En lille times tid havde passeret for aftens festligheder, en god sjat af alt slags godtfolk var her, omend flåden ikke var en del af definitionen af et godtfolk. Men alle var velkomne, og Richard behøvede så sandelige ikke integrere med dem. Nej, så han muligheder for at blive fri for det, gjorde han det så sandelig. 

Lyden af et hoved der pladskede ned i en balje vand, fangede hans opmærksomhed for et kortvarig sekund. Fik personen fat i et æble eller var det blot en våd fornøjelse, han måtte se med. Nysgerrigheden strejfede ham som sommerbrisen i maj. Et gipsende forsøg på at få luften ind på ny som hovedet blev trukket op fra vandet. Intet æble, blot et æble stykke. Manden havde bidt for hårdt til. Vennerne omkring manden klappede ham på skuldren og opmuntret og drillede ham for det. Måske det var en anelse sentimentalt, men han erindret selv hvor sjovt det havde været at gå med på de selskabslege som at bide efter frugt i vandet. Det var blot evigheder siden for ham. Sidst han havde gjort det var en gang i midt tyverne, og det var næsten femten år siden. 
Hans egne tanker mindede ham om hans alder, og lod den lige mundvige falde tilbage i sin neutrale form. Han så altid sur ud når han var uden følelser i ansigtet, eller det havde han ladet sig fortælle. 

Så i stedet for at dvæle ved at han rundede 40 dette år, fik han over til noget han forstod sig på. Ringkast og øksekast. Noget han kun var blevet bedre til med tiden og alderen. Det krævede koordination, muskler og koncentration. Alle tre egenskaber han besad. 

Richard fik manøvreret sig forbi nogle unge mænd fra et håndværksfag eller flere håndværksfag. Det var ikke til at sige. Han kom som en fik kastet øksen afsted mod målskiven. I tredje ydre ring. Et dårligt kast, men godt for en nybegynder, hvilket personen snildt kunne være. "Lad mig," han fik hentet øksen som var blevet kastet. Han placeret sig ved siden af den unge herre. "Knap en centimeter fra skaftet bund skal din nederst hånd være," forklaret han og illustreret ved at tage tage hænderne om skaftet. Drengen nikket og rykket sig en anelse til siden. 
Richard lagde armene om bag nakken med øksen spids vendt udad. Der var gjort plads, folk vidste at der var skarpe genstande tilstede og at de ikke skulle gå ind i kastezonen. Man lært det mere og mere med tiden. Fokuseret på hvor han ønskede at ramme, tog han en dyb vejrtrækning og svang armene tilbage og slap øksen yderst bestemt som han nåede med skaftet til sin næseryg fra hans perspektiv. 

Øksen ramte i mellemrummet mellem den sorte inderplet og indercirkel. Tæt nok på til at være det ønskede mål.
Sømanden trak en anden økse fri som sad i træstubben og overrakte den til drengen. "Prøv igen," chancen for at deres kast ville ramme hinanden var lille. 

Som så mange andre var Oskari selvfølgelig taget ned til havnen i al dens festlige pragt. En masse andre fra flåden var deltagende, og det var en måde at (vise sig frem på) tilbringe tid med andre der delte havets interesse, og havnens etikette. Man skulle da være et skarn, ikke at dukke op i sin flåde uniform, og det var præcis det Oskari gjorde. Stilfuld, og med et ganske elegant snit sad de lyse og gyldne farver på ham - fik ham til at se respektabel og elegant ud, mens han nød opmærksomheden, anerkendelsen, og de diskrete blikke fra kåde kvinder i mængden.

Oskari var blot vandret ud sekunder forinden øksen ramte målet i nærmest en præcis vinkel til det perfekte, men alligevel ikke helt, og da han så hvem der kastede øksen, ja, så kunne han simpelthen ikke lade være med at træde hen for at se på, komme nærmere, omend provokere sømanden med det lettere kobber farvede hår, og en ansigts mimik der normalt var så stram i betrækket, at han blev overrasket over at se ham stå og.. more sig? Eller i hvert fald, løsrive sig fra sin naturlige adfærd.

Bag Richard lød en imponeret fløjten, som han utvivlsomt ville høre. Skønt, skulle han vende sig, ville han blive mødt af et par arrogante funklende øjne der betragtede ham, et smørret smil om læberne, og et velplejet overskæg der pyntede officerens (mange ville mene) charmerende ansigt.

"Så dét er hvad den almene flok af sømænd bruger tiden på." Oskari tiltede hovedet på skrå, ved sin, skulle han selv sige det, ret præcise observation, og foldede hænderne på ryggen mens han stod rank og følte sig som den vigtigste mand i selskabet (hvis ikke vigtig, så ihvertfald som én af de bedste) mens han sendte Richard et hånligt blik der søgte dække i hans ellers 'uskyldige' mimik, som hvis han ikke selv kunne se hvor nedladende kommentaren havde været. Bemærkningen var ene og alene henvendt til Richard. “Lige ved og næsten, men ikke perfekt vel?” provokerede han yderligere med en påtaget elskværdighed der ville få kvinderne til at dåne så de ham i øjnene. Richards kast var så godt som, mange ville end ikke vove at kommentere på dét, men Oskari kunne ikke dy sig i øjeblikket da det kriblede i uniformen for at vise sig som overlegen, så det var hvad han gjorde. Hvorfor ikke? 

Han klappede Richard en kende pragmatisk på skulderen, næsten fejede usynligt støv af ham, og lagde an til at smutte videre - en lille bidende kommentar og så videre derfra. Oskari ville ikke mænge sig for meget med ham - for han brød sig ikke synderligt om sømanden, og dét havde nok noget at gøre med mandens tanker om flåden, og hvordan han i sin tid havde.. fornærmet Artemis Riten, Oskaris far. Utilgiveligt. Så en lille hobby, når Oskari kedede sig, var at genere Richard når situationen bød sig, som nu for eksempel. 

I fokusset mistede man helt baggrundsstøjens afslørende fodtrin der nærmede sig. Som skyllet væk i vandet på strandkanten, men man ville blot få sig en grim oplevelse når man så vente sig om. Men han havde endnu ikke vendt sig. Kastet var tæt på perfekt, men opvarmningen var kun lige begyndt. Den piftende fløjten blev bemærket, et selvtillidsboost på sin egen måde. Det var næsten helt forkert hvordan noget så simpelt kunne give et boost i selvstilliden. 

Men som den unge mand skulle gøre sig an til sit kast, fik Richard med stor fortrydelse set sig tilbage. Det smørret smil beklædt af skovsneglen på overlæben. Kommentaren var smålig så at sige. Den var på ingen måde nogen gad at stå model til i længden. Men mange fandt sig desværre blot i de små bemærkninger flådens hovmodige små mænd kom sig med. Riten var på ingen måde særlige af den årsag. Eller jo, de var skam sær(e)lige. 
Richard var på ingen måde en som vendte øje, men for Riten. Jah, der var det næsten et påtvungenkrav at gøre over for dem. Men det skete desværre ikke. Ellers sad hans øjne blot fast i sidste ende. Kunne man dog blot afsløre den unge skiderik af en officer for det han var. 

