Treston Reynlest
Forhenværende Ridder af Lysets Krigere - nu vanæret og i eksil
Forvirret Dum
Race / Menneske
Treston havde været på farten så længe efterhånden, at genkendelsen faktisk slog bunden ud af hans mave - en følelse, der kun gentog sig gang på gang, som han nærmede sig Dianthos, og landskabet blev smerteligt velkendt.
Det var næsten, som at gå tilbage i tiden - som om han i virkeligheden besøgte sine egne minder. Vejen imod Dianthos' Sydport lignede fuldstændig sig selv, og alligevel var noget anderledes...
Eller måske ikke. Måske var det i virkeligheden bare Treston selv, der havde ændret sig. Måske, måske, måske...
Han fnøs af sig selv og trak vadsækken bedre op på skulderen, mens han stilfærdigt fortrød sin tidligere beslutning om at sælge dén hest, han ellers havde samlet op i Fredskilde. Ideen havde været at ankomme til Dianthos med lidt krystaller på lommen, men han havde glemt at tage højde for den infame introspektion, der havde det med at snige sig ind på én, når man fragtede sig via landevejen på sine egne to fødder... For meget tid til at tænke. Der var en grund til, at han altid havde hadet marcher...
Da han endelig fik øje på kroen i det fjerne, stak endnu en ambivalent følelse hovedet frem; en underlig blanding af frygt og forventning. Ikke fordi der som sådan var knyttet nogen dårlige minder til 'Vandrerens hvile' - han havde oprindeligt lært den at kende igennem Lynn Valeriev, for øllet var billigt, og sandsynligheden for at rende på sine overordnede midt i en brandert var forsvindende lille...
Hans sidste besøg havde inkluderet Ulven og en lille pose bær, der skulle fragtes gennem Sydporten, og selvom det havde været en frustrerende oplevelse havde den vel egentlig indirekte lagt grunden til at hele denne rejse havde kunnet lade sig gøre... Uden Trestons... affiliering til Pax havde bandelederen næppe indvilliget i at låne ham krystaller til rejsen.
Nej, frygten og forventningen stammede nærmere fra dét faktum, at han havde sendt Zirra et ekspresbrev, inden han tog fra Zircon, hvor han estimerede sin ankomst til Dianthos og bad hende møde ham hér, på 'Vandrerens Hvile'... Og skulle han være ærlig over for sig selv, var han skrækslagen for, at hun ikke ville møde op.
Der var sket så meget. Og selvom de havde fået talt ud i Fristavn, så var det jo ét eller andet sted kun toppen af isbjerget... Der lå så meget begravet... Han ville ikke rigtig kunne bebrejde hende, hvis hun siden deres afsked var kommet til dén konklusion, at hun var bedre tjent uden nogen af sine storebrødre...
"Tag dig sammen," mumlede han til sig selv - en slem vane, han havde samlet op undervejs på sin rejse, efter for mange timer i sit eget selskab. "Om ikke andet, har hun lagt en besked..."
Der blev kun løftet et par enkelte hoveder, da Treston skubbede døren til 'Vanderens Hvile' op, og de blikke, han modtog, var alle uinteresserede. Han lignede uden tvivl også firs procent af Vandrerens klientel - ned til de støvede støvler, den slidte vadsæk og det lidt for lange hår. Landevejen satte sit præg efter en tid... dét ville Treston gerne skrive under på.
Han satte kursen imod baren uden at kigge sig omkring - primært fordi han gerne ville holde håbet om at Zirra var her et sted i live så længe som muligt... Og skulle det endelig lægges i graven, ville han være sikker på at have et krus øl i hånden, når han skulle til at håndtere skuffelsen...

Krystallandet
