile.
"Okay, så stryger jeg den - men få dig noget hvile! Jeg siger du er optaget de næste par timer" og han snurrede kort omkring, begge tommelfingrer stukket op i en
jah tak bevægelse, et underholdt smil om de bløde læber.
Hun var nu meget sød, når hun bekymrede sig.
Med det sagt, havde han derfor ikke
forventet at der skulle være nogle på hans kontor, da han med en dæmpet knirken fik hevet håndtaget i bund og åbnet op, den ene hånd (okay, måske lidt træt) gnubbende over panden.
"Mmmh, Chilea dukker nok alligevel op senere..." og han nåede at forsætte nogle skridt ind i rummet, og faktisk lukke døren, inden at han fornemmede - dernæst så - en mørkhåret skikkelse sidde godt til rette, i det ellers aflukkede område.
"Oh"
Først forvirring. Dernæst genkendelse. Og så til sidst et imødekommende, nysgerrigt og varmere smil, da han genså sin ven og Hvisker.
Isen! Det var efterhånden også noget tid siden.
Blikket gled dog i et lille ryk hen imod hans skødesløse fødder - et rettende bryn op i panden, imens Emerson skridtede nærmere sin (normale) plads og den pludselige gæst den ene hånd slået inviterende ud.
"Jamen dog. Hvad skylder jeg æren?"