Det havde været en oplagt mulighed at give en kommentar med på vejen til hvad den almene flok sømænd brugte tiden på, specielt når det også gjalt flådens mænd. Havde den blondhåret officer været her en anelse tidligere, kunne han have set nogle af sine egne mænd tage del i legene. 

Hov hov, de cognac farvede øjne så forbi dådyrblikket, det var ren og skær provokation. Som alle andre dage, når deres veje krydsede. Katten efter musen, men nu havde han ikke længere interesse i at være musen. Rollerne skulle vendes lidt rundt eller laves helt om. "Som med Artemis og hans forbipasserende mulighed for at blive admiral," det blev sagt med en tør brummende tone, noget som kun lige lå mellem dem, men ikke at nogen kunne være i tvivl om at han havde sagt noget, der ikke burde siges til sådanne begivenheder. Men skulle man være næsvis, måtte man tage konsekvensen for hvad der end måtte komme i ens retning. 

Frastødende så han til, som han mærkede hvordan hånden blev lagt ved hans skulder. Uden helt at tænke det igennem. Tog han den tredje økse fra træstubben og presset den hen i mod brystkassen på officeren. "Du må hellere vise hvordan det skal gøres, medmindre det er for stor en udfordring, Oskari," udfordringen var nu blevet givet, fortrydelsen for det var ikke at finde, men den skulle nok komme før eller siden. Men det afhang kun af hvor god eller dårlig Oskari egentlig var. 

Men nej, det var ikke hans interesse i at se de store blå dådyr øjne væde til, men det ville nok ske selv for denne aften. Richard havde nok set det mere end han kunne tælle på to hænder, og det var altid en mærkelig oplevelse. At se en voksen mand med våde øjne, helt og aldeles grundløs. 

Selvfølgelig skulle én som Oskari ikke lade sig provokere af en mand som Richard, for så var det pludselig ikke på officerens præmisser længere. Luk ørerne, og gå videre. Men - hah, nej. Den lille brummende stikpille der blev udvekslet mellem dem, ramte Oskari som en giftig pil i nakken og fordærvede ham så han i et kort sekund ikke kunne tænke klart. Med kroppen vendt væk fra Richard, standsede han i alle sine bevægelser, mens de piercende blå øjne stirrede i vantro frem for sig da han forsøgte at beherske sig selv fra at reagere. Kæben strammede til, og mundvigen trak op i en provokeret grimasse som hovedet tiltede mikro lidt på skrå. Hvor vover han. Hænderne skulle til at knyttes, men i stedet lod han sine fingre trykke lidt eftertænksomt ind i håndfladerne, lukkede øjnene i millisekunder og tog en overfladisk indånding gennem næsen, før han vendte sig om, og sendte sit bedste, falske smil til Richard. Som hvis det han lige havde sagt, morede ham gevaldigt  - men det kunne ikke være længere fra sandheden. Øjnene talte og meddelelsen var tydelig: Sig dét igen og se hvad der sker.

Det her var præcis hvorfor Oskari ikke brød sig om manden med de cognac farvede øjne. Han vidste lige hvor han skulle trykke for at få officeren til at reagere, men han ville ikke give ham den tilfredsstillelse - nej, så med intentionen om at ønske ham en forsat god aften og forlade manden, fik han pludselig, ganske uopfordret (synes han selv), stukket økseskaftet mod sig med et lille bump, og en overrasket brummen til følge.
Vise hvordan det skal gøres? Han så fra øksen, og så til Richard for at studere ham lidt. Han skulle efterfølgende til at affeje invitationen til denne.. leg - da Oskaris ære pludselig blev sat på en spids med det næste der blev sagt, ‘medmindre det er for stor en udfordring’. Oskari klemte øjnene sammen. For stor en udfordring? uuha. ah nej, ahaha nej. Han pressede læberne sammen, tungen kørte hen over tænderne i overmunden og han tog fat om skaftet på øksen.
 “Selvfølgelig ikke.” sagde han overlegent, og lænede sig kort ind i intimsfæren på den anden, for at se ham an, og trådte så baglæns, uden at vige sit intense blik.
“Her hold den for mig, vil du være så venlig?” sagde han selvhøjtideligt og rakte øksen til en af tilskuerne, stadig med blikket halvt på Richard, mens Oskari åbnede sin uniformsjakke. Ganske pompøs, og for at tilegne sig opmærksomheden, kom han ud af den med lidt større bevægelser inden han bandt den rundt om hofterne. Under jakken, havde han en hvid, tætsiddende skjorte på der viste musklerne han havde tilegnet sig gennem træningen i flåden. Selvfølgelig, så man udefra.. var Richard nok overlegen, både i råstyrke og muskelmasse, men det var ikke Oskaris bekymring. Bekymringen var om han kunne ramme den skide målskive bedre end Richard havde gjort. De blå øjne dvælede lidt ved aftenens mål, og Oskari tog en dyb indånding. 
"Okay." kom det pragmatisk fra ham, og gned hænderne sammen, artikulerede selvfølgelig ingen bekymringer udadtil og tog imod øksen som en af tilskuerne havde holdt for ham. 

"Opvarmningskast - og så, bedst ud af tre?" Foreslog han Richard med et hævet bryn, og løftede hagen.

Selvtilfredsheden var ilde modtaget fra modtageren af hvad der blev sagt, men det var så berettigede som noget kunne være. Hvordan deres kendskab til hinanden var udviklet sig til hvad det var den dag i dag, kunne ikke besvares så nemt igen. Alligevel var der et simpelt svar. Artemis Riten var tornen i øjet hos Richard. Oskari Riten var blot efternøleren af en uærlig mand, som havde sat sin søn på en piedestal. Men det var til Richard uheld, han havde set Oskari vokse op. Elleve år var der i mellem dem, noget som tydeligt kunne mærkes på den andens adfærd. 
Afventende, alligevel forventeligt, så han til som officeren vendte rundt med det oplysende falske smil. Øjnene på den anden side, de var klare i spyttet. Et stikkende forsøg på at vise sig selv på, men end ikke Richard var så dum som den almene sømand han nu engang var. 

Skaftet for en stund deres bindeled. Elektriske ladninger ville strømme igennem dem, hvis blot de havde været elektroder. Der blev taget sig god til at finde et svar. Selvfølgelig tvivlede sømanden ikke et sekund. Udfordringen skulle nok blive taget i mod, omend lidt modvilligt. Men kendte han officeren ret, var det ikke en ting han ville have på sig. Frygt for at blive betragtet som den bangebuks, man alligevel så ham som. Nok kunne han styre sit skib og sin besætning, men han havde ingen kontrol over sine øjne. De solgte ham hurtigere end en slagtegris til sensommeren. 

Hovedet tog et let tilt som intimsfæren blev brudt for at give den overlegende melding. Men det var også blot det. Han trak sig. Øksen var sluppet og taget i mod, før den blev overrakt til en tredje. Behovet for at involvere andre! Et dybt suk forlod ham, som han så til. Jakken der blev taget af i så fine bevægelser. Det kunne næsten blive helt sensuelt. Guf for øjnene, men det var vel blot en af den unge officers mange kneb. Den hvide skjorte gav ham ligeså væk. Muskuløs og det skulle vises. Ikke at Richard ikke selv havde tøj på som kunne give en fornemmelse af hans kropsbygning, men han havde intet behov for at opsøge folks opmærksomhed og tilnærmelser ved at blotte sin muskulatur. 

"Mhm," brummede han bekræftende. 

"Traditionelt eller skal vi krydder det en anelse op?" spurgte han dog efterfølgende. Officeren var ganske ædru og stiv i betrækket, hvor i mod Richard havde allerede fået sit første krus mjød og var løsnet godt op. Så godt han nu kunne være på nuværende tidspunkt. Men de kunne lave det til en konkurrence der involveret noget mjød.
Omend, ville det måske svække officerens evner, hvis han havde nogen evner. Det kunne selvfølgelig give bagslag og gavne ham i sidste ende. 

Det morede altid Oskari til en vis grad at se Richard blive påvirket af hans tilstedeværelse. De fleste godtfolk, blev dog altid påvirket af officerens tilstedeværelse på den ene eller anden led, men som oftest i et positivt lys grundet hans respektable navn, og stilling. Om det var anerkendelse eller forelskede blikke, ja, Oskari lappede deres smiger i sig - men det bedste, (havde han fundet ud af) var det specielle udtryk der farvede cognac øjnene når Richard fik øje på ham. Det var et meget meget lille skift i blikket, og derfor skulle man se godt efter, men han nød at se, hvordan hans nærvær nærmest gjorde Richard træt af livet. Det smagte af magt - og levede ham op. og dét .. af en eller anden grund, gav ham det største selvtillidsboost. Det var den største kompliment der kunne gives fra en han hadede intenst, og langt mere værdifuldt (for ham) end tusinder af kvinders drømmeagtige blikke.

Officeren nikkede afmålt til Richards brummende bekræftelse, og vægtede øksen i sine hænder, forberedende og studerende for hvordan den skulle kastes på bedste vis. Ak, i tiden som kadet i flåden kunne han da godt huske hvordan deres hold fra tid til anden deltog i sådanne lege i fritiden; og Oskari, var han god? Måske, det kom an på hvem hans modstander var. Han skævede diskret til Richard og overvejede sine muligheder. En klump formede sig i halsen. Nej, han måtte ikke lade sig kue, trods sine færdigheder i øksekast ikke just var.. hans speciale, så var selvtilliden i top, yeps. Havde Oskari haft nogen form for selvindsigt, ville han måske have indset, at han bare skulle have haft lade Richard være i fred, bare for i aften. Men det var ikke sådan det havde fundet sted, og nu stod han her. Med en økse i hånden, og alle øjne på ham.

Traditionelt eller skal vi krydder det en anelse op? Spørgsmålet kom bag på den unge officer, og han løftede interesseret det ene bryn. “Krydder det op?” gentog han, og studsede lidt over det. Hvis Richard blev mere beruset, kunne det være hans sigte ville forringes - men det kunne lige så vel forringe Oskaris eget kast og øjemål. Hmm, Han fugtede underlæben tænksomt, “Okay - Richard.” medgav han imponeret og strammede grebet om skaftet, “Hvad foreslår du? Sig frem, sig frem.” opfordrede han den anden med et intenst blik der havde det med at dvæle lidt for længe i den andens øjne. Men øjenkontakt havde aldrig været problem for Oskari - kun når de begyndte at væde til, så ville han end ikke skænke sit blik til nogen. 

De var vand og olie, de kunne bare ikke sammen. Det var ikke bare lige at få dem til at samarbejde eller i det hele taget til at enes. Ingen af dem ville under huden på den anden, og dog. De var forfærdelige gode til at komme med stik piller og provokerende kommentar. Det var en sand skudszone. Så under huden kom de alligevel på hinanden, blot på alle de forkerte måder. 

Misfornøjet og irriteret, det var hvad han var. Han vidste at hans irritation ved officeren, var noget officeren var bekendt med, og nød i fuldedrag. Det var at gnide salt i såret. Ens irritation der blot til en andens glæde. Zalans også. 

Udfordringen var aktuel. Men de stod nu, afventende og spændingsladet. Det ville slå gnister og efterlader en af dem brændt. Det var ikke i hans interesse at være den brændte, men skulle han være helt ærlig, så kunne han godt frygte for den unge officers evner. Måske var han mere end bare til fint brug. Skindet havde det med at bedrage, det havde han af alle erfaret de seneste par dage. Den passioneret admiral der ikke stod model til noget. Charles der formåede at have tingene så professionelt adskilt, at det var nemt at tvivle på om man talte om den samme. Viktor, jah. Viktor var ikke bare et problem eller lavet af det våde pap han i første omgang havde antaget ham for at være. Nej.. Viktor var standhaftig. 

Richard nikkede let med holdet som en bekræftelse på det gentagende spørgsmål. Krydder det lidt op. Det var måske en idiotisk idé, men det var forhåbenligt til hans egen fordel. Kunne samtlige kropsdeles krydses, gjorde han det. De cognac farvede øjne så mod hånden der havde et spændt greb om skaftet. Nej, han brød sig ikke helt om at blive kaldt Richard af den unge mand, men der ar ingen (INGEN) tale om at blive kaldt hr. Fjord. 
Det ville blive over hans lig. "Rammer man en af de sorte optegnede streger, skal man bunde et hals krus mjød, rammer man midten, et helt krus mjød" det ville dog blive hans egen død, men han skulle bare ramme den inderste cirkel og så i midten til sidst. Så kunne han gå med sejren. 

Oskaris intense blik var glødet af selvoptaget arrogance og limet fast til den andens mørke dyb da han opdagede et lille bitte mikro udtryk forme sig i dem. Uh. Kunne han ikke lide at blive kaldt Richard? Det lignede utilfredshed. "Åh jamen, vi er vel på fornavn?" Spurgte han hurtigt lige efter, med påtaget uvidenhed, og løftede udfordrende det ene bryn, "Jeg mindes at du kaldte mig Oskari, lige før - men du foretrækker måske.." han smagte lidt på ordet før han sagde det, "Hr. Fjord?" Heh. Han sendte ham et mageligt smil, tilfreds med sig selv.

Men spillet skulle krydres op, kirsebærret prydes på toppen af desserten. Reglerne var simple, men kunne blive udfordrende, alt efter hvordan sigtet endte med at blive. Han strammede kæben lidt og rettede sig op mens øjnene studerede målet og ringene. 
"Javel." Sagde han uden at trække en mine, og lød som hvis det var ganske ligetil. Han fjernede blikket, og så tilbage på Richard. Hovedet tiltede på skrå og studerede ham lidt. En drukleg havde han dog aldrig forestillet sig den ældre sømand foreslå. 
"Skal du være fuld i aften?" Klukkede han dæmpet, lidt hån blandet ind i det. Men han havde ikke noget alkohol på sig, det måtte der gøres noget ved. Han fik øje på sin kollega i mængden, og slap skaftet med den ene hånd for at knipse af ham.

"Martinique, hent mig et krus mjød vil du være så venlig." Han smilede til ham, og forventelig. Martinique var både en kollega og ven, så han var vant til Oskaris lidt.. forkælede adfærd. Brunetten med slikhåret, gik ind efter et krus til ham.

I et tungt blik, måte han vel give den unge officer ret. Det var ikke bare en grim tanke at have, det efter lod hans mund med en mindst lige så grim smag. Hvad der var værst, var det sidste spørgsmål. "Kald mig dét, og jeg kalde dig Oskar" man måtte affinde sig i mange ting, men han brød sig generelt bare ikke om at høre sit navn blive brugt af den anden mand. Det virkede på mange måder så forkert. 
Det bar bare intet godt med sig. 

Spekuleret han monstro på, om han ville tage udfordringen op. Sømanden havde sine fordele ved denne leg, han havde kastet med øksen i næsten hele officerens liv. Noget som blot kunne minde ham om, at han enten var ved at blive gammel, eller at han manglede en fritidsinteresse foruden at kortlægge ruter. Et let ryst på hovedet kom til syne. Legen her ville ikke efterlade ham fuld, og han havde ikke nogen hensigt i at blive fuld. Det efterlod ham blot dårlig tre dage senere. Eller det ville han da mene, eftersom han ikke drak. Og dog, havde han allerede fået et krus. Men det var en anden sag. Undtagelsen for hverdagen. Et rod af årsager og undskyldninger. 

"Pas på han ikke taber noget grisefedt i dit mjød," stak en kommentar afsted fra ham, det ville være muligt med måden det hår lå lagt tilbage. Hvordan kunne nogen mænd dog finde på at bade håret ind på den måde, var ham en gåde. Måske det bare var generationen. "Men tag du dit opvarmningskast," bød han og rykket sig lidt til siden, så den blondhåret Riten fik plads til at gøre antræk til sit kast. 

De var lige gode om det efterhånden; de små bemærkninger, spydigheden - til sidst var det det blevet en tilegnet vane for dem begge de havde svært ved at slippe, ikke ville slippe (det ville Oskari i hvert fald ikke - det morede ham jo alt for meget). Oskari rynkede lidt på næsen ved tanken om at blive kaldt Oskar - alle de gange hans navn blev forvekslet med dét.. åh, Hvor svært kunne det være at høre efter og udtale hans navn korrekt? Han pressede læberne sammen i en grimasse der viste foragt, før han klikkede lidt konkluderende med tungen, "Richard, så." Oskari klemte de blå øjne sammen, og så lod han sig spejde efter Martinique igen, for at se om han var kommet retur med det krus mjød eller ej. Men han var ikke at se endnu, og så kom der endnu en bemærkning. 
 "Hah." udbrød han uvilkårligt, og drejede hovedet tilbage mod bemærkningens ejermand, mens han hævede det ene bryn. "Jeg tror ikke der var nogen der talte til dig, vel?" sagde han lidt fraværende, men forsøgte at bibeholde den lidt hånligere klang i stemmen. Han gned sig lidt om hagen med den frie hånd og begyndte at mærke perfektionisten træde frem i ham, mens han tog fat i øksen igen, så begge hænder atter var på skaftet. 

Oskari var rimelig god til at holde styr på sin nervøsitet, og det var ikke fordi han følte sig nervøs. Nej det var jo en sårbar følelse, og skulle det opdages, ville han jo blive gjort til skamme. Omdømmet bristet. Perfekt, han skulle være perfekt med alt det han foretog sig. Tag du bare dit opvarmningskast. Blikket hævet sig fra øksens skaft, kortvarigt til Richard da han sagde det.
"Husk, Jeg tager kun et opvarmningskast for at gøre det fair - da du også lige har haft et." påpegede han overlegent, og mimrede kort med munden, så overskægget kort rykkede på sig. 

Richard flyttede sig, og Oskari trådte hen for at stille sig i position, så han stod overfor målskiven. Det prikkede i hans skuldre, af spænding, og - et lille hint af pres. Koncentreret løftede han øksen bagover, tog en dyb indånding inden han pustede lavmælt ud for at fokusere, og kastede så. Øksen svang gennem luften og ramte... bunden af målskiven. Oskari bed tænderne sammen så pulsåren i halsen blev tydelig, og han kiggede irritabelt væk, uden at få øjenkontakt med nogen. Zalans. 

Tovtrækning. 
De have en evigheds tovtrækning igang. Det var ikke den venskabelige form af tovtrækning, for i deres midt, der lå store mængder mudder med diverse former for ækleheder. Den som fik det sidste ord, ville vinde og den andens værdighed ville syntes tabt og ødelagt. En barnlig leg for voksne mænd. Men de havde brug for det. 
I øjeblikket stod de nogenlunde uafgjort. Eller det blev kort ændret. Officeren fik sagt sit lille es, og Richard kunne blot ryste på hovedet af ham. Som en hver anden skuffet far ville gøre over en søn med sådan en adfærd. Han priset sig lykkelig over at Lucina ikke havde alderen til at find en mand som ham interessant. Men det, det mindede ham om, at der var omkring samme alders forskel mellem Lucina og Oskari, som der var mellem Richard og Oskari. Det var en tanke han ikke brød sig om, så den smed han ud af sit register. 

"Aha" brummede han lidt fraværende. Han havde ikke sit fulde fokus på manden, han havde lige givet sig selv i kast med at se sig lidt omkring. Hvad han helt spejdede efter, vidste han ikke. Men det ville han vide i samme sekund han så det han søgte. Men i det øjeblik, kunne hans ikke helt finde det han så efter. Den han så efter. 

Lyden af et kast, fik ham til at se nysgerrigt med som øksen fløj igennem luften, og han fik placeret sig med en halv arms bredte fra Oskari. "Du kaster bedre end jeg havde forventet," sagde han i takt med, at han klappede Oskari små drilsk på skulderen. Det var næsten håneligt sådan at træde i det. "Pas på den ikke springer," kommenteret han efter at fik set på Oskari. Men med det sagt og gjort, gik han hen og hev øksen ud af træstammen som var målskiven og tog den - og fem andre med sig. Tre i hver hånd, lige som det skulle kunne gøres. 

Økserne blev lagt på træstubben, så de alle lå klar. "Vil du have æren af at starte?" 

Forventeligt. Richards kommentar var ikke en kompliment, tværtimod - den var som en kniv der stak sig ind i brystet på ham. Krænkende, og forfærdeligt irriterende. Så man skulle tro at Oskari ville æde sine ord i sig igen, blive lidt ydmyg, men nej, istedet fik han bare lyst til at kvæle Richard med sine bare næver, indtil den lille bitte drilske antrækning i mundvigen forsvandt. 
 "Det var bare et opvarmningskast." forsvarede han det dårlige kast, og tog hånden op på siden af halsen da Richard sendte den sidste bemærkning afsted mod ham. Pas på den ikke sprænger. Oskari gned sig bittert på halsen, for at få styr på pulsåren, imens han så tørt frem for sig - ville for alt i verden ikke se på Richard lige nu. 

Og ud fra mængden dukkede Martinique frem med hans krus. Han havde set det dårlige kast, selvfølgelig, og sagde dæmpet til Oskari som han rakte ham kruset, "Husk at når du kaster, så er det vigtigt dine ben er placeret solidt-"
Med det samme afbrød officeren sin kollega, og bed lidt af ham "Jeg ved -" han rømmede sig for at ændre toneleje, til en mere venlig, kontrolleret stemme, men der var stadig noget, diskret, passiv-aggressivitet over den, og forsatte så dæmpet, "Jeg ved godt hvordan man kaster - tak for mjøden." Han viftede ham væk, og Martinique stillede sig lidt mere passivt væk derfra og slog hænderne opgivende op foran brystet, og så dem an. 

Oskari skævede diskret til Richard da han kom 'med favnen fuld' af økser. Den mand var jo bygget af muskler, hørte han sig selv tænke før han måtte himle med øjnene over at han overhovedet tillod sig at tænke en nogen som helst positiv tanke om manden. Han bed sig lidt fraværende i fingerneglene, overvejende, og kørte derefter hånden igennem de krøllede blonde lokker. Om han ville have æren af at starte? 
"Der er ikke noget jeg hellere vil." sagde han med et stramt smil om læberne, men sørgede alligevel på en eller anden måde at se charmerende ud. Oskari bukkede sig kort ned, og stillede sit krus op af økse-træstolpen på jorden. Da han rettede sig op, tog han fat i skulderen med den ene hånd, og kørte armen lidt rundt for at løsne sig op. Det var selvfølgelig dét der var problemet før; uniformen havde gjort kroppen en smule stiv i betrækket. 

Han trådte hen, møvede sig forbi Richard så deres skuldre stødte ind i hinanden (selvom der var masser af plads at begå sig på) og tog fat i endnu en økse. Han vejede den lidt i hånden på ny og tog en dyb indånding, og trådte klar til kaste position igen. Første kast, fik han et godt kast ind nu, ville det bane vejen frem for de andre. Han pustede ud mellem læberne igen, og lukkede kortvarigt øjnene for at få styr på de presserende tanker. Lort, slap nu af. Det er bare zalans øksekast. 

Oskari rømmede sig, og åbnede så øjnene. Øjnene alvorlige og fokuserede - Han stillede de skide ben solidt plantet i jorden som Martinique så fint havde påpeget. Pft, Han kunne lige forestille hans ven stå og smile smøret for sig selv, tænkte officeren irriteret. Og så kastede han øksen. De blå øjne stirrede intenst efter øksen som den svang sig gennem luften, holdt vejret, og så ramte den målskiven i den øverste halvdel af skiven; næst inderste cirkel, uden at ramme de sorte streger. 
JA! tænkte han, og hvor var det vigtigt. Han knyttede næven i et diskret sejrsryst, og brummede tilfreds. I hvert fald så tilfreds man kunne være. Det var stadig ikke bedre end Richards opvarmningskast - og det irriterede ham grænseløst; men, det kunne også være begynder held, det var det sikkert.
"Din tur." sagde han opfordrende til Richard og stillede sig lidt bag ved ham, armene kom over kors og så ham nøje han. 

Man kunne til tider lede længe efter levende væsner med et dårligere stillede liv end nogen af flådens ansatte, men set fra den almene sømands liv. Så havde selv de dårligste stillede slaver i Rubinien et godt liv, såvel som de piskede slædehunde i Norvik der løb flere hundrede kilometer om dagen. Martinques eller hvad den unge mand hed, ikke blot det besværelige navn og det grisefedtede hår, så var han også underlagt Officer Oskari Riten. 
Richard følte ikke medlidenhed med ham, men han havde da ondt af den amme mand. Omend han så tilfreds ud. Det ville ikke unde nogen, hvis manden græd sig selv i søvn. 

Rummets opmærksomhed samlede sig nærmest omkring dem. Eller sådan føltes det blot. Kredsen omkring dem var som hundrede øjne i nakken. Men det var måske maksimalt ti mennesker som så med. Stemmen fra officeren forsvandt hen i den slumrende snak bag dem. Det hele handlede blot om kastet og sømanden lagde let armene i folder og så intenst med. Brystkassen hævede sig ikke fra ham som han så øksen forlade den andens favn til den sad i træet. Zalans. 

"Næst inderste og ingen mjød til dig," brummede han følelsesløst. 

En anelse skuffet over kastet præcision for ikke at ramme det det sorte, byttede han plads med den blondehåret ungkarl. Skuldrene stødte ind i hinanden, men han forsat uberørt. Nok.. Nok havde officeren sine muskler, men de var godt det samme som hans stikirenddreng dreng. (Eller det bildt han sig selv ind for nu.) Richard tog fat om en økse og mærkede grebet let an. De var alle ens, men alligevel skulle man være kritisk. Han skævede hen til Thorsten som kom slentrende i deres retning. Manden var sit evige sure ansigt der osede evigheders erfaring. "Hvad skal der til, for at du lokker officeren til at stå model ved målskrive for at se dine evner?" klukkede han i et surt opstød af en bøvs. Charmende. "Jeg skal ikke have flåden i nakken, fordi han ikke tør stå stille" svaret han stille før han valgte at træde hen til placeringen for at kaste. 

Øjnene kneb en anelse sammen som han så efter sit mål. Det skulle være bedre end drenge-Artemis. Okay. Hænderne lå om skaftet og han svang den bag om nakken og mærkede fodfæstet og rettet let den ene fod an før han svang øksen. Øjnene blinkede ikke. Selvom det gav et slam i træet som øksen satte sig, stod han som intet var sket. Den lå til venstre del af skiven, men til hans uheld, snittede kanten af øksen den sorte indercirkel ring. Det betød han skulle tage et halv krus mjød. 

"Få din dreng til at hente dig en ny," lød det som han tog Oskaris krus mjød og tog halvdelen af indholdet fra ham. Dunk, og den blev sat på ny og han trådte til siden for at gøre plads til den anden på ny. 

Bedst ud af tre havde de aftalt - og Oskari havde allerede fået et ret godt kast ind. Ingen mjød, han slap for at smage alkoholens greb for nu, men måske den ville løsne ham op uanset, fjerne lidt af den urolige perfektionisme der krøb ham op ad ham og pustede i de spæde nakkehår så de rejste sig. Den pæne officer kunne ikke lade være med at fryde sig lidt ved den følelsesløse tone Richard kom med. 
"Mist nu ikke modet, Richard." sagde han smøret, falsk sympati, og tydeligvis stolt af sig selv. Et overrasket brum undslap ham i svælget da Richard bumpede ind i ham, nå nå - man giver igen hva? Han skævede efter ham og gned sig om hagen, eftertænksomt. Men så, ud af øjenkrogen fik han øje på en af mændene fra sømandens besætning. De blå øjne klemte sig sammen. Det der bøvseri, ikke just et nydeligt personlighedstræk. Væmmeligt, Oskari kunne mærke at han rynkede på næsen af det - og vent nu lidt. Han rynkede brynene mens han stod og lyttede med på sidelinjen af de to sømænds udvekslinger. Ikke tør at stå stille? Han løftede det ene øjenbryn langsomt, mistroisk. Han rystede svagt på hovedet af sig selv - skønt det var en stikpille der borede sig ind, skulle han ikke lokkes til at stå for skud og risikere en økse i panden. Istedet sendte han et blik i retningen af Martinique og himlede med øjnene af de to mænds samtale, og opførte sig som hvis han var meget bedre end dem. 

De foldede arme strammede sig en anelse som han så koncentreret fra Richards fokuserede blik, og dernæst øksen der blev kastet. Han holdt næsten vejret - og da han så hvor den ramte, blev han først en smule urolig, indtil øjnene fokuserede på snittet ved den sorte streg. Aha. 

Først hørte Oskari ikke rigtig efter den brummende lyd der var Richards stemme, og lidt langsomt drejede han hovedet mod den bredere mand, og opdagede at han havde fat i hans krus - og drak af det! Hvad zalans bildte han sig ind? Han trådte hen mod Richard, med brynene pegende krænket nedad, og hovedet en lille my på skrå, mens han stirrede. 
"Jeg synes, det er sjovt, at du tror, at du kan fortælle mig, hvad jeg skal gøre, Richard - Du er vidst ikke rigtig i nogen position til at hundse rundt med mig." Det intense blik søgte direkte ind i cognaccens dyb - borede sig fast hvis den anden lod ham, og så trådte han baglæns, fjernedes sig fra den andens intimsfære med påtaget elegance. Idiot. 

"Jeg kommer alligevel ikke til at drikke noget. For jeg rammer ikke de sorte cirkler." sagde han spydigt og trak nonchalant på skulddrene, og anmodede ikke sin kollega om at hente nyt alkohol. Idiot - tænkte han igen, og heldigvis, selvom øjnene glitrede, var de stadig ikke løbet i vand. 

Andet kast. Hans selvtilfredshed kæmpede mod hans frygt for at fejle. Bare lad være med at ramme de sorte streger! Trods presset stod han højt, med hovedet holdt med stolthed. Oskari fugtede sin læbe, og kastede endnu engang mod målskiven, bladet spandt gennem luften som en dødbringende rovfugl. Og selvom der lød et tilfredstillende knas da øksen ramte; var resultatet knapt så tilfredstillende i sig selv - til Oskaris rædsel. Lort.. Lort lort lort. Han sukkede højlydt og kiggede frustreret op mod himlen. Sort streg, modsatte side af hvor Richard havde ramt - næsten een til een, bare spejlvendt. Jorden under hans støvler knasede da han hurtigt, og næsten som hvis det var en indøvet koreografi, drejede omkring og samlede sit krus op. Med en næserynken, og piercende øjne på Richard, drak han sin straf, men viste samtidig sin dominans ved at drikke fra dét krus kaptajnen blot få minutter inden havde haft sine læber på. Med et stort, påtaget tilfreds; 'Ahh', tømte han kruset og tørrede, hvad end der måtte sidde ved læberne, væk med håndryggen. 

"Hent et nyt til mig." beordrede han Richard, uden at trække en mine - og uden at slippe den andens blik. Hjertet hamrede i brystet fra upseren, men i det mindste kunne han bruge sin magt til så meget andet. Han var ydmyget - så nu måtte han jo.. ydmyge Richard. Mest fair.

Der var intet mod at miste. For ham, jah. Der var intet stort på spil. Chancerne for at han kunne miste noget som helst ud fra denne leg, var lige med nul, kontra den anden. Hvor respekteret og velset han i virkeligheden var kunne komme på prøve nu, og Richard havde intet i mod at tage noget af det fra ham. Den uperfekte officer der alle dage sad så tæt med kortene, kunne måske endelige komme til at fremstå som et han var. Uperfekt. 
Måske det var en del af det med at vokse op. At indse ikke alt var helt som det var, uanset hvor stramt man holdt tøjlerne. 

Så han syner, eller skulle den elleve år yngre mand altid se så direkte ind i hans øjne med sådan en intensitet. De blå øjne virkede på mange måder en del mere blanke og oplysende end vanligt. Var han ved at nå sit bristepunkt? det kunne umuligt være tilfældet. Fornøjelsen af det bredte sig dog alligevel i et smil på sømanden. "Er det kun din far som kan hundse rundt med dig da?" spurgte han små stikkende, velvidende at det ikke ville falde i god jord. Det var under bæltetstedet, men ingen af dem kunne vel rigtig hundse med nogen af dem. 

Nu måtte de jo se. Rapkæftet affejet han hvor vidt han ikke ville ende med at drikke noget. 

"Og du ville ikke ramme de sorte?" spurgte han med et brummende klukken bag sit skæggede ansigt. Det var en ganske morsom hændelse. Så selvsikker, så hurtig på aftrækkeren og alligevel så dumdristig. De havde hver i sær tømt det fælles krus. Deres munde havde været omkring samme sted på kruset. Det var også det tætteste de nogensinde ville komme. Selvom han havde erfaret at Oskari havde det med at bryde intimsfærden. Et træk på skulderen var at ane, som ordren lød. "Ikke så respektløs, Oskari," brummede han og undslap den andens blik - igen. Et nik blev givet til Thorsten som ikke havde et problem med at hente et nyt krus til dem. 

Hvorfor de nu skulle dele endnu et krus frem for at have hver deres, det var vel blot en del af konkurrencen nu. At man kunne vise at man var den større mand. Frygtløs og ikke spor bleg for at drikke af det samme krus som det den anden afskydede mest. 

Thorsten var afsted, og Richard trådte uden om Oskari og greb om en økse og så det hele lidt an. Blikket tjekket fødderne placering og deres linjer op til målskiven. Måske det var et vovet kast, men han tog det mere som det kom. Begge hænder om skaftet, sving, slip og økse i luften. Intensiteten var ikke lige så høj hos ham, som den nok burde have været. Et eller andet sted morede han sig måske en anelse for meget til at tage det så alvorligt som flådens officer han havde udfordret (for en ynkelige kommentar). 

Samme side som Oskaris seneste kast, mellem den sorte midter prik og inderste cirkel. Lige i mellem og intet mjød til ham. "Er du klar eller skal du have løsnet mere op?" tøjet sad stramt og hans spændninger var til at se mile derfra. Men det var måske en kommentar for meget. Men han havde føre positionen, så han tillod sig at stikke en anelse mere til den plage han nu engang var. 

De usynlige fingre Oskari forestillede sig han havde om Richards hals strammede til. Kommentaren om Artemis Riten faldt ikke i god jord hos ham, og han trak provokeret på mundvigen mens kæbens muskler blev strammet. Det var et personligt angreb, og selvom kommentaren kunne være langt værre - så sad ordene i Oskari som en sten. Sammenligningen, afstanden mellem far og søn - og hvordan det var et skulle leve op til alle forventningerne skyllede ind over ham som en bølge. De blå øjne skød hurtigt til siden med et fnys, væk fra det provokerende smil der sad om den anden mands læber. se væk for en sikkerhedsskyld. 
"Jeg tror du misforstår, Richard. Jeg bliver ikke hundset rundt af nogen - uanset hvem de er." sagde han i sit stive smil, og klemte øjnene sammen da han igen drejede hovedet mod den almene kaptajn, de blå øjne var atter kommet under kontrol, omend blikket glitrede mere og mere efterhånden som det hele spidsede til. 

Det blev kun værre da han måtte æde sine ord - selvom han nægtede at gøre det. Forfærdeligt at øksen lige præcis skulle ramme den sorte streg - næsten en karmisk uretfærdighed, når han blot minutter forinden havde sagt det ikke ville ske. Fingrene strammede ind i det tomme krus, mens brystkassen var begyndt at give efter for den hurtigere vejrtrækning. Den hævede og sænkede sig, og Oskari kunne mærke vreden komme kravlende da Richard nægtede at hente ham et nyt krus. Ikke så respektløs..? Han gnavede sig i underlæben, udfordrende og klemte brynene nedad. og da de endelig så væk fra hinanden kunne han mærke at ilten kom ned i hans lunger igen. Træk vejret - hvis du mister besindelsen nu, vinder du aldrig. Den bøvsende besætningsmand der lignede en pirat mere end alt andet, stak afsted istedet for Richard. Ikke lige så tilfredstillende, men det var ligemeget - han måtte vælge sine kampe. 

Oskari så passivt til som noget nær af et perfekt kast ramte målskiven. Zalans. Hjertet hamrede pirreligt. Kunne han hamle op med det? Pludselig føltes det som hvis tusinder af øjne kiggede på ham, lukkede sig om ham. Hans læber blev en tynd lige streg, som han skar en irritabel grimasse. "Du kan tage dine små provokationer og putte dem et sted, hvor solen ikke skinner. Jeg er her for at vinde, ikke for at blive distraheret af dine barnlige kommentarer." Han prøvede virkelig at holde sig oven vande, men sandheden var at han blev distraheret, og provokeret af Richards vittige facon. Manden plejede ikke at være så.. rapkæftet, som nu. Var det alkoholet? Han himlede halvt med øjnene, mens han så tørt frem for sig. Skulle han bruge sin vindmagi? føre øksen med vinden så den ramte målet? Han bed tænderne sammen - kunne han virkelig få sig selv til at snyde for at redde sin ære? Men han var her for at vinde.. Blikket flakkede fra tilskuerne der interesseret så til, og derefter tilbage på Richard, uden at han helt kunne se ham, nu hvor Oskari stod med fronten mod målet. 

Han bed trangen i sig. Fødderne blev plantet i jorden og han tog øksen. Tredje og sidste kast.
Og det gik helt galt. Stadig i højre side, armen ville kun kaste til den side åbentbart, men helt helt på ydre siden af målskivens kant, alligevel ramte den lidt af den sorte streg. Så mjød skulle der drikkes. Et halvt glas. Æren sank i maven på ham som en sten - som et anker der ramte sandet på havets dyb med et dunk. Fuck. Det kast var næsten ringere end hans opvarmningskast. Medmindre Richard ramte jorden under målet - så ville han vinde. Luften forlod ham mellem tænderne og øjnene våde af frustration, men de løb ingen steder - de vædede bare til. Med et tungt suk tog han sit krus da det var blevet afleveret, og bundede halvdelen af kruset i ét væk. 
"Din tur." og nu var det hans tur til at brumme tonløst - skønt alverdens bandeord sad på spidsen af hans tunge, og blikket, forræderisk afslørede hvordan han havde det - ydmyget. En fiasko. 

Skuespillet var særligt højt i dag fra officerens side af. Måske var det alkoholen som havde givet ham det ekstra skub til hans mange stikpiller. Den ædru Richard ville blot ryste på hovedet og sukke ved den unge mands tilstedeværelse. Men nu havde de valgt at tage kampen op og det hele stod til at falde til Richards fordel. De almene sømænd og deres aktivitet var for meget for flådens mænd. De var nok underlagt en lang række regler at forholde sig til. De skulle jo nødig ses mingles med det almene folk. Alligevel ikke vel. Admiralen lå med kriminelle, at hun bare ikke vidste det, det var hendes uheld. 
Endnu et fremtvunget spil - men hov, vent. Skuede hans øjne det han troede han så. De blå øjne var som skinnende stjerner på den sorte nattehimmel. "Jeg tror, din admiral er her et sted, vi kan høre hende ad," den lå til højre benet og han kunne ikke dy sig fra at klukke og få et smil på læben over det. Ah. Det var alkoholen som talte. Så fik han da den på det rene. 

Kampens hede var ved at nå sit klimaks, og den summende snak der havde været i starten var begyndt stille igen. Men de talte nok ikke helt så meget omkring deres kast, mere om deres delte krus og mange spydige kommentar til hinanden. 

En lang besked for at fortælle man ville vinde, men i stedet ville ende som taber. Det var en sød ironi han ikke kunne dy sig fra at smile over. Det var næsten pinligt at være vidne til. Men det tilfaldt ham nu heller ikke helt så nemt at være så løssluppen i det. Det morede ham ganske vidst hvor anstrengt officeren var. Men det var måske tæt mere mjøden som talte for hvor sjovt det faktisk var. Det var hans halvanden eller to et halvt krus, men det havde alligevel så stor en effekt på ham. Tydeligt at han ikke drak. 

"Jeg troede, du var her for at vinde," kommenteret han stille og så til som kruset blev halvtømt. Nu var det hans tur. Til at drikke at kruset. Det var måske ikke en logisk idé, men det virkede som det rigtige at gøre. Det var vel at ville have det hele på en gang. 

Jah, det var hans tur. Han greb om den sidste økse og skævede lidt mod den unge officer. Han så noget så utilfreds ud, eller var det bare drømme tænkning? Uanset hvad, så kunne han vinde med vilje eller tabe med vilje. Uafgjort var ikke en mulighed, det krævede for meget præcision og det kunne han ikke præstere nu. Fuck it. Brystkassen hævede sig en gang og sank igen. 
Der blev sigtet og kastet. 
Den sad mellem midter cirklen og den inderst ring, men den snittede lige præcis ringen. Måske han ikke burde fejre det, men han ville alligevel fejre det ved at tømme kruset. Det blev bundet i og sat tungt i bordet på ny, håndryggen tørt de små rejser fra skægget og han fandt Thorsten som morede sig ganske godt. "Bedre held næste gang, Riten," stak en kommentar afsted, og hans fokus forlod helt den unge mand til fordel for hans ven. 

Oskari følte at Richards usynlige hænder på sin hals blev strammet til da den næste kommentar forlod manden ubekymret - muntert. Han lo af ham. Han grinte ham. Latterliggørelse af en af flådens officerer. Musklen ved øjet begyndte at vibrere uvilkårligt af frustration. Ordene ringede klokkeklart ind - Jeg tror din Admiral er her et sted =  Du er ingenting. Han knyttede langsomt næverne, og skød brystkassen frem en smule som musklerne strammede sig op i foragt. Han mærkede den kolde luft suge sig mellem det påklistrede tandsmil, mens det summede provokeret i alle afkroge af hans krop. Sommerfuglene baskede i maven, men ikke af positive følelser - nej af had. En eller anden dag skulle han nok få Richard ned med nakken.. i dag forsøgte han at spille et mere sikkert spil, "Touché." undslap hans læber, omend det tog hver en stolthed i ham at gøre. Oskari skulle ikke have Admiral Lynn hængende om sig - og hun skulle slet ikke overvære dette lille spiel. 

Nederlaget var stort - føltes sikkert mere større for ham end hvad det burde. Jeg troede du var her for at vinde. Pulsen steg, og de dybblå øjne så fraværende frem for sig, mens det slørede sig svagt for hans blik. Vejtrækningen var overfladisk og kort. Han forsøgte med hver fiber i kroppen at undertrykke hvirvelstrømmen i sit indre - grimassen udtryksløs, men øjnene alligevel så udtryksfulde. HAK - tiden bevægede sig langsommere, og han så det for sig igen - som øksen hakkede ind i en nærmest perfekt midte - men det betød også at Richard skulle drikke. 

Bedre held næste gang - med ét blev han suget tilbage til virkeligheden, og alle lyde blev mere klare. Boblen omkring hans hovede bristede, og han begyndte først at mumle noget. Derefter sagde han det højere, igen, "Det var ikke et helt krus." påpegede han anklagende, og pressede læberne sammen.
"Omkamp." sagde han, "Men først - Skal vi se hvem der bunder et helt krus mjød hurtigst." Øjnene klemte sig udfordrende sammen. Han skulle vinde med et eller andet - og fik et kort øjeblik øje på Martinique der stod og rystede opgivende på hovedet, og øjne der sagde at det ikke var en god idé. Oskari ignorerede det, og løftede brynet til Richard. Hjertet hamrede hårdt i hans bryst, iver for at vise sig, "Tør du dét?"

Som den regelryttende officer han var, blev der hurtigt pointeret at han manglede at tømme et halv krus. Richard kunne knap nå at træk på skuldrene i et ligegyldighedstegn før der blev bedt om en omkamp. Det betød altså han skulle vende sit fokus mod den unge Riten på ny, men som han fik vendt sig om, blev der først og fremmest bedt om en konkurrence hvor de begge vidste, at Richard ville tabe. 

Han lænede sig op ad bordet der stod ved siden af ham, og han lagde armene let i fold, mens han vurderet situationen så nøje an han kunne. Det var alligevel lidt af en ting af smide afsted fra sig. Næsten pinligt at være med til nu. Men kun næsten. "Du burde nok ikke kaste med økser som påvirket," det var ikke en anklage eller noget andet i den dur. Men nu havde de set hvor skævt der kunne blive kastet, og mjøden hjalp tilsyneladende ikke hans kasteevner. "Men vi kan godt tømme et krus mjød først. Men hvad siger du til jumbo krus?" hvorfor nøjes med de vanlige krus, når der kunne fås nogen der var tæt på tredive procent større. Han skulle alligevel drikke, så hvorfor ikke slå sig løs. Hov vent, nej. Han skulle jo netop ikke drikke!.. 

Thorsten stod på sidelinjen og lo mere og mere for sig selv, men han var allerede nu klar på at hente de store krus med mjød til dem - han kunne jo næsten tage et med til sig selv. Det var jo den rene underholdning for ham. 

Der var noget ganske overlegen nonchalance over Richard da han lænede sig op af bordet med armene over kors og så Oskari an. Hvilket fik den krølhåret officer til at lægge armene over kors og klemme øjnene afventende sammen, mens pulsen i hans årer hamrede. Alkoholen summede på hans læber, men han havde ikke fået særlig meget endnu, til at føle sig påvirket endnu. Alligevel var der et eller andet... Hvad blev det til? afbrød hans tanker ham, og han fugtede underlæben med et lille hovedtilt - blikket hvilende på Richard. Ikke kaste med økser som påvirket? Nå dét burde han ikke alligevel? Han trak i mundvigen, så den ene side af overskægget gled med op. "Er vi ikke allerede påvirkede?" sagde han med et henkastet skuldertræk. Folk måtte bare rykke sig mere når der blev kastet med økser. Og hvis de blev smidt væk.. så måtte der være en anden konkurrence et sted de kunne deltage i - hvor Oskari ville vinde. Helt klart vinde. Ikke flere nederlag. 

"Du satser stort, Richard." Siden den store mand tilsyndeladende ikke brød sig om at hans navn blev gled rundt om officerens læber, gjorde han et stort nummer ud af at sige den andens navn igen og igen når muligheden bød sig. Navnet lå godt i hans mund - altså, i den ondeste forstand. Selvfølgelig smagte det grimt, og af had, men det føltes godt at sige, når han kunne genere den anden med det. Han viftede lidt nonchalant med hånden, "Jumbokrus - det er fint med mig." Han smilede selvsikkert. Oskari kunne drikke - kunne Richard? 

Han tog fat om det store krus mjød, mens han stirrede ind i de mørke øjne foran sig. "Jeg er klar når du er." sagde han luftigt, lidt for charmerende situationen taget i betragtning - men han følte sig så selvsikker i det her, at arrogancen næsten forlod læberne som en diskret flirten. Han løftede kanten af kruset op til læberne, øjnene stadig på Richard, for at tjekke at han ikke startede før tid, klar til at bunde når der blev råbt start